© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Arkivalske oplysninger og tekst efter Hanserec. l.l
Na Ghodes bord 1400 dar na in dem 16. jare des dinxedaghes na Laurencii bynnen Lubeke to daghe vorgaddert de heren radessendeboden der stede hir na ghescreven, also: van Hamborch her Johan Luneborch, her Hinrik tom Berghe; van Rostok her Johan Odbrecht; van dem Sunde her Johan Burow; van Luneborch her Hinrik Vischkule; van de<r> Wismar her Johan Bantzscow, her Gherd Below; van Lubeke her Jordan Plescow, her Marquard van Damen, her Reyner van Calven, her Albert von der Bruggen, her Nicolaus van Styten, her Albert Erp, her Tydeman Sten, hebben ghehandelt desse naghescreven stucke.
1.Int erste weren desse vorghescreven heren radessendeboden reden to Reynevelde teghen greve Hinrik van Holsten, unde gheven dem sulven heren greven Hinrike dar to vorstande ichteswelke werve, de en van des unwillen weghen, twisschen den heren koning van Dennemarken etc. unde synem vedderen, hertoghen Hinrike van Sleswik, eme unde erem lande wesende, weddervaren weren van dem vorghescreven heren koninghe unde sinem rade.
2.Also de erghenante here greve de werve ghehored hadde myd sinem rade, nam he eyn torugghetoch, also dat he de sulven werve synen erbenanten vedderen benalen unde den heren radessendeboden vorscreven des in kort eyn antworde enbeden wolde.
3.Dar na des sondaghes bynnen den achte daghen Laurencii screff de hertoghe van Sleswich den vorgherorden radessendeboden eyn antworde, se biddende, dat se teghen eme riden wolden to Uthin.
4.Alse se dar by em quemen des dinxedages unde syner herlicheyt de werve, also se de synem vedderen vorclaret hadden, to kennende gheven, konden se over nenes entlikes dondes dar vorramen. Doch so let se de ergenante here hertoghe vormiddest synem rade bidden, dat se des erst tokommende<n> sonnavendes wedder by em wesen wolden to Plone; men mende, en scholde dar en antworde werden, dat to enem ende drapen scholde etc.. De erghenanten sendeboden, anseende vrede unde nut der lande, annameden, dat se deme also gherne don wolden.
5.Also se des sonnavendes to Plone quemen, vorclareden se up dat nighe hertoghen Hinrike unde synem vedderen greven Hinrike unde ereme rade dat afschedent, wo se van dem heren koninghe ghescheden weren, also dat he der sake, twisschen ene unde synen riken, up ene syd, unde en unde erem lande wesende, up de anderen syden, bliven wolde by 2 heren unde 4 steden, unde vragheden, wer se des ghelik ok icht bliven wolden by 2 heren unde 4 steden. Dar to leten se antworden int erste: ja, se wolden des also bliven; doch dat se in kort dar over vorscheden worden; unde wanne de schedeslude dar over tosamende komen wolden up ene stede, so scholden se unde de jenne, de se mit sik dar bringhende worden, velich komende unde wesende to unde aff, unde anders scholde dat buten stan.
6.Alse nu dyt de heren radessendeboden vorghescreven ghehord hadden, duchte en dat unredelik wesen, unde vorarbeyden dat also hoghe, dat de vorghescreven here hertoge, de greve unde ere rad tolaten hebben, dat id in ghude stan schal bet 3 weken na Michaelis erst to komende; unde bynnen der tyd scholen de schede<s>lude utghesat unde ghenomet werden; unde de scholen ok bynnen der tyd bynnen Lubeke edder bynnen Hamborch komen unde vorscheden se mit rechte, na der wyse, also de stede dar in ghesproken unde vorramet hebbet etc.; weret ok, dat se bynnen der tyd nicht kunden vorscheden werden, dat men de tyd 14 daghe edder 3 wekene vorlenghen mochte.
7.Item spreken de sulven radessendeboden dosulves myt hertoghe Hinrike van Scleswic umme dat schip unde ghud van Revele ghekomen, dat de vitalienbrodere ghenomen unde in de havene vor Ekelenvorde ghebracht hadden etc.. Dar to sede unde antwordede de here hertoghe, dat men dem copmanne weddergheven scholde, wes des unvorrucket were van dem ghude, unde tho dem, dat vorrucket were, wolde he behulpen syn, alse truwelikest mochte, dat id wedder queme. Dar to seden eme de radessendeboden vorghescreven wedder, se wolden ene umme alsodane vorruckede ghud in schuldinghe holden unde der maninghe dar umme nicht vordreghen, bet dat wedder komen were etc..
8.Hir up des alderdorchluchtigesten vorsten unde heren, hern Sigismundes, Romisschen koninghes, also her Hinrik Cop van Zedelitze rydder, her Jost Rod secretarius unde mester Peter Wacker, sendeboden unde de erbaren radessendeboden der stede, van Lubeke her Jordan Pleskow, her Dyderyk Murkerke, van Hamborch her Hinrik to<m> Berghe, her Hinrik Hoyer, van dem Sunde her Johan Burow, van Luneborch her Hinrik Vischkule unde van der Wismer her Gherd Below, reden van Lubeke des vridaghes vor sunte Johannis daghe decollacionis, desse vorghescreven stucke unde handelinghe umme der bestantnisse willen der lande twisschen den erghenanten hern vort to bearbeydende, unde quemen des sondaghes darneghest to myddaghe to Godtorpe. Dar se vunden den heren hertoghen to Sleswic; de desse vorghescreven bat myt em to etende; also se deden etc..
