Christoffer, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, de Venders og Goters konge, pfalzgreve ved Rhinen og hertug af Bayern, og Hans Laxmand, af samme nåde ærkebiskop i Lund, Sveriges primas og det apostolske sædes legat, til alle og enhver, biskopper, abbeder og øvrige prælater, og riddere, væbnere, borgere, indbyggere og alle andre, med hvilken betegnelse de end kaldes, som befinder sig i Danmarks Rige, gunst og nåde med hilsen.

For os er der af sandfærdige mænd fremsat begrædelige klager over klostres misbrug og opløsning, klostergivne personers udsvævelser og farlig tilsidesættelse af klosterreglens overholdelse; det blev ønsket og tilrådet, at vi skulle sørge for passende midler mod disse misbrug og andre begrædelige følger.

Derfor befaler og pålægger vi på det bestemteste – idet vi omhyggeligt betænker, at nævnte riges klostre, såvel munkeklostre som nonneklostre, samvittighedsfuldt er grundlagt og opført til Guds ære og gudsdyrkelsens forøgelse og for sjælenes frelse – alle og enhver af jer, ved hvilken værdighed eller titel I end glimrer i nævnte rige, under straf af vor kongelige hævn og kirketugten, at I med hensyn til de førnævnte klostre og konventer holder nøje opsyn med de klostergivne personer, så at en passende orden og klosterreglen, tillige med de kanoniske bygninger og klausurerne, bliver overholdt på passende vis.

Og sker det for nogen i de føromtalte klostre, at forseelser eller alvorlige forsømmelser indtræffer, har vi med råd og samtykke fra vore råder forordnet, at de stedlige biskopper skal reformere sådanne klostre og klosterlivet, med fuld myndighed, både på kongens vegne og på ærkebiskoppens og stiftets biskops vegne, til at korrigere disse forseelser og forsømmelser på passende vis.

På samme måde skal biskopperne have myndighed til at høre regnskabsføring og regnskabsaflæggelse for indtægter og udgifter af alle provster eller priorer og forstandere for klostrene og afslutte dem ved dom.

Og hvis noget kloster bliver så ringe stillet med hensyn til oppebørsler, at det på grund af fattigdom ikke har tilstrækkeligt til at underholde dets klostergivne personer på anstændig vis, da skal den stedlige biskop have lovlig myndighed til at annektere det til et andet kloster i samme stilling.

Vi befaler på det bestemteste alle og enhver, særlig vore fogeder og officialer, under straf af vor kongelige hævn og kirketugten – ved den bandlysningsdom, som med forudskikket tredages kanonisk påmindelse ved selve handlingen skal pålægges – at ingen som helst med nogen som helst bemyndigelse på nogen måde må lægge forhindringer i vejen for biskoppernes føromtalte reformeringer, forbedringer og udbedringer med hensyn til de i disses stifter liggende klostre, eller for fremtiden på nogen som helst måde må befatte sig med samme klostre eller deres gårdsæder, og heller ikke med sognekirkernes gårdsæder, for så vidt det drejer sig om at kræve arbejde og tjeneste af dem – idet vi forbyder det ved dette brevs ordlyd.

Til sikrere vidnesbyrd om dette er vore segl hængt ved dette brev.

Givet i Ribe i det Herrens år 1443, tirsdag før ottendedagen efter helligtrekonger.