I Guds navn amen!

Vi Peder, af Guds nåde ærkebiskop i Lund, Sveriges primas og pavelig legat, afgør og dømmer, i året 1425 efter Vor Herres fødsel, mandag efter søndag Invocavit, i den tiende time inden middag, i Gråbrødreklostret i Lund – siddende til doms i sagen, som er mellem den højbårne fyrstinde, vor nådige frue, dronning Philippa, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, de Venders og Goters dronning og hertuginde af Pommern, på den ene side, og en hæderværdig fader i Kristus, hr. Ulrik, biskop i Århus, på den anden side, om tiltale og beskyldning efter biskop Bo, førnævnte biskop Ulriks nærmeste forgænger, hvis' sjæl Gud have; og særligt havende Gud for øje – efter råd fra de vise mænd, som da var tilstede og tilkaldte for at være vore bisiddere i sagen, nemlig de hæderværdige mænd, hr. Peder Akselsen, provst, hr. Jens Poulsen, ærkedegn, hr. Hans Vilhelmsen, kantor, og hr. Niels Isaksen, kannik i Lund, og flere andre gode mænd, som herefter står skrevet.

I det første punkt mellem vor nådige frue og biskop Ulrik, vedrørende stadfæstelsen i Rom da biskop Bo blev biskop o.s.v., dømmer vi således, at hvis det er sandt, hvad der siges, at en anden var udvalgt og udsendt af kapitlet, og at biskop Bo drog ud på sit eget eventyr og nød hjælp dertil, hvor han kunne få den, da kan han ikke påføre kirken noget erstatningsansvar, eftersom han blev biskop uden kapitlets tilsigelse eller indtrængende anmodning.

Ligeledes, vedrørende den takst, som det siges, at han betalte i Rom på biskop Peders vegne for Århus kirke, dømmer vi således, at hvis det kan bevises, hvad og hvor meget af den takst biskop Bo udredte, inden han kom hjem og fik bispedømmet i sin besiddelse, så må hans arvinger indkræve det; men hvad og hvor meget han betalte af den takst, efter han kom hjem og havde bispedømmet i fri besiddelse, det er ifølge retten foretaget med kirkens gods.

Ligeledes, vedrørende hans beneficium og andre kostbare gæstebud; der er ikke hjemmel i kirkeretten til, at en prælat bør besvære sin kirke eller sin efterfølger med sådanne omkostninger.

Ligeledes, om det, at biskop Bo købte Åkær og at hr. Jens Magnussen og Peder Magnussen lånte ham penge dertil; hvis disse ikke er tilbagebetalt, dømmer vi således, at hvis der er lovmedholdeligt bevis for, at det forholder sig således, skal det tilfalde arvingerne.

Ligeledes, om det bohave, som siges at være købt for biskop Bos egne penge, før han fik nogen af kirkens (midler); det skal også tilfalde arvingerne, hvis det kan bevises efter loven, såfremt det er forblevet i kirkens brug.

Ligeledes, om de 400 lybske mark af biskop Bos personlige midler, for hvilke det siges, at Åkær blev indløst; herom dømmer vi, at heraf skal så meget tilfalde arvingerne, som de efter loven kan bevise at have ret til.

Ligeledes, vedrørende de slotte og lande, om hvilke det nu er skrevet og siges, at han på egne vegne havde dem af kronen for at have ydet særlige tjenester; da ved vi ikke, hvad vi skal dømme om dette punkt på nuværende tidspunkt, før vor nådige frue o.s.v. lader os det forklare, mest fordi der før er skrevet og sagt, at han udelukkende havde disse slotte og lande på regnskab.

Ligeledes, om det gods, som det siges, at biskop Bo indløste til kirken; derom dømmer vi således, at det påhviler ham at gøre således efter kirkens og hans egen formåen; skylder han nogen nogle af de penge, som godset blev indløst for, skal den, som kræver pengene, bevise det og sige, at biskop Bo skyldte ham dem; og den, der har godset i besiddelse, skal betale i overensstemmelse hermed.

Ligeledes dømmer vi således om sølvsmedearbejder, som siges at være udført af biskop Bos søsters og hendes datters sølv, at hvad der efter loven kan bevises, at de udredte, og som er kommet i kirkens brug, og som de ikke har modtaget vederlag for, det skal tilkomme dem eller arvingerne.

Ligeledes dømmer vi således om skåle, sølvbeslagne horn og andre gaver, som han modtog, at det bør overvejes, om det blev givet ham på egne eller på embeds vegne; og derefter skal der derom dømmes i overensstemmelse med den tidligere udstedte bestemmelseN

Ligeledes dømmer vi nu således om det løsøre, som biskop Bo havde på det tidspunkt, da han døde, i overensstemmelse med den tidligere udstedte bestemmelseN

Ligeledes eftersom der i mange af disse førnævnte punkter påberåbes vidnesbyrd, da bør vidnesbyrd foregå efter kirkeretten, nemlig med uforkastelige åbne breve, eller uforkastelige offentlige instrumenter, eller lavhævd efter loven, eller med forstandige, edsvorne vidner, uvildige og efterprøvede efter kirkeretten, og uberygtede dannemænd.

Givet ovennævnte år, dag og sted under vort sekret.