IV

Det var drøie Dage, disse første i Skolen. Der kom vi unge Fyre, sytten attenaars Mennesker med brune Kinder og Hænder ind til Hovedstaden fra Ferieopholdet rundtomkring fra Landet. Øinene vare saa friske og straalende paa de Fleste, Blodet løb sundt og stærkt under den solbrændte Hud, hos Nogle spirede Over- og Kindskæg alt, Lemmerne vare blevne rundede og elastiske, og nu skulde vi 216| sidde hele det sidste Aar som »Gymnasiaster«, som Mellemting mellem Fugl og Fisk, paa disse blækbesmurte Bænke, indenfor disse fire nøgne, rødkalkede Vægge med de evindelige Landkort, der næsten hang i Laser ned fra Stokken, og med den usigelig kedsommelige sorte Tavle med næppe udviskede Streger fra de sidste hebræiske Skrifttegn og algebraiske Rodtegn. Det sidste Aars Skolegang med den stærkt slappede Disciplin, der var saameget des byrdefuldere, jo mere Skppelsen traadte frem! Ingen Respekt mere for disse Lærere, hvis Autoritet var bleven nedbrudt ved de sløvende Aars Ensformighed, og hvis Vaner, Daarskaber, ja selv Laster det skarpe Drengeøie for længst havde opdaget. Dødsfald eller forandret Livsstilling havde berøvet os de bedste af disse Ungdommens Opdragere, der kunne være til saa megen virkelig Opdragelse og som i Reglen ere til Hæmmelse af den Unges letmodtagelige Aand, et snurrende, døvende Maskindrivhjul i alt dette Opramsnings- og Udenadsværk. Hvilke stakkels luvslidte Væsener forekom ikke disse pedantiske, raa eller tossegode Mennesker os at være, nu da vi selv vare blevne modnede, formeget for Skolebænken, for lidet for Livet. Om det saa var den tidligere saa imponerende og frygtede »Bestyrer«, hvis »slaaende« Bevisførelse for vore Ungdomssynder ovre paa Kon217|toret vi var voxede fra og hvis brølende Svada nu forekom os latterlig, om det saa var denne Jupiter tonans med hans evindelig Quos ego! saa var han sunket paa den Vægtskaal, hvis Tunge vi nu frit efter eget Skøn gav et Udslag til Bedste for os selv og vor Maxime: høi Hat giver høi Stilling! Vi havde virkelig næsten gennemgaaende dette Tegn paa vor Menneskeværdighed staaende i Skabet, ja Nogle havde endog Spadserestokke sammesteds. Vi havde fuldstændig afskaffet at gaa med Skolebøger under Armen; vi havde fælles Cigarkasse under Pulten, og i Frikvarteret, som »Gymnasiasterne« havde tiltvunget sig Ret til at tilbringe oppe i Klasserne, kogte vi Kaffe i vor Kakkelovn. Hvad mere behøvedes for at godtgøre vor næsten uafhængige Stilling indenfor disse Mure, hvor henimod syvhundrede unge Spirer bestandig saae hen til den sidste Prøve, Examen Artium, som Slutstenen paa alle disse Prøvelser? At denne Skolegang i denne altfor overfyldte Skole skulde have nogetsomhelst andet opdragende, udviklende, beskærmende, forædlende Maal, – nei, det var Sentimentalitet, om ikke ligefrem Sludder at tænke paa. Examen, Studentertegnet, Punsch, Vægterspektakel og et iøvrigt fuldstændig forvirret og udvisket Blik udover den lange, lange Fremtid, det var Slutningsnumeret 218| paa Programmet, det var den lønlige, dæmrende Tanke i den første studerende Klasse, det var det, som i den sidste Klasses sidste Afdeling var det lydelige, staaende Konversationsæmne, et evigt, fortærsket Thema, som Ingen havde nogen Kritik overfor, Ingen blev ked af at gentage.

Og hertil vare vi opvoxede fra Bluse- og Trøiedrengene, som Gymnasiasterne pinte og underkuede, til Gymnasiasterne, som underkuede og pinte Bluse- og Trøiedrengene! Vi unge Herrer, som stadig forsøgte at faa vore Skjortekraver til at ligne Flipper, og hvoriblandt Nogle endogsaa – ligesom i Peer Degns Tid – lod sig rage to Gange om Ugen, vi havde næsten faaet Soldaterhaandværkets snevre Syn paa Livet trods alle de humanistiske Brokker, som vor Udenadslærdom havde fyldt os med. Mekanisk at forrette sin Tjeneste – hvis man ikke vilde kasseres – undertrykke de Mindre og gaa afveien for de Større, det var Extracten af vor Lærdom. Hvis der engang imellem optraadte en glimrende Undtagelse fra denne Regel, da var det saa langt fra, at han fandt Medhold hos sine Kammerater; han blev betragtet halvt som en Sværmer, halvt som en Forræder, og ve ham, hvis han ikke havde Kræfter nok til at understøtte sine afvigende Anskuelser med Næverne, thi Overlegenhed i Ord gjaldt 219| ikke, kun slaaende Argumenter gjaldt, – Indflydelse fra Argumentationen ovre i det forhadte, men smittende Kontor!

Smitte! – Det er den analytiske, prøvende Tid, der nu er fulgt efter Syntesens Tider, hvor man lod enhver Ting staa ved sit Værd og forresten henviste til et Forsyn, der aabenbart i hine Tider maatte være Menneskene mere ligt, end det nu viser sig at være. Hvis en kyndig og kraftig Haand engang i en kommende Ferietid vil sætte sig hen og more sig med lidt pædagogisk Statistik og Kritik, ligesom man forhen i Ferietiden morede sig med at skrive Vers, saa vil en kommende Tids lykkeligere Ungdom sandsynligvis gennem denne kyndige og kraftige Haands Arbeide faa et overraskende Indblik i den Tid, som benævnedes dens Bedsteforældres Skoletid, og maaske overraskes paa en mindre behagelig Maade, end vi gør, naar vi nu læser om gamle Rosenkilde i Slagelseskolen.

Hin gamle Rosenkildes Skoletid i Slagelse var ganske vist ikke anbefalelsesværdig, om den endogsaa nu kan give os Stof til megen Morskab paa vor Sofa eller i vor Gyngestol. Den kuede meget ned, som allerede vi nu søger at fremhjælpe, men den havde i sin grelle Form og sine barokke Fordringer Noget, som kunde 220| danne Genier, naar Spiren i disse var livskraftig nok til ikke at kvæles under Parykstøv. For den kommende Slægts Bedsteforældre syntes Meningen i Skoletiden at være Middelmaadighedens Blomstren. Karaktererne, ikke de unge Individualiteter, men Tegnene i de rubricerede Bøger, gav Udslaget. En jevn, god aarlig Examen, ikke for mange Spilopper, nogenlunde anstændig Klædning, Haandvask til Haandlinningen og den prompte Erlæggelse af de maanedlige Skolepenge, det var Fordringerne. Resultatet var den jævngode Slutmngsexamen. Vilde en Enkelt, dreven dertil af egen Ærgerrighed eller af Hjemmets »slaaende« Overtalelsesmidler, gøre en extra god Examen, saa havde Skolen Intet derimod; det blev endogsaa vel optaget som en Reklame for Skolen. Vilde en Enkelt gøre en ualmindelig slet Examen, saa blev dette itide forhindret ved, at Vedkommende itide blev »taget ud« og sendt til Søen eller Landvæsenet. Naar Alt var iorden og den sidste Karakter var nedskrevet i det sidste Testimonium, saa lukkedes Skoleporten bag den Unge, og Enhver kunde da efter egen Lyst og Anlæg gaa til Universitetet, paa Ladegaarden eller i Børnehuset; Skolen vaskede sine Hænder – til Haandlinningen; det næste Aars Rekruter blev indskrevne, det næste Dusin Spanskrør blev indkøbt, og »Bestyreren« pudsede sin 221| mægtige Næse i det brogede Silkelommetørklæde og begyndte med sin mægtige Stemme: »Efter den lykkelige Udgang af den første puniske Krig fulgte snart efter Begyndelsen paa den anden puniske Krig. Hører I efter?«

Smitte! – Disse syvhundrede unge Spirer, som daglig fra den tidlige Morgen til ud paa Eftermiddagen stuvedes sammen i de to Bygninger, Forhus og Baghus, fra Kælder op til Tørreloftet, sammenskrabede som de vare rundtomkring fra hele Hovedstaden, fra de forskelligste Hjem med de forskelligste Forudsætninger, disse syvhundrede unge »Muligheder« opdroges her med Spanskrøret, Karakterbogen og Examen for Øie. Hjemmet ræsonnerede gerne saaledes, at nu var jo de unge Poder overgivne til Skolens Opdragelse, nu var Hjemmet en Del af Byrden og Ansvaret kvit; og Skolen ræsonnerede til Gengæld saaledes, at Hjemmet var en vigtig Faktor med i Opdragelsen og at Skolen kun kunde tage Ansvaret til en vis Grad. Resultatet blev da i Virkeligheden, at der ingen Opdragelse fandt Sted, men derimod en saameget des større indbyrdes Paavirkning. Ak ja: Et skabet Faar i Flokken ... osv. Og saa var det endda vanskeligt at udfinde disse enkelte skabede Faar, og naar man endelig fandt dem, opdagede man tidt, at det ikke 222| var de enkelte med sorte Streger mærkede Drenge, men gennemgaaende Middelmaadighedens Repræsentanter, fra hvem Forargelsen udgik, de »midterste« Drenge, de, der vare vaskede til Haandlinningen, de, der vare anstændig klædte og af anstændige Familier, som prompte erlagte Skolepengene. At udrense disse Bestanddele gik ikke an, det vilde være det samme som at udvise den halve Skole, og det gik aldeles ikke an. Skolen havde engang faaet et Ry paa sig som en god Skole, den bedste i sin Tid, og Skolen sled trøstigt paa dette Ry, ligesom vi sled paa vore Frakkealbuer, indtil Ærmet var tyndt og fuldt af Pletter; – og saa kastede vi Frakken bort, saa var vi Studenter, og hvem brød sig saa om en gammel plettet iturevet Skolefrakke? – Nei, naturligvis. Men den Fuldmægtig i Justitskontoret eller Præst i sit Sogn eller Læge i sit Distrikt eller Dagdriver paa sin Gade, hvis Haar er blevet tyndt, hvis Stemme er bleven hæs og hvis Hud er bleven tør, han vil maaske engang pludselig føle en Rødmen fare sig op i Kinderne, naar han tænker paa sin Skolegang, og denne Rødmen vil da hverken være Triumfens eller Stolthedens, næppe nok Selvagtelsens gamle Vækker.

