© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Arkivalske oplysninger og tekst efter Hanserec. l.l
In Godes namen amen. Na Godes bort 1400 in dem 16. jare in sunte Margareten daghe reden ute Lubeke des heren Romischen koninges sendeboden, also de erbaren strenghe ridder, her Coppin van Zedelitze, unde her Jost Rot, secretarius unde domhere to Baselle, myt den ersamen radessendeboden der stede, alse: van Lubeke her Jorden Pleskow, her Johan Crispin, her Tideman Sten unde her Detmer van Tunen; van Hamborg her Johan Lunenborch, her Hinrik van deme Berghe; van Rostok her Johan Otbrecht; van deme Stralessunde her Symon van Urden, her Arnt Brandenborch; van Lunenborg her Hinrik Wiskule; van der Wismer her Johan Banczkow, her Gerd Below; van Stetin her Jacop Grůlle, umme mangerleye sake unde werve, de de Jacop Grůlle, umme mangerleye sake unde werve, de de ergenomeden sendeboden to deme hocheborn fursten unde heren, hern Erike, koninge to Dennemarken, hadden.
1.Des sulven avendes, alse de erbenomeden sendeboden qwemen to Travenemunde, gynghen se to schepe, den ergenomeden heren koning to Vemeren to sokende.
2.Des dinxtedages negest volgende qwemen de vorscreven sendeboden in den Vemeressund; dar se bodeschop, alse Bernde Travemanne unde Symone herolde, to hande sanden up Glambeke to her Yep Linigen, hovetman des slotes, umme to irvarende, wor de here koning wesen mochte, wente he van dar gheru{v}met was. Dar den vorscreven gesecht wart, dat de koning wesen scholde in dem Slye, unde dat her Andreas Jepson van dar des sonnavendes negest vorleden gevolghet were wol mit 60 zegelen etc.. Ok wart her Jep Linigen ein bref gesant umme hertoge Johans willen van Mekelenborg etc..
3.Des segelden de sendeboden na deme Slye; dar se setten, unde doch nicht vornemen van dem heren koninge. Jodoch vor Symon herolt ergenomet to Vlensborg, dar de sendeboden na beydeden. Idoch her Jacop Grulle vo{e}r do van dar to hus wart.
4.Des donredages to middaghe qwam Symon wedder unde konde nen bodeschop segghen van deme heren koninghe. Des worden ens de sendeboden mit deme copmanne <unde> de<n> ghevanghenen, to segelende na Lalande; alzo se deden; doch qwemen de schepe in der nacht entwey unde vorloren zyk umme grotes wyndes unde wedders wyllen.
5.Des vridages morghen quam her Jordan to Langelande; dar was de here koning. Dar ghink her Jorden to dem heren koninge in sin paulun etc..
6.Des sonnavendes na middage segelde de koning over to Lalandes Ellenbogen mit siner vlote; dar her Jorden, her Johan etc. ok do mede henne segelden. Des avendes spade qwemen darsulves de van Hamborg, Sund, Luneborg etc.. Des sulven avendes ret de koning na Wardingborg unde let de stede bidden, dat se sik nicht vorlanghen leten, he wolde kortliken wedder komen.
7.Des sondages worden de stede ens to scrivende dem heren koninge, alse hiir na gescreven steit: Unsen otmodighen willighen denst mit aller erwerdicheit lutterliken vorscreven etc..
8.Des donrdages vor Jacobi na middaghe qwam de here koning erst wedder to Lalandes Ellenbogen. Do ginghen de vorscreven sendeboden samentliken to em etc., unde spreken mit em umme de gevanghenen van eres gudes wegen, de dar doch sulven jhegenwardich weren up deme lande, ghelix ok de Berghervare.
9.Des vridages in sunte Jacops avende worden de sendeboden der stede ens, to sendende to dem heren koninghe in den holk. Alzo voren to em her Tideman Sten, her Arnt Brandenborg unde her Johann Banczkowe; unde de qwemen wedder unde brochten to den steden, dat se alle komen scholden to em in den holk.
