I Herrens navn amen.

I år 1413 efter samme herres fødsel, i den sjette indiktion, den 26. dag i måneden juli i den niende time eller deromkring, på Nyborg slots plads, i Odense stifts østlige del, i det fjerde embedsår for den allerhelligste herre og fader i Kristus hr. Johannes 23, ved Guds forsyn pave, fremstod i nærvær af os notarer og troværdige vidner den allernådigste fyrste og herre, hr. Erik, Danmarks, Sveriges Norges, De Venders og Goters konge osv. på den ene side og den berømmelige fyrste og herre, hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, på den anden. Til stede var ligeledes de ærværdige herrer og fædre i Kristus, ærkebiskop Peder i Lund, biskop Peder i Roskilde, biskop Hans i Slesvig, biskop Jens i Odense, biskop Peder i Ribe, biskop Bo i Århus og biskop Lave i Viborg; fremdeles de berømmelige fyrster og herrer, hr. Bugislav, hertug af Pommern, hr. Ulrich, hertug af Mecklenburg, hr. Vartislav, hertug af Stettin og hr. Johann, hertug af Sachsen.

Nævnte hr. hertugen af Lüneburg gav sig ud for at være formynder for sin søster, den højbårne Elisabeth, enke til hr. Gerhard, hertug af Slesvig, og sine nevøer, efter hvad han sagde. I dette formynderskabs navn fremsatte og sagde han, at således som nævnte hr. Gerhard, hans nevøers fader, havde været nævnte hr. konges og Danmarks riges lensmand og vasal i nævnte hertugdømme, ønskede nu også sønnerne at være. Til dette blev der på nævnte hr. konges vegne svaret, at hertugdømmet Slesvig var blevet tilbudt som len til nævnte hr Gerhard af fru dronning Margrete, strålende minde, i byen Assens i nærvær af et stort antal af kongelige og hertugelige råder; men Gerhard nægtede at modtage hertugdømmet som len. Da nævnte hertug Heinrich bestred denne udlægning, fremførte kongen, at han selv ville bevise dette tilstrækkeligt, og han tilføjede, at forholdet fremgik så meget desto klarere derved, at nævnte hr. Gerhard hellere ville tjene kongelige højvelbårenheder for en bestemt sum penge i deres krige end modtage nævnte hertugdømme som len; i overensstemelse hermed modtog han også nævnte pengesum for denne tjeneste, der på vegne af nævnte kongedømme skulle udføres trofast, men for samme sum udøvede han ingenlunde tjeneste.

Men kongen selv var ivrig efter at opfylde nævnte møde, således som det var blevet aftalt i henhold til de af begge parter udfærdigede breve desangående, og han foranstaltede, at seks dommere på hans og Danmarks riges vegne skulle tage sæde i dommersædet til at bilægge de stridigheder, der var opstået imellem dem, og han oversendte selve brevene med hensyn til de artikler, der vedrører nærværende sag og møde, ved de fire førnævnte hertuger og fyrster til nævnte hertug Heinrich af Lüneburg, således at hans nævnte søster kunne høre og se nævnte artikler, eftersom hun selv tog sig af opsynet med sine børn; de artikler der sammen med de breve, i hvilke de optrådte, var bekræftet og beseglet sammen med adskillige magtfulde stormænds og ædle ridderes segl. Og han lod artiklerne læse, med hvilke også nævnte hr. Heinrich af Lüneburg havde indvilliget i dette møde, som nævnt. Artiklerne lyder som følger:

"Ej heller skal dette brev og denne fred være til skade eller hinder for noget brev, men med hensyn til bestemmelsen, der blev givet i Kolding, nemlig at man ikke skulle ordne sagen ved dommerkendelse før de fem år er gået, som brevet indeholder, skal men nu dømme i sagen på førnævnte sankthansdag". N

Ordlyden af den anden artikel lyder som følger:

