I den hellige treenigheds navn, amen.

Vi Erik, af Guds nåde konge af rigerne Danmark, Sverige og Norge, de Venders og Goters konge og hertug af Pommern, på den ene side, og vi, borgmestre og rådmænd i stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, på den anden side, anerkender og bevidner åberbart i og med dette skrift for alle og enhver, at der ved hjælp af de ærværdige fædre i Gud, hr. Christian, biskop i Ribe, hr. Ulrik, biskop i Aarhus, og hr. Gert, udvalgt biskop til Børglum i Vendsyssel, de strenge riddere, hr. Erik Nielsen, hr. Morten Jensen, hr. Henrik Knudsen, hr. Sten Basse, hr. Esge Brok, og væbner Gert Bryske, vore førnævnte kong Eriks råder, og sendebudene fra vore førnævnte stæder, nemlig fra Lübeck hr. Heinrich Rapesulver, hr. Johann Bere, hr. Johann Colmann og mester Paul Oldenburg, fra Hamburg hr. Erich von Tzeven og Hermann Kreyenbergh, fra Lüneburg hr. Friedrich Hogheherte og hr. Johann Springintgud, og fra Wismar hr. Peter Wilde, mellem os, førnævnte kong Erik, vore riger og vore rigers undersåtter og indbyggere, på den ene side, og os, førnævnte stæder og vore stæders borgere og indbyggere, på den anden side – Gud i Himlen, hans ærværdige moder Jomfru Maria, og alle himmelske hærskarer til pris, den hellige kristenhed til trøst, det Hellige Romerske Rige til ære og det fælles gode til nytte, gavn og velfærd – i samdrægtighed er blevet aftalt en fred og venskabelig våbenhvile, som skal gælde fra nu af fra dette brevs udstedelsesdato, og gælde og vare fra nu af og indtil den førstkommende Skt. Mikkels dag og derudover i fem umiddelbart på hinanden følgende år hele perioden ud, og at vi, førnævnte kong Erik og førnævnte stæder, inden for denne førskrevne fred skal holde et venskabeligt møde i Svendborg på Fyn til majdag, nemlig på næstkommende Skt. Philip og Jacobs dag for dér at forsøge, om vi på begge sider med Guds hjælp ved venskab kan komme til enighed og til en fuldstændig afgørelse vedrørende det, som vi på begge sider hver især har at sige hinanden, uden hjælp fra gode folk udefra. Skulle det dog ske, at vi førnævnte på begge sider ikke kan komme til en fuldstændig afgørelse af denne sag ved venskab – Gud forbyde det – så skal enhver af os på begge sider følgelig tage sine herrer og venner derhen, som skal have beføjelser til på deres vegne at dømme til ære og ret angående det, som hver part har at sige hinanden, såfremt de altså ikke kan forene os ved venskab.

Ligeledes skal vi, førnævnte kong Erik og førnævnte stæder, dér i Svendborg blive enige om et andet venskabeligt møde på et belejligt tidspunkt, som skal holdes på et for os på begge sider belejligt sted i Danmark, til hvilket sted vi, førnævnte kong Erik, og vi, førnævnte stæder, skal medbringe begge parters udnævnte voldgiftsmænd og venner eller andre herrer og venner, såfremt nogen af de udnævnte voldgiftsmænd skulle dø, eller såfremt vi ikke kan udvirke, at de kommer derhen, for at voldgiftsmændene og vennerne på begge sider således dér efter klage og svar forliger os, førnævnte kong Erik og førnævnte stæder, med ret, såfremt de kan.

Kan voldgiftsmændene og vennerne imidlertid ikke dér forlige os med ret, så skal voldgiftsmændene og vennerne have fuldmagt til at aftale et for dem muligt tidspunkt inden for den førskrevne våbenhvile, hvor de igen kan komme til det samme sted og så dér forlige os, førnævnte kong Erik og førnævnte stæder, ved ret, såfremt de ikke kan forlige os med venskab.

