Nicolaus, af Guds og det apostolske sædes nåde biskop af Slesvig, til alle og enhver, der ser eller hører nærværende offentlige instrument eller transsumpt, oprigtig kærlighed i Herren.

Tidligere har vi på anmodning af den hæderværdige mand, hr. Erik Bondesen, kannik i vor kirke i Slesvig, stævnet, og ved vore særlige breve,N der på tilbørlig vis er offentliggjort på porten til vor domkirke i Slesvig, befalet peremptorisk at stævne i almindelighed alle og enhver, hvem nedennævnte anliggende vedrører, eller på nogen måde kan vedrøre i fremtiden, og som tror, at det vil kunne vedrøre dem, samt deres prokuratorer, hvis der skulle være sådanne for dem i vor by Slesvig, til i Svavsted på en bestemt fastsat peremptorisk termin lovformeligt at møde for os i retten for af os som ordinær dommer ved dom at høre det befalet at transsumere og kopiere og opsætte i transsumptens offentlige form et privilegium givet og tilstået den ærværdige provst og det ærværdige domkapitel ved vor nævnte kirke angående deres friheder af den fordum meget berømmelige Valdemar, de Danskes og de Venders konge, (af from ihukommelse) – hvis indhold ord for ord er indsat nedenfor – og tillige at se og høre, at det på nævnte privilegium vedhængte og anbragte segl undersøgtes af vidner; eller for at påberåbe sig og fremføre grunden – hvis de skulle have en fornuftig sådan – til at de førnævnte ting ikke burde udføres; i modsat fald ville vi fortsætte i førnævnte anliggende, således som det stemte med retten, uanset de nævnte indstævnedes fravær eller trodsige udeblivelse.

Til denne termin mødte nævnte hr. Erik Bondesen for os i retten og anklagede de føromtalte indstævnede, men ikke fremmødte, for trodsig udeblivelse, og han opnåede, at vi erklærede, at de i denne handling regnedes for trodsigt udeblevne, og i deres trodsige udeblivelse førte han ydermere nogle tilstedeværende, fremmødte, hertil egnede, og efter hans anmodning og ved vores pålæg stævnede, vidner til og om anerkendelsen af seglet på nævnte privilegium, hvilke vidner vi har modtaget og omhyggeligt undersøgt med deres ed om de førnævnte ting; og dernæst har vi omhyggeligt efterprøvet, set og taget dette privilegium i hånden og omhyggeligt undersøgt det for mistanke.

Og fordi vi efter omhyggelig undersøgelse, efterprøvelse og vidneaflæggelse har erfaret, at privilegiet og seglet er ubeskadigede, hele og uskadte, ikke ødelagte, ikke fordærvede, ikke skrabede, ikke gennemstukne, men ganske fri for fejl og anledning til mistanke, og at seglet er det sande segl for ham, hvem det tilskrives, og således som det angives i samme privilegium, har vi Nicolaus, beklædende dommersædet, derfor – i de nævnte stævnedes trodsige udeblivelse – anset dette privilegiums segl for anerkendt.

Og af visse årsager, der bevæger vort sind til dette, og for at ingen skulle have os mistænkt for alt for stort hastværk, udsatte vi på det tidspunkt sagen yderligere, men dernæst har vi til de senere retshandlinger i den sag, der skal gennemføres, atter og til overflod ved vore særlige breve (eller vort særlige brev), der på tilbørlig vis er offentliggjort i hvælvet i sognekirken i Svavsted by, befalet, at i almindelighed alle og enhver, hvem nedennævnte anliggende vedrører, eller på nogen måde kan vedrøre i fremtiden, samt deres prokuratorer, hvis der skulle være sådanne for dem i Svavsted by, stævnedes peremptorisk til på den bestemte, fastsatte og rette termin i Svavsted at møde for os for at se det, som skulle transsumeres og kopieres, blive transsumeret og kopieret og vort dekret blive udstedt, og et brev herom blive dekreteret; eller for at påberåbe sig grunden til, at dette ikke bør udføres.

