1428

Dato	Sted	Regest
1428. 1. januar	Segeberg	Notarialinstrument, hvorved Adolf og Gerhard, hertuger af Slesvig og grever af Holsten, bekræfter biskoppen af Lübecks ret til at inddrive skatter fra sine ejendomme i Holsten.
1428. 4. januar	København	Kong Erik 7. af Pommern giver landsvist (dvs. ret til at opholde sig i riget på trods af fredløshed) til Salve Sverkerssön.
1428. 4. januar	Wismar	Hertuginde Katharina af Mecklenburg afsætter på egne og sine umyndige børn hertugerne Heinrich og Johanns vegne det gamle råd i byen Wismar, som uden det wismarske borgerskabs og det mecklenburgiske herskabs vidende har indladt sig på et forbund med kong Erik 7. af Pommern. Endvidere udstyrer hertuginden Wismars nyudnævnte råd med byens gamle rettigheder.
1428. 6. januar	Delmenhorst	Ærkebiskop Nicolaus af Bremen meddeler biskopperne i Ratzeburg, Slesvig og Lübeck samt kirken i Hamburg en kopi af et brev af Henricus, kardinalpresbyter af Sankt Eusebius, kaldet Kardinalen af England, hvori han opfordrer ærkebiskoppen af Bremen og hans suffraganer til at deltage i kampen mod husitterne i Böhmen og lover aflad for dette.
1428. 7. januar		Det pavelige kancellis optegnelse om at Theodericus Duvel er blevet fritaget for at betale annater af provstiet i Barvidsyssel i Slesvig stift.
1428. 16. januar		Dom i sagen mellem hertuginde Katharina af Mecklenburg og borgmestre og råd i Rostock, hvorved disses gods og ejendomme i Mecklenburg frakendes dem, fordi de har forskrevet byen Rostock til kong Erik 7. af Pommern.
1428. 23. januar	Københavns slot	Den offentlige notar Henricus Eybe bevidner, at ambassadører fra Novgorod over for kong Erik 7. af Pommern har erkendt, at købmænd og udsendinge fra hansestæderne har forsøgt at få dem til at gå i krig mod kong Erik og hans riger.
1428. 25. januar		Jens Nielsen (Løvenbalk) af Aunsbjerg, ridder, indgår en lejeaftale med provsten og domkapitlet i Viborg, således at han for sin levetid lejer hovedgården Tjeleris med alt tilliggende, samt Vore Mølle og ødegodset i Flarup og Gammelby marker, og desuden kannikkernes andel af Sønderup mark i Vammen sogn. Når møllen er opført, skal den årlige lejeafgift være seks øre korn af tre forskellige slags efter settingsskæppen; hvis den ikke er opført, skal lejeafgiften være fem øre korn. Lejeafgiften skal hvert år til den 4. søndag i fasten betales til provsten og domkapitlet, eller til den vikar, som holder den daglige messe ved Skt. Augustins alter i Viborg domkirke. Han må ikke udføre overdreven hugst i den tilhørende skov, medmindre tømmeret skal bruges til byggearbejde på godset. Efter hans død skal godset med alt tilhørende uden nogen indsigelse gives tilbage til domkapitlet.
1428. 28. januar	København	Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for de holstenske grevers udsendinge til det møde, som skal holdes 14. marts 1428 i Nykøbing på Falster eller i Falsterbo i Skåne mellem på den ene side kong Erik og på den anden side de holstenske herrer og de vendiske hansestæder. I lejdebrevet befuldmægtiger kong Erik endvidere den romerske konges udsending Nicolaus Stok til at udskyde mødet to til tre uger, hvis det skulle blive nødvendigt på grund af vejr og vind.
1428. 31. januar	København	Kong Erik 7. af Pommerns lejdebrev for de vendiske hansestæders udsendinge til det møde, som skal holdes i Nykøbing på Falster eller i Falsterbo i Skåne mellem på den ene side kong Erik og på den anden side de holstenske herrer og de vendiske hansestæder. I lejdebrevet befuldmægtiger kong Erik endvidere den romerske konges udsending Nicolaus Stok til at udsætte mødet, hvis det bliver nødvendigt på grund af vejr og vind. Alle, der er i Nicolaus Stoks selskab eller kommer i hans ærinde, skal være omfattet af lejdet.
1428. 1. februar	Rom, Santi Apostoli	Paven bekræfter cistercienserordenens privilegier.
1428. 5. februar	København	Kong Erik 7. af Pommern skriver til højmesteren for Den Tyske Orden Paul v. Rusdorf. Kong Erik meddeler, at han for nylig har haft besøg af udsendinge fra nogle af hans fjender, nemlig udsendinge fra Novgorod samt andre russiske udsendinge. Disse udsendinge fremsatte det krav over for kong Erik, at han enten skulle overdrage russerne de lande, som kong Eriks forfædre for længe siden havde erobret fra russerne, hvorved de pågældende lande vel at mærke var blevet bragt til den kristne tro, eller lave en evig fredsaftale med russerne. Såfremt kong Erik ikke går ind på nogen af russernes krav, vil det ifølge de russiske udsendinge betyde, at der er åben krig imellem kong Erik og russerne efter 23. maj 1428. Kong Erik meddeler endvidere højmesteren, at han blev meget forbavset over denne trussel om krig fremsat af de russiske udsendinge, idet russerne ikke tidligere har fremsat sådanne krav og trusler. Dog fik kong Erik i nærværelse af sit råd og den romerske konges udsending at vide af de russiske udsendinge, at årsagen til, at de nu optrådte på denne måde, var, at de hanseatiske købmænd i Novgorod havde tilskyndet dem til at fremsætte både det nævnte krav og truslen om åben krig. Således kan højmesteren ifølge kong Erik se, hvorledes hanseaterne, som er kong Eriks fjender, ikke alene forsøger at vende kristne fyrster og byer imod kong Erik, men også hedninge, hvorved hanseaterne bevidst svækker den kristne tro samt styrker hedningene. Endvidere meddeler kong Erik, at han, idet det er meget ubelejligt for ham på nuværende tidspunkt at føre krig mod både russerne og hansestæderne, ønsker at høre, hvad højmesteren mener om russernes krav om en evig fred imellem kong Erik og russerne. I denne forbindelse gør kong Erik højmesteren opmærksom på, at denne uheldige situation alene er opstået på grund af, at de hanseatiske købmænd har opildnet og styrket russerne i deres sag. Endelig meddeler kong Erik, at han af sine råder i Sverige er blevet gjort opmærksom på, at hans svenske undersåtter, som rejser til og fra højmesterens områder og havne i både Preussen og Livland bliver chikaneret samt udsat for overgreb af såvel hanseater som højmesterens folk, hvilket kong Erik er blevet meget forbavset over. Af den årsag beder kong Erik højmesteren om at sikre, at overgrebene på hans undersåtter ophører, samt at de af hans undersåtter, som har været udsat for overgreb, får erstatning herfor.
1428. 13. februar	Braunschweig	Rådet i Braunschweig skriver til borgmestrene i Lüneburg. Rådet i Braunschweig meddeler, at det har modtaget borgmestrene i Lüneburgs brev, i hvilket de beder borgmestrene i Braunschweig om at sende deres mening om og anvisninger i sagen vedrørende Tideman Steen, borgmester i Lübeck og hanseatisk flådefører, der i sommeren 1427 sejlede ud af Øresund med resterne af den hanseatiske flåde efter den hamborgske flådeafdelings nederlag til kong Erik 7. af Pommerns flåde, hvilket resulterede i, at den biscayiske flåde blev erobret af kong Erik. Ifølge borgmestrene i Lüneburg skulle rådet i Lübeck have befalet Tideman Steen at blive i Øresund med hele den hanseatiske flåde, indtil den biscayiske og den preussiske flåde var sejlet igennem Øresund. Herefter skulle Tideman Steen selv afgøre, hvad der var bedst at foretage sig med hensyn til den hanseatiske flåde. Da den hamborgske afdeling af den hanseatiske flåde imidlertid led nederlag til kong Eriks flåde i Øresund, beordrede Tideman Steen resten af den hanseatiske flåde til at forlade Øresund, hvorved den biscayiske flåde blev efterladt fuldstændig ubeskyttet imod kong Eriks folk. De borgere og handelsfolk, som derved har mistet deres gods, som var ombord på de biscayiske skibe, har nu anklaget Tideman Steen for at have handlet imod rådet i Lübecks ordre om at blive i Øresund, indtil den biscayiske og den preussiske flåde var sejlet forbi. Tideman Steen har imidlertid forsvaret sig imod disse anklager under hansedagen i Lübeck, hvor også hertug Adolf af Slesvig var til stede, idet Tideman Steen har forklaret, at man efter den hamborgske flådeafdelings nederlag samlede resten af den hanseatiske flåde i Øresund for at drøfte, hvorledes man kunne undgå, at der skete større skade. Problemet for den hanseatiske flåde bestod på dette tidspunkt desuden i, at folkene fra Stralsund ikke var ankommet til Øresund, således som det ellers var blevet aftalt. Endvidere frygtede man, at kong Erik grundet den kongelige flådes store sejr over den hamborgske flådeafdeling havde fået mod på flere angreb, såfremt man lod den hanseatiske flåde blive i Øresund, samt at sådanne angreb ville gøre skaden endnu større. Endelig kom man på baggrund af drøftelserne frem til det resultat, at den preussiske flåde var meget vigtigere og kostbarere end den biscayiske flåde, hvorfor det i første omgang gjaldt om at beskytte den preussiske flåde. Derfor besluttede man for det første at sende bud til den bicayiske flåde om ikke at sejle igennem Øresund og for det andet at lade resten af den hanseatiske flåde sejle til Bornholm for dér at vente på den preussiske flåde, således at den ikke ville falde i kong Eriks hænder. Endvidere ville man på vejen til Bornholm forsøge, om man kunne forenes med skibene fra Stralsund. Endelig har Tideman Steen oplyst, at alle de udsendinge fra de andre hansestæder, som var til stede under hansedagen, har bekræftet over for ham selv og Johann Russenberg, rådsherre i Lübeck, at det er foregået præcist, som Tideman Steen har forklaret det. På denne baggrund erklærer rådet i Braunschweig, at Tideman Steen har handlet korrekt i henhold til den ordre, som han har fået af rådet i Lübeck, hvorfor han må anses for at være uskyldig. For det første er beslutningen om at forlade Øresund truffet efter drøftelser mellem Tideman Steen og de andre hansestæders befalingsmænd i Øresund. For det andet var Tideman Steens ordre om at beskytte både den biscayiske og den preussiske flåde betinget af hjælpen fra de andre hansestæder, men eftersom den hamborgske flådeafdeling led nederlag til kong Eriks flåde, og eftersom folkene fra Stralsund slet ikke kom, var det umuligt for Tideman Steen at adlyde rådet i Lübecks ordre, og ingen er forpligtet af det, som er umuligt. For det tredje har Tideman Steen gjort ret i at forsøge at begrænse skaden. For det fjerde er det forkert, at Tideman Steen nu skal lide nød, blot fordi han har forsøgt at adlyde rådet i Lübecks ordre. Han har sat både sit gods og sit liv på spil for at adlyde ordren, og han har ikke haft nogen personlig gavn heraf.
