I faderens, sønnens, helligåndens, den hellige, udelelige treenigheds navn, amen. PederN af guds nåde ærkebiskop af Lund, Sveriges primas og det apostoliske sædes legat med hilsen i alles frelser til alle og enhver, prælater, abbeder, dekaner, provster, ærkedegne, kantorer, priorer, kapitler, klosterkonventer, sognepræster, kirkeforstandere, gejstlighed og gejstlige og alle andre Kristi hengivne såvel regelbunde som verdensgejstlige i byen, stiftet og kirkeprovinsen Lund.

På hyrdegerningen hviler hint omsorgens åg, at når der er rettet op på udskejelserne, skikkene er forbedret og dyderne er plantet, skal den med forsigtighedens årvågne hakke udrydde lasterne i den herrens vingård, den er betroet. Med godkendelse af det hellige koncil, som vi – omend uværdige – leder, fornyr vi derfor med vore brødre, de ærværdige herrer LaveN i Viborg, PederN i Børglum, JensN i Roskilde, NavneN i Odense, KristianN i Ribe og UlrikN i Århus af samme nåde kirkernes medbiskopper, vore lydbiskopper og bisiddere (til stede på vegne af hr. Henrik, biskop i Slesvig, var Herman Dene, kannik, og Johan Selle, evig vikar ved Slesvig Domkirke, som gav en undskyldning for samme biskops helbred, alderdom og lovlige forhindring, hvorimod ingen for øjeblikket er fremmødt på vegne af hr. biskoppen af Reval) nedenfor skrevne artikler af vor forgænger biskop PederN, tidligere ærkebiskop i Lund – salig ihukommelse – fra provinskoncilet i HelsingborgN.

<1> For det første: hvis nogen gør sig skyldig i sådan helligbrøde, at han fjendtligt forfølger en biskop fra kirkeprovinsen Danmark eller dræber, fængsler eller forviser ham eller gør fælles sag med den, som gør det, eller befaler, at det skal finde sted, eller godkender det, når det er sket, eller giver råd og støtte eller senere med viden herom huser eller forsvarer gerningsmanden eller ved trusler eller legemlige pinsler formaster sig til at fravriste biskopperne eller deres slægtninge eller pårørende eller venner skriftlige løfter, forsikringer eller forpligtelser af anden art, uanset ordenes formulering, også selvom de synes at indeholde et samtykke deri, som tilstår disse at være undskyldte og ansvarsfri for tilfangetagelse, vold og overgreb, forøvet mod biskopperne (hvilke skriftlige forsikringer vi, eftersom de er aftvunget ved vold og frygt, med nærværende koncils myndighed erklærer for at være ugyldige og tomme), da skal han, ligesom den der anklages for majestætsforbrydelse, bestandig være æreløs og ramt af forbandelsens evigtvarende brod. Og således gøres også ved selve handlingen dennes børn indtil andet slægtled i mandslinjen uskikkede til at opnå kirkelige beneficier i hele Lunde kirkeprovins i alle stifter og stæder, og uskikkede til for livstid eller for et bestemt tidsrum mod årlig afgift eller ved fri overdragelse, eller hvorledes de i øvrigt måtte have erhvervet adkomst eller skin af ret dertil, på nogen måde at opnå fogedier, jurisdiktioner, forvaltninger, åndelige eller timelige, borge, landsbyer, byer eller i det hele taget andre af kirkens besiddelser uanset deres benævnelse. Også hans jord, hvad enten han har den til ejendom eller har erhvervet den som pant eller på nogen anden vis, hans opholdssted samt andre steder, på hvilke biskoppen holdes fangen, eller hvor den, som holder ham fangen, opholder sig, og de steder, gennem hvilke han, som holder ham fangen, rejser, skal, så længe han opholder sig der, og tre dage efter at han er rejst derfra, medens fængslingen varer, med nærværende koncils myndighed være underkastet kirkeligt interdikt. Derfor skal gejstlige, som under sådanne fængslinger medvidende formaster sig til på steder under et sådant interdikt at afholde gudstjeneste – eller rettere profanere det guddommelige – foruden den bandlysningsdom, som de efter vor vilje pådrager sig, med ovennævnte myndighed ved selve handlingen være berøvede alle deres kirkelige beneficier, hvert og et, og være uskikkede til at opnå lignende eller andre kirkelige beneficier overhovedet.

