I Herrens navn amen.

I år 1432 efter sammes fødsel, i den 10. indiktion, den 23. dag i august måned, ved aftentid eller deromkring; i Horsens, beliggende i Aarhus stift, i franciskanerklosterets spisesal; i det andet pontifikatsår for hr. Eugenius 4., den allerhelligste fader og vor herre, af Guds nåde pave; i mit nærvær i egenskab af offentlig notar og fremdeles i nedenstående vidners nærvær fremstod den særdeles berømmelige fyrste og herre, hr. Erik, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, de Venders og Goters konge og hertug af Pommern sammen med sine rådgivere, der da var til stede, fra den ene side, og fra den anden side fremstod de indsigtsfulde og vise rådsudsendinge fra stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, udsendte med henblik på at genskabe freden imellem de to parter: Fra Lübeck kom nemlig hr. Heinrich Rapesulver, borgmester, hr. Johann Bere, hr. Johann Colmann rådmænd, og magister Paul Oldenburg, sekretær sammesteds; fra Hamburg hr. Erich von Tzeven, rådmand, og hr. Hermann Kreyenbergh, sekretær; fra Lüneburg Friedrich Hogheherte, borgmester, og hr. Johann Springintgud, rådmand; fra Wismar hr. Peter Wilde, borgmester.

I nærvær af disse personer talte den strenge ridder, hr. Erik Nielsen, på vegne af førnævnte hr. konges rådgivere, der var blevet udvalgt til lejligheden, til førnævnte særdeles ophøjede konge:

”Særdeles ophøjede fyrste og nådige herre! Der er nu blevet nedskrevet en sådan traktat imellem jeres nåde og de tilstedeværende rådsudsendinge fra de førnævnte byer ifølge den ordlyd, som førnævnte byers førnævnte rådsudsendinge havde fremlagt for jeres nådes rådgivere, der var blevet udvalgt til lejligheden. Jeres nåde havde indvilliget i ophævelse af konflikten og en herpå umiddelbart følgende femårig fred imellem jeres nåde og førnævnte stæder med den forståelse, at man fra begge sider skulle mødes til førstkommende Skt. Philippi og Jacobi dag til at forliges i Svendborg i Odense stift og dét uden fremmede herrers tilstedeværelse. Og førnævnte rådsudsendinge sagde, at de håbede i Gud Herren, at de ville kunne imødekomme jeres nåde med et så venskabeligt forlig, at førnævnte konflikt kunne bringes til ende venskabeligt, således at det ikke bliver nødvendigt at tage rettens strenghed i brug imellem jeres nåde og førnævnte stæder. Men hvis de ikke formår at forliges venskabeligt med jeres nåde til førnævnte tid – Gud forbyde det – da skal begge parter i Svendborg straks vælge en passende tid og et passende sted i Danmark før den tid, førnævnte fred og våbenhvile løber ud. Til den tid og på det sted skal begge parter møde og medbringe herrer, fyrster og venner til at udvirke ret for jeres nåde i nærvær af førnævnte herrer, hvis de ikke skulle have formået at blive forligt venskabeligt med jeres nåde. Derfor, nådige herre og særdeles ophøjede fyrste, vil I værdiges at høre førnævnte rådsudsendinges ord, hvorvidt de vil indvillige i disse ting, der er blevet således fremsat?”.

Da førnævnte ridder havde talt således, talte selvsamme særdeles berømmelige fyrste til førnævnte hr. Heinrich Rapesulver og hans øvrige med-rådsudsendinge. Han sagde følgende:

”Vil I og jeres stæder fast overholde de ting over for os, de ting som just er blevet sagt, nemlig hvis I ikke formår at forliges venligt med os inden for den fastsatte termin, da vil I og jeres stæder i løbet af de følgende et eller to år, der følger umiddelbart efter mødet i Svendborg, yde os det, som er ret?”.

Hertil svarede førnævnte hr. Heinrich: ”Vi lover, at vi og vore stæder fast vil overholde det, som står skrevet i traktaten, som er blevet indgået i anledning af dette spørgsmål.”

Førnævnte hr. konge svarede: ”Hvor mange gange traktater er blevet indgået imellem os og jeres stæder, og hvorledes de er blevet os overholdt, ved folk udmærket!”. Som følge heraf opfordrede den særdeles berømmelige konge førnævnte hr. Heinrich Rapesulver og hans med-rådsudsendinge til at tage følgende i betænkning: ”Kender I til, at nogen form for bedrag eller svig er skjult i nærværende traktat, beder vi jer for Guds skyld om, at I viser os dette nu.” Den selvsamme hr. Heinrich Rapesulver svarede ham: ”Ved min sjæl kender jeg ikke til, at bedrag eller svig er skjult i denne traktat; kendte jeg hertil, ville jeg hellere ønske mig, at denne strid fortsatte 10 eller 20 år, end jeg ville udtale sådanne ord, som jeg har sagt til jeres nådes rådgivere!”. Det samme bekræftede de øvrige rådsudsendinge, udtrykkeligt og enkeltvis. Derpå talte den særdeles berømte fyrste og herre, kong Erik, til hr. Heinrich Rapesulver. Han sagde: "Hvad angår forhandlinger, der omfatter jeres person, udviser vi tiltro til jer som til en af vore hænder, og vi har grundlæggende tiltro til jer. Lover I os, at jeres byer over for os vil gøre det, som er ret, inden for en passende og hensigtsmæssig tid, dvs. et eller to år efter det møde, som vi fra begge sider skal afholde i Svendborg med det første, hvis førnævnte stæder ved den lejlighed ikke formår at forlige os venskabeligt?”. Da svarede førnævnte hr. Heinrich Rapesulver og bekræftede dette sammen med sine med-rådsudsendinge, og førnævnte hr. Heinrich Rapesulver og de øvrige af hans med-rådsudsendinge lovede åbent og enkeltvis den førnævnte særdeles berømmelige kong Erik med hånd og mund, at de var forpligtede til fast og urokkeligt at overholde det førnævnte uden svig.

Fremdeles anmodede hr. Heinrich Rapesulver førnævnte særdeles berømmelige hr. konge om det samme. Han sagde: ”Vil I også love os noget sådant til gengæld?”.

Til dette svarede førnævnte hr. konge: ”Ved Gud og alle helgener! Hvis I overholder det, som nu er sagt, over for os, vil vi være jer venligt stemt og velvillige, således om vi ingensinde har været før, og overholde det nu imellem os aftalte lige til det sidste over for jer; men hvis I ikke overholder det, der nu er blevet sagt, da vil vi ikke overholde disse løfter eller eden, som nu er blevet aflagt, over for jer eller i øvrigt være jeres ven, og vi vil ikke være venlige og velvillige, og vi vil ikke mere nogensinde udvise tiltro til jer.” Hertil svarede førnævnte rådsudsendinge: ”Herre, det må være godt, fordi det er uden bedrag!”.

Derpå sagde førnævnte hr. kong Erik: ”Angående disse førnævnte ord forelægger vi jer dette skrift, for at I kan være forpligtede over for os i overensstemmelse med det, I har sagt til os og vore rådgivere.” Og straks overdrog førnævnte hr. konge en skrivelse nedfældet på pergament til førnævnte hr. Heinrich Rapesulver, idet han beholdt en anden skrivelse for sig selv, og de to skrivelser var helt identiske med hensyn til snittet N og med hensyn til ordlyden. Følgelig blev det i enighed aftalt af begge parter, at førnævnte skrivelser skulle besegles af begge parter med segl tilhørende dem, hvis navne optræder i førnævnte skrivelser, og skrivelserne skulle sendes til Haderslev inden for tre uger fra førstkommende Skt. Bartholomæus' dag selve denne dag inklusive, således at hr. kongens høvedsmand på Haderslevhus kunne modtage den ene udgave af skrivelserne på vegne af hr. kong Erik og førnævnte stæders rådsudsendinge den anden. Da - efter alt dette var blevet sagt og afsluttet - anmodede førnævnte fyrste, kong Erik, alle de omkringstående fra begge parter og særligt for sit eget vedkommende Knud fra Aarhus, kansler eller justitiar og magister, om at huske disse ting.

Dette blev afhandlet år, dag, time og sted som udtrykt ovenfor i nærvær af de ædle mænd hr. Johann, greve af Everstein, Sten Basse og Anders Nielsen, riddere i Danmarks rige, lægmænd fra Roskilde stift, og Peder Bille, væbner, lægmand fra Lund stift, særligt hidkaldte og adspurgte vidner til denne lejlighed.

Og fordi jeg Knud fra Aarhus, klerk i Aarhus, offentlig notar på kejserlig myndighed, var til stede sammen med førnævnte vidner under de førnævnte fremlæggelser, tiltaler, svar, aftaler og alt det øvrige førnævnte, hvert og et, medens det – således som beskrevet – forhandledes og udførtes imellem de ovenfor nævnte parter, og fordi jeg har set og hørt alle disse ting blive udført, hver og en, har jeg således omhyggeligt skrevet nærværende skrivelse eller offentlige instrument med min egen hånd, udstedt det i denne offentlige form og underskrevet og bekræftet det med mit sædvanlige navn og mærke til troværdigt vidnesbyrd for alle de ovenstående hændelser, hver og en, særligt hidkaldt og adspurgt som vidne til denne lejlighed.