"Men når disse førnævnte fem år er gået, skal den ene part møde den anden i Nyborg på Fyn i venskab til en retsafgørelse angående alle krav, som parterne på begge sider har til hinanden på følgende måde, som her står skrevet, nemlig når disse førnævnte fem år er omme, dog således at hvem der vil tiltale den anden, skal gøre ham bekendt hermed imellem påske og mikkelsdag så tidligt i forvejen, at mødet kan holdes før mikkelsdag, og på mødet og stedet skal de da vælge seks på hver side fra deres råd i Danmark og Sønderjylland. De tolv skal da have fuldmagt til efter dansk ret at træffe en retmæssig afgørelse efter tiltalen og svaret herpå. Og hvad de tolv da i enighed afgør, er ret efter dansk rets bestemmelser, det skal de overholde på begge sider. Hvis de tolv ikke kan blive enige om, hvad der er ret, da skal de førnævnte tolv, seks på hver side, vælge en herre, og til hvilken side af de tolv de to herrer lader deres enige og efter dansk ret trufne afgørelse falde, dét skal begge sider overholde og gøre. Hvis de to herrer ikke kan blive enige med hinanden om retsafgørelsen, da skal man bringe klage, svar og de retsafgørelser, som da er blevet truffet, for den romerske konge, og når den romerske konge da afsiger dom eller lader afsige, hvad det er ret efter dansk ret, det skal man holde og gøre på begge sider og på begge sider være tilfredse dermed".N

Og da disse breve var læst op for dem, for så vidt angår nævnte artikler, krævede de, at nævnte hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, for at opfylde de samme breve og nærværende retsmøde skulle udnævne seks egnede dommere i henhold til indholdet i nævnte breve, sådan som han havde pligt til i sin egenskab af formynder. Men de nævnte fire herrer hertuger kunne ikke, efter hvad de sagde, få noget andet svar fra ham, end at den nævnte herre og hertug af Lüneburg gerne ville tilforordne seks til at forhandle venskabeligt, men ikke til at sidde som dommere, hvilke seks han udnævnte; disse blev dog fuldkommen afvist som inhabile til denne forretning af hr. kongen, fordi de hverken var fra Danmark eller Sønderjylland, således som de burde være i henhold til udformningen af de nævnte breve. Og den nævnte herre og hertug af Lüneburg tilføjede, at han ikke ville tilforordne nogen som helst andre, idet han påstod, at han ville afholde nærværende dag og forhandling i henhold til hr. Ulrichs, hertug af Mecklenburg, traktat, og at han ikke havde kendskab til de breve, der var blevet fremført for ham, de breve der var beseglet med hans søsters, grev Heinrich af Holstens og og øvrige adeliges segl.

Kongen svarede ham, at hertugen af Lüneburg selv i egne traktater havde indvilliget i det møde, der beskrives i de nævnte breve. Og han tilføjede, at de artikler, der var blevet læst op for ham, udtrykkeligt indeholdt, at det sidste brev henviste til det første, og at de begge pegede på det samme resultat, de er uadskillelige, og det ene kunne ikke efterkommes uden det andet. Og nævnte hr. konge tilbød sig for de nævnte fire fyrsters og hertugers afgørelse i følgende spørgsmål: Eftersom nævnte hertug af Lüneburg havde trængt sig ind i formynderskabet for nævnte søster og nevøer, var han da skyldig at overholde sin nævnte søsters breve, beseglet med hans nevøers farbroder grev Heinrichs og andre af hendes adelige rådgiveres segl, så længe han udøvede selve det førnævnte formynderskab, eller skulle hr. kongen selv føre anklage mod selve beseglersken?

At stille op til denne afgørelse nægtede hr. hertugen af Lünebug ganske.

Da erklærede hr. kongen, at denne hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, ved diverse fornærmende udflugter i praksis stræbte efter, at formålet med mødet ikke blev opfyldt, og at de nævnte breve, med hvilke han selv havde indvilliget i mødet, ikke blev overholdt, skønt han ikke kunne gøre dette med rette, og kongen selv havde til hensigt på enhver måde at opfylde førnævnte breve og nærværende møde: Han tog de nævnte breve i sine hænder, og sammen med nævnte fyrster og biskopper og andre af dem, der omgav ham, gejstlige såvel som verdslige, tilbød han sig frivilligt hos sine dommere, der nu havde sat sig i dommersædet som tilforordnede til at finde en afgørelse i disse stridigheder, at stå til rette for deres dom og afgørelse i henhold til aftalen om mødet; hvorvidt de skulle gøre dette ved dom eller forhandling, overlod han dem til at afgøre ifølge Danmarks riges love. Og han spurgte alle og enhver af de førnævnte tilstedeværende, for at de kunne undervise ham, om hr. kongen selv på nogen måde burde stille sig yderligere til rette for sit Danmarks rige, end han havde gjort, for at opfylde dette møde med henblik på at afgøre stridighederne i henhold til førnævnte breves indhold; han var i givet fald helt og holdent rede til at gøre dette. Og de svarede ham i fællesskab og i enighed, at nævnte hr. konge i det foregående havde strakt sig tilstrækkeligt i henhold til de breves indhold, der var blevet udfærdiget til at afgøre disse stridigheder.