<2> Fremdeles, når en hvilken som helst prælat eller kannik fra en hvilken som helst katedral- eller kollegiatkirke i vor provins eller en anden person med regelbunden eller verdslig dignitet ved djævelens tilskyndelse fængsles eller dræbes, såres, piskes, lemlæstes eller på anden vis behandles uværdigt af lægfolk eller andre uden mandat fra den stedlige biskop, og der foreligger håndgribeligt bevis herfor, da skal gudstjenestlige handlinger i almindelighed omgående ophøre i hele det stift, i hvilket den fængslede holdes fangen eller sådan udåd er begået, indtil den fængslede person er frigivet og passende erstatning og bøde tilbudt og betalt; og en sådan misdæder skal sammen med sine hjælpere og medskyldige, om hvem der foreligger håndgribeligt bevis, erklæres for midlertidigt bandlyst i hele vor kirkeprovins Danmark under trussel om de nedenfor antegnede straffe. Hvis derfor regelbundne eller verdslige, præster, klerke eller munke i vor provins uretmæssigt fængsles, lemlæstes eller udsættes for slag, og der foreligger håndgribeligt bevis derfor, da skal på samme måde indtil dennes frigivelse al gudstjeneste ophøre i hele det sogn, hvor en sådan fængslet holdes forvaret, samt hvor sådanne misdædere har bopæl, opholder sig eller gennemrejser og tre dage efter deres bortrejse derfra, og sådanne misdædere, om hvilke der foreligger håndgribeligt bevis, skal med navns nævnelse erklæres for bandlyste i hele et sådant stift, indtil passende erstatning er ydet.

<3> Ydermere (bestemmer og fastsætter vi), at alle og enhver, som raner kirkeligt gods eller indtægter og berøver klerke og kirkelige personer i vor kirkeprovins alle deres ejendele eller en nævneværdig del af samme eller røver afdøde klerkes gods eller uden tilladelse og samtykke fra prælater og kapitler pålægger deres undergivne uretmæssige skatter, afgifter og byrder eller tynger klerke og deres undergivne eller landboer med uretmæssigt gæsteri eller tilegner sig kirkelige indtægter eller tiender med vold eller fængsler mennesker, der søger tilflugt i kirker eller befinder sig inden for fredhellige steder, eller slæber dem ud derfra eller befaler, at de skal slæbes ud eller fængsles – undtagen i tilfælde, hvor der er retshjemmel herfor – eller gennem fratagelse af mad og drikke tvinger dem til at forlade de hellige steder, ved selve handlingen skal rammes af bandlysningsdom og offentligt i kirkerne, for så vidt der foreligger klart bevis herfor, med navns nævnelse erklæres for bandlyste og skal navnlig i dødens stund ikke kunne få syndsforladelse af nogen anden end stiftsbiskoppen, og efter der forinden er gjort tilbørlig fyldestgørelse, og i døden være kirkelig begravelse foruden.

<4> Fremdeles skal beneficierede gejstlige i de højere grader, som drister sig til at forvalte verdslige ombud, jurisdiktioner, eller fogedembeder, som er eller vil blive overdraget dem af lægfolk, som følge heraf suspenderes fra deres grader, ligesom de kirkelige beneficier, som de sidder inde med, skal fratages dem, med mindre de inden en måned fra bekendtgørelsen af denne forordning sørger for med fuld retsvirkning at nedlægge nævnte ombudsmandsembeder, jurisdiktioner eller fogedembeder, og hvis de ikke derpå inden 15 dage efter ovennævnte måneds forløb opgiver deres forhærdelse og med fuld retsvirkning giver helt og aldeles afkald på fornævnte ombud, jurisdiktioner og fogedembeder, skal de ved selve handlingen straks ifalde bandlysningsdom.

