I Herrens navn amen.

År 1424 efter samme herres fødsel, i den anden indiktion, sandelig den 10. maj om aftenen eller deromkring i vor allerhelligste fader og herre i Kristus, hr. Martin 5., ved Guds forsyn pave, syvende år, i Slesvig by, i huset tilhørende Heinrich Vegheboden, borger i samme by, indfandt den berømmelige fyrste og herre, hr. Heinrich, hertug af Slesvig, greve af Holsten, Stormarn og Schauenburg sig personligt i nærvær af den ærværdige herre og fader i Kristus, hr. Heinrich, biskop af Slesvig, hele Slesvig kirkes kapitel, borgmester og rådmænd i byen Slesvig, et stort antal af riddere og riddermæssige mænd samt mig, den offentlige notar, og nedentående vidner, særligt adspurgt og indkaldt til denne forretning.

Hertugen fremstillede, hvorledes han i går ved en kopi af en stævning var blevet indkaldt af Ludovicus de Cattaneis, for at han i dag på ovennævnte sted og tid skulle fremføre rettigheder, privilegier, breve, vidner og skrifter, som han ville anvende i sagerne imellem selve hr. hertugen af Slesvig og hans brødre på den ene side og den særdeles berømmelige fyrste og herre, hr. Erik, konge af Danmark osv.; den Ludovicus som udgiver sig for at være doktor i retsvidenskab og udsending for den særdeles berømte og allernådigste fyrste og herre, vor herre Sigismund Romernes konge osv., voldgiftsdommer i førnævnte sager, som pågår for ham.

Samme hr. hertug ville retfærdiggøre sig for sit eget og sine brødres vedkommende i den udstrækning, de skylder dette ud fra nævnte såkaldte stævning, og han spurgte nævnte gæstgiver, hos hvem den nævnte angivelige kommissær før har været indlogeret, således som det fremgik af gæstgiverens egen erklæring, om nævnte Ludovicus i dag var kommet hertil eller ej, eller om man endnu kunne håbe på dette. Hertil svarede gæstgiveren nej, hvorfor nævnte hertug højtideligt erklærede, at nævnte Ludovicus var udeblevet, og at det derfor ikke var hertugens skyld, at alle disse anliggender ikke kunne udføres forskriftsmæssigt.

For desto mere effektivt at afvikle forretningen fremviste han en del originale, velbevarede og ubeskadigede privilegier og breve, blandt hvilke tre i form af en vidisse var optaget her på bagsiden i deres oprindelige ordlyd, og endvidere fremførte han særdeles ærværdige og troværdige levende vidner i stort antal. Han erklærede, at han ville have fremført alle disse for den angivelige kommissær, hvis denne havde indfundet sig.

Han opnåede da på pligtskyldig anmodning, at de til brevene vedhæftede segl - i nævnte påståede kommissærs fravær og i øvrigt med henblik på sagens bedre behandling og udfald - blev anerkendt af de ærværdige herrer Johannes Houwenschild og Marquard Vlottow, kannikker i Slesvig. Dette skete efter befaling og stævning af den nævnte hr. biskop af Slesvig i dennes egenskab af kirkefyrste, da man ikke på det tidspunkt kunne få fat i nogen med større myndighed. Johannes og Marquard aflagde på en hver måde forskriftsmæssigt deres korporlige ed angående denne sag, befalet og stævnet som nævnt, ved berøring af de hellige skrifter i samme biskops hænder.

Derfor vidnede de på, at seglene tilhørte dem, som brevene og privilegierne sagde, de gjorde.

Til slut befalede hr. biskoppen på hr. hertugens indstændige anmodning mig, nedenstående notar, at jeg omhyggeligt under deltagelse af ovennævnte hr. Marquard skulle sammenligne de breve og privilegier, hvis ordlyd er transsumeret her på den anden side af den berømmelige fyrste og herre, hr. Wilhelm, hertug af Braunschweig osv., med deres sande originaler, der som sagt er blevet fremlagt og genkendt, og transsumere dem i flere eksemplarer, hvis nødvendigt. Og han udstedte sit biskoppelige dekret, hvori han ville og bestemte, at der både inden og uden for domstolene skulle vises samme tiltro til de både kopierede og undersøgte transsumpter, som til deres førnævnte ægte originaler.

Dette blev handlet ovennævnte år, indiktion, dag, måned, time, pontifikat og sted under tilstedeværelse af de ærværdige mænd, herrene Nicolaus Buterueld, kantor, Timme Boet og Hermann Denen, kanniker i Slesvig kirke, der var særligt hidkaldt og adspurgt som vidner til førnævnte forretninger.

I medfør af befalingen sammenlignede jeg nedennævnte notar den påfølgende dag sammen med hr. Marquard lydigt de tre på den anden side nedskrevne transsumpter med deres originaler på Gottorp slot, Slesvig stift, og jeg fandt, at transsumpter og breve stemte overens. Til stede sammesteds var de ærværdige og omsigtsfulde mænd, herrene magister Nicolaus Sachow, provst i Slesvig, og førnævnte Marquard, hidkaldt og adspurgt som vidner til denne forretning.

Om alt dette, i sin helhed og i hver enkelthed, anmodede nævnte berømmelige fyrste og herre, hr. Heinrich, hertug osv., at jeg nedenstående offentlige notar udfærdigede et eller flere offentlige instrumenter til ham.

Og fordi jeg Matheas Ditmari, klerk i Brandenburg stift, offentlig notar på kejserlig myndighed var til stede ved erklæringen, fremvisningen og fremlæggelsen af de originale breve og privilegier, fremføring af de nævnte vidner i forsamlingens midte, anerkendelse af seglenes gyldighed, sammenligningen, og udstedelsen af det biskoppelige dekret, i helheden såvel som i alle enkeltheder, medens de fandt sted som beskrevet, og så og hørte og udførte det, har jeg derfor udfærdiget, underskrevet og publiceret nærværende offentlige instrument, omhyggeligt skrevet af mig selv, og jeg har redigeret det i den offentlige form og signeret det med mit sædvanlige navn og mærke, hidkaldt og adspurgt dertil som troværdigt vidnesbyrd om det foregående i sin helhed og alle sine enkeltheder.