Det var drøie Tider, disse første Dage og Uger efter Ferien. Men de gik, som alt Andet i Verden 223| gaar. Vi begyndte helt forfra i vore Bøger; det var jo Repetitionsaaret.

Arma virumque cano.... brægede vi, søvnigt slæbende os frem gennem det opstyltede Vildnis af en Bog, som hedder Virgils Æneide, Tyvekoster fra den herlige Homer, hvis Herlighed Sætningsanalysen og de uregelmæssige græske Verber nok skulde lukke vore Øine for. Vi tærskede Langhalm paa Horats og O vid, og eftersom de reglementerede Udgaver af disse Keiserpoeter vare behandlede in usum Delphini, og eftersom de Prikker og Streger, der antydede Udeladelserne, ansporede vor Nysgerrighed, og eftersom de Fleste af os nu kunde tilstrækkelig Latin til at forstaa Slibrighederne fra Keiserhoffet, saa købte vi os hos Antikvarerne de fuldstændige Udgaver og føiede hertil Juvenal og Properts, og i Frikvartererne bleve da disse Steder for et taknemligt Auditorium læste høit og oversatte. Saa kom der fra nogle attenaarige »Oversiddere«, Friskfyre med Pomade i Haaret og blonde Bakkenbarter, Historier fra Ferien om Elskovsæventyr med landlige Skønheder, helst selvoplevede, men ogsaa genfortalte, og der var en Duft af Frivolitet over den hele Klasse, som selv den mindst Modtagelige vanskeligt undgik at blive paavirket af. Delvis uskyldige legede vi med den 224| forbudne Frugt som en Hundehvalp med en Appelsin; de Færreste af os havde Forstand, endnu færre Mod nok til at aabne Frugten, men dens gyldne Skær tiltrak os, Anelsen om dens Sødme lokkede os.

Hertil kom for mit Vedkommende alle de Betragtninger, som de forskellige Hændelser i mit Ferieliv gave Anledning til. Jeg var bleven stille og eftertænksom, jeg besørgede mit Skolearbeide mekanisk, fik Ros af Lærerne, uden at det rørte mig, og blev drillet af Kammeraterne uden at tage til Genmæle.

Hvad Fanden gaar der af Dahl? raabte en lang, lyshaaret Godseier-søn, som gik med blaat Halstørklæde og officielt sværmede for en Kukkenbagerjomfru i Frederiksberggade. Du er da ikke bleven forlibt i Ferien! Hvor har Du været henne paa Landet?

Jeg har været paa Sprogø! svarede jeg undvigende.

Paa Sprogø! peb en lille, æsthetisk belæst Fyr med Briller og Hare-skaar. Din Kæreste hører maaske til de Usynlige?

De æsthetisk Belæste lo rundtomkring. Godseiersønnen spurgte, hvad de grinede af?

Det er Andersen! sagde Æsthetikeren docerende.

225| Nei, det er s'gu Dahl, jeg mener! raabte Adelsmanden.

En høi Skoggerlatter, som den Fornærmede lavede sig til at besvare ved at true med at kaste et Blækhus efter den Lille. Idetsamme udbrød En, som stod henne ved Vinduet og skrabede sirie Negle: Kom skal I see, sikken En, der staar dernede i Porten!

Gymnasiastklassen, der talte de færreste Elever, og saaledes bragte mindst ind om Maaneden, var paa Kvisten i Baghuset og havde rimeligvis før været et Brændeloft. Vi saae Alle ud af Vinduerne ned over den støiende Mængde i den indskrænkede Gaardsplads. I Portaabnin-gen paa Forhuset stod en ung Fyr i lyst Sommertøi, rødt Halstørklæde og Straahat, øjensynlig forlegen over alle de Nysgerrige, der gloede paa ham rundtomkring fra.

Nu saae han opefter. Det var Adolf.

I et Spring var jeg ude af Døren og ned ad Trapperne, over Gaar-den og henne ved ham.

Du her, Adolf?

Goddag, Erik. Endelig fik jeg da fat i Dig. Jeg spurgte, om Ingen kunde sige mig, hvor Hr. Erik Dahl var at træffe, men de gav mig forkerte Svar!

226| Her hedder man ikke Hr.! forklarede jeg.

Derfor kunde de gerne have svaret mig ordenligt. Du, jeg skulde give det Brev til Bestyreren. Det er Din Fader, som har skrevet det. Jeg skal i Skole her!

Hvad, i Skole, Du?

Ja. Din Fader raadede Moder til at sende mig herind det sidste Aar, for at jeg kunde blive et rigtigt Menneske. Der er nok Noget, som hedder øverste Realklasse, der skal hjælpe paa mig!

Jeg kunde ikke lade være at le, saa komisk var det at tænke sig Adolf pludselig som min Skolekammerat.

Ja kom saa; nu skal jeg bringe Dig hen til Bestyreren!

Jeg trængte mig med min Ven i Hælene ind mellem de legende Drenge hen til den Kreds af Lærere, hvor den mægtige Mand var Centrum. Her tog jeg Hatten af og pegede paa Adolf, idet jeg med faa Ord søgte at forklare hans Komme.

Adolf bukkede høfligt tilhøire og venstre for Lærerne, der maalte ham med lange Blikke. Derpaa overrakte han med et endnu dybere Buk sit Brev.

Bestyreren skød sine Briller tilrette, gned sin 227| store Næse eftertrykkeligt, og læste Brevet under Brillerne og paaskraa.

Hm! Han saae paa Adolf med et faderligt Smil.

Du hedder Adolf Brunnow?

Jo, til Tjeneste!

Og vil gerne i øverste Real hos mig?

Ja-a, det vil sige, jeg har egenlig ikke stor Lyst, men min Moder og Hr. Dahl har ment...

Lærerne begyndte at fnise rundtomkring. Bestyreren gned sin Næse voldsomt.

Det er godt, det er godt. Jeg pleier i Reglen ikke at tage unge Mennesker paa et saa sent Stadium ind i Skolen og beholde dem saa kort, men dette er jo noget Exceptionelt. Kom og følg op med mig, jeg vil høre, hvad Du kan.

Bestyreren gjorde Mine til at gaa, men Adolf stod stille.

Undskyld, jeg maa blot sige min Ven nogen Besked!

Jeg virrede ængsteligt med Hovedet ad ham og betydede ham, at dette ikke gik an, men han blev trodsigt staaende.

Lærerne gjorde store Øine; Bestyreren rynkede Brynene.

Du, Erik, jeg er kommen ind med Bless, som 228| holder i Tvermoes Gaard, og venter Dig der, naar Du kommer herfra. Jeg har meget at tale med Dig om!

Lærerne vendte sig om, for at skjule deres Latter. Jeg hørte Bestyreren mumle: Han bliver vanskelig, den Fyr.

Kom saa, Brunnow! sagde han med stærk Betoning. Adolf saae lidt forbløffet paa ham, og fulgte efter.

Dette Møde havde sat mig i en besynderlig Uro. Jeg havde allerede bragt det saavidt, at jeg kunde betragte Ferien og Alt hvad deri gemte sig som Noget, hvorover der var begyndt at gro latinsk Græs og algebraisk fordelende Urter. Den første Virkning af Mødet var nu, at jeg skrev en overordenlig slet latinsk Version og bemalede mit Klatpapir med lutter H B'er. I næste Time regnede jeg oppe ved den sorte Tavle en Logaritmeopgave saa forrykt, at Læreren tabte Taal-modigheden og skældte mig ud for et Fæ! Dette gav øieblikkelig Tegnet til en storartet Demonstration fra Klassens Side. Godseiersøn-nen brølede som en Tyrekalv, Æsthetikeren galede som en Hane, de Andre trampede og hyssede, knirkede med Bænkene og dundrede paa Kakkelovnsskærmen, et ugudeligt Spektakel, der tog sin Afslutning med, at vor urbane Lærer, som 229| i sin Ungdom havde været Sømand, først kastede sin tyggede Skraatobak efter os og derpaa skrev en lang Anmærkning i Protokollen, som han selv i egen Person løb over til Bestyreren med. Under hans Bortgang voxede Spektaklet, og da en yngre Lærer kom op fra Klassen nedenunder og søgte at appellere til vor Sømmelighedsfølelse som »voxne, dannede Mennesker«, blev han modtaget med en Kattemusik, der skyndsomst fik ham til at fjerne sig. Saa kom vor Lærer tilbage, forstærket med Jupiter; og under den Tordentale, der nu fulgte, ligesom under hele det forud-gangne Optrin, stod jeg drømmende oppe ved Tavlen, ombølget af Duften fra Lindeblomsterne i den stille Slotshave, omsuset af Melodierne fra den sidste Aftens Fest, grublende over, hvorfor Adolf var sendt til Byen, om han var til Besvær derude, om hvad der i det Hele taget vilde komme ud af det Hele!