Derpå erklærede kongen i disse ord (eller i hvert fald lignende), at han hellere havde set, at alle stridigheder imellem dem var blevet ordnet og forhandlet ifølge førnævnte breve, ved hvilke nærværende møde var blevet fastsat imellem dem. Men fordi hverken nævnte hertug af Lüneburg, formynder for sin nævnte søster og nevøer, eller søsteren selv eller hans nevøer har bekymret og bekymrer sig om at opfylde breve eller traktater, og fordi iagttagelse af nævnte, angående førnævnte beseglede breve nægtedes fuldkommen af nævnte hr. hertug og formynder, af søsteren selv, af farbroderen til hans nevøer; fordi dette var sådan, søgte og anmodede hr. kongen selv med rettens pligtskyldighed, for at han ikke skulle findes skyldig i at negligere forfølgelse af sit Danmarks riges ret, om at blive stævnet af dommeren og retshåndhæveren hr. Peder, biskop i Roskilde, Danmarks riges kansler, særligt tilforordnet af danehoffet, og han krævede, at nævnte hertug Heinrich af Lüneburg skulle stå til rette for nævnte riges dommer og hele danehoffet i henhold til Danmarks riges love angående sådanne skader og øvrige ugerninger, som skal beskrives nedenfor, siden han var den angivelige formynder for sin søster og sine nevøer, selve fru søsteren, nevøerne og alle og enhver i øvrigt, hvem sagen vedrører eller kunne vedrøre, usurpatorer og de der har besat gods i nævnte Slesvig hertugdømme – det hertugdømme hvis forlening kommer ned fra nævnte hr. konge – med svig af den tjeneste, der heraf er forskyldt lensherren selv.

Denne anmodning ønskede førnævnte ærværdig fader og herre, hr. Peder, biskop af Roskilde, nævnte Danmarks riges kansler og dommer i nedenstående sager, at efterkomme og pålagde og overdrog den berømmelige fyrste og herre, hr. Bugislav, hertug af Pommern, udførelsen af denne stævning i den korrekte form. Straks derefter tog nævnte hertug Bugislav de andre tre hertuger, nemlig førnævnte Ulrich af Mecklenburg, Vartislav af Stettin og Johann af Sachsen, med sig som vidner, og indfandt sig personligt hos hos nævnte hr. hertug Heinrich af Lüneburg. Han stævnede samme hr. hertug Heinrich i dennes angivelige egenskab af formynder for førnævnte sin søster og sine nevøer og nævnte søster og nevøer og alle enhver, hvem sagen vedrører eller kunne vedrøre i anledning af førnævnte; fremdeles stævnede han usurpatorer, besættere og plyndringsfolk af nævnte hertugdømmes godser, således dem der har svigtet den lensherren hr. kongen skyldige tjeneste og disses medsammensvorne, kumpaner og hjælpere, nemlig Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow og Eler Rønnow, riddere, og i al almindelighed alle og enhver af deres tilhængere i denne henseende, rådgivere og hjælpere, som havde land, ejendom og arvegods i nævnte hertugdømme. Med klar og høj stemme forkyndte han stævningen: Den førstkommende retsdag skulle de indfinde sig på nævnte danehof for nævnte kansler og Danmarks riges generaldommer på Nyborg slot for at stå til rette angående førnævnte sager og andre anklager, som nævnte konge ville fremføre mod dem i overensstemmelse med Danmarks riges love.

