© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Udtog og arkivalske oplysninger efter Hanserec. l.l. §§ 1-79, 82-93 er ikke relevante for danske forhold og derfor udeladt
(
81. Do berichteden en de andere heren van des rades sendeboden umme de zake unde twidracht, de gewest was twisschen den heren, den olden rade, unde der menheid etc. Lubeke, wo sik to langhen tiden de stede dar mede bekummerd hadden, beide vor unsen heren, dem Romeschen konynge, alze seliger dachtnisse vor koning Roperte unde na vor konyng Sygemunde, de nu is, ok de zake vorweset heft vor den meynen hensesteden, de id gherne to vleghe maked hadden, unde wo ok de sulven radessendeboden hadden dage holden nu nylkest to Kopenhaven dorch der sulven zake willen vor dem heren konyng Erike to Dennemarken, also dat de sendeboden grot arbeyd, koste unde theringhe dar umme dan hadden, also dat id doch myd godes hulpe to eyme guden ende komen were.
(
95. Alze de stede quemen in den Vemerssund, do was de here konyng van dar gezegeld. Des sanden de stede eren boden uppe dat slot up Vemeren, alse to Glanbeke, to bevragende, welk hend de koning gezegeld were. Dar wart de bode berichtet, wo de koning dar bevolen hadde, dat de stede em volgen scholden in den Sly. Des worden de stede to rade, dat se segelden vor den Sly; dar ze den konyng ok nicht en vanden. Des bereden zyk de stede, dat se eme volghen wolden in den Vlensborger vord; dar ze den konyng aver nicht en vanden. Des worden de stede to rade, dat ze den konyng soken wolden in der Kylre vorde unde in der Ekelvordeschen vorde, also dat se des donredagen avendes to zeghel ginghen. Unde en storm bestickede ze umme de nacht, dat de stede nicht by eynander bliven konden, also dat edlike wedder quemen in de Vemersund, etlike buten ummer Vemeren, unde etlike in andere haven, dar ze sik berghen mochten. Dar bleven de stede liggende umme wedder unde windes willen den dach uth. Do ward den steden to wetende, dat de here konyng were in Langghelandeszyden. Dar breken zik de stede na, dat se en dar suchten in grotem unwedere unde anghestliken storme over de Koberger heide. Alse ze quemen by Langhelandeszyden, do gink de konyng to zegele myt alle synen schepen umme stormes unde unweders willen, unde zegelde in den Lalandes Ellenboghen; unde de stede quemen mede in de vlote, also dat de schepe vil spade des sonnavendes qwemen in de haven myd dem koninge.
96. Des sondages vro morgens zat de here koning up unde reth na Werdingborch, also dat de stede em to der tyt nicht to sprekende kemen. Des sulven sondages de stede dem koning nascreven enen breff aldus ludende .
97. Des donredages quam de here koning wedder to dem Lalandes Ellenboghen, dar en de stede myd gantzer werdicheit enthegen ginghen. Unde de here konyng zede, wo em ein breeff gekommen were van den steden, dat se er werff gerne vor eme vortsetten wolden, unde dat werff wolde he gerne horen. Dar em de stede berichteden eres werves, alze umme dat lyk unde umme de vanghen to handelende, als me dar aff gescheiden was to Coppenhaven, dat zine gnade dat so vullenten wolde unde endegen, also dar endregen ward.
98. Dar zede de konyng to, dat he van grother no{e}t unde behovens wegen myd den wynde, den he do hadde, zegelen mo{v}ste myd den zinen in de Vlensborgher vorde; dar lege em unde sinen vrunden, de he dar hadde, macht ane. Unde bat de stede, dat ze myd em in syn schip wolden; under der zegelacien wolde he myd en de zake handelen.
99. Under velem besprekende worden de stede des to rade, unde volgeden des dem heren koning, dat he mochte, offt he wolde, to segel gan van stunden an; se wolden eme gherne des morghens volghen vullen vro myd eren schepen.
100. Also ging noch des avendes de wind umme, dat de koning dar ligghende bleeff; unde de stede quemen des vrydages navolgende in des koninges holk.
101. Alse de stede dem koning er werff to kennende hadden gheven, alze vor geroret is, do zede de here koning to heren Jorden Plescowe unde to den anderen radessendboden van Lubeke, wer ze volmechtich wedder worden weren der stad Lubeke, also dat dar neyn hachte ofte anval in tokomenden tiden stunde to vruchtende; ofte ze dar alse ane verwaret weren, dat en nogede; wenthe scholden hir na, wan de vanghene los weren, de 60 ofte volmechtich wedder upkomen, dat were em leet, dat he sin arbeid scholde verloren hebben.
102. Dar bespreken zik umme de vurschreven heren Jorden mid den zinen, unde ginghen vor de anderen stede, en vorleghende, dat dar noch edlike dingh, de scheden sind, sind noch nicht vollentogen; unde etlike zake zind, de noch nicht vorscheden sind; ok edlike van inwoneren to Lubeke zin, dar ze noch nicht ane vorwared sind mit eden; des ze zik bevaren, dat alle arch noch nicht gantz wedder uthgewortelt were. Do beden de anderen stede heren Jorden unde heren Johanne Crispyne, dat sy id umme erer borger unde erer gudere unde ok umme eres eghenen besten willen deden, unde dat se dem heren koning danckeden, wenthe were wes gebrek, dat nicht vorscheden were, dat wolden de stede noch gherne vorscheden; were ok, dat me breke an der vorschedinge, dar wolden de stede alle weghe gerne to helpen, dat dat gerichted worde; unde hopeden, dat dat sunder vaer were, wo dat van erer wegen nicht gehindert en worde.
103. Hir up de van Lubeke myd den anderen steden ginghen vor den heren konyng unde vor sinen rad, unde danckeden dem heren koning hochliken, dat ze van Godes gnaden unde siner hulpe wedder weren komen an eren sta{e}d unde an ere vulle macht, der stad to Lubeke to regerende, dat en nogede; unde vormodeden zik nenerleye yegenstandes in tokomenden tiden to vruchtende, vormyddest des almechtigen Godes gnaden, dat des nene noet meer werden schulle, dat de 60 ofte de volmechtich wedder uptokomende; wenthe de ampte zyk vervested hebben to dem rade myd harden eyden, de ze vord geloved hebben Gode unde den hilghen, also to holdende.
104. Dar up de here koning under besprake antwerde, dat em dat leef were; dar scholden ze Gode umme dancken unde versculden dat thegen zine ryke, alze ze beste kunden unde he en des belovede. Unde vragede en echt de van Lubeke, ofte ze mechtich weren over ere borgere unde inwonere der stad Lubeke unde wolden em helpen rechtes over ze.
105. Dar up de van Lubeke antwerden unde<r> bespraken myd den anderen sesteden, dat ze weren mechtich rechtes over ere stad Lubeke unde ere borgere, unde wolden eme gherne rechtes over ze helpen; id were denne, dat welke zake to Coppenhaven gehandelt, weren gebleven by den steden, dat de ene schedinghe noch by den radessendeboden bleven, na inholde der schrift, de dar to Coppenhaven geramed unde verzegeld is.
106. Dar up de here koninghk eschede de schrift to lesende, de dar ward gelesen, unde sede do: Leven vrundes. Gy horen, dat dar steid, wes uns schelet to den inwoneren der stad Lubeke, des schullen de olde rad unde der stede radessendeboden unde unse vrunde mechtich wesen. Wil gy uns nu rechtes behelpen over ze, so wil wy unse tosprake luden lathen.