Saa var da endelig den sidste Time forbi! Jeg foer afsted til Tver-moes Gaard. Adolf gik ude i Gaarden og legede med to store Hundehvalpe.

Naa, der er Du endelig! Er det ikke nogle deilige Hunde, disse?

Jo. Hvad sagde Bestyreren?

Han sagde, at jeg kunde jo noget Sprog, men var forsømt i Syntax og Mathematik. Inat bliver 230| jeg her i Gæstgivergaarden og kører imorgen med Bless tilbage. Iovermorgen flytter Moder ind; vi skal bo paa Gamle Kongevei, tror jeg. Din Fader kommer nok ogsaa snart til Byen. Det var en meget venlig Mand, Bestyreren!

Aa ja. Hvorledes lever Din Moder?

Tak, godt. Jeg skulde hilse Dig!

Virkelig?

Ja. Hør Du, hvad skal jeg købe og forære Harriet ?

Er Du endnu hendes Ridder?

Om jeg er? Veed Du, hvad hun lovede mig?

Et Kys formodenligt!

Hvor kunde Du vide det?

Fordi hun saa ofte lovede mig det – ifjor!

Det er Løgn!

Hvadbehager?

Vi saae et Øieblik glubske paa hinanden. Saa kom Hundehvalpene farende og sprang op ad Adolf.

Han gav sig til at le og viste sine hvide, brede Tænder. Hvor han dog lignede sin Moder!

Vi rakte hinanden Haanden.

Er det sandt, at Du har forandret Dig saameget, Erik?

Aa, det veed jeg ikke. Taler man om det endnu derude?

231| Ja om det og om meget mere. Man siger, at Hr. Bentheim skal være forlovet herinde i Byen med en rig Enke!

Naada! Hvad siger Harriet til det?

Ja Du kan tro, der har været Scener derude. Det var ved den Leilig-hed, at Harriet lovede mig et Kys!

Hun skulde heller have givet Dig det med det samme. Hun narrer altid Folk!

Nei hun gør ikke. Jeg skal nok faa det, naar jeg nu bringer hende en smuk Foræring. Hvad skal jeg købe?

En Kappe?

En hvad?

En Damekappe naturligvis; saadan en med lange Baand og Roser!

Jamen, det er jo kun ældre Damer..... er det ikke?

Jo, det er sandt. Har Du mange Penge hos Dig?

Hele Lommen fuld. Jeg har vist næsten fem Rigsdaler. Vil Du have nogle?

Jeg laante tre Mark af ham, og vi gik ud paa Gaden Arm i Arm, ned over Kultorvet og op paa Volden.

Septembereftermiddagen laa med sit klare, ro232|lige Skær ude over Forstæderne, som begyndte at blive bebyggede, ude over Søerne, der ist og her blinkede frem mellem Haverne, og den skyfri Himmel hvælvede sig over Voldens Ahorn- og Kastanietræer. Et og andet enkelt gult Blad var faldet til Jorden, en lidt fugtig Luft mindede vel om Sommerens Afsked, men Tanken paa Efteraar, end sige Vinter, blev dog endnu holdt fjernt af det tætte Løvtag over vore Hoveder og Fuglene, som holdt Faddersladder deroppe paa Kvisten. Jeg kom til at tænke paa Skipperalleen.

Hvad Adolf tænkte paa, veed jeg ikke, men han var bleven tavs ligesom jeg.

Du! sagde han, og saae paa mig med en besynderlig Mine. Veed Du af, at vi maaske bliver Brødre?

Hvadfornoget? udbrød jeg og standsede.

Ja; det er maaske noget dumt Snak, men Harriet har et Par Gange slaaet paa, at Moder og Din Fader skulde giftes!

Aa, Harriet skulde passe sig selv! sagde jeg fortrædeligt, og lod, som om jeg slog det hen.

Det kan dog nok være muligt! fortsatte Adolf og saae meget dybt grundende ud.

Veed Du noget nærmere derom? spurgte jeg.

233| Nei! Han tav og gik nogen Tid grundende. Moder og Din Fader har været meget sammen den sidste Tid! De spadserede ofte sammen i Slotshaven om Aftenen, og han drak tidt The hjemme hos os!

Atter gik vi nogen Tid tavse ved hinandens Side.

Det vil blive underligt; synes Du ikke?

Jeg svarede ikke. Vi gik et langt Stykke hen ad Volden uden at tale. Saa rystede han sig endelig ligesom en Newfoundlænder, der kommer op af Vandet.

Hvad skal vi bestille iaften?

Jeg veed ikke, vi kan jo gaa i Theatret. Har Du spist tilmiddag?

Nei, det er jo sandt!

Du kan spise hjemme hos mig. Fru Schneider venter mig med Maden, og der er vist nok til Dig med!

Saa gik vi hjem, spiste Fru Schneiders Mad, drillede hende med at snakke efter hendes Tysk-Danske, spillede »Bataille« og gik endelig i Kasino.

Jeg tror, der gik et Stykke, som hed »Halvdelen Hver«. Vi kedede os med Anstand, og i Mellemakten gik vi ud i Forfriskningslokalet.

Skal vi ikke drikke Vin? hviskede Adolf til mig.

234| Det gaar vist ikke an! sagde jeg ligeledes.

Aa Snak. Vi kan jo ligesaagodt drikke Vin her som vi drak den derhjemme. Det vigtigste er, at man har Penge til at betale den med!

Jeg blev slaaet af dette Argument, og min Ven gik hen til Manden ved Buffeten.

Maa jeg spørge, kan vi faa spansk Vin at kjøbe her?

Jo, min unge Herre. Skal det være Sherry eller Portvin?

Jeg tror Oporto. En Flaske, hvis De vil være saa god!

Jeg tror næppe, at De faar Tid til at drikke en hel Flaske! sagde Manden smilende. Kan to Glas ikke gjøre det?

Vi fik de to Glas, som vi drak ud strax, og som Adolf betalte, idet han sagde, at Vinen kunde gaa an!

Jeg blev bange for, at Manden skulde blive fornærmet, og berettede formildende, at min Ven kom fra Gibraltar.

Ah saaledes! sagde Manden smørret. Saa maaske Herrerne drikker et Glas endnu?

Vi drak endnu et Glas og følte os herefter mere i Humør til at følge Forestillingen. Der var en meget fæl Aand, som hed Asmodæus, og som 235| interesserede os i allerhøieste Grad. Da Tæppet faldt ved Slutningen, var vi gerne blevne og havde seet en Akt endnu, men eftersom de andre Folk gik, maatte vi ogsaa afsted.

Jeg vilde følge Adolf hjem til Gæstgivergaarden. Paa Veien standsede vi som efter en fælles Tilskyndelse udenfor en Konditorbutik, hvor der stod Iskager! at læse paa en Seddel i Vinduet. Det var for fristende, vi maatte ind Der var en Jomfru ved Disken med grøn Kjole, en stor høirød Sløife i Brystet, stærktfarvede Kinder og en enorm Frisure. Adolf sad først en Stund og beundrede hende i Tavshed Saa dristede han sig til at aabne en Konversation med hende, og da hun slet ikke syntes at tage ham dette Forsøg unaadigt op, indbød han hende sluttelig paa en Iskage og et Glas Vin. Hun satte sig nu hen til os; vi fik nok en Gang Iskager og nok en Gang Vin. Baade Adolf og jeg var blevne snaksomme, hun var lutter Smil og Venlighed, og Adolf fik endogsaa Lov at kysse hende paa Haanden. Da vi endelig brød op, og Adolf havde betalt, hviskede han til mig med blussende Kinder:

Du! skal jeg forære hende denne Rigsdaler? saa faar jeg maaske et Kys!

236| Jeg husker ikke, hvad jeg svarede, men jeg var selv bedaaret af den Skønne og Vinen, der nu viste sin Magt over os begge.

Adolf trykkede hende Pengestykket i Haanden og slyngede sin Arm om hendes Liv. Forvandlingen kom brat. Istedetfor Kysset fik han et antageligt Ørefigen og Rigsdaleren tilbage hurtigere end han havde givet den ud. Den Skønnes Stemme fulgte os ud ad Døren, som vi hurtigt fik op: Saadan en uforskammet Dreng! Gaa han med sine Penge derhen, hvor man tager imod dem; eller køb Jer heller en Sut hver, beggeto!

Vi var betydelig flove, da vi skiltes, og begge to temmelig øre i Hovedet. Adolf søgte og fandt dog en Trøst i det Ræsonnement, at hvis hun nu havde taget mod Pengene, saa kunde han ikke imorgen købe Noget til Harriet, hvem han nu pludselig huskede paa. Jeg var i Grunden utilfreds med den hele Dag, kom hjem efterat Porten var lukket, maatte ringe den dydigt forbitrede Fru Schneider op, som holdt en lille Tale til mig i Negligé, drømte uroligt om Natten og vaagnede med uklare Sanser, altfor sent til at naa Gæstgivergaarden og sige Farvel til Adolf, førend jeg gik paa Skolen. Det eneste Held i Fataliteterne var, at Fader ikke havde været hjemme.