9.Na der maltyd spreken de radessendeboden myt em umme desse vorghescreven deghedinghe unde ok umme des copmannes ghud, dat em ghenomen ward, alse vor ghescreven is. Ok spreken se umme Lodowich den Walen.
10.Des sulves avendes quemen se to Vlenseborch.
11.Des mandaghes to middaghe let de here koning vor syk to komende bidden de radessendeboden. Unde alse vor em quemen, vorclarende em, dat se umme nud unde besten willen der lande sik underwunden hadden de schelinghe unde twidracht, twisschen sinen gnaden unde den hertoghen erghenant wesende, dat beste dar to to donde, dat de in rechte henghelecht mochte werden, unde gheven den heren konighe to bekennende, wo dat se ghescheden weren van den heren hertoghen unde synem rade, unde dat de sulve hertoghe der sake bliven wolde by 2 heren unde 4 steden etc., also vor ghescreven is, unde dat de hertoghe, de greve unde ere rad den vrede, alse 3 weken na sunte Michaelis daghe, liden unde halden wolden, bynnen der tyde de schedesslude to nomende unde to settende, dar by se des bliven wolden etc., alse vor ghescreven steyd.
12.Dar up de here koning under anderen worden antwordde, dat he sik myt synem rade <beraden> unde en des anderen daghes dar up antworde gheven wolde. Dar mede up de tyd se van den heren koning scheden etc..
13.Vortmer des dinxedages let de here koning de radessendeboden erghenant vor sik vorboden. Also se dar vor em quemen, sede he: Leven vrundes; alse gy uns gisterne vorstan leten und to kennende gheven, wo dat unse o{e}m, hertoghe Hinrik, deme also volghen unde den vrede so langhe liden unde holden wil, also vor ghescreven is, dancke wy unsen ome dar vor, dat he uns so langhe liden wil. Ok so wolde he des gherne so bliven by twen prelaten in synen riken beseten, na dem dat de tyd so kord were, dat he syner vrund, der he doch wol ghevoch hadde, nicht dar by bringhen noch hebben ku{e}nde; unde de stede, de vor bescheden <weren>, weren em umbequemelik, also wol to merkende stůnde, ud synen ryken daghe to legghende; doch so wolde stůnde, ud synen ryken daghe to legghende; doch so wolde he des by rechte bliven, oft he des plichtich were, ute synen ryken to volghende, wente dat ny er van koninghen to Dennemarken gheschen were etc..
14.Hir up beden de radessendeboden syk to besprekende.
15.Also se wedde<r> vor den heren koning quemen, seden se, dat syner gnaden om, hertoge Hinrik, alle weghe syne gnade bede<n> unde liden wolde; jodoch hadde syne gnade dar vorhort; se menden, dat de here hertoghe den vrede also langhe gherne halden unde liden wolde etc..
16.Doch mit velen inczaghen seden de radessendeboden to den heren, dat sine gnade anseghe nud unde vrede, unde spreke syk mid synem rade dar umme, eft synen gnaden bequeme were, to Lubeke eft to Hamborch myt synen vrunde<n> der vorschedinghe to komende, unde dat he utspreken unde nomen wolde de heren unde de stede, dar by he des bliven wolde. Dar up de here koning vort antwarde; eft se van des hertoghen weghen der stede de<r> vorschedinghe mechtich weren. Dar seden se to antworde: neen. Ok sede de here koning, dat he Lubek nicht en wolde, wente dat dar noch nicht en stunde; unde nene wys wolde de stede legghen ut synen ryken. Dar to antworden de radessendeboden: eft id synen gnaden bequeme were to Vemeren, unde dat de hertoghe were myd den synen up dem lande to Aldenborch etc.; wellik he allend vorlede.
17.Jodoch sede de here koning: up dat he ghenoch dede, wolde he des bliven by dem hertoghen van Pomeren unde hertoghen Ulrike van Mekelenborghe unde den van Lubeke, Sunde, Gripeswalde unde Stargarde.
18.Hir up weren vorseen de radessendeboden, na dem dat de tyd der vorschedinghe also kord were, beden <se> den heren koning unde bearbeyden by synen gnaden, dat men de tyd vorlenghe, unde woghen wol over, dat id <in> bestand kome unde se bringhen mochten beth to pinxten, unde dat se an beyden syden ere vrund der vorschedinghe up sunte Wolborges daghe dar by bringhen mochten, dar by se dat setten unde bliven wolde<n>. Welk de here koning ungherne dede; doch umme des besten unde bede willen de<r> radessendeboden vorghescreven he dat toleet etc..
19.Item beden de sendeboden den heren koning, also se er syne gnade beden hadden, dat he utsetten wolde de stede der vorschedinghe. Dar he to antworde, dat de stede were to Vlenseborch; dar scholde de here hertoge, sine schede<s>lude unde al de ghenne, de myt <em> dar komen worden, to unde aff velich wesen, dar vor de stede ghud wesen scholden; wert em dar nicht bequeme so <wolde> de here koning myt synen vrunden der vorschedinghe komen to Koninghesborghe, unde dat de here hertoge myt synen vrunden queme to Ekelenvorde edder dar ummelanck, unde dar scholde he unde de sine vor den heren koninghe unde den synen zeker unde velich wesen etc.. Dyt undernemen de radessendeboden so vort to bearbeydende, unde worden des ens to scryvende an den heren hertoghen in sodaner wyse, alse hir na screven steyd in der copien etc .
20.Vortmer in unser vrouwen daghe nativitatis quam den heren radessendeboden antworde van dem hertoghen unde sinem vedderen, dem greven, up dessen vorscreven eren breff. Welk antworde ludende was, alse hir na screven steit .