10.Des sunnavendes in sunte Jacops dage des morgens qwemen des heren koninges rat up dat land to den sendeboden; dar se spreken umme des kopmans gud, dat een genomen ys etc., zo dat se weten wolden <van> des heren koninges wegen, de gantze summe des gudes to rekende unde dat to wetende. Dosulves bat se de here koning to gaste in den holk; dar se do mit synen gnaden eten, unde weren des namiddages myt em in rade unde in deydinghen bet des avendes.
11.Des sondages na Jacobi weren de sendeboden an dat lant gevaren to des heren koninges rade. Des sulven namiddages voren se to dem heren koninghe in sinen holk; dar se mit em bleven went hoch up de nacht, wente de here koning to segele was unde settede des avendes under Langhelande.
12.Des mandages morgens qwemen to her Jordan unde etc. in dat schip her Hinrik Viskule unde her Johan Lunenborg; dar wart vorbodet her Tydeman Serntin etc.. Dosulves weren vor dessen vorscreven Stange, Gruve, Schonenberch unde Schutte; dosulves voren desse ergenomeden, alse her Jordan, her Johan etc. to den gevangenen in ere schip unde spreken myt en.
13.Des namiddages voren samentliken de sendeboden unde ok de gevanghenen to dem heren koninghe in den holk. Tegen den avent qwemen de gevangenen wedder to schepe; doch so bleven de sendeboden dar bet an de nacht etc..
14.Des dinxtedages morgens qwemen de sendeboden der stede to her Jordan etc. in das scip; dar ok qwemen de koplude. Unde under anderen velen dinghen esscheden se vor sik up dat casteel de 4 personen, alse Stangen, Schutten, Gruven unde Schonenberghe; dar se mit en spreken unde en lesen leten ene scrift, zo dat de sulven veer teen scholden to den Ensedelinghen etc.. Dosulves eten de stede vor dem heren koninghe. Des namiddages vor de copman to dem heren koninge in synen holk, unde handelden alle umme der gevangenen gud etc.. Int lateste sande men boden den 4, alse Stangen etc., to dem heren koninge to komende. Dar her Jordan tomale hartliken vor se sprak: Unde nademe alzo de deydinghe to Kopenhaven begrepen weren, so weren dar de 4 personen, unde stunden dar, unde wolden sik untleddighen des sprokes to Kosnitze geschen etc.. Dar mank velen wunderliken reden vragede de here koning den 4 personen, efte se to Cosnitze em edder sinem rade sodane bowetnisse togelecht hadden etc.. Dar se mank vele worden, de Schonenberg sprak, seden neen to allen dinghen. Dar her Jordan mede hochliken in sprak unde se vordeydinghede, dat do de here konig sede: Leve her Jordan; gy willen de nu vordeydinghen, de aldus langhe gestan hebben na juwem live, ere unde na juwen gude. Int lateste dat de stede gemenliken beden den heren koning, dat he ere bede unde sone nemen wolde, dar se gerne mede umme bidden wolden. Dat de here koning dede na erer bede etc.. Dar de 4 personen villen uppe ere kne dem heren koninghe unde seyden, se wolden alle dat doen, dat sine gnade wolde; dar tho scholden erer mechtich wesen de rat to Lubeke, ere heren, unde de sendeboden der stede jheghenwardich. Dar sworn se in den hilgen, dat se to Cosnitcze over den heren koning to Denmarken noch over synen rat nicht gesecht hadden. Do karde sik umme <de> here koning, unde besprak sik mit synem rade, unde qwam wedder, unde sede: Schonenberg, ik wil dy allene woer umme vragen; segghe my: warf de bisschop van Slesewik an dy allene dat warf van unser wegen, ofte an wene mer? Do antwerde Schonenberg: Leve gnedic here, nen; he werf dat wol an unser viven. Do sede de here koning: Warff he dat van unser unde unses rades wegen? Do sede he wedder: Leve gnedige here, ik love wol, dat he dat van siner eghenen personen weghen warf, unde nicht van jwen gnaden, noch van juwer gnaden rade; men war is dat, he wart id to unser vyven etc.. Mit velen worden dat de here koning sede: Scholde wii de stad van Lubeke vorraden, dat moste wii handelen mit jw, her Jorden, wente wii mit en nicht to donde hebben ghehat. Desser rede vellen vele; doch so sede de here koning, he wolde der stede entwiden unde de vruntschop unde bede nemen; doch so wolde he, waner dat de byscop to hus qweme, so scholden se wedder komen unde sik vor em vorantworden; wente he lovede wol, dat he dat nicht up sik stande hebben wolde; unde ok so scholden se don na inneholdende ener schrift, de man dar lesen scholde. Dar se umme gevraghet worden van den steden, eft se dat so don wolden. Dar se to antworden, se wolden dat gherne don. Also moste dar her Jorden van hetes weghen des heren koninghes <lesen> de scrift, ludende in desser wise, alse hir na screven steit etc.: Desse 4 personen schullen then to unser leven vrouwen to den Enzedelingen, unde scholen sik vinden in des Romeschen koninges hove, unde scholen danken dem heren koninge etc.. Wanner se wedder van dar komen, so scholen se wedder komen to dem heren koninge to Dennemarken.
15.Item zo sworn se in den hilgen, dem rade van Lubeke truwe unde holdt to wesende, dem heren koninghe van Dennemarken unde sinen riken mit eren besten umme to gande, unde eft se icht vornemen, dat tegen den rat van Lubeke unde de stad were, dat wolden se melden, unde nummer upsate to makende in nenen steden, dat en Got helpe unde <sine> hilgen; unde dat loveden se Gode unde sinen hilgen mede to holdende. Doch so weygerde Schutte den eet to donde, unde sede: he wolde dat doch wol holden; wes de gemene copman dede, dat wolde he ok doen. Dar to antwerde de here koning, dat he dat kort makede; id were wol to merkende, dat he dat nicht holden wolde. Aldus muste he den eet don, unde her Jorden stavede en des edes. Aldus schededen se van dem heren koninghe etc.. Hir lovede her Jorden mede vor, dit to holdene. Unde scholen utthen vor Michaelis, dat men dem heren koning 8 dage efte 14 dage <tovoren> to wetende don schal etc..
16.Dar na spreken se umme der gevanghenen gud etc.; <dat> dus gesloten wart, dat de here konink scriven scholde an alle sine stede unde vogede, dar dat gud beset is, dat men en dat volgen laten unde wedder geven scholde. Aldus gaf he den vangenen quid, leddich unde los etc..
17.Na des sprak he umme de vitalienbrodere uet der see to bringende, dar de stede mede to helpen scholden.
18.Hir mede schededen de <sendeboden van dem> heren koninge unde seden em ghuden nacht; unde he dede islikem de hant.
I Guds navn Amen. Efter Guds fødsel i det 1400. år og dernæst i det 16. år på Sankt Margretes dag red den romerske hr. konges sendebude, den ærværdige og tapre ridder, hr. Coppin van Zedelitze og hr. Jost Rot, secretarius og kannik i Basel, ud fra Lübeck sammen med stædernes ærværdige rådssendebude, nemlig hr. Jordan Pleskow, hr. Johan Crispin, hr. Tideman Sten og hr. Detmar van Tunen fra Lübeck; hr. Johan Lüneburg og hr. Heinrich vom Berg fra Hamburg; Johan Otbrecht fra Rostock; hr. Simon van Urden og hr. Arnd Brandenburg fra Stralsund; hr. Heinrich Fischkule fra Lüneburg; hr. Johan Banczkow og hr. Gerd Below fra Wismar; hr. Jacob Grulle fra Stettin i anledning af mange sager og ærinder, som de førnævnte sendebude havde til den højbårne fyrste og herre, hr. kong Erik af Danmark.
1.Samme aften, da de førnævnte sendebude kom til Travemünde, stod de til søs for at opsøge førnævnte hr. konge på Fehmarn.
2.Næstfølgende tirsdag (14.juli) kom de førskrevne sendebude til Fehmarnsund. De sendte straks bude, nemlig herolderne Bernd Traveman og Simon, til Glambek til hr. Jacob Lingen, slottets høvedsmand, for at erfare, hvor hr. kongen måtte være henne, idet han var draget derfra. Da blev de førnævnte underrettet om, at kongen skulle være på Slien, og at hr. Anders Jacobsen var fulgt efter derfra (fra Fehmarn) med 60 skibe sidste lørdag. Til hr. Jacob Lingen var der også blevet sendt et brev angående hertug Johan af Mecklenburg etc.
