1439

Dato	Sted	Regest
1439. 7. januar	Ribe domkirke	Henrik Stangeberg, generalofficial for biskoppen af Ribe, bevidner, at Esger Holst, borger i Ribe, har solgt sin grund i Badstuegade til ribekanikkerne Matthias Rusk og Niels Pedersen, provst i Vardesyssel, for 100 mark lybsk.
1439. 12. januar	Hviding herredsting	Tingsvidne af Hviding herredsting om Ribe ærkedegn Klaus Christensens skødning af Vedstedgård og tre andre gårde til Anders Brok på vegne af Ribe domkapitel.
1439. januar	Firenze	Paven meddeler kong Erik, at han på grund af pesten i Ferrara har måttet flytte konciliet til tilvejebringelsen af unionen med grækerne til Firenze, hvortil han samme dag er ankommen. han opfordrer derfor kongen til at sende sine udsendinge til Firenze.
1439. 2. februar		Kong Erik 7. af Pommerns dom om Mølhave og tre gårde i Holmstol. Kongen giver låsebrev til en ukendt modtager, der er blevet indført i det omhandlede gods.
1439. [3. februar og 29. marts]		Fru Ingerd Hermansdatter (Pennow) skøder Maribo kloster en gård i Hørup, Jelling sogn, Tørrild herred, Jelling syssel; efterfølgende vidimerer kong Erik 7. af Pommern skødebrevet på det kongelige retterting.
1439. 6. februar	Westminster	Kong Henrik 6. af England beder kong Erik 7. af Pommern om tilladelse for købmanden Robert Chapman fra York til at købe rug og hvede i Danmark, idet sidste års høst slog fejl på grund af uvejr og nedbør.
1439. 13. februar		Erik (Larsen) Hvas (af Ormstrup) og Anders (Albrechtsen) Skeel pantsætter tre gårde i Funder til Skt. Hans kloster i Viborg.
1439. 14. februar	Ålstrup	Kong Erik den 7. af Pommern tildømmer på det kongelige retterting for fjerde gang Sten Basse tre gårde i Tuse Herred.
1439. 23. februar		Peder (Assersen) Vinter (af Vodstrup), væbner, pantsætter sin gård i Vodstrup og al sin ret i Vodstrup mark til sin broder Harald Assersen (Vinter af Vodstrup); efter dennes død skal gården indløses fra hans arvinger for 100 mark penge.
1439. 28. februar	[Hamburg]	Hermen Störtebeker kvitterer rådet i Hamburg for betalingen af sin sold. Han har i byens tjeneste været fanget i Danmark.
1439. 4. marts	Roskilde byting	Tingsvidne af Roskilde byting om roskildeborgeren Anders Eskilsens skødning af sin gård i sankt Budolfi sogn i Roskilde til Niels Asgotsen, ligeledes borger i Roskilde.
1439. 8. marts		Heine Brands kvittering til Adolf 8., hertug af Slesvig, for det, som hertug Adolf på sine egne og sine brødres vegne var ham skyldig, med undtagelse af den afgift, som han fortsat skal betale af Ejdersted, Everskop, Udholm og Helgoland.
1439. 9. marts	Skodborg herredsting	Tingsvidne af Skodborg herredsting om, at Povl (Nielsen) Kvie erklærer at skylde sin søstersøn Peder Astradsen af Ørs 100 rhinske gylden for den afgift, som han har oppebåret af dennes gods, og pantsætter ham sin sædegård Kviesgård for gælden.
1439. 10. marts - 1439. 11. marts		Biskop Navne (Jensen (Gyrstinge)) af Odense indvier altre i Hårby kirke.
1439. 25. marts	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Søren Iversen, kannik i Vestervig kloster, om på ny at få provision på provstiet i Vestervig kloster, som blev ledigt ved den tidligere indehaver Niels Tuesens frivillige resignation; Søren er blevet valgt til embedet af kapitlet i Vestervig, Gert (Pedersen (Gyldenstierne)), biskop i Børglum har bekræftet valget, og Søren har nu besiddet provstiet i et halvt år. Imidlertid er der opstået tvivl om gyldigheden af resignationen og valget, hvorfor Søren nu anmoder om fornyet provision.
1439. 9. april	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Nicholaus de Bucken, klerk fra Bremen stift, om at få ny provision på Skt. Laurentiuskapellet i Slesvig domkirke, ledigt ved den tidligere indehaver Conradus Valuatoris' død, skønt han i forvejen har et evigt vikariat i sognekirken i Lunden i Bremen stift, som han ikke har i sikker besiddelse.
1439. 15. april	Firenze	Hagen Friis lover at betale annater af prioratet i Dalby kloster.
1439. 19. april		Det pavelige kancellis optegnelse om at Søren Iversen, provst i Vestervig kloster, gennem sin prokurator Erik Torgersen har lovet at betale annater af provstiet i Vestervig.
1439. 22. april	Firenze	Angelus Cavazza, biskop i Poreč og stedfortrædende pavelig skatmester, kvitterer Søren Iversen for gennem Erik Torgersen, kannik i Vestervig kloster, at have betalt annater af provstiet i Vestervig kloster, takseret til 32 guldfloriner, modtaget på vegne af det pavelige kammer af Franciscus de Padua.
1439. 22. april		Det pavelige kancellis optegnelse om at Søren Iversen, provst i Vestervig kloster, gennem Erik Torgersen og Cosimo og Lorenzo de' Medici har betalt annater af provstiet i Vestervig kloster til det pavelige kammer, takseret til 32 guldfloriner, modtaget af Angelus Cavazza, biskop i Poreč og stedfortrædende pavelig skatmester, og Franciscus de Padua.
1439. 23. april	Nyborg	Gældsbrev udstedt af de lybske købmænd Vicke Meydink og Hans Hagemester til hr. Sten (Thygesen) Basse til Tybjerg på 110 lybske mark.
1439. 23. april	Flakkebjerg herredsting	Niels Klementsen, abbed i Sorø kloster, køber en andel af Hjemdal Ore skov af Hårslev kirke.
1439. 24. april	Haderslev	De to brødre Palle (Clausen) Då, provst i Vidå, og Kristian (Clausen) Då, væbner, overdrager en ejendom kaldet Provstegård i Sundeved i Nybøl herred, nærmere bestemt i landsbyen Blans i Ullerup sogn, til biskop Nicolaus (Wulf) af Slesvig. Den pågældende ejendom havde biskop Johan (Skondelev) af Slesvig pantsat til brødrene Dås forfædre. Endvidere erklærer de to brødre, at de har modtaget den pengesum, for hvilken ejendommen var pantsat.
1439. 25. april		Rigets råd i Sverige skriver til indbyggerne i Östergöẗland, at Karl Knutsson er rigets sande marsk, og beder dem om hjælp imod Nils Stensson, som undertrykker Sveriges Tre Kroner med Dannebrog.
1439. 27. april	Firenze	Pave Eugenius 4. pålægger abbederne i Kołbacz og Belbuck og provsten i Güstrow at overdrage Johannes Wise, evig vikar i Cammin, kanonikat og større præbende i Cammin domkirke, ledige ved den tidligere indehaver Erasmus Wollins frivillige resignation, foretaget i nærværelse af den offentlige notar Michael Makenisse, klerk fra Roskilde stift.
1439. 1. maj		Hans Hagemester erklærer at være Sten Basses svend, og at han handler med dennes varer.
1439. 14. maj	Lund	Mads Pedersen, bymand i Lund, erkender at skylde Klaus Nielsen (Sparre) af Ellinge 10 lødige mark, for hvilke han pantsætter ham en gård i Lund.
