Efter beskyldningerne og anklagen fra Heinrich, Adolf og Gerhard, hertuger til Slesvig og grever til Holsten osv., hvori de skriver mod den højbårne fyrste hr. Erik, konge af Danmark osv., om hertugdømmet Slesvig, og hvad der dertil hører, og efter den førnævnte konges skriftligt udfærdigede svar til de udvalgte voldgiftsmænd, nemlig til os Bernd, hertug af Braunschweig og Lüneburg, Erich, hertug af Sachsen, Engern og Westfalen, og Adolf, greve af Holsten, Stormarn og Schauenburg, med de mange ord, som svaret indeholder, imod den sandhed, som er kendt vidt og bredt i overensstemmelse med, hvad hertugerne siger, erklærer vi følgende:

Det skal være vitterligt, at hertugdømmet Jylland med dets grænseområder, inden for hvilke Gottorp ligger, samt Flensborg og Nyhus, alle slotte, stæder, landområder og folk med alt, hvad dertil hører, og som ligger i hertugdømmet, Glambæk og landet Femern med alle rettigheder og alt, hvad dertil hører, som går mange år tilbage, i umindelige tider har været i de holstenske herrers varetægt som deres brugelige ejendom, altså som deres arvelen, sådan som hertugerne skriver. Derfor afgør vi som ret, på kongens klage og hertugernes og de holstenske herrers svar, at vi ikke ved noget mere rigtigt, nemlig på grund af den lange tid, hvori de har haft det førnævnte i deres besiddelse, hvorfor vi således erklærer følgende for ret: Kan hertugerne bevidne og bevise deres len og varetægt, sådan som det står beskrevet i det følgende, med deres hånd; og kan de bevidne selve lensbesiddelsen med syv hæderlige personers ed på deres ret ved helgener, sådan som det er ret, eller ved skriftlige vidnesbyrd, dvs. med åbne beseglede breve, så må de fortsat beholde deres len og det, som de har i deres besiddelse, selv hvis kongen eller en anden ville frakende dem det eller uretmæssigt ville berøve dem det, for den almindelige beskrevne ret indeholder i anden bog, kap. 24, følgende: ”Man må ikke uddrive nogen fra sin ejendom fra rettens side, selv om han måtte være kommet i besiddelse af denne uretmæssigt; derimod skal den frakendes ham med retmæssig klage, hvor han selv er tilstede osv”. Alt dette, som er nævnt tidligere, og hvad kongen eller hans folk (ellers) har taget fra de førnævnte hertuger eller fra deres undersåtter på uretmæssig vis og med vold, det skal de i henhold til loven levere tilbage til dem i deres eje til eget brug – kvit og frit – med bod og bedring for alle fredsbrud i henhold til fredsbrudsretten, og de skal godtgøre og udbedre yderligere skader med penge og med ret.

Endvidere vedrørende Flensborg og Nyhus og alt, hvad der hører til det førskrevne hertugdømme, som er givet kongen i pant, og for hvilket han har udstedt breve: Selv om kongen skriver, at han har erhvervet sig det med det påskud, at det skulle tilhøre Gud og Danmarks krone og Rige og ham, og fordi ingen konge kunne forlene det osv., så erklærer vi følgende for ret: Hvad kongen har i sin varetægt som pant af hertugdømmet, det må han ikke beholde længere, end hvad der gælder i henhold til pantet. Har kongen derudover fået breve angående pantet, og har han selv givet breve desangående, så skal man på begge sider holde det, som brevene indeholder, idet retten vil, at fordringshaveren ikke skal bedrages.

Og eftersom hertugerne skriver, at det blev forhandlet og afgjort mellem kongen på den ene side og deres slægtning, grev Heinrich, og dem på den anden – man havde opfyldt og ydet tilfredsstillelse for aftalen over for kongen, sådan som man gjorde med Flensborg og Nyhus på baggrund af hans fordringer – at han så straks ville svare dem og grev Heinrich og godtgøre deres skade i så stor udstrækning, som han var pligtig til i henhold til retten, og at han ikke yderligere skulle udøve nogen som helst form for tvang eller vold mod dem og deres undersåtter i hertugdømmet Jylland osv. Dertil erklærer vi følgende: Kan hertugerne bevise aftalen med deres forhandlere, som har været med og tilstede under forhandlingerne, og er aftalen ikke blevet holdt over for dem, og er der ikke blevet ydet bod og bedring for deres skader, så skal man fremover holde aftalen og bøde for deres skader, som er kendt vidt og bredt, med penge og med ret.

Således skriver hertugerne også, hvordan det er blevet aftalt og afgjort, at man skulle nedrive det ”bjerg”, som var blevet bygget ved Flensborg – hvorimod kongen imidlertid skriver, at det skulle være ukendt for ham, sådan som hans svar viser – og hertugerne har beseglede breve derpå, som hertug Ulrich af Stargard, som dengang var i dronningens råd, og tilstede ved forhandlingerne; hertug Ulrichs besegling tjente til vidnesbyrd for, at han dømte, at man skulle nedrive bjerget osv. Derfor erklærer vi følgende for ret: Hvis alt det, som de kan bevise med den førnævnte hertug Ulrichs brev, som han har erklæret for ret, ikke er sket, så skal man fremover gøre det over for ham i henhold til retten. Og hvis der er sket hertugerne nogen skade på den baggrund, eller lider de derved skade, som kan bevises, som følge af, at ”bjerget” ikke er blevet revet ned, så har kongen pligt til at bøde derfor med penge og med ret.

Hertugerne skriver videre angående Kobberbjerget, som er givet dem i pant, hvoraf der tilkommer dem en årlig rente på titusind mark lødigt sølv, og angående Gotland, som var givet dem i pant ved åbne beseglede breve, og at kong Christoffer vedblev at skylde dem tyvetusind lødige mark, ligeledes kong Erik af Sverige tretusind mark sølv, ligeledes kong Magnus og kong Håkon af Sverige og af Norge 100 lødige mark sølv i kølnsk vægt – for alle disse forhold har de ifølge dem selv åbne beseglede breve, og de hævder derfor, at man skal overholde brevene over for dem i henhold til deres indhold, eller at man skal annulere dem retmæssigt. Derfor erklærer vi følgende for ret: Åbne beseglede breve skal man overholde i overensstemmelse med deres indhold, såfremt man ikke kan annullere dem ved ret.

Hertugerne skriver også om den ekstraskat på Frisland, som dronningen lod opkræve, hvoraf halvdelen imidlertid skulle komme dem til gode, som beløb sig til omkring 800 engelske pund, med undtagelse af Ejdersted; heraf tilbageholdt hun deres halvdel, som til stadighed tilbageholdes, hvilket vitterlig kan bevises. Herimod svarer kongen, at dronningen er dér, hvor Gud vil have hende osv. Hertil erklærer vi følgende for ret: Alt, hvad dronningen således har tilbageholdt, det skal hendes efterkommere, dvs. kongen, betale og give tilbage til hertugerne.

Ligeledes har hertugerne skrevet i deres klage og beskyldning om benævnte skader, som er blevet påført dem og deres folk af kongen og kongens folk, som flere gange bliver nævnt i deres klage, hvor og hvem det er hændt for, hvilket kongen har fortiet i sit svar og undladt at svare på med et retmæssigt svar. Hertil erklærer vi følgende for ret: Eftersom kongen har undladt at svare med et retmæssigt svar vedrørende de nævnte skyldsforhold, så skal han bøde skylden med ret.

At vi, de førskrevne voldgiftsmænd, ikke kender til noget mere retfærdigt i henhold til den førskrevne anklage og beskyldning, det bevidner vi med vore segl, som er trykt forneden på dette skrift, som er skrevet i år 1400 efter Guds fødsel, derefter i det enogtyvende år, om onsdagen efter helliglegemsdag.