[1428.] 25. februar		Rådet i Köln skriver til rådet i Lübeck. Rådet i Köln har modtaget rådet i Lübecks skrivelse om indkaldelse til et møde i Lüneburg den 14. marts. Desuden beklager rådet i Köln over for hansestæderne, at der er udbrudt krig imellem dem og kong Erik 7. af Pommern. Endvidere meddeler rådet i Köln, at det af flere forskellige årsager ikke har mulighed for at sende folk fra Köln til hansedagen i Lüneburg. For det første er det grundet de mange optøjer i området omkring Köln samt krigen mellem hansestæderne og kong Erik ikke sikkert af sende folk fra Köln til hansestæderne. For det andet er rådet i Köln belastet af den krigsskat, som er blevet pålagt det grundet krigen mod hussitterne. For det tredje er rådet i Köln belastet af den skat, som det skal betale til den romerske konges kejserkroning.
[1428. 26. februar]		Rådet i Hildesheim meddeler rådet i Lübeck, at det vil gøre alt, hvad det kan, for at deltage i den hansedag, som skal holdes 14. marts 1428 i Lüneburg vedrørende krigen mellem hansestæderne og kong Erik 7. af Pommern.
1428. 29. februar	Ålstrup	Erik 7. af Pommern tildømmer på rettertinget Jens Andersen Nyp det gods, som denne har købt af Niels Avesen Bay.
1428. 29. februar		Sevid Butze, kannik i Lund, skøder Anders Strangesen (Gagge), kannik i Lund, sin stenhusgård i Sankt Jakobs sogn i Lund og erklærer at have modtaget fuld betaling for den.
1428. 6. marts	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. tillader Hans Krøpelin, væbner i Roskilde stift, at lade holde messe før daggry.
1428. 7. marts	København	Erik 7. af Pommern tager Tommarp kloster under sin beskyttelse.
1428. [8. marts eller 20. december]		Bodil Nielsdatter i Erslev, enke efter Palle Jensen, overdrager Jens Bagge de andele af Hallendrup, som hendes mand havde i pant af hr. Svend Udsen.
1428. 11. marts	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. bevilger en supplik af Cristianus Clot, klerk fra Roskilde stift, om at få provision på sognekirken i Bergen på Rügen i Roskilde stift, ledig ved Martinus Butzows død, skønt Johannes Fantz har besiddet den i seks år, og skønt Cristianus Clot i forvejen har ventebrev.
1428. 13. marts	[Østjylland]	Lille Åge (Pedersen) af Kærbygård skøder en gård med alt tilliggende i Skødstrup sogn, som giver to øre korn i skyld, til kapitlet ved Århus domkirke for 120 mark lybsk. Oluf, provst i Århus, har allerede fået den samme gård i pant fra Lille Ove for 60 mark lybsk. Da kapitlet skal indløse gården, har Ove modtaget et beløb på 180 mark lybsk. Udover denne betaling til Lille Ove skal kapitlet afholde en årtid for ham og hans hustru, Gunver, til evig tid.
1428. 13. marts	Rom, Santi Apostoli	Skolaren Nicolaus Ricardi fra Uppsala stift, som i kong Eriks tjeneste har været med i krige, får dispensation til at lade sig indvie til alle de gejstlige grader.
1428. 18. marts	Musse herredsting	Et tingsvidne af Musse herredsting om, at Jens Bagge har pantsat Jens Henningsen retten til at hugge et vognlæs brænde – et "vognshug" – i Vester Ulslev skov for 12 skilling grot. Pantet kan ikke indløses i 20 år.
1428. 19. marts		På kong Erik 7. af Pommerns myndighed indkalder den romerske konges udsending Nicolaus Stok de holstenske grever Adolf og Gerhard samt de seks hansestæder Lübeck, Hamburg, Rostock, Stralsund, Lüneburg og Wismar til et møde den 11. april i Falsterbo for at forhandle om en fred mellem dem og kong Erik 7. af Pommern. Stok har ligeledes på kong Eriks myndighed bemyndigelse til at udsætte mødet en uge, hvis udsendingene ikke kan nå frem pga. vind og vejr.
1428. 25. marts	Skam herred	Tingsvidne af Skam herredsting om, at det jordstykke i Bårdesø, hvorpå hr. Niels bor, har i over 100 år tilhørt Vor Frue alter i Hundstrup (nu Krogsbølle) kirke.
1428. 26. marts	København	Jens Hemmingsen, evig vikar ved Vor Frue kirke i København, stifter sammesteds en sjælemesse for sig og sine slægtninge. Messen skal hvert år holdes i Vor Frue kirkes kor for to skilling grot.
1428. 27. marts	København	Lejebrev på den gård, som hr. Jens Hemmingsen gav til Vor Frue kirke i København for en sjælemesse. Lejeren og hans hustru skal hvert år i afgift til Københavns domkapitel betale to skilling grot for Jens Hemmingsens sjælemesse. Efter deres død skal deres børn have lejemålet mod en årlig afgift på fire skilling grot, hvoraf de to skal være for Jens Hemmingsens sjælemesse og de to for en sjælemesse for lejeren og hans hustru. Efter børnenes død skal gården med bygninger, forbedringer og tilliggender vende tilbage til domkapitlet på den betingelse, at dette hvert år holder den nævnte sjælemesse sammen med Jens Hemmingsens.
1428. 8. april	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. bevilger en supplik af Henricus Scriptoris, klerk i Slesvig stift, som i forvejen har dispensation til at blive indviet til alle gejstlige grader og opnå et embede med sjælesorg til trods for sin illegitime fødsel som søn af en præst og en ugift kvinde, om at få dispensation til hermed at forene fire yderligere embeder, med ret til at bytte dem til andre.
1428. 10. april	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. bevilger en supplik af Johannes Eymerii, præst fra Riga stift, om absolution for den skyld, han havde pådraget sig ved at have del i sin kokkepige Elisabeths død, og dispensation til at virke i sine gejstlige grader; dog er bevilligen indskrænket til, at han ikke må gøre altertjeneste. Mens Johannes Eymerii opholdt sig i København og havde Elisabeth i sin faste tjeneste, afskedigede han hende af forskellige årsager, men da hun gjorde indvendinger, og fulgte efter Johannes ind i hans soveværelse, endte det med, at Johannes angreb hende med en kniv, hvis klinge faldt af skæftet. Da Elisabeth forsøgte at undvige, snublede og faldt hun, og ved et uheld ramte hun knivsbladet med halsen, og fem dage senere døde hun af sine sår. Da Johannes ikke har anden del i hendes død, anmoder han om absolution for en sikkerheds skyld og om at måtte virke i alle sine gejstlige grader og besidde et embede, også med sjælesorg.
1428. 11. april		Gyde Ingvarsdatter (Gris), enke efter Anders (Andersen) Skjold, skøder sin hovedgård, Herslev, til Skt. Agnete kloster i Roskilde som sjælegave for sig selv, sin mand og sine forældre. Hun har modtaget hovedgården fra sin mand som kompensation, fordi han havde solgt noget af hendes øvrige gods.
1428. 13. april		Kannik Henrik Stangeberg erklærer, at Peder Andersen har skødet en gård til kannik Anders Brok.
1428. 17. april		Notarialinstrument om Nicolaus Stocks overrækkelse af den romerske konges stævning til de krigsførende stæder. Nicolaus Stock red ud 200 skridt i Øresund nær København i nærheden af 11 orlogsskibe under ledelse af de holstenske høvedsmænd Ditlev Alefeld, Hartwig Split og Joachim Breyde samt Herman Westfal og Johann Bere fra Lübeck, Heinrich Quekel fra Stralsund, Johann Buro fra Rostock og øvrige råder fra Wismar, Lüneburg og Hamburg. Han anmoder om frit lejde for sig selv og for kong Erik 7. af Pommerns forhandlere til et møde i Falsterbo, som han hævder, man på rådhuset i Lübeck den 18. marts havde lovet ham, således at borgmestre og rådmænd ville indfinde sig i de holstenske grevers navn og på egne vegne. Mødet skulle finde sted 11. april eller, hvis man blev forhindret af vind og vejr, 18. april. Mødet, hævdede Stock, var fastsat i henhold til et brev om forhandlinger imellem kong Erik på den ene side og de krigsførende stæder og holstenerne på den anden. Det brev havde Stok overrakt stæderne, hvilket notaren (dvs. Paulus Gumprecht) selv bevidnede, havde fundet sted. Ditlev Alefeld svarede ham, at hverken holstenske grever eller de førnævnte byer vidste noget om et møde, ej heller havde borgmestre og råd i byerne givet dem besked om et sådant møde, men Stock ville altid have frit lejde. Og Ditlev og Johann Ber tilføjede, at de i sandhed vidste, at ingen kom til møde i Falsterbo på vegne af holstenerne eller byerne. Derimod var de givet i opdrag af førnævnte byers borgmestre og rådmænd at modtage et nyt lejdebrev fra kongen af Danmark, når et sådant blev fremlagt, og at befordre dette videre til de nævnte byer. Da overrakte Stock en kopi af førnævnte beseglede brev til rådsudsendingene fra Lübeck. Han hævdede, at det var skrevet med Lübecks byskrivers egen hånd, og at det endda var byerne selv, der havde dikteret det. De svarede ikke noget hertil, og han forlangte brevet tilbage for at kunne bevise sin anklage, når det blev nødvendigt, som han sagde, og tilføjede, at han ikke havde forladt Lübeck uden holstenernes og byernes beseglede breve om mødet, hvis han havde vidst, at de ikke ville overholde, hvad de sagde, og han havde ikke stillet sig tilfreds med ord alene. Ordlyden af brevet på tysk gengives herefter. Stock læste nu ordlyden af kongen af Danmarks beseglede lejdeskrivelse, som han hævdede at have overdraget førnævnte rådsudsendinge og rådmænd i Lübeck. Ordlyden af brevet gengives herefter. Overdragelsen og oplæsningen af disse breve står ganske fast for notaren (dvs. Paulus Gumprecht). Stock tilføjede, hvorledes stæderne selv var blevet enige med ham om tid og sted for mødet, hvilket udtrykkeligt fremgik af ordlyden af den første skrivelse. Atter tilføjede Stock over for råderne og rådsudsendingene, at kongen af Danmark var rede til at adlyde den romerske konges beseglede breve med befaling om at indgå fred i overensstemmelse med det, han selv (dvs. Stock) havde sagt til greverne og stæderne på rådhuset i Lübeck. Ditlev svarede ham i førnævnte byers navn, at byerne selv ville adlyde, men de havde dog sagt til hr. doktoren, at de hverken ville forhandle om lejde til kongen eller til doktoren selv. Stock spurgte, hvordan byerne kunne sige, at de ville adlyde, når han selv i romernes konges navn såvel mundtligt som skriftligt havde befalet de holstenske grever og nævnte byer under rigens band og andre straffe, at de skulle trække deres soldater til lands og til vands tilbage og fuldstændigt afholde sig fra at strides og kæmpe med kongen af Danmark og hans undersåtter og stille sig tilfreds med retten; men Stock havde set det stik modsatte, nemlig at holstenerne og byerne var draget imod Danmarks rige med hele deres krigsmagt, havde forårsaget brand, tilfangetagelse og drab på kongen af Danmarks undersåtter og fremdeles gjorde dette. Stock tilføjede, at ingen af byerne havde nævnt noget yderligere i denne sag til ham, efter de havde modtaget nævnte breve, hvorefter han straks havde forladt Lübeck. Efter ordvekslingen erklærede Stock dem for ulydige og fremrakte romernes konges stævning til byerne repræsenteret ved rådmanden Johann Bere fra Lübeck, som, da han så det kongelige segl, straks ville give den tilbage til Stock, som imidlertid insisterede på, at han skulle beholde den. Derpå sagde Ditlev Alefeld til nævnte Johann Bere, at han skulle smide stævningen i vandet; de omkringstående råbte, at den skulle placeres på ankertovet. På Stocks gentagne opfordring til at læse stævningen nægtede de og forsøgte at få ham til at tage den tilbage. Derpå forkyndte Stock stævningen mundtligt. Han sagde, at den romerske konge stævnede byerne til at komme til sit hof hundrede dage, efter at de havde modtaget stævningen, for at forsvare, hvorfor de ikke adlød hans befaling. Derpå spurgte Hermann Westfal og Johannes Ber, hvorfor Stock ikke havde præsenteret stæderne for stævningen i Lübeck. Stock svarede: Fordi stæderne ved den lejlighed havde sagt at de ville adlyde den romerske konges befaling; men nu havde han erfaret det stik modsatte, hvorfor han gav dem stævningen nu. Derpå erklærede Stock, at han havde opfyldt sin mission og drog bort fra skibene. Ordlyden af stævningen på tysk følger herefter. Stock anmodede om at få udfærdiget et instrument om begivenhederne. Datoformel. Notarerklæring af Paulus Gumprecht.