21.Alse nu de radessendeboden dit vorscreven antworde ghelesen hadden, ghingen se to deme heren koninge. Alse se vor sine gnade quemen, do antworde de here koning in jeghenwardicheit sines rades den sendeboden der stede de breve, de se em beseghelt unde ghegheven hadden van der van Lubeke weghen etc., unde sede, wo he nene breve mer hedde; weren aver der mer, dat scholde sunder var unde schaden wesen. Dar vor de stede em hochliken danckeden.
22.Alse dit nu geschen was, vorclareden de radessendeboden der stede dem heren koninge, wo dat se deme heren hertoghen unde sinem rade ghescreven hadden, also se van sinen gnaden ghescheden weren, so dat sik de sulve sine gnade vorboden hadde, to blivende bi twen heren unde ver steden, alse vor screven is etc.; dar en de hertoghe unde greve antworde wedder ghesant unde gescreven hadden; welk de stede begherden unde beden den heren koning, dat he horen wolde, in wat maten unde wo de stede van sik gescreven hadden, unde ok, wat antwerdes en dar wedder up gesant unde ghekomen were. Dar to antwerde de here koning, dat he des nicht begherde, de breve to horende, wente he getruwede den steden wol, wes se em seden; dat he wol wiste, dat se em anders nicht en seden, men also dat gheleghen were; doch dat men eme de materien der breve sede etc..
23.Aldus ward dem heren koninge gesecht unde vorclaret van den sendeboden der stede de materien unde dat ynneholt der vorscreven breve etc., unde ward dar to ghesecht, konden se ichtes dar to don, dar an wolden se nen arbeid sparen etc..
24.Dar to antworde de koningh, dat den steden wol vordenken mochte, do men ersten umme de sake sprak, dat he ere unde recht alle weghe gerne bliven wolde, also ersten bii enem heren unde dre stede unde na bii twen heren unde ve{e}r steden, also en des allent wal vordencken mochte, unde dar to do gesecht wart, an weme dat broksam worde in der vorschedinge, deme dat recht tovelle, dar mede wolden de stede tovallen unde deme behulplik wesen etc.. Unde was begherende van den steden, na dem dat se siner alle weghe to eren unde to rechte mechtich ghewesen hadden unde noch weren, unde de Holsten ere unde recht vorleden, dat se by siner hulpe bleven, also dar ghesecht were etc..
25.Dar up dem heren koninge na besprake der stede gheantwordet wart: sine gnade unghestraffet, do men de deghedinge ersten beghunde unde to Vemeren dar umme sprak, eft de stede an beiden siden wes dar to arbeiden konden, <dat it> in mynne edder mit rechte ghesche<de>n worde etc., eft de vorschedinge toghan hedde vormiddels heren unde steden, welkerem dat recht toghevallen hadde unde dat de andere nicht wolde holden, dar bii wolden de stede ghevallen unde dar bii bleven hebben etc..
26.Vortmer vraghede de here koningh; eft de Holsten nicht to rechte antworden wolde<n> unde he doch ere unde recht bii se settede etc., wes he sik danne to den steden vorsen unde vormoden mochte; dat se em dat secgen wolden. Dar na besprake se em antworden, dat se dat gerne to sik nemen unde an ere rede bringen wolden, wente se nichtes dar van hadden in bevele. Vorder vraghede de here koning, wanner se em des en antworde wedder scriven wolden. <Se> seden, alse se dat erst enden konden. Dar up de here koning antworde unde sede, dat se em des en anworde screven in ver weken; dat se dar umme spreken, wente he dat weten wolde etc..
27.Item sede de here koning to den sendeboden der stede in aldu{e}sdaner wise, so dat he sere claghede over se unde se vordechte mit dem, dat se dar weren unde ene so mit worden helden, dat doch de hertoghe van Sleszwiik dar under ghewesen hadde in sines o{e}mes unde undersaten lande, des hertoghen van Sassen, unde hadde ene beschedighet unde em sine perde unde koye ghenomen, dat em doch nen wille were, unde ok wal ghemend hedde, dat des nicht scholde gheschen hebben, mit vele mere worden etc., de dar vellen. Hir ane de stede sik hochliken vorantworden, secgende, dat se dar nicht af en wisten unde en ghentzliken unwitlik were; wanner dat se dar wes af gheweten hadden edder wisten, so deden se nicht also vrome lude etc..
28.Also dit nu alle vorgescreven vorghan was, hadden de stede gerne gheseen, dat desse sake wor to mochte gekomen hebben, unde vrageden dem heren koninge, eft sine gnade dat nicht eyn jar an gude bestan <laten> wolde, dat men dar under enes gantzen endes in beyden siden vorramed hedde, unde beden sine gnade, sik mit sinem rade dar umme to besprekende. Dar to umberadens de koning antwordede, dat he dat nicht don en wolde, wente he des enen ende hebben wolde, vele lever in enem dage, wen in twen etc.; unde wanner he dat vil lange gestan laten hadde edder stan lete, so brochten de Holsten denne dar noch hertogen Hinrik van Luneborgh bi, de vorreder, dar denne doch nen gud van schege, wente he openbarliken vorraden hadde umme geldes willen, alse 2000 mark, van koninginnen Margareten, siner moder, wegen etc., unde were em ok noch siin geld schuldich, unde sede dat dar umme, dat etlike dar weren uth sinen steden, de em dat nasecgen mochten; ok so hadde he em besegeld, dat he van Nuborgh, noch uth sinen riken, nicht scheden wolde, he en wolde em rechtes plegen van sines omes wegene, des hertogen, des he em ok nicht geholden heft, unde entghink em des mit gewald, watan dat he sinen breff unde ingesegel dar vore hadde; hir umme wolde he des nicht don unde vorlede dat; doch wolde he sik wol lefliken mit sinem ome allene vorgan, wanner dar nyne quade mengers mede weren, wente he ene van herten leff unde van enem kinde upgetogen hadde etc..