<5> Fremdeles, at i ægteskabssager må ingen anden end biskoppen driste sig til at fælde dom, hvis han er til stede og kan gøre det uden besvær, eller en retskyndig i hans sted, hvem han måtte overdrage pågældende sag.

I tillæg hertil fornyr vi følgende artikler, vedtaget på vor forgænger MogensN – lykkelig ihukommelse – tidligere ærkebiskops af Lund provinskoncil.N

<6> Vi bandlyser alle og enhver, som på grund af vinding, had eller nogens gunst eller af nogen anden grund drister sig at berøve kirkerne deres ret; ligeledes dem, som uretmæssigt røver afdøde klerkes gods og beriger sig; ligeledes dem, der sårer og dræber mennesker i byer eller kirker; også dem, der befæster kirker, kirketårne eller andre hellige steder og uden forespørgsel og samtykke fra de stedlige biskopper gør værn og fæstninger heraf; ligeledes dem, der skænder eller befaler at lade kirkegårde skænde; ligeledes dem, der gennem trusler eller tortur tvinger nogen til at undskylde eller kvittere sig for skade og uret påført biskopper, kirkelige eller præster, klerke eller disses husstande og landboer; ligeledes dem, der afbrænder eller krænker kirker eller forsøger at krænke eller forstyrre disses friheder.

<7> Fremdeles bandlyser vi gejstlige, som i sådanne misdæderes nærvær medvidende holder gudstjeneste, og ligeså erklærer vi gennem nærværende brev dem, der holder gudstjeneste således, for irregulære.N

<8> Ligeledes bandlyser vi dem, der i deres ondskab yder sådanne misdædere råd, hjælp eller samtykke, og ligeså dem, der forøver samme, hvad enten de befaler eller foranlediger, at det sker. Og ingen af fornævnte kan løses fra nævnte straffe undtagen af stiftsbiskoppen og ikke uden først at have ydet tilstrækkelig godtgørelse for tab og uret. Vi vil også, at alle personer, uanset ved hvilken værdighed eller fremragende stilling de udmærker sig, det være sig byernes eller stedernes borgerskaber og sammes rådmænd, som hindrer nogen i at fremføre sin klage for en kirkelig dommer og fastsætter bestemmelser mod gejstligheden og den kirkelige frihed, ved dette evige edikt straffes således, at personer, som for fremtiden begår noget sådant, på enhver måde ved selve handlingen skal hjemfalde til bandlysningsdom og borgerskaberne til interdiktsdom.

Dernæst tilføjer vi, Peder, fornævnte af guds nåde ærkebiskop af Lund, med godkendelse af det hellige koncil, som vi nu leder, til vore forgængeres fornævnte artikler, som fortsat skal stå ved magt, nedenfor skrevne artikler, som bestemmer: <9> Først, at alle sekulære og regelbundne klerke, som ved ærke- eller stiftsbiskoppelig ret er os underlagt, i messer og daglige bønner skal bede fromt til herren for vor ærede hr. Erik af guds nåde konge af Danmark, Sverige og Norge, hertug af Pommern, og hans berømmelige hustru og dronning, fru Filippa, og ligeså for dem, der for tiden har været konger og dronninger i Danmark, og for den kirkelige fred og bestandighed, så at Han for nærværende kan lede deres veje gennem deres befalingers stierN og fremover give dem de helliges løn.

<10> Fremdeles opfordrer og pålægger vi i herren kirkelige personer i vores provins alle som én, såvel regelbundne som verdslige, og befaler samme med strengt påbud og myndighed som ovenfor, at de bestandig skal bede ydmyge og fromme bønner til gud herren for folk, der stifter, opretter embeder, giver kirken gaver, for kirkeherrer og andre levende og døde velgørere i de kirker, klostre, nonneklostre og alle andre steder, de bor i, og ligeledes for den ophøjede fru Margrete, datter af kong Valdemar – god ihukommelse – forhen dronning over disse riger og den danske kirkes særlige velynderske.