1428. 18. april		Nicolaus Stoks beretning om sine forsøg på at mægle i striden mellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og de holstenske grever og hansestæderne på den anden side. Beretningen indeholder følgende punkter: 1) Nicolaus Stok blev 4. juli 1427 i Kronstadt i Würzland af den romerske konge Sigismund udnævnt til mægler i striden mellem kong Erik på den ene side og de holstenske grever Heinrich, Adolf og Gerhard samt hansestæderne Lübeck, Hamburg, Stralsund, Rostock, Wismar og Lüneburg på den anden side. Den romerske konge gav således Nicolaus Stok i opdrag at forsøge at forlige de stridende parter. Derfor rejste Nicolaus Stok afsted mod Lübeck, hvortil han ankom 7. oktober 1427. Derefter lod Nicolaus Stok indkalde de andre hansestæder til Lübeck, således at de kunne høre og forholde sig til det, som han havde fået i opdrag af den romerske konge. 2) Da de andre hansestæder var kommet til Lübeck, holdt Nicolaus Stok 20. oktober 1427 et møde med dem på rådhuset i Lübeck. På dette møde forklarede han dem, at den romerske konge havde sendt ham afsted for at forlige de stridende parter af flere årsager. For det første fordi det gjorde den romerske konge ondt, at der var krig mellem hans kære broder kong Erik på den ene side og holstenerne og de førnævnte stæder i Det Hellige Romerske Rige på den anden side, samt at det gjorde ham ondt, at kristne menneskers blod blev udgydt på grund af denne krig. For det andet fordi krigen både svækkede den kristne tro og udgjorde en hån mod Gud, Jomfru Maria og hele den himmelske hærskare. For det tredje fordi krigen styrkede og glædede alle Guds og Det Hellige Romerske Riges fjender, nemlig husitterne i Bøhmen, tyrkerne, taterne, russerne og hedningene. For det fjerde fordi sørøverne i Østersøen skadede hele det kristne samfund. Således fortalte Nicolaus Stok hansestæderne, at den romerske konge var forbløffet over, at hansestæderne ville føre krig mod hans kære broder kong Erik og dennes riger og undersåtter, idet det var i strid med det fredsforbund, som hansestæderne havde indgået med kong Erik, og idet krigen var i strid med al ret, alle kejserlige love og hele den kristne orden, som foreskriver, at ingen må være dommer i egne sager. Endvidere meddelte Nicolaus Stok, at den romerske konge var forbløffet over, at hansestæderne ønskede at hjælpe de holstenske herrer, som ellers optrådte ulydigt over for Gud og Det Hellige Romerske Rige, idet de handlede imod den guddommelige befaling, som var udgået fra den romerske konge, og som de holstenske herrer selv havde forpligtet sig til at følge. Da nu kong Erik havde bedt kristenhedens to hoveder, nemlig paven og den romerske konge om, at retten måtte ske fyldest, erklærede den romerske konge, at han ville være kong Erik mægtig til ret, forlig og fred. Derfor havde den romerske konge nu meddelt dette til paven, kurfyrsterne og de andre fyrster i Det Hellige Romerske Rige, rigets gejstlige og verdslige herrer, rigsstæderne, ridderne samt væbnerne. Endvidere meddelte Nicolaus Stok på den romerske konges befaling hansestæderne samme konges beslutning om, at der skulle holdes fred med kong Erik i seks år fra nu af, samt at den romerske konge ville gøre alt, hvad han kunne, for at forlige kong Erik og hansestæderne, når blot freden etableredes. Endvidere beordrede Nicolaus Stok på den romerske konges befaling hansestæderne til inden for fem uger at hjemkalde alle de krigsfolk, som de måtte have til lands eller til vands i krigen mod kong Erik, samt til helt og holdent at afstå fra nogen former for krigshandlinger mod kong Erik. Endvidere beordrede Nicolaus Stok, at begge parters krigsfanger skulle gives fri i løbet af freden uden krav om løsepenge. Endvidere beordrede Nicolaus Stok, at begge parter skulle forblive ved deres gamle privilegier og sædvaner, og at begge parter skulle have et venskabeligt forhold under hele fredsperioden. Endelig indskærpede Nicolaus Stok over for hansestæderne, at de skulle efterkomme den romerske konges befaling, idet de skriftligt havde aflagt løfte om at være tro og lydige mod den romerske konge og Det Hellige Romerske Rige. Til større vidnesbyrd om disse meddelelser gav Nicolaus Stok hansestæderne den romerske konges skriftlige beseglede befaling om at holde fred. Endvidere meddelte Nicolaus Stok hansestæderne, at han havde fået i opdrag af den romerske konge at offentliggøre den romerske konges beslutning for kong Erik og de holstenske herrer. Såfremt den ene part blev erklæret ulydig, ville den romerske konge få paven samt kurfyrsterne, alle de andre fyrster, byerne, ridderne, væbnerne og alle undersåtter i Det Hellige Romerske Rige til at hjælpe den lydige part imod den ulydige part. Endvidere ville den romerske konge lyse den ulydige part i band samt offentligt erklære, at den ulydige part havde hjulpet og styrket kætterne. I den forbindelse berettede Nicolaus Stok, at der gik meget lang tid, førend hansestæderne svarede på det, som han havde meddelt dem. 3) Derefter rejste Nicolaus Stok til de holstenske herrer, hvor han 28. oktober 1427 i Reinfeld kloster meddelte dem den romerske konges beslutning, således som han havde gjort det over for hansestæderne. Den 13. november 1427 uden for Lübeck gav de holstenske herrer Nicolaus Stok det svar, at de ikke kunne holde fred med kong Erik eller komme til noget møde med ham, såfremt han ikke gav dem deres fædrene arv samt hansekøbmændene det gods tilbage, som han med urette havde frarøvet dem. De holstenske herrers udtalelse ville Nicolaus Stok imidlertid ikke acceptere som et svar af forskellige årsager, som han forklarede dem, hvorfor han gentagne gange krævede et nyt svar fra de holstenske herrer. 4) Den 30. november 1427 svarede de holstenske herrer i nærværelse af Lübecks biskop samt flere borgmestre og rådsmedlemmer fra Lübeck og Hamburg, at de ville være lydige mod den romerske konge. Endvidere sagde de, at Nicolaus Stok skulle rejse til kong Erik for at høre, om kong Erik også ville være lydig mod den romerske konge. Når Nicolaus Stok kom tilbage, ville de holstenske herrer og hansestæderne give ham et fælles svar, som ville behage den romerske konge. Men derefter fik Nicolaus Stok aldrig noget andet svar fra de holstenske herrer. 5) Nytårsdag 1428, da der således var gået 13 uger, siden Nicolaus Stok ankom til Lübeck, fik han et fælles svar fra hansestæderne på rådhuset i Lübeck. De erklærede, at de ville være lydige mod den hellige kirkes og den romerske konges beslutning samt den romerske konges befaling om at holde fred med kong Erik i seks år. Endvidere erklærede de, at de ville frigive krigsfangerne i denne periode, samt at alle parter skulle forblive ved deres gamle privilegier, samt at man skulle have lov til at besøge kong Eriks riger i hele fredsperioden. Derfor ønskede hansestæderne, at Nicolaus Stok rejste til kong Erik for at forhøre sig hos ham, om han også ville følge det, som den romerske konge havde besluttet og befalet. Endvidere ønskede de, at Nicolaus Stok skulle bringe kong Eriks svar på denne forespørgsel samt kongens lejdebreve tilbage til dem. Endvidere ønskede hansestæderne, at Nicolaus Stok snarest skulle arrangere et møde med kong Erik i Flensborg for dér at besegle freden. Endelig meddelte hansestæderne, at de endnu ikke kunne kalde deres krigsfolk hjem, samt at det for øvrigt heller ikke var sædvane dér i landet at gøre det, førend de havde sikkerhed for, at kong Erik ville holde fred med dem. Herpå ønskede Nicolaus Stok, at hansestæderne skulle udfærdige breve indeholdende dette deres svar til ham, således at han kunne vise den romerske konge og kong Erik hansestædernes svar. Hertil svarede hansestæderne imidlertid, at de ikke havde for vane at nedfælde deres svar på skrift, og at det heller aldrig havde været sådan, at hansestæderne ikke havde holdt, hvad de lovede. 6) Derefter red Nicolaus Stok 6. januar 1428 fra Lübeck til kong Erik. Han fortalte nu kong Erik, hvorfor han var blevet udsendt af den romerske konge, og han meddelte kong Erik den romerske konges beslutning og befaling om at holde fred. Endelig meddelte Nicolaus Stok kong Erik de svar, som de holstenske herrer og hansestæderne havde givet ham. Dette skete 24. januar 1428. Den 25. januar 1428 gav kong Erik Nicolaus Stok det svar, at han intet havde imod at gøre det for hele kristenhedens og den romerske konges skyld, hvorfor han ville følge den romerske konges beslutning og befaling. Derpå bad kong Erik Nicolaus Stok om at tage de holstenske herrer og hansestæderne med til et fredsmøde på et belejligt sted. På dette møde ville Nicolaus Stok så kunne høre, hvem der var lydig mod den romerske konges beslutning, og endvidere ville han kunne nedfælde på skrift, hvad der blev besluttet. Derpå fastlagde kong Erik og Nicolaus Stok mødet til 14. marts 1428. I forlængelse heraf gav kong Erik Nicolaus Stok lejdebreve til både de holstenske herrer og hansestæderne. Endvidere fik Nicolaus Stok af kong Erik bemyndigelse til at udskyde mødet to, tre eller fire uger. Endvidere erklærede kong Erik over for Nicolaus Stok, at han helt og holdent ville holde op med at bekrige sine modstandere, således som den romerske konge ønskede, således at alle parter kunne deltage i fredsmødet. Endelig ønskede kong Erik, at Nicolaus Stok skulle bringe denne besked videre til de holstenske herrer og hansestæderne. Derpå skulle Nicolaus Stok give kong Erik besked om det svar, som kong Eriks modstandere måtte give Nicolaus Stok, således at kong Erik kunne rette sig efter det. 7) Derpå red Nicolaus Stok til Slesvig (by), hvor han 15. februar 1428 holdt møde med de holstenske herrer. Her fortalte Nicolaus Stok de holstenske herrer, at kong Erik havde erklæret, at han ville følge den romerske konges beslutning og befaling om at holde fred, samt at kong Erik sammen med Nicolaus Stok selv ville deltage i et fredsmøde på et belejligt sted. Til dette fredsmøde ville kong Erik medbringe sine frænder, som skulle forhandle for ham, og kong Erik ønskede, at de holstenske herrer ville gøre det samme. Såfremt man ikke ville kunne nå frem til en løsning på mødet, ville kong Erik lade det være op til begge parters frænder at aftale, hvorledes freden kunne blive etableret, således at man ville kunne se, at kong Erik ikke havde forbrudt sig mod den romerske konges beslutning og befaling. Hertil svarede den ældste af de holstenske herrer, at den romerske konge ikke havde bemyndigelse til at udsende Nicolaus Stok i dette anliggende. Nicolaus Stok nævnte nu over for ham, at dette var bedrag, men det endte med, at han erklærede over for Nicolaus Stok, at han nu havde i sinde at tilbageerobre sin fædrene arv med sværdet. 8) Derefter fortalte Nicolaus Stok den førnævnte holstenske herre, at hansestæderne havde indvilget i at holde fred. Desuden fortalte Nicolaus Stok hansestæderne, at kong Erik helt og holdent ville følge den romerske konges befaling om at holde fred, samt at kong Erik ville holde et møde med dem på et belejligt sted, hvortil kong Erik ville medbringe sine frænder som forhandlere, hvorfor han håbede, at hansestæderne også ville gøre det samme. Hvad enten man under disse forhandlinger kunne komme til et resultat eller ej, skulle freden ifølge kong Erik alligevel bestå i hele den føromtalte fredsperiode på seks år. Endvidere sagde Nicolaus Stok til hansestæderne, at kong Erik havde bemyndiget ham til at indkalde hansestæderne og de holstenske herrer til mødet, såfremt de ville indstille krigen. Derfor gav de holstenske herrer og hansestæderne 4. marts 1428 Nicolaus Stok tilsagn om, at de ville holde et fredsmøde sammen med kong Erik i Falsterbo, samt at de ville lade deres krigsfolk blive hjemme, og at de ville rejse til Falsterbo sammen med Nicolaus Stok. 9) Den 14. marts 1428, da man skulle til at sejle mod Falsterbo, gav de holstenske herrer og hansestæderne imidlertid Nicolaus Stok et helt andet svar. Nu fortalte de Nicolaus Stok, at deres handelsfolk var på havet, og at disse ville være udsat for overgreb fra kong Eriks side, mens de holstenske herrer og hansestæderne deltog i fredsmødet. Endvidere mente de holstenske herrer og hansestæderne, at de ikke ville kunne nå at deltage i mødet, da mødet var blevet berammet til midfaste. Endvidere erklærede de, at de ikke havde tiltro til kong Eriks erklæring om, at han ønskede at holde fred med dem. Endelig erklærede de, at de ikke kunne lade deres krigsfolk blive hjemme. Hertil svarede Nicolaus Stok følgende: For det første havde de opholdt ham uforholdsmæssigt længe. For det andet havde han skaffet præcis de svar og lejdebreve fra kong Erik, som de havde udbedt sig. For det tredje kunne han have skaffet dem kong Eriks svar på skrift, hvis blot de havde været villige til at afgive deres svar skriftligt. For det fjerde var det ikke godt at forhandle under banneret og sværdet. For det femte spillede det ingen rolle, til hvilket tidspunkt mødet var blevet berammet, for han havde jo netop fået bemyndigelse af kong Erik til at udskyde mødet til umiddelbart efter påske eller helt op til fire uger efter påske, hvis det skulle være nødvendigt. Endelig meddelte Nicolaus Stok de holstenske herrer og hansestæderne, at såfremt de ikke deltog i et fredsmøde med kong Erik på et belejligt sted, kunne han ikke forstå det på anden måde, end at deres første svar til ham så stadig måtte være gældende, nemlig at de ville forhandle med kong Erik i Flensborg. 10) Den 18. marts gav hansestæderne Nicolaus Stok på rådhuset i Lübeck det svar, at de sammen med de holstenske herrer ønskede at holde et fredsmøde med kong Erik i Falsterbo otte dage efter påske, dvs. 11. april 1428. Derfor ville de sejle afsted 8. april 1428, såfremt vejr og vind tillod dem det. Dette lod Nicolaus Stok nedfælde på skrift i et brev, som de ønskede at få af ham, og som han også beseglede. En afskrift af dette brev blev endda udført af byen Lübecks egen skriver. Derudover udbad de sig kong Eriks lejdebreve, som Nicolaus Stok gav dem. Til gengæld fik Nicolaus Stok tilsagn fra hansestæderne om, at de ville deltage i mødet, og endvidere gav de ham deres lejdebreve og de holstenske herrers lejdebreve. 11) Derefter red Nicolaus Stok 20. marts 1428 for anden gang afsted fra Lübeck mod Danmark. På vejen igennem Holsten blev han i Rendsborg opholdt af den ældste af de holstenske herrer indtil 31. marts 1428. Årsagen hertil var, at den holstenske herre, som han sagde, ønskede at beskytte sig selv og Nicolaus Stok med lejdet. 12) Den 9. april 1428 kom Nicolaus Stok til Roskilde, hvor kong Erik befandt sig. Her fortalte han kong Erik om det aftalte fredsmøde. Hertil svarede kong Erik, at han ganske rigtigt havde bedt dem om at komme til et fredsmøde, men at de (dvs. holstenerne og hanseaterne) var sejlet til Danmark med hele deres styrke, og at de nu lå ud for København, samt at de på vejen dertil havde forvoldt brande, taget krigsfanger samt slået nogle af kong Eriks folk ihjel. Hertil svarede Nicolaus Stok, at de holstenske herrer og hansestæderne ikke havde fortalt ham noget om, at de ville gøre sådant, samt at det gjorde ham ondt at høre det. Nu svarede kong Erik, at han ville drøfte sagen med sit råd. Da dette var sket, svarede kong Erik, at han ville respektere Guds og den romerske konges ønske, og at han således ville se igennem fingre med hansestædernes vold og bedrag. Derfor ville kong Erik alligevel tage til det aftalte fredsmøde, hvorefter han bad Nicolaus Stok om at skaffe lejdebreve til ham selv og hans folk fra hans modstandere, som nu lå ud for København med hele deres styrke. Dette gjorde Nicolaus Stok. 13) Da Nicolaus Stok 16. april kom til København, fandt han den yngste af de holstenske herrer og hansestæderne ud for København med hele deres styrke, således som kong Erik havde fortalt ham. Nicolaus Stok bad dem nu om at give ham det førnævnte lejde samt om at deltage i fredsmødet. Hertil svarede de holstenske herrers rådsmedlemmer samt hansestæderne, at de ikke kendte til noget møde, og at deres folk ikke havde fortalt dem om noget sådant. Endvidere var de af den overbevisning, at ingen fra holstensk side eller fra hansestæderne ville deltage i et fredsmøde med kong Erik. Endvidere meddelte de, at det var blevet befalet dem, at de skulle sende ethvert nyt lejdebrev, som de måtte få fra kong Erik, direkte videre til hansestæderne. Derpå viste Nicolaus Stok dem to breve, nemlig den afskrift, som byen Lübecks egen skriver havde udfærdiget, af det brev, som han havde givet til hansestæderne, fordi de havde krævet det af ham, samt kong Eriks lejdebrev, som Nicolaus Stok havde videregivet til hansestæderne. Derpå belærte Nicolaus Stok dem om, hvordan han sammen med hansestæderne og deres folk havde aftalt at holde et fredsmøde med kong Erik, og han fortalte dem, at kong Erik havde indvilget i at følge den romerske konges befaling om at holde fred. Derpå svarede de, at hansestæderne havde sagt til Nicolaus Stok, at de til trods for kong Eriks lejdebrev og det brev, som Nicolaus Stok havde givet dem, stadig ikke ønskede at deltage i et fredsmøde med kong Erik. Derpå svarede Nicolaus Stok, at hansestæderne selv havde bedt ham om at skaffe dem brevene, og da de modtag kong Eriks lejdebrev samt Nicolaus Stoks brev, havde de ikke gjort nogen indsigelser. Derefter svarede de, at de også ville følge den romerske konges befaling. Derpå spurgte Nicolaus Stok dem, hvorledes de mente, at de kunne følge den romerske konges befaling, når nu Nicolaus Stok havde bedt dem om at lade deres krigsfolk blive hjemme samt helt og holdent at afstå fra at føre krig, og når nu de lå ud for København med hele deres styrke. Da intet af dette hjalp, hidkaldte Nicolaus Stok en offentlig notar, som i hansestædernes nærværelse på Nicolaus Stoks befaling nedfældede på skrift, hvad Nicolaus Stok havde foretaget sig i sagen, samt hvad han havde drøftet og aftalt med de holstenske herrer og hansestæderne vedrørende sagen. Nicolaus Stok erklærede nu, at han mente, at hansestæderne havde sat sig op imod den romerske konges beslutning, og derfor gav Nicolaus Stok dem en stævning fra den romerske konge. Denne stævning overrakte han 17. april 1428 nærmere bestemt til hr. Johann Bere, rådmand i Lübeck, et stykke ude i Øresund ud for København. Overrækkelsen af stævningen lod Nicolaus Stok dokumentere i et andet notarialinstrument. 14) Den 18. april 1428 sendte Nicolaus Stok efter kong Eriks ønske alle disse førnævnte oplysninger om sagen afsted til den romerske konge i et brev udfærdiget af Nicolaus Stoks skriver Paul Gumprecht.
1428. 23. april		Aftale vedrørende krigsskadeserstatning indgået imellem de slesvigske hertuger Adolph og Gerhard på den ene side og Claus v. d. Wisch på den anden side. De slesvigske hertuger forpligter sig til at yde Claus v. d. Wisch erstatning, såfremt hans ejendom i Gelting bliver erobret eller brændt af hertugernes fjender, nemlig kong Erik 7. af Pommern og kong Eriks hjælpere, eftersom Claus v. d. Wisch er på de slesvigske hertugers side i krigen mod kong Erik. Til gengæld herfor forpligter Claus v. d. Wisch sig til at hjælpe de slesvigske hertuger i krigen mod kong Erik. Erstatningen beløber sig til 100 lybske mark pr. år, indtil Claus v. d. Wischs ejendom atter rummer en værdi af 100 mark lybske penninge. Såfremt Claus v. d. Wischs gård i Gelting bliver erobret eller brændt af af hertugernes fjender, forpligter de slesvigske hertuger sig til kvit og frit at give Claus v. d. Wisch hele Vor Frue sogn beliggende uden for Rendsborg i pant - dog med undtagelse af et område af sognet, som allerede er sat i pant. Således skal Claus v. d. Wisch have Vor Frue sogn i sin varetægt, og han skal have ret til at bruge sognet efter forgodtbefindende, indtil de slesvigske hertuger eller deres arvinger giver ham eller hans arvinger den pågældende gård i Gelting tilbage. Når han har fået gården i Gelting tilbage, skal han kvit og frit samt uden forsinkelse eller indsigelser returnere det førnævnte Vor Frue sogn til de slesvigske hertuger, således som han har modtaget det af dem. Hvad angår det tømmer i Claus v. d. Wischs gård, som måtte blive beskadiget i krigen grundet brand, skal to af de slesvigske hertugers rådsmedlemmer og to af Claus v. d. Wischs frænder i fællesskab aftale en passende erstatning herfor. De bygninger, som ligger uden for selve gården, skal imidlertid ikke være omfattet af de slesvigske hertugers krigsskadeserstatning til Claus v. d. Wisch.