Da denne dag, den 29. juli, indtraf, indfandt Erik sig, den nævnte allernådigste herre og konge, for nævnte hr. biskop Peder, dommer og kansler, siddende på dommersædet, som ovenfor, i nævnte Nyborg slots store kongesal og anklagede de nævnte stævnede og enhver af dem, der ikke havde indfundet sig, for genstridig udeblivelse og tilføjede, at nævnte hertug Heinrich i modstrid med de nævnte breves ordlyd genstridigt var draget bort, og han anmodede om, at alle og enhver, der var således stævnet og ikke havde indfundet sig, blev erklæret for genstridigt udeblevne af nævnte dommer. Dommeren erklærede således de nævnte stævnede, som man havde ventet i et tilpas stykke tid, og som ikke havde indfundet sig, for genstridigt udeblevne, sådan som de var, efter at være blevet forsikret om udførelsen af nævnte stævning. Under deres genstridige udeblivelse fremførte nævnte hr. konge da sin tale i nærvær af nævnte hr. rigets kansler og i denne henseende ordinær dommer imod nævnte hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, som om han, der havde indtrængt sig, var formynder for sin søster, fru Elisabeth, og sine nevøer, og fremdeles imod fru Elisabeth selv og hendes sønner og øvrige ovenfor og nedenfor nævnte. Talen lød:

"Ærværdige herre dommer for ovenstående og nedenstående og kansler for vort Danmarks rige! Vi Erik, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, De Venders og De Goters konge osv. og hertug af Pommern vil i jeres nærvær, i nærvær af den ærkebiskoppelige og de biskoppelige dignitarer, i nærvær af vort nævnte kongeriges kongelige danehof fremføre følgende imod hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, han der har indtrængt sig som formynder for fru Elisabeth, hans søster, og hans nevøer i vort hertugdømme Slesvig, fremdeles imod alle og enhver af deres ovenfor nævnte kumpaner, sammensvorne og støtter, nemlig Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow, Eler Rønnow og Lars Heest, angiveligt riddere, eller hvilke som helst andre af deres tilhængere, som nærværende forretning vedrører, og hvem der har besiddelser i nævnte hertugdømme i denne henseende i modstrid med os og vort Danmarks rige: Da hr. Gerhard var blevet dræbt i DitmarskenN, han der førte sig frem som hertug af Slesvig, blev fru dronning Margrete, vor moder, strålende minde, og vi enstemmigt valgt til formyndere for nævnte hertugdømme og fru Elisabeth selv, enke efter nævnte hr. Gerhard, og hendes sønner af begge hertugdømmes stænder, såvel den gejstlige som den verdslige, af særdeles fremtrædende riddere og riddersmænd i grevskabet Holsten og særligt af nævnte Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow, Eler Rønnow og Lars Heest og deres tilhængere i denne henseende. Vi accepterede dette formynderskab frem for alt, fordi vor mødrene og feudale ret, der skyldes os i nævnte hertugdømme, forblev uantastet. Og derpå indgik vi med de førnævntes enige samtykke en almindelig og evig fred ved vore riger og nævnte hertugdømme og grevskab, en fred som også vore undersåtter og nævnte hertugdømmes og grevskabs førnævnte riddere og riddersmænd med god tro lovede skulle overholdes. Endelig hjalp vi nævnte enke samt hendes sønner med råd, hjælp og vore rede penge; ellers var de og hertugdømmet gået fuldkommen til grunde. Foranlediget af dette formynderskab blev nævnte fru dronning Margrete overdraget Gottorp slot og Flensborg by, og de særdeles fremtrædende riddere og riddersmænd i nævnte hertugdømme og grevskab, i særdeleshed nævnte Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow, Eler Rønnow, Sigfred Dosenrode, Lars Heest, Borkvard Krummedige og adskillige andre blev gjort til nævnte fru dronning Margretes og vore tjenere, og for denne tjeneste modtog de vor rigelige belønning. Men da alt således var ordnet til det bedste i kraft af nævnte formynderskab for nævnte enkes, sønners og hertugdømmes gunstige stilling ved nævnte dronning Margrete, og dronningen selv var på vej tilbage til sine rigers øvrige forretninger, da udelukkede nævnte fru Elisabeth og hendes nævnte medsammensvorne Erik Krummedige, Otto Sehested, Sigfred Dosenrode, Lars Heest, Otto van Knop, Tønne Rønnow og Eler Rønnow fru dronning Margrete selv fra slottet Gottorp uden tanke på de omtalte begunstigelser og den førnævnte indgåede fred, førnævnte tjeneste og belønning og den skyldige troskab og lensed, idet de gav ondt for godt, og i modstrid med nævnte fred og formynderskab og deres ed tog de fat på mange andre ugerninger og onder. For de tog Flensborgs borgmester og rådmænd til fange på forræderisk vis, og de påførte os og vort Danmarks rige så mange skader og ulykker, at de har haft nødvendigt at pantsætte os Flensborg by og Nyhus slot til kompensation herfor, således som det fremgår klart af brevene desangående; størstedelen af skaderne er dog blevet dem eftergivet. Vi accepterede panterne, dog således at vores arve- og feudalret hertil er uantastet, som sagt. Men i disse panter har de været os til hindring, og de har besat dem. I denne henseende har de for nylig presset os til så store summer og så store udgifter, at vi og vort Danmarks rige er blevet tilføjet skade og tynge heraf for 200.000 lybske mark. Og endelig: Inden for den samme fred tog de biskoppen af Slesvig, vor rådgiver, til fange ved forræderi, beskattede og plyndrede ham, og de indtog forræderisk hans kirkes slotte, først Stubbe og derpå Svavsted, der var i nævnte fru dronnings besiddelse, holdt til nævnte hr. biskops tro hænder, medens biskoppen selv var optaget af nævnte fru dronnings rigers forretninger, og således forvoldte de os og nævnte kirke og biskop og hr. Anders, vor kapellan, skade for 4000 floriner. Fremdeles tog de vores høvedsmænd til fange, de høvedsmænd der i vort fravær forsøgte at bekæmpe så meget ondt og så megen helligbrøde, som de var forpligtet til; de slog dem ihjel og forvoldte skade for 200.000 mark lybsk. Fremdeles da vi kong Erik ville drage dertil med en stor hær for at udøve retfærdighed over disse forræderiske gerninger, lagde nedenstående fyrster sig imellem, nemlig hr. Vartislav, hertug af Stettin, hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, hr. Johann, hertug af Mecklenburg og Baltasar, herre til Venden, og de forhandlede på ny en evig fred imellem os, for overholdelse af hvilken nævnte hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, og hr. Johann, hertug af Mecklenburg garanterede, men denne garanti blev ikke overholdt over for os og vort Danmarks rige; tværtimod blev vore uskyldige undersåtter hængt af Otto Sehested og Tønne Rønnow i foragt for os, på nogen blev halsen skåret over, og ondskabsfuldt brændte de vore kostbare krigsmaskiner. Klaus Limbek og Peder Uge, vore tjenere og andre af vore venner og undergivne blev taget til fange. Omsider blev et andet møde med nævnte fru Elisabeth og grev Heinrich af Holsten og nævnte hr. Baltasar og deres rådgivere foranstaltet af nævnte dronning Margrete på Kolding slot, og på dette møde blev i enighed aftalt af begge parter, for det første at voldgiftsdommere fra begge sider skulle tilforordnes til at straffe dem, der havde