Til abbeden for klostret Neuenkamp i Schwerins stift. Dronning Margrete af Danmark har gjort os opmærksom på, at, da for nylig den ædle kvinde Elisabeth, grev Gerhard af Holstens enke, og de ædle mænd grev Henrik af Holsten, Otto Sehested, Erik Krummedige, lars hesten, tønne Rønnow, Reimar Sehested, Wulf Pogwisch, Lyder Storm, Otto Knop, Benedikt Ahlefeld, Henneke Stake og Hennike Rantzau, riddere, endvidere Borkvard Krummedige, Timme Meinerstorp, Markvard Rønnow, Niels Ravn, Lyder Pedersen og Markvard Breide, væbnere i Bremens, Slesvigs, Lübecks og Lübecks stifter, med en del kumpaner i denne sag, som da besatte og fremdeles besætter hertugdømmet Slesvig, som er kongedømmet Danmarks ret og ejendom, rejst til hovmod, uden grund på konspiratorisk vis havde sveget kong Erik af Danmark, som på ingen måde har forbrudt sig imod dem, snarere tværtimod med et fromt sind og al kongelig velvilje begunstigede selve disse usurpatorer og andre af nævnte hertugdømmes indbyggere, kong Erik som i alle henseender har sørget for at behage dem, så meget som æren tillod og retfærden tilsagde; under foregivende eller dække af dennes utroskab og da de havde dræbt adskillige af hans ædle riddere, væbnere og endvidere andre tjenere og taget særdeles mange til fange og i lang tid havde belejret byen Flensborg fjendtligt, denne by der ligger i Slesvig stift, som kongen selv besad i samme hertugdømme og fremdeles besidder, forsøgende at indtage den med vold, og i nogle af deres befæstninger tilbageholdt visse andre gidsler og tilhængere af førnævnte konge og kongerige til stor skade for nævnte konge og dennes undersåtter, og med mange andre forurettelser og skader påvirkede nævnte konge og særdeles mange af hans førnævnte trofaste følge, samlede kongen selv en stor og stærk hær, da han ikke formåde at lade så megen ondskab gå videre forbi lukkede øjne, og for ikke hans alt for store eftergivenhed i denne sag skulle tillade overbærenhedens sande navn, men et sindelag til at fordrive vold med vold. Denne hær førte han lige til grænsen af nævnte hertugdømme for ved hjælp af denne at tøjle samme usurpatorers og troløses uhæmmede angreb. Men idet disse usurpatorer og troløse satte sig op mod kongen selv med en væbnet skare, stillede førnævnte dronning, hvem sagen i høj grad lå på sinde, for fredens godes skyld sig imellem de stridende parter for at afvende de forfærdelige drab, øvrige onder, skader og farer, der ville følge, hvis de stridende påførte hinanden gensidig krig, og under tilskyndelse af den guddommelige mildhed opnåede hun så meget, at parterne indgik kompromis om seks vasaller til at afgøre retten: disse skulle som voldgiftsmænd bringe parterne til enighed i retten angående ovenstående. Og selv om de nævnte voldgiftsmænd frivilligt havde påtaget sig denne voldgift, formåede de ikke at afsige voldgiftsdom i det efterfølgende, på grund af hvilket dronningen selv sørgede for, at en traktat med udløb til den forestående pinse blev indgået imellem de stridende parter for at imødegå de onder, som ellers kunne følge ved opståelse af førnævnte uenigheder. Men da det blev frygtet af flere, at de stridende parter atter ville vende tilbage til våbnene - lad det ej ske - ved pagtens udløb, og, at, hvis dette skulle ske - Gud forbyde det - umådelig skade uden tvivl ville blive kirker, klostrer og andre fromme steder og gejstlige til del, blev vi på vegne af nævnte dronning bedt, om vi ville værdiges at udnævne en eller anden passende prælat til at imødegå så mange onder i disse egne og til at høre de sager, som nævnte dronning fremsætter angående hertugdømmet, tilfangetagelserne, skaderne og de lovbrud, som er påført førnævnte konge og dronning og endvidere deres undergivne og tjenere af usurpatorerne og de troløse og deres medsammensvorne i anledning af ovennævnte; endvidere sager om samme hertugdømmes samtlige rettigheder og tilliggender. Således giver vi Din Omsigtsfuldhed i opdrag, at du, efter samme usurpatorer og troløse og andre, som bør stævnes, både er blevet hørt og afkrævet ret, skal afgøre, hvad der er ret, uden appelmulighed, idet du ser til, at hvad, du afgør, overholdes fast under kirkelig straf, men hvis de vidner, der skal indkaldes, trækker sig på grund af had eller frygt, skal du tvinge dem til at afgive sandhedsvidne under samme straf uden appelmulighed. Thi med dette brevs ordlyd overdrager vi dig fuld myndighed til at hindre de førnævnte gensidigt stridende parter under anvendelse af store pengebøder og andre frygtindgydende åndelige og verdslige strafforanstaltninger, som synes dig passende, i at forsøge noget til skade for retssagen, så længe den er under afgørelse i dit nærvær, eller for ikke én part skal forsøge fjendtligt at invadere eller voldeligt at skade den anden, og også til at lægge misdædernes jorder og tilholdssteder under kirkeligt interdikt, og endvidere til at gøre alt andet ved dig i disse sager, som du synes tjener til at genforme enighed og fred imellem retssagens parter, og endvidere til at udvide de retsprocesser at afholdes af dig om disse sager, så mange gange det bliver nødvendigt, under hidkaldelse af den verdslige magts arm, hvis det forekommer tilrådeligt. I øvrigt, hvis det står fast for dig, at førnævnte retsager, advarsler og inkaldelser, der afholdes af dig angående disse ting ikke kan offentliggøres sikkert over for de usurpatorer og troløse og andre, som de vedrører, er det vor vilje, at du ved offentligt edikt at fastgøres på fløjdørene eller portene til en given, kendt kirke i byen Stralsund i Schwerins stift, som ikke ligger langt fra cistercienserklostret Neunkamp, som du er abbed for - hvilken kirke er op til dig - skal offentliggøre hvilke som helst retssager, advarsler og indkaldelser, som angående disse ting skal afholdes af dig, endvidere til frit af afholde proces angående det foregående i den samme by. Vi fastsætter, at processerne, advarslerne og indkaldelserne skal gælde for de advarede og indkaldte, som om de i egen person og ved egen tilstedeværelse var blevet meddelt eller gjort bekendt med dem, idet hverken Bonifacius 8.'s forordning om en dagsrejse, forordningen om to dagsrejser på generalkoncilet og forordninger om begrænsninger af antallet af de til domsafsigelsen hidkaldte personer, og at dommere ikke kan føre retssag imod nogle uden for de steder, de ved apostolisk skrivelse er deputerede i, ikke kan drage nogle ud fra deres byer eller stifter eller tilforordne andre i deres sted; ingen af disse såvel som alle mulige andre forordninger skal stå i vejen. Givet i Bologna den syvende dag før kalendas i april i vort første år.