237| Saa kom da Familien til Byen. Huset fik sit gamle Udseende. Mine Søstre fik hver sit Værelse, og de to Stuer over Porten, som vare hyggelige om end lidt lave, blev indrettede til Arbeids- og Soveværelse for Fader. Dette sidste Rum delte jeg med ham, og naar han var ude om Aftenen, havde jeg Lov til at sidde i hans Studereværelse, som ved en Portiere var skilt fra Sovekammeret. Strax ved sin Ankomst til Byen havde han været oppe og talt med Skolebestyreren, dels rimeligvis om Adolf, men i Særdeleshed vel om mig. Hvis han endnu havde haft nogen Tvivl i saa Henseende, var han fuldstændig bleven beroliget af Jupiter. Jeg kunde mærke det paa hele min Stilling i Hjemmet. Jeg var ikke Genstand for nogen stor Ømhed, endnu mindre nød jeg noget Godt af den Kammeratlighed i Omgang, der, saasnart den Unge blot har vist, hvad han duer til, synes at være det naturligste og mest betryggende Forhold mellem Fader og Søn. Men jeg havde næsten uindskrænket Frihed til at gøre, hvad jeg vilde, hvilket atter vil sige, at jeg havde Lov til at skøtte mig selv, naar jeg blot mødte præcis ved Middagsbordet. Jeg blev ikke længer spurgt om Lektier eller sligt, eftersom min Karakterbog stadig svarede for mig i den Henseende. Min forrige Skyhed havde veget Pladsen for en mekanisk 238| Gøren og Laden i Overensstemmelse med de Regler, der vare opstillede for mig, og da Ingen forlangte mere af mig, ydede jeg selv ikke mere. Der var begyndt at blive øde og tomt inden i mig paa en Tid, hvor jeg burde have blusset og brændt. Jeg var paa gode Veie til at blive et exemplarisk ungt Menneske, men paa Bekostning af min Friskhed. Ak, det er saa svært at forene begge Dele; og hvem vil gaa i Rette med de Fædre, der beroligede standse ved det første, fordi de kender Farerne ved det sidste. Tiden fordrer dette! siger de, og seer tilbage paa deres eget Liv. Livet foregaar i en stor By, i en Slags Fæstningsfirkant med indskrænket Rum mellem hver Post. Skolegaarden, Universitetsauditoriet, det offentlige eller private Kontor og Kirke-gaarden. Det er omtrent de fire gamle Elementer om igen: Ild, Luft, Vand og Jord. Hvem vil forlange mere?

Der var dog en skjult Trøst for mig paa Bunden af alt dette. Jeg, som nu var dreven ud af Fantasterierne og af den tankeløse Leg i og med en Verden udenfor mig, der saa lidet svarede til Virkeligheden, jeg begyndte nu at reflektere over min egen Stilling til denne Virkelighed. Kunde det være stort anderledes end saaledes som det havde udviklet sig til at være? Fordrede ikke Livet dette og dette af Individerne? I gamle Dage skulde enhver Mand 239| kunne bære Vaaben og bruge dem. Hvad havde al min Vaabenfærdighed og Legemssmidighed nyttet mig? Nu skulde enhver Mand tage sine Examiner, og Den, der var stærkest og smidigst heri, blev den Dygtigste i Flokken og kunde maaske komme til at styre Riger og Lande. Men førend der begyndtes paa dette, førend den første Examen var taget, maatte der en Overgangens Tid fra den romantiske Løben sur i Tingene til den fornuftmæssige Erkendelse af disse Ting og deres uafviselige Krav. Saadan uden videre at spadsere ud fra Ægypten og ind i Kanaan, det forstod jeg nu lod sig ikke gøre. Der maatte traves en Tid om i Ørknens Land; der maatte være Goldhed og Tørke, førend man kom til Floderne med Mælk og Honning; det gjaldt bare om at passe paa, at man virkelig var blandt dem, der rækkede det forjættede Land, og ikke blandt dem, der blev begravet i Sandet.

Med denne Filosofi sled jeg mig da igennem Sandet, saa jeg næsten blev platfodet. Jeg følte Ørknens Ubehagelighed, men jeg anede Kanaans rige Vederkvægelser.

Og min Kammerat?

Ja, Adolf var kommen ind i Skolen. Vi saaes af og til i Frikvarteret, og stundom fulgte jeg ham et Stykke paa Vei hjemad over Volden. At følge 240| ham helt hjem til hans Moder havde jeg ikke ret Lyst til. Der var noget, som afholdt mig derfra. Men hvergang jeg havde sagt ham Farvel og gik alene tilbage under Voldens Træer, som nu gulnedes mere og mere, saa ønskede jeg, at han ivrigere skulde have trængt ind paa mig og faaet mig hjem med sig til den lille landlige Villa, de beboede derude ved Veterinærskolen, og hvor hans Moder da skulde synge og spille for mig. Dog, hvem veed, maaske sang hun ikke mere! Der var stundom Noget, som sagde mig, at Sangenes Tid var forbi, ligesom Blomsternes allerede var det og Løvets hver Dag truede med at blive det.

Efteraaret, der i Reglen stemmer om det saa er Skoledrenge melankolsk, syntes ligesaalidt som Skolen at udøve noget Tryk paa Adolf. Det Drømmende og Pigeagtige var allerede gaaet betydeligt af ham paa Slutningen af Ferien, og Skolen lærte ham nu hvad Skolen formaaede. Han blev sig snart sine Kræfter bevidst, og af alle Discipliner lagde han mest Vægten paa Gymnastik og Vaabenundervisnin-gen. Hans Moder lod ham faa Ridetimer, og han kom regelmæssig et Kvarter for sent om Morgenen til første Sprogtime, fordi han, som han med sin uimodstaaelige Aabenhed sagde, 241| først maatte passe sin Hest og saa den tyske Stil. Man bar over med ham, baade Bestyreren og Lærerne, dels fordi det hed sig, at han var rig, dels fordi der var dette Uimodstaaelige ved ham i hans fuldstændige Sorgløshed og Ligegyldighed overfor ethvert smaaligt Begreb om Pligt og Disciplin, og som speilede sig i hans smukke, aabne godmodige Ansigt, hvori intet Træk skæmmedes af lave Instinkter eller hemmelige Synder. Han var næsten misundelsesværdig lykkelig i sin Uvidenhed om alt det Hæslige, som Fattigdommen eller slavisk Frygt for Straf eller et daarligt Udspring kan stemple den ak, saa store Part af Byernes Ungdom med. Han misbrugte aldrig sine Kræfter, men var stadig i Slagsmaal, naar han saae nogle af de Smaa betrængte. Han havde et, idetmindste efter vore almindelige Forhold, næsten altfor ubegrænset Antal Lommepenge, men han strøede dem rundhaandet ud til alle sine Kammerater, hvoraf nogle virkelig vare vundne ved hans gode Sider, men hvoraf Størstedelen rigtignok benyttede sig af hans »Tossegodhed«, som de kaldte det. Skoledrenge er ligesom Menneskene. Jeg gjorde ham en Dag opmærksom paa, at han ikke maatte stole for sikkert paa alle de Kammerater, han saaledes erhvervede sig. Han svarede mig triumferende ved at vise mig sin Lommebog, 242| hvori han havde opskrevet – Jeg skal jo være Købmand, maa Du vide! tilføiede han – Navnene og Gældsposterne for alle sine Debitorer. Før Maanedens Slutning havde han regelmæssig kastet sin Lommebog væk.

Hans praktiske Sprogkundskaber satte ofte de stakkels Lærere i Forlegenhed. Syntaxen lærte han sig aldrig, den høiere Mathematik ligesaalidt. Naar jeg blot kan regne saameget, at jeg kan føre mine Bøger, er det godt! sagde han naivt. Lærerne lo eller skændte paa ham; han vedblev at være den samme. Han var altid indviklet i Spilopper, men havde et Par Gange trukket sig tilbage, naar han syntes, at de gik i en skadefro eller uanstændig Retning. Hans finere Instinkt stod ham bi; men man kan jo rigtignok slide saameget paa Instinktet, naar man stadig skal gaa paa det alene, at Metallet taber i Klang og Værdi. En enkelt Gang var han, ganske vist kun som underordnet Medvider, kommen med i et Komplot af en noget tvivlsom Karakter. Da Komplottet blev røbet, skød de Andre ham frem og lod ham i Stikken. Den Lærer, som Sammensværgelsen skulde være gaaet ud over, gav i sin første Opbrusning Adolf et vældigt Ørefigen. Adolf sprang op, greb ham i Brystet, og kastede ham med fuld Kraft til Jorden. »Her var der ikke Tale om en 243| Konditorjomfru«! sagde han ganske rød i Kinderne, da han fortalte mig Historien. »Jeg vidste, at den lange Nielsen var den egenlig Skyldige, og i ethvert Fald vilde jeg ikke taale et Slag af en saadan lurvet Slyngel af en Lærer, som i Timerne bruger vore Penneknive til at skære sine Ligtorne med, og som spiser Fedtebrød med Knapost. Jeg kunde have slaaet ham ihjel, hvis han ikke havde seet saa feig ud, da han laa der paa Gulvet under mig!«

Der blev et stort Oprør i Skolen over denne Begivenhed. Et Extralærermøde blev sammenkaldt, Bestyrerens Næse blev rødblaa af Gnidning, og Adolf skulde være vist ud af Skolen. Han holdt imidlertid under Forhøret oppe i Klassen en Forsvarstale, der efter Kammeraternes Sigende skulde være glimrende. Han nægtede paa det bestemteste at angive de virkelig Skyldige, indrømmede, at en Discipel aldrig havde Ret til at lægge Haand paa sin Lærer, men paaviste tillige med en sand guddommelig Naivetet, at han aldrig i sit Liv – »og nu er jeg snart sexten Aar!« – havde faaet et Slag af Nogensomhelst uden at give det tilbage, med Undtagelse af en eneste Gang, hvor det var en Dame, der var kommen til at slaa ham. Han var ikke bange for at blive vist ud af Skolen, – »endskøndt jeg har det meget godt her og godt kan lide 244| mine Kammerater og de fleste af Lærerne!« – eftersom han følte, at han ikke havde saamegen Uret, som man vilde tillægge ham, og han var vis paa, at ikke blot hans Moder, men endogsaa Hr. Dahl, som var strengere end hans Moder, vilde være paa hans Side. Han var villig til at gøre Læreren en Undskyldning i dennes Hjem, men han erklærede paa det bestemteste aldrig at ville modtage et Slag og aldrig at ville angive en Kammerat!

