Alle og enhver, der ser nærværende skrivelse, Henricus, af Guds og Det apostoliske Sædes nåde biskop i Slesvig, evig hilsen i Herren og utvetydig troværdighed til nærværende skrivelse.

I dag indfandt den berømmelige fyrste og herre, hr. Heinrich, af Guds nåde hertug af Slesvig og greve af Holsten, Schauenburg og Stormarn, sig personligt i nærvær af os, en notar og vidner. Han forklarede, hvorledes en mængde ældre alderstegne herrer og andre i dag forsamlede sig på nedennævnte slot Gottorp i Slesvig stift: Disses vidnesbyrd havde han og hans brødre brug for i og uden for gejstlige såvel som verdslige retssager, nærmere bestemt angående nogle bestemte punkter, som følger herunder.

Og fordi man måtte frygte for disse alderstegne mænds død på grund af deres høje alder, og fordi visse dagligt tog del i krig og drab, anmodede samme berømmelige fyrste os ydmygt, om vi som udøver af den ordinære domsmyndighed i vort nævnte Slesvig stift og som kirkefyrste ville værdiges at hidkalde og stævne disse mænd til at indfinde sig i vort nærvær, at modtage dem med henblik på et vidnesbyrd, efter eden var blevet aflagt i deres midte, og at overbringe de samme mænds vidnesbyrd til fremtidigt minde under vort segl efter dette vidnesbyrds skriftfæstelse. I særdeleshed eftersom en frist var fastsat for ham til i går til at fremføre vidnesbyrd og øvrige ting, som det siges, i byen Slesvig. Fristen var fastsat af en vis Ludovicus de Catteneis, der gav sig ud for at være retslærd og udsending på vegne af den særdeles ophøjede og berømmelige fyrste og herre, hr. Sigismund, romernes osv. konge, altid rigets forøger, dommer i de sager, som pågår imellem hertugen og hans brødre på den ene side og den særdeles berømte fyrste og herre, hr. Erik, konge af Danmark osv. på den anden. Og da samme Ludovicus ikke havde indfundet sig i Slesvig for at modtage vidneforklaringen, blev der højtideligt aflagt erklæring herom i nærvær af os og nedenstående notar.

Idet vi således stillede os velvilligt over for denne anmodning, blev førnævnte mænd indkaldt af nedenstående notar på vores befaling til at indfinde sig i vores nærvær. Førnævnte hertug Heinrich angav navnene: Det drejer sig om de strenge mænd Skakke Rantzau, Detlev van Ahlefeld, Siegfried Sehested, Otto Sehested, Johann Stake, Lorenz Heesten, riddere, endvidere om Valdemar Wonsfled, Heinrich Smalstede, Henneke Itzehoe, Wulf van Ahlefeld, Marquard Droghediik, Henneke Mystorp, Henneke Swaff, Henneke Ratlow, Heine Daem, Detlef van Bukwolde ved Zirau, Marquard Breyde, Benedikt van Ahlefeld og Henneke Ketelhut, væbnere og riddermæssige mænd, bosiddende i Bremens, Lübecks og Slesvigs stifter. Disse vidner blev fremført af førnævnte herre hertugen og modtaget af os; disses død måtte man frygte på grund af deres alderdom, såvel som på grund af det forhold, som blev nævnt, at de hyppigt var involveret i krig og drab, som det fremgik af deres egen edelige erklæring og af deres udseende. Og for at sandhedsbeviset ikke skulle gå til grunde med dem har vi erfaret sandheden, som de kendte til angående nedenstående fire artikler; de aflagde enkeltvis og korporligt eden i deres midte om at ville sige sandheden. Dette skete på Guds hellige evangelier under berøring af de hellige skrifter i vores hænder og blev derefter udspurgt.

For det første at territoriet imellem Leventzau og Kolding bro, hvor Danmarks rige begynder, i så lang tid at ingen kan huske andet, har været og er et særligt hertugdømme almindeligvis kaldt og benævnt hertugdømmet Slesvig eller Jylland med sit særlige våben, nemlig to blå leoparder på et gult felt. Hertugdømmet omfatter bla. slottet Gottorp, byen Slesvig, slottet Nyhus, slottet Åbenrå med landsbyen, slottet Haderslev med landsbyen, landet Als med sine slotte, slottet Tønder og øvrige områder i Sønderjylland med Dänischwold og de mange frisiske herreder, som man kalder Herden på folkesproget, med adskillige andre øer og alle deres tilliggender. Efter sædvane forlener og overdrager den til enhver tid siddende konge af Danmark hertugdømmet som evigt len, arveligt fra fader til søn. Dette hertugdømme blev med alle sine tilliggender altid overdraget og skænket hertug Heinrichs og hans brødres forfædre som evigt len, arveligt fra fader til søn, så længe tilbage at ingen husker andet, og det var i deres fredelige besiddelse, indtil kong Erik for nylig påførte dem krigen. Og således er hertugdømmet blevet opfattet, husket og omtalt, hvilket er kendt og udbredt.

Alle de nævnte vidner erklærede, udspurgt enkeltvis som beskrevet, at denne den første artikel i alle sine dele var sand såvel som offentligt kendt og notorisk, efter hvad de havde set og hørt og hvad der menes.