<11> Fremdeles, at klerke i det hele taget skal forandre deres liv og vandel til det bedre og med stor omhu passe på det, som sammes stand og værdighed fordrer, og ikke blot skal anstrenge sig for at afholde sig fra det onde men også alskens ondskab. De skal afholde sig fra frådseri og drukkenskab, som er befordrende for løsagtighed. Under kanonisk straf er det forbudt at have offentlige samleversker i deres huse; de må ikke besøge beværtninger; de må ikke bære våben undtagen på rejse grundet nød og farer på vejene. De må ikke have rigt udsmykkede ærmer, der går ned til albuen. Med undtagelse af klæder, der er nødvendige på rejse, må de heller ikke under KonstanzerkonciletsN straf bære klæder, som er opslidsede bagtil eller i siderne; det vil sige, at de, der bærer sådanne klæder, skal være frataget oppebørsel af deres indtægter i en hel måned. Nonneklostrenes klausur må de under bandlysningsstraf efter tre forudgående påmindelser ikke driste sig til at betræde uden gyldig og åbenlys grund og tilladelse fra en overordnet. Samme nonner, hvorend i vor provins de befinder sig, pålægger vi strengt under bandlysningsstraf, at de ikke fremover må forlade deres klostre uden gyldig, nødvendig og tvingende grund og ikke uden at have søgt og opnået tilladelse af deres overordnede. Sognepræster skal således omhyggeligt bevogte og holde eukaristien, relikvierne og kirkernes udstyr i ordentlig og ren stand, navnlig de ting, der har med alterets brug at gøre. Hvis nogen uforsigtigt forsømmer dette, skal han suspenderes fra embedet i tre måneder. I øvrigt skal de omhyggeligt iagttage de forordninger, som de hellige kanoniske regler anviser. Hvis nogen forser sig med hensyn til fornævnte eller noget heraf, skal efter forudgående kanonisk varsel de stedlige stiftsbiskopper med trussel om kirkens straf ikke forsømme at sætte ind over for dem, endda så langt som til fratagelse af beneficier medsamt andre straffe, som efter kirkeretten tilføjes.

<12> Fremdeles skal de vide, at en biskop, som uden anbefalelsesbrev fra den, hvem det påhviler at udstede dette, medvidende udnævner en klerk fra et fremmed stift, suspenderes i et år efter gradens overdragelse. Derfor erklærer vi den således udnævnte for suspenderet fra udførelsen af det således modtagne embede, indtil han har fået dispensation af sin stiftsbiskop.

<13> Fremdeles bestemmer vi, at ingen præst må driste sig til at lade en ukendt eller fremmed klerk offentligt holde gudstjeneste i sin kirke, med mindre denne fremlægger udnævnelsesbrev eller brev fra stiftsbiskoppen eller dennes vikar, som skaber fuld tillid herom. Den, der handler modsat, straffes for hver tilladelse med en bøde på seks groter, som stilles til rådighed for domkirkens bygningsfond.

<14> Fremdeles må ingen biskop modtage, antage eller godkende nogen præst fra et fremmed stift uden den oprindelige biskops anbefalelsesbrev.

<15> Fremdeles, for at deres klæders pragt skal komme indefraN, må ingen gejstlig lade sit for udstyre med pels på nær deres klæders hætter eller kraver. Og følgelig må ingen gejstlig bære klæder med udvendig pels; i modsat fald skal de vide, at disse skal fratages dem af deres overordnede uden mulighed for tilbagelevering.

<16> Fremdeles, hvis nogen tillades at holde gudstjeneste ved et vejalter, lader vi forstå, at dette ikke må ske på et stormfuldt eller på anden måde farefuldt eller uanstændigt sted. Derfor, hvis nogen præst imod fornævnte bestemmelser drister sig til at holde gudstjeneste under påskud af en koncession, skal han i kraft af nærværende bestemmelse ved samme handling vide sig suspenderet fra messetjenesten i en måned.