1439. 26. maj		Mogens Pedersen (Due (Glob)) af Damsgård stadfæster en gave på en gård i Ejerslev fra sin søster Else (Pedersdatter Due (Glob)) til Dueholm Kloster.
1439. 27. maj	Lokutoriet i [Maribo kloster]	Notarialinstrument, at en dansk biskop i henhold til pave Eugenius 4.s befaling af 1438. 5. sep. (DD nr. 14380905001) og på opfordring af Niels (Jakobsen, generalkonfessor i Maribo kloster?) stadfæster kong Eriks grundlæggelse af Maribo kloster, dets forening med sognekirken i Skimminge, dets besiddelser og dets privilegier.
1439. 5. juni		Else Pedersdatter (Due (Glob)) giver Dueholm Kloster en gård i Erslev mod livsvarigt ophold i klostret.
1439. [5.-11. juni]	Stockholm	Sveriges rigsråd overvejer grunde til at beholde kong Erik 7. af Pommern som konge.
1439. 8. juni		Tingsvidne af Strukstrup herredsting om Slesvigs Trinitatisgildes ejendomsret til et stykke jord i landsbyen Skæggerød i Angel.
1439. 13. juni	Vadstena	Abbedissen og konventet i Vadstena kloster udsteder pas for Anders Pedersen, dekan, som har modtaget undervisning i Vadstena by, og som vil besøge sine slægtninger i Danmark og hente sine bøger.
1439. 15. juni		Afgørelse om at en gård i Skæggerød med tilliggender tilhører de slesvigske vikarers treenighedskalente og hidtil har været indehavet af Erik Bunde fra Slesvig.
1439. 23. juni	Lübeck	Det danske rigsråds opsigelsesbrev til kong Erik 7. af Pommern. Opsigelsesbrevet indeholder følgende punkter: 1) Danmarks krones gamle ret og frihed består i, at ingen tyske eller udenlandske mænd skal have områder eller slotte i riget i deres varetægt. Ej heller må der være tyske eller udenlandske medlemmer af rigsrådet, men udelukkende danske mænd. Endvidere har kong Erik svoret ved Gud, at han ville holde denne Danmarks krones gamle ret og frihed. Kong Erik har imidlertid overdraget alle rigets slotte til udenlandske herrer i strid med rigsrådets råd, for at de udenlandske herrer med vold og magt bedre skulle kunne komme ind i riget. Det gælder i særdeleshed for hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast, som kong Erik imod Gud, ære, ret og redelighed gentagne gange har forsøgt at gøre til konge. 2) Kong Erik har skilt rigerne ad, således at Sverige og Norge nu er kommet væk fra Danmark. 3) Kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer til rigets fordærv, eftersom rigsrådet ikke ønskede hertug Bugislav til konge, hvilket da også strider mod rigets førnævnte ret og frihed. 4) Kong Erik har ikke ønsket at holde det, som blev forhandlet i Kalmar, hvilket han ellers havde lovet. 5) Kong Erik har bortført rigets formue og rigets klenodier, som er blevet samlet sammen til rigets behov igennem mange år af konger og rigets forstandere. 6) Kong Erik lovede, da rigsrådet og kong Erik senest mødtes i Vordingborg, at han ville tage til Kalmar for dér at forhandle. Rigsrådet kan imidlertid forstå, at kong Erik ikke er taget til Kalmar. Derfor beder rigsrådet nu ydmygt om, at kong Erik bliver i Danmark for at afskedige de udenlandske herrer, således som kong Erik selv har lovet det over for rigsrådet, samt for at være med til at regere landet, som det sig retmæssigt hør og bør for en konge. Men når nu kong Erik er rejst til Gotland, har han overladt riget til de udenlandske herrer, som rigsrådet i højere grad anser for fjender end for venner. 7) Eftersom kong Erik er rejst til Gotland, har befolkningen i Danmark voldeligt og på uretmæssig vis gjort oprør mod rigets mænd og i særdeleshed mod befolkningens egne herrer og høvedsmænd imod ære og ret og til fordærv og skade for både befolkningen og riget. 8) Oprørerne fortæller, at de har fået tilskyndelse til oprøret af kong Erik og hertug Bugislav. Endvidere har en stor del af befolkningen hyldet Adolf 8. af Slesvig som deres herre, hvorfor Haderslev og Ærø er kommet bort fra riget, og således befinder riget sig nu i stor fare. Alt dette er sket, fordi kong Erik har forladt og forsømt riget, og fordi der er fremmede herrer i riget. 9) Rigsrådet sendte allerede allehelgensdag 1438 fra Korsør et brev til kong Erik ved kongens eget sendebud biskop Thorlav, hvori det bad kong Erik om at vende tilbage til riget. Kong Erik kom imidlertid ikke tilbage til Danmark, men han har allerede på dette tidspunkt været klar over, at rigsrådet ikke længere kunne lade riget stå i fare og fordærv. 10) På grund af de førnævnte punkter og mange andre grove og drabelige forhold, som riget konstant er udsat for, samt på grund af den vrede og ugunst, som kong Erik for hertug Bugislavs skyld udsætter riget for, og fordi rigsrådet ikke længere kan acceptere, at riget fortsat skal blive forsømt, har rigsrådet besluttet at opsige kong Erik råd, mandskab og tjeneste. Endvidere har rigsrådet besluttet, at det vil se sig om efter en ny herre.
1439. 26. juni - 1439. 7. august	Firenze	Kanniken Jakob Olufsen i Oslo får dekanatet i Roskilde (indtægt 20 mark), ledigt ved Laurens Nielsens død og forud tildelt ham af biskoppen i Roskilde, skønt han forud har kanonikater og præbende og et alter i Oslo.
1439. 26. juni	Lübeck	Traktat indgået imellem det danske rigsråd på den ene side og hansestæderne Lübeck, Hamburg, Wismar og Lüneburg på den anden side. Traktaten indeholder følgende punkter: 1) Såfremt den ene part måtte få brug for hjælp i form af soldater til at nedkæmpe uret, skal den anden part yde hjælp. Den, der yder hjælp, skal selv bespise sine soldaterne i en periode på 14 dage, efter ønsket om hjælp er blevet fremsat. Derefter skal den part, som har ønsket hjælp, bespise soldaterne. 2) Såfremt en tredje part ønsker at skade Danmarks rige, det være sig til lands eller til vands, forpligter de førnævnte hansestæder sig til at hjælpe til med råd og dåd imod denne tredje part. Såfremt en tredje part ønsker at skade de førnævnte hansestæder, forpligter det danske rigsråd sig til at hjælpe til med råd og dåd imod denne tredje part. 3) Det danske rigsråd forpligter sig til at holde alle de førnævnte hansestæders gamle rettigheder, privilegier og friheder i Danmarks rige. De førnævnte hansestæder forpligter sig til at sikre Danmarks riges indbyggeres rettigheder i de førnævnte hansestæder og i de førnævnte hansestæders områder. 4) Når Danmarks rige igen har fået en fuldmægtig konge, vil det danske rigsråd sørge for, at den danske konge bekræfter alle de førnævnte hansestæders rettigheder, privilegier og friheder i Danmarks rige, således som det sig hør og bør. 5) Det danske rigsråd forpligter sig til at forbyde købmændene fra Holland og Zeeland at udføre varer fra Danmarks rige, så længe de førnævnte hansestæder er i krig med Holland og Zeeland. 6) Såfremt rådet og borgerne i Rostock ikke inden 10. august 1439 har indgået en fredsaftale med Rostocks gamle råd, som nu befinder sig i eksil, forpligter det danske rigsråd og Danmarks riges indbyggere sig til at følge de påbud, som er udgået fra det pavelige koncil i Basel og fra den romerske kejser, om at pågribe folk fra Rostock og beslaglægge deres varer. Endvidere vil det danske rigsråd forpligte sig til at hindre folk i at eksportere varer til Rostock eller importere varer derfra. 7) Det danske rigsråd forpligter sig til at forsøge at få gennemført, at hansestæderne ikke længere skal betale øresundstold, samt at alle ekstraordinære skatter bliver fjernet. Endvidere forpligter det danske rigsråd sig til at forsøge at få hr. Peder Oxe (til Asserbo, høvedsmand på Krogen) til at betale erstatning til de lybske borgere og hanseatiske købmænd, hvis varer og ejendele uretmæssigt er blevet beslaglagt ved Krogen. 8) Eftersom de førnævnte hansestæder har klaget over, at hr. Bo Høg (til Tanderup og Astrup), foged på Kalø slot, uretmæssigt har beslaglagt hanseatiske købmænds varer og gods, samt at hanseatiske købmænd uretmæssigt er blevet hindret i at forlade Danmarks rige med deres varer, forpligter det danske rigsråd sig til at sørge for, at der bliver udbetalt erstatning til de hanseatiske købmænd, som har lidt skade. 9) Endelig vil det danske rigsråd sikre, at de førnævnte hansestæder til enhver tid kan klage over de skader, som måtte blive påført deres borgere af danske indbyggere i rigerne Danmark, Norge og Sverige.