3.Da sejlede sendebudene til Slien. Der kastede de anker, men erfarede dog ikke noget om kongens tilstedeværelse. Men sendebudene afventede førnævnte herold Simon, der var sendt til Flensborg. Dog drog hr. Jacob Grulle hjem derfra.
4.Torsdag middag (16.juli) kom Simon tilbage og kunne ikke give nogen efterretning om hr. kongen. Da blev sendebudene enige med købmændene og fangerne om at sejle til Lolland. Således gjorde de. Dog kom skibene fra hinanden om natten og mistede kontakten på grund af kraftig vind og uvejr.
5.Fredag morgen kom hr. Jordan til Langeland. Der var hr. kongen. Hr. Jordan indfandt sig hos hr. kongen i dennes telt.
6.Lørdag eftermiddag sejlede kongen over til Lollands albue med sin flåde. Hr. Jordan, hr. Johan etc. sejlede med ham. Sent om aftenen kom de fra Hamburg, Stralsund, Lüneburg etc. Samme aften red kongen til Vordingborg og lod bringe bud til stæderne, at de ikke skulle tage det ilde op, han ville snart komme tilbage.
7.Om søndagen blev stæderne enige om at skrive til hr. kongen, som står skrevet herefter: Vor ydmyge villige tjeneste med al ærværdighed, helt og holdent: førskrevne etc.
8.Først torsdag før Jacobi (23.juli) efter middag kom hr. kongen tilbage til Lollands albue. Da indfandt samtlige førskrevne sendebude sig hos ham og talte med ham om deres gods, der tilhørte fangerne, som dog selv var til stede i landet, ligeledes om Bergensfarerne.
9.Fredag på sankt Jacobs aften (24.juli) blev stædernes sendebude enige om at sende bud til hr. kongen på skibet (holken). Således drog hr. Tideman Sten, hr. Arnd Brandenburg og hr. Johan Bantzkow til ham, og de kom tilbage og meddelte stæderne, at de alle skulle komme om bord til ham.
10.Lørdag sankt Jacobs dag om morgene kom hr. kongens råd i land til sendebudene. De talte om købmandens gods, som var blevet taget fra ham etc., så de ville på hr. kongens vegne forhøre sig om og udregne hele summen for godset. Ved samme lejlighed indbød hr. kongen dem som gæster på holken. Der spiste de med hans nåde og sad fra om eftermiddagen til om aftenen og holdt rådslagning og forhandlede med ham.
11.Søndag efter Jacobi (26.juli) drog sendebudene i land til hr. kongens råd. Samme eftermiddag drog de til hr. kongen på holken. Der blev de til langt ud på natten med ham, indtil hr. kongen satte sejl og kastede anker ved Langeland om aftenen.
12.Mandag morgen kom hr. Heinrich Fischkule og hr. Johan Lüneburg til hr. Jordan etc, om bord på skibet. Da blev der sendt bud efter hr. Tideman Serntin. Samtidig var Strange, Gruve, Schönberg og Schutte til stede med disse førskrevne; ved samme lejlighed drog førnævnte hr. Jordan, hr. Johan etc. til fangerne på deres skib og talte med dem.
13.Om eftermiddagen drog samtlige sendebude og også fangerne til hr. kongen på holken. Henimod aften kom fangerne tilbage til skibet, dog blev sendebudene der indtil om natten etc.