<17> Fremdeles må ingen præst driste sig til at tillade et fremmed sognebarn skriftemål eller altergang uden tilladelse fra dennes egen præst. Derfor skal udefrakommende, fremmede og udlændinge modtage de kirkelige sakramenter af sognepræsten, i hvis sogn de opholder sig i, og ingen anden.

<18> Fremdeles påbyder og formaner vi strengt med myndighed som ovenfor, at ingen drabsmænd må gives syndsforladelse andetsteds end foran domkirkens dør, hvor disse med blottet ryg og fødder og blikket ydmygt rettet mod jorden under fuldstændig bekendelse af deres synd, pålægges frelsende bod i forhold til brøden. Ikke før et helt år er gået, nærmere bestemt på intet andet tidspunkt end SkærtorsdagN og på intet andet sted end i domkirken, må disse tillades indgang i kirken, og ej heller må bodsfastenN løsnes. Og ikke med mindre drabsmændene selv medbringer skriftligt vidnebyrd fra deres sognepræster, om at de oprigtigt gør bod og har fuldført boden eller deres del heraf, og ikke uden sikker og gyldig grund må stiftsbiskopperne lade dem dispensere. Og dersom en drabsmand ikke, inden der er gået seks måneder efter at have begået drabet, har fået bod på fornævnte måde, skal han i kraft af denne bestemmelse erklæres for bandlyst i hele stiftet.

<19> Fremdeles skal alle forsætlige drabsmænd og hver og en af deres medskyldige og medsammensvorne, som i den hensigt at dræbe, slå, fængsle, efterstræbe eller på anden måde volde skade angriber eller dræber nogen, modtage frelsende bodsstraf i forhold til deres brøde foran domkirkens døre. Og alle og enhver af disse, som med hensigt som ovenfor har deltaget i denne form for drab, skal personligt og enkeltvis tvinges til en bødestraf, den såkaldte 'bandsret' eller 'bandslet'.

<20> Fremdeles bestemmer vi, at der under den straf, som de hellige fædre har bestemtN, trofast og uden svig skal svares tiender af alt, især af marker, husdyr, bier, sild og andet sædvanligt fiskeri.

<21> Fremdeles, at de enkelte sognepræster i deres kirker tre gange årligt med navns nævnelse skal formane ugifte mænd og kvinder, som åbenlyst lever i utugt, at de enten skal skilles eller i stedet skal gifte sig. Hvis disse forsømmer at efterkomme denne frelsebringende formaning, skal de derefter, når et år er forløbet, udelukkes fra nadveren under den hellige fest, dvs. Påsken.

<22> Fremdeles, at ingen af biskopperne eller de laverestående prælater må gøre krav eller trænge sig ind på afdøde klerkes gods, ud over hvad samme skænkes frivilligt. Derimod deles afdøde klerkes utestamenterede gods efter de hellige kanoniske bestemmelser. Fremdeles opbevares gods af fremmede klerke, som er døde i vor provins, efter først gæld er betalt heraf og testamenter således pligtskyldigt er eksekveret af stiftsbiskoppen eller dennes befuldmægtigede, under trofast opsyn gennem år og dag, hvis samme afdødes retmæssige arvinger ikke er til stede og er lovligt forhindrede. Derefter, hvis samme arvinger, som det forudsættes, ikke er lovligt forhindrede og ikke indfinder sig inden for samme termin, skal godset anvendes til fromme formål efter de stedlige biskoppers valg.

<23> Fremdeles erklærer vi tiggerbrødre at være forpligtede til i overensstemmelse med den kanoniske rets bestemmelse at svare sognepræsterne den kanoniske del og en fjerdedel af begravelsesindtægter. Endvidere erklærer og forordner vi ikke desto mindre med nærværende koncils myndighed i dette anliggende disse tiggerbrødre for bestandigt forpligtede til betaling af nævnte, dvs. fjerdedelen og den kanoniske lod, med tilføjelse af den særlige bøde- og strafbestemmelse, at hvis fornævnte tiggerbrødre imod det her forudsatte og tilmed imod det apostoliske sædes buller åbenlyst afviser samme betaling, dvs. af fjerdedelen og den kanoniske del, skal derpå de ærværdige medbiskopper i vor provins og andre laverestående prælater eller disses officialer i deres jurisdiktioner, have fuld myndighed til at beslaglægge deres almisser, indtil de har fyldestgjort det, de skylder, og gjort sig fortjente til at opnå forsonelsens gave. Idet de andre straffe, som er anvist i de kanoniske bestemmelser og provinsbestemmelserne, skal forblive ved styrke og i kraft, skal samme tiggerbrødre ingenlunde tilstedes prædikehvervet eller modtagelsen af skriftemål, hvis ikke de efter lovens bestemmelse er blevet overdragede og godkendte. I øvrigt bestemmer vi, at Clemens'N dekret Super cathedram ukrænkeligt skal overholdes blandt prælater, sognepræster og tiggerbrødre, for at der i hele vor provins Lund kan blive større samdrægtighed blandt disse.

<24> Fremdeles skal afladshandlere, som på rejse gennem en biskops stift uden sammes brev og sikre tilladelse eller stadig efter at have fået dennes tilladelse og brev meddeler skændig og falsk aflad, fremover bebrejde sig selv, hvis de på befaling af biskopper eller prælater fængsles eller udsættes for inddragelse af de ting, som de har.

<25> Alle regelbundne, som uden at have fået sognepræstens særlige godkendelse drister sig til for klerke eller lægfolk at forvalte den sidste olies eller nadverens sakramente, at forrette ægtevielse, eller drister sig til at løse folk under interdikt eller bandlysning fra kanon eller fra domme, udstedt ved provins- eller synodalbestemmelser eller fra straf og skyld overhovedet, erklærer vi ved samme handling at have pådraget sig bandlysningsstraf, som kun kan løses af det apostoliske sæde.

<26> Fremdeles bestemmer vi under indtryk af nærværende koncils myndighed, at forvaltere af kirker, hospitaler, klostre eller fromme steder i vor provins, uanset hvilken stilling eller rang de indtager, fremover ingenlunde må sælge, pantsætte eller bortforpagte løsøre som gave, pantsættelse, salg, mageskifte eller forlening eller i form af bortforpagtning uden stiftsbiskoppens samtykke. Såfremt der handles herimod, skal aftalen ved samme handling være at regne for intet og ugyldig, og samme forvaltere skal af deres overordnede for evigt fratages deres forvaltningsembede. I øvrigt skal sådanne forvaltere, abbeder, priorer, provster, forstandere og hospitalsforvaltere samt deres steder, som er fritagne ved apostolisk men ikke stiftsbiskoppelig myndighed, visiteres af samme stiftsbiskopper, så ofte det er hensigtsmæssigt og betimeligt for at reformere sammes sæder, stilling og regler og for at aflægge regnskab om de indtægter og udgifter, med hvilke vi bebyrder stiftsbiskoppernes samvittighed. Men vi erklærer klostre, hospitaler eller andre fromme steder og alle kirker for underlagt de stedlige stiftsbiskopper, ligeledes hvad angår ind- og afsættelser af forvaltere i samme, med mindre de ved åbenbare privilegier kan godtgøre, at de er lovligt fritagne.

<27> Fremdeles bandlyser vi alle, der drister sig til at forstyrre kongens og rigets fred eller at krænke den danske kirkes kirkelige friheder eller at trænge ind på kirkernes besiddelser eller at lægge syndige hænder på disses gods, eller som til skade for den kirkelige frihed forsøger at indskrænke stedernes lovbekræftede og gamle retssædvaner vedrørende sognerettigheder til tiender, gaver og andre indtægter med disses tilliggender. Ligeledes (bandlyser vi) dem, som trænger sig ind på kirkelige beneficier, og dem, som ved verdslig magt eller anden vold holder disse besat. Men alle, der afbrænder eller bryder ind i kirker, troldkarle og troldkvinder, og dem, der benytter trolddomskunster, og forbrydere samt de, der foranstalter dette, bestemmer vi skal pådrage sig bandlysning ved selve handlingen.