1439. 30. juni	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Simon Techel, klerk fra Roskilde stift, om at få provision på dekanatet i København, som er den højeste dignitet dér, og som er ledigt ved den tidligere indehaver Simon Prips død ved pavens hof i Bologna.
1439. 2. juli	Lübeck	Traktat indgået imellem ærkebiskop Hans (Laxmand) af Lund og det danske rigsråd på Danmarks riges vegne på den ene side og Adolf 8., hertug af Slesvig, på den anden side. Traktaten indeholder følgende punkter: 1) Det danske rigsråd forpligter sig til at overdrage Haderslev og Ærø til hertug Adolf på Mariæ himmelfartsdag 1439. 2) Såfremt det ikke sker, vil ridderne Erik Nielsen (Gyldenstjerne), Morten Jensen (Gyrsting), Henrik Knudsen (Gyldenstjerne) og Esge (Jensen) Brok samt væbnerne Oluf Akselsen (Thott), Gert (Hartvigsen) Bryske, Otto Nielsen (Rosenkrantz) og Klaus (Markvardsen) Rønnow straks rejse til Rendsborg for dér at holde et retmæssigt indlager, indtil hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø. 3) Endvidere stiller Morten Jensen (Gyrsting), Otto Nielsen (Rosenkrantz) og Klaus (Markvardsen) Rønnow gården Hastrup, som tilhører Morten Jensen (Gyrsting), gården Hevringholm, som tilhører Otto Nielsen (Rosenkrantz), samt gården Ejsbøl, som tilhører Klaus (Markvardsen) Rønnow, som underpant for hertug Adolf. Disse gårde skal hertug Adolf holde og bruge, indtil han modtager Haderslev og Ærø. 4) Når hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø, skal han tilbagelevere de førnævnte gårde, og de førnævnte riddere og væbnere, som har holdt indlager i Rendsborg, skal være løst af deres indlager. 5) Såfremt en eller anden fratager hertug Adolf de førnævnte gårde på hemmelig vis og imod hertugens vilje, forpligter det danske rigsråd sig til at hjælpe hertug Adolf med at få de førnævnte gårde tilbage. 6) Med hensyn til konflikten imellem det danske ridderskab og den danske konges bønder i Nordjylland er det blevet aftalt, at Erik Nielsen (Gyldenstjerne), Morten Jensen (Gyrsting), Otto Nielsen (Rosenkrantz), Klaus (Markvardsen) Rønnow og Heinrich Rantzau ikke må opkræve ekstraskatter af bønderne. Endvidere skal de fem førnævnte lade bønderne beholde deres gamle rettigheder, indtil den konge, som rigsrådet vælger, er blevet indsat. 7) Med hensyn til de andre bønder i Nordjylland er det blevet aftalt, at klager angående overgreb mod disse bønder, herunder klager fra hertug Adolf, først skal behandles, når den nye konge er blevet indsat. 8) Endvidere er det blevet aftalt, at enhver hæderlig mand, som har retmæssig adkomst til arv eller gods i hertugdømmet Slesvig, skal modtage dette uden nogen form for hindring fra hertug Adolfs side, når hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø. Ligeledes skal det gælde for de af hertug Adolfs mænd, som måtte have arv eller gods i de tre nordiske riger, at de skal modtage dette uden nogen form for hindring fra det danske rigsråds side. 9) Når det danske rigsråd har valgt en ny konge, skal denne konge forlene hertug Adolf og dennes arvinger med hertugdømmet Slesvig. Til gengæld herfor skal hertug Adolf og dennes arvinger yde den danske konge tro tjeneste, som det sig hør og bør. 10) Endelig er det blevet aftalt, at såfremt det - efter hertug Adolf har modtaget Haderslev og Ærø - kræves af hertug Adolf, at han skal hjælpe Danmarks rige og Danmarks krone med at vælge en ny konge eller herre, skal hertug Adolf gøre det. Såfremt det ikke kræves af ham, skal rigsrådet selv vælge en ny konge eller herre, og hertug Adolf skal ikke bekymre sig om det.
1439. 5. juli	Emmerich	Dekan, kapitel, kannikker og vikarer i stiftskirken St. Martini i Emmerich i Utrecht stift erklærer, at Adolf 8., hertug af Slesvig, har overført 100 rhinske gylden til dem for sin bror, Gerhard 7., som er begravet i deres kirke. Det er i den forbindelse blevet bestemt, at der for renterne af de 100 rhinske gylden årligt skal holdes fire mindemesser for Gerhard 7. Endvidere meddeles det, at der over alteret ved Gerhard 7.s gravsted er blevet opsat en lille stentavle med et billede af Jomfru Maria samt afbildninger af Gerhard 7. selv og dennes våbenskjold.