brudt freden, sådan som det klart fremgår af brevet, der blev udfærdiget herom; dette blev til fulde opfyldt for vores parts vedkommende, men på ingen måde af den anden part. For det andet skulle førnævnte fru Margrete genoverdrage landene Als og Ærø til fru Elisabeth, førnævnte enke, og herfor skulle fru Elisabeth selv genoverdrage biskoppen af Slesvig hans kirkes borge, der forræderisk var blevet afvundet ham, nemlig Svavsted og Stubbe; denne aftale blev virkeligt og virkningsfuldt opfyldt for nævnte dronning Margretes vedkommende; for den anden parts vedkommende på ingen måde, bedragerisk og svigefuldt. Fremdeles blev det garanteret i nævnte brev, at enhver, der var blevet plyndret for sit arvegods under denne krig - og dette gjaldt for begge siders vedkommende - hvad enten han var gejstlig eller verdslig, skulle tilbagegives det samme gods med umiddelbar virkning; også denne aftale svigtede modparten, således som det er åbenlyst mht. biskoppen i Slesvig, Ivar Jul osv. og riddersmændene på Als, hvis gods endnu den dag i dag ikke er blevet udleveret. Under samme fred trængte de forræderisk ind i byen Flensborg i modstrid med deres egne breve og segl, de plyndrede og forvoldte indbyggerne og klosteret i samme by skade for 60.000 lybske mark, og biskoppen selv forvoldte de skade for 4000 lybske mark, og de gjorde det nødvendigt for os og nævnte vor fru moder at kompensere for skader, udgifter, tab af forråd, svie og smerte og udbedre førnævnte for en sum af 200.000 lybske mark. Endvidere blev nævnte fru Margrete på den ene side og nævnte hr. hertug af Lüneburg på den anden forligt ved voldgift angående dette bedrag og fredsbrud ved hr. Ulrich, hertug af Mecklenburg. Men hr. Ulrich selv bekendtgjorde, at Flensborg skulle genoverdrages, og at førnævnte fred skulle overholdes; men ikke længe efter blev den brudt i Sønderborg fogedi med drab, plyndringer og tilfangetagelse af vore tjenere, hvilket forvoldte os skade for 10.000 lybske mark. Og hertug Heinrich selv udvirkede, at Slesvig-biskoppen straks herefter i sin landsby Rödemis blev plyndret for 180 stykker kvæg, okser og køer, og han udvirkede, at hans fogeder udplyndrede samme biskop for tiender, bøder og landgilde helt op til 6.000 lybske mark. Men derefter ankom nævnte hr. hertug af Lüneburg og hr. Vartislav, hertug af Stettin, til os i Vordingborg, og der lovede nævnte hertug Heinrich, enten at hans førnævnte søster sammen med hans nevøer ville overdrage slotte og jorde til vort formynderskab, og at vi skulle anordne penge til at indløse deres gæld, eller, hvis holstenerne forhindrede dette, at hr. hertug Heinrich selv ville stå til rette under afholdelsen af danehoffet i Nyborg i henhold til det desangående udfærdigede brev, så længe denne sag trak ud; løftet gjaldt frem til næstkommende sanktjakobsdagN, hvilket han i øvrigt lovede nævnte hr. konge aldrig at gå imod, for hvilket han stillede forlovere. Han både snød disse og overholdt intet angående førnævnte, således som han nu har trukket sig med genstridighed. Af alt dette, der er så offentligt kendt og berygtet, at det ikke lader sig afvise med noget påskud, kan opsummeres, at selv om nævnte Slesvig hertugdømme hører til os med mødrene arvefølge og -ret i henhold til vort Danmarks riges love; at ikke desto mindre nævnte fru Elisabeths undersåtter – fru Elisabeth som er den uretmæssige besidderske af nævnte hertugdømmes førnævnte slotte og lande og samme hertugdømme selv, forvorpent og voldeligt tilbageholdt uden nogen form for gyldig indsættelse og uden retmæssig adkomst, som dog forlenes af os – har foranstaltet fjendtlige invasioner imod os, nævnte lens herre, direkte i modstrid med den skyldige troskab og bedragerisk mod den os skyldige tjeneste og nævnte troskabspligt og fremdeles svigende den samme og med forræderisk lensbrud begået imod os, nævnte lens herre, og imod nævnte troskabspligt, hvilket man kender under navnet majestætsforbrydelse: Derfor er nævnte hertugdømme faldet tilbage til os formedelst lensretten i overensstemmelse med nævnte Danmarks riges love og vides at tilhøre os. Og dette gælder særligt, eftersom nævnte uretmæssige besidderske og nævnte uretmæssige besiddere hverken overholder eller vil overholde deres brev og segl eller deres løfte og traktater eller deres edssvorne forsikringer og den med hånd og mund lovede fred over for os på nogen måde. Derfor anmoder og beder vi jer, ærværdige fader, dommer og kansler som ovenfor nævnt, at I med den myndighed, med hvilken I fungerer i denne henseende, på nævnte meddommeres råd og i enighed med hele vort kongelige danehof i henhold til nævnte love og vort riges øvrige retsbestemmelser vil erklære, forkynde og dømme, at nævnte hertugdømme, med forbehold for at det vides at tilhøre os ved mødrene arvegang, at det i anledning af førnævnte vides at være faldet retmæssigt tilbage til os og vort rige og vore arvinger og efterkommere også ud fra lensretten, og at førnævnte illegitime besidderske og illegitime besiddere og besættere af nævnte hertugdømme og de, der har trængt sig ind i dette, skal fjernes fra samme, idet I erklærer, at de har tilbageholdt og fremdeles tilbageholder nævnte hertugdømme, og at de fra samme har ført uforskyldt og uretfærdig krig imod os og vort Danmarks rige imod den os skyldige troskabspligt, og at de skylder at erstatte indtægterne herfra og endvidere alle de skader, vi og vore tilhængere, gejstlige som verdslige, har lidt som følge af plyndring, rov, brand, drab, tilfangetagelse, løskøbelsespenge for de tilfangetagne, forræderiske anslag imod Slesvig kirkes borge og godser, samme tilhængeres tab af løsøre og fast ejendom på grund af holstenernes uretfærdige krige, der utilladeligt og uretfærdigt var blevet påført os og dem, og de skylder at erstatte os fortæring og udgifter, til anvendelse af hvilke de skændigt har presset os og vore nævnte tilhængere".