29.Vortmer sede de here koning den radessendeboden, dat se hochliken und vul wol dar up vordacht weren, na dem dat se wol segen, dat de Holsten vittallienbrodere in der see hadden, so moste he de sine, de he doch ute sinen ryken mit allerleye gude unde aldus langhe tho den steden ghevaren laten hadde, to hus behalden, unde de sine ok in de see laten, na deme dat de stede dat henne gan leten unde nicht dar tho en deden; wente de sine unde de kopman ud den steden alle daghe up der see berovet unde en dat ere ghenomen unde sinen armen luden nicht wedder worde; doch worde dem copmanne ud eren steden ichtes wedder, den sinen worde mit alle nicht; dar ok mede sine vigende gesterket worden mit schepen, mit bere, mele etc.; dat were em also gud, alse sinen vigenden; dar umme sede he hastliken, dat he de sine ok in de see moste laten etc., dat he doch node dede, doch dat ene de noet dar to brochte umme siner armen lude willen etc..
30.Dar up em vorantwordet ward, dat de stede ere schepe unde de ere dar umme udghemaket hedden in de see, den copman to beschermende, so wol ud sinen riken, alse ud den steden; unde beden dar umme den heren konig, dat he dat bestan lete; weren de nicht starke noch, de se udghemaket hedden, se wolden mer udmaken; doch hopeden se to Gode, dat id yo nicht dar to komen scholde etc..
31.Item vraghede de konig den van Hamborch unde Luneborch, eft se ok borghere to Schone hadden, dat se de in 14 dagen to hu{v}s halen lete<n> edder in dren weken, wente se sinen vigenden behulpen weren mit vitalien unde harnsche etc., unde ok so weren de Holstenheren der van Hamborch heren, unde ok so weren se mere gunstich den Holsten wen em etc.. Dar se tomale hochliken to antworden, dat se des nicht ghedan hedden unde ok des nicht don wolde<n>; se wolden alle tiid gerne unde hadden mit sinem besten umme ghan etc., mit velen worden dar yn to secghende, so dat de here konig umme bede willen der stede unde sines rades en dessen hervest togheven hefft, men dat se mit eren rade dar umme spreken unde em des ere beseghelden breve dar up sanden, dat se sine vigende nicht sterken wolden etc..
32.Item spreken de stede umme de munte etc.. Dar he to antwerde, dat em dar nich ane schelde; he hedde ene munte, dar em an ghenoghede; em schelde an der stede munte nicht; ok en hedden de stede sik bii em nicht bewiset, dat he mit en slan wolde; doch mochten se sik so bii en bewisen, he wolde dar wol vorder up vordacht wesen etc..
33.Item spreken de stede umme des copmans gud van Lubeke etc.. Dar he tho antworde, dat he en alle holden wolde, wes he den steden ghesecht hadde, unde wolde en dat ghelt betalen etc..
34.Vortmer spreken se umme puncte unde articule, de dem copmanne yegen privilegie to Schone nicht gheholden worden; welk pu{v}ncte se den heren koning overgheven in scrift. Dar he to antwerde, dat he dat sinen vogheden scriven unde ernstliken beden wolde, wes dem copmanne brokaftich were, dat scholde me holden na den privilegien. Dar se em dankeden etc..
35.Vortmer bat de here konig de vorscreven Romeschen koninges sendeboden, dat se desse handelinghe unde wo he ere unde rechtes sik vorboden hadde unde noch overbodich were, secgen wolden sinem ome, dem Romeschen koninge, up dat he horen mochte, dat des nen ghebrek an em gheworden were. Welk se to sik nemen so to wervende etc..
36.Vortmer vragheden de radessendeboden den heren konig, eft men noch yenighe wise unde mate vinden konde, eft se sulven by den hertogen quemen, dat noch in gude unde bestand setten mochten bet to pinxsten; dar se hochliken sine gnade umme anvellen unde beden, dat sine gnade dar umme spreken wolde. Ok vragheden se, eft men dat in bestand brochte, wer dan ok alle ding stan scholde up sik, so dat he nicht tobuwen scholde etc.; dit beden se to wetende: Dar to de here konig antworden let na berade, dat he gerne umme der stede bede willen beth to wynachten dat don wolde, wente em in sodaner tiid nicht vele dar an schelde; unde wes den steden dar wedder van vore, dat scholden se em wedder su{v}nder sument scriven. Ok sede he unberadens, dat he dat bůwen wolde na sinem willen, unde lete dat alle daghe bůwen wolde na sinem willen, unde lete dat alle daghe buwen, dat he rede ynne hadde, unde mende dat so to buwende, dat he dat kindeskint erven wolde, unde dat bii dem ryke to blivende etc.. Aldus nemen de stede dat to sik an den hertoghen to bringhende unde dat to bearbeydende etc..
37.Item bat de here konig, dat se breve mit sik wolden nemen to eren steden, unde dar ummelanch to seghende, dat he sik vorboden wolde unde vorbode bii den steden etc.. Dar to antwordet ward, dat nutter were, sine eghene bodesschop dar umme tho donde, umme vordechnisse willen; ok en stunde en dat nicht wol tho donde, also he sulven vor dat beste kos.
38.Hir mede scheden se van Vlenseborge in unser leven vrowen daghe nativitatis etc..