1439. 6. juli	Lübeck	Danmarks rigsråds brev til kong Erik 7. af Pommern, hvori rigsrådet punktvis retfærdiggør kong Eriks afsættelse. Dette brevs anklager blev bekendtgjort ved opslag i hansestæderne. Anklagepunkterne er følgende: 1) Kong Erik har i mange år undladt at udføre sin kongegerning, omend rigsrådet gentagne gange har bedt ham om at gøre det. Endvidere har kong Erik ikke levet, som det sømmer sig for en konge. 2) Kong Erik har i mange år holdt riget fanget i krige med de holstenske herrer og med hansestæderne. Endvidere har han ikke ønsket at acceptere de retfærdige fredsaftaler, som man har tilbudt ham, og han har heller ikke villet følge rigsrådets råd om at acceptere disse fredsaftaler, hvilket har været til stor skade for riget. Af den årsag har riget mistet slotte, byer, landområder og folk, og både ridderskabet og den almene befolkning er blevet forarmet. Endvidere har han ikke ydet erstatning til dem, som har lidt skade grundet hans mange krige. 3) Kong Erik har overdraget slotsloven til hertug Bugislav uden rigsrådets accept, imod kongens egne løfter og i strid med rigets ret og frihed. Derfor har rigsrådet gentagne gange bedt kong Erik om at omgøre dette, hvilket han dog ikke har villet, eftersom han hele tiden har ønsket at gøre hertug Bugislav til sin efterfølger med vold og magt. Dette er sket i strid med rigets ret og frihed og uden rigsrådets og befolkningens accept, hvilket har kastet riget ud i stor fare. 4) Kong Erik har overdraget rigets bedste slotte til fremmede herrer, således at hertug Bugislav kunne få adgang til riget i strid med rigets ret og frihed. Endvidere har kong Erik lovet rigsrådet, at han ville fratage hertug Barnim Ålholm slot og hertug Vartislav Ravnsborg slot og derefter overdrage disse til rigets mænd 14 dage efter sankthans, hvilket imidlertid slet ikke er sket. 5) Kong Erik har fjernet rigets skattekiste og rigets klenodier, som er blevet samlet sammen af konger og dronninger igennem mange år til rigets behov, fra skatkammeret på Kalundborg slot. Dette er sket uden rigsrådets viden og accept. Endvidere har det påført riget stor skade. 6) Kong Erik er gentagne gange blevet opfordret af rigsrådet til at gifte sig med en fyrstinde, hvilket han imidlertid har modsat sig. Til hån og stor skade for rigerne lever han derfor nu et liv, som ikke sømmer sig for en konge. 7) Først i Stockholm og derefter i Kalmar forhandlede man sig frem til en freds- og forsoningsaftale, som kong Erik forpligtede sig til at holde. Han har imidlertid ikke holdt denne freds- og forsoningsaftale, hvilket har påført rigerne stor skade. 8) Da dronning Margrete døde, modtog kong Erik alle tre riger i en god stand, og der herskede enighed imellem dem. Nu er rigerne derimod skilt ad, fordi kong Erik har overdraget slotsloven til hertug Bugislav, og fordi kong Erik nu i lang tid har forsømt rigerne. 9) Det svenske rigsråd har gentagne gange sendt dets udsendinge til kong Erik for at bede ham om at rejse til Sverige for dér at tilslutte sig det, som man har forhandlet sig frem til i Kalmar, og for at udføre de gerninger, som er forbundet med at være deres herre og konge. Endvidere har det svenske rigsråd bedt det danske rigsråd om at bede kong Erik om dette. Dette har kong Erik imidlertid ikke ønsket. Derimod ser han frem til, at rigerne adskilles, og at de kommer i strid indbyrdes, eftersom hertug Bugislav således vil have lettere adgang til riget og således nemmere vil kun erobre kronen. 10) Kong Erik drog uden rigsrådets viden og accept fra rigerne til Preussen og lod således rigerne stå uden en herre. Derefter rejste kong Erik fra Preussen til Hiddensee, hvor han mødtes med de stettinske herrer. Dér samlede han mange folk til en hær, hvorefter han drog til Danmark med sin hær. Det danske rigsråd vidste intet herom, og det vidste heller ikke, hvad kong Eriks mening med det var, førend kongen havde overdraget rigets slotte, områder og befolkning, nærmere bestemt Lolland, Langeland og Fyn, til de fremmede hertuger og grever imod hans kongelige ed og imod rigets privilegier, ret og frihed og også imod rigsrådets råd og vilje. 11) Det danske rigsråd bad derfor ærkebiskoppen af Lund om at gå i rette med kong Erik - enten hemmeligt eller i al offentlighed, hvis det skulle vise sig nødvendigt - og om at spørge kongen, om han for det første ikke nok ville tage slottene fra de fremmede herrer igen, således som det retmæssigt sømmede sig, for det andet få dem til at forlade riget og for det tredje overdrage slottene til rigsrådet. Såfremt kong Erik ikke ville gøre det, skulle han være klar over, at rigsrådet ville opsige ham tjeneste og mandskab. Alt dette fortalte ærkebiskoppen til kong Erik ved mødet i Nykøbing, hvor også hertug Vartislav og hr. Erik Nielsen ((Gyldenstjerne) til Demstruplund, Tim og Ågård) var til stede, men lige lidt hjalp det. 12) Kong Erik mødtes med rigsrådet i Vordingborg, hvor han krævede, at det skulle modtage hertug Bugislav som rigets herre og konge. Derfor bad rigsrådet kong Erik om at forskåne rigsrådet for dette. Ifølge rigsrådet ville det nemlig ikke være foreneligt med ret og ære, at rigsrådet omformede et valgkongedømme til et arvekongedømme. Selvom riget havde været et arvekongedømme, hvad det dog ikke er, var der en anden fyrste, som stod nærmere til at arve riget end hertug Bugislav. Derefter svor kong Erik på sit liv, at hertug Bugislav skulle arve riget, og således ville kong Erik aftvinge rigsrådet dets frihed og ret. Derpå overdrog kong Erik uden rigsrådets viden og accept hele Fyn med de tre slotte og hele befolkningen imod al ret. Derpå drog han straks til Gotland, hvor han nu befinder sig, og overlod således riget i splid og fordærv til fremmede herrer. Disse omtalte slotte er stadig i hertug Bugislavs varetægt, og han holder dem åbne for alle dem, som vil hjælpe ham mod rigsrådet. På den måde kan alle og enhver se, at det sker, fordi han allerede har den opfattelse, at han vil blive konge, selvom dette strider imod rigets ret og råd. 13) Da kong Erik var draget til Gotland, gjorde bønderne oprør mod gejstligheden og ridderskabet. Endvidere har bønderne fortalt på landstinget og forskellige andre steder, at de gjorde det på kong Eriks vegne, fordi kong Erik havde bedt dem om det. 14) Kong Erik har uden nogen form for ret ladet fængsle ærkebiskopper, biskopper, prælater, priorer, munke, præster og mange andre gejstlige folk fra alle tre riger, som var fuldstændig uskyldige, selvom det slet ikke sømmer sig for ham at dømme over gejstlige folk. 15) Endvidere har paven sendt en gejstlig udsending til kong Erik med et brev, som kongen modtog med spot og hån. Desuden slog kongen den pavelige udsending i hovedet, så han blødte fra næse og mund. Endvidere krævede kong Erik, at den pavelige udsending skulle æde brevet, hvilket han imidlertid ikke kunne, hvorfor kong Erik lod ham smide i tårnet, hvor han lå i lang tid. På grund af denne hændelse er alle tre riger blevet udsat for megen hån og spot. 16) Kong Erik har desuden taget mange riddere, borgere og fremmede købmænd til fange og lagt dem i tårnet, selvom de var uskyldige, og uden at holde retssag over dem. Dette har kong Erik gjort uden rigsrådets accept. 17) Tidligere havde man i Danmark en god og redelig mønt, hvilket vil sige, at den vejne mark indeholdt ni lod sølv. Endvidere var denne mønt gældende for alle og enhver. Imidlertid har kong Erik ladet slå rene kobbermønter, og nu har kongen tvunget folk til bruge disse kobbermønter, som var det den førskrevne gode sølvmønt. Dette er sket uden rigsrådets accept, og riget er blevet påført stor skade heraf. 18) Kong Erik har indsat mange uhæderlige fogeder i de tre riger uden rigsrådets viden og accept. Disse fogeder har påført mange folk uret og vold samt taget folks gods og ejendele med vold. Af denne årsag har rigsrådet modtaget mange klager over kong Erik fra den romerske konge og andre herrer, fyrster og byer. 19) Det er ret og sædvane, at kongen i Danmark hvert år skal holde danehof i Nyborg for at dømme i enhver sag. Dette har kong Erik imidlertid aldrig villet gøre. Både gejstlige og verdslige folk, hvis gods kong Erik har frataget dem, har klaget over dette, men de har ikke kunnet nyde retten.
1439. 8. juli	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Jakob Olufsen, kannik i Oslo, om at få provision på dekanatet i Roskilde, som er ledigt ved Lars Nielsens død eller Jens Nielsens frivillige resignation, og tidligere er tildelt ham af biskoppen i Roskilde, skønt han i forvejen har kanonikater og præbende i domkirken og Mariakirken og et alter i domkirken i Oslo.
1439. 8. juli	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Jens Pedersen, kong Erik 7. af Pommerns kapellan, om at få provision på dekanatet i København, som er den højeste dignitet dér, som kongen har patronatsret til, og som er ledigt efter Simon Prips død i Bologna, skønt han i forvejen har kanonikat og præbende i København.
1439. 8. juli	Firenze	Pave Eugenius 4. imødekommer en ansøgning af Peder Poulsen, klerk i Roskilde stift, om at få provision på kanonikat og præbende i Århus, ledige ved den tidligere indehaver Simon Prips død i Bologna.
1439. 9. juli		Hertug Filip 3. af Burgunds forordning om sikring af sildefiskeriet. Heri omtales, at alle skibe, som sejler enten til eller fra Østersøen, skal opbringes af hollandske konvojskibe. Undtaget fra denne bestemmelse er dog skibe fra Bremen og Danmark, idet disse kun skal tilbageholdes med henblik på undersøgelse.
1439. 12. juli	Firenze	Klerken Peder Poulsen fra Roskilde stift får kanonikat og præbende i Lund, ledige ved præsten Simon Prips død, skønt han i forvejen har ret til kanonikat og præbende i Aarhus.
1439. 14. juli	Firenze	Franciscus (Condulmarus), pavelig kammermester, kvitterer Jens (Pedersen (Jernskæg)), biskop i Roskilde, for at have opfyldt sin pligt til at besøge kurien hvert tredje år; besøget er foretaget gennem Peder Poulsen, klerk fra Roskilde stift og biskoppens tjener, og gælder dels for de to treårsperioder, der går forud for 19. januar 1438, dels for de treårsperioder, der følger denne dato.
1439. 15. juli	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Nicholaus de Bucken, klerk fra Bremen stift, om ny provision på et kapel (Skt. Laurentius) i Slesvig domkirke, som er ledigt ved den tidligere indehaver Conradus Valuatoris' død, og som Nicholaus tidligere har fået pavelig provision på; Nicholaus har ført proces om kapellet med Oluf Fris, også kaldet Horneboghe, som hævder at være præst, og det hævdes af nogle, at ingen af dem har retten til kapellet. Derfor har Nicholaus anmodet om, at paven vil pålægge den pavelige auditør at overdrage ham kapellet, skønt han i forvejen har provision på sognekirken i Lunden i Bremen stift.
1439. 25. juli	Stegeborg	Kong Erik 7. af Pommerns svar på det danske rigsråds opsigelsesbrev. Kong Erik meddeler, at han har modtaget rigsrådets opsigelsesbrev. Kong Erik finder, at tonen i rigsrådets brev er meget hård, og han havde ikke forventet dette af rigsrådet. Desuden har rigsrådet ikke tidligere klaget over ham, således som det sig retmæssigt hør og bør, når man vil afsætte en konge. Desuden har rigsrådet uden kong Eriks vidende og accept hentet hertug Kristoffer til Danmark. Endvidere har rigsrådet fået overtalt hertug Kristoffer til også at sende sit opsigelsesbrev til kong Erik. Kong Erik meddeler, at rigsrådet godt er klar over, at han aldrig har hindret gode mænd, som fremsatte beskyldninger mod ham, i at opnå retfærdighed og ret. Derfor er kong Erik også til enhver tid parat til at stille sig frem for rigsrådet og alle danske mænd, som måtte fremsætte klager mod ham, ved et møde, hvor også herrer, fyrster, byer og andre gode folk deltager, for at give og modtage ret med hensyn til de beskyldninger, som rigsrådet og hertug Kristoffer har fremsat mod ham.
1439. 25. juli	Stegeborg	Kong Erik 7. af Pommerns brev til det danske rigsråd, hvori han punktvis forsøger at forsvare sig mod rigsrådets anklager: 1) Til det danske rigsråds beskyldning om, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, svarer kong Erik, at såfremt han nogensinde tidligere skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, skulle rigsrådet have efterprøvet det på en anden måde end ved på hånlig og uretmæssig vis at fremsætte strafbare beskyldninger mod ham. Det danske rigsråd har således aldrig tidligere nævnt, at kong Erik skulle have forbrudt sig mod Danmarks krones ret og frihed, hvorfor han da også håber, at han vil blive fuldstændig frifundet for denne anklage ved retten. 2) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have overdraget slotsloven over rigets slotte til udenlandske herrer, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slotsloven over rigets slotte til fremmede herrer, for såfremt rigsrådet ikke er klar over det, er hertug Bugislav 9. af Pommern-Wolgast rent faktisk kong Eriks nevø, og kong Erik har ikke overdraget slotsloven til hertug Bugislav på egen hånd men efter rigsrådets råd og med dets billigelse. Endvidere har hertug Bugislav haft slotsloven sammen med kong Erik, siden dronning Margrete døde, og ingen har klaget over dette før nu. Endelig har kong Erik aldrig udnævnt hertug Bugislav til konge. 3) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have skilt rigerne ad, svarer kong Erik, at ingen ønskede mere end han, at rigerne skulle blive sammen. Hvis rigsrådet vil vide sandheden herom, skal de spørge de hæderlige folk i Stockholm, som gav ham deres beseglede breve på, at rigerne altid skulle blive sammen i kærlighed og ikke skilles ad, så længe kong Erik var konge. Endvidere skal rigsrådet læse den skriftlige klage, som svenskerne gav ham, da han sammen med det danske rigsråd befandt sig i Helligåndshuset i Stockholm. Når man læser denne klage, vil man tydeligt kunne se, at det var svenskerne og altså ikke kong Erik, som ønskede, at rigerne skulle skilles ad. Desuden sagde svenskerne under det møde og - vel at mærke - i det danske rigsråds nærværelse, at de hellere ville dø, end at de ville tillade at have danske mænd i Sverige. 4) Til rigsrådets beskyldning om, at Haderslev er kommet bort fra riget grundet kong Eriks fravær og forsømmelse af riget, svarer kong Erik, at han altid har arbejdet for, at det ikke skulle ske. Derom kan rigsrådet spørge biskoppen i Roskilde, hr. Erik Nielsen ((Gyldenstierne) til Demstruplund, Tim og Ågård), hr. Anders Nielsen ((Jernskæg) til Herlev og Dronningholm), abbeden i Sorø og mange andre hæderlige folk, som var forsamlede på Haraldsborg og andre steder. Disse vil kunne fortælle, når man spørger dem, at andre og altså ikke kong Erik ønskede, at Haderslev skulle komme bort fra kronen. Såfremt rigsrådet ønsker at vide, hvorfor Sverige, Norge og Sønderjylland er blevet skilt fra Danmark, kan kong Erik fortælle rigsrådet, at det skyldes rigsrådets vold, uredelighed, troløshed og umilde gerrighed. Således skåner rigsrådet for gods og penges skyld og imod Gud og den hellige kirke hverken dets rette herre, riddere, væbnere, kvinder, børn, bønder eller byfolk. Dette betyder, at de, som rigsrådet nu har magt over, bliver fordærvet på grund af rigsrådets uhæderlige regimente og derfor gerne vil skilles fra rigsrådet. Derfor har den danske befolkning nu rejst sig mod rigsrådet og klaget over rigsrådet, og nu frygter kong Erik, at rigerne skilles endnu mere ad. 5) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har overdraget syv af rigets faste slotte til udenlandske herrer, som rigsrådet åbenbart hellere vil opfatte som fjender end venner, svarer kong Erik, at han ikke har overdraget slottene til fjender af rigsrådet eller af Danmark. Derimod har han overdraget slottene til folk, som fortjener tak og kærlighed af de hæderlige folk, som bor i Danmark, for deres tjeneste mod Danmarks rige, eftersom hertug Barnim (8. af Pommern-Wolgast-Barth) har ødelagt sit helbred i Danmarks rigsråds og Danmarks riges tjeneste. Endvidere har grev Hans (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har endda besluttet sig for, at han vil leve og dø i Danmark. Ligeledes har også grev Witzlaw (af Eberstein-Naugard) ofte og loyalt sat sit liv og gods på spil i rigsrådets og Danmarks riges tjeneste, og han har også besluttet sig for at leve og dø i Danmark. Endvidere har kong Erik overdraget dem slotte i samråd med kongens råd, som på daværende tidspunkt bestod af hr. Aksel (Pedersen (Thott)), hr. Benedict (Volfsen (Pogwisch)), Hans Kröpelin og flere andre. Endelig overdrog kong Erik hertug Bugislav slottene på Fyn med rigsrådets accept, således som det blev aftalt i Vordingborg. Ligeledes overdrog kong Erik slottet på Lolland til hertug Bugislav med biskoppen af Roskilde og hr. Erik Nielsens vidende, hvilket kong Erik kan bevise med deres beseglede breve. Endelig skriver kong Erik, at de, som nu har skilt Haderslev, Ærø, Flensborg, Tønder, Stubbe, Svavsted og hele Sønderjylland fra den danske krone samt overdraget dette område til andre herrer, har haft meget større lyst til fremmede herrer end ham. De herrer, som nu har Sønderjylland i deres varetægt, har fra gammel tid været Danmarks riges naturlige fjender, således som det danske rigsråd ofte mundtligt har fortalt kong Erik. Derfor burde rigsrådet ifølge kong Erik holde de andre for udenlandske herrer og ikke dem, som kong Erik for rigets bedstes skyld har overdraget slotte. 6) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have lovet at holde forhandlinger i Kalmar, svarer kong Erik, at han aldrig har lovet noget sådant. Derimod befinder kong Erik sig nu på Stegeborg slot i Sveriges rige, og han er parat til dér at gøre og modtage alt, hvad der kan kræves af ham af ære og ret. 7) Til rigsrådets påstand om, at den danske befolkning grundet kong Eriks dårlige regeringsførelse, skulle have rejst sig imod deres rette herre og husbond, svarer kong Erik, at han for tiden ikke befinder sig i Danmark, hvorfor han håber, at man ikke vil tilbageholde informationer om situationen i Danmark for ham. Dog erklærer han, at ingen hæderlig mand skal anklage ham for at være skyld i, at den danske befolkning gør oprør. 8) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have udført rigets klenodier, som var blevet samlet sammen igennem mange år af konger og rigets forstandere, svarer kong Erik, at han nu har været konge i hen ved 50 år, og at det desuden er mere end 30 år siden, at han blev gift. Derfor er det ikke underligt, hvis der skulle være sket en sammenblanding af dronning Margretes, dronning Filippas og hans ejendele. Hvad angår rigets klenodier, opfordrer kong Erik det danske rigsråd til at sende biskop Jens (Jakobsen) af Oslo, hr. Erik Nielsen, hr. Jens (Andersen) Grim ((Has) til Tosterup) og Hans Kröpelin til Gotland, eftersom de kender dronning Margretes klenodier vel. Når de er kommet til Gotland, vil kong Erik under ed lægge alle de klenodier, som han er i besiddelse af, frem for rigsrådets udsendinge. Hvis de deriblandt finder nogle klenodier, som hverken tilhører kong Erik eller kongens hustru, men derimod Danmarks rige, vil kong Erik sende disse klenodier tilbage til riget, således som det sig hør og bør efter ret og ære. Hvis rigsrådets udsendinge imidlertid ikke finder nogen klenodier tilhørende riget, vil kong Erik konkludere, at man har gjort ham stor uret ved på forhånd at have fremsat beskyldningen om, at han skulle have udført rigets klenodier. Derudover meddeler kong Erik, at han da håber, at han har lov til at beholde de ejendele, som han har arvet efter sin hustru. Endelig meddeler kong Erik, at hr. Mogens (Akselsen) Gøye (til Krenkerup) og hr. Jens Torbernsen ((Sparre) til Bringstrup) har kendskab til, hvad kongen ellers har taget med sig til Gotland. Med hensyn til det, som rigsrådet skriver om skatten, svarer kong Erik, at de hæderlige mænd, som har udbetalt penge til kong Erik - både de, som er døde, og de, som lever - har ført regnskab hermed. Disse regnskabsbøger eksisterer stadig, og de viser tydeligt, hvorledes alt er foregået. 9) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik har svigtet Danmarks rige ved at drage ud af landet, svarer kong Erik, at han er draget ud af landet for rigets bedstes og fortsatte beståens skyld samt for Danmarks riges indbyggeres skyld. Endvidere nævner kong Erik, at han indsatte høvedsmænd i hele riget, inden han drog ud af landet, for at de skulle sørge for rigets sikkerhed i kongens fravær. Derfor er det ifølge kong Erik forkert, når rigsrådet påstår, at kongen har svigtet riget. 10) Til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle have kastet sin vrede på rigsrådet, svarer kong Erik, at han hverken har kastet sin vrede på rigsrådet eller på Danmarks riges indbyggere. Rigsrådet kan skrive, hvad det vil, men kong Erik har aldrig gjort andet end det, som sømmer sig for en konge - herom skal Gud være hans vidne. Dog er kong Erik opmærksom på, at mennesket er så sygt af natur, at det ikke retter sig efter, hvad der er ret og rimeligt. 11) Til det forhold, at rigsrådet vil se sig om efter en anden herre, og at det meget vel kan være hertug Kristoffer, svarer kong Erik, at hertug Kristoffer er blevet ført ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse. Endvidere meddeler kong Erik, at hertug Kristoffer over for kongen havde lovet, at han aldrig ville rejse ind i riget uden kong Eriks accept og tilladelse, men nu kan kong Erik altså forstå, at rigsrådet har overtalt hertug Kristoffer til at begå en så formastelig handling.
1439. 25. juli	Stegeborg	Kong Erik 7. af Pommerns skrivelse til skåningerne i anledning af, at det danske rigsråd skriftligt har opsagt kongen råd, mandskab og tjeneste. Kong Eriks brev indeholder følgende punkter: 1) Af rigsrådets opsigelsesbrev fremgår det, at det har opsagt kongen råd, mandskab og tjeneste, samt at det vil se sig om efter en anden herre. I den forbindelse vil kong Erik gerne vide, om skåningerne vil det samme som rigsrådet, hvilket kong Erik dog ikke kan tro. 2) Kong Erik beder skåningerne om at gå i rette med rigsrådet, således at rigsrådet undlader at fordrive kongen, hvilket det ellers har i sinde. Dette skal skåningerne gøre i forvisning om, at kong Erik altid er parat til at underkaste sig en hvilken som helst dom, som herrer, fyrster og andre hæderlige mænd måtte fælde over ham ved en retssag. I den forbindelse håber kong Erik, at skåningerne og andre af kongens gode folk i Danmark vil sende deres udsendinge til denne retssag, således at de kan høre rigsrådets beskyldninger mod kongen samt kong Eriks svar på disse beskyldninger. Kong Erik vil ydermere være parat til at gøre og lade alt, hvad der retteligt kan kræves af ham som konge, således at skylden hverken skal placeres hos ham, rigsrådet eller hos skåningerne. 3) Med hensyn til rigsrådets beskyldning om, at kong Erik skulle være skyld i, at der er opstået splid i Danmark mellem rigsrådet, gejstligheden, ridderskabet og borgerskabet i købstænderne på den ene side og den danske befolkning på den anden side, erklærer kong Erik over for skåningerne, at han intet har at gøre med denne splid. Derimod vil kong Erik arbejde for, at der kan komme fred og fordragelighed imellem de forskellige parter. 4) Kong Erik klager sin nød til Gud og skåningerne over, at rigsrådet nu har indført hertug Kristoffer. Hertug Kristoffer har endvidere fremsat den beskyldning mod kong Erik, at kongen selv skulle have fortjent det, men kong Erik ved ikke andet end, at han altid har vist hertug Kristoffer og dennes moder kærlighed og godhed. 5) Kong Erik beder skåningerne om at tage sig i agt for hertug Kristoffer og for alle de folk, som står i ledtog med ham, og som har opsagt kong Erik råd, mandskab og tjeneste. Endvidere beder kong Erik skåningerne om at behandle dem, som har handlet ilde mod kongen, således som de har behandlet kong Erik. Endvidere beder kong Erik skåningerne om at udvise troskab mod ham, indtil han kan komme tilbage til Danmark. 6) Kong Erik erklærer over for skåningerne, at han aldrig ville kunne finde på at gøre mod den danske befolkning, hvad rigsrådet nu har gjort mod ham. Derimod ønsker han kun at gøre det, som sømmer sig for en konge.
1439. 29. juli	Stäkeborg	Kong Erik skriver angående bilæggelse af striden med Sverige.
1439. 29. juli	København	Hr. Jens (Andersen) Grim og Mogens (Akselsen) Gøye skifter den arv, der var tilfaldet Jens Grim og Mogens Gøyes hustru. Mogens Gøye skal have det sjællandske gods og tillige gods i Herrestad, Komstad, møllen i Lunnarp, og Tunby i Skåne.
1439. 4. august	Firenze	Paven befaler biskoppen i Roskilde efter forudgående undersøgelse at overdrage lundekanniken Trud Has (Due) dekanatet i Lund (indtægt 10 mark), ledigt ved Bernardus de Zutveldes resignation. Den sidste havde opnået det, efter at Hans Laxmand var bleven ærkebiskop, men var ikke bleven anerkendt.
1439. 5. august		Ærkebiskop Hans Laxmand stadfæster en dom afsagt af biskop Navne (Jensen (Gyrstinge)) af Odense vedrørende Ryslinge og Ringe.
1439. 8. august	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Simon Techel, klerk fra Roskilde stift, om at få udstedt pavebrev på sin provision på dekanatet i København (DD 1439. 30. juni, nr. 14390630001) med den forandring i forhold til den oprindelige supplik, at indtægten skal rettes fra 7 til 10 mark.
1439. 9. august		Erik (Pedersen) Kid af Jørsby, væbner, foretager et mageskifte med Dueholm Kloster, således at klostret skal have to gårde i Erslev og en gård i Øster Jølby, som Jens (Pedersen) Frost (Bild) af Frøslevgård har i pant, mod at overlade Erik Kid alt klostrets gods i Jørsby, nemlig to gårde samt Skåningsgård og et bol.
1439. 13. august	Ribe byting	Ribe byting vidimerer Otto Snafs pantebrev af 1420. 22. november, hvori han pantsætter Morten Jensen sit arvegods.
1439. 13. august		Ribe byting vidimerer hr. Morten Jensens brev af 14. februar 1436 om salg af gods i Emmelev, Højer og Abild sogne til ærkedegnen og kapitlet i Ribe.
1439. 15. august	Feltlejren i Kisdy an der Theiss	Albrecht, romersk konge, bekræfter hertug Adolf i dennes fædrene arv, besiddelser, privilegier og værdigheder.
1439. 21. august	Arkö	Bengt Stensson, Bo Stensson m. fl. slutter på kong Eriks vegne en våbenhvile med Karl Knutsson, marsk og rigsforstander. Våbenhvilen skal gælde til den 11 november.
1439. 21. august	Firenze	Det pavelige kancellis optegnelse om at Jakob Olufsen gennem sin prokurator Johannes Slore, pønitentiarskriver, har lovet at betale annater af dekanatet i Roskilde.
1439. 24. august	Feltlejren ved floden Theiss	Den romerske konge Albrecht optager Adolf 8., hertug af Slesvig, i Lindormeordnen og sender ham det dertil hørende kors. Endvidere giver Albrecht Adolf bemyndigelse til at optage forskellige af hans riddere samt borgmestrene og en rådmand i Lübeck i Lindeormeordenen.
1439. 31. august	Malmø	Tingsvidne af Malmø byting om, at Henrik Teilstorp skøder kapitlet i Lund et stenhus i Malmø, som han havde fået med sin hustru Anna, i tillæg til en i gården liggende bod.
1439. 6. september		Broder Klement Beske bekræfter, at Lange Ove (Ovesen (Kaas med mur)) af Silkeborg har indløst tre gårde i Funder, der var pantsat til Skt. Hans kloster i Viborg.
1439. 7. september	Firenze	Klerken Bernardus de Zutvelde fra Schwerin stift får provstiet i Kammin med tilhørende kanonikat og præbende, skønt han forud far kanonikat og præbende i Lund.
1439. 10. september	Firenze	Daniel Scotto de Rampi, biskop i Concordia og pavelig skatmester, kvitterer Jakob Olufsen for at have betalt annater af dekanatet i Roskilde, betalt på hans vegne af Cosimo og Lorenzo de' Medici.
1439. 14. september	Visborg	Kong Erik 7. af Pommerns brev til fynboerne indeholdende følgende punkter: 1) Eftersom kong Erik allerede har sendt fynboerne en afskrift af det danske rigsråds opsigelsesbrev til kongen, hvilket blev sendt fra Lübeck, har kong Erik nu i nærværende brev ladet afskrive det svar, som han for nylig sendte til rigsrådet fra Stegeborg slot, således at fynboerne kan læse det. 2) Kong Erik erklærer, at fynboerne ikke skal forstå hans svar til rigsrådet således, at han anklager alle hæderlige folk i Danmark for at have handlet ilde mod ham. Hans klagepunkter går alene på de folk, som har fremsat uretmæssige beskyldninger mod ham. Kong Erik er endvidere klar over, at der findes mange hæderlige mænd i Danmark, som er kede af det, som er sket mod kong Erik. Derfor beder kong Erik fynboerne om at gå i rette med det danske rigsråd, således at det holder op med at gøre uret mod kongen, og således at det undlader at fordrive ham samt undlader at indsætte en anden herre som konge. 3) Endelig erklærer kong Erik, at han altid er parat til at underkaste sig en hvilken som helst dom, som herrer, fyrster og andre hæderlige mænd måtte fælde over ham ved en retssag. Kong Erik er ydermere parat til at gøre og lade alt, hvad der retteligt kan kræves af ham som konge, således at skylden hverken skal placeres hos ham, rigsrådet, fynboerne eller andre hæderlige folk i Danmark.
1439. 14. september	Visborg	Kong Erik 7. af Pommern skriver til hertug Kristoffer af Bayern, i hvilken forbindelse han sender hertug Kristoffer en kopi af sit svar på det danske rigsråds opsigelsesbrev til kongen.
1439. 25. september		Erik (Pedersen) Kid af Jørsby skøder Dueholms Kloster en gård i Sejerslev, mod at klostret hver uge holder en messe for Peder Pedersen Bang, som Jens Mikkelsen Munk slog ihjel.
1439. 21. oktober		Erik Nielsen (Rotfeld) af Bratskov skøder Dueholm Kloster en gård i Øsløs og en gård i Højstrup, som han hjemler det, indtil han for klostret indfrier den gård i Sønder Arup, som Mogens Mogensen (Due (Glob)) havde i pant af ham.
1439. 21. oktober		Erik Nielsen (Rotfeld) af Bratskov, væbner, giver og skøder Dueholm Kloster en gård i Sønder Arup som sjælegave for sig og sine forfædre, og han forpligter sig og sine arvinger til at udlægge mere gods til klostret, hvis gården ikke fuldt ud kan yde seks pund korn i afgifter.
