1444

1444. 28. juli. Flensborg byting

Tingsvidne af Flensborg byting. 24 gamle og ærlige borgere erklærer, at deres afdøde medborger Thomas Jul pantsatte og afhændede meget af sit gods pga. eget behov og ikke pga. overdådig eller uredelig livsførelse af hustruen eller svigermoderen. Disse var ærlige og retskafne kvinder, som selv havde solgt fra af deres gods for at kunne indløse Thomas Juls.

A: København, Rigsarkivet, NKR c-3505; tidl. Personalhistorisk Saml. Juel, Jul, Thomas, Enke. Pergament På bagsiden Eth breff giweth j Flensborghe lydher paa Thomas Jwl. Segl: 1. seglsnit.

Tryk: Dipl. Flensborg. I 511-513 nr. 125 Rep. nr. 7439 Reg. nr. *5456

Tekst efter A

[1r] |Vor allen erwerdigen vromen luden de dessen breff s{ee} . edder høren lesen bekenne wij borgermestere vnde r{ae}dmanne to Fflensborgh . nach ffrundliker grüte openbare betugende . dat na der b{oe}rd vnses heren Cristi verteynhünderd j{ae}r dar na jn deme v{ee}rvndevertigesteme jare des m{ae}ndages na sunte Jacobi dage des grøteren also genømet des hilligen apostels . do wůrden jn vnser jegenwardicheyd vppe deme m{ee}nen dinghe bynnen Fflensborgh . bynnen den v{ee}r dinghstøcken vppgenømet v{ee}rvndetwyntich olt setene bedder{uv}e lůde . erlike børgere erue vnde egene myt vns hebbende vnberůchtede vrome manne tuges vnde louen w{ee}rdich . de {ee}ndrachtigen wedder inbrachten vppe dat {ee}rbenomeden m{ee}ne dingh vnde segeden warafftigen bij ereme eede dat en merkliken witlik vnde bekentlik is . dat Thomas Jůl . wandages gewesen {ee}n medebørger to Fflensborgh seliger dachtnisse . vakene vnde vele vorpandede vnde vorbrachte syne gůdere vmme syner egenen notrøffticheit willen vnde nicht vmme vnnøtter køstliken vørteringe willen offte vnreddeliker vorbringinge . der {ee}rliken vro{uv}wen / vro{uv}we Bothilden sẏner {ee}liken bedderuen h{uv}svruwen offte ok nicht vmme erer erliken m{oe}der willen geheten vro{uv}we Cristine Nigels . wente de sůluen erbaren vro{uv}wen v{øe}rbenomet . le{uv}eden {ee}rliken m{ee}tliken vnde besch{ee}deliken alse døgentsamen vromen vro{uv}wen to den eren wolghethemet sunder jenigen ouerdadigen hou{ae}rt vndenemende to vordr{ee}te .♦

V{oe}rtmer segeden de v{øe}rscreuenen verevntwintich man . dat en vůrdermer witlik is . dat de v{øe}rbenomede erbare vro{uv}we Cristine Nigels v{oe}rbenomet . vakene vnde vele hefft vorcofft ere vnde erer dochter vroüwe Bothilden egene gůdere dar se des vørscreuenen seligen Thomas J{ue}ls gůdere . mede jnløseden vnde entfrieden . vnde nicht dat de sůlue Thomas Jul jenige gůdere van synen egenen gůderen vorcøffte offte vorpandende vmme n{oe}t willen der twyer erliken vrowen . vrouwe Cristinen vnde vro{uv}we Bothilden vørbenomet nenerleiewis alse vøre gerøret is alse dat ok wol m{ee}r erliken lůden witliken vnde warafftigen bekentlik is jchteswelken ersamen mannen jn deme rade vnde velen vromen børgeren van den eldesten bynnen Fflensborgh . de des v{øe}rscreuenen geschichtes noch gans wol vordacht syn . de ock den erbaren vro{uv}wen beẏden v{oe}rbenomet naspreken vnde seggen {ee}rwerdich loff vnde dancken en vůderm{ee}r gůdliken aller erlicheyd vnde bedderffcheẏd de se myt en døgentsamliken vnde reddelken myt g{uv}der handelinge ø{uv}eden vnde hadden s{uv}nder alle mẏsstaldicheit alle de wile vnde so lange s{ee} myt en woneden bynnen Fflensborgh .♦

