I Herrens navn amen!

Ved denne transsumpt eller offentlige instrument skal det være åbenbart for alle, at vi Nicolaus, af Guds og det apostolske sædes nåde biskop af Slesvig, efter anmodning og indtrængende bøn fra den hæderværdige mand, hr. Niels Mikkelsen, kannik ved vor domkirke i Slesvig, prokurator og med fuldmagt fra den berømmelige og stormægtige fyrste og herre, hr. Adolf, hertug af Slesvig, greve af Holsten, Stormarn og i Schauenburg, har befalet og udvirket at stævne, og peremptorisk stævnet ved vore særlige breve, der på tilbørlig vis er offentliggjort på fløjdørene eller sydporten på vor nævnte domkirke i Slesvig, i almindelighed alle og enhver, hvem nedennævnte anliggende vedrører, eller på nogen måde kan vedrøre i fremtiden, og som tror, at det vil kunne vedrøre dem, samt deres prokuratorer, hvis der skulle være sådanne for dem i vor by Slesvig, til på en bestemt fastsat termin lovformeligt at møde for os i retten for af os som ordinær dommer ved dom at høre det befalet at transsumere og kopiere og opsætte i transsumptens offentlige form til evig erindring om sagen nogle breve, rettigheder og privilegier vedrørende lande, friheder og jurisdiktion tilhørende nævnte hr. Adolf, hertug osv., som er forevist og forelagt af føromtalte hr. Niels, prokurator med ovennævnte fuldmagt, hvis indhold ord for ord er indsat nedenfor, og tillige at høre, at de på nævnte breve vedhængte og anbragte segl undersøges af egnede vidner; eller for at påberåbe sig og fremføre grunden – hvis de skulle have en fornuftig sådan – til at de førnævnte ting ikke burde udføres; i modsat fald ville vi fortsætte i førnævnte anliggende, således som det stemte med retten, uanset de nævnte indstævnedes fravær eller trodsige udeblivelse.

Til denne termin mødte nævnte hr. Niels med ovennævnte fuldmagt for os i retten og rejste anklage for trodsig udeblivelse mod de føromtalte indstævnede, men ikke fremmødte, som han indtrængende bad om måtte regnes for trodsigt udeblevne i denne handling, og i deres trodsige udeblivelse førte han ydermere nogle vidner, som efter hans anmodning og stævnede ved vort pålæg var til stede og fremmødte, til og om anerkendelsen af seglet på nævnte privilegium – hvilke vidner vi omhyggeligt har undersøgt med deres ed om de førnævnte ting – og dernæst har vi omhyggeligt efterprøvet, set og taget disse breve og privilegier i hånden og omhyggeligt undersøgt dem for mistænkeligheder.

Og fordi vi efter omhyggelig undersøgelse, efterprøvelse og vidneaflæggelse har erfaret, at brevene, privilegierne og seglene er ubeskadigede, hele og uskadte, ikke ødelagte, ikke fordærvede, ikke skrabede, ikke gennemstukne, og ganske fri for fejl og anledning til mistanke, og at seglene er de sande segl for dem, hvem de tilskrives, og således som det angives i samme breve har vi Nicolaus, ordinær dommer beklædende dommersædet, derfor – i de nævnte stævnedes trodsige udeblivelse – befalet og beordret, at disse breve skal transsumeres og kopieres og opsættes i den offentlige transsumpts form til evig erindring om sagen ved Timme, offentlig notar og vor skriver.

Disse breves ordlyd følger ord for ord og er således:

I Herrens navn amen (osv. = DRB II 9 nr. 53)

Et andet brevs ordlyd følger og er således:

Rådmænd og alle indbyggere i landet Ditmarsken (osv. = Schlesw.-Holst.-Lauenb. Reg. und Urk. II 250-251 nr. 632)

Ligeledes følger endnu et brevs ordlyd, der er således osv.:

Giselbert, af Guds nåde ærkebiskop ved den hellige kirke i Bremen (osv. = Schlesw.-Holst.-Lauenb. Reg. und Urk. II 380 nr. 909)

Ligeledes følger ordlyden af endnu et brev – det sidste – der er således osv.:

Vi fogeder, dommere, sognefogeder, edsvorne og alle indbyggere (osv. = Schlesw.-Holst. Reg. und Urk. IV 142-143 nr. 219)

Efter alle og enhver af disse ovennævnte ting har vi Nicolaus, biskop og ordinær dommer, omhyggeligt ladet denne transsumpt sammenligne, kollationere og afstemme med originalerne, og eftersom vi efter omhyggelig sammenligning og kollationering har erfaret, at denne transsumpt stemmer overens med førnævnte originaler i alt, og ikke afviger i noget, har vi derfor i kraft af vores førnævnte ordinære myndighed afgjort og afgør ved dette brevs indhold, at denne offentlige transsumpt overalt, både i og udenfor retten, med rette kan, bør og fortjener at blive vist fuld, hel og ubetvivlelig tiltro som selve originalen og fuldt ud den samme tiltro, som ville blive vist originalerne, hvis de blev fremlagt i offentligheden.

Til bekræftelse for og vidnesbyrd om alt og hvert af det førnævnte har vi befalet, at vores nærværende brev, eller nærværende transsumpt, udfærdiges, og af vor nedennævnte offentlige notar og skriver underskrives og offentliggøres, og vi har befalet og ladet vort segl vedhænge til bekræftelse.

Dette er forhandlet i Slesvig i vor bispegård i det Herrens år 1438, den 14. dag i oktober måned, i timen for vespersangen eller deromkring, i den 1. indiktion, i pave Eugenius 4.s syvende embedsår, i nærvær af de gode mænd, hr. Lyder Lund, kannik i Slesvig, og hr. Wolmar Wolmers, gejstlig fra Bremen stift, som var særligt tilkaldt og opfordret til at bevidne ovenstående.

Og jeg Timme Reimars, gejstlig fra Bremen stift, med kejserlig bemyndigelse offentlig notar, har – fordi jeg sammen med de føromtalte vidner personligt var til stede ved fremlæggelsen og modtagelsen af de nævnte breve og privilegier, seglenes anerkendelse, kopieringen og transsumptens sammenligning med brevenes originaler, ved udstedelsen af dekretet og ved alle og hver af de andre ovennævnte handlinger, mens de fandt sted som beskrevet for nævnte ærværdige fader og herre, hr. Nicolaus, føromtalte biskop, og så og hørte alt og hvert udført således – derfor underskrevet og offentliggjort dette nærværende offentlige instrument, som er skrevet af en anden trofast mand, mens jeg var optaget af andre gøremål, og jeg har opsat det i instrumentets eller transsumptens offentlige form, som jeg har signeret med mit sædvanlige og vante mærke og navn, og som omtalte ærværdige faders segl tillige er hængt ved, opfordret og anmodet dertil til sikkerhed og vidnesbyrd om alt og hvert af det ovenstående.