Og i kraft af disse førskrevne aftaler har vi, førnævnte kong Erik, tilladt – Gud til ære og den almindelige kristenhed til gavn og på grund af de førnævnte stæders ydmyge bøn –, at disse stæders borgere, købmænd og indbyggere i fred og sikkerhed kan rejse til og fra vore riger, lande, stæder, havne og områder – til lands og til vands, efter gammel sæd og skik og i henhold til indholdet af deres privilegier, uden svig, i al den tid, som den føromtalte våbenhvile varer. Og ligeledes kan også alle de, som med rette skal nyde og bruge de førnævnte stæders privilegier, i fred og sikkerhed rejse til vore riger, lande, stæder, havne og områder. Fradømmes de imidlertid noget gods med rette, så må de give afkald på det. Ligeledes: Hvis vore, førnævnte kong Eriks, og vore rigers indbyggere, borgere, købmænd og undersåtter kommer til disse førnævnte stæder, deres havne og områder, så skal de ligeledes være i fred og sikkerhed, både når de rejser dertil og derfra og både til lands og til vands, efter gammel sæd og skik, uden svig, således at enhver part er uantastet i sin ret. Ligeledes skal vi, begge førskrevne parter, så snart denne førskrevne fred er blevet forkyndt, igen indkalde de af vore folk, som opfører sig fjendtligt til søs, og beholde dem hjemme, og ikke igen sende dem til søs inden for denne førskrevne fred, således at ingen af de førnævnte parter kommer til skade eller forfang på nogen som helst måde, uden svig. Skulle det ligeledes ske, at en eller anden med forsæt atter sejlede ud af den ene eller anden af de førnævnte siders havne, uden at den side, som havnene tilhører, havde kendskab derom, og på den måde gjorde skade på den anden side, så skal man – når man får fat på vedkommende – dømme ham, sådan som det er ret.

Hvis nogen fra den ene eller anden af de to førskrevne sider blev påført skade til søs uden for havnene mellem denne og næstkommende Skt. Mortens dag, af nogle af dem, som ikke kan indkaldes, sådan som det står skrevet tidligere, så må den, som således bliver skadet, tage risikoen. Skulle det imidlertid ske, at nogen af vore førskrevne parter blev påført skader til søs af den anden part efter denne næstkommende Skt. Mortens dag og inden for denne førskrevne fred, og kommer vedkommende, som udfører eller har udført sådanne skader og overgreb, til nogle af vore førskrevne parters lande, havne, stæder eller områder, så skal den part, som disse lande, havne, stæder eller områder tilhører, hjælpe den skadede til sit gods eller dømme i sagen, som det sømmer sig. Skulle det ligeledes ske, at der skete en eller anden form for fredsbrud mellem vore førnævnte sider før det førskrevne første møde, som skal holdes i Svendborg, som ikke blev forsonet inden for perioden, så skal man afgøre det på det førskrevne møde og dér opnå enighed om, hvorledes man fremefter skal forholde sig til fredsbruddet.

Ydermere: Med denne førskrevne fred og venskabelige våbenhvile omfatter vi, førnævnte kong Erik, alle herrer og fyrster, riddere og knægte og stæder og i det hele taget alle dem, som for vor skyld er kommet i fejde med de førnævnte stæder – både til lands og til vands. Og med den samme fred og venskabelige våbenhvile omfatter vi, de førnævnte stæder, nemlig Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, alle herrer og fyrster, riddere og knægte og stæder og i det hele taget alle dem, som for vor skyld er kommet i fejde med den førnævnte hr. kong Erik – både til lands og til vands.

Således til vidnesbyrd og fastere garanti om, at denne føromtalte fred og venskabelige våbenhvile og alt, som er berørt deraf, i god tro stedse, fast og ubrydeligt skal holdes af begge vore førnævnte sider, er der af dette skrift lavet to skrifter – det ene skåret ud af det andetN – af samme ordlyd, af hvilke vi, førnævnte kong Erik, har det ene, og vi, de førnævnte stæder, nemlig Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, har det andet. Begge skrifter er givet tusind år, firehundrede år og derefter i det toogtredivte år efter Guds fødsel, på den ottende dag efter vor kære Frues Himmelfart. Og at vi førnævnte biskopper, riddere og knægte, vor førnævnte nådige herrers, kongens råder, på grund af den samme vor nådige herres bud og befaling, og vi, de førnævnte sendebud fra stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, på vegne af de samme stæder, samdrægtigt har behandlet og opnået enighed om den førskrevne fred og alle de førnævnte stykker og punkter, og at de således er blevet godkendt af begge sider, så at de med trofasthed skal holdes på enhver måde, sådan som de herovenfor står beskrevet og udtrykt på skrift, således til vidnesbyrd og større bekræftelse af netop dette har vi, førnævnte råder og sendebud, i fællesskab ladet alle vore indsegl hænge på dette skrift, som er skrevet i Horsens i Jylland i det år og på den dag, som står skrevet i det forrige.