For det andet at afdøde hertug Gerhard af Slesvig, salig ihukommelse, fader til førnævnte, nuværende herrer og hertuger, højtideligt blev forlenet med førnævnte hertugdømme med alle dets tilliggender og rettigheder som evigt len, arveligt fra fader til søn, for sig og sine legitime arvinger, med nedkastelse af fanerne, som det er skik. Forleningen blev foretaget for nylig på Nyborg slot af afdøde hr Oluf, salig ihukommelse, dengang konge af Danmark, under tilstedeværelse af hans moder, afdøde dronning Margrete, syv biskopper og adskillige andre af kongedømmet Danmarks verdslige råder. Ingen af dem modsagde handlingen; tværtimod bifaldt de udtrykkeligt. Derfor havde Gerhard fredeligt og roligt selve hertugdømet i besiddelse igennem hele sit liv, og han blev åbent og affentligt, almindeligt og notorisk regnet, kaldt og anset for hertug, hvilket var åbenlyst, almindeligt og offentligt kendt.

Denne den anden artikel sagde de nævnte vidner var sand på grundlag af almindelig viden.

Og sandelig vidnede nogle af dem, nemlig førnævnte Detlev van Ahlefeld, Lorenz Heesten, riddere, Valdemar Wonsfled, Marquard Droghedijk, Henneke Mystorp, Henneke Ratlow og Henneke Ketelhut, væbnere og riddermæssige mænd, udspurgt hver for sig som angivet, at denne artikel var sand på grundlag af selvsyn, fordi de bekræftede at have været til stede på Nyborg slot og overværet nedkastelsen af fanerne.

Fremdeles med hensyn til det tredje punkt angående tiden efter kong Olufs død og indsættelsen af hr. Erik, den førnævnte nuværende konge, i dennes sted: Selv samme herre, den nuværende kong Erik, modtog i Assens de nuværende slesvigske hertugers fader Gerhards hyldest og troskabsed med anledning i hertugdømmet Slesvig eller Jylland, og han bekræftede højtideligt og offentligt alt det, der var blevet aftalt og bevilget af hans forgængere kongerne af Danmark til hr. hertug Gerhard selv og dennes arvinger angående hertugdømmet. Denne den tredje artikel erklærede alle de førnævnte vidner for sand på grundlag af almindelig viden efter at være blevet udspurgt enkeltvis som nævnt; hertil sagde nogle af dem, dvs. Otto Sehested, Johann Stake, Lorenz Heesten, Siegfried Sehested, riddere, Henneke Itzehoe, Wulf van Ahlefeld, Marquard Droghedijk og Henneke Ketelhut, væbnere og riddermæssige mænd, at dette var sandt af den grund, at de havde været til stede i nævnte Assens landsby og på stedet – nemlig på torvet – hvor de havde set højtideligheden, udbredelsen af bannerne og tribunalets placering.

Fremdeles med hensyn til den fjerde artikel, nemlig at de nuværende hertuger, Heinrich, Adolf og Gerhard, adskillige og gentagne gange har tilbudt, at de ville indlade sig i en retssag og besvare førnævnte særdeles berømmelige herre, hr. Erik, konge osv., angående alt, han ville anklage dem for, og aldrig havde de nægtet at indlade sig i en retlig proces. Det var således ikke dem, der stod i vejen; tværtimod har kong Erik uoverlagt erklæret dem krig og åbenlyst og offentligt invaderet deres lande.

Denne den fjerde artikel erklærede alle de nævnte vidner for sand ud fra deres egen erfaring af førnævnte hændelser og på grundlag af den indlysende kendsgerning.

Med hensyn til førnævnte vidners udtalelser og vidneudsagn, der omhyggeligt er nedfældet på skrift, attesterer vi Henricus, ovennævnte biskop af Guds og Det apostoliske Sædes nåde, for alle, der vil se nærværende skrivelse, at de selv samme udtalelser og vidneudsagn således er blevet foretaget, afsagt og fremført i vort nærvær såvel i vores egenskab af den, der udøver den ordinære domsmyndighed i vort nævnte Slesvig stift, som i vores egenskab af kirkelig fyrste.

Til denne sags vidnesbyrd har jeg befalet at nærværende skrivelse eller nærværende offentlige instrument blev udfærdiget, underskrevet af nedennævnte notar og bestyrket med vedhæftelse af vort segl. Givet og afhandlet på Gottorp slot i førnævnte Slesvig stift år 1424 efter Herrens fødsel, den anden indiktion, den 11. maj i den sjette time eller deromkring, i vores herre den allerhelligste fader i Kristus hr. Martin 5.s, af Guds nåde pave, syvende år. Til stede sammesteds var de ærværdige mænd, herrerne Hermann Denen og Nicolaus Steenwere, kannikker i Slesvig domkirke som særligt hidkaldte og ligeledes adspurgte vidner til foregående handling.

Og fordi jeg Matthias Ditmari, klerk i Brandenburg stift, offentlig notar på kejserlig myndighed var til stede sammen med førnævnte vidner under fremførelsen af disse vidner, stævningen af dem, deres edsaflæggelse og afhøring og alt andet af det ovenstående, medens det blev bedrevet og skete som beskrevet, og så og hørte dette i sin helhed og sine enkeltheder, har jeg af den grund udfærdiget, publiceret og underskrevet nærværende offentlige instrument, omhyggeligt nedskrevet af mig selv, og jeg har redigeret det i denne offentlige form, signeret og befæstet det med mit sædvanlige og vante mærke og navn sammen med vedhæftelse af førnævnte ærværdige herre og fader i Kristus' hr. biskop Heinrichs segl, indkaldt og anmodet til bekræftelse og vidnesbyrd for alt og hvert af det ovenstående.