Og denne sags og sagernes egenskaber og omstændigheder er blevet opfattet og overvejet nøje, og efter paragraffer, der umiddelbart vedrørere nærværende sag, i Danmarks riges love er blevet gennemlæst og forstået, i særdeleshed den følgende paragraf, som står skrevet på dansk:

”Det skal man også vide, at man ikke kan forbryde sin egen jord, undtagen hvis man drager uden for riget og får en udenlandsk hær med sig ind over sit eget rige og bekriger dette, da har man forbrudt hver en penning, man har i riget, såvel løsøre som fast ejendom, imod kongen, fordi man kalder dette avindskjold ført mod riget”,N

hvilket på latin er:

”Hvem som helst der har forladt riget og vender tilbage med fremmede til riget, bekriger riget, plyndrer og ødelægger, fratages alt sit gods, løsøre og fast ejendom, fordi et sådant forbryderisk anslag henregnes til majestætsforbrydelse”.

Derfor mener vi Peder, biskop i Roskilde, nævnte Danmarks riges kansler og førnævnte dommer, at denne anmodning og dette ønske er retfærdige og fornuftige, og fordi alt er offentligt og så notorisk, at intet lader sig afvise under noget påskud, bestemmer, udtaler, erklærer og dømmer vi derfor under påkaldelse af Gud, idet vi beklæder dommersædet og udelukkende har Gud og retfærdigheden for øje, støttende os på vore ærværdige retslærde meddommeres og hele det kongelige danehofs råd og tilslutning, idet vi i nærværende skrivelse bestemmer, udtaler, erklærer og dømmer på den myndighed, vi virker med i denne henseende og i kraft af nævnte Danmarks riges lov: At det hverken er eller har været lovligt, at det hverken er eller har været rimeligt, at fru Elisabeth selv, hr. Heinrich, hertug af Lüneburg og den sig indtrængende formynder for nævnte fru Elisabeth, hans søster, og hendes sønner, hr. Heinrich, greve af Holsten, Erik Krummedige, Lars Heest, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne og Eler Rønnow, som udgiver sig for nævnte Slesvig hertugdømmes riddere, uden investitur eller ret adkomst, med tilsidesættelse af al rimelighed og lensretten åbenlyst, offentligt og notorisk har angrebet den allernådigste fyrste og herre, hr. Erik, af Guds nåde konge af Danmark, Sverige og Norge osv., hvis sande arv er nævnte hertugdømme ved mødrene arvegang, nævnte hertugdømme som fremdeles forlenes af ham og hans Danmarks rige; endvidere at de forræderisk har frataget og til stadighed fratager samme herre kong Erik, nævnte hertugdømmes lensherre, den ham heraf skyldige tjeneste og troskab, at de mange gange har påført og påfører ham svigagtigt og forræderisk lensbrud i modstrid med troskabspligten, hvilket også går under betegnelsen majestætsforbrydelse, og at de ikke over for nævnte hr. konge og hans Danmarks rige har overholdt de af dem selv til ham udstedte beseglede breve, aftaler, og den med mund og hånd lovede fred og de edssvorne garantier, og på grund af dette har de tabt al ret, hvis de overhovedet havde eller havde haft nogen ret i nævnte hertugdømme.

Vi dømmer, at holstenerne ulovligt og uretfærdigt har tilbageholdt og tilbageholder nævnte hertugdømmes borge og jorder, fordi de faktisk med magt har besat det uden den skyldige investitur og uden ret adkomst; at selvsamme hertugdømme, også ved lensretten, på grund af det førnævnte og i henhold til Danmarks riges love og øvrige ret, lovligt er og vil være faldet tilbage til lensherren selv, og at det tilhører hr. kong Erik selv og hans Danmarks rige og ingen anden, dette hertugdømme som vi også med nærværende skrivelse tildømmer nævnte konge og rige. Og vi dømmer, at fru Elisabeth selv og hendes sønner skal fjernes fra nævnte hertugdømme, at hr. Heinrich, hertug af Lüneburg skal fjernes fra nævnte formynderskab, i hvilket han har indtrængt sig, at fru Elisabeth og alle og enhver af de andre ovennævnte skal fjernes som ulovlige besættere af nævnte hertugdømme, og vi fjerner dem således fra førnævnte hertugdømme.