1428. 3. maj		Jacobus Bonow forpligter sig endnu en gang til at betale afgiften af officialatet på Rügen samt af grevskabet Streu til Jens (Andersen (Lodehat)), biskop i Roskilde. I den forbindelse erklærer Jacobus Bonow, at betalingen skal foregå et sted på Rügen, hvor biskop Jens måtte ønske det, idet dette ikke var blevet fastsat i det første brev om betalingen. Endvidere erklærer Jacobus Bonow, at han skal yde biskop Jens erstatning, hvis gården Ralswiek kommer i brand som følge af hans eller hans folks manglende opsyn. Endelig erklærer Jacobus Bonow, at biskop Jens skal have fuld dækning for skaden, uden at Jacobus Bonow skal have nogen form for skadeserstatning, såfremt branden skyldes Jacobus Bonow selv.
1428. 7. maj	Schlutup	Johann (v. Trempe), biskop i Ratzeburg, udsteder vidnesbyrd om hansestædernes mundtlige protest mod kong Erik 7. af Pommerns og den romerske konges anklager. Hansestædernes protest indeholder følgende punkter: 1) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle føre krig mod kong Erik for at skade den hellige kristenhed eller for at styrke kætterne. Hansestæderne fører krig mod kong Erik for at beskytte sig selv, deres privilegier og deres ejendom. 2) Hansestæderne protesterer over det forhold, at både de og kong Erik har bedt højmesteren for Den Tyske Orden om at være dem mægtig til ret. 3) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de ikke skulle have adlydt pavens og den romerske konges ordre om at deltage i krigen mod kætterne i Bøhmen. Derimod har hansestæderne sendt både riddere, væbnere og andre bevæbnede mænd afsted under det første felttog mod kætterne, som var arrangeret af kardinal Placentinus. 4) Endvidere deltog hansestæderne i det andet felttog mod kætterne, som var ledet af kardinalen af Ursin. Dette foregik på flere måder. Dels indsamlede de penge og gods, som de anbragte i kister i hansestædernes kirker. Dels sendte hansestæderne bevæbnede mænd afsted til krigen mod kætterne. 5) Endvidere deltager hansestæderne i det tredje felttog mod kætterne, som er ledet af kardinalen af England. De er således i færd med at indsamle penge og gods fra enhver borger i hansestæderne, således som det er blevet bestemt af kardinalen af England og af kurfyrsterne. 6) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle have taget den romerske konges udsending, Michael Honiger, til fange. Derimod har de hele tiden hjulpet ham og sørget for, at han kunne rejse sikkert til Danmark. 7) Hansestæderne protesterer mod den anklage, at de skulle have været ulydige mod den romerske konge i forbindelse med de forhandlinger mellem kong Erik og hansestæderne, som blev ledet af den romerske konges udsending, Nicolaus Stok. Således har de hele tiden forsøgt at opfylde alle de krav, som Nicolaus Stok stillede til dem med hensyn til det fredsmøde, som skulle holdes i Falsterbo mellem kong Erik og hansestæderne, men de var desværre forhindrede i at komme til mødet grundet vind og vejr. På baggrund af de nævnte punkter håber hansestæderne, at den romerske konge ikke vil pålægge dem nye byrder. Såfremt den romerske konge imidlertid ikke skulle stille sig tilfreds hermed, således at det kommer til en retssag mellem parterne, vil hansestæderne gøre indsigelse mod det forhold, at den romerske konge optræder som dommer i denne sag, idet han ikke kan være lovlig dommer, eftersom han er beslægtet med kong Erik. Såfremt den romerske konge imidlertid ville lade en anden fyrste være dommer i denne sag, vil hansestæderne betingelsesløst underkaste sig denne dommer.
1428. 10. maj	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. bevilger en supplik af Johannes Kutzen, præst i Odense stift, om provision på sognekirken i Landkirchen på Femern i Odense stift, ledigt ved den tidligere indehaver Johannes Kedings død, skønt han allerede har ventebrev. Johannes Kutzen blev præsenteret til embedet af de lægfolk, der har patronatsretten til kirken, men biskoppen har uden rimelig grund nægtet at indsætte ham i det.
1428. 15. maj	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. bevilger to supplikker. Den første af Niels Stenwer, kannik i Slesvig, om at få ny provision på provstiet i Ejdersted, ledigt ved den tidligere indehaver Johannes Strannings død, skønt han i forvejen har kanonikat og præbende i Slesvig. Den anden af Bartholomeus Markvardsen, klerk i Slesvig stift, om på ny at få provision på Mildsted kirke, ledig ved at Niels Stenwer har opnået det omtalte provsti, som er uforeneligt hermed, skønt Bartholomeus i forvejen har kanonikater og præbender i Slesvig og Haderslev. Begge har opnået embederne ved biskoppens autoritet, men der er siden opstået tvivl om overdragelsernes gyldighed.
1428. 26. maj	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5.s bulle om aflad på kristi legemsfest.
1428. 26. maj	København	Dronning Filippa forkynder en voldgiftsdom imellem Mogens Gøye og Morten Jensen (Gyrstinge).
1428. 27. maj		Et tingsvidne om, at herredsfogeden (i Houlbjerg herred) har opkrævet leding af Gerning kirke.
1428. 27. maj		Et tingsvidne om, at en gård i Njær, der bebos af Thomas Thøgersen, har tilhørt Voldum kirke i 60 år.
1428. 5. juni	Novgorod	Hansekøbmændene i Novgorod skriver til rådet i Dorpat. Hansekøbmændene i Novgorod meddeler, at de har modtaget et brev indeholdende en advarsel fra rådet i Dorpat, og at de har rettet sig efter den. Endvidere meddeler hansekøbmændene i Novgorod, at Novgorods udsendinge, som var blevet sendt til kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. De russiske udsendinge har fortalt hansekøbmændene i Novgorod, at kong Erik har renset sig fra alle anklagerne om, at han skulle være skyld i, at deres russiske brødre var blevet dræbt, og at deres gods var blevet frarøvet dem. Kong Erik har i forlængelse heraf fortalt de russiske udsendinge, at det ikke er foregået i hans riger, samt at det pågældende gods aldrig er kommet ind i hans riger - hverken ad vandvejen eller over land. Endvidere har kong Erik fortalt dem, at hansekøbmændene og hansestæderne har taget det pågældende gods, samt at godset alene er blevet bragt til tyske byer. Endvidere har de russiske udsendinge meddelt hansekøbmændene i Novgorod, at kong Erik har opfordret dem til at stille hansekøbmændene til regnskab for deres dræbte brødre og for deres mistede gods. Endelig har de russiske udsendinge meddelt hansekøbmændene i Novgorod, at de har sluttet en femårig fred med kong Erik.
1428. 5. juni		Peder Tuesen (Rani), væbner, skøder sin svoger Lage Gustavsson (Sparre) al sin arveret efter sin halvsøster Kristine (Bentsdatter (Piik)) i det gods, som hun havde ejet i Fjäre herred i Nørrehalland.
1428. 11. juni		Povl Bonde giver Dueholm Kloster en gårds jord på Sejerslev mark i sjælegave for sig og sin hustru og for deres livsfornødenheder på det vilkår, at der for deres levetid overlades dem jord ved klostret til at opføre et hus og en have, samt ret til at holde fire køer og to svin; huset skal efter deres død tilfalde klostret.
1428. 12. juni		Det pavelige kancellis optegnelse om at Johannes Kutzen er fritaget for at betale annater af sognekirken i Landkirchen på Femern i Odense stift.
1428. 14. juni	[Lübeck]	Rådet i Lübeck skriver til rådet i Danzig. Rådet i Lübeck videresender et brev fra alle hansestæderne, i overensstemmelse med hvilket rådet i Lübeck henstiller til rådet i Danzig, at ingen må sejle til Øresund. Endvidere meddeler rådet i Lübeck, at også de hollandske stæder vil blive advaret mod at sejle til Øresund. Endelig meddeler rådet i Lübeck, at det ikke har noget ansvar for den skade, som folkene fra Holland og Zeeland er blevet påført grundet hansestædernes krig med kong Erik 7. af Pommern, idet rådet i Lübeck allerede havde berettet for dem, at hansestæderne lå i fjendskab med kong Erik.
1428. 16. juni	Oels	Konrad Kantner, hertug af Schlesien, skriver til højmesteren for Den Tyske Orden. Konrad Kantner beder højmesteren om at sende oplysningerne om kong Erik 7. af Pommern. Konrad Kantner håber i den forbindelse, at oplysningerne er gode. Skulle oplysningerne være dårlige, ville det vække bekymring hos Konrad Kantner.
1428. 21. juni	København	FALSK! Kong Erik 7. af Pommern bevidner, at for hans siddende råd har hr. Ove Hase, ridder, og Jens Palnesen (Munk) overdraget hr. Niels (Nielsen) Manderup (af Barritskov) alt det gods og møllegods i Almindsyssel, Jellingsyssel, Vardesyssel og Loversyssel, samt i Horsens og i de øvrige købstæder i disse sysler, der tidligere havde tilhørt marsk Palne Jensen (Munk)
1428. 24. juni		Kirsten Eriksdatter (Skarsholm-slægten) skøder alle rettigheder i Ljungby og Ljungbygård og i Amings møller til sin dattersøn Peder (Jakobsen) Bille.
1428. 28. juni		Morten Jensen (Gyrstinge), ridder, Peder Andersen, kannik i Ribe, og Henrik Tinhuus (Skinkel) erklærer, at fru Else (Nielsdatter (Glob), til Todbøl), enke efter hr. Jens (Eriksen) Skram (til Voldbjerg), havde overdraget Tue Skriver en gård i Simmersted på den betingelse, at han skulle skøde den pågældende gård til kirken i Haderslev.
1428. 3. juli	Dorpat	Rådet i Dorpat skriver til rådet i Reval. Rådet i Dorpat sender en transsumpt af et brev af 5. juni 1428 sendt fra hansekøbmændene i Novgorod til rådet i Reval. Af det transsumerede brev fremgår det bl.a., at Novgorods udsendinge, som har været hos kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. I Novgorod har de nu fortalt, at kong Erik har meddelt dem, at det gods, som var blevet frarøvet russerne, nu er blevet bragt til hansestæderne. Rådet i Dorpat foreslår i forlængelse heraf at sende udsendinge til Novgorod for over for russerne at forsvare de hanseatiske købmænd imod kong Erik 7. af Pommerns beskyldninger samt for at finde ud af, hvorledes forholdet til russerne er nu.
1428. 5. juli		Det pavelige kancellis optegnelse om at Niels Stenwer er blevet fritaget for at betale annater af provstiet i Ejdersted i Slesvig stift.
1428. 7. juli	Sjællands landsting	Efter en forespørgsel af kong Erik 7. af Pommern udtaler Sjællands landsting, at det er gammel ret og sædvane, at: 1) den mand, der ignorerer ordre til at møde til krigstjeneste og bliver hjemme, når fjenden er i landet og bavnen brænder, skal hænges ved sin egen bjælke; 2) den mand, der er betroet banneret men rømmer af marken uden sin høvedsmands tilladelse, skal have forbrudt liv, gods og ære; 3) den mand, der flygter til strandbredden, som fjenden ligger foran, og rømmer fra sit banner, skal blive æreløs.
1428. 8. juli	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. pålægger bl.a. kantoren i Slesvig at skride til eksekution af de domme, der blev fældet i sagen mellem rådet i Hamburg og Wernherus de Harhede, evig vikar ved allehelgensalter i Mariekirken i Hamburg, angående en sum penge.
1428. 11. juli	Genazzano	Pave Martin 5. imødekommer to ansøgninger fra Tvilum kloster. For det første om at forene Søby kloster med Tvilum kloster, og om at overføre den enlige nonne der bor der til et andet nærliggende kloster. Søby kloster var grundlagt da Helene, enke efter Lars Uffesen (Hvide), tilskødede alt sit gods til biskop Oluf i Århus med det formål at grundlægge et nonnekloster til Vor Frue, og på den betingelse at alt godset, såfremt klostret ikke stod færdigt ved hendes død, skulle overgå til Tvilum Kloster. Nu efter Helenes død står Søby kloster endnu ufærdigt, og dets gods og ejendele er i fare for at falde i hænderne på Lars Thomsen (Vesteni) og hans folk, som generer de gejstlige og har slået en præst ihjel, og for at gå over til Helenes kødelige arvinger. For det andet om at forene landsbyen Truust med Tvilum kloster. Landsbyen har hørt til Tvilum klosters moderkirke Ladegård, men beboerne har forladt kirken til fordel for et andet sogn, hvis sognekirke imidlertid allerede er meget rig, og som er meget vanskelig at nå til fra Truust.
1428. 20. juli	Genazzano	Pave Martin 5. imødekommer en ansøgning af Kristian Pedersen, kannik i Århus, om at overdrage ham kanonikat og præbende, ledige ved den tidligere indehaver Anders Silsters frivillige resignation, såvel som sognekirken i Hjortshøj, ledig ved den tidligere indehaver Siberts død. Det hævdes at kanonikatet og præbendet blev ledige ved pave Johannes 23.s udnævnelse af Jens Gerekesen (Lodehat) til ærkebiskop i Uppsala, og at de derfor var hjemfaldne til pavens udnævnelsesret.
1428. 20. juli	Genazzano	Pave Martin 5. bekræfter Tvilum klosters privilegier og besiddelser, bl.a. sognekirkerne Gjern og Ladegård, som blev givet til klostret af biskop Gunner af Ribe ved grundlæggelsen. Klostret er plaget af adskillige der er fjendtligt stemt over for det, og som har bevirket at klostret ikke frit kan nyde sine besiddelser og privilegier vedrørende fyrremarkssager af dets undergivne.
1428. 20. juli		Supplik af denne dato, se nr. 1595.
1428. 21. juli	Genazzano	Pave Martin 5. imødekommer en ansøgning af Poul Jensen, præst i Århus stift, om at få overdraget provstiet i Tvilum kloster, som er ledigt ved den tidligere indehaver Anders Nielsens resignation, idet han er parat til at opgive sognekirken i Vivild samt kanonikater og præbender i Århus og Ribe, som han besidder i forvejen. Kannikerne ved klostret havde ganske vist udpeget Niels Ebbesen Basse til provst, men udpegelsen var ikke blevet bekræftet af paven, hvorfor den erklæres for ugyldig.
1428. 22. juli	Genazzano	Pave Martin 5. bevilger en supplik af Henning Bernhardsen, præst i Slesvig stift, som i forvejen har dispensation for sin illegitime fødsel som søn af en præst og en ugift kvinde, om at få provision på sognekirken Skt. Nikolaj i Flensborg, ledig ved den tidligere indehaver Conradus' død.
1428. 24. juli	Riga	Rådet i Riga skriver til rådet i Lübeck. Rådet i Riga sender en transsumpt af et brev af 5. juni 1428 sendt fra hansekøbmændene i Novgorod til rådet i Dorpat. Denne transsumpt havde rådet i Riga modtaget fra rådet i Dorpat den 15. juli 1428. Af det transsumerede brev fremgår det bl.a., at Novgorods udsendinge, som har været hos kong Erik 7. af Pommern, netop er vendt tilbage til Novgorod. I Novgorod har de nu fortalt, at kong Erik har meddelt dem, at det gods, som var blevet frarøvet russerne, nu er blevet bragt til hansestæderne. Rådet i Riga foreslår i forlængelse heraf, at hansestæderne på den næstkommende hansedag undersøger, hvor det gods, som sagen handler om, nu befinder sig, samt at man hurtigst muligt undskylder over for russerne i Novgorod.
1428. 26. juli		Jakob Nielsen (Basse af Tjele) skylder Tule Tygesen (Sparre) 5 lødige mark i hansestædernes mønt, som skal betales til mikkelsdag om et år. For dette beløb pantsætter Jakob Nielsen en gård i Daperströ i Östra Strö sogn, Frosta herred, til Tule Tygesen. Hvis Jakob Nielsen ikke indløser gården som aftalt, har Tule Tygesen fortsat rettighed over ejendommen, indtil den indløses. Indløsningsdagen er altid mikkelsdag.
1428. 27. juli	Genazzano	Pave Martin 5. bevilger en supplik om at give i opdrag til abbeden i klostret Grobe (Pudagla) på Usedom at forlænge fristen for, at der indgås forlig mellem biskoppen i Cammin og hertug Bugislav af Pommern og hans formynder kong Erik 7. af Pommern i striden om en del af kirkens besiddelser; hvis ikke der inden for fristen bliver indgået forlig, skal de tidligere afsagte domme om bandlysning træde i kraft. Desuden om at tillade biskoppen i Cammin at løse de enkelte besiddelser fra interdikt, hvis de vil indgå forlig uden om kong Erik.
1428. 29. juli		Jakob Mogensen og Jakob Pedersen, kirkeværger i Sankt Petri kirke i Malmø, bekendtgør, at de til den pågældende kirke for en periode på 100 år har lejet en grund, som hører til Sankt Knuds alter i Lunds domkirke, af Peder Tordsen, evig vikar i Lunds domkirke, mod en årlig landgilde på en lødig mark.
1428. 30. juli	Genazzano	Pave Martin 5. bevilger en supplik af Henricus Scriptoris, klerk fra Slesvig stift, om at få bevilget, at det ventebrev, som han har fået bevilget af paven 28. april 1424, skal være gyldigt, skønt han i sin supplik undlod at oplyse sin illegitime fødsel som søn af en præst og en ugift kvinde, som han ved anden lejlighed har fået dispensation for.
1428. 14. august		Hertugerne Adolf og Gerhard af Slesvig overdrager 2000 lybske mark i form af pant i Gram, Hviding, Frøs og Kalvslund herreder til hr. Heinrich v. Ahlefeldt, ridder, på livstid for dennes tjeneste. Pantet, som Claus Limbek har haft inde for 2500 mark, er således forhøjet til 4500 mark. Såfremt hertugerne ønsker at indløse pantet efter Heinrich v. Ahlefeldts død, skal det meddeles Heinrich v. Ahlefeldts arvinger inden for otte dage efter mortensdag på Tørning slot - enten skriftligt ved åbne beseglede breve eller mundtligt ved to af hertugernes hæderlige mænd. Derefter skal hertugerne til næstfølgende mortensdag betale hele summen, dvs. 4500 lybske mark, til Heinrich v. Ahlefeldts arvinger.
1428. 16. august	København	Bertold Burammer skriver til Paul v. Rusdorf, højmester for Den Tyske Orden. Bertold Burammer meddeler, at han i fællesskab med Erik Krummedige har aftalt, at der skal holdes et møde angående nogle skippere til pinse, medmindre kong Erik 7. af Pommern ønsker, at det skal ske tidligere. Endvidere meddeler Bertold Burammer, at en del fetaljebrødre har lidt et stort nederlag i Øresund. Af den årsag har man erobret syv skibe med kanoner og tre snekker, og omkring 500 fetaljebrødre er blevet taget til fange. Endvidere er svenskerne nu kommet med hele deres styrke til Øresund. Endelig meddeler Bertold Burammer, at kong Erik 7. af Pommern gerne vil tilstå 20 eller 30 af højmesterens skibe frit lejde igennem Øresund, såfremt højmesteren skriftligt beder kong Erik om det.
1428. 19. august	Stralsund	Rådet i Stralsund skriver til hansestædernes rådsudsendinge, som er forsamlet i Wismar. Rådet i Stralsund meddeler, at det af otte personer, som netop er returneret fra København, har fået oplysninger om den i Øresund liggende svenske flådes dårlige tilstand. Stralsund meddeler, at svenskerne på rejsen til Øresund har lidt stor nød, hvad angår både mad og drikke, hvorfor de f.eks. har været nødsaget til at drikke vand på rejsen. Endvidere meddeler rådet i Stralsund, at 80 skibe under hr. Aksel Pedersen (Thotts) kommando nu er sejlet fra København til Grønsund eller Gedser for dér at opbringe hansestædernes skibe. Disse skibe er dog mestendels snekker. Endvidere meddeler rådet i Stralsund, at det i mellemtiden har fået nærmere oplysningerne om den svenske flåde i Øresund. Den svenske flåde tæller således omtrent 2000 mand, men kun 400 af disse er fuldt udrustede til kamp. Resten er bønder og løse folk. Svenskerne ligger stadig i Øresund, men de vil først stævne ind, når kong Erik 7. af Pommern giver dem proviant, for de har ingen proviant ombord. Endvidere meddeles det, at de 80 tidligere omtalte skibe under hr. Aksel Pedersens kommando kun er små snekker, samt at de er bemandet af udygtige søfolk. Endelig meddeles det, at kong Eriks skibe kun kan bruges i Øresund, idet de er dårligt tiltaklede, og idet de ikke er bemandede af søfolk.
1428. 23. august		Det pavelige kancellis optegnelse om at Pave Martin 5. lader Søby nonnekloster forene med Tvilum kloster uden pligt til at betale annater heraf.
1428. 29. august	Københavns slot	Kong Erik 7. af Pommern overdrager sin tjener Eggert Schulte, borger i København, sin og kronens ret i en gård i København i St. Nikolaj sogn mellem stranden og Læderstræde for den tjeneste, som Eggert har ydet dronning Margrete og kongen selv og også for fremtiden vil yde denne, hans dronning og børn, hvis han efterlader sådanne, og ellers hans farbrodersøn hertug Bugislav af Pommern.
1428. 1. september	Genazzano	Pave Martin 5. overdrager et evigt vikariat i sognekirken i Gadebusch i Ratzeburg stift til Johannes Stocker. Blandt eksekutorerne er provsten i Slesvig.
1428. 10. september	Marienburg	Danzigs stadsskriver Nicolaus meddeler, at hansestæderne på mødet i Marienburg har vedtaget, at skipperne på de store skibe, som plejer at sejle igennem Øresund, først skal sejle til Trave eller til Wismar for dér at forhøre sig, om det kan lade sig gøre at sejle igennem Øresund eller Storebælt. Såfremt det ikke kan lade sig gøre at sejle via Øresund eller Storebælt, skal skipperne sejle til Lübeck, hvorfra godset kan fragtes via kanalen til Hamborg.