Bestyreren tog nogle af Lærerne tilside; Stemningen syntes at være delt ligelig for og imod Adolf. Endelig gjorde Bestyrerens Stemme Udslaget. Sagen var jo ubehagelig, hvis den skulde komme for vidt omkring; Adolf blev gjort til en Enfoldig, som man maatte bære over med. Det var jo ikke Ondskab, men snarere Dumhed Desuden var Hr. Dahl bleven nævnet. Hr. Dahl havde en Søn, som var et flinkt Menneske, men som tillige var Adolfs gode Ven. Adolf Brunnow havde mange Venner blandt Skolens bedste Elever. Alle disse Venner talte til hans Fordel, og det var jo desuden muligt, at disse Venner ..... naa ja! man kunde jo ikke sige, hvorvidt saadan noget kunde strække sig ..... men Elevantallet var i det sidste Aar gaaet noget ned ..... Skolens Anseelse kunde ikke taale, at selv et mindre Antal Elever muligvis 245| ved denne Leilighed blev taget ud ..... Summa Summarum: man maatte gøre en Undtagelse for denne Gang, og lade Adolf slippe med at gøre den haardtkrænkede Lærer en Undskyldning i dennes Hjem!

Altsaa var Dommen falden, og jeg havde lovet Adolf at staa ham bi ved Exekutionen. Vi slog Lærerens Adresse op i en Veiviser og begav os ord Aftenen afsted ud paa Nørrebro. Jeg kunde tydeligt mærke paa min ærekære Ven, hvor haardt det holdt for ham at gøre dette Skridt. Nørrebro var dengang kun sparsomt bebygget. Hele Forstadsmiséren traadte os saa tydeligt for Øie i disse Gader, ufuldstændigt oplyste, nogle uden Begyndelse, andre uden Ende. Adolf tøvede tvivlraadig paa hvert Hjørne. Jeg tror, at han var vendt om, hvis jeg ikke havde været med ham.

Jamen, hvad skal jeg egenlig sige? spurgte han hvert Øieblik.

Du kan jo sige saaledes: Jeg kommer her, Hr. *, for at bede Dem undskylde, at jeg forglemte mig selv..... Det har gjort mig meget ondt.....

Jamen det er jo ikke sandt!

Aa Snak, Du fortryder jo dog.....

Nei, jeg gør i Grunden ikke. Han kunde jo ladet være at slaa mig!.....

246| Vi standsede omsider udenfor et Hus, der laa alene for sig selv mellem Tømmerpladser og Byggegrunde. Det var smalt, fem Etager høit, og løb fra den fugtige Kælder iveiret til den svimlende Kvist som et magert Udraabstegn over den menneskelige Resignation af Nødvendighed Paa fjerde Sal var Lys i et Par Vinduer.

Her er Numeret, sagde jeg. Det er vist deroppe, hvor der er Lys!

Adolf saae iveiret: Gid jeg stod her igen og havde været deroppe!

Vi steg langsomt op ad Trappen. Ved hveranden Afsats brændte en søvnig og osende Olielampe paa en Hylde over Døren. Hovedstaden havde endnu ikke faaet Gas dengang.

Her lugter stygt! sagde Adolf, og pustede nogle hastige Røgskyer ud af sin Cigaret, inden han kastede den.

Vi stod foran Døren og læste ved det søvnige Lampeskær Lærerens Navn paa en lille støvet Porcellænsplade, hvor den ene Skrue var faldet ud og erstattet med et Søm, der ragede frem imod os med sit rustne Hoved.

Her skulde da Fanden bo! sagde Adolf, idet han forsøgte at være rask paa det.

Ikke Alle kan bo i en Villa paa Gamle Konge247|vei. Non cuivis homini contingit..... Det er jo sandt, Du forstaar jo ikke Latin. Ring saa paa!

Jeg kendte ikke denne Lærer, der kun underviste i Realklasserne. Vi »studerende« Elever følte os høit hævede ikke blot over Realklassernes Disciple, men ogsaa over disses Lærere. Forresten skulde det nok være en ganske skikkelig Mand.

En lille Pige, sjusket klædt, og som omtrent kunde være en otte Aar gammel, lukkede med noget Besvær Døren op. I Haanden holdt hun et Stykke – Fedtebrød.

Jo, Fa'r æ derinde! Hun pegede paa en Dør tilhøire i den snevre Korridor, hvor der lugtede af Børnelinned og Løg.

Vi bankede paa og traadte ind. En lille Stue med et tarveligt dækket Thebord, en saakaldet »Studerelampe« i Midten, et Fyrfad paa en Bakke med en sort Thepotte, et Rugbrød, nogle Kopper, et Par Tallerkener, en Smørkande med – Fedt. Jeg mønstrede det Hele i et eneste Blik. En bleg Kone med et blaat Køkkenforklæde og en lille Pige paa Armen stod og hældte op af Thepotten. Ligeoverfor sad Læreren, en midaldrende Mand, sparsomt Haar, et stort Skæg, Briller og slappe Muskler omkring Munden.

Han saae op og vinkede til Konen, at hun skulde 247| gaa ud. Hun kastede et halvt nysgerrigt, halvt forskrækket Blik paa os, den Lille paa Armen begyndte at skraale, hun tyssede paa den og trak den anden, hende med Fedtebrødet, ud med sig af Døren.

Jeg puffede til Adolf. Han nærmede sig Bordet og begyndte med usikker Stemme: »Hr. *, jeg kommer for .... jeg skulde bede Dem ..... jeg mener, at..... den Sag, som ....!« Han holdt inde; jeg følte, at jeg maatte rykke til Undsætning.

Hr. *! min Kammerat Brunnow har følt med sig selv, hvor urigtigt det var af ham .... det vil sige, at han ønsker at bede Dem om Tilgivelse for den Fornærmelse imod Dem, som han i sin Hidsighed tilføiede Dem. Han mente intet Ondt dermed; han forløb sig kun, han er saa lidet vant til....! Ogsaa jeg standsede og ledte efter Ordene. Jeg erfarede nu, hvor vanskeligt det er at gøre en Undskyldning, selv paa en Andens Vegne.

Læreren vendte sine Øine fra Adolf imod mig. Han saae bekymret og nedbøiet ud.

Hvem er De, maa jeg spørge, som taler her paa Brunnows vegne?

Jeg nævnede mit Navn og min Klasse.

Aa ja, jeg kan forstaa, at Brunnow fandt det i sin Orden at tage En med, som kunde støtte hans Sag. For den Fornærmelse, han tilføiede mig midt 249| iblandt sine Kammerater, gives der ingen Undskyldning; men en anden Sag er det, at en stakkels Timelærer som jeg, der lever af et Arbeide, som er surere end nogen Herskabstjeners, maa tie og taale, naar Skolen ikke vil gøre sin Ret gældende. Hvis De nogensinde i Deres Liv skulde komme i en lige saa afhængig Stilling, som jeg nu er i, saa vil De forstaa, hvor liden Ret en Elev har til at beklage sig, selv der, hvor han maaske mener, at hans »Ære« er bleven traadt for nær, og hvor beskæmmet og ydmyget en Lærer staar, der ingen Lov har at støtte sig til, men kun en Overordnets Luner og Forgodtbefindende. Lærere finder man jo hver Dag paa Gaden, men Elever – her saae han hen til Adolf- tages ikke saadan lige ind fra Gaden, og naar man engang har dem, saa holder man paa dem.

Der var en saadan undertrykt Bitterhed i hans Stemme, og dens dæmpede skærende Klang stod i saadan sørgelig Forbindelse med hele Værelsets tarvelige Udstyr, med den blege Kone, de sjuskede Børn og hans egen bøiede Skikkelse, at jeg formeligt følte, hvorledes Ordene blev stikkende mig i Brystet.

Jeg saae til Adolf. Han stod med Læberne sammenknebne og Hænderne famlende om sin Hatteskygge.

250| Saaledes forløb nogle Sekunder i en pinlig Pavse.

Jeg vendte mig halvt om og søgte henimod Døren. Adolf ligeledes. Paa Halvveien blev han staaende, rakte Haanden med Hatten frem og mumlede: Jeg beder ... beder Dem oprigtigt om Forladelse; ...jeg mente.... ikke....!

Da der ikke kom noget Svar fra Bordet, aabnede jeg Døren og lod Adolf skubbe sig derigjennem. I Døren vendte jeg mig, og, idet jeg gjorde et ærbødigt Buk, hviskede jeg:

Farvel Hr. *. Vær ikke vred!