14.Tirsdag morgen kom stædernes sendebude til hr. Jordan etc. på skibet; ligeledes ankom købmændene. Blandt mange andre ting befalede de, at de fire personer nemlig Stange, Schutten, Gruven og Schönberg skulle træde frem for dem i skibets agterende; der talte de med dem og lod et skrift læse for dem, ifølge hvilket de fire skulle begive sig til Einsiedeln etc. Ved samme lejlighed spiste stæderne med hr. kongen. Om eftermiddagen drog købmanden til hr. kongen i dennes holk, og de forhandlede alle om de fangnes gods etc. Til sidst sendte man bud efter de fire, Stange etc., for at de skulle komme til hr. kongen. Da talte hr. Jordan såre hjerteligt for dem. Og efterfølgende, således som det var aftalt i København, kom de fire til stede og stod frem for at undskylde sig angående bagvaskelsen i Konstanz etc. Blandt megen skøn tale spurgte hr. kongen de 4 personer, om de havde tillagt ham eller hans råd sådanne naragtigheder i Konstanz. Til alt det, Schönberg fremførte, sagde de nej (til det hele). Da brød hr. Jordan højlydt ind i talen og forsvarede dem, hvortil hr. kongen sagde: Kære hr. Jordan, I vil nu forsvare dem, som igennem så lang tid har stræbt Eder efter liv, ære og gods. Men til sidst bad stæderne i fællesskab hr. kongen, om han ville godtage deres bøn og udsoning, om hvilken de gerne ville bede. Det gjorde hr. kongen efter deres bøn etc. Da faldt de fire personer på knæ for hr. kongen og sagde, at de ville gøre alt det, som hans nåde ville. Dertil skulle rådet i Lübeck, deres herrer og de tilstedeværende rådsudsendinge være dem mægtige. Da svor de ved helgenerne, at de ikke havde beskyldt hr. kongen eller hans råd for noget i Konstanz. Da trak hr. kongen sig tilbage og holdt rådslagning med sit råd, kom tilbage og sagde: Schönberg, jeg vil spørge dig alene om noget, sig mig: fremførte biskoppen af Slesvig sit ærinde på vore vegne til dig alene eller til andre? Da svarede Schönberg: Nej, kære nådige herre, han fremførte sit ærinde, da vi alle fem var der. Da sagde hr. kongen: fremførte han det på vores og vort råds vegne? Dertil svarede han: kære nådige herre, jeg forsikrer, at han fremførte sit ærinde på sin egen persones vegne og ikke på Eders eller Eders råds vegne, men det er sandt, at han fremførte sit ærinde over for os alle fem etc. Således sagde kongen efter mange ord: Skulle vi handle forræderisk mod staden Lübeck, da blev vi nødt til at handle med Eder hr. Jordan, eftersom vi ikke har haft noget at gøre med andre. Der faldt meget af den slags tale, dog sagde hr. kongen, at han ville imødekomme stædernes bønner og antage venskabet. Dog ville han have, at når biskoppen kom tilbage, skulle de komme igen og forklare sig for ham. Han lovede sikkert, at han ikke ville have sådan noget siddende på sig. Og de skulle også rette sig efter indholdet i et skrift, som man der skulle læse op. Da blev de spurgt af stæderne, om de ville gøre sådan. De svarede, at det ville de gerne gøre. Altså måtte hr. Jordan på kongens befaling læse følgende skrift op, der lød på den måde, som herefter står skrevet: disse fire personer skulle drage til Vor kære Frue i Einsiedeln, skulle indfinde sig ved den romerske konges hof og takke hr. kongen etc. Når de kom tilbage derfra, skulle de atter komme til kongen af Danmark.
15.Fremdeles svor de ved helgenerne troskab og huldskab til rådet i Lübeck, og at de ville bestræbe sig på det bedste for hr. kongen af Danmark og hans riger; hvis de blev klar over noget, der gik imod Lübecks råd og by, ville de melde det, og aldrig anstifte oprør i nogen byer, så hjælpe dem Gud og hans helgener; det lovede de Gud og hans helgener at holde. Dog vægrede Schutte sig ved at aflægge eden og sagde, at han alligevel ville overholde den; hvad hansekøbmanden gjorde, ville han også gøre. Dertil svarede kongen, at han ville gøre det kort: man kunne da mærke, at han (Schutte) ikke vil holde sin ed. Altså blev han nødt til at aflægge eden, som hr. Jordan oplæste for ham. Således skiltes de fra hr. kongen etc. Hr. Jordan var garant for, at løfterne blev holdt. Og de skulle drage af sted før Mikkelsdag (29.september), hvilket man skulle give kongen besked om 8 eller 14 dage i forvejen.
16.Derefter talte de om de fangnes gods etc. Det blev besluttet, at hr. kongen skulle skrive til alle sine stæder og fogeder, hvor godset var beslaglagt, og at man skulle give det tilbage og lade det følge dem. Således løste han fangerne kvit og frit etc.
17.Herefter forhandlede de om at skaffe fetaljebrødrene væk fra søen, hvortil stæderne skulle hjælpe.
18.Hermed skiltes sendebudene fra hr. kongen og bød ham god nat, og han gav hver især af dem hånden.