Des wij vns doch vůrdermer . gansliken syn vorhopende to gode almechtich . to jrlůchtigen h{oe}chgeb{oe}rnen landes ffůrsten . to erwerdigen strengen ritteren vnde důchtigen knapen vnde to allen vromen lůden den recht be{uv}alen is . dat de {ee}rliken vro{uv}wen vørbenomet . nach alsodaner v{øe}rscreuenen warafftigen bewisinge vnde ok anderer bewisinge de s{ee} tøgende werden . jo mẏt rechte bero{uv}weliken møgen brükende vnde besittende wesen sünder affwisinge ere egene gůdere de tijd eres leuendes vnde ere rechten eruen na en nach {ve}twisinge des {ee}rliken lantrechtes etcetera ♦

To grotere betůchnisse vnde merere witlicheid . desser v{oe}rscreuenen stůcke so hebbe wij børgermestere vnde r{ae}dmanne to Fflensborgh v{øe}rbenomet vnse secr{ee}t {ee}ndrachtigen laten hangen an dessen breff . na godesb{oe}rd vnses heren v{ee}rteynh{uv}nderd j{ae}r dar na jn deme verevndev{ee}rtigesteme jare jn deme werdigen auende sunte Ola{uv}i des hilligen køninges vnde merteleres ♦ [1v] |

For alle hæderlige, retskafne mennesker, der ser dette brev eller hører det læse, erklærer vi borgmestre og rådmænd i Flensborg, efter venlig hilsen, idet vi åbent bevidner, at i år 1444 efter vor herre Kristi fødsel, mandag efter sankt Jakob den ældre, også kaldt den hellige apostel, da blev der i vort nærvær på det almindelige ting i Flensborg inden for de fire tingstokke udpeget fireogtyve gode folk, længe bosiddende i byen, ærlige borgere, som har arv og eget med os, uberygtede, retskafne mænd, værdige til at aflægge og sværge ed; de meldte sig i fuld enighed igen på det tidligere nævnte almindelige ting og sagde oprigtigt under deres ed, at det er dem velkendt, vitterligt og bekendt, at Thomas Jul, som førhen var medborger i Flensborg, from ihukommelse, hyppigt pantsatte og afhændede sit gods pga. sit eget behov, ikke pga. unyttigt, dyrt forbrug eller uredelig ødslen, hverken af den ærlige frue, fru Bodil, hans retskafne ægtehustru, eller af hendes moder, den ærlige frue, som hed fru Kristine Nielsdatter, eftersom de samme førnævnte ærbare fruer levede ærligt, mådeholdent og beskedent som dydige, retskafne fruer, ægteskabeligt og sømmeligt, uden nogen overdådig hoffærdighed og ikke til fortræd for nogen.

Yderligere sagde de førnævnte fireogtyve mænd, at det ydermere er dem bekendt, at den førnævnte ærbare frue, førnævnte Kristine Nielsdatter hyppigt havde solgt sit og sin datter, fru Bodils eget gods, for at de kunne indløse og udfri salig Thomas Juls gods; og ikke at den samme Thomas Jul solgte eller pantsatte noget af sit eget gods pga. de to ærlige fruer, førnævnte fru Kristines og fru Bodils behov, på nogen som helst måde, således som før er anført, og således som det også er endnu flere ærlige folk vitterligt og oprigtigt bekendt, mange ærede mænd i rådet og mange retskafne borgere blandt de ældste i Flensborg, som endnu har den førnævnte historie vel i erindring; som også udtaler og siger begge de førnævnte ærbare fruer en ærefuld lovprisning og takker dem ydermere venligt for al ærlighed og retskaffenhed, som de dydigt og redeligt øvede gode gerninger og havde med dem, uden nogen skønhedspletter, i al den tid og så længe de boede sammen med dem i Flensborg.

Vi sætter dog ydermere vor lid til Gud den almægtige, til de højbårne landsfyrster, til de strenge riddere og gode væbnere og til alle retskafne folk, hvem ansvaret for retten er betroet, om dette, at de ærlige førnævnte fruer efter sådanne førnævnte vidnesbyrd og også andre vidnesbyrd, der bliver aflagt om dem, med rette i fred må bruge og besidde deres eget gods i deres levetid, og deres rette arvinger efter dem, uden at det bliver dem afvundet, således som den ærlige landslov udviser etcetera.

Til større vidnesbyrd og mere vitterlighed om disse førnævnte punkter, så har vi borgmestre og rådmænd i Flensborg i enighed ladet vort sekret hænge under dette brev, år 1444 efter Vor Herre Guds fødsel dagen før den hellige konge og martyr sankt Olavs dag.