1436

Dato	Sted	Regest
1436. 6. januar		Hertug Adolf af Slesvig overlader Hinrik Bordenow og hans hustru Kerstine den livsvarige besiddelse af en ejendom på Langenæs ved Gottorp.
1436. 7.-12. januar	Hammar	Broder Bi, væbner, skifter med Oluf Henriksen, væbner, en gård i Gunnarp i Nørre Halland, som hans hustru havde arvet, for en gård i Torskinge i Västbo herred.
1436. 7. oktober		Sveriges rigsråd skriver til Danmarks tigsråd om kong Erik 7. af Pommern, at han ikke har efterkommet den aftale, man indgik i Stockholm året forinden, 1435, men han har tværtimod ladet slotte og lande være på udenlandske hænder, han har ikke forsvaret riget efter slotsloven sådan som aftalt, og ikke givet drost og marsk deres magt. Han flygtede og overlod riget til sin skæbne. Derfor anmoder det svenske rigsråd nu det danske om at opfordre kongen til, at han vil efterkomme førnævnte aftale.
1436. 2. februar		Hartvig Heest af Elvedgård, væbner, giver Lyder Kabel, ridder, 200 lybske mark, på hvilken sum penge han har Lyder Kabels brev. Det pågældende brev havde Hartvig Heest imidlertid forlagt, hvorfor det foreliggende brev skal tjene som erstatning for dette. Hartvig Heest takker Lyder Kabel for at have betalt ham både rente og hovedstol.
1436. 5. februar	Firenze	Pave Eugenius 4. pålægger efter supplik af Niels Timmesen, en fattig forældreløs fra Roskilde stift, officialen i Schwerin at indskærpe den bandlysning af fru Eline (Evertsdatter (Moltke) til Egede), (enke) efter Anders Jakobsen (Lunge), og Thyra, enke efter lægmanden Jens Jansen, som Johannes Meynesti, ærkedegn i Rostock, for et år siden idømte dem, og hvis de vægrer sig i endnu en måned, skal de på de steder, som officialen finder tjenlige, hver søn- og helligdag atter erklæres bandlyste. De to kvinder havde berøvet Niels Timmesen en del gods og nogle pengesummer, og Niels Timmesen fik udstedt et pavebrev, ifølge hvilket de skulle tilbagegive ham gods og penge, og fordi han frygtede for sin sikkerhed i Roskilde by og stift, blev det stilet til ærkedegnen i Rostock. Da denne stævnede dem for retten, mødte de ikke op, og han lod dem derfor offentligt bandlyse. Fordi de nu har ringeagtet bandlysningen i et år, er der på Niels Timmesens vegne blevet anmodet om, at paven vil tage vare på sagen.
1436. 14. februar		Morten Jensen (Gyrstinge) erkender at have solgt gods i Højer og Tønder herreder til ærkedegnen og kapitlet i Ribe og at have modtaget fuld betaling derfor, nemlig 268 rhinske gylden, 40 lybske gylden og 25 mark sølv i kølnsk vægt.
1436. 14. februar	Elbing	Reces fra de preussiske stæders møde i Elbing; heri fastfættes det, at man skal udsætte sejladsen igennem Øresund, indtil højmesterens sendebud er kommet til Lübeck og dér har fået at vide, hvordan hansestæderne vil forholde sig i sagen.
1436. 14. februar	Gjern herredsting	Et tingsvidne, hvor fru Thora Eriksdatter (Mus) erklærer, at hun i sin enkestand havde solgt og skødet Hårup, Halved og alt sit gods i Linå sogn til biskop Ulrik Stygge af Århus, og at hun havde fået fuldt vederlag herfor i form af gods i Gullev og Nøddelund samt i rede penge. Samtidig erklærer hun, at hun selv og hendes arvinger ikke har nogen rettighed i borgen Silkeborg og dens tilliggender. Hendes nye mand, Lange Ove (Ovesen (Kaas med mur)), var til stede på tinget og bekræftede rigtigheden af, hvad hun havde gjort og sagt.
1436. 19. februar	Morsø Sønder herredsting	Tingsvidne af Morsø Sønder Herredsting om, at Mogens Pedersen af Damsgård og hans forældre har haft Lynggårds Mark i besiddelse i 73 år.
1436. 26. februar	København	Jens Andersen Lodehat, biskop af Roskilde, stadfæster hr. magister Knud Nielsens og hr. Svend Vestenskovs gaver til Sankt Povls alter i Sankt Petri kirke i København og de til gaven knyttede betingelser: Sakristanen i Vor Frue kirke skal disponere over dette alter og oppebære dets indtægter til egen brug mod at lade holde tre ugentlige messer samt årlige sjælemesser for giverne. Biskoppen annekterer efter anmodning fra Knud Nielsen og Svend Vestenskov tillige altret til sakristanembedet ved Vor Frue kirke.
1436. 1. marts	Danzig	Instruktion medgivet Heinrich Vorrath, borgmester i Danzig, som udsending til Lübeck og Flandern. I instruktionen berøres flere forhold i Danmark. Bl.a. skal Vorrath tale med hansestæderne om de hindringer, som folk fra Malmø sætter i vejen for folk fra Danzig på grund af sagen om hr. Bertolt Burammer. Endvidere skal Vorrath tale med hansestæderne om den told, som Peder Oxe tager i Øresund. Desuden skal Vorrath tale med hansestæderne og de andre stæder om sejladsen igennem Øresund (se hertil DD 1436. 14. feb., nr. 14360214002). Desuden skal Vorrath afklare, om hansestæderne vil sende udsendinge til kong Erik til sankthans, sådan som det er blevet aftalt i fredsaftalen indgået mellem kong Erik og stæderne Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar den 17. juli 1435 (se DD 1435. 17. eller 24. jul., nr. 14350717002 og DD 1435. 17. eller 24. jul., nr. 14350717003). Endelig skal Vorrath i Lübeck indskærpe over for hansestæderne, at sildetønderne på Skånemarkedet har de korrekte mål, og at sildene bliver pakket korrekt, eftersom det har vist sig, at sildene fra Skånemarkedet har været for små, og at de er blevet pakket dårligt.
1436. 2. marts	Roskilde	Tingsvidne af Roskildebispens retterting om, at Niels Olufsen erklærer Anders Skjolds enke, Gyde, kvit for yderligere skifte på Anders Skjolds arvegods.
1436. 8. marts	Danzig	Danzig beder udsendingen Heinrich Vorrath, borgmester i Danzig, om at give Danzig selv og de livlandske stæder besked, så snart sejladsen igennem Øresund bliver frigivet, således at der ikke opstår skader eller klager.
1436. 9. marts	[Danzig]	Rådet i Danzig skriver til rådet i Reval for at få at vide, hvorledes Reval vil forholde sig til sejladsen igennem Øresund.
1436. 10. marts	Kalmar	Engelbrekt Engelbrektsson, Nils Stensson og Gustav Larsson beder Danzig og de preussiske stæder om hjælp mod kong Erik 7. af Pommern, som ifølge dem har brudt det indgåede forlig. Desuden meddeles det, at kong Erik benytter sig af sørøvere og fetaljebrødre til stor skade for både svenskere og hansekøbmænd. Det meddeles i den forbindelse, at svenskerne vil sende folk efter sørøverne og fetaljebrødrene, og når de bliver fanget, vil de blive kastet over bord. Brevets udstedere forlanger, at Danzig og de preussiske stæder gør det samme. Desuden meddeles det, at nordmændene har indgået et forbund med svenskerne mod kong Erik, samt at svenskerne og nordmændene ønsker at indgå et forbund med hansestæderne, til hvilket de behøver hjælp fra Danzig og de preussiske stæder.
1436. 17. marts	Lübeck	Notarialinstrument, at brødrene Johannes og Herbordus Ellingsten skænker karteuserklostret i Ahrensbök udbyttet af 50 mark.
1436. 20. marts	Lübeck	De preussiske udsendinge Johann Sobbe, Heinrich Vorrath og Hildebrand Tannenberg fortæller højmesteren for Den Tyske Orden om deres forhandlinger i Lübeck, bl.a. vedrørende sejladsen gennem Øresund. Det meddeles indledningsvist, at udsendingene ikke har kunnet få svar på, hvorledes hansestæderne vil forholde sig med hensyn til sejladsen gennem Øresund, men derefter meddeles det, at Heinrich Vorrath på et senere tidspunkt egenhændigt har talt med hansestæderne om sejladsen gennem Øresund, og at han har sendt det svar, som han har fået fra hansestæderne, videre til rådet i Danzig.
1436. 25. marts		Niels Olufsen og Henrik Tydekesen erklærer med deres respektive familiers samtykke at have skiftet med Gyde (Ingvarsdatter (Gris)), enke efter Anders (Andersen) Skjold, om arven efter Anders Skjold.
1436. 27. marts	[Danzig]	Rådet i Danzig meddeler rådet i Reval, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.
1436. 27. marts	[Danzig]	Rådet i Danzig meddeler rådet i Riga, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.
1436. 28. marts	[Danzig]	Rådet i Danzig meddeler rådet i Reval, at Den Tyske Ordens højmester har ophævet forbuddet mod sejlads igennem Øresund.
1436. 30. marts	Firenze	Pave Eugenius 4. imødekommer en ansøgning af Mogens Madsen, præst fra Ribe stift, om at få provision på provstiet i Sallingsyssel, som omfatter Fjends herred, ledigt efter Niels Smerichands frivillige resignation, som fandt sted under biskop Lave (Stigsen (Glob)), skønt Mogens allerede besidder sognekirken Fjaltring i Ribe stift.
1436. 4. april	Ålstrup	Kong Erik 7. af Pommern giver på rettertinget hr. Sten Basse låsebrev på dennes ejendomme i Nyborg.
1436. 4. april	Ålstrup	Kong Erik 7. af Pommern giver på rettertinget hr. Sten (Tygesen) Basse låsebrev på det gods i Jersore, som denne købte af Klaus (Hartvigsen) Limbek, og på Ringe mølle, samt på hans øvrige gods i Skam, Skovby og Lunde herreder og tillige på tre gårde i Rågelund (Åsum herred).
1436. 4. april	[Danzig]	Danzig beder Lübeck om at give besked om, hvad hansestæderne har aftalt med kong Erik 7. af Pommern vedrørende Øresundstolden, idet Danzigs egen udsending, Heinrich Vorrath, grundet tidsmangel ikke har kunnet skrive til Danzig om den sag. Danzig er særligt interesseret i at vide, om man skal fortsætte med at betale Øresundstold eller ej, således at de kan underrette de folk fra Danzig, som sejler igennem Øresund, om, hvordan de skal forholde sig. Endvidere ønsker Danzig at vide, hvorledes folkene fra Lübeck, som sejler igennem Øresund, forholder sig, og hvilken instruktion Lübeck har givet dem med hensyn til betaling af Øresundstolden, således at Danzig kan give den samme instruktion videre til folkene fra Danzig, som sejler igennem Øresund. Endelig ønsker Danzig at vide, hvorledes man skal forsvare sig, såfremt hr. Peder Oxe (høvedsmand på Krogen og Helsingborg) fortsætter med at opkræve Øresundtold, således at Lübeck og Danzig kan optræde i overensstemmelse med hinanden i sagen.
1436. 14. april	Basel	Baselerkonciliet tilstår alle dem, der giver bidrag til grækernes omvendelse samme aflad, som de vilde opnå ved at besøge Rom i et jubelår eller deltage i et korstog.
1436. 14. april	Firenze	Pave Eugenius 4. pålægger abbeden i Tvis kloster og provsterne i Børglum og Vestervig at undersøge indholdet i den klage, som Morten Spurv, kannik i Viborg, kapitlet sammesteds og Eggert, kannik sammesteds, har indgivet, hvoraf det fremgår, at biskop Herman Rynkeby sammesteds uretmæssigt har bandlyst Eggert og nogle til kapitlet hørende bønder; de skal stævne biskoppen og andre, der bør stævnes, og tildele Eggert og bønderne absolution, såfremt der først er indhentet garanti for, at de vil adlyde kirkens bud, i fald bandlysningen viser sig at være retmæssig; angående de andre forhold skal modtagerne høre sagens parter og afgøre sagen uden appelmulighed.
1436. 21. april	Lübeck	Lübeck meddeler Danzig, at alle hansestædernes - og således også Danzigs - privilegier er blevet stadfæstet ved freden med kong Erik 7. af Pommern af 17. juli 1435 (DD 1435. 17. juli, nr. 14350717002 og DD 1435. 17. juli, nr. 14350717003). Lübeck meddeler derfor, at de ikke selv har i sinde at betale Øresundstold, da de i henhold til deres privilegier ikke er forpligtet til det, og de råder således Danzig til heller ikke at betale Øresundstold. Endelig meddeler Lübeck, at de giver de folk fra Lübeck, som sejler igennem Øresund, instruktion om, at de skal henvise til deres privilegier, hvis Peder Oxe (høvedsmand på Krogen og Helsingborg) i strid med fredsaftalen fortsætter med at opkræve Øresundstold.
1436. 24. april	Hellum herredsting	Morten Jepsen har fået og forevist et fuldendt tingsvidne på Hellum herredsting angående noget gods.
1436. 26. april	Kalundborg	Kong Erik 7. af Pommern giver fru Abele, enke efter Rikman v. d. Lancken, 100 lybske mark af den årlige byskat i Svendborg og forbyder Rikman v. d. Lanckens arvinger og alle andre at have noget med den førskrevne sum penge at gøre.
1436. 28. april	[Danzig]	Danzig besvarer en skrivelse fra udsendingen Heinrich Vorrath, som befinder sig i Brugge, i hvilken han har frarådet at lade skibe sejle igennem Øresund. Danzig meddeler, at problemet har løst sig selv, eftersom der hverken i Danzig eller i Livland er skippere, som påtænker at sejle igennem Øresund, bortset fra to skibe, som skal til Skotland. Skipperne på disse to skibe er imidlertid endnu ikke blevet enige om, hvornår de skal sejle, og Danzig ved det derfor heller ikke. Danzig meddeler desuden, at de ikke desto mindre vil sende Vorraths henstilling om ikke at lade skibe sejle igennem Øresund videre til Riga og Reval.
1436. 30. april		Hertug Adolf af Slesvig tilstår Junge Leve i Frisland og hans mandlige efterkommere at besidde og bruge deres gods og ejendomme ligesom andre frie mænd i hertugdømmet Slesvig.
1436. 30. april		Hertug Adolf af Slesvigs gavebrev til Junge Leve på ni pund engelsk om året, som han skal have af sognet Morsum i Strand, så længe han lever.
1436. 1. maj	Hallelev	Niels Esbernsen Bille i Hallelev, væbner, opretter og doterer et alter for sankt Katarina i Roskilde domkirke og fastsætter, at der skal afholdes fire ugentlige messer ved alteret samt hans årtid i kirkens kor; desuden forbeholder han sig og sine arvinger præsentationsretten; ved hans arvingers bortfald tilfalder kollationsretten kapitlet uden præsentation.
1436. 1. maj		Niels Esbernsen Bille i Hallelev, væbner, præsenterer over for domkapitlet i Roskilde Jens (Mikkelsen) Krabbe (af Roskilde) til besiddelsen af det af Niels oprettede alter for sankt Katarina i Roskilde domkirke.
1436. 1. maj	Kolberg	Forlig mæglet af kong Erik 7. af Pommern mellem hertug Bugislav af Pommern og biskoppen og domkapitlet i Cammin.
1436. 2. maj		Adolf 8., hertug af Slesvig, tilstår sin tømrermester Bernd v. Stocken seks mark årlig rente af Kropp sogns afgifter.
1436. 3. maj		Henze Nielsen, borger i Tommarp, sælger en bod beliggende nord for Sankt Peders kirke til Tommarp kloster.
1436. 5. maj	Bologna	Paven giver dekanen Hans Laxmand i Lund tilladelse til at vælge en skriftefader, som kan give ham fuld syndsforladelse ved hans død.
1436. 9. maj	Sjællands landsting i Ringsted	Sjællands landsting vidimerer efter anmodning af Peder Nielsen, provisor for Sankt Clara kloster i Roskilde, brev af Anders Pedersen (Panter) og hans hustru Elisabeth (Nielsdatter (Manderup)) af 7. december 1391.
1436. 10. maj	Danzig	Under henvisning til et brev, som Danzigs udsending Heinrich Vorrath i Brugge har sendt til Danzig indeholdende oplysninger om krigen mellem England og Burgund, advarer Danzig Reval mod at sejle igennem Øresund, eftersom englænderne har i sinde at lægge skibe ud ved Jyllands nordkyst ud for Skagen for at skade hansekøbmændene.
1436. 18. maj	Bologna	Pave Eugenius 4. pålægger dekanen ved Mariakirken i Hamborg at overdrage sognekirken i Garding i Slesvig stift til Johannes Stenveld, evig vikar i sognekirken i Oldesloe i Lübeck stift, hvis han finder ham egnet hertil, skønt han i forvejen har det omtalte evige vikariat. Da sognekirken i Garding blev ledig ved den tidligere indehaver Siffridus Scakens død, præsenterede hertug Adolf af Slesvig Johannes til embedet, og Nicolaus, biskop i Slesvig, indsatte ham i det, men idet der er opstået tvivl om overdragelsens gyldighed, har Johannes anmodet om at få bekræftet besiddelsen af kirken.
1436. 18. maj	Bologna	Litteras tomi iii, no. 1766 nunc etiam repperimus (concessum in studio in presentia pape C. Ariminensis. Datum Bononie 15. kal. junii anno 6.)
1436. 21. maj	Bologna	Paven giver ærkebiskop Peder Lykke i Lund, som overfor kardinal Lucidus (de Comite) ved sin prokurator, klerken Jens Grote fra Slesvig stift, havde nedlagt sit embede, en årlig pension på 300 kammergylden, der skal betales af ærkebiskopsbordet.
1436. 21. maj		Optegnelse om, at dekanen Hans Laxmand i Lund udnævnes til ærkebiskop sammesteds, og at Peder Lykke får en årlig pension på 300 gylden.
1436. 21. maj	Bologna	Paven udnævner dekanen i Lund Hans laxmand til ærkebiskop.
1436. 21. maj	Bologna	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Gotscalcus Rixstorp, kannik i Lübeck, som ønsker at blive ved kurien og studere, og som har opnået embedet som ærkedegn i Slesvig, men som kun er indviet som akolyt, om dispensation til ikke at lade sig indvie til de højere gejstlige grader inden for de første ti år; dispensationen gælder kun, så længe han studerer.
1436. 21. maj	Århus	Jens Stigsen i Ormslev blev indført i Stokkebrogård, Treå Mølle, to ødegårde i Skærholm med to øde møllesteder, samt to landbosæder i Stokkebro.
1436. 26. maj		Jakob Pedersen, kannik i Roskilde domkirke, skøder Eggert Christensen Frille alt sit jordegods i Vends herred, der var tilfaldet ham i arv. Endvidere erkender han at have modtaget fuld betaling derfor.
1436. 28. maj	København	Peder (Nielsen) Mus af Torup pantsætter en gård i Vejleby til Jakob Andersen af Særslev for 100 mark stæderpenninge.
1436. 30. maj	Bologna	Paven tillader den udvalgte ærkebiskop Hans Laxmand i Lund at lade sig indvie af hvilkensomhelst biskop.
1436. 2. juni	Bologna	Optegnelse om, at Martinus Dalmeri fra Roskilde stift har modtaget den første tonsur, og at sognepræsten Jens Andersen i Mou (?) i Viborg stift er blevet indviet til diakon.
1436. 3. juni	Vadstena	Reces fra mødet i Vadstena 3. juni 1436, hvor udsendingene fra de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg, nemlig Timme Hadewerk, rådmand i Lübeck, og Peter Wilde, borgmester i Wismar, mægler et forlig mellem kong Erik 7. af Pommerns sendebud hr. Morten Jensen (Gyrsting), ridder, og Hans Krøpelin, væbner, på vegne af kongen på den ene side og det svenske rigsråd på den anden side. I forliget aftales en fred mellem kong Erik og det svenske rigsråd, som skal vare 14 dage fra brevets udstedelsestidspunkt. Endvidere fastsættes et nyt møde med voldgift, som skal afholdes i Kalmar 15. juli 1436. I den forbindelse aftales det, at fire af kong Eriks mænd og fire svenske rigsråder under alle omstændigheder skal komme til Kalmar til det aftalte møde med beføjelse til at udskyde mødet, såfremt enten kong Erik eller det svenske rigsråd er lovligt forhindret i at komme til mødet. Endvidere aftales det, at de folk, som befinder sig på kong Eriks slotte skal forsynes med frisk mad og alt, hvad de ellers måtte have behov for til livets opretholdelse. Endvidere aftales det, at der fra brevets udstedelsestidspunkt og frem hverken må bygges mere foran slottene eller på slottene. Endelig aftales det, at hhv. kong Eriks sendebud og det svenske rigsråd skal gøre alt, hvad de kan, for at de tilfangetagne på begge sider kan få midlertidig løsladelse indtil det aftalte møde i Kalmar.
1436. 7. juni	Nyborg	Lave (Lavesen) Rudbek, væbner, giver Sten (Thygesen) Basse (til Tybjerg), ridder, fuldmagt til at indløse dels hans gods på Langeland, som hans svoger, Jens Truedsen (i Bolestad), havde pantsat til Joakim Schepelitz, og dels hans gods på Fyn, som Timme (Krummedige) Hvitkop (til Sandholt) havde i pant. Når Sten Basse har indløst godset, har han lov til at bruge det efter sin vilje, indtil det bliver indløst fra ham.
1436. 11. juni	København	Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de rådsudsendinge, som de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil sende til mødet i København, og til de personer, som rådsudsendingene vil medbringe til mødet. Det frie lejde skal gælde både til lands og til vands, til og fra mødet, samt mens rådsudsendingene er i København hos kongen.
1436. 19. juni	Bologna	Ærkebiskop Hans Laxmand i Lund lover ved klerken Jens Grote fra Slesvig stift at betale servispenge til det pavelige kammer og kardinalkollegiet.
1436. 21. juni	Stockholm	Det svenske rigsråd meddeler Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar, at mødet i Kalmar er bestemt til den 15. juli, samt at det svenske rigsråd håber, at det svenske rige på dette møde vil få sine privilegier tilbage. Endelig beder det svenske rigsråd hansestæderne om at sikre, at det frie lejde, som er blevet givet til det svenske rigsråds udsendinge, vil blive overholdt.
1436. 23. juni	Jersö	Norske rigsråder slutter fred med bøndernes leder, Amund Sigurdsson (Bolt).
1436. 24. juni	Lübeck	Danzigs udsending Heinrich Vorrath meddeler Danzig, at hansestæderne vil sende udsendinge til mødet med kong Erik i København.
1436. 24. juni		Hans (Klausen) Grubendal af Egholm skænker to gårde i Svensmarke til Sorø kloster, der havde overladt ham dets gods i Jerslev.
1436. 26. juni	Bologna	Paven udnævner Niels Stensen til sognepræst i Aker i Oslo stift efter Sven Daci (?) som var død i Castro Fanano i Modena stift.
1436. 30. juni	Bologna	Klerken Johannes Liseman fra Mainz stift, som har været i kong Eriks tjeneste, får lov til, under sin midlertidige fraværelse fra kurien, dog at nyde kurialernes privilegier.
1436. juni		Optegnelse om, at ærkebiskop Hans Laxmand i Lund betaler forskellige mindre afgifter til det pavelige kammer.
1436. 1. juli - 23. august	[Kalmar]	Indberetning fra de hanseatiske udsendinge vedrørende forhandlingerne med kong Erik 7. af Pommern i København, hvor også herren af Barth og herren af Pommern deltog sammen med deres råd, og vedrørende forhandlingerne mellem kong Erik og svenskerne i Kalmar. Det meddeles, at udsendingene sejlede ud af Trave 1. juli, og at de ankom til København 3. juli, hvor de blev venligt modtaget af kong Erik. Efter tre uger i København, hvor udsendingene forhandlede med kong Erik om fredsbrud og om Rostock, sejlede de videre mod Kalmar, hvortil de ankom 24. juli. I Kalmar blev de modtaget af kong Erik, svenskerne og de andre herrer. De hanseatiske udsendinge var imidlertid kun interesserede i at optræde som voldgiftsmænd i sagen mellem kong Erik og svenskerne, såfremt kong Erik ville overholde de løfter vedrørende tolden ved Krogen (dvs. Øresundstolden) og Rostock, som han havde givet hansestæderne, hvortil kong Erik højtideligt erklærede, at han ville holde alt, hvad han havde lovet hansestæderne. Endvidere meddeles det, at svenskerne bad kong Erik om, at han måtte tage dem til nåde, og at de erklærede, at de ville have kong Erik som konge, og at de ikke ønskede en retssag med kongen, hvorpå kongen svarede, at svenskerne skulle bestemme, hvorledes deres venskabelige aftale med ham skulle se ud. Derefter udfærdigede svenskerne en skrivelse om, at riget Sverige var blevet påført stor skade grundet dårlig regeringsførelse, og at de derfor ønskede, at kong Erik lod det svenske rige være ved sin lovbog, sine skriftlige rettigheder, sine privilegier og sine gode, gamle sædvaner, sådan som kongen havde lovet dem. Hertil svarede kong Erik både mundtligt og skriftligt, at han aldrig havde gjort svenskerne uret eller fortræd eller påført dem vold, men at han derimod havde vist dem ære, godhed og velvilje. Det meddeles i den forbindelse, at der således gik megen tid med den slags skrivelser og taler, som dog ikke førte til noget frugtbart. Derfor sagde hr. Erik Krummedige på vegne af voldgiftsmændene til kong Erik og svenskerne, at de nu havde udfærdiget skriftlige klager og skriftlige modsvar, men at de endnu ikke havde udfærdiget en tekst, som kunne bruges som aftale imellem dem, og derfor ville voldgiftsmændene skriftligt udfærdige en venskabelig aftale, som kunne være begge parter til behag, og ligeledes skulle hver part inden for en bestemt periode udfærdige sine klager mod den anden part, eftersom voldgiftsmændene efter klager og svar ville udsige, hvad der var ret, såfremt parterne alligevel ikke kunne finde behag i den af voldgiftsmændene udfærdigede venskabelige aftale, eftersom den nuværende situation var til skade for alle. Derpå gav begge parter deres skriftlige klager til voldgiftsmændene, men svenskerne sagde, at de ikke havde forventet en retssag, og at de heller ikke havde forstået det sådan ved mødet i Vadstena, hvorfor de på nuværende tidspunkt ikke kunne nævne alle de nødvendige artikler, fordi de ikke havde fået dem med til mødet i Kalmar. Derpå gik voldgiftsmændene op på slottet til kong Erik for at bevæge ham til at modtage svenskernes venskab, for de kunne alle fornemme, at en retssag imellem kong Erik og svenskerne hverken ville føre til venskab, enighed eller fred imellem dem. Derefter svarede kong Erik på det, som svenskerne havde skrevet om, at han skulle besætte landet og slottene med svenske folk og ikke med udenlandske folk, at han ikke ville have den evige skam hængende over sig, at alle skulle sige om ham, at han havde accepteret, at danskere, tyskere og nordmænd, som svenskerne altså anså for at være udlændinge, skulle fordrives fra riget, eftersom han ikke havde modtaget riget fra Margrethe på den måde, og derfor skulle man fratage ham det med ret. Derpå havde kong Erik, Erik Krummedige og Heinrich Rapesülver en længere diskussion, og til sidst sagde Heinrich Rapesülver, at hvis kongen kun ville følge sit eget hoved, og det så kom til en krig mellem kongen og svenskerne, og kongen så alligevel ikke kunne få sin vilje, så ville kongen være evigt forbandet, men hvis kongen ville følge sit råds råd, og hvis rådet så gav ham et dårligt råd, så ville rådet og ikke kongen være forbandet. Derfor lod kong Erik alle de danske folk kalde op på slottet for at høre, om de ville råde ham til at acceptere svenskernes krav, og derefter blev også svenskerne og hansestædernes udsendinge kaldt op på slottet. Her takkede svenskerne kong Eriks råd og hansestæderne for alt, hvad de havde opnået, og formanede rigsrådet om, at de alle måtte blive sammen som brødre, og at de hver især ville respektere hinandens rettigheder, privilegier og gode, gamle sædvaner. Dertil svarede Heinrich Rapesülver med det samme, at det var hansestædernes ønske, at de, eftersom de havde hjulpet til med at få en aftale i stand mellem kong Erik og svenskerne, gerne ville betragtes som søstre, således at hansestædernes privilegier og gode, gamle sædvaner også ville blive overholdt. Dertil svarede Erik Krummedige, at alt, hvad man havde lovet hansestæderne, ville blive overholdt. Derefter blev det den 23. august aftalt, at man skulle bringe kong Erik og svenskerne sammen, således at svenskerne kunne falde på knæ for kongen og bede om at blive taget til nåde. Derfor lod kongen samme dag alle folk samle på markedet, idet han lod alle klokkerne ringe. Derefter gik kong Erik sammen med herren fra Pommern og voldgiftsmændene, således at de stod i en kreds, og deromkring stod alle folk. Derefter kom svenskerne og faldt på knæ for kongen og bad om, at han måtte tage dem til nåde. Da ville kongen rejse dem op med sine hænder, men de ville ikke stille sig op. Derfor satte kongen sig selv ned på knæ og rejste dem op på den måde. På grund af denne ydmyge handling begyndte mange af de omkringstående at græde. Derefter bad kong Erik svenskerne om, at de for Guds skyld måtte tilgive ham, såfremt han havde handlet ilde mod dem, og derefter gik kongen sammen med sit råd og svenskerne op til rådhuset for at fuldbyrde venskabet.
1436. 2. juli		Godske Eriksen (Rosenkrantz) og Iver Pedersen ((Rosenkrantz) til Kogsbøl) skøder Haderslev kapitel en gård i Sverdrup og en i Stendet for 100 lybske mark stæderpenninge.
1436. 7. juli	Ralswiek	Rügenboen Hinrik Thechedarghe erklærer at have købt en mølle på Rügen af biskoppen og domkapitlet i Roskilde for 100 stralsundske mark.
1436. 15. juli		Kong Erik 7. af Pommern giver frit lejde til de rådsudsendinge, som de fire hansestæder Lübeck, Hamburg, Lüneburg og Wismar vil sende med til Kalmar.
1436. 18. juli	Lübeck	Ludolphus Robring, kannik og skatmester i Lübeck og Baselkonciliets generalskatmesters særlige udsending i de tre nordiske riger, meddeler gejstligheden i Norge transsumpter af Baselkonciliets udnævnelse af biskop Mattheus af Albenga til generalskatmester i hele den kristne verden, og af dennes udnævnelse af Ludolphus til særlig kommissær i de tre nordiske kirkeprovinser; desuden meddeler han, at han har sendt Conradus Godebus, klerk fra Roskilde stift og hans stadige bordfælle og medlem af hans husstand, til Norge som sin stedfortræder for at indsamle pavestolens tilgodehavender dér, med beføjelse til at inddrive dem under trussel om kirkestraffe.
1436. 20. juli	Trälleborg	Tule Tygesen, Jep Tuesen og Gustav Lalesen vidimerer det kongelige rettertings dom af 1433. 1. september i sagen mellem biskop Jens af Roskilde og fru Margrete Fikkesdatter (Moltke) om arven efter Hans Reimersen.
1436. [24. juli - 23. august]	Kalmar	Voldgiftsmændenes forslag til et forlig mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne ved mødet i Kalmar juli-august 1436. Voldgiftsmændene meddeler indledningsvis, at de håber, at striden mellem kong Erik og de gode folk fra Sverige kan bilægges ved et venskabeligt forlig og altså uden en retssag, idet redeligt venskab er nyttigere i sådanne sager end ret. Forligsforslaget har følgende punkter: 1) Svenskerne skal til at begynde med uden tøven, frit og uden retskrav levere alt det, som de har erobret i Lunds stift, og alt det, som tilhører Danmark, tilbage til kongen. Desuden skal svenskerne tage kong Erik tilbage som konge og anerkende ham som deres fuldmægtige konge, så længe han lever, således at han kan have og nyde al kongelig ret. Desuden skal de frit og uden retskrav levere alle de byer og slotte, som tilhører kronen, tilbage til kongen, og de skal igen erklære ham troskab. Endvidere skal de gøre knæfald for kongen under overværelse af alle de her i Kalmar tilstedeværende fyrster, herrer og gode folk, således at kongen for Guds skyld og efter alle fyrsterne og herrernes ønske nådigt kan tilgive dem, tage dem i sin tjeneste igen samt give dem forladelse for alle de skader og den uvilje, som er opstået i striden mellem ham og svenskerne. Dog skal man efter kongens og hans råds råd genopbygge og forbedre de af kongens slotte og gårde, som er blevet brændt af og tilintetgjort, og svenskerne skal sørge for, at genopbygningen af disse slotte og gårde ikke kun kommer til at ligge kronen til last. Til gengæld skal kongen lade svenskerne nyde deres skriftlige ret og alle deres privilegier og friheder af både gejstlig og verdslig art. 2) Hvis en person, hvad enten det er en mand eller en kvinde, er blevet frataget gods med magt, det være sig liggende arvegods eller jordegods, både i form af pantegods eller arvegods, så skal dette gods leveres tilbage til vedkommende frit og uden retskrav. Hvis nogen uden rigets eller rigets råds tilladelse har gjort skade på eller har haft indtægter af sådant gods, så skal den person, som er blevet frataget godset med magt, have kompensation herfor. 3) Hvis kongen stadig har krav mod nogen grundet bestemte handlinger eller sager, f.eks. vedrørende ansvar eller andet, og hvis dette angår hele riget, så skal kongen bilægge en sådan strid ved et venskabeligt forlig. 4) Med hensyn til svenskernes krav om fjernelse af told, om forbud mod mønt og mod at føre sølv ud af landet, om at nedsætte skatter, om at indkræve skat i varer og ikke i rede penge og endelig om fogedernes ansvar kan voldgiftsmændene ikke komme med en afgørelse. Derimod overlader voldgiftsmændene det til kongen, rigets råd og rigets indbyggere at afgøre disse sager. 5) Med hensyn til drost- og marskembederne, kronens indtægter og skatkammer, de breve og klenodier, som efter svenskernes ønske skal føres tilbage til riget, Stockholms privilegier og de personer, som har virket i rigets tjeneste, og som i den forbindelse er blevet påført skade, siger voldgiftsmændene, at den drost og den marsk, som nu er blevet valgt, skal forblive ved den magt, som det tilkommer dem at have, og de skal styrke og understøtte kongemagtens og rigets ret, og kongen skal bede rigets indbyggere om at være lydige mod ham, sådan som det er ret. Om kronens indtægter og skatkammer, breve og klenodier siger voldgiftsmændene, at kongen har lov til at medbringe sine indtægter, hvorhen han vil til de tre rigers behov, fra det ene rige til det andet, hvis han altså skal være konge over alle tre riger, og han må placere skatkammeret, hvorend han vil, således at han kan tjene i alle tre riger, hvor der først og fremmest måtte være behov for det, og klenodierne skal tjene alle tre riger, hvorfor han har lov til at have klenodierne, hvorend han vil, eftersom han er konge over alle tre riger. Med hensyn til Stockholms privilegier og med hensyn til de personer, som, idet de har optrådt i rigets tjeneste, har givet privilegier til Stockholm efter deres forgodtbefindende, siger voldgiftsmændene, at det ikke er ret, idet rigets mænd ikke har nogen som helst magt til at give privilegier uden kongens tilladelse. Såfremt Stockholm nu vil have nye privilegier, hvis de altså har mistet deres gamle, så skal de have tildelt privilegierne efter rigets indbyggeres og rigets råds råd og med kongens tilladelse, ganske som det er tilfældet med alle andre købsteder i riget, således at privilegierne ikke kommer til at ligge kronen til last. Endelig råder voldgiftsmændene kongen til at få et venskabeligt forlig i stand med alle de personer, som har misbrugt deres magt i Sverige, selvom de har uret, eftersom det er bedre at bilægge striden ved et forlig end at afslutte striden ved blodsudgydelse. Ligeledes er det ifølge voldgiftsmændene mere nyttigt at indgå et venskabeligt forlig end at forsøge at afslutte striden ved en retssag, idet det venskabelige forlig vil føre til større fred og fordragelighed end en retssag. 6) Med hensyn til kongens arv i Sverige skal svenskerne unde og tilstå ham alt, hvad han rettelig kan arve, således som det er beskrevet i loven, det være sig gods, som dronning Margrete købte, pantsatte eller indløste, eller gods, som kongen selv har købt, pantsat eller indløst eller nu køber, pantsætter eller indløser, således at de under ham dette gods i overensstemmelse med loven, dvs. efter fremlæggelse af kongens beviser og krav på godset og efter svenskernes svar herpå. 7) Alle førskrevne punkter skal godkendes skriftligt af begge parter, inden forliget kan træde i kraft. Såfremt parterne ønsker at drøfte nogle af artiklerne med hinanden i venskabelighed, vil voldgiftsmændene ikke modsætte sig dette.
1436. [24. juli - 23. august]	Kalmar	Kong Erik 7. af Pommerns klage mod svenskerne. Klagen har følgende punkter: 1) I al den tid kong Erik har været svenskernes konge, har han ikke påført dem vold på deres liv eller gods. Derimod har svenskerne frarøvet kongen hans lande og slotte med vold, og svenskerne har brændt kongens og kongens folks ejendom af eller ødelagt den, hvilket kongen kan bevise. Dette er sket uden kongens skyld, og uden at det er blevet indbragt for retten. Alt dette har svenskerne gjort, selvom der den 14. oktober 1435 var blevet indgået et forlig mellem kong Erik og svenskerne i Stockholm (se DD 1435. 14. okt., nr. 14351014001), og selvom de dér på ny havde hyldet ham som konge og sværget ham troskab. 2) Kong Erik har udnævnt en drost og en marsk for Sverige efter svenskernes ønske, selvom det ikke er et krav ifølge svensk lov, og han har vist svenskerne stor kærlighed, hvilket heller ikke er et krav ifølge svensk lov. 3) Svenskerne skrev i et brev til kong Erik, at han skulle komme til Sverige til fastelavn for at yde dem godtgørelse på baggrund af deres fordringer mod ham. Dette brev fik kong Erik imidlertid først den 1. februar, altså 14 dage inden fastelavn, hvorfor han dårligt kunne nå at rejse til Sverige. Ej heller havde de i brevet angivet et sted, hvor han kunne finde dem. Tre eller fire dage efter svenskerne havde skrevet brevet, red de til Stockholm med våben i hånd, og dér tvang de borgmestrene ud af byen og fangede dem, bandt dem og slog dem, og de erobrede byen og belejrede slottet, inden kong Erik modtog brevet fra svenskerne. I det samme brev meddelte svenskerne, at de ville opsige kongen troskab og mandskab, såfremt han ikke kom til Sverige til fastelavn. 4) Svenskerne har frarøvet kongens tjenere, dvs. gode mænd og kvinder, såvel danske, tyske, norske som svenske, som bor i Danmark, og som har gods i Sverige, eller som bor i Sverige og har gods dér, alt, hvad de ejer. Og hverken kirken eller klostrene kunne hjælpe dem. Dette er særligt gået ud over Ida Königsmark, af hvem svenskerne krævede 600 mark for et len, som de ikke havde ret til at give hende. 5) Svenskerne er draget til Danmark, hvor de har erobret slotte, byer og land. Dette er hverken sket med ret eller med ære. 6) De svenske biskopper har forlenet kongens kirkelen, som det imidlertid kun tilkommer kongen at forlene. 7) Kong Erik har overdraget sit slot Kastelholm til Erik Puke, for at han straks skulle overdrage det til Karl Knutsson (Bonde), når han kom dertil på vegne af kongen. Da Karl Knutsson (Bonde) kom og krævede slottet, fangede Erik Puke ham og hans tjenere og smed dem i slottets fangetårn og frarøvede dem alt, hvad de havde. Derfor har Erik Puke stadig Kastelholm, og på samme måde har han frarøvet kong Erik Tälje hus. 8) Da Nils Stensson (Nat og Dag) kom til kong Erik i Kalmar og højtideligt bad om tilgivelse, spurgte kongen ham, om han ville gøre mere imod kongen, og om han på et eller andet tidspunkt igen ville bemægtige sig Kalmar len eller befæste Kläckeberg kirke. Da sagde Nils Stensson, at han aldrig igen ville handle imod kongen, og han aflagde ed derpå. Så forlenede kong Erik Nils Stensson med gården Tume og de len, som hørte dertil, men så snart kong Erik var draget af sted, bemægtigede Nils Stensson sig Kalmar len og befæstede Kläckeberg kirke, og han erobrede desuden Brømsehus, som hører til Danmark. 9) Inden for den fred, som blev indgået i Vadstena, er kong Eriks slotte Axevalla og Elfsborg blevet belejret af svenskerne med stor skade og mange døde og sårede til følge. Desuden er kong Eriks slot Raseborg blevet frarøvet kongen. 10) Broder Svensson (Tjurhuvud) svor troskab til kong Erik, da kongen lovede ham land og len, men han har handlet imod kongen, og han har skæmtet med, at svenskerne rejste til Danmark og dér erobrede land og slotte.
1436. [24. juli - 23. august]	Kalmar	Svenskernes klage mod Kong Erik 7. af Pommern. Klagen har følgende punkter: 1) Det svenske riges råd og mandskab har i mange år klaget over den uret og de overgreb, som uretfærdige fogeder udsatte dem og hele det svenske samfund for under konflikten mellem Jens Eriksen og Engelbrekt Engelbrektsson. Da det svenske samfund erkendte, at det ikke ville blive bedre, og at svenskerne ikke ville få hjælp fra kongen, idet han hele tiden var ude af landet, eller fra det svenske rigsråd, idet det ikke havde magt til at hjælpe svenskerne, besluttede de sig for at opsige kongen råd og mandskab. Imidlertid erklærede svenskerne derefter på et møde i Stockholm igen kongen troskab og mandskab på den betingelse, at Sveriges indbyggere skulle have deres lov og ret samt deres privilegier og friheder tilbage. Dog skulle de tre slotte Stockholm, Nyköping og Kalmar være undtaget herfor, idet kongen skulle have dem. På disse slotte kunne kongen indsætte danskere eller nordmænd. Alle andre slotte skulle leveres tilbage til svenskerne efter det svenske rigsråds råd. Denne aftale blev imidlertid brudt af kongen, eftersom slottene ikke blev leveret tilbage til svenskerne. Dette indklagede svenskerne første gang for de 12 voldgiftsmænd, anden gang for danskerne og tredje gang for kongen selv. 2) Da kongen rejste til Danmark, blev det svenske samfund skændet og udsat for røveri, som om det havde været i fjendeland. Land og slotte blev overdraget til udenlandske folk - både mænd og kvinder. Bl.a. blev svenske adelsfolk gjort til underfogeder af danskerne, hvis svenskerne krævede noget af deres gods. 3) Kongen sagde også, at han ikke længere ville være svenskernes ja-herre. På denne og lignende måder brød kongen aftalen med svenskerne. Derfor mente svenskerne heller ikke, at de var forpligtede til at overholde aftalen, hvorfor de drog ind i Stockholm og belejrede de andre slotte. 4) Hvad angår de slotte og gårde, som skulle være blevet ødelagt eller brændt af, så er både land og folk bekendt med den uret og skade, som Jens Eriksen og hans embedsmænd har udsat folkene i Dalarna for. Denne uret har de ofte klaget over til kongen, men der er aldrig sket dem nogen ret. 5) Det svenske rigsråd og borgerne i Västerås bad skriftligt kongen om at sende Jens Eriksen væk fra Västerås slot, således at yderligere konflikt kunne undgås, men dertil svarede kongen, at det ikke var ham muligt. Til sidst erobrede borgerne i Västerås og Engelbrektsson Västerås slot, men lige meget nyttede det, hvorfor de måtte drage bort fra Västerås slot igen. Derefter rejste det svenske rigsråd til København, hvor de fandt kongen og Jens Eriksen. Her gjorde de svenske rigsråder knæfald for kongen og bad ham indtrængende om at rejse til Sverige for at høre, hvem der var skyld i rigets fordærv. Dertil svarede kongen, at det ville han overveje. 6) Når det er blevet skrevet, at svenskerne aldrig har klaget, så vil svenskerne nu lade det være op til voldgiftsmændene at afgøre, om det er rigtigt, for voldgiftsmændene ved selv, om de har givet svenskernes klage videre til kongen. Under alle omstændigheder affattede svenskerne en skriftlig klage i Stockholm for to år siden. 7) Med hensyn til Stockholm drog svenskerne dertil, fordi de ville tilskynde kong Erik og de andre tilstedeværende garanter til at handle i sagen. Da svenskerne nåede hen til byen, gav kong Erik besked om at lukke porten og om at beskyde svenskerne med armbrøster og bøsser. Derved blev mange mænd og heste såret, og eftersom kongen på den måde afviste svenskerne, kunne de regne ud, at kongen holdt slottet til skade for det svenske rige, og at han i hemmelighed havde fået overdraget slottet, uden at nogen fra det svenske rigsråd havde fået besked om det. Derfor kom medlemmerne af det svenske rigsråd til byen, idet de mente, at de allerede havde klaget over kongen, inden han påførte svenskerne skade. 8) Med hensyn til tyskere, danskere eller nordmænd og i særdeleshed med hensyn til fru Ida Königsmark skal de personer, som har taget godset, svare. 9) Med hensyn til det, som Engelbrektsson har gjort i Danmark, skal man først finde ud af, hvem der rettelig skal svare, og så skal vedkommende svare, som det sig hør og bør. 10) Med hensyn til de biskopper, som har forlenet kongens len, skal enhver svare for sig selv, og Erik Puke skal svare vedrørende Kastelholm og Tälje hus. 11) Med hensyn til Nils Stensson befinder han sig nu så tæt på Kalmar, at han selv kan svare, når han har fået sikkerhed, som det sig hør og bør. 12) Med hensyn til Axevalla, Elfsborg og Raseborg kender svenskerne intet til de sager, og de håber, at det ikke er rigtigt, hvad kongen skriver. Men hvis der er sket noget, så vil svenskerne opfordre til, at retten kan gå sin gang, sådan som det sig hør og bør.
1436. [24. juli - 23. august]	Kalmar	De danske rigsråders beretning til kong Erik 7. af Pommern om deres forhandlinger med svenskerne og danskerne. Beretningen har følgende punkter: 1) Efter at det danske rigsråd på kong Eriks opfordring holdt et møde med de andre danskere i Kalmar, hvor de blev enige om, hvad de skulle råde kongen til, samlede det danske rigsråd igen så mange af danskerne, som de kunne, og således samlet holdt de et møde med svenskerne i Kalmar. På dette møde erklærede de danske rigsråder, at de - sådan som det også tidligere var blevet sagt og skrevet mellem dem og svenskerne - til evig tid skulle forblive sammen under én konge, dog således at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, således som det havde været praksis blandt deres forældre og forfædre i de tre riger. Endvidere erklærede de danske rigsråder, at de ville opfordre kongen til at tage svenskerne til nåde og til at fortsætte med at være deres konge, så længe han lever. Svenskerne begærer ikke andet i den forbindelse, end at kongen lader dem nyde deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner. Endvidere vil svenskerne se bort fra alt, hvad der indtil nu ikke er blevet overholdt af deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner, og de begærer og beder højtideligt om, at kong Erik ligeledes vil se bort fra al den skade og uvilje, som er opstået indtil nu grundet disse sager. 2) Svenskerne sagde til de danske rigsråder, at de havde hørt, at man fejlagtigt sagde om dem, at de ikke ville have tyske, danske eller andre udenlandske folk i Sverige. Til dette sagde svenskerne, at den, som havde eller fik arv eller pant i riget, altså fra én fribåren mand til en anden, selvfølgelig kunne blive i Sverige, og svenskerne ville understøtte og højagte vedkommende på enhver måde, som om han var en af deres egne indbyggere, hvad enten han var dansker eller fra et andet sted. Med kronens slotte og besiddelser i Sverige kan kongen imidlertid gøre, hvad han vil, således som det er beskrevet i svenskernes ret. 3) Svenskerne sagde desuden om dem, som har mistet deres jordegods eller pant, at enhver skal have sit eget gods tilbage, og om dem, som i kongens tjeneste er blevet påført skade - hvad skade det end måtte være -, at der med kongens råd og hjælp skal ske dem ret. 4) Svenskerne ønsker desuden at bevæge kongen til at have tillid til dem, når de nu beder om Guds og alle helgeners hjælp til, at de kan yde fuldkommen tro tjeneste mod kongen, så længe han lever. 5) Skulle det desuden ske, at kongen ikke har tillid til svenskerne, så vil de yde garanti for, at de vil holde deres løfte om fuldkommen tro tjeneste til kongen. 6) Afslutningsvis bad det danske rigsråd svenskerne om at fortælle, hvad de mente om sagen, således at det danske rigsråd kunne fortælle det videre til kongen, men svenskerne sagde hertil, at de ikke kunne sige noget, førend de havde hørt de danske rigsråders mening om sagen, og såfremt de derefter vidste bedre råd, ville de gerne sige deres mening om sagen. Her følger det danske rigsråds mening om sagen: 7) Eftersom de danske rigsråders forældre og forfædre havde bundet riget sammen og svoret, at de ville forblive under én konge, dog således at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, og eftersom deres forældre og forfædre ikke havde haft en anden mening om sagen end den, at rigerne skulle forblive sammen, og at hvert rige skulle forblive ved sin egen ret, så har de danske rigsråder heller ingen anden mening om sagen end den, at hvert rige skal forblive ved sin egen ret, og at kongen skal råde og regere over hvert rige i henhold til det pågældende riges ret, og at kongen ikke skal overføre det ene riges ret til et andet. Såfremt deres forældre og forfædre havde haft en anden mening om sagen, så havde de sikkert på et tidligere tidspunkt foretaget de nødvendige ændringer. Endvidere forekommer det de danske rigsråder at være bedre, om kongen ville modtage svenskernes venskab og gode vilje, sådan som de ønsker af kongen, således at svenskerne kan modtage og have kongen som en fuldmægtig konge, så længe han lever, samt om kongen ville lade svenskerne nyde deres beskrevne ret, friheder og privilegier, således som det sig rettelig hør og bør, samt om kongen ville råde og regere over Sveriges land og rige efter svenskernes råd, sådan som det er beskrevet i deres ret, samt om kongen ville modtage venskab fra dem, sådan som de ønsker, således at kongen kan se bort fra og tilgive al den føromtalte skade og uvilje. I særdeleshed med hensyn til svenskernes ønske om, at enhver skal have sit eget gods tilbage, sådan som det er beskrevet i det foregående, nemlig med hensyn til jordegods og alt andet gods, som man måtte have mistet, eller med hensyn til den skade, som man i kongens tjeneste måtte være blevet påført, så vil svenskerne efter al deres formåen og med kongens hjælp hjælpe til, at enhver skal have kompensation for sit tabte eller beskadigede gods enten ved venskab eller ved retten. Hertil sagde de danske rigsråder, at de ikke vidste noget mere nyttigt, end at kongen har fuldkommen tillid til svenskerne og omvendt, samt at man ikke på en bedre måde kan komme til enighed og venskab, til en venskabelig fred og værdighed, til ro og mag for alle i alle tre riger, hvorfor det forekommer de danske rigsråder efter deres samvittighed og bedste overbevisning at være bedst, om kongen ville tage dette råd til sig, hvilket således også skal være det danske rigsråds råd og bøn til kongen. Imidlertid er det frem for alt op til Gud og kongen at afgøre, hvad kongen skal gøre, hvorfor de danske rigsråder kun kan råde kongen efter deres samvittighed. 8) Det er også det danske rigsråds råd til kongen, at han må råde og regere i Danmark på samme måde, og at han ikke må lade riget blive stående i sådan fare og fordærv, som det nu er tilfældet. Endvidere er det det danske rigsråds råd til kongen, at han ikke må glemme Norge, således at han husker at sende embedsfolk og fogeder dertil, som det sig hør og bør, for at Norge kan komme til en bedre regering, end det efter det danske rigsråds opfattelse nu er tilfældet, særligt i betragtning af at der ikke er kommet nogen folk fra Norge til mødet i Kalmar. Således har de danske rigsråder nu gjort kongen opmærksom på Norge, for at det ikke skal være deres skyld, om Norge blev forsømt, såfremt Norge ikke blev omtalt. Ligeledes råder det danske rigsråd kongen til at overholde alt det, som er blevet aftalt med stæderne, og som kongen og det danske rigsråd på kongens vegne har erklæret at ville overholde, samt til at instruere alle kongens embedsmænd og fogeder i, at de ikke må handle imod det aftalte, samt at de skal have reddelig kompensation for alt, hvad der er sket dem, og i særdeleshed for det, som er sket dem, mens de var i kongens tjeneste.
1436. 30. juli	Visby	Heinrich, prior i Skt. Nicolai Kloster i Visby, og David, guardian i Skt. Katharina Kloster i Visby, vidimerer kong Magnus af Sveriges brev af 17. juni 1352 (= Dipl. Dan. 3. rk. III nr. 561) vedrørende Visbys handelsprivilegier i Stockholm.
1436. 30. juli	Houlbjerg herredsting	En vidisse af et tingsvidne af Houlbjerg herredsting om, at Lars Tygesen i Levring og provsten i Tvilum kloster har indgået forlig i en trætte om Eveldrup.
1436. 1. august	Kalmar	De lybske rådsudsendinge skriver til Lübeck om forligsforhandlingerne i Kalmar mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne og meddeler, at hansestæderne er blevet fritaget for tolden ved Krogen. Derfor skal enhver skipper, som kommer fra en af de hansestæder, som privilegierne omfatter, fastgøre et flag med sin bys våben på en stage eller et spyd på skibet, når han sejler forbi Krogen, således at han har fri passage. Endvidere meddeler de, at kong Erik har lovet dem, at han vil føre sag mod Rostock, hvis byen ikke overholder det, som nu er blevet aftalt.
[1436. 1. august	Kalmar]	De hanseatiske rådsudsendinge meddeler rådet i Danzig, at de har fået et forlig i stand mellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og svenskerne på den anden side. I den forbindelse er det blevet aftalt, at hansestæderne skal være fritaget for Øresundstolden.
1436. 11. august	Lund	Hans (Pedersen) Laxmand, udvalgt ærkebiskop af Lund, stadfæster domkapitlets privilegier.
1436. 22. august	Sjællands landsting	Tingsvidne af Sjællands landsting om, at Gyde Anders' skødede 7½ ørtug jord i Herslev til Anders Jensen, forstander i Skt Agnetes kloster i Roskilde.
1436. 23. august	Bologna	Roskildekanniken Erik Akselsen (Thott), som studerer i Padua, får, skønt han kun er 18 år gammel, dekanat, kanonikat og præbende i Lund, ledige ved Hans Laxmands valg til ærkebiskop.
1436. 24. august	Kalmar	Hr. Jens (Andersen) Grim (Has) af Tolstrup, ridder, pantsætter alt sit gods i Djurs Sønder herred til Jens Jensen (kaldet Olufsen (Godov)) af Hessel for 50 tunge engelske nobler. Brevet skal ikke anfægte det tidligere udstedte pantebrev om samme gods.
1436. 27. august	Bergen	Notarialinstrument, hvorved Conrad Godebus, klerk i Roskilde og Baselsynodens nuntius og prokurator med henblik på indsamling af peterspenge og andre apostoliske indtægter i Norge, overdrager opkrævningen til Sven Jönsson, klerk i Linköping og notar hos biskop Audun af Stavanger.
1436. 27. august		Krister Nilsson (Vasa), ridder, erklærer over for rådet i Lübeck, at han igennem Heinrich Rapesülver, borgmester i Lübeck, og Timme Hadewerk, rådmand i Lübeck, har fået fuld erstatning for det skib tilhørende ham selv, som lübeckerne erobrede ud for Lübeck, og som senere blev sænket ud for København.
1436. [1. september]	Kalmar	Voldgiftsmændenes kendelse i striden mellem kong Erik 7. af Pommern og svenskerne. Heri erklæres al strid for ophævet. Endvidere erklæres det, at kongen er blevet antaget på ny i Sverige, idet han har forpligtet sig til at styre riget efter Sveriges lov.
1436. 6. september	Danzig	Rådet i Danzig meddeler rådet i Riga, at de hanseatiske rådsudsendinge, som befinder sig i Kalmar, netop har meddelt rådet i Danzig, at der er blevet indgået et forlig imellem kong Erik 7. af Pommern på den ene side og svenskerne på den anden side. I den forbindelse er det blevet aftalt, at hansestæderne skal være fritaget for Øresundstolden.
1436. 7. september	Kalmar slot	Kong Erik 7. af Pommern tildeler borgerne i de pommerske stæder Stargard og Treptow et fed på Dragørmarkedet.
1436. 15. september	Ålstrup	Kong Erik 7. af Pommern giver på rettertinget Mogens (Akselsen) Gøye låsebrev på hovedgården Krenkerup, Krenkerup mølle, to gårde i Hydesby og en gård i Stuby på Sjælland.
1436. 22. september		Optegnelse om at Jens Andersen, klerk fra Viborg stift, er blevet ordineret til præst i kirken San Francesco i Bologna af Valentinus, biskop af Orte og Montefiascone.
1436. 27. september		Niels Andersen, kannik i Ribe og præst i Ullerup, og Kristian Andersen af Højrup, brødre, kundgør, at deres broder, Peder Andersen, kannik i Ribe og tidligere præst i Ullerup, har givet Kristian (Hemmingsen), biskop i Ribe, en gård i Højen og erklærer ikke at have yderligere krav på den pågældende gård.
1436. 5. oktober	Söderköping	Sveriges rigsråd bekræfter i overensstemmelse med forligsbrevet mellem dem og kong Erik 7. af Pommern, udstedt i Kalmar 1. september samme år, Baselkonsiliets vedtagelser, særligt hvad angår kirkens privilegier i Sverige.
1436. 13. oktober		Henrik Stangeberg, generalofficial for biskoppen af Ribe, bevidner, at Elisabeth Svends har ratificeret sin tidligere skødning af en gård i Rejsby sogn til Ribe domkapitel og skødet den til kannikken hr. Jon på domkapitlets vegne. Den oprindelige skødning var foretaget over højalteret i Ribe domkirke.
1436. 25. oktober	Lübeck	Rådet i Lübeck og rådsudsendingene fra Hamburg, Lüneburg og Wismar anmoder kong Erik 7. af Pommern om at indskærpe over for sine embedsmænd og fogeder i de tre riger, at de ikke må have forbindelse til folk fra Rostock, herunder det nye råd i byen. Rådet i Lübeck har nemlig fået nys om, at kong Eriks embedsmænd og fogeder har hjulpet folk fra Rostock med at drive handel i de tre riger, hvilket strider imod det løfte, som kong Erik afgav under forhandlingerne i Kalmar om ikke at tillade sine undersåtter at have forbindelse til folk fra Rostock.
1436. 29. oktober		Peder Jensen og Maren Hagensdatter skøder en gård i Borridsø til Jens Stigsen.
1436. 22. november	Hindsted herredsting	Tingsvidne af Hindsted herredsting om, at Merete af Mølhave skødede Jens Thomsen (Seefeld) af Dalsgård Dalsgård og Dalsgårds fang.
1436. 1. december	Bologna	Lübeckkanniken Matheus Ditmari får "skolastriet" i Lübeck, som er ledigt ved, at Claus Sachow har resigneret det mod at få dekanatet sammesteds (cf. nr. 5826)
1436. 6. december	Flensborg slot	Adolf 8., hertug af Slesvig, bekræfter Tønder købstads privilegier af 28. september 1386.
1436. 13. december	Bologna	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Simon Techel, klerk fra Roskilde stift, om at få det overdraget til en prælat at tage imod Bernardus Droghes resignation af Skt. Jakobs kirke i Greifswald og derpå overdrage den til Simon Techel.
1436. 20. december	Bologna	Pave Eugenius 4. pålægger bl.a. provsten i Slesvig at overdrage sognekirken i Bergedorf i Ratzeburg stift til Theodericus Coepeken ifølge flere auditørers domme i processen om kirken mellem Theodericus og Johannes Prol, kannik i Ratzeburg.
1436. 29. december	Bologna	Lübeckkanniken Matheus Ditmari får "scolastriet" i Lübeck, som Claus Sachow har resigneret mod at få provstiet sammesteds (cf. nr. 5823)
1436.	Ålborg	Niels Eriksen, borger i Ålborg, skænker Helligåndshuset samme sted en grund i Sankt Peders sogn for sin, sine forældres og venners sjæle.
1436.	Kalmar	Sveriges rigsråd udlægger meningen med ordet indenlandsk.
1436.		Borgmestre og råd i Rendsborg bevidner, at kæmnerne for Vor Frues kalende har to mark stående i Heinrich Oldeland Marquardsens hus, som ligger i Rendsborg.
1436		Vidisse af Margrete Fikkesdatter Moltkes erklæring fra 1434 om skiftet med biskop Jens Pedersen Jernskæg af Roskilde af arven efter Hans Reimersen.
1436		Peder (Thomsen) Holk (Vesteni) af Møgelkær skøder biskop Ulrik (Stygge) af Århus i alt tyve gårde i Hads herred, heraf ti gårde i Oldrup, to i Møldrup, tre i Natved, en i Astruplund, en i Bovlstrup, en i Smederup, en i Fensten og en i Bjerager.
1436 el. 1509		Et lavhævdsbrev på en grund i Hovedgård mark, der ejes af Ørridslev kirke.
1436		Peder Mogensen (Due (Glob)), ridder, pantsætter biskop Ulrik (Stygge) af Århus en gård i Halkær for 30 mark lybsk i sølvpenge.
1436.		Jens Pedersen (Present) og Mads Larsen sælger en øre skyldjord i Tjæreby til Antvorskov kloster.
1436.		Kong Erik 7. af Pommern giver på det kongelige retterting hr. Sten (Tygesen (Basse)) låsebrev på det gods, som denne havde købt af fru Ingeborg, enke efter "hr. Tage Henriksen" (fejl for: hr. Henrik Jensen (Reventlow)).
1436.		Bekræftelse af, at hr. Sten (Tygesen) Basse var blevet indført i gods i Bullerup og Kærby (nu: Over Kærby), Ladby og Kirsinge, samt i Radstrup, Holev og Klarskovgård (alle i Bjerge herred); og tillige i gods i Rågelund (Åsum herred).
1436.		Didrik Kumhar pantsætter en gård i Vor Frue kirkesogn i København til Københavns kapitel.
1436.		Troels Madsen, forstander i Slagelse Helligåndshus, sælger på vegne af Bo Ebbesens søn et lille jordstykke i Søndergade til Jens Hvid, foged i Skælskør.
1436.		Peder Bosen skøder på vegne af Margrete Jakobsdatter i Skælskør en gård i Skovsøgade i Slagelse med alt dens tilliggende til Slagelse Helligåndshus.
1436.		Siegfried 2., biskop af Cammin, yder hjælp til fabricafonden ved kirken i Maschenholz (Rügen), der af Vartislav 9. og Barnim 7., hertuger af Pommern-Wolgast, var lagt til Roskilde stift.
1436		Fru Kirsten Pedersdatter skænker en gård i Rødby til Maribo kloster.
1436		Sigvard Nielsens brev om en gård i Byskov i Ønslev sogn.
1436		Anders Falsters brev på en gård i Dalby på Falster.
1436		Vidisse af et eller flere gavebreve til Maribo kloster på Gyllingnæs, Gylling og mere gods udstedt af fru Mette (eller Margrete), enke efter hr. Jakob (Erlandsen) Kalf, og flere andre.
1436		Breve i Maribo klosters arkiv om gods i Værslev.
1436		Fru Ingerd Hermansdatter (Pennow) skøder gods i Holtum i Grejs sogn, Søndervang herred (nu: Nørvang herred) til Maribo kloster.
1436		Søster Vendele optages i Maribo kloster mod en gård i Udbyover, Gjerlev herred.
1436		Et adkomstbrev på halvdelen af Rænemølle i Hids herred, udstedt af Niels (Stigsen) Munk (med bjælke) af Brusgård.
1436	Lysgård herredsting	Et tingsvidne af Lysgård herredsting om, at Kærsgård i Grønbæk sogn har været i Alling klosters besiddelse i 80 år.
1436		Lave Jakobsen (Saltensee til Stårupgård) skøder et bol i den sydlige del af Thyør til Vestervig kloster.
1436		Mogens Thomsen (Seefeld) pantsætter en gård i Dover til Vestervig kloster.
1436		Kong Erik 7. af Pommern tildømmer på rettertinget Vestervig kloster jord i Ålborg, som Henrik Tuesen havde skødet det.
1436		Lars Thomsen (Vestenie til Søbygård) skøder fire gårde i Ravnkilde, Nysum og True til Viborg Sankt Hans kloster.
1436		Tingsvidne om, at arvingerne efter Peder Nielsen af Fårtoft hverken har tinglyst en skødning af deres jordegods eller udstedt noget åbent brev herom.
1436		Jens Henriksen af Bårse sælger Endegård i Skibinge til Klaus Ruske.
1436		Mageskifte imellem Skt. Gertruds gilde og Næstved Skt. Peder kloster.
1436	[Ringsted]	Klaus Gødekesen Grib i Rislev lover på landstinget, at han ikke vil ændre ved gærder og hegn i Stenskoven ved Næstved.
[1436. - 1438.]		Meddelelse til kong Erik 7. af Pommern om skåningernes ønsker. De er følgende: 1) Skåningerne ønsker, at kong Erik skal hjælpe dem imod de folk, som i forklædning rider ind og ud af Skåne og plyndrer. 2) Skåningerne ønsker, at kong Erik har fuldkommen tillid til dem samt holder dem for sine tro tjenere, hvilket de da også gerne vil være, så længe de lever. Endvidere håber skåningerne, at kong Erik er klar over, at de altid har tjent deres rette herre, og at de også vil gøre det fremover. 3) Skåningerne ønsker, at kong Erik sørger for at beskytte dem mod deres fjender. 4) Eftersom der nu går rygter om, at kong Erik vil gøre fremmede folk til herrer over Skåne, ønsker skåningerne, at kong Erik forhindrer netop dette, idet de ikke ønsker andre herrer end kong Erik. 5) Eftersom kong Erik har overdraget slotsloven til sin farbrors søn, ønsker skåningerne, at kong Erik skal lade den blive hos den, som rigets mænd vælger som konge efter kong Eriks død. Endvidere skal kong Erik lade alle tre riger blive ved deres frie valg. 6) Skåningerne ønsker, at kong Erik nu vil give dem fred, ro, ret og retfærdighed, eftersom de nu i lang tid kun har kendt til ufred og krig. 7) Endelig ønsker skåningerne, at kong Erik skal bede hansestæderne og andre gode folk om at tage sagen på sig, således at der kan skabes et forlig imellem kongen og svenskerne.