107. Dar umme de radessendeboden sik bespreken. Under welker besprake de here konyng to en sande sinen rad, unde let se vraghen, oft ze wolden horen sine tosprake vor sinem gantzen rade, edder wer ze lever wolden, dat he to en sande vyve edder sesze uth sinem rade, de en dat to kennende gheven unde vord myd en de zake handelden.
108. Do de here konyng dar to gevoged hadde sinen rad, beyde van prelaten unde van ridderen, do spreken de radessendeboden myt en, biddende, dat me vore neme de ynholdinghe der schrift vorgeroret, unde tastede na dem like der personen, de den heren konyng to Costnitz besecht hadden.
109. Dar des heren konynges rad up antwerde: Leven vrundes. Dit is de tosprake unses heren, nicht umme dat lyk allene, men ok umme andere schulde alze: wo de here konyng to dren tiden syne erwerdigen boden zend hadde to Lubeke under groten kosten, umme de twidracht, de dar was twisschen deme olden rade unde inwoneren to Lubeke, in gude hentolegghende; ok dat de nye rad em geboden hadden, dat he erer beiden wolde to Vlensborch, dar ze to em komen wolden, unde he erer dar beydede 12 weken under synem groten schaden, unde se dar doch nicht en quemen, dar van he grot der stad unde inwonere tho achter were. Umme des truwen arbeides willen hebben de van Lubeke, de nye rad, em oversecht, dat he de stad Lubeke wolde van dem hilghen Romischen ryke vorraden hebben; dar umme begerde he rechtes over de jenne, de dat myd unwarheid em oversecht hebben. Vorder so were em de stad van Lubeke plichtich unde schuldich 16.000 lodighe mark sulvers Colnescher wicht, unde 4000 lodige mark sulvers, de me eme plichtich were van dem sture van Lubeke, de keyser Karolus synen vorvaren vorsegeld unde vorbreved hadde. Ok so hedde de nye rad van Lubeke enen breeff van dem Romeschen konyng, sinen lieven brodere, unredeliken worven; den breeff wolde he wedder hebben, sinem brodere, dem Romeschen konynge, to gude. Ok dat he dessen hop up der zee hedde vergadert myd sinen swaren kosten umme des willen, dat he Lubeke unde de stede gherne wedder to bestentnysse bringhen wolde; wenthe wad he hedde myd den Holsten to donde, dat wolde he beter to lande doen, wen to watere.
110. Hir up der stede sendeboden under velen reden unde besprekende so vorantwerden: wo desse dachvard verramed were, wen de olde rad van Lubeke wedder sete na erem willen unde danckeden dem heren koning, zo scholden de jenne, de den heren konyng bezeght hedden, ome lyk doen; wen dat gegan were, so scholde id gan umme de vanghene unde gudere, also de olde rad unde de radessendeboden van den steden zeggende worden; des isset zo geschen, dat de olde rad wedder komen is an ere volle macht unde dem heren koning dancked hebben unde en nogede; des weren de radessendeboden der stede dar gekomen dar umme, dat des heren koninges gnade dat vulten wolde, des geramed were to Copenhaven, unde des weren ze van sinen gnaden begerende; wan dat gegan were myd dem geliken unde myd den vangghenen unde eren guderen, alse des geramed is to Copenhaven, unde des weren ze van sinen gnaden begerende; wan dat gegan were myd dem geliken unde myd den vengghenen unde eren guderen, alse des geramed is to Copenhaven, schelde denne unses heren des koninges gnaden wes vorder to den van Lubeke, dar mochten de van Lubeke denne to antwerden, de entginghen sinen gnaden rechtes nicht; wenthe de anderen stucke to Copenhaven nicht geandet worden unde weren den steden vrommede unde umbekand.
111. Dar up des heren konynghes rade drye ere besprekend nemen to dem heren koninge, bringhende mangk velen reden, wo de here koning vele koste dan hadde, umme der stad Lubeke unde der stede mene bestantnysse willen, dar he wol vor eghede ene groten summen geldes, unde reppeden wedder de vurscreven stucke; doch so mende de rad, wan sik de stede wolden to em zaten, dat he de koste unde schaden wol overgheve, wan he myd den steden in guder zathe zethe.
112. Dar up de stede under vele uth unde inbesprekende so antwerden, dat de here koning dat lyk vorgan lete, unde de vanghene vrigh unde ere gudere los unde wedder geve; wes denne de stede dem heren koning myd redelicheid denen mochten, dat wolden ze alle tyt gherne doen, unde wolden zyk arbeides nicht berdreten laten; wan ze desser zake ende hadden, zo wolden ze gherne van stunden an zyk versoken, to arbeydende twisschen sinen gnaden unde den Holstenherren, in der besten wise, dat ze konden.
113. Dar up des heren rad na besprake <s>o antwerde, wes de here koning myd den Holsten to donde hadde, dat wolde he wol enden; unde were eme dar nicht umme, dat he zyk myd den steden zaten wolde; mer umme der stede bestantnysse unde der ryke beste willen mende he de zate myd den steden to makende.
114. Ok zede de here koning sulven, dat der Holsten vrund vele dem copman nemen, dar se sik mede jeghen en sterkeden; wolden de stede dat liden unde nicht wedderstan, zo moste he ok ghunnen uth sinen haven des geliken up de Holsten, dat he doch node dede; unde neme de copman dar schaden over, dat were eme leeth.
115. Hir up de stede under besprake antwerden unde beden, dat syne gnade en ende geve an eren werven vorscreven, dar ze umme komen weren, zo wolden ze gherne to rugghe myd eren raden spreken unde dar gherne dat beste to don, dat dem copmanne sodanne schade nicht en schege, unde hopeden des to sinen gnaden, dat he des copmans ergeste gerne afkerde.
116. Vortmer verantwerden des rades sendeboden under erer besprake des heren koninges rade aldus: na deme, dat de here koning ene sate myd den steden gherne hadde, dat he de wodanicheid der zate, wo de wesen scholde, settede uppe ene schrift; de wolden de stede gerne to eren raden to rugghe bringhen, unde em dar van bynnen kort wedder benalen der stede willen; wente ze to desser tyt der zake neen beveel hedden, doch zo duchte den sendeboden redelik unde nutzam wesen, alsodanne zate to makende. Unde beden den rad des heren koninges vorder, dat ze dat to hulpen, dat de here koning en ende gheve, umme dat lyk to donde unde umme de vanghene unde ere gudere, dar ze umme dar gekomen weren.
117. Also rameden des heren koninges rad up dat lyk, dat me scholde richten over de 4, de den heren koning bezecht hadden, alze vor screven is, na dem dat de van Lubeke rechtes mechtich weren over ere inwonere.