Han saae lidt mildere end før paa mig og vinkede tavs med Haanden. Saa lukkede jeg Døren. Adolf var allerede ude paa Trappegangen, hvor han stod med Hænderne for Ansigtet.

Kom nu! sagde jeg og trak ham med mig ned ad Trinene. Dette var næsten værre end at gaa til Tandlægen!

Adolf standsede paa den første Afsats og hulkede høit: Nei, dette kan jeg ikke holde ud....Jeg havde ikke tænkt mig....!

Kom nu! sagde jeg lidt forvirret.

Han tog pludselig Hænderne fra Øinene, greb i sin Lomme og tog sin Portemonnaie frem. Han aabnede det midterste Rum og tog en Guldmønt 251| ud, en engelsk Sovereign, som han gemte som Lykkeskilling. I et Par Spring var han oppe igen ad Trapperne. Jeg efter.

Hvad Pokker vil Du gøre, Menneske? raabte jeg.

Han ringede heftigt. Døren blev strax aabnet af den blege Kone med den Lille paa Armen. Han greb uden at sige et Ord om den Lilles Haand og stak Mønten ind imellem de smaa, snavsede Fingre. Saa foer han tilbage og ned ad Trappen og havde i sin Fart nær revet mig paa Hovedet med sig. Det Hele var et Sekunds Værk. Selv om jeg havde villet holde ham tilbage, havde jeg dog ikke kunnet standse ham i Farten.

Ak, det var sørgeligt, meget sørgeligt! sagde han, da vi gik ned igennem den øde Gade eller snarere Vei.

Hvad var sørgeligt? spurgte jeg.

At han havde det saa smaat! svarede han. Havde jeg blot vidst det, maatte han gerne have slaaet mig to Gange!

Ja nu er det jo rigtignok for sent! bemærkede jeg.

Jamen han kan dog imorgen købe sig Smør! Ikkesandt?

Jeg trykkede hans Haand, og paa det næste Hjørne skiltes vi.

Den næste Dag var Adolf ikke paa Skolen. 252| Jeg ventede utaalmodigt i hvert Frikvarter, at han efter Sædvane skulde komme op i Gymnasiastklassen; men han kom ikke. Idet jeg vilde gaa ud af Porten, var der En, som kaldte mig ved Navn.

Jeg vendte mig om; det var Adolfs Lærer.

Undskyld, at jeg standser Dem! sagde han og tog ned i sin Vestelomme. Vil De ikke være saa god, hvis De seer Brunnow i Eftermiddag, at give ham dette her – han tog et lille Papir frem – og sige ham, at hvis han ikke har isinde at føie en ny Fornærmelse til den forrige, saa er han maaske saa god at beholde sine Sparebøssepenge for sig selv. Det er jo muligt, at han har for mange af dem, men derfor er han ikke berettiget til at paatrænge sig fattige Folk med slige - Bestikkelsesmidler!

Jeg holdt den lille Pakke i Haanden og aabnede Porten for ham. Tak, min unge Ven! sagde han med sit underlige halvvisne Smil. Jeg erfarer idag, at De er saadant et flinkt ungt Menneske. Det forundrer mig, at De omgaas en saadan forkælet og forvænt Laban. De rige Folk burde holde deres Børn tilbage fra Skolerne, for ikke gennem dem at udsaae ond Sæd. Her kommer saadanne Fyre med fine Klæder og Lommerne fulde af Penge. Alle gør sig behagelige for dem, og naar de til253|fældigvis ovenikjøbet har et glat Ansigt og ikke er saa dumme som Østers, saa roses de for deres Opførsel og Kundskaber. For Deres Ven ligger jo Alle paa Knæ, Alle fordærver ham og han igen Alle. Hans Klasse var meget bedre, førend han kom ind i den. Nu er der en Oprørsaand og Ulydighed, som alene kommer fra ham. Fordi han har ligget i Bomuld ligefra Fødslen, kan han ikke taale en Tilrettevisning. Han er ligesom disse Blodsheste eller de »ægte« Hunde. Enhver indrømmer, at det er Luxusskabninger, kun brugelige ved Væddeløb eller til at gaa med et blankt Halsbaand om Halsen, men dog hører man meget mere Tale om dem end om de nyttige Skabninger, der betinge Menneskenes Liv og Existensens Vel. Intet burde roses og fremhjælpes, uden hvad der befordrer Nytten og derved Lykken i Livet. Slige Existenser som Deres Ven er i deres foretrukne Stilling en Plet paa vort Samfund, Levninger af feudale Institutioner og feudal Fantasi. Lad dem arbeide, hvis de kan; eller ved deres Midler sætte Andre istand til at arbeide, som vil men ikke kan. Nu sætter de kun Penge i Omløb, som de ikke selv har fortjent. Det kan Automater gjøre lige saa godt som de, og Skøger langt bedre. Deres Ven hører til de »Lykkelige«, som det hedder. Lad os see, hvor langt den Lykke rækker. 254| Jeg har ogsaa levet i Livet, førend jeg blev Timelærer. Jeg kender noget til disse Sommerfugle, som tager sig saa pyntelige ud, saalænge det er Solskin og varmt. Kan de taale Nattekulde? Kan de taale Regn eller Befamlen med grove Fingre? Dette er Proberstenen for Livet. Lad os først en Dag blive væltede overende og trampet ned paa en Gade, og lad os saa see, hvormange der reiser sig og hvorledes man gererer sig med et knækket Lem, en mistet Sans. Tro mig, min unge Ven, Deres Kammerat vil være en Overkomplet i Livet, som han allerede er det her i Skolen. Tiden bliver haardere og vanskeligere Dag for Dag, og stiller større Fordringer og stærkere Krav til den Enkelte, for at han skal kunne virke ind paa sin Plads i det store Maskineri, og saa sandt som Meningen med Maskineriet for hver Dag er at blive mere komplet i sine enkelte Dele som i sin hele Virkning, ligesaa vist er det, at Tiden en smuk Dag vil fjerne alle overkomplette Bestanddele, med det Gode, hvis de selv vil gaa, med Magt, hvis de modsætte sig Magten!

Vi var under dette kommen op ad Gaden sammen og op paa Volden. Jeg havde ikke uden en vis Bevægelse lyttet til disse haarde Ord fra en Kant, som maaske netop kunde have sin Ret til 255| nogen Bitterhed og Skaanselløshed. Jeg saae paa den bøiede Timelærer skikkelse. Den havde rettet sig, Hovedet var kommet iveiret, Stokken klang mod Voldpassagens Skærver i Takt til hvert Ord. Og dog havde disse Ord været for haarde for Adolfs Vedkommende. Han kendte dog ikke min Ven, som han angreb saa bittert. Han skulde lære ham at kende.

Hr. *! sagde jeg. Jeg benægter ikke Deres Ret til gennem Deres Erfaring at dømme saaledes, som De dømmer – i Almindelighed talt. For Adolf Brunnows Vedkommende maa De tillade mig et Par Ord. Han handler aldeles efter ... ja hvad skal jeg kalde det...? efter Instinkt, og hans Instinkt er godt og ædelt, meget bedre end ..... end mit f. Ex.!

Jeg standsede; jeg begyndte at blive varm.

Han smilede: Jeg kunde have Lyst til at udbede mig lidt nærmere Forklaring over det, som De forstaar ved Instinkt, og over, hvorvidt De tror, at det altid fører til heldige Resultater at være i Overensstemmelse hermed, men jeg vil ikke afbryde Dem. Altsaa:!

Nuvel! svarede jeg. For at komme lige til Sagen, saa stod min Ven netop igaar Aftes ude paa Deres Trappegang opløst i Taarer og fuld256|stændig utilfreds med sig selv og med den mangelfulde Afbigt, han havde gjort Dem. Han handler altid efter sine øieblikkelige Indskydelser og efter det sidste Indtryk, han har modtaget, og dette sidste Indtryk var igaar... var...

Min Fattigdom! Nævn De kun Sagen med sit rette Navn! sagde han alvorligt.

De bringer mig i Forlegenhed!

Nei. Blot kort!

Nuvel da. Hans Indtryk være som det vil, det var en ædel og ham fuldstændig værdig Bevægelse, der greb ham. Hvor rig min Kammerat er, veed jeg ikke; kan være, at det ikke er saa stort bevendt med »den gale Englænders« Rigdom. Jeg veed kun, at han i det Øieblik forat dække sin Uret og formilde Den, han havde krænket, vilde have berøvet sig selv det Kæreste og Bedste, han eiede. Dette Paa-fund med at give sin Lykkeskilling til Deres lille Datter kan kaldes for barnagtigt og ubetænksomt, men tro mig, De har ikke Ret til at betragte det som en Overmodighed og endnu mindre som et Forsøg paa Bestikkelse. Og til Bevis paa, at De tror mig, naar jeg siger Dem, at min Ven er et ædelt og bravt om end ubesindigt og forkælet Menneske, saa beder jeg Dem nu om at beholde denne Mønt. Jeg leverer den ikke tilbage til Brunnow, 257| og førend jeg skulde saare hans gode Hjerte paa denne Maade, vil jeg kaste hans Lykkeskilling ud i Stadsgraven!

Jeg havde viklet Papiret ud og holdt Mønten frem for mig. Han greb mig om Armen og saae vist paa mig.

