Christoffer, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, de Venders og Goters konge, pfalzgreve ved Rhinen og hertug af Bayern, og Hans Laxmand, af samme nåde ærkebiskop i Lund, Sveriges primas og det apostolske sædes legat, til alle og enhver, gejstlige og lægfolk, hvor de end befinder sig i Danmarks rige og kirkeprovins, gunst og nåde med hilsen.

De åndelige fædre i Kristus, hr. Christian fra Ribe, hr. Ulrik fra Århus, hr. Gerhard fra Børglum, hr. Torlav fra Viborg og hr. Henneke fra Odense – af samme nåde biskopper i disse stifter – der på vegne af gejstligheden fremstod personligt, forelagde klart for os og vore råder i det Herrens år 1443, dagen efter helligtrekonger, i Ribe, at der ifølge begge testamenters vidnesbyrd – såvel det gamles, som det nyes – skal ydes tiender til Gud og gudsdyrkelsen, idet de samtidig klagede enstemmigt over, at de førnævnte tiender betales på uretfærdig vis ved deres kirker, fordi der af det erhvervede gods i stedet for tiender plejer at blive ydet ikke en tiendedel, men så lidt som en femtendedel; men for modparten påberåbte de ædle mænd, hr. Erik Nielsen, hr. Henrik Knudsen, hr. Anders Nielsen, hr. Oluf Akselsen, hr. Niels Eriksen af Asdal, hr. Anders Hak, hr. Niels Eriksen af Landtind, hr. Niels Rønnow og Eggert Frille, riddere, på vegne af alle indbyggere i de nævnte bispedømmer, sig herimod folkets sædvaneret.

Efterfølgende blev det af begge parter ønsket og tilrådet, at vi skulle afsige en retfærdig dom i den førnævnte sag.

Efter moden overvejelse har vi efter råd fra de lærde afgjort ved dom – idet vi fastsætter det som en evigtgyldig vedtægt – at alle og enhver, overalt i Danmarks rige og kirkeprovins uden vægring som retmæssige tiender af alle deres lovligt erhvervede ting skal give en tiendedel – således som de efter loven har pligt til at yde – ubrydeligt hvert år, således som de førnævnte mænd enstemmigt har samtykket i.

Og vi erklærer den tidligere påberåbte modstridende sædvane for snarere tværtimod at være et fordærv, og vi fordømmer den ved dom; og de føromtalte tiender bør i overensstemmelse med den rosværdige sædvane i andre tilstødende egne deles i tre lige store dele på en sådan måde, at sognekirken får en del, biskoppen en anden, og sognepræsten den tredje del.

Hvis nogen frækt undlader at overholde denne vor vedtægt, skal de stedlige biskopper, såvel på kongens vegne som på ærkebiskoppens og biskoppens, tøjle den pågældende – af hvilken rang han end er – med kirketugten.

Til et mere sikkert vidnesbyrd om dette er vore segl hængt ved dette brev.

Givet ovennævnte år, dag og sted.