I Herrens navn amen.

Her følger de edsvorne vidneforklaringer på vegne af den særdeles berømmelige herre og fyrste hr. Erik, af Guds nåde konge af Danmark osv., i nærvær af den fremragende doktor i retsvidenskab hr. Ludovicus de Cataneis fra Verona, rådgiver og særlig udsending for vor allernådigste og særdeles ubesejrede fyrste og herre, hr. Sigismund, af Guds nåde romernes konge osv. Vidnerne blev ført frem og modtaget, og de blev taget i ed og afhørt hver for sig af selve hr. Ludovicus i sagen og sagerne, der pågår imellem den særdeles berømmelige herre, hr. kongen af Danmark osv., på den ene side og de berømmelige herrer, hertugerne af Slesvig osv., på den anden, i kraft af aftalen om at lade vor nævnte herre, hr. Romernes konge osv., fælde dom. Vidnesbyrdene blev nedskrevet af mig Antonius de Pisis, offentlig notar og disse sagers skriver, særligt udpeget af selve vor allernådigste hr. konge.

Den allerærværdigste fader i Kristus og herre, hr. Peder, af Guds nåde ærkebiskop af Lund, osv. blev indkaldt og fremført som vidne og svor efter prælaters skik, som beskrevet ovenfor. Han var mindst 65 år, efter han sagde, og således fremstod han også ud fra sit udseende. Og han blev nøje afhørt og udspurgt af førnævnte fremragende doktor i retsvidenskab og kommissær, hr. Ludovicus, på latin angående den strålende fyrstes og herres, hr. kongen af Danmark og så videre, anklage og klage, som var oversat til latin fra tysk af vor allernådigste hr. romernes konges tolke, særligt udpeget hertil.

Angående det første punkt i kongens anklage indledte hr. Peder med under sin samme ed, at han dog med hensyn til anklagens ordlyd og hele sagen med sikkerhed vidste, at landet Sønderjylland, som på latin hedder Jutia australis, og alle byer, slotte, landsbyer og alle andre lokaliteter, således Slesvig, Gottorp, Flensborg, Dänischwold og alle andre steder i nævnte land, med rette hører under og tilhører og hørte under og tilhørte kongen af Danmarks rige, herredømme og dennes krone, og at dette har været tilfældet, siden Danmark kaldtes et rige..

Han blev spurgt om, hvordan han kunne vide det dette. Hertil svarede han, at det var fordi, Danmarks rige havde sine love, sine sædvaner og sin forfatning, som var udstedt af selve rigets indbyggere, og de der beboede det nævnte land Sønderjylland anvendte samme love, sædvaner og forfatning, og lod sig styre heraf, som i Nørrejylland, hvilket han havde iagttaget igennem hele sit liv og især ignnem de sidste halvtreds år, der var i frisk erindring, og han kunne også konstatere det ud fra autoritative og troværdige krøniker. Endvidere havde han set adskillige privilegier med immunitet og øvrige gunstbevillinger udstedt af de danske konger til klostre og øvrige institutioner i førnævnte land Sønderjylland.

Følgende var under kong Valdemar af Danmarks herredømme og i hans besiddelse: Slottet Haderslev, hvis bestyrelse han overdrog en vis Henneke Witkop, slottet Åbenrå, som blev betroet til en vis Spiker, slottet Lilletønder blev overdraget til en vis Peffse som nævnt. Dette købte greverne Heinrich og Claus, de nuværende grevers forgængere, imod rigsforstandernes og indbyggeres vilje.

Da han blev spurgt om, hvornår dette fandt sted, sagde han, at det var cirka 46 år siden efter hr. kong Valdemars død, og at de nævnte holstenske herrer besidder nævnte slotte, slottene Gottorp og Slesvig og adskillige andre steder med urette, fordi de har haft disse, nemlig Slesvig og Gottorp, i pant, og selv om de er blevet tilbudt indløsning herfor, ville og vil de ikke udlevere pantet. At dette vitterligt er pant har han set i breve udstedt af førnævnte grever Heinrich og Claus, i hvilke de erklærer at have det i pant. Til disse breve henviste han også, da han fremførte, at øen Als med alle sine slotte, steder og tilliggender hører til og har tilhørt Danmarks rige og krone altid og til enhver tid, som udtrykt ovenfor.

Han blev spurgt om, hvorfor han vidste dette. Hertil svarede han, at hans viden skyldtes det forhold, at på nævnte ø tilhørte slottene – på nær tre – førhen det danske rige som nævnt ovenfor, og dem havde kong Valdemar haft, besiddet og ejet, og han havde været deres herre. Til høvedsmænd for slottene havde han haft hr. Jakob Olufsen, ridder, dernæst hr. Niels Rusere og dennes broder Peder Rukenhoge og til sidst hr. Henning Meinerstorp, som mod sin ære og mod rigsforstandernes vilje solgte slottene og øen til holstenergreverne Heinrich og Claus efter kongen var død.

Han blev spurgt om, hvordan han kunne vide dette. Hertil svarede han, at han havde set det ske og vidste udmærket og sikkert, hvordan det forholdt sig med det foregående og lignende.

