Til abbeden i Neunkamp kloster i Schwerin stift. Iblandt de utallige pligter, som det apostoliske tjenerskabs pligt, med hvilket vi forestår den universelle kirke, bebyrder os med, ligger først og fremmest den os på sinde, at de kirkelige prælater og kirkerne betroet disses styrelse og endvidere de gejstlige embedsmænd hengivne til at tjene Gud i samme kirker med samt disses gods skal nyde fuld frihed. Og, for ikke de skal undertrykkes af de ondskabsfuldes angreb, meddeler vi gerne et virkningsfuldt middel, for så vidt det vides at tilhøre os, og vi vil igen og igen tugte de ubøjelige eller de til tider svigefulde i overensstemmelse med, hvad deres brøde kræver, med passende moderation, for at de i det mindste med straffen som lærermester kan afholde sig fra deres onde gerninger og tvinges til at vende tilbage til retfærdens vej, og for at adgangen til at begå lignende gerninger lukkes for alle andre. Da jo allerede for længe siden pave Clemens 5. klogt forordnede på koncilet i Vienne, at hvem som helst, der jager en præst til skade og frygt, eller fanger ham, eller fordømmer ham, eller befaler disse ting udført, eller godkender det udført af andre, eller deltager eller giver sit råd eller sin støtte i udførelsen heraf, eller bevidst beskytter samme person; i disse sager angående disse ting, i hvilke han ikke ifølge de allerede udgivne regler ikke kunne lide ekskommunikationens straf, skulle han uden nogen sædvanes hinder på Clemens' forordnings myndighed gennembores af bandlysningens od, fra hvilken han ikke skulle kunne gøres fri undtagen ved paven (undtagen i fare for at dø). Han skulle frakendes de len, forpagtninger, forpligtelser og præbender, gejstlige som verdslige, som han modtog fra den kirke, som den tilskadekomne biskop forestod, for at disse skulle vende tilbage til samme kirke; dennes efterkommere i mandlig linje ville på grund af selve gerningen forblive inhabile til at modtage præbender i den by og det stift, samme biskop forestod, indtil anden generation, uden håb om dispensation. Ligeledes skulle hans land, så længe det dog ikke omfattede mere end ét stift, endvidere stedet eller de øvrige steder, på hvilke biskoppen tilbageholdtes, underlægges kirkeinterdikt, indtil han havde ydet en passende erstatning. Men hvis hans landområde omfattede mere end to stifter, skulle det stift, hvori han havde sit faste tilholdssted med samt det andet hvori forbrydelsen var blevet begået, hvis det var hans, og to andre, som stod under ham, tættest på det samme sted, underlægges interdikt, indtil han havde ydet passende erstatning. Og i gerningsstedets kirker og endvidere nabobyernes og -stifternes kirker, skulle han offentligt proklameres ekskommunikeret på enhver søndag og højtid efter klokkeringning og efter der var blevet tændt lys. Når han var blevet absolveret, skulle han på tilpas og tilfredsstillende vis sørge for at adlyde den påførte straf og gennemgå boden med Herren som hjælper. Endvidere skulle en by, som havde begået førnævnte gerninger eller nogen af disse ting imod deres biskop, underlægges førnævnte interdikt; dens øvrighed, rådmænd, sheriffer, domsmænd, fogeder, forstandere, borgmestre og officialer, hvilken betegnelse man nu bruger om dem, skyldige i førnævnte gerninger, skulle være underlagt ekskommunikationens dom, fra hvilken de ikke skulle være i stand til at opnå absolutionens nåde undtagen som før nævnt, og hvis en af de skyldige i førnævnte sager var blevet absolveret i dødens fare, skulle han falde tilbage til samme ekskommunikations straf, hvis ikke han sørgede for så hurtigt som muligt at vise sig for romerpaven, efter at være blevet genindsat i det foregående helbred, for ydmygt at modtage dennes befaling, således som retfærd tilsagde. Det er kommet til vort kendskab, ikke uden stort ubehag, at en flok urettens sønner, nemlig Markvard Rønnow, Ivan Pogwisch, Eggert Wonsflit, Lyder Pedersen, Sture, Svend, Holk, Marquard Stedeke, Witting, Henning og Santeke, væbnere i Slesvig stift, med nogle af deres sammensvorne i denne sag, med de ædle ridderes Timme Rønnøw og Wulf Pogwischs - fra det samme stift - råd, og med selve disse ridderes godkendelse og begunstigelse, med al gudsfrygtighed sat til side og med gudsforagtende dåd har taget biskop Johan af Slesvig til fange, ikke uden koporlig vold forøvet mod ham, endda lige til udgydelse af blod, og har holdt ham fanget i mere end en måned, idet de ikke vil løslade ham, før end han har lovet straks at ville betale dem 1200 lybske mark. Ondskabsfuldt har de tilføjet biskoppen mange andre skader, således har de tyrannisk frarøvet ham og hans slesvigske kirke slotte eller fæstninger, landsbyer, gårde og al mulig anden slags fast ejendom og ligeledes flytbart gods og ting; endvidere har de tilføjet og tilføjer fortfarende talrige skader og uretmæssigheder på adskillige bønder, undergivne og tributpligtige til førnævnte biskop og kirke samt de gejstlige embedsmænd, som i den samme kirke har været og er hengivne til at tjene Gud. De forfølger og undertrykker dem overalt. På grund af disse tiltagende onder og på grund af, at førnævnte biskop og gejstlige embedsmænd, der lider under skader og uret, i den grad alvorligt krænket af de samme gudsbespottere, og på det nærmeste fuldkommen berøvet al menneskelig støtte og ude af stand til at modstå disse gudsbespotteres grusomhed og ondskab, ruineres selve kirken i sin tilstand og overalt i sit gods og sine rettigheder, og på grund af, at den også svigtes med hensyn til gudstjeneste, har nævnte biskop og adskillige gejstlige som følge af retfærdig frygt forladt selve kirken og Slesvig stift og ment det bedst at flygte til dronning Margrete af Danmark for at de fremdeles kunne beskytte sig ved hendes hjælp. Da det nu forholder sig således, overlader vi Din Omsigtsfuldhed, eftersom sagen er os magtpåliggende og eftersom vi gerne vil drage gunstig omsorg, på vor myndighed at sørge for, at samme bestemmelse udføres imod disse riddere og væbnere og sammensvorne i det nævnte, efter at de, som skal tilkaldes i kraft af dit embede er blevet tilkaldt, hvis det står klart for dig, at der er noget om dette fangenskab, blodsudgydelse og tilbageholden. Der skal ikke være mulighed for appel. Du skal sørge for, at bestemmelsen overholdes, indtil gudsbespotterne og uretforvolderne selv i alle henseender har skaffet genoprejsning i alle disse forhold og er kommet til det apostoliske sæde med din skrivelses vidnesbyrd for at søge om tilgivelse for disse af dem selv udførte excesser. Og du skal på førnævnte myndighed og med den tidligere begrundelse tvinge disse riddere, væbnere og medsammensvorne til summarisk fuldkommen betingelsesløst at overlade fæstninger, byer, ejendomme og andet uflytbart gods; til at tilbagebringe alt flytbart gods og alle ting til nævnte biskop, gejstlige embedsmænd og kirke, og med hensyn til de øvrige ting skal du tvinge dem til på passende vis at gøre erstatning over for samme biskop, gejstlige embedsmænd, bønder, undergivne og tributpligtige, idet du sørger for, at hvad du dekreterer overholdes fast ved kirkelig justits. Hvis tilstedværelsen af førnævnte gudsbespottere, forvoldere af ugerninger, dem der beskytter disse, dem der har givet disse befaling til at gøre dette og dem der har ydet dem hjælp, råd eller tjeneste i udførelsen heraf ikke kan opnås sikkert eller hensigtsmæssigt til formaning, sådant forlangende eller retsstævning at gøre mod dem, overlader vi dig med nærværende skrivelse fuld myndighed til at udfærdige formaning og sådant forlangende og stævninger af enhver art ved offentlige skrivelser at hænges op på offentlige steder, om hvilke man må formode, at de formår at komme til de stævnedes og således formanedes kendskab - i særdeleshed på en enhver kollegiat- eller sognekirkes døre i Stralsund i nævnte Schwerin stift, hvilken by siges at være berømt; også til at skærpe retssagerne, hver gang det er nødvendigt, hvis frækhed og genstridighed hos samme gudsbespottere og andre, som processerne, der skal forestås af dig angående dette, vedrører, kræver det; yderligere til at underlægge områder og steder, til hvilke det hænder nævnte gudsbespttere og skyldige i det foregående når hen eller opholder sig, med det strengeste kirkelige interdikt, idet den verdslige arms hjælp hidkaldes til det, der skal udføres af dig, hvis det bliver nødvendigt; ydermere til i denne sag at foretage alt andet, som du synes tjener til at tøjle nævnte gudsbespotteres arrogante tyranni og ondskab. Og det er vor vilje, at førnævnte retssager, formaninger og stævninger forpligter disse stævnede, opfordrede og formanede, som om de selv havde været personligt til stede, kaldt frem og proklameret til disse processer. Pave Bonifacius 8.'s forordninger skal ikke være til hinder herfor, i hvilke det bestemmes, at en person ikke kan kaldes til en retssag uden for sin by og sit stift undtagen i særlige sager, og i disse ikke mere end én dagsrejse fra vedkommendes stifts grænse, eller at de af førnævnte sæde udpegede dommere ikke kan påtage sig at skride ind over for nogen uden for den by og det stift, i hvilke de er udpeget, eller at nogen enten kan overlade deres post til andre eller drage nogen ud over en dagsrejse fra vedkommendes stiftsgrænse; ej heller forordningen om to dagsrejser på generalkoncilet eller i det hele taget andre forordninger fra vore romerske pavelige forgængere, hvad enten de drejer sig om de udpegede dommere eller gejstlige embedsmænd, som ikke kan drages til retssagen i mere end et bestemt antal, eller andet, som i denne sag på nogen måde kan modvirke din jurisdiktion eller retslige myndighed og dennes frie udøvelse. Givet i Bologna den 7. dag før kalendas i april i det første år.