1428. 12. september		Kong Erik 7. af Pommerns anklage mod hansestæderne Lübeck, Rostock, Stralsund, Wismar og Lüneburg forelagt for hertug Wilhelm af Braunschweig ved fredsmødet i Nykøbing i 1428. Erklæringen indeholder følgende 17 punkter: 1) Da der i året 1423 ved Heinrich Rumpoldts mægling var kommet forhandlinger i stand mellem kong Erik og holstenerne i Flensborg, sendte hansestæderne deres udsendinge til kong Erik for at meddele ham, at hansestæderne ønskede at indgå en evig fredsaftale med ham. Imidlertid afslog kong Erik i første omgang dette, da det på daværende tidspunkt forekom ham ubelejligt. Da hansestædernes udsendinge på ny havde været hos kong Erik for at læse et udkast til en sådan evig fredsaftale højt for kongen, aftaltes det, at begge parter skulle beholde en udgave af dette skrift, og at man skulle drøfte aftalen på et møde til sankthans samme år i København. Da hansestædernes udsendinge ankom til København, meddelte de kong Erik, at de stadig ønskede at indgå en evig fredsaftale med kong Erik. Kong Erik indvilgede heri, idet han gav hansestæderne sit åbne brev indeholdende aftalen. Endvidere blev det i den forbindelse aftalt, at begge parter skulle yde hinanden bistand, såfremt den ene part blev forulempet af en tredjepart, f.eks. en fyrste eller en herre. 2) Den førnævnte aftale blev indgået, efter kong Erik både ved hjælp af den romerske konges åbne breve og mundtligt havde bedt hansestæderne om den hjælp imod de holstenske herrer, som hansestæderne over for kong Erik havde forpligtet sig til at yde. 3) Endvidere kan hansestæderne ikke bevise, at de var taget til mødet i København for at aflevere deres klager mod kong Erik, således som aftalen ellers foreskriver. Derimod klagede hansestædernes udsendinge over, at kong Erik har indkaldt dem for at skade dem, da de sidst var i Vordingborg. Dette skete altså inden fejden. Til denne klage svarede kong Erik, at han ikke havde gjort det for at skade dem. Alt, hvad kong Erik havde gjort, var gjort i nødværge, men for at hans folk skulle kunne få varer inden for kort tid, tillod han hansestæderne at rejse til alle kongens lande med deres varer. Desuden gav kong Erik sine folk besked om, at ingen måtte hindre eller skade hansekøbmændene. 4) Derefter gik kong Erik ud fra, at han ville få hjælp af hansestæderne i sagen om Sønderjylland, men efter det tidspunkt, hvor kong Erik bad om hansestædernes hjælp samt henstillede til, at de var ham mægtige til ret, sendte de deres folk hen til de holstenske herrer for at spørge dem, om de holstenske herrer ville være hansestæderne mægtige til ret. Herefter kunne hverken kong Erik eller hans råd få at vide af hansestæderne, om de ville være kong Erik eller de holstenske herrer mægtige til ret, men på vegne af kong Erik sagde kongens råd til hansestædernes udsendinge, at kong Erik ville indstille krigen med det samme, hvis hansestæderne forpligtede sig til at være de holstenske herrer mægtige til ret. Hertil svarede hansestædernes udsendinge imidlertid, at de ikke havde fået det i opdrag, men at de ønskede at drøfte sagen med kong Erik. Herefter rejste hansestædernes udsendinge til Flensborg, men da de mødtes med kong Erik, nævnte de ikke sagen med et ord. Derimod bad de på vegne af alle hansestæderne kong Erik om at lade de holstenske herrer få Sønderjylland. Hertil svarede kong Erik, at det ikke var belejligt for ham, og endvidere henstillede han til, at hansestæderne gjorde, hvad de havde forpligtet sig til over for kongen. Hertil svarede hansestædernes udsendinge imidlertid, at de nu ville ride hen til de holstenske herrer for at høre, hvordan de ville forholde sig, og endelig ville de konsultere hansestæderne. Først herefter ville de kunne give kong Erik et ordentligt svar. Dette svar kom imidlertid aldrig, for hansestæderne sendte umiddelbart herefter deres fejdebreve til kong Erik, hvorved de blev kongens fjender. 5) Da hansestæderne var blevet kong Eriks fjender, sendte kong Erik sine udsendinge til sine slægtninge, hertugerne af Pommern, og derefter til højmesteren for Den Tyske Orden for at spørge, om de ville prøve at formå hansestæderne til at gøre den skade, som de havde påført kong Erik ved at føre krig mod ham, god igen. Således mødtes hertugerne af Pommern med hansestæderne i Øresund, men hansestæderne afslog at gøre skaden god igen, eftersom de mente, at kong Erik først skulle kompensere dem for den skade, som kongens fogeder og embedsmænd havde påført dem. 6) Endvidere opfordrede højmesteren for Den Tyske Orden på kong Eriks vegne hansestædernes udsendinge til at være kong Erik mægtige til ret, men hansestædernes udsendinge nægtede dette, da det ikke var blevet givet dem i opdrag af deres respektive stæder at træffe sådanne beslutninger. De ville imidlertid gerne overbringe oplysningen til deres respektive stæder. Endelig meddelte de, at højmesteren selv måtte sende udsendinge til hansestæderne, såfremt han ønskede at drøfte sagen yderligere med hansestæderne. Herpå sendte højmesteren sin marskal samt andre hæderlige folk fra Den Tyske Orden og fra Den Tyske Ordens byer. Højmesterens folk fik derefter arrangeret det således med hansestæderne, at der skulle holdes et møde, og at hansestæderne ville lade højmesteren afgøre sagen, hvilket kong Erik i højmesterens nærværelse indvilgede i. Da højmesteren var rejst fra kong Erik, fik kongen et brev fra højmesteren, hvori han skrev, at hansestæderne nu alligevel ikke ville holde et møde om sagen med kong Erik, såfremt kongen ikke ville lade de holstenske herrer få Gottorp og Sønderjylland. 7) Endvidere har kong Erik ved hjælp af en udsending forsøgt at overbringe hansestæderne den meddelelse, at han stadig var parat til at lade sagen afgøre ved retten, men hansestæderne gav ham kun hånlige svar herpå. 8) Herefter sendte den romerske konge sin mægler Nicolaus Stok til hansestæderne for at få en aftale i stand mellem kong Erik på den ene side og hansestæderne og de holstenske herrer på den anden side. Det blev nu aftalt, at der skulle holdes et fredsmøde i Falsterbo i påsken, men da kong Erik bad hansestæderne om at komme til mødet, sendte de i stedet deres krigsflåde afsted. 9) Til de klager vedrørende kong Eriks påståede privilegiebrud, som hansestæderne i 1428 afleverede til biskop Johann af Ratzeburg, svarer kong Erik, at han ikke kender noget til disse privilegiebrud, og at han heller ikke kender til, at der er blevet klaget over sådanne, inden krigen med hansestæderne brød ud. Endvidere fremgår det ikke af hansestædernes krigserklæringer, at kong Erik personligt skulle have gjort sig skyldig i privilegiebrud. 10) Til de påstande om, at hansestæderne havde sendt deres udsendinge til højmesteren for Den Tyske Orden for at forhandle om fred, svarer kong Erik, at hansestæderne på intet tidspunkt havde i sinde at forhandle om fred. Havde de haft det, havde det nemlig ikke været nødvendigt for højmesteren at sende sin marskal samt flere andre af højmesterens udsendinge til hansestæderne. Endvidere var marskalen nødt til at blive hos hansestæderne i tre uger, inden han kunne få deres holdning til sagen at vide. Da han derefter rejste fra hansestæderne til Vordingborg for at overbringe kong Erik det svar, som hansestæderne havde givet ham, sendte de hele deres hærstyrke til København, som nåede frem, inden marskalen nåede til Vordingborg. 11) Endvidere siger kong Erik, at hansestæderne har forbrudt sig mod den romerske konges befaling, idet hansestæderne kom til Øresund med deres hærstyrke, selvom den romerske konge havde befalet dem at holde fred med kong Erik. 12) Kong Erik håber nu, at hertug Wilhelm kan formå hansestæderne til at genoptage fredsforhandlingerne, hvilket de har pligt til, således at man efter klage og svar kan finde en løsning på konflikten. 13) Såfremt det ikke er muligt for hertug Wilhelm at få hansestæderne til at genoptage fredsforhandlingerne, håber kong Erik, at hertug Wilhelm vil erklære kong Erik for uskyldig, samt at hertugen vil viderebringe denne uskyldserklæring til andre fyrster og herrer, i særdeleshed til kurfyrsterne, såfremt det blev nødvendigt for kong Erik. 14) Til hansestædernes påstand om, at de grundet vind og vejr ikke kunne deltage i det forhandlingsmøde i Falsterbo, som Nicolaus Stok havde organiseret, svarer kong Erik, at denne påstand ikke er sand. Det forholdt sig nemlig sådan, at mødet skulle holdes på et tidspunkt mellem påske og fire uger derefter, og eftersom hansestæderne godt kunne sejle til Øresund med hele deres hærstyrke i påskeugen, ville de også kunne være rejst til mødet i Falsterbo. 15) Til hansestædernes påstand om, at det ikke er muligt for den romerske konge at dømme i sagen mellem hansestæderne og kong Erik, idet den romerske konge er beslægtet med kong Erik, svarer kong Erik, at det netop er den romerske konges opgave som rigets herre og hoved at dømme i sådanne sager, og at denne opgave ikke er betinget af familiære forhold. Endvidere anser kong Erik hansestædernes påstand for en grov fornærmelse mod den romerske konge, men da det drejer sig om et forhold mellem hansestæderne og den romerske konge, vil kong Erik lade det være op til den romerske konge at træffe en afgørelse desangående. 16) Endvidere erklærer kong Erik, at det netop berettede er sandt, og at det er foregået, således som man nu har fortalt det til hertug Wilhelm. 17) Endelig meddeler kong Erik, at konflikten allerede opstod, inden hansestæderne erklærede krig mod ham, idet de inden krigen tog kongens udsendinge og undersåtter til fange i Lübeck samt frarøvede dem deres gods. Begrundelsen herfor var alene, at de tilfangetagne havde været i Novgorod. Endvidere tog folkene i Rostock et lastet skib fra kong Eriks møntmester.
1428. 12. - 18. september		Beretning om fredsforhandlingerne i Nykøbing, hvor hertug Wilhelm af Braunschweig mæglede imellem kong Erik 7. af Pommern og hansestæderne. Beretningen indeholder følgende: 1) Beretningens første punkt indeholder kong Eriks anklage mod hansestæderne af 12. september 1428. 2) Endvidere meddeles det, at hansestæderne svarede på kong Eriks anklage. Således erklærede de, at de ønskede at efterleve den romerske konges befaling, som var blevet overdraget dem i brevform af den kejserlige udsending Nicolaus Stok i Øresund. 3) Endvidere meddeles det, at såfremt hansestæderne ville afbryde krigen for at lave en fredsaftale, skulle man fra kong Eriks side følge dem. Dette skete dog ikke. 4) Endvidere blev der talt meget om et nyt møde på et andet tidspunkt, og det blev aftalt, at der skulle være en opmand over voldgiftsdommerne, såfremt disse ikke kunne blive enige. Kong Erik pegede derfor på den romerske konge som opmand i sagen, men hansestæderne ville hellere have en af kurfyrsterne som opmand. Dertil svarede kong Erik, at det ikke sømmede sig, at man valgte en af lensmændene fremfor lensherren, og eftersom den romerske konge var alle hansestædernes herre, var det mest sømmeligt, at den romerske konge skulle være opmand i sagen. Endvidere var det hensigtsmæssigt at vælge den romerske konge som opmand, idet han allerede tidligere havde været opmand i sagen, men parterne kunne ikke blive enige om dette punkt. 5) Derefter skete det, at hertug Wilhelm ønskede at drage væk. På dette tidspunkt fik kong Erik at vide, at nogle af hansestæderne ønskede at komme kong Eriks krav imøde, men at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor gik kong Erik til hertugen for at spørge ham, hvorfor han tillod, at hansestæderne udbredte den slags rygter, når nu det var blevet aftalt, at der ikke skulle laves retslige aftaler på dette møde. Dertil svarede hertug Wilhelm, at han ville tale med hansestæderne desangående, og da det var sket, fortalte han kong Erik, at hansestæderne havde sagt til ham, at de ville overlade alle retslige afgørelser til ham. Derefter fik hertugen at vide, at kong Erik også ville overlade alle retslige afgørelser i denne sag til hertugen. Derefter kom hansestæderne og sagde, at de ønskede at yde kong Erik venskab og ret, når man så bort fra det, som var sket i krigen. Hertil svarede kong Erik, at han også ønskede at yde dem ret, men at man ikke skulle se bort fra noget af det, som var sket. Således endte også dette punkt uden enighed. 6) Derefter ytrede hertugen ønske om, at man holdt et nyt møde med ham for at se, om man dér kunne gøre noget godt. Dertil svarede kong Erik, at han gerne ville holde et nyt møde, og at han ønskede at afbryde krigen med det samme, således at han kunne holde fred med hansestæderne indtil det nye møde. På den måde kunne man se, at kong Erik ikke ønskede krigen. Endvidere ønskede han, at alle fangerne skulle frigives. Dette blev dog afvist af hansestæderne. Derefter foreslog hertugen, at de, som ønskede at holde et nyt møde med ham, kunne holde fred, hvorimod de andre skulle fortsætte med at føre krig. Derfor blev det aftalt, at man skulle holde et nyt møde til pinse. Dette ville kong Erik ikke stå i vejen for, men han kunne ikke love, at der ville komme mere ud af det nye møde.
1428. 15. september		Kong Erik 7. af Pommern udsteder et låsebrev til Tvilum kloster på en gård i Høbjerg og andet gods i Lysgård herred.
1428. 24. september		Jon Pedersen, kannik i Ribe, overdrager alt det gods, som han for 300 lybske mark har købt af Eggert Kristiansen og hans søskende, nemlig Vester Vedsted gård og andet gods i Vester Vedsted by, til kapitlet i Ribe. For dette gods skal der holdes en daglig messe for Jon Pedersens sjælehelse og en årtid for hans forældres sjæl. Hvis godset skal genkøbes, skal kapitlet modtage 300 mark og dermed købe andet gods til at holde den førnævnte messe og årtid. Jon Pedersen skal modtage godsets afkast så længe han lever, og han skal selv holde den førnævnte messe. Han skal dog betale kapitlet 2 skilling grot af godsets afkast til at afholde årtiden med.
1428. 26. september	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. udnævner Ludolphus Robring, kannik i Lübeck, til pavelig nuntius og kollektor i kirkeprovinserne Bremen og Riga samt Cammin, Verden, Hildesheim og Slesvig stifter.
1428. 3. oktober	[Århus kapitel]	Vidne om, at Mette Gudmundsdatter med sin afdøde mands godkendelse har skænket jord, grund og huse i Skt. Olufs sogn til domkapitlet i Århus til evig tid efter begges død for deres sjæles gavn og for sjælemesser, som kapitlet skal holde årligt i Skt. Klements kirke sammesteds.
1428. 6. oktober	Viborg	Jens (Pallesen) Juel, væbner, tilbageleverer det gods i Sahl sogn, Ginding herred, som han havde lejet af Ribe domkapitel.
1428. 22. oktober	Rom, Santi Apostoli	Pave Martin 5. reserverer et evigt vikariat i Skt. Peter og Pauls kirke i Bardowick i Verden stift for Theodericus Pril, evig vikar i Magdeburg. Blandt eksekutorerne er provsten i Slesvig.
1428. 1. november		Jens Jensen, kannik i Lund, skænker en kræmmerbod i Malmø, som han har købt af Reineke von Bogel, til sankt Stefans alter, mod at der holdes årtid for ham selv og hans forældre.
1428. 2. november	Galten herredsting	Tingsvidne af Galten herredsting om, at Niels (Jensen) Hvid af Borup har en fjerding i de to bol jord, som ligger i Haslund mark, Borup mark, Paderup mark og Vorup mark.
1428. 13. november	Rom, Santi Apostoli	Klerken Markvardus Stiten i Lübeck, siden (cf. nr. 5799) provst i Odense, får et evigt vikariat i Mariekirken sammesteds.
1428. 16. november	Randers	Hr. Iver Krabbe og otte væbnere vidimerer dronning Margretes brev af 1386. 27. marts, hvori hun skøder sit gods i Skærvad til hr. Jens Andersen af Estrup, og kong Olufs bekræftelse af samme dato, og Erik af Pommerns brev om samme sag af 1400. 10. juli.
1428. 16. november	Randers	Hr. Jens Bonde og tre andre vidimerer dronning Margretes brev af 1386. 27. marts, hvori hun skøder sit gods i Skærvad til hr. Jens Andersen af Estrup, og kong Olufs bekræftelse af samme dato, og Erik af Pommerns brev om samme sag af 1400. 10. juli.
1428. 16. november	Rom, Santi Apostoli	Klerken Tidericus Pikkerdes fra Minden stift får et evigt vikariat i St. Petri kirke i Lübeck, ledigt ved Claus Wulfs resignation.
1428. 18. november		Ejler (Nicolausen) Rønnow (til Ejsbøl) og Gert (Hartvigsen) Bryske stadfæster et skøde, i kraft af hvilket fru Helene (Nicolausdatter (Rønnow)) havde skænket en ejendom i Seest til Anders Jyde.
1428. 6. december		Hans (Pedersen) Spaldener af Klogerup, væbner, og hans søster Arløg Pedersdatter, Jon Saxtrups enke, skøder på vegne af sankt Laurentius' kirke i Lund deres del i noget gods i Mossheddinge til Jens Povlsen, ærkedegn og kirkeværge i sankt Laurentius' kirke i Lund, og de erkender at have oppebåret fuld værdi derfor.
1428. 11. december		Tingsvidne af Lunds landsting om, at Hans (Pedersen) Spaldener af Klogerup, væbner, og hans søster Arløg Pedersdatter, Jon Saxtrups enke, på vegne af sankt Laurentius' kirke i Lund har skødet deres del i noget gods i Mossheddinge til Jens Povlsen, ærkedegn og kirkeværge i sankt Laurentius' kirke i Lund, og de erkender at have oppebåret fuld værdi derfor.
1428. 13. december	Ålstrup	Kong Erik 7. af Pommern pålægger hr. Bjørn Olufsen (Bjørn) inden ti dage at yde Thomas Jul dennes ret vedrørende gårde i Krogsbølle, Bederslev og Rue, som hr. Bjørn havde i pant af fru Cecilie Kød.
1428. 20. december		Christina Andersdatter af Sostrup, enke efter hr. Svend Udsen, og hendes søn Anders Svendsen sælger med deres frænders samtykke alt deres gods i Sabro til kapitlet i Århus, efter at godset er blevet lovbudt på Sabro herredsting, som loven foreskriver.
1428. 20. december		Christina Andersdatter i Sostrup, enke efter hr. Svend Udsen, og hendes søn Anders Svendsen giver hr. Oluf, provst i Århus, fuldmagt til på Sabro herredsting at skøde alt deres gods i Sabro til hr. Markvard, kannik i Århus, der skal modtage det på domkapitlets vegne, eller til en hvilken som helst anden, domkapitlet måtte sende.
[1428. 22. december eller 1429. 1. december]		Christine Andersdatter i Sostrup og Anders Svendsen, evig vikar i Århus domkirke, beder Ebbe Hennekesen og Lange Åge besegle deres brev af 1428. 20. december til Århus domkapitel.
1428		Biskop Navne (Jensen (Gyrstinge)) indvier et kapel til jomfru Maria, Skt. Gertrud og andre helgeninder i Nyborg.
1428.		Fru Anne Arvidsdatter, enke efter Borkvard (Ottesen) Limbek, skænker Maribo kloster al sit arvegods i Kippinge (nu: Øster Kippinge), Vedby (nu: Nørre Vedby), Gundslevmagle og Skerne for sjælemesser for sig selv og sine forældre. Klostret skal selv indløse det til hr. Folmer Jakobsen (Lunge) pantsatte gods af dennes arvinger for pantesummen på 100 lybske mark.
1428		Henrik Sandbergs overdragelsesbrev på en gård i Ørridslev.
1428		Niels (Stigsen (Munk)) Mus af Brusgård indgår en otteårig aftale med hr. Jens Nielsen (Løvenbalk) af Avnsbjerg om gods i Demstrup og Vranum.
1428.		Indførselsbrev om indførelsen af hr. Sten (Tygesen) Basse i det gods i Rågelund, Rostrup og Højrup (nu: Nørre Højrup), som han havde erhvervet fra hr. Aksel Andersen (Mule af Kjærstrup), samt det gods i Jersore, som han havde erhvervet fra Klaus (Hartvigsen) Limbek.
1428		Jakob Olufsens skøde på en gård i Våbensted.
1428		Tingsvidne om, at Bent Puder har skødet abbeden i Voer kloster al ret og del, som var tilfaldet ham ved arv, i en gård, som er beliggende i den sydligste del af Såby.
1428		Henrik Ottesen overlader Vrejlev kloster et bol i Saltum dal som sjælegave.
1428		Biskop Jens (Andersen (Lodehat)) af Roskilde har indløst og modtaget den gård i Neble, som Hartvig Nielsen havde pantsat til Skt. Hans kirke i Stege for to skilling grot og fire lødige mark.
1428		Klaus overdrager et pantebrev på gods i Borrby (Ingelstads herred) til Maribo kloster.
1428		Klaus Gunnesen overdrager Maribo kloster tre gårde i Kabbarp i Bara herred.
[1428 eller 1438]		Fru Johanne (Hansdatter) Podebusk, enke efter Mads Nielsen, pantsætter en gård i Pederstrup til Viborg Sankt Hans kloster.
1428	Hindsted herredsting	Tingsvidne af Hindsted herredsting om Lars Thomsens (Vestenie til Søbygård) lovlige forfald i kongens tjeneste, da en gård i Nysum blev fradømt ham, og om oplæsningen af kongens forbud mod at føre retssager mod ham.
1428		Anders Troelsen skøder et portrum til Jeppe Smed på sin fosterdatters vegne.
1428.		Konventet i Antvorskov kloster lover at holde messe for hr. Oluf Akselsen (Thott), der har skænket det en gård i Flakkebjerg.
1428.		Markvard Nielsen (Present?) overlader sin andel i Vollerup til ukendt side.
1428.	Skam herredsting	Tingsvidne af Skam herredsting om, at landsbyboerne i Vesterby og Klinte har fri skovhugst på Æbelø.
1428.		Niels Larsen (Kabel (af Tostrup)) lejer Trudstolpe hovedgård med alt tilliggende af Antvorskov kloster mod en årlig leje på ni lødige mark.