Han blev udspurgt om Friesland. Hertil svarede han, at Friesland ligger op ad Sønderjylland, og at det er en del af Danmarks rige og hører til dette ligesom de øvrige førnævnte steder og Sønderjylland.

Om skellene og Sønderjyllands grænser sagde han, at Danmarks rige gik til floden Ejderen, Leventzau og til forsvarsværket Dannevirke. Dette var den yderste grænse.

Adspurgt om, hvordan han kunne vide dette, sagde han, at han vidste det førnævnte, fordi han havde set det, og fordi det var almindelig kendt af alle: De (friserne) benytter kongerigets love og forordninger som nævnt ovenfor.

Han blev fremdeles spurgt, om han kendte noget til, at faderen til de nuværende grever, brødrene Heinrich, Adolf og Gerhard, nogensinde skulle have været forlenet med Slesvig, Gottorp eller noget andet land eller slot i Sønderjylland, på øen Als eller i førnævnte Friesland af nogen konge af Danmark. Hertil svarede han, at han ikke vidste eller havde hørt, at førnævnte grevers fader, bedstefader eller oldefader eller nogen som helst anden af deres forgængere skulle have haft det førnævnte eller dele heraf som len.

Han blev spurgt, om den nuværende konge af Danmark, hr. Erik, konge osv., havde forlenet de nuværende grever eller nogen af deres forgængere med noget slot eller land, eller bekræftet andres forlening i denne henseende, til hvilket han svarede, at det havde han ikke hørt og vidste ikke noget om.

Han blev spurgt om, hvorvidt de konger, der har været hidtil fra gammel eller ny tid ved sædvane, hævd eller rigets lov har kunnet give en by, et slot eller en landsby til len i Danmarks rige, især hvad Sønderjylland og de dermed forbundne territorier i Friesland og øen Als angik. Han svarede, at han aldrig havde erfaret, at nogen dansk konge havde givet noget i len til nogen, om end det var almindeligt at pantsætte og genindløse slotte og steder; det var ligeledes almindeligt at overdrage slotte og steder til riddere og deres tjenere for deres tjeneste i et vist stykke tid, herunder også for livstid for visse særlige udviste og fremtidige tjenester.

Han blev spurgt, om Danmarks konge eller dennes forgænger har kunnet give et slot eller en lokalitet i len, hvortil han svarede nej.

Han blev spurgt, hvordan han kunne vide det, hvortil han svarede, at det aldrig har været sædvane i nævnte rige, og at det aldrig var blevet gjort.

Således, når Danmarks konger antages, lover de ikke at afhænde eller formindske rigets gods og dette tillades dem ikke undtagen i de tilfælde, hvor det drejer sig om stiftelser af kirker eller gaver til samme, og han vidste, at dette altid var blevet overholdt.

Adspurgt forklarede han endvidere: Hvis nogen i henhold til Danmarks riges landskabslove på noget tidspunkt skulle formå at opnå adkomst til og erhverve (gods), krævede det, at han erhvervede dette ved ret adkomst og god tro og fra den sande og lovlige ejer. Til spørgsmålet om, hvordan han vidste dette, sagde han, at han havde set, at de danske landskabslove fastsatte det således, og at de fungerede sådan.

Han sagde fremdeles, at det forholdt sig således ifølge kongerigets lov og sædvane, at, hvis en anklager kunne bevise sin anklage imod den anklagede, blev der ifølge samme lov og sædvane ikke givet den anklagede yderligere mulighed for at forsvare sig. Dette blev holdt i hævd.

Ligeledes adspurgt i denne henseende sagde han, at hvem som helst der var anklaget for ulovligt at have usurperet hus, mark, territorium, slot, by eller andet, ville blive fradømt dette ved en domstol, og han ville blive dømt til at yde erstatning af alt det oppebårne i det mindste fra det tidspunkt, hvor anklagen blev indgivet, og fra den tid, retsstriden blev påbegyndt. Sådan forholdt det sig ifølge dansk lov.

Endvidere, forklarede han, havde det forholdt sig og forholder sig sådan ifølge rigets ret, at hvem som helst der af nogen anklages for skade, kontraktbrud eller gæld, han skal erklære sig skyldig eller ikke-skyldig i anklagen, således at han ikke kan undskylde sig under skjul af at være uvidende i anklagen, men snarere tvinges til retten efter kongedømmets love. Således havde han altid set og hørt, at det forholdt sig, og i tidens løb har han selv handlet i overensstemmelse hermed.N

Adspurgt i henhold til modpartens spørgsmål, sagde han, at han var undersåt i Danmarks rige, og at han aldrig havde erfaret, at der skulle have været et særligt hertugdømme ved navn Slesvig eller Jylland.N

Han blev spurgt, om han var fjende af modparten, til hvilket han svarede nej.

Adspurgt om de generelle forhold af hr. kommissæren svarede han, at hans vidnesbyrd ikke skyldtes had, lidenskab, betaling, bønner eller frygt. Ej heller håbede han på nogen fordel heraf, hans vidnesbyrd var ikke instrueret, ej heller havde han afstemt sit vidnesbyrd med andre vidner, han ønskede blot retfærdighed for sin part, og det blev pålagt ham ikke at gengive nærværende erklæring og udsagn, føren de er blevet offentliggjort.