118. Dar up de stede rameden: na dem dat to Copenhaven besloten was, dat id mymmande an lyve unde an ere scolde to na gan, unde dath ze vormyddelst des koninges hulpe unde gnade vornedderged weren uth erem state, zo wolden de stede myd den 4 gan vor des heren koninges gnade, unde bidden, dat he en dat togheve umme Godes willen unde umme der stede verdenstes willen; unde denne scholden de 4 vor dem heren koning unde vor des Romeschen koninges sendeboden sweren to den hilghen, dem Roemschen ryke to eren unde deme heren koninge to willen unde to love, dat ze nummer meer zammelinghe maken willen jeghen de stad Lubeke unde den rad, de nu sitted unde tokomende werd, unde jeghen neyne stad in der henze, noch to nenen sammelinghen gan, noch ere ergeste to wetende, hemeliken edder oppenbare, mer wor ze dat voreschen, dat schullen se dem rade melden, also helpe en God unde de hilghen; den eed Gode to lovende unde sinen hilghen truweliken to holdende. Hyr up des heren koninges rad en ruggetoch nemen an den heren koning; dar up de radessendeboden van dem heren koninghe orloff nemen.
119. Des sonavendes, dot was sunte Jacobs dach, quam des heren koninges rad up dat land to des rades sendeboden unde overrekeden den schaden des genomen gudes uppe Schone. Do dat gescheen was, voren se zamentliken wedder myd den radessendeboden to deme heren koninge. Dar under velen uth unde ynsprekende dem heren koninge de rekenschop myshagede, wenthe vele stucke weren gerekend, dar nycht by stund, we dat genomen hadde; ok vele ward gerekent, dat etlike sines rades wol aff wisten, doch ze des altomale unde also vele nicht tostonden. Hyr over de here koning unduldich ward, unde sin rad to hulpe nam, dat dar gerekend was haren, matten, holt, kolen, broken kannen. Myd dessen stucken we{e}rden ze den steden, dat dat lyk nicht togan kunde, alse id de stede vorehadden. Also schededen de stede dar aff sunder ende.
120. Des sondages beden de radessendeboden heren Jorden Plescowe, heren Johan Luneborch, heren Symon van Urden unde heren Hinrik Visculen, dat se wedder voren in des koninges holke, to versokende, off ze de saken goetliken myd dem heren koning enden konden. Dar do verramed ward, den vurscreven schaden up eyne summe penninge to settende. Dar umme de veer en ruggethoch nemen, to den anderen sendeboden intobringhende unde den to berichtende, wo de here koning myd grotem unmode de vanghene wedder ineschede; unde den olden rad scholde me eme wedder uth Lubeke antwerden, dem olden rade wolde he wol vorsende wesen; unde he wolde synen willen myd den van Lubeke ok wol hebben, wan he de vanghene alle geschattet hedde ; he wolde mid den van Lubeke krych holden alle sine levedaghe uth, unde wolde noch den olden rad to Lubeke wol inbringhen, wan he ok wol myd den vanghenen sinen willen hedde, dat were den Lubeschen leeff efte leth. Unde myd sulken dinghen vorlede he, dat dat lyk also nicht gan en mochte, alze id de stede vorehadden. Scholde he jenighen unwillen hebben van den van Lubeke ofte van den steden, so wolde he den zo lef hebben umme altemale, alze umme de vanghene, unde de to schattende unde ere gudere to beholdende, noch denne myd den Lubschen to krigende. Also wolde de koning nen lyk nemen, he wiste ersten sinen ende na dem schaden, de em duchte unredelik wesen gerekend.
121. Des navolgende maendages quemen der stede sendeboden zamentliken to dem heren koninge in den holk, unde arbeideden umme wat endes myd eren werven, unde nemen vor sik, dat ze den schaden pundliken maken wolden. Dar vele twisschen den degedinghen ginghen; int leste dat dar so sloten ward, dat de vangghen scholden los wesen, unde ere vorborgede gud schulde quyd, leddich unde los wesen; van dem schaden wolde de here koning verboten unde verboten laten na erer ramynghe ene<r> schrift, de hir na volghed .
122. Do desse schade to vorbotende aldus gegan was, do spreken de stede an dat lyk unsem heren koninge to donde, unde zetteden ere ramynghe uppe bede unde up sulke ede, den steden truwe to wesende, alze utherken vurschreven steid.
123. De here koning unde sin rad ginghen uppe de zwarheid der bezegginghe unde beruchtynghe, de em to Cotsnitz oversecht was, unde wolde grotter lyk uthschicken, also dat de 4 personen uthe Lubeke ramen scholden. Dat de stede werden dar mede: id were gedegedinghed unde beschreven, ok hedden ze id den sulven veren mundliken geseght, id scholde nyemende an lyff unde an ere to na gan; dat zine gnade dar boqwemliker by don wolde unde to dencken wolde; dar beden ze zine gnade hochliken umme.
124. Do besprak sik de here konyg myd sinem rade unde sande sinen rad wedder to der stede sendeboden, vorlegghende, wo de here koning jummer meer lykes eghede, wen de bede etc.; ze scholden sik dar boven geven an sine gnade; he wolde dat doch myt der gnade zo maken, dat id en jeghen ere nicht en were; unde zeden en gelyk, dat zik mennych ritter unde knecht in enes heren gnaden gift, dar he doch wol myd eren aff schedet.
125. De sendeboden dar umme sprekende bewogen, wat zwar to wesende, dat de vere zyk in sine gnade geven scholden, unde zeden wedder aldus: dat were zo nicht gedegedinghet to Copenhaven; men jedoch scholden ze gerne zegghen, dat ze sine gnade zochten unde wolden gherne sine hulde unde sine gnade hebben unde begerden siner gnade alle tyd.
126. Dat nam des heren konynges rad to zik dem heren intobringhende.
127. Do sande de here konig na heren Jorden Plescowen, heren Johan Luneborch, heren Symon van Urden unde heren Hinrik Visculen, unde lede en vore, dat alle dinghe, de geramed weren, schulden to rugghe gan, ane dit mede ginghe; he wolde nemen de 4 personen, unde legghen ze to ener tyd in to Roschilde ofte anders wore ziner stede, to kennende, dat em jo wat zunderges likes dar vor scheghe.
128. Do koren de ver radessendeboden, den anderen 4 personen wachlik to wesende, in sinen landen inlegher to ligghende, unde beden den heren, dat he dat aflathen wolde, umme de leve Godes unde umme erer bede willen.
129. Do de here des nicht verlaten wolde unde e{e}r de stede des anginghen, dat alle dingh dar mede scholde hindert werden, do leden ze dem heren koninge vore up en berad der stede, dat de 4 personen etc. eme to leve toghen bedevard to dem Ensedelinghen unde vord to dem Romeschen koninge unde worven dar breve an dem, dat de Romesche koning vruntliken danckede em, dat he den veren zinen unwillen umme sinen willen togheven hadde.
130. Dat behaghede dem heren koning allerbeste. Doch do zik de stede dar umme bespreken, do woghen zee dat id en wacnhlich were, de reyse to tende van vengnisse, van dotslag wegene; unde beden de vurscreven 4 heren, wedder to dem heren koning to gande, eft ze id eme noch nicht afbidden konden.
131. Alze de 4 heren vorbenomed dar umme dem heren koninge noch vlytliker myd voetfallender bede gebeden hadden unde he doch des nicht aflathen wolde, do koren de stede vor dat beste, dat de 4 personen de pelgrimatze deden, wen dat ze leghen scholden in sinen ryken, war he ze hebben wolde, unde wolden dat den 4 personen desse rede tovoren uthdrucken, unde nemen dar mede en besprekend myd den veren up den dinxedagh navolgende.
132. Uppe den dinxedagh navolgende spreken de stede myd den 4 personen, de dat lyk don scholden, alzo dat ze en berichteden de zwarheid, wo de here koning to sik genomen hadde dat besegghend to Costnitz; unde dar umme scholde myd dem copmanne alle dingh to rugghe ghan, ane de 4 personen ginghen des under myd der pilgrimatze unde to dem Romeschen koning, eme to danckende, alze vurschreven steid.
133. Dar de 4 personen to seden, eer de copman umme eren willen scholden in eren guderen schaden nemen, dar wolden ze gherne umme undergan, wes en ere rad tho Lubeke unde de stede zegghen wolden; wat ze koren, dat ze don scholden, dat wolden ze gherne do{e}n, unde wolden de pylgrimatze gerne teen, unde vord alse do{e}n vor deme Roemschen konig, alze der here konig van Dennemarken dat uthstickede.
134. Hyr mede myd dessem antwerde desser 4 personen voren de stede in den holk to dem heren konig, vultothende de zone, also vore ramed unde uthgesticked was.
135. Do hadde de here konig by sik sinen menen rad, erzebisschop van Lunden, bisscope, heren, rittere, knechte, unde langhe rades myd en hadde umme de pylgrimacie unde umme to dem Romeschen konynge to tende; unde setteden ere meyninghe dar up, dat de 4 personen scholden segghen vor den heren romeschen koning, wes se dem heren konig to Dennemarken oversecht hadden, dat were nicht also etc..
136. Dar wolden de stede nicht to kamen, unde beden den heren koning, dat se mochten ramen beqwemeliker, redeliker sprake, de den 4 personen unhinderlyk weren vore dem Romeschen konige to andende. Dat wisede de here konig vor de stede, dat se des scholden ramen up sin behach. Do rameden de stede ener schrift an desser wyse . De schrift annamede de here koning unde sin rad mynliken.
137. Dar up worden de 4 personen, Hinrik Schonenbergh, Eler Stanghe, Marqward Schutte unde Grove, vor syne gnade bracht; dar se em to vothe velen, alze sik dat temed, unde beden mid aller oetmodicheit, dat he zine unhulde van en keren wolde.
138. De here koning eynen ysliken vragede, wer he em dat overzecht hadde to Costnitz, dat he Lubeke dem hilghen Romeschen ryke vander hand vorraden wolde. Dar zede en yslik to, he en hedde des nye bedacht to zegghende, ze wisten wol, dat he en erlik furste unde here were, dat he alsulkes hadde willen had, dem hilghen Romeschen ryke Lubeke uth der hand to bringhende; unde alsulke rede ny van en geludet weren jeghen jemend; behalven dat Hinrik Schonenbergh deme bisschope van Slesswyke hadde dat to Costnitz verweten, wo de bisschop to em unde edliken anderen bynnen Lubeke hadde zecht: Keret jw to mynem heren, dem koning van Dennemarken; he mach yu wol verdeghedinghen vor alsweme; dar Hinrik Schonenbergh to zede: Des heft jw myn here, de koning, nicht bevalen. Alze he dem bisschop disse rede vorlůt, do zede he wedder: Konde ik mynem heren lande unde lude redeliken vorlůt, do zede he wedder: Konde ik mynem heren lande unde lude redeliken todegedinghen, dat wolde ik nicht laten. Dit ward behort van heren Anders Jacobssen unde van heren Jorden, de to Constance weren; unde zeden, dat ze anders neyne rede van Hinrik Schonenbergh hord hadden.
139. Dar besprak sik de here koning unde sede to dem rade van Lubeke: Id is ghedegedinghet, dat gy my lik doen schollen van erer wegen. Do villen de rad van Lubeke unde der anderen stede sendeboden vor sine gnade, unde beden den heren koning, eft de 4 personen etc. wes zecht hadden yeghen sine gnade, dat he den dat togeven wolde, umme de leve Godes unde umme eres verdenstes willen. Do sede de here koning, he wolde dat gherne doen.
140. Do ward gelesen de scrift van deme, wo ze pelgremacie theen schollen etc.; alze vurschreven is; dat se seden, ze woldent gherne don, unde se wisten wol, dat de here koning des unschuldich were rades unde dades, he unde syn rad. Do nam de here koning eynen ysliken van den 4 personen by siner hand, unde toch se uppe to stande; en yslik der ver personen zwor den ed to den hilghen in aller wise alze de stede ramed hadden, alze vurschreven is. Do lethe sik de here koning schencken unde drank en to alle leve, gude unde alle gnade, unde gaff en dar mede orloff.
141. Do sprak de here koning mid den steden umme ene quitancien, dar he unde sine ryke ane vorwared weren, dat van desser schichte wegene nene maninghe mer aff en werde, alze he tovoren mid den steden uthgedregen hadde, unde bevol den steden, dat se der quitancien ramen scholden, alse he en belovede.
142. Dar up leten de stede entwerpen ene quitancien, wo de luden scholde, unde brochten de vor den heren koning unde sinen rad. De horden se unde stunden dar nuchaftich ane, also dat he heet dar twe schrifte af to makende, de ene uth der anderen gesneden, unde luden aldus .
143. Vortmer beden de radessendeboden den heren koning umme de entrichtinghe des schaden den burgeren van Lubeke, alze dat vor screven steid, wo des myd dem schaden verramed is, dat he dat wolde entrichten nu to den tokomenden herveste. Dar de here koning to sede, he wolde dat to dren jaren entrichten. De stede hochliken beden unde andeden groten behuf der jennen, den me den schaden entrichten scholde, dat he wol dede unde gheve dat nu uppe Schone uth. Do sede de here van twen jaren to entrichtende. Unde do de stede nicht afleten, zede de here koning, id scholde to sunte Mertens daghe negest to komende gentzliken entrichted wesen. Doch so beden de stede unde velen em to vothe also langhe, dat he zede, he wolde dat uppe Schone nů myd dem ersten entrichten. Dar dankeden em de Schone nů myd dem ersten entrichten. Dar dankeden em de stede othmodichliken umme.
144. Vortmer umme de breve, de de here koning scriven wil in alle stede, dar den Lubschen ere gud bekummerd was, unde dat gud loz to wesende unde wedder to antwernde; ok umme de bezegelden schrift, wo de endracht gegan was to Copenhaven twisschen dem heren koning unde den steden van der Lubschen wegen; ok den bezegelden breef, den de sendeboden besegelt hadden mit eren segelen; ok de besegelden breve der stede Hamborgh, Rostok, Stralessund, Luneborch, Wismer: de breve wil de here koning alle antwerden Hanss Joden etc., den de stede dar umme by den heren koning laten hebben.
145. Do dat aldus vollentogen was, alze vor screven is, qwemen de vanghen der Lubschen vor zine gnade unde zeden: Leve gnedighe here; de ersamen van den steden hebben unss gezegt, dat juwe gnade uns hebben quyd, leddich unde los gelathen der vengghenisse unde loftes, dat wy juw unde den juwen van juwer wegen gedan hebben. Leve gnedige here; eft id juwen gnaden behagede, wolde wy gerne dat sulven van juwen gnaden horen.
146. Dar de here koning leefliken to zede unde borde zine beide armen wyde up unde sprak: Ja, leven vrunde, ik hebbe juw loz gelaten unde lathe juw los aller vengnisse unde alles lovedes; zoket unse ryke, wy willen yu myd al dem besten gherne vordenen. Dar danckeden de vanghene sinen gnaden umme, unde schededen dar mede van dennen.
147. Dar mede beden de radessendeboden orloff van dem heren koning, unde he zede, he wolde myd der stede beste ummegan, dat scholden ze anders nicht bevinden.
148. Alze he den steden under dessen sulven deghedinghen tovorn wol to kennende hadde gheven, wo me de stede me{e}ned heft, unde weret, dat he dar to hulpen wolde hebben, des me eme anzinnende was, zo hedde id jo gan, welker wise unde wat, dat weten de radessendeboden wol, wat he en utherken to kennende gaff, des he ok wol wolde bekant wesen, offt des behuff were.
149. Vordermer zede he den steden, dat ere copman unde ere borgere zoken scholden Schone unde in alle sinen ryken, unde bruken aller vryheid, de ze je gehad unde bruked hadden.
80. Lørdag aften efter Guds legemsfest gik rådssendebudene til rådhuset. De ærværdige rådssendebude fra Pressen, som var kommet til Lübeck fredagen før, nemlig hr. Lefhard van Hervede fra Elbing og hr. Johan Hamer fra Danzig, indfandt sig ligeledes. De samme to herrer berettede for stæderne, at de gerne ville være kommet tidligere til mødet, men på grund af vind og uvejr var det sket, at de ikke kunne komme tidligere.
81.Da berettede de andre rådsudsendinge for dem om retssagen og striden, som havde været imellem herrerne, det gamle råd og samfundet etc. i Lübeck om at stæderne havde beskæftiget sig dermed igennem lang tid. Sagen havde både været for vor herre den romerske konge, nemlig kong Ruprecht i salig ihukommelse og derefter for kong Sigismund, som nu er konge, og for de samlede hansestæder, som gerne havde bilagt den. Og de berettede, hvorledes de selv samme rådssendebude havde holdt møde for nylig i København hos hr. kong Erik af Danmark på grund af den samme sag, og hvorledes sendebudene havde haft stor møje og store omkostninger herved, så at de dog med Guds hjælp var kommet til en afslutning.
94. Mandagen før Maria Magdalene sejlede stædernes sendebude fra Lübeck til Fehmarn, hvor de formodede, at hr. kongen af Danmark befandt sig, og de havde fangerne med sig fra Lübeck for at generhverve deres gods fra hr. kongen. Ligeledes havde med sig de fire personer, Heinrich Schönberg, Eler Stange, Markvard Schutte og Grove, som skulle foranledige forsoning med hr. kongen for den bagtalelse, de havde udsat ham for i Konstanz.
95. Da stæderne kom til Fehmarnsund, var hr. kongen sejlet derfra. Så sendte stæderne deres bude til slottet Glambek på Fehmarn for at spørge, hvor kongen var sejlet hen. Da blev det meddelt budene, at kongen havde befalet, at stæderne skulle følge ham til Slien; så blev stæderne enige om at sejle til Slien, men der fandt de heller ikke kongen. Så talte stæderne om at følge ham ind i Flensborg fjord. Men der fandt de heller ikke kongen. Da blev stæderne enige om at lede efter kongen i Kielerfjorden og i Eckernförde fjorden, og så satte de sejl torsdag aften. Men en storm holdt dem tilbage om natten, således at stæderne ikke kunne blive sammen, og nogle kom tilbage til Fehmarnsund, nogle kom uden om Fehmarn og nogle til andre havne, hvor de kunne finde beskyttelse. Da blev stæderne liggende på grund af vejr og vind resten af dagen. Da kom det stæderne for øre, at hr. kongen var på siden af Langeland. Så brød stæderne op og søgte ham i frygteligt uvejr og skrækkelig storm over Kolberger Heide. Da de kom til siden af Langeland, satte kongen sejl med alle sin skibe på grund af storm og uvejr og sejlede til Lollands albue. Og stæderne kom med i flåden, således at skibene meget sent om lørdagen kom i havn sammen med kongen.
96.Tidligt søndag morgen sadlede kongen op og red til Vordingborg, Således kunne stæderne ikke komme til at tale med ham på det tidspunkt. Samme søndag sendte stæderne et brev efter kongen med følgende ordlyd .
97.Om torsdagen kom hr. kongen tilbage til Lollands albue, hvor stæderne gik ham i møde med fuldkommen værdighed. Og hr. kongen sagde, at der var kommet et brev til ham fra stæderne om at de gerne ville forelægge ham deres ærinde. Og det ærinde ville han gerne høre. Derpå forelagde stæderne ham deres ærinde, nemlig at forhandle om udsoningen og de tilfangetagne, sådan som man havde aftalt i København, således at hans nåde skulle gøre en ende på sagen, som det var aftalt.
98. Dertil sagde kongen, at han på grund af stor nød og besvær forårsaget af vinden, som han da havde imod sig, måtte sejle til Flensborg fjord med sine folk. Dette var magtpåliggende for ham og hans venner, som han havde der. Og han bad stæderne komme med ham om bord på hans skib. Under sejladsen ville han forhandle med dem om sagen.
99.Under megen diskussion rådslog stæderne herom, og de adlød hr. kongen deri, at han, hvis han ville, kunne sætte sejl straks. De ville gerne følge efter ham næste morgen tidlig med deres skibe.
100. Således forløb aftenen endnu med storm, så kongen blev liggende. Og stæderne kom den følgende fredag op på kongens holk.
101.Da stæderne havde forelagt kongen deres ærinde, som førnævnt, sagde hr. kongen til hr. Jordan Pleskow og til de andre rådssendebude fra Lübeck, om de igen var blevet befuldmægtigede på staden Lübecks vegne, således at man ikke skulle frygte tilfangetagelse eller angreb i den kommende tid, om de var således sikrede mod dette, som det var nødvendigt for dem. Thi det ville være ham ukært, at hans arbejde skulle være spildt, hvis de 60 atter skulle få fuldmagten, efter at fangerne var blevet frigivet.
102.Derom holdt førnævnte herrer Jordan og hans folk møde. De gik til de andre stæder og forelagde dem, at der endnu var nogle sager, der var aftalt, men endnu ikke fuldført, og nogle sager, som ikke var forligt. Der var nogle indbyggere fra Lübeck, som de endnu ikke var sikret imod, idet disse ikke havde aflagt ed. Derfor frygtede de, at alt ondt endnu ikke var udryddet. Da bad de øvrige stæder herrerne Jordan og Johan Crispin om at gøre dette for deres borgeres, gods og eget bedstes skyld og takke hr. kongen, thi hvis nogen skade ikke var blevet forligt, da ville stæderne gerne forlige den. Hvis man også forbrød sig mod forliget, da ville stæderne overalt gerne hjælpe til, at det blev pådømt. Og de håbede, at det var uden for fare, og at der ikke blev stillet hindringer i vejen på deres vegne.
103.Herpå gik de fra Lübeck sammen med de andre stæder frem for hr. kongen og hans råd og takkede hr. kongen højligen, fordi de ved Guds nåde og hans hjælp var kommet tilbage til deres stad og til deres fulde magt til at styre staden Lübeck, hvilket de var tilfredse med. Og de mente ved den almægtige Guds nåde ikke at skulle frygte nogen modstand i den kommende tid, og at det ikke mere ville være nødvendigt, at de 60 eller deres befuldmægtigede ville komme tilbage; thi embedsmændene havde forpligtet sig til rådet ved en stærk ed, som de fremdeles havde lovet at holde over for Gud og helgenerne.
104.Under diskussionen svarede hr. kongen, at det var ham kært. Da skulle de takke Gud herfor og vise hans riger skyldighed, så godt de kunne, og sådan som han tiltroede dem. Og han spurgte fremdeles dem fra Lübeck, om de var mægtige over deres borgere og indbyggere i Lübeck, og om de ville hjælpe ham til rette over dem.
105.Derpå svarede de fra Lübeck under diskussionen med de andre søstæder, at de var mægtige til rette over deres stad Lübeck og over deres borgere og gerne ville hjælpe ham til rette over dem, med mindre nogle af sagerne, der var forhandlet i København, var blevet overgivet til afgørelse hos stæderne, at afgørelsen alene lå hos rådssendebudene efter indholdet i det skrift, der var aftalt og beseglet i København.
106.Derpå forlangte kongen at læse aftalen, som blev læst der, og han sagde: Kære venner. I hører, at der står, at hvilket udestående, vi end måtte have med indbyggerne i staden Lübeck, det skal det gamle råd, stædernes rådssendebude og vore venner være mægtige (at pådømme). Vil I nu hjælpe os til rette over dem, da vil vi lade vore retskrav lyde.
107.Det talte rådssendebudene om. Under denne diskussion sendte hr. kongen sit råd til dem og lod dem spørge, om de ville høre hans retskrav foran hele hans råd, eller om det passede dem bedre, at han sendte dem 5 eller 6 fra sit råd, som da kunne fremføre dem og forhandle sagen videre med dem.
108.Da hr. kongen havde tilkaldt og samlet sit råd, både af prælater og riddere, talte rådssendebudene med dem og bad om at erfare indholdet af førnævnte skrift og anmodede om forlig angående de personer, der havde bagtalt kongen i Konstanz.
109.Hertil svarede hr. kongens råd: kære venner. Hermed vor herres retskrav, ikke blot angående æresoprejsningen , men også angående andre skyldsspørgsmål, nemlig hvorledes hr. kongen tre gange havde sendt sine ærværdige bude til Lübeck under store omkostninger for med det gode at bilægge striden, som da bestod mellem det gamle råd og indbyggerne i Lübeck. Også det nye råd havde sendt bud til ham om han ville vente på dem i Flensborg, hvor de ville møde ham, og han ventede dér på dem i 12 uger til stor skade for sig selv, og de kom alligevel ikke, hvorfor han havde store krav til staden og dens indbyggere. For hans ærlige bestræbelser havde de fra Lübeck, dvs. det nye råd, bagtalt ham, at han ville have frataget det hellige romerske rige staden Lübeck. Derfor forlangte han rettergang over dem, der havde bagtalt ham med usandheder. Fremdeles skyldte staden Lübeck ham 16.000 lødige mark kølner vægt og 4000 lødige mark sølv, som man skyldte ham af skatten af Lübeck, som kejser Karl havde beseglet og givet hans forfædre brev på. Ligeledes havde det nye råd i Lübeck på uhæderlig vis erhvervet et brev fra den romerske konge, hans kære broder. Brevet ville han have igen til gavn for sin broder den romerske konge. Fremdeles at han havde bragt denne skare sammen på havet med store omkostninger i den hensigt, at han gerne ville bringe Lübeck og stæderne til forståelse igen. Hvad han havde at afhandle med holstenerne, det ville han hellere gøre til lands end til vands.
110. Herpå svarede stædernes sendebude efter megen tale og diskussion således, at dette møde var aftalt, når det gamle råd igen sad efter deres vilje, og de takkede kongen. Så skulle de, som havde bagtalt kongen, give ham oprejsning; når det var sket, skulle det handle om fangerne og godset, som det gamle råd og rådssendebudene havde fået at vide. Det skete således, at det gamle råd igen er kommet til sin fulde magt og har takket hr. kongen og var tilfredse. Rådssendebudene fra stæderne var kommet derhen for at hr. kongens nåde skulle fuldende det, som var aftalt i København, og det begærede de af hans nåde; når det var ordnet med rimelighed og med fangerne og deres gods, som det var aftalt i København, hvis så der var yderligere uoverensstemmelser mellem vor herre kongens nåde og dem fra Lübeck, så kunne de fra Lübeck svare dertil, at de undgik ikke hans nådes ret, når de andre punkter fra København ikke var blevet påtalt, og de var stæderne fremmede og ukendte.
111.Derpå tog 3 fra kongens råd deres aftale til kongen og sagde blandt mange ord, at hr. kongen havde mange omkostninger på grund af staden Lübeck og stædernes almindelige beståen, hvorfor der tilkom ham en stor sum penge, og de bragte igen de førskrevne punkter på tale; dog så mente rådet, at hvis stæderne ville stille sig på hans side, så skulle han visselig afstå fra omkostninger og skaden, når han sad i god fred med stæderne.
112.Under megen tale for og imod svarede stæderne derpå således, at kongen skulle lade udsoningen gå sin gang og løslade fangerne og give dem deres gods igen; hvormed så stæderne med redelighed kunne tjene kongen; det ville de altid gerne gøre og ville ikke ærgre sig over besvær; når denne sag var afsluttet, ville de gerne straks forsøge at formidle mellem hans nåde og de holstenske herrer det bedste de kunne.
113.Derpå svarede herrens råd efter at have konfereret, at hvad hr. kongen havde af udeståender med holstenerne, dem ville han gøre en ende på. Og det drejede sig ikke om, at han ville indgå en pagt med stæderne, men det var hans mening at indgå pagten for stædernes beståen og rigets bedstes skyld.
114.Hr. kongen sagde også selv, at holstenernes venner tog meget fra købmanden, hvormed de styrkede sig imod ham. Ville stæderne tåle det og ikke stå imod, da måtte han tillade noget lignende mod holstenerne fra sine havne, hvilket han dog nødig gjorde. Og han ville være ked af, hvis købmanden led skade derved.
115.Hertil svarede stæderne efter diskussionen og bad om, at hans nåde kunne udvirke en afslutning på deres førnævnte ærinder, for hvilke de var kommet. Da ville de gerne tale med deres råd, når de var kommet tilbage og gøre deres bedste for, at sådan skade ikke skete købmanden. Og de havde tiltro til hans nåde, at han gerne ville afværge skade for købmanden.
116.Fremdeles svarede rådssendebudene under deres diskussion hr. kongens råd således: eftersom hr. kongen ønskede en pagt med stæderne, da skulle han nedfælde på skrift, hvorledes beskaffenheden af pagten skulle være. Den ville stæderne gerne bringe med tilbage til deres råd, og derpå inden for kort tid meddele ham stædernes vilje. Om end de ikke havde nogen befaling angående sagen for tiden, synes det dog sendebudene redeligt og nyttigt at indgå en sådan pagt. Og de bad fremdeles hr. kongens råd om at hjælpe til, så kongen kunne gøre en ende på spørgsmålene om udsoning og fangerne og deres gods, i hvilken anledning de var kommet.
117.Således fastsatte hr. kongens råd den oprejsning, som man skulle pådømme de fire, der havde bagtalt kongen som førskrevet, eftersom de fra Lübeck var mægtige til rette over deres indbyggere.
118. Derpå fastsatte stæderne, at eftersom det var blevet besluttet i København, at ingen skulle forfølges på liv og ære, og da de var blevet afsat fra deres stilling ved kongens hjælp og nåde, så ville stæderne gå med de fire for hr. kongens nåde og bede om, at han ville tilgive dem for Guds skyld og for stædernes fortjenestes skyld. Og så skulle de fire sværge til helgenerne foran hr. kongen og for den romerske konges sendebude, det romerske rige til ære og hr. kongen til vilje og lov, at de aldrig mere ville samle til oprør imod staden Lübeck og rådet, hverken det siddende eller kommende, ej heller mod nogen stad i Hanseforbundet, ej heller at ville slutte sig til noget oprør, heller ikke stræbe efter at skade dem, hemmeligt eller åbenlyst, men når de blev klar over noget sådant, da skulle de meddele det til rådet, så hjælpe dem Gud og helgenerne til at sværge og holde eden trofast for Gud og helgenerne. Dette tog hr. kongens råd med tilbage til kongen. Herpå tog rådssendebudene afsked med kongen.
119.På lørdagen Sankt Jacobs dag (25.juli) kom hr. kongens råd i land til rådssendebudene og fastsatte skaderne på det beslaglagte gods i Skåne. Da det var sket, drog de alle sammen igen med rådssendebudene til hr. kongen. Under megen diskussion for og imod mishagede regnskabet hr. kongen, eftersom det var regnet sådan, at der ved mange poster ikke stod, hvem der havde taget det. Og meget var udregnet, hvilket en del af hans råd udmærket kendte til, dog ville de overhovedet ikke kendes ved det. Kongen var utilfreds hermed og tog sit råd til hjælp, så horn, måtter, træ, kul og bryggerkar kom med. Med disse punkter afviste de stæderne, således at udsoningen ikke kunne finde sted, som stæderne havde foreslået. Således drog stæderne af sted uden resultat.
120.Om søndagen bad rådssendebudene hr. Jordan Pleskow, hr. Johan Lüneburg. hr. Simon von Urden og hr. Heinrich Fischkule om at tage til kongens skib for at forsøge om de kunne slutte sagerne i mindelighed med kongen. Der blev det da fastsat at sætte de førskrevne skader til en bestemt sum penge. Og de 4 tog tilbage for at indbringe det for de andre rådssendebude og for at fortælle dem, at hr. kongen var meget vred og forlangte fangerne tilbage. Det gamle råd fra Lübeck skulle man igen overdrage ham, det gamle råd ville han visselig tage sig af, og han skulle nok få sin vilje med dem fra Lübeck, når han havde takseret alle fangerne. Han ville være i krig med Lübeck alle sine dage, og han ville bringe Lübecks gamle råd tilbage, når han også havde fået sin vilje med fangerne, hvad enten det nu var lübeckerne kært eller ubehageligt. Og på grund af sådanne ting var han ked af, at udsoningen ikke kunne gå, sådan som stæderne havde til hensigt. Skulle han erfare nogen uvilje fra lübeckerne eller fra stæderne, da ville han have en så høj pris som for fangerne, både ved at taksere dem og beholde deres gods, og fremdeles føre krig mod lübeckerne. Således ville kongen ikke antage noget forlig, før han kendte resultatet efter skaden, som syntes ham at være regnet uhæderligt ud.
121.Den efterfølgende mandag (27.juli) mødtes samtlige sendebude fra stæderne med hr. kongen på skibet og arbejdede for en afslutning i overensstemmelse med deres ærinde. De påtog sig at opregne skaderne præcist. Der førtes mange forhanlinger derom. Til sidst blev det besluttet, at fangerne skulle løslades og deres kautionerede gods skulle være kvit og frit. Og skaden ville hr. kongen erstatte eller lade erstatte efter deres skriftlige aftale, som følger herefter (nr. 288).
122.Da erstatningen angående skaden var blevet ordnet, talte stæderne om udsoningen, der skulle ske med kongen, og opsatte deres aftale om forbønnen og eden om at være stæderne tro, som står skrevet udførligt ovenfor.
123.Hr. kongen og hans råd tog fat på det svære punkt om bagtalelsen og de dårlige rygter, der var blevet fremført mod ham i Konstanz og var i høj grad opsat på at ordne udsoningen, så de 4 personer skulle ud af Lübeck. Det afviste stæderne med, at det var aftalt og nedfældet, og de havde også selv sagt det mundtligt til de 4, at det ikke skulle ramme nogen på liv og ære. De bad hans nåde højligen, om hans nåde ville handle og tænke passende derom.
124.Da forhandlede kongen med sit råd og sendte atter sit råd til stædernes sendebude for at forelægge, at forlig passede bedre for hr. kongen end forbøn etc. Herudover skulle de overgive sig til hans nåde. Han ville foranstalte benådningen således, at den ikke var imod deres ære. Han sagde ligeledes til dem, at mangen en ridder og væbner giver sig under en herres nåde, hvorfra han visselig kan drage med ære.
125.Sendebudene talte herom og overvejede. Det der var svært var, at de 4 skulle overgive sig til hans nåde. Således svarede de, at dette ikke var aftalt i København. Dog skulle de gerne udtale, at de søgte hans nåde og gerne ville have hans gunst og nåde og altid begærede hans nåde.
126.Det bragte hr. kongens råd med sig og forelagde det for deres herre.
127.Da sendte hr. kongen bud efter hr. Jordan Pleskow, hr. Johan Lüneburg, hr. Simon von Urden og hr. Heinrich Fischkulen og forelagde for dem, at de ting, der var aftalt, skulle gå tilbage: han ville tage de 4 personer, holde dem tilbage for en tid i Roskilde eller en anden af sine stæder, for at han kunne vide, at der ville ske noget.
128.Da anså de 4 rådssendebude, at det var for farefuldt for de andre 4 personer at være gidsler i hans lande, og de bad hr. kongen om han ville afstå fra dette for den kære Guds og deres bøns skyld.
129.Da hr. kongen ikke ville gå bort fra dette, og før stæderne gik ind i dette spørgsmål, så at alt dermed ville blive hindret, gjorde de hr. kongen opmærksom på en rådslagning stæderne imellem, at de 4 personer etc. for hans skyld drog på pilgrimsfærd til Einsiedeln og efterfølgende på bodsfærd til den romerske konge, og de fremlagde breve for ham, at den romerske konge venskabeligt takkede ham, at han for hans skyld havde tilgivet de 4.
130.Dette behagede hr. kongen særdeles meget. Dog, da stæderne talte herom, da forkom det dem farefuldt at foretage en rejse på grund af faren for tilfangetagelse eller morderisk overfald, og de bad de førskrevne 4 herrer om at gå til kongen igen (og forsøge), om de dog ikke kunne bede ham se bort herfra.
131.Således, da de 4 førnævnte herrer endnu mere indstændigt på deres knæ havde bedt kongen herom, og han dog ikke ville indrømme dem tilgivelse, da anså stæderne det for bedst, at de 4 personer skulle drage på pilgrimsrejse frem for at være gidsler i hans riger, hvor han ville have dem, og de besluttede, at dette overbragtes de 4 personer udtrykkeligt, og de besluttede i forbindelse hermed at holde et møde med de 4 den næstfølgende tirsdag.
132.Næstfølgende tirsdag talte stæderne med de 4 personer, som skulle foretage udsoningen. De berettede for dem, hvor tungt hr. kongen havde taget bagtalelsen i Konstanz. På grund af dette skulle alt gå tilbage med købmanden, medmindre de 4 personer tog pilgrimsfærden på sig og færden til den romerske konge for at takke ham, som forskrevet er.
133.Da sagde de 4 personer, at før købmændene skulle lide skade på deres gods for deres skyld, ville de gerne gå med til det, som deres råd i Lübeck og stæderne sagde til dem. Hvad de fandt frem til at de skulle gøre, det ville de gerne gøre, og de ville gerne foretage pilgrimsrejsen og fremdeles gøre således foran den romerske konge, som hr. kongen af Danmark bestemte.
134.Med dette de 4 personers svar tog stæderne til kongens skib for at fuldbyrde soningen, som det tidligere var bestemt og besluttet.
135.Hr. kongen havde hele sit råd hos sig, ærkebiskoppen af Lund, biskopper, herrer, riddere og væbnere. Han rådførte sig længe med dem om pilgrimsfærden og om at drage til den romerske konge. Og de bestemte sig til, at de 4 personer skulle sige til den romerske konge, at hvad de havde sagt om den danske konge ikke var rigtigt etc.
136.Det ville stæderne ikke gå med til og bad hr. kongen, om de kunne fastlægge mere passende og redelig tale, som de 4 personer uden problemer kunne fremføre for den romerske konge. Det overlod hr. kongen til stæderne at fastsætte efter deres behag. Da aftalte stæderne følgende skrivelse (nr. 289). Den accepterede hr. kongen og hans råd.
137.Derpå blev de 4 personer Heinrich Schonenberg, Eler Stange, Markvard Schutte og Johan Grove ført frem for hans nåde. Der faldt de på knæ for ham, som det sømmede sig, og de bad med al ydmyghed, om han ville vende sin unåde fra dem.
138.Hr. kongen spurgte hver især, hvorfor de havde bagtalt ham i Konstanz og sagt, at han ville vriste Lübeck ud af det hellige romerske riges hånd. Dertil svarede de hver i sær, at de ikke havde haft i sinde at sige sådant; de vidste såre vel, at han var en ærlig fyrste og herre, at han ikke kunne gøre noget sådant, nemlig at vriste Lübeck ud af det hellige romerske riges hånd. Og sådan tale havde ikke lydt fra nogen af dem imod nogen. Undtagen for Heinrich Schönbergs vedkommende, som i Konstanz havde bebrejdet biskoppen af Slesvig, at biskoppen havde sagt til ham og nogle andre fra Lübeck: Tag til min herre kongen af Danmark, han vil gerne stille sig til rette med Eder for hvem som helst. Og Heinrich Schöneberg sagde: det har min herre kongen ikke befalet Eder. Da han lod denne tale lyde for biskoppen, sagde han atter: kunne jeg redeligt ved forhandling skaffe min herre lande og folk, da ville jeg ikke undlade det. Dette blev hørt af hr. Anders Jakobsen og hr. Jordan, som var i Konstanz. Og de sagde, at de ellers ikke havde hørt nogen tale fra Heinrich Schönberg.
139.Det drøftede hr. kongen og sagde til rådet i Lübeck: det er aftalt, at I skal give mig oprejsning på Eders vegne for min skyld. Da faldt rådet fra Lübeck og de andre stæders sendebude på knæ for hans nåde og bad hr. kongen, om han for Guds og deres fortjenesters skyld ville tilgive de fire personer, hvis de havde sagt noget imod hans nåde. Da sagde hr. kongen, at det ville han gerne gøre.
140.Da blev der læst et skrift om at de skulle foretage pilgrimsfærden etc., sådan som førskrevet. Det sagde de at de gerne ville gøre, og de vidste sikkert, at kongen var uskyldig i råd og dåd, både han og hans råd. Da tog hr. kongen hver og en af de fire personer ved hånden og rejste dem op. Hver og en af de fire svor en ed til helgenene på al måde, som stæderne havde aftalt, som førskrevet. Da lod hr. kongen skænke op for sig, drak på alles venskab, gode vilje og nåde. Dermed lod han dem gå.
141.Efterfølgende talte hr. kongen med stæderne om en kvittering, hvormed han og hans riger skulle være tilsikret, at ingen påkrav længere kunne opstå på grund af den strid, som han tilforn havde haft med stæderne, og befalede stæderne at udfærdige en sådan kvittering, som han tiltroede dem.
142.Derpå lod stæderne lave udkast til en kvittering, som den skulle lyde, og bragte den til hr. kongen og hans råd. De hørte den og fandt den passende, så kongen befalede at lave to skrifter deraf, den ene skåret ud af den anden, og de lød således:
143.Endvidere bad rådssendebudene om godtgørelse for skaden, der var påført borgerne i Lübeck, som førskrevet. Med hensyn til skaden ville han yde kompensation næstfølgende efterår. Dertil sagde hr. kongen, at han ville kompensere den om 3 år. Stæderne bad indtrængende og tilkendegav et stort behov hos dem, som skulle have skaden godtgjort, om han ville gøre godt og give kompensation nu i Skåne. Dertil sagde hr. kongen, at han ville kompensere om to år. Og da stæderne ikke holdt op med at bede, sagde hr. kongen, at han ville udrede hele kompensationen næstfølgende sankt Mortens dag. Alligevel bad stæderne han så længe og faldt på knæ, at han sagde, at han straks ville give kompensationen i Skåne. Derfor takkede stæderne ham på det ydmygeste.
144.Fremdeles takkede de hr. kongen for det, som kongen villle skrive til alle byer, i hvilke lübeckerne havde fået beslaglagt deres gods, at det skulle frigives og genoverdrages. Og de udbad sig det beseglede brev om at aftalen var indgået mellem hr. kongen og stæderne på lübeckernes vegne i København, ligeledes det beseglede brev, som sendebudene havde beseglet med deres segl. Ligeledes de beseglede breve fra stæderne Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismar. Brevene vil hr. kongen alle overdrage Hans Jode etc., som stæderne har ladet forblive hos hr. kongen i den anledning.
145.Da dette var tilendebragt, som førskrevet, kom de fangne lübeckere frem for hans nåde og sagde: kære nådige herre. De ærværdige (sendebude) fra stæderne har meddelt os, at Eders nåde har givet os fri og løst os fra fængslet og det løfte, som vi har givet Eder og Eders folk på Eders vegne. Kære nådige herre! Hvis det kunne behage Eders nåde, ville vi gerne høre det samme fra Eders nåde.
146.Det sagde hr. kongen gerne og løftede begge sine arme højt, idet han sagde: ja, kære venner, jeg har frigivet Eder og lader Eder fri fra fangenskab og alt hvad I har lovet. Søg vort rige og vi vil gøre alt det bedste for Eder. De fangne takkede hans nåde derfor og skiltes dermed fra ham.
147.Dermed bad stæderne om afsked fra hr. kongen, og han sagde, at han ville tilstræbe det bedste for stæderne, andet måtte de ikke tro.
148.Da han under disse forhandlinger tilforn havde tilkendegivet for stæderne, at man havde ment stæderne, og hvis han ville have hjulpet til det, som man bad ham om, så var det jo gået, på hvilken måde og hvad, dét ved rådssendebudene visseligt, hvilket han åbent gav til kende for dem, som han også ville have indrømmet, hvis det var nødvendigt.
149.Fremdeles meddelte han stæderne, at deres købmand og deres borgere skulle søge til Skåne og alle hans riger og nyde al frihed, som de indtil nu havde haft og brugt.