39.Des midwekens dar neghest twisschen Gottorpe und Rendesborch bejeghende den steden des hertoghen pape van Sleswik, unde gaf en dar to vorstande, wo sin here, de hertoge, se bidden lete to Plone to ridende. Dar to em gheantwordet ward, dat en dat unbequeme were etc.; se wolden gerne to Segheberghe siner 2 daghe beyden unde em dat scriven. Aldus wart em ghescreven, dat se siner twe daghe beyden wolden etc..
40.Dar <na> des donredages to Segheberghe qwam den steden eyn antworde van dem heren hertoge, wo he alrede sine perde gheschepet hadde etc., alse her na ghescreven steyd etc.: .
41.Item hebben de stede ener dachvard to holdende vorramet to der Wismar, also des sondages vor des hilghen cruces daghe negest to komende vort over dre weken, dar men spreken schal umme de breve dem heren koninge to scrivende, alse vor screven steit.
42.Item to sprekende umme dat ghelt van den soldeners etc..
43.Item wart vorramet to sprekende umme vormeringe unde sterkinge der were to der se ward etc..
Efter Guds fødsel i det 1416. år på tirsdagen efter Laurentii var de herrer rådssendebude fra stæderne forsamlet til møde i Lübeck, nemlig de herefter nævnte: fra Hamburg hr. Johan Lüneburg og hr. Heinrich zum Berg; fra Rostock hr. Johan Odbrecht: fra Stralsund hr. Johan Burow; fra Lüneburg hr. Heinrich Fischkule; fra Wismar hr. Johan Bantschow og hr. Gert Below; fra Lübeck hr. Jordan Pleskow, hr. Markvard von Dam, hr. Reiner von Calven, hr. Albert fra Brügge, hr Nicolaus von Styten, hr. Albert Erp og hr. Tideman Sten. De forhandlede om disse efterfølgende punkter:
1.For det første var disse førnævnte rådssendebude redet til grev Heinrich af Holsten i Reinfeld og havde fremlagt for samme hr. greve nogle anliggender, som var vederfaret dem fra den førnævnte hr. kongen og hans råd på grund af den strid, som var mellem hr. kongen af Danmark etc. og hans fætter hertug Heinrich af Holsten, ham og deres land.
2.Da førnævnte hr. greve havde hørt anliggendet med sit råd, drog han tilbage for at meddele anliggendet til sin førnævnte fætter; han ville bede førnævnte rådssendebude om et snarligt svar derpå.
3.Søndag i Laurentius' oktav 16. august) skrev hertugen af Slesvig et svar til førnævnte rådssendebude, hvori han bad dem komme ham i møde i Eutin.
4.Da de mødtes med ham om tirsdagen (18. august) og tilkendegav anliggendet for hans herlighed, som de havde forklaret det til hans fætter, kunne de ikke aftale noget endeligt at gøre herved. Dog lod førnævnte hr. hertug dem indbyde igennem sit råd til at komme til sig i Plön igen førstkommende lørdag (22. august). Man mente, at de da skulle få et svar, så at sagen kunne finde sin afslutning. Førnævnte rådssendebude tog det gerne på sig at gøre således mod ham af hensyn til gavn og fred for landene.
5.Da de kom til Plön om lørdagen, fremlagde de på ny for hertug Heinrich, hans råd og hans fætter greve Heinrich og hans råd den aftale, hvormed de var skiltes fra hr. kongen, ifølge hvilken han ville stille sig til rette i sagen mellem ham og hans riger på den ene side og dem og deres land på den anden ved 2 herrer og 4 stæder. De spurgte, om de (hertugen og greven) ligeledes ville stille sig til rette ved 2 herrer og 4 stæder. Dertil lod de svare for det første: ja, de ville stille sig til rette, dog skulle de snart enes derom, og når forligsmændene var mødtes på et sted, så skulle de og de, som de ville bringe med, komme og være der i sikkerhed på rejsen til og fra, og ellers kunne det ikke blive.
6.De de førnævnte herrer rådssendebude havde hørt dette, forekom det dem uredeligt, og de modarbejdede det så kraftigt, at førnævnte hertug og greve og deres råd har tilladt, at det kan ligge stille til 3 uger efter førstkommende Mikkelsdag (1. oktober). Inden for den tid skal forligsmændene fastsættes og udtages, og de skal inden for den tid mødes i Hamburg eller Lübeck og forlige dem ved retten på den måde, som stæderne har talt om og aftalt. Skulle det ske, at man ikke kan nå til en afgørelse inden den tid, kan tidsfristen forlænges med 14 dage eller 3 uger (dvs. til 3. eller 10. november).
7.Fremdeles talte rådssendebudene der med hertug Heinrich af Slesvig om skibet og godset fra Reval, som fetaljebrødrene havde taget og bragt til havnen ud for Eckernförde etc. Dertil svarede hr. hertugen, at man ville tilbagegive købmanden, hvad der ikke var blevet fjernet af godset, og med hensyn til det, der var blevet fjernet, ville han være behjælpelig til, at det kom tilbage, så troligen han formåede. Dertil sagde de førnævnte rådssendebude til ham, at de ville holde ham ansvarlig for det fjernede gods og ikke ophøre med krav derom, før det var leveret tilbage etc.
8.Herpå red den allerhøjeste fyrste og herre den romerske konge hr. Sigismunds sendebude, nemlig hr. Henrik Cop van Zedelitze, ridder, hr. Just Rod sekretarius og mester Peter Wacker og de hæderværdige sendebude fra stæderne, hr. Jordan Pleskow og hr. Dyderyk Murkerke fra Lübeck, hr. Heinrich zum Berge og hr. Heinrich Hoyer fra Hamburg, hr Johan Burow fra Stralsund, hr. Heinrich Fischkule fra Lüneburg og hr. Gerd Below fra Wismar om fredagen før Johannes Døberens halshuggelsesdag (28. august) fra Lübeck for at forhandle videre om disse førnævnte punkter og aftaler mellem de førnævnte herrer med hensyn til landenes beståen, og de kom den følgende søndag (30. august) ved middagstid til Gottorp. Der fandt de hertugen af Slesvig, som indbød disse førnævnte til at spise med sig, hvilket de gjorde etc.
9.Efter måltidet talte rådssendebudene med ham om disse førnævnte aftaler og om købmandens gods, der var taget fra ham etc. Ligeledes talte de om Ludwig den Walen.
10.Samme aften kom de til Flensborg.
11.Mandag middag (31. august) lod hr. kongen rådssendebudene komme til sig. Og da de kom til ham, forklarede de ham, at de for landenes bedste og gavn havde påtaget sig at gøre det bedste i stridighederne mellem hans nåde og førnævnte hertug, så disse kunne henlægges til retlig afgørelse, og de tilkendegav endvidere for kongen, hvorledes de havde taget afsked med hr. hertugen og hans råd. Samme hertug ville stille sig til rette i sagen med 2 herrer og 4 stæder etc. som førskrevet, og hertugen, greven og deres råd ville stille acceptere og overholde freden til 3 uger efter Mikkelsdag. I mellemtiden skulle forligsmændene udnævnes og indsættes, hos hvem de ville stille sig til rette, som står skrevet.
12.Derpå svarede kongen bl.a. at han ville forhøre sig hos sit råd og give dem et svar næste dag. Dermed skiltes de fra hr. kongen på det tidspunkt etc.
13.Fremdeles om tirsdagen (1. september) lod hr. kongen de førnævnte rådssendebude kalde til sig. Da de kom frem for ham, sagde han: Kære venner, eftersom I i går lod os forstå og tilkendegav, at vor frænde hertug Heinrich vil acceptere freden og holde den så længe, som førskrevet, takker vi vor frænde for, at han i så lang tid vil acceptere os. Fremdeles ville han også gerne stille sig til rette ved 2 prælater fra sine riger, eftersom tiden var for kort til, at han kunne bringe sine venner til stede og have dem der, som det ellers måtte anses for passende. De steder, der var blevet besluttet før, var ham ubekvemme, idet det vel at mærke ville være at lægge mødet uden for hans riger. Dog ville han stille sig til rette, også hvis han havde pligt til at søge sin ret uden for sine riger, hvilket dog aldrig før var sket for konger af Danmark etc.
14.Herpå bad rådssendebudene, om de kunne holde rådslagning.
15.Da de kom tilbage til hr. kongen, sagde de, at hans nådes frænde, hertug Heinrich altid ville bede om og acceptere hans nåde. Dog havde hans nåde forhørt sig derom. De mente, at hr. hertugen gerne ville overholde og acceptere freden så længe etc.
16.Dog sagde rådssendebudene med mange indsigelser til herrerne, at hans nåde befalede nytte og fred og talte med sit råd, om det ville være bekvemt for hans nåde at komme til Lübeck eller til Hamburg med sine forligsmænd, og for at han ville udpege og udtage de herrer og stæder, ved hvem han skulle stå til rette. Derpå svarede kongen, om de var bemyndigede på hertugens vegne over stæderne, hvor udsoningen skulle finde sted. De svarede nej. Da sagde hr. kongen, at han ikke ville have Lübeck, og at den ikke passede ham. På ingen måde skulle stederne ligge uden for hans riger. Dertil svarede rådssendebudene, om Fehmarn var belejelig for hans nåde, og at hertugen var med sine folk i Oldenburg. Han afviste det hele.
17.Dog sagde hr. kongen: for at være imødekommende, ville han stille sig til rette hos hertugen af Pommern, hertug Ulrich af Mecklenburg og dem fra Lübeck, Stralsund, Greifswald og Stargard.
18.Herpå sørgede rådssendebudene for, eftersom tiden til udsoningen var kort, at bede hr. kongen og hos ham arbejde på, at hans nåde forlængede tiden og foreslog, at det blev arrangeret og kom i stand til pinse, og således at de på begge sider kunne træffe sammen med deres forligsmænd Sankt Valborgs dag (1. maj), hvor de kunne fremføre sagen og stille sig til rette. Dette gjorde hr. kongen ugerne, dog på rådssendebudenes bønner og for det bedstes skyld gik han med til det etc.
19.Fremdeles bad sendebudene hr. kongen, som de før havde bedt hans nåde, om at udpege stedet for udsoningen. Han svarede hertil, at det skulle være Flensborg. Der skulle hr. hertugen, hans forligsmænd, og alle dem, som var kommet dertil med ham, rejse frem og tilbage med frit lejde, for hvilket stæderne skulle garantere. Var det ikke bekvemt for ham, ville hr. kongen komme med sine forligsmænd til Koningsborg, således at hr. hertugen kunne komme til Eckernförde eller i omegenen med sine forligsfolk, der skulle han og hans folk være i sikkerhed og have frit lejde for hr. kongen og hans folk etc. Dette tog rådssendebudene på sig at arbejde for, og de blev enige om at skrive til hr. hertugen på sådan måde, som herefter står skrevet i kopien .
20.Fremdeles på Vor Frue fødselsdag (8. september) kom hertugens og hans fætter grevens svar på dette førskrevne brev til rådssendebudene. Dette svar lød, som her står skrevet .
21.Da nu rådssendebudene havde læst dette svar, gik de til hr. kongen. Da de kom for hans nåde, overdrog hr. kongen i nærvær af sit råd stædernes sendebude dette førnævnte brev, som de havde beseglet og givet ham på Lübecks vegne etc. og sagde, at han ikke havde flere breve. Var der imidlertid flere, skulle det være uden fare og skade. Stæderne takkede ham højligen derfor.
22.Da det nu var sket, forklarede stædernes rådssendebude til hr. kongen, at de havde skrevet til hr. hertugen og hans råd, da de var skiltes fra hans nåde, at samme hans nåde havde tilbudt at stille sig til rette ved 2 herrer og 4 stæder, som førskrevet er etc. Derpå havde greven og hertugen sendt dem et svar og skrevet, hvad stæderne anmodede, og de bad hans nåde om, at han skulle høre, på hvilken måde og hvilket sted, de selv havde foreslået og hvilket svar der var blevet tilsendt dem herpå. Kongen svarede, at han ikke begærede at høre brevene, eftersom han troede på, hvad stæderne sagde ham. Han vidste vel, at de ikke ville fortælle ham andet end det, der var aftalt. Dog skulle man meddele ham brevenes indhold etc.
23.Således blev hr. kongen underrettet om førskrevne breves emne og indhold af stædernes sendebude, og de sagde hertil, at kunne de gøre noget som helst, ville de ikke spare nogen anstrengelser.
24.Dertil svarede kongen, at stæderne vel kunne huske, at han, da man først talte om sagen, altid gerne ville byde sig til ære og ret, nemlig først ved 1 herre og 3 stæder, dernæst ved 2 herrer og 4 stæder, ligesom de vel kunne erindre det hele, og dertil blev der sagt, at stæderne ville tilslutte sig og hjælpe den, hvem retten tilfaldt, imod ham, der blev dømt ved retsafgørelsen. Og han ønskede af stæderne, eftersom de altid havde været og fremdeles var ham mægtige til ære og ret, og holstenerne foragtede æren og retten, at de skulle hjælpe ham, således som det blev sagt etc.
25.Efter stædernes rådslagning fik hr. kongen til svar: Hans udadlelige nåde! Da man indledte forhandlingerne og talte herom på Fehmarn, om stæderne på begge sider kunne arbejde på, at sagen kunne afsluttes i mindelighed og med ret, eller om retsafgørelsen skulle komme i stand ved herrer og stæder, så ville de stille sig og blive på dens side, hvem retten tilkendtes, når den anden ikke ville overholde den.
26.Fremdeles spurgte hr. kongen: hvis holstenerne ikke ville byde sig til rette og han dog satte ære og ret hos dem, hvad han da kunne forvente og formode fra stæderne, det skulle de sige ham. Efter rådsslagning svarede de ham, at de gerne ville bringe spørgsmålet videre til deres råder, da de ikke havde fået nogen befaling herom. Fremdeles spurgte hr. kongen, hvornår de ville skrive ham et svar derpå. De sagde: så snart de kunne blive færdige. Kongen svarede, at de skulle skrive ham et svar inden for 4 uger. De talte om, hvornår han ville have det at vide etc.
27.Fremdeles talte hr. kongen på sådan måde til rådssendebudene, at han klagede meget over dem og tog det ilde op, at de var der og således holdt ham hen med ord, at hertugen af Slesvig havde været i sin frænde og undersåt hertug Erich af Sachsens land, havde skadet ham og taget hans heste og kvæg. Dette var dog ikke hans vilje og han havde visselig ment, med mange flere ord, som faldt der, at det ikke skulle være sket. Hertil forsvarede stæderne sig kraftigt og sagde, at de ikke vidste noget om det og var helt uvidende. Hvis de havde vidst eller vidste noget derom, handlede de ikke som retskafne folk.
28.Da nu alt dette førskrevne var sket, havde stæderne gerne set, at denne sag var kommet nogen vegne, og de spurgte hr. kongen, om hans nåde ikke ville lade den ligge stille et år, således at man i den tid på begge sider kunne få aftalt en afslutning på sagen, og de bad hans nåde tale med sit råd derom. Uden at have rådført sig svarede kongen, at det ville han ikke gøre, eftersom han ville have en ende på sagen, hellere i løbet af én end af to dage etc. Når han havde ladet sagen hvile i længere tid, eller når som helst han gjorde dette, så hidbragte holstenerne hertug Heinrich af Lüneburg, forræderen, fra hvem intet godt kom: thi han havde åbent snydt hans moder dronning Margrete for 2000 mark etc., og han skyldte endnu ham (Erik) penge, og han sagde det, fordi der var nogen fra hans stæder, som kunne gentage det. Endvidere havde han beseglet over for ham, at han ikke ville drage hverken fra Nyborg eller ud af sine riger, hvis ikke han (Heinrich) havde ydet ham (Erik) retten på sin frændes, hertugen af Slesvigs vegne, hvilket han ikke overholdt, og han (Heinrich) unddrog sig med vold, selv om han havde hans brev og segl til garanti herfor. Derfor ville han ikke gøre det og foragtede det (1-årsfreden). Dog ville han gerne forhandle med sin frænde alene uden nogen fordærvet urostifters indblanding, thi han havde ham kær af hjertet og opdraget ham fra barnsben etc.