1439. 24. oktober	Firenze	Pave Eugenius 4. bevilger en supplik af Simon Techel, klerk fra Roskilde stift, om at få udfærdiget pavebrev på sin provision på dekanatet i København (DD 1439. 30. juni, nr. 14390630001) med den tilføjelse, at kirkens bestemmelse om, at ingen kan opnå en dignitet uden først at besidde et større præbende, skal sættes ud af kraft.
1439. 28. oktober	København	Isak Strangesen, borger i København, sælger hr. Martin Jensen, ridder, en gård i Bjørnebrogade i København.
1439. 28. oktober	København	Ingefred, enke efter Peder Nielsen, erklærer sammen med sine sønner Jakob Pedersen og Niels Pedersen at have solgt deres gård i Bjørnebrogade til Henning van Hafn, høvedsmand på Vordingborg.
1439. 28. oktober		Svenning Andersen (Vinter) af Vodstrup, væbner, eftergiver sin farbroder Harald Assersen (Vinter af Vodstrup) alt, hvad der har været imellem dem, både på sin faders og sine egne vegne, og overlader ham i Nørtofte en ager, der grænser op til Harald Assersens jord.
1439. 4. november	Jönköping	Ærkebiskop Hans (Laxmand) i Lund och biskop Jens (Pedersen (Jernskæg)) i Roskilde giver 40 dages aflad til alle, der besøger sjælekapellet i sognekirken i Jönköping.
1439. 5. november	Jönköping	Ærkebiskop Hans (Laxmand) i Lund och biskop Jens (Pedersen (Jernskæg)) i Roskilde giver 40 dages aflad til alle, der besøger skt. Maria og skt. Nicolai kirke i Jönköping.
1439. 5. november		Peder Mogensen (Due (Glob)) af Galtrup, væbner, skøder med sin moders samtykke Dueholm Kloster en jord ved Hyldig.
1439. 6. november	[Slesvig]	Cecilia Esbernsdatter (Emmiksen), priorinde i Sankt Hans kloster ved Slesvig, samt hele klostrets konvent erklærer, at deres medsøster, fru Katharina Dosenrode, med 200 mark lybsk har stiftet en almisse til et alter, der skal bygges til ære for Jomfru Maria og Sankt Nikolaus, og at hun har forlenet Nikolaus v. Bucken med den.
1439. 10. november	Firenze	Paven stadfæster efter opfrodring af franciskanernes generalminister Guillelmus de Casati et privilegiebrev, udstedt 21. juli 1265 af pave Clemens 4.
1439. 13. november	[Firenze]	(Slesvigkanniken) Claus Sachow får på ny 14 dages udsættelse med udstedelsen af provisionsbrevet på Hans udnævnelse til biskop i Lübeck foruden de 4 måneders udsættelse, han allerede far fået bevilget.
1439. 3. november	Firenze	(Slesvigkanniken) Johannes Slore, kannik i Hamburg, får på ny en måneds udsættelse med udstedelsen af provisionsbrevet på skolastriet i Lübeck foruden de 4 måneders udsættelse, han allerede har fået bevilget.
1439. 25. november	[Flensborg]	Wendt Henriksen Frese (til Arlevad) pantsætter to gårde i landsbyen Haksted i Ugle herred og to gårde i landsbyen Jybæk i Arns herred til Pay Jepsen, rådmand i Flensborg, for i alt 100 mark.
1439. 29. november		Hr. Lange Ove (Ovesen (Kaas med mur)) overdrager tre gårde i Funder til biskop Ulrik (Stygge) af Århus.
1439. 23. december	Roskilde byting	Tingsvidne af Roskilde byting om roskildeborgeren Jens Myres skødning af sin brandskadede toft i sankt Budolfi sogn til Jakob Tygesen, borger i Roskilde.
1439.		Laurentius Lewen den yngre overdrager sin nevø Hans Lewen et vikariat han har oprettet ved Helligkorskirken i Slesvig.
[1439.]		Brev angående Satrup kirkes opførelse.
1439.	Strukstrup herredsting	De slesvigske bispers adkomstbrev til Valsbøl mølle i Vis herred.
1427 el. 1439		Hasten Bentsen i Ondrup erklærer, at han ikke har nogen rettigheder i Natved mark.
1439		Tingsvidne på latin, at Nørre Vrå er pantsat til provsten i Børglum kloster.
1439		Niels og Anders Jakobsens stadfæstelsesbrev på en toft, som før har tilhørt Tommarp kloster.
1439		Henrik Gertsen (Ulfstand) i Glimminge, ridder, skænker to gårde i Hannas, som han havde haft i pant af Jens (Andersen) Grim (Has) for 50 lødige mark, til Tommarp kloster.
1439.	[Sjællands] landsting	Sjællands landsting vidimerer Peder Ebbesens brev fra 1430 om salget af sin fædrenegård i Flakkebjerg til Bent (Pedersen (Present)), prior i Antvorskov kloster, og samme priors brev fra 1432 om salget af samme gård til Lars Siggesen.
1439.		Kong Erik 7. af Pommern vidimerer på det kongelige retterting et skødebrev på fynsk gods af hr. Aksel (Andersen (Mule af Kjærstrup)) til hr. Sten (Tygesen (Basse)) fra 1424.
1439.		Kong Erik 7. af Pommern vidimerer på det kongelige retterting et skødebrev på fynsk gods af hr. Aksel (Andersen (Mule af Kjærstrup)) til hr. Sten (Tygesen (Basse)) fra 1423.
1439.		Lars Fleu (eller Flep?) og Klaus Skillingholt fraskriver sig gensidigt krav på den arv, der er tilfaldet dem i fællesskab.
1439.		Bodil, enke efter Anders Skrædder, pantsætter Klaus Skillingholt sin gård i Køge.
1439.		Jens Knudsen pantsætter sin gård i Bredegade i Slagelse til Jakob Nielsen i Sorterup.
1439		Henning Falsters skøde på en gård i Sønder Ørslev.
1439		Fru Ingerd Hermansdatter (Pennow) skøder en gård i Vester Brønderslev (nu: Brønderslev) i Jerslev herred til Maribo kloster.
1439	Århus	Peder Skytte overdrager en gård i Lerbjerg til biskoppen i Århus (Ulrik Stygge).
1439		Anne Ottesdatter skænker en gård i Ennebølle på Langeland til Maribo kloster.
1439		Tingsvidne om, at tre agre, der ligger nord for åen ved Tvingstrup, er Voer klosters retmæssige ejendom.
[1439 el. 1489]		Sognevidne om, at en person kaldet Brunk påstod, at en toft ved Østbirk skulle høre til Østbirk kirkegård, på det tidspunkt hvor Østbirk mark blev rebet og skiftet. Man henviste dog til, at han allerede på Voer klosters vegne havde et byggested i Hargille.
1439		Jens Henriksen i Føvling erklærer, at han af konventet i Voer kloster har forpagtet to gårde i Ring sogn i Tyrsting herred og et ødegods i Brædstrup sammesteds.
1439	Han herredsting (?)	Et tingsvidne af Han herredsting (?) om, at en gård i Nørre Halne er Ø klosters retmæssige ejendom.
1439		Mogens Tygesen (Ravensberg) fuldbyrder og stadfæster sin broders salg og skødning af gods i Kalkerup og Dysted til Næstved Skt. Peder kloster.
1439	Flakkebjerg herredsting	Tingsvidne af Flakkebjerg herredsting om, at Ingerd Jensdatter erklærer et forsvundet brev, udstedt af Sorø kloster, for ugyldigt, såfremt det bliver fundet.