De taler med en Varme om Deres Ven, som gør mig vaklende i min Dom om ham! – Han saae endnu mere forskende paa mig. – Li-gemeget! jeg vil tro Dem; jeg vil idetmindste forsøge paa at overvinde min Antipathi mod den Slags Mennesker, og jeg vil gemme denne – her tog han Mønten af min Haand – som en Erindring om en ung Mand, for hvem Livet ligger aabent, og som maaske vil befare det med mere Energi og med mere Held end – end mange Andre, som ogsaa i Deres Alder gik i Kavtion for Venner og troede paa Ædelhed og Godhed rundtomkring sig.

Han slog mig venligt paa Skuldren, sagde mig et hastigt Farvel og gik.

Jeg stod tilbage, beskæmmet ved hans Ord. Jeg var virkelig ikke den Ros værd; jeg følte mig tidt saa vaklende og svag; jeg eiede ikke Adolfs store, aabne Hjerte, og - ja jeg følte det nu tydeligt – jeg var jo kun voxet frem til Noget i mine og Andres Øine ved stadig at holde mig hans Mangler 258| for Øie. Vilde jeg nogensinde kunne række hans gode Sider, naar jeg nu havde faaet min Examen, naar jeg nu var bleven et »dygtigt« Menneske, naar jeg nu ....? Jeg vendte mig med et Suk.

Kanske Livet fordrede det netop saaledes. Overkomplet! Ja, nogle maatte være de Overkomplette, for at de andre saa meget des sikrere kunde gøre deres Gerning. Gribe ind i Maskineriet! Ja, jeg vilde, vilde, vilde!

Og med knyttede Hænder og sammenbidte Læber gik jeg hjem.

Den næste Dag fortalte Adolf, at han havde været syg. Han saae virkelig endnu noget bleg ud. Vi talte forøvrigt saa lidt om Sagen som muligt; heller ikke de Andre snakkede synderligt derom, og snart var Alting glemt og Alt ved det Gamle. Adolf tog Skolen som en Ting, der nu engang ikke kunde ændres, og som man blot maatte see at faa det behageligste ud af. Han erklærede mig, at han aldrig aabnede en Bog i Hjemmet; han fulgte tidt Moderen i Theatret og et Par Gange om Ugen kom han hjem til mig for at tage mig med i Kasino. Disse Aftner var Fader næsten altid ude eller gik ud, naar Adolf kom. I Forbigaaende havde han altid et venligt og spøgefuldt Ord tilovers for min Kammerat, hvorimod jeg maatte nøies med et vær259|digere Nik. En enkelt Gang blev jeg indbudt i Theatret med Adolf og hans Moder. Hun var bleven noget blegere, forekom det mig, og maaske en lille Smule magrere. Men hun saae deilig ud, og alle Folk havde deres Kikkerter rettede imod hende. Jeg nød forøvrigt slet ikke noget Godt af Forestillingen. Jeg sad ved hendes Side og blev rød og bleg, alt eftersom hun henvendte et sagte hvisket Ord til mig om Stykket, eller hendes Kjole streifede min Arm eller mit Knæ. Jeg turde næppe drage Aande af lutter Salighed over at sidde hende saa nær, indaande Parfumen, der gød sig ned over mig fra hendes Haar, følge Folderne ud og ind af hendes hvide Kaschemirshawl, række hende Kikkerten eller holde hendes Vifte. Og dog var denne Salighed blandet med saamegen Bitterhed Jeg vidste jo .... vidste.... vidste .... o, hvor var hun dog smuk, og hvor var jeg ulykkelig netop med denne min Viden. Jeg sad og stirrede paa hende fra Siden og erindrede mig det mindste Ord, den ubetydeligste Begivenhed fra hin Aften. Jeg stirrede paa hende saa længe og saa ufravendt, og rimeligvis med et saa læseligt skrevet Udtryk i mit Ansigt, at hun omsider følte sig generet, ja endogsaa byttede Plads med Adolf. Jeg vidste, at jeg krænkede den gode Tone, at det slet ikke gik an, at jeg maaske 260| endogsaa stødte hende fra mig derved, men jeg kunde ikke lade være, der var som en Dæmon inden i mig, der drev mig til at betragte denne Profil og denne Buste, som om det var sidste Gang, jeg saae dem. Jeg indsugede Duften af hendes Parfume, jeg følte, som om mit Hjerte skulde sprænges, jeg ønskede, at den store Lysekrone maatte falde ned, at der maatte ske et eller andet Rædsomt, hvorved hendes og min Tilværelse paa samme Tid kunde faa Ende. Jeg var gal; jeg var forelsket som kun en Dreng kan være det.

Hun sagde mig temmelig køligt Farvel, da vi skiltes efter Tæppets Fald. Jeg løb ned ad Trapperne og saae Spidsen af hendes Fod, da hun steg ind i den Vogn, som Adolf havde ladet hente. Jeg løb en Stund bagefter Vognen, indtil endelig en af de dengang brugelige Politibetjente med Stokkene paa en temmelig ublid Maade afbrød mig i min Jagtiver og bad mig: »skrubbe mig!« Jeg skar Tænder af Raseri, sendte et langt, langt Blik efter Vognen, og skulkede hjem ad de mennesketomme Gader, syg af Kærlighed til den deilige Kvinde, som akkurat kunde være min Moder, og som maaske ... nei, nei, det var dog formeget!... om nogen Tid vilde blive min Moder...

261| Uger gik og Maaneder. Vi kom ind paa Vintren. Alt uforandret i Skolen. Jeg rykkede op og blev Nr. To i min Klasse. Adolf morede sig. Jeg delte min Tid mellem mine Lektier og mit Arbeide paa at kue den Kærlighed, som jeg vidste var vanvittig, og som vilde blive det endnu mere, dersom virkelig det skete, som nu En og Anden af Familiens nærmeste Omgivelser begyndte at hviske halvhøit om. Adolf brød sig om Ingenting: Lad dem bare snakke! Jeg er nu sexten Aar; dersom vi skal blive Brødre, saa kommer vi jo saameget nærmere sammen, saa er vi hinanden lige, ikke alene i Aar, men ogsaa ...

I Erfaring! mener Du?

Nei, deri er Du vel nok min Mester; men i Familie, mente jeg!

Ja. Det vil da sige: Halvbrødre! For Blodet har vi strengt taget ikke imellem os!

Nei, med mindre vi vil gøre som de gamle Fostbrødre, blande det. Hør Du, Erik; lad os drikke Broderskab i Aften og saa bagefter løbe paa Skøiter?

Hvad er det for Snak?

Jo ser Du, jeg fik dette lille Brev fra Moder i forrige Frikvarter. Hun skriver, at jeg skal tage Billetter til hende i Theatret, naar jeg gaar fra 262| Skole; men jeg behøver ikke at følge hende iaften; hun bliver fulgt – forstaar Du?

Jo; Fader!

Javel! Du besørger altsaa Dine Lektier tidligt; jeg kommer og henter Dig Klokken sex; det er Maaneskin, og der er udmærket Is paa Søerne. Vi drikker først et Glas Vin sammen, og saa løber vi til Kl. 10. Er det afgjort?

Javel! Maa jeg see det Brev, Du fik?

Værs'god. Du maa gerne beholde det, om Du vil!

Jeg greb det og stirrede i stum Henrykkelse paa disse Bogstaver, denne lette, flydende, maaske lidt vel flydende Haand. Jeg kunde gerne have kysset Brevet. Han lo.

Det gaar nok Dig overfor Moder ligesom det gaar mig med Harriet. Ha, ha!

Han lo, som han pleiede at le ad Alting. Han havde et Par Gange paa sin overgivne Maade drillet mig med Moderen. Jeg bevarede stadig Taushed paa dette Punkt, medens han altid gik og pludrede om Harriet.

Han kom om Aftnen til den bestemte Tid med sin Vinflaske i Lommen. Fader gik ud. Vi satte os op paa Studereværelset, stoppede et Par af den »Gamles« Piber, skænkede os hver et stort Glas 263| Oporto og kom snart i en behagelig Stemning. Vi drak paa hinandens Sundhed og paa vort Broderskab, medens Røgen hvirvlede sig i hyggelige Kredse omkring i det lune Værelse med sit Kokustæppe paa Gulvet, det store Skrivebord med Vedbendslyngningen, Bogreolerne og de udvalgte Kobberstik paa Væggene. Saa tog vi vore Skøiter, jeg hævede endnu engang mit Glas, og idet jeg saae min Ven ind i Øinene, drak jeg de Øines Skaal, som jeg altid følte hvilende paa mig, hvergang jeg var i en oprømt eller bevæget Stemning. Saa skjulte jeg Flaske og Glas inde under min Kommode i Soveværelset, og vi gik ud til de store, maanebelyste Søer, hvor hist og her en Skøiteløber tumlede sig henad den blanke Flade, medens Klangen fra de skarpe Staal dirrede hen over Isen i den stille, frostrene Aften.