<28> Derudover bandlyser vi alle dem, som af had eller for vindings skyld anklager nogen for falske forbrydelser, for hvilke der, hvis man dømmes retsligt, bør følge dødsstraf, landsforvisning, lemlæstelse, arveløshed, inddragelse af gods eller tilsværtning af ens gode navn. Men den, der fremfører noget til vanære af en anden, som forhåner (hans) vandel, straffes, med mindre han kan bevise dette, på kanonisk vis, og tvinges til at godtgøre den, der har lidt uret, i forhold til skylden.

<29> Fremdeles bestemmer vi, at den, som med krænkende forsæt åbenlyst undsiger en klerk, som har modtaget de gejstlige grader, ved samme handling skal være underlagt bandlysningsstraf, fra hvilken han ingenlunde, med mindre undsigelsen ophører og der er ydet passende erstatning for uretten, kan løses uden gennem stiftsbiskoppen. Sandelig skal den, som på forbryderisk vis krænker kirkens frihed eller skader, lemlæster eller dræber en gejstlig foruden de straffe, som er udtrykt ovenfor, ej heller nyde kirkens frihed.

<30> Fremdeles forbyder vi under trussel om bandlysning, at de, der er skyldige i kirkelige forbrydelser og ved sakramentalt skriftemål og syndsforladelse er blevet forligte med den kirkelige enhed, derefter fængsles, tilbageholdes eller får deres ejendom konfiskeret af nogen verdslig, med mindre der forinden er fældet dom herom af disses kirkedommer.

<31> Fremdeles skal klerke ikke stævnes til et verdsligt ting eller foran en verdslig dommer, men skal i enhver sag stævnes foran vedkommendes kirkedommer og lovformeligt retsforfølges sammesteds.

Fordi uvejrets pludselige ulykke ofte på foranledning af vor skyld opsuger de frugter, som ved himmelsk nåde sørger for menneskenes tarv, må man med forbønner og fromme bønner grådkvalt påkalde sig Kristi barmhjertighed. Og af den grund skal de enkelte præster straks, når de ser uvejret trueN, uden at afvente deres stiftsbiskops tilladelse vække deres undersåtters hengivenhed for processioner og ydmyge bønner.

<32> Fremdeles forordner vi under trussel om bandlysning, at læge fogeder, rådmænd, dommere eller verdslige jurisdiktioner, hvilke det end måtte være, ikke må driste sig til at oppebære eller inddrive penge- eller bødestraffe i kirkelige sager, og ikke på nogen måde anfægte samme kirkelige personers ret.

<33> Fremdeles erklærer vi ligeledes for bandlyste de fra kanon fritagne, som i tilfælde, hvor det ikke er tilladt, begraver døde på kirkegårde og i kirker under interdikt, eller som medvidende begraver åbenlyst bandlyste og personer, som med navns nævnelse er lyst under interdikt, eller åbenlyse ågerkarle. De, der afholder begravelse uden at have fået syndsforladelse, skal vide, at de har pådraget sig en irregularitet, fra hvilken de kun kan løses af paven.

<34> Fremdeles bestemmer vi, at festen for Sankt Anna, moder til jomfru Maria, guds moder, fremover skal afholdes hvert år som lands- og folkefestN i hele vor provins dagen efter samme jomfru Mariæ undfangelsesdagN.

<35> Fremdeles bestemmer vi, for at ingen skal kunne undskylde sig med uvidenhed om noget af fornævnte, at der i enhver domkirke i vor kirkeprovins, således som det er gammel skik, to gange om året afholdes en almindelig stiftssynode, på hvilken fornævnte bestemmelser forklares for gejstlighed og verdslighed på folkesproget.

Til vidnesbyrd om alle og enhver af disse fornævnte er vort segl vedhængt nærværende brev sammen med fornævnte vore ærværdige brødre med- og lydbiskoppers segl.

Givet og forhandlet i København 12. juli 1425.