Til denne termin mødte atter i retten for os den nævnte hr. Erik Bondesen og anklagede de føromtalte stævnede, men ikke fremmødte, for trodsig udeblivelse, og androg indtrængende om, at de af os i denne sag måtte blive regnet for trodsigt udeblevne, og at det førnævnte segl atter måtte blive anset for anerkendt, således som det tidligere var blevet anerkendt, og at vort dekret måtte blive udstedt.

Derfor har vi Nicolaus, biskop og ordinær dommer, siddende på dommersædet, og idet de nævnte indstævnede ikke mødte frem, med rette, når det hændte, som retfærdigheden krævede og på grund af deres trodsige udeblivelse, regnet dem for trodsigt udeblevne, og i deres trodsige udeblivelse har vi anset det føromtalte privilegiums segl for fuldt ud anerkendt, og vi har beordret samme privilegium transsumeret, kopieret og opsat i transsumptens offentlige form til fremtidigt minde om sagen af nedennævnte Timme, offentlig notar og vor skriver, til hvem vi har aflagt troværdig beretning om førnævnte sag; og hvad angår den første handling har vi befalet notaren at aflægge beretning om det førnævnte og overdrage sin protokol til samme Timme.

Dette privilegiums ordlyd følger ord for ord og er således:

Valdemar, af Guds nåde de Danskes og de Venders konge, til alle, der ser dette brev, evindelig hilsen i Herren. (osv. = DRB II 9 nr. 336).

Efter alle og enhver af disse ovennævnte ting har vi Nicolaus omhyggeligt ladet denne transsumpt sammenligne, kollationere og afstemme med originalen, og eftersom vi efter omhyggelig sammenligning og kollationering har erfaret, at denne transsumpt stemmer overens med førnævnte original i alt, og ikke afviger i noget, har vi derfor i kraft af vores førnævnte ordinære myndighed afgjort, og afgør ved dette brevs indhold, at denne offentlige transsumpt overalt, både i og udenfor retten, med rette kan, bør og fortjener at blive vist fuld, hel og ubetvivlelig tiltro som selve originalen og fuldt ud den samme tiltro, som ville blive vist nævnte original, hvis den blev fremlagt i offentligheden.

Til bekræftelse for og vidnesbyrd om alt og hvert af det førnævnte har vi befalet, at vores nærværende brev, eller nærværende transsumpt, eller nærværende offentlige instrument herpå udfærdiges, og af nedennævnte offentlige notar underskrives og offentliggøres, og vi har befalet og ladet vort segl vedhænge til bekræftelse.

Dette er forhandlet på vor borg Svavsted i år 1437 efter Herrens fødsel, den næstsidste dag i februar måned, i timen for tertssangen eller deromkring, i den 15. indiktion, i pave Eugenius 4.s sjette embedsår i nærvær af de gode mænd, hr. Wolfart Blomen, sognepræst ved Skt. Laurentius på Før, og hr. Otto Draken, sognepræst i Horne, som var særligt tilkaldt og opfordret til at bevidne ovenstående.

Og jeg Timme Reimars, gejstlig fra Bremen stift, med kejserlig bemyndigelse offentlig notar, har – fordi den ærværdige fader i Kristus og herre, hr. Nicolaus, biskop i Slesvig, i retten mundtligt fortalte mig om overholdelsen af den førnævnte første termin og anerkendelsen af seglet, således som jeg har uddraget af protokollen tilhørende den hæderværdige mand hr. Detlev Mellinghusen, der almindeligt er kendt som offentlig notar ved retten, og fordi jeg sammen med de føromtalte vidner personligt var til stede ved transsumeringen og kopieringen, ved udstedelsen af dekretet og ved alle og enhver af de andre ovennævnte handlinger, mens de fandt sted som beskrevet, og så og hørte alt og hvert udført således – derfor underskrevet og offentliggjort dette nærværende offentlige instrument, som jeg egenhændigt skrev efter pålæg af den nævnte ærværdige fader, og jeg har opsat det i instrumentets offentlige form, som jeg har signeret med mit sædvanlige og vante mærke og navn, og som samme ærværdige faders segl tillige er hængt ved, opfordret og anmodet dertil til sikkerhed og vidnesbyrd om alt og hvert af det ovenstående.