29.Fremdeles sagde hr. kongen til rådssendebudene, at de skulle have det vel i erindring, eftersom de visselig kunne se, at holstenerne havde fetaljebrødre i søen, så blev han nødt til at holde sine folk hjemme, som han dog havde ladet drage til stæderne med alle slags gods indtil nu, og han blev nødt til at lade dem stikke i søen, eftersom stæderne lod det passere og ikke gjorde noget mod det. Hans folk og købmanden fra stæderne blev hele tiden udplyndret på søen, og deres gods blev taget fra dem og ikke tilbage givet til hans stakkels folk. Dog fik købmanden fra deres stæder noget tilbage, hans folk fik intet. Dermed blev hans fjender styrket med skibe, øl, mel etc. Det havde han lige så meget brug for som hans fjender! Dertil føjede han i hast, at han også måtte lade sine folk stikke i søen, at han nødigt gjorde det, men at han var nødt til det for sine stakkels folks skyld.
30.Man svarede ham, at stæderne havde udstyret deres skibe og folk for at beskytte købmanden, såvel fra hans riger som fra stæderne. Og de bad kongen om at lade det blive så. Hvis ikke de skibe, de havde udrustet, var stærke nok, ville de udruste flere. Dog håbede de for Guds skyld, at det ikke skulle komme dertil.
31.Fremdeles spurgte kongen dem fra Hamburg og Lüneburg, om de også havde borgere i Skåne, så skulle de kalde dem hjem inden 14 dage eller 3 uger, fordi de var hans fjender behjælpelige med proviant og udrustning etc. De holstenske herrer var herrer over dem fra Hamburg, hvorfor de var mere gunstigt stemt over for dem end over for ham etc. Da svarede de straks eftertrykkeligt, at de ikke havde gjort noget sådant og heller ikke ville gøre det. De havde altid hans bedste for øje og ville blive ved med det etc. Mange ord faldt yderligere herom, således at kongen på anmodning fra stæderne og sit råd har tilstået dem dette efterår; men de skulle bringe sagen tilbage til deres råd og sende ham deres beseglede breve om, at de ikke ville støtte hans fjender etc.
32.Fremdeles talte stæderne om mønten etc. Om denne sagde han, at han ikke havde noget at udsætte herpå. Han havde en mønt, som han var tilfreds med. Han havde heller ikke noget imod stædernes mønt. Stæderne havde ikke vist noget tegn til, at han skulle slå mønt sammen med dem. Dog hvis de gjorde det, ville han tænke nærmere over det etc.
33.Fremdeles talte stæderne om købmanden fra Lübecks gods etc. Dertil svarede han, at han ville overholde alt, hvad han havde lovet stæderne og ville betale dem pengene tilbage etc.
34.Fremdeles talte de om artikler og punkter, som i modstrid mod privilegierne ikke var blevet overholdt over for købmanden i Skåne. Disse artikler blev overdraget hr. kongen på skrift. Han svarede dertil, at han ville skrive til sine fogeder og indtrængende anmode om, at man overholdt alt, hvad købmanden havde brug for i overensstemmelse med privilegierne. Det takkede de ham for etc.
35.Fremdeles bad hr. kongen de førskrevne sendebude fra den romerske konge om at meddele hans frænde, den romerske konge, om disse forhandlinger, og at han havde budt sig til ære og ret og fremdeles var villig, således at han kunne få at høre, at der ikke var tilføjet ham nogen ulempe. Det påtog de sig at udføre etc.
36.Fremdeles spurgte rådssendebudene kongen, om man, hvis de selv kom til hertugen, kunne finde endnu en måde, hvorpå man kunne fastsætte stilstand indtil pinse (30. maj 1417). Man bønfaldt og bad indtrængende hans nåde, om hans nåde ville tale herom. Endvidere spurgte de, om man kunne fastlægge, at alle ting skulle sættes i bero, så han ikke befæstede (sine besiddelser) etc. Dette bad de om at få at vide. Dertil lod kongen svare efter rådslagning, at han gerne efter bøn fra stæderne ville gøre det inden jul: det skulle ikke komme an på det. Og hvad der igen skete stæderne, det skulle de ufortøvet skrive til ham. Fremdeles sagde han uden rådsslagning, at han ville befæste, som det passede ham, og til enhver tid lade befæste, hvad der var hans. Det var hans agt at befæste det, så det kunne gå i arv til til børnebørn og forblive ved riget etc. Dette påtog stæderne sig at bringe videre til hertugen og arbejde for det etc.
37.Fremdeles bad hr. kongen, om de ville tage breve med til deres stæder og der sige, at han ville byde sig til rette og bad sig til rette hos stæderne etc. Dertil blev svaret, at det ville være nyttigere at sende hans eget bud derom på grund af mistillid. Og det tilkom ikke dem at gøre sådan, som han selv synes var bedst.
38.Hermed drog de til Flensborg på vor kære Frues fødselsdag.
39.Næstfølgende onsdag (9. september) imellem Rendsborg og Gottorp mødte hertugen af Slesvigs præst stæderne og lod dem forstå, at hans herre hertugen bad dem ride til Plön. De svarede ham, at det var ubekvemt for dem etc. De ville gerne vente på ham i 2 dage i Segeberg og skrive til ham herom. Således blev der skrevet til ham, at de ville vente på ham i 2 dage etc.
40.Om torsdagen (10. september) indløb et svar fra hr. hertugen til stæderne i Segeberg, at han allerede havde indskibet sine heste etc, som herefter står skrevet .
41.Fremdeles aftalte stæderne at holde et møde i Wismar næstkommende søndag før næstkommende hellig Kors dag om tre uger (4. oktober), hvor man skal tale om et brev, som skal skrives til hr. kongen, som førskrevet står.
42.Fremdeles for at tale om pengene til lejesoldaterne.
43.Fremdeles blev det aftalt at tale om forøgelse og styrkelse af forsvaret til søs etc.