Og vi dømmer herudover, at den ulovlige og uretfærdige besidderske samt de ulovlige og uretfærdige besiddere af nævnte hertugdømme skal erstatte nævnte hr. konge og hans Danmarks rige for indtægter oppebåret af nævnte hertugdømme; endvidere skal de erstatte enhver skade, som kongen selv, Danmarks rige og hans tilhængere, gejstlige som verdslige, har lidt ved plyndringer, bortførelser, brand, mord, tilfangetagelse, løsesummer, bedrageriske anslag mod Slesvig kirkes gods og borge, røveri af løsøre, alt det der uretmæssigt og ulovligt er blevet påført nævnte hr. konge, riget og hans tilhængere på grund af nævnte uretfærdige krige; og holstenerne tildømmes at erstatte den fortæring og de udgifter, som nævnte konge, rige og tilhængere urimeligt var nødt til og tvunget til at udrede på grund af de ulovlige krigsfolk. De dømmes til at gøre dette med passende og pligtskyldig erstatning for førnævnte materielle og verbale skader, som disse skadeforvoldere uretmæssigt påførte førnævnte skadelidte fyrste og hans tilhængere, gejstlige som verdslige.

Til sikkerhed og vidnesbyrd for alt dette har vi befalet nærværende skrivelse udfærdiget og underskrevet af nedenstående notarer og vi har befalet den befæstet med vedhæftelse af vort segl.

Givet og handlet i pontifikat, år, indiktion, måned, dag, time og sted som ovenfor nævnt under tilstedeværelse af de ærværdige fædre i Gud og herrer, Peder, ærkebiskop af Lund, Hans, biskop af Slesvig, Bo, biskop af Århus, Jens, biskop af Odense, Peder, biskop af Ribe, Knut, biskop af Linköping, Jakob, biskop af Oslo, fremdeles de berømmelige fyrster og herrer, hertug Bugislav af Pommern, hertug Vartislav af Stettin, hertug Johann af Sachsen og adskillige øvrige fremtrædende og fornemme riddere og riddersmænd og borgmestre og rådmænd fra adskillige ædle og berømte byer og samfund såvel inden for nævnte hr. konges riger såvel som uden for i lande og riger tæt på såvel som langt væk fra nævnte hr. konges riger, særligt indkaldt og adspurgt som vidner til ovenstående handlinger.

Og jeg Erik Dosenrode, klerk i Odense, offentlig notar på kejserlig myndighed, var til stede under de førnævnte forhandlinger, anklager, forsvar, ved stævningen, den mundtlige overdragelse af skriftet, dommens kraftige forkyndelse og afsigelse og alt det øvrige i sin helhed og alle enkeltheder, medens det blev handlet og foretaget, som nævnt, i nærvær af nævnte hr. kansler ved nævnte danehof sammen med førnævnte vidner og nedenstående notar. Og fordi jeg hørte og så disse ting handlet således, har jeg derfor på befaling af den førnævnte ærværdige fader i Kristus og herre, biskoppen af Roskilde og førnævnte kansler, redigeret nærværende offentlige instrument, med hans segl vedhæftet og omhyggeligt skrevet af en anden, i denne offentlige form, som jeg har signeret med mit sædvanlige navn, adspurgt og indkaldt til sikkerhed og vidne for alt det foregående.

Og jeg Peder Nielsen, klerk i Odense, offentlig notar på kejserlig myndighed, var til stede under de førnævnte forhandlinger, anklager, forsvar, ved stævningen, den mundtlige overdragelse af skriftet, dommens kraftige forkyndelse og afsigelse og alt det øvrige i sin helhed og alle enkeltheder, medens det blev handlet og foretaget, som nævnt, i nærvær af nævnte hr. kansler ved nævnte danehof sammen med førnævnte vidner og ovenstående notar. Og fordi jeg hørte og så disse ting handlet således, har jeg derfor på bafaling af den førnævnte ærværdige fader i Kristus og herre, biskoppen af Roskilde og førnævnte kansler, redigeret nærværende offentlige instrument, med hans segl vedhæftet og omhyggeligt skrevet af mig, i denne offentlige form, som jeg har signeret med mit sædvanlige navn, adspurgt og indkaldt til sikkerhed og vidne for alt det foregående.