Adolf var ikke nogen særlig øvet Løber; jeg havde dyrket denne Idræt fra mine tidligste Drengeaar og vilde nu undervise min Ven i Finesserne. Jeg slog forlænds og baglænds Sving, og ved et af disse sidste kom jeg den Vaage for nær, som Iserne havde hugget. Jeg plumpede i, men kom øieblikkeligt op igen ved min egen og den tililende Adolfs Hjælp. Det Hele var jo »Ingenting«, som vi begge trøstede os med, men det var dog et koldt Bad, og da jeg nu vilde løbe mig varm igen, mærkede jeg, 264| at jeg havde faaet en indvendig Kulde i mig, som ikke saaledes kunde »løbes« væk. Vi spændte Skøiterne af og satte i Trav hjemefter. Fader var jo ude, saa den hellige Grav var vel forvaret. Adolf hjalp mig af de stivfrosne Klæder i Seng; et Sæt tørre Klæder blev udtaget af Skabet og lagt over Stolen ved Sengen, det vaade Sæt paatog Adolf sig at bringe over i Kuskekammeret. Alting var i Orden jeg fik en Slurk af den Vin, som var bleven tilbage i Flasken, og da jeg mente, at jeg havde bedst af at falde i Søvn, lod jeg Adolf gaa med Lampen og det vaade Tøi. Jeg faldt ogsaa i Søvn og blundede uroligt. Jeg vaagnede ved at høre Fader komme hjem, men da jeg ikke havde en ganske ren Samvittighed, foretrak jeg at lade, som om jeg sov. Han var nok urolig og stærkt optaget af sine Tanker, kunde jeg mærke. Han smaamumlede for sig selv, sukkede, da han var kommen i Seng, og laa og kastede sig frem og tilbage i Halvsøvne. Jeg gav mig til at grunde og spekulere, hvilket jeg ikke burde have gjort. Stundom var jeg kold som Is, stundom følte jeg mit Blod flyde i Aarerne som hed Olie. Jeg begyndte at fantasere. Jeg saae en uhyre isbelagt Flade for mig. Det var ikke Sortedamsøen derude mellem Forstæderne. Store, stille Skove til alle Sider, hvor Sneen laa blødt 265| som stivnet Flødeskum inde mellem de sorte Stammer. Jeg saae hvide Monumenter, mørkere end Sneen, derinde mellem Træerne, nøgne Guder og Gudinder, der syntes at hoppe paa Tæerne ovenpaa deres Piedestaler for at holde Kulden ude. Tænderne klaprede mig i Munden ved dette Syn. Saa brød der en Strøm af sydende hedt Blod gennem mine Aarer. Henimod mig kom over den speilblanke Flade glidende paa Skøiter, vuggende sig taktmæssig i de smidige Hofter, en Dame med Muffe og Pelskrave. Jeg saae og hørte, hvorledes de smukke Fødder med de blanke Jern under skiftede rutsch, ratsch henover Isen, og rundtomkring klang det inde fra de stille Skove rutsch, ratsch, indtil Lydbølgerne syntes at sætte Isdækket i en gyngende Bevægelse. Nu gled det Slør tilside, som Damen havde haft for Ansigtet. Det var Fru Brunnow. Hun saae ængstligt paa mig, og Læberne syntes at bede mig om at komme hende til Hjælp. Hun vaklede under Isens Bølgegang, snart laa hun over mod den ene Side, snart mod den anden, men stadig vedblev hun at fæste sine bedende Øine paa mig. Min Hjerne begyndte at forvirres under al denne Gyngning. Jeg vilde ile frem imod hende, men mine Fødder vare som fastgroede. Nærmere og nærmere kom hun mig; min Angst for hende og min Forfærdelse 266| over ikke at kunne løsrive mig voxede, og netop som jeg havde faaet Fødderne løsnede, slog hun Armene med Muffen op over Hovedet og forsvandt i en Vaage. Jeg gav et høit Skrig fra mig.

Hvad er der, Erik? hørte jeg min Faders Stemme.

Jeg stirrede forvildet ud i Mørket: Jeg tror, jeg er syg!

Aa, Du har drømt! Vend Dig om paa Siden!

Denne Stemme virkede disciplinerende paa mig som altid. Jeg vendte mig om paa Siden og søgte at samle mig. Men min Hjerne var nu aldeles fortumlet, mit Hoved forekom mig som det Kæmpegræskar, jeg havde seet ved en Haveudstilling, og hen paa Morgenen mærkede jeg deltagende Ansigter bøiede henover mit. Jeg kendte min Faders og vor gamle Huslæges. Jeg hørte den sidstes rolige Stemme: Han har Feber. En Forkølelse formodenligt. Det er jo Aarstiden til det!

Jeg laa et Par Dage, hvori jeg, som mine Søstre siden fortalte mig, bestandig fantaserede om en Dame paa Skøiter, med Muffe og Slør. Du er nok bleven forelsket paa Isen! tilføiede de.

Den første Morgen, da jeg atter vaagnede med klart Hoved og klare Sanser, sad min Fader paa Stolen udenfor min Seng og læste et Brev. Jeg 267| saae paa mit Sengetæppe; der laa Omslaget, det var hendes Skrift.

Fader foer sig med Haanden over Panden og knugede Fingrene om Brevet. Idetsamme gik Døren fra Trappegangen ind til Studereværelset, og vor Huslæges venlige Stemme lød igennem Portieren: Godmorgen!

Fader sprang op og gik ind til ham.

Brevet var faldet paa min Stol. Jeg snappede det med en Kats Hurtighed og læste:

Adolf!

Kommer til Dig iaften. Du maa høre mit sidste Ord og tage mit
Farvel.
Helene.

Jeg slap Brevet, som om jeg havde brændt mig, lænede mig tilbage paa Puden med lukkede Øine og gentog: Adolf!... Kommer til Dig iaften... maa høre mit sidste Ord... mit Farvel... Helene.

Lægen havde grebet min Arm og følte Pulsen. Jeg saae paa ham; det forekom mig, at han stod helt henne i det modsatte Hjørne af Værelset.

Saa, saa! lidt Feber endnu; lad mig see Tungen. Det er godt; nu er vi jo ovenpaa!

Fader stod ved Siden af ham, men ikke desmindre ligeledes helt henne i den anden Ende af 268| Stuen. Han havde et saa alvorligt Udseende, at det gjorde mig helt ondt for ham.

Lægen tog ham ved Haanden: Han feiler skam ikke noget videre nu; Du kan være ganske rolig, Dahl!

Fader smilede mat: Tak skal Du have for Din Beroligelse. Jeg nærer forresten ingen Frygt Det er naturligvis en ganske almindelig Forkølelsesfeber, og nu er den jo ovre næsten. Fyren har formodenlig været paa Skøiter og er faldet i. Jeg hørte en af hans Kammerater tale derom ....

De gik.

Jeg saae ud over Sengekanten. Brevet var der ikke.

Altsaa har han taget det igen!

Jeg laa et Par Timers Tid med denne forunderlig stille Tomhed og tomme Stilhed inden i mig, som jeg først atter traf hos mig og hilste som en gammel Bekendt, da mange Aar vare gaaede og da jeg nede i Italien havde faaet den første betydningsfulde Rendezvousbillet fra en distingveret Skønhed, som tilfældigvis havde fundet, at blondt, kruset Haar var smukkere end sort, glat Haar. Jeg var jo bleven sat i Kundskab om noget, som skulde ske, noget, som strax, da jeg læste derom, sugede alt Blodet fra mit Hjerte, noget, som jeg efter al Sand269|synlighed kom til at overvære, noget, som ... ja, nu kunde jeg jo sagtens tænke derover, nu, da det var blevet saa stille inden i mig, men lige strax, da jeg havde læst... Goddag, er det Dig, Adolf! hvorfor kommer Du saa listende?

Jeg troede, Du sov! Gudskelov, at Du atter er bedre!

Er det Dig, der har sladret af Skole om Isen? spurgte jeg en lille Smule fornærmet. Han saae paa mig med sine store troskyldige Øine: Jeg .... ja, jeg fortalte Moder det. Jeg fortæller Alting til Moder. Maatte jeg kanske ikke det?... Jeg beder Dig om Forladelse!

Han kom hen og kyssede mig paa Panden.

O ve, dette Kys.....!

Du er en forunderlig Fyr, Adolf! Bruger man sligt i Gibraltar?

Ja, Du. Der kysser og omfavner man altid sine Venner!

Længes Du efter Gibraltar?

Nei slet ikke. Der er jo nok ganske kønt, men man kan jo ingen Steder komme hen der. Man kan spadsere i Alamedaen, naar det da ikke er for varmt. Og man kan springe omkring oppe paa Klippen – ligesom mine Aber; men videre kommer man ikke, med mindre man vil ro over til Algesiras; 270| og der er Ingenting at see! - Forresten er det saa længe siden jeg har været der! tilføiede han.

Ah ja, Dine Aber. Kan Du huske den Aften, Adolf?

Om jeg kan! Jo; jeg vil hundrede Gange før bo i Fredensborg end dernede op ad den varme Klippe. Men nu skal Du høre. Du kender jo nok ham den tykke Klausen i syvende Klasse? han faldt idag ned ad Trapperne og rev Himbegimbe med sig, som netop skulde op med Protokollen. Og veed Du hvad saa ....

Der kom en hel Række Begivenheder fra de sidste Dage i Skolen. Jeg ønskede i mit stille Sind, at Adolf havde været mindre veltalende idag. Endelig tog han en Bog og gav sig til at læse høit for mig. Men det kunde jeg ikke taale. Da Middagstiden kom, blev han kaldt ned af min Søster for at spise hos os. Jeg følte formelig Lettelse ved at blive ene med mig selv og min Feberkost, Mælkemad og Fisk. Saa kom han op igen.

Er Din Fader ogsaa syg, Erik?

Det veed jeg ikke noget af!

Han seer da saaledes ud Jeg tror, hele Verden er syg idag. Moder havde Hovedpine, og hun saae ud, som om hun havde grædt!

Saa-aa!

271| Vi fik tændt Lampen. Han satte sig ned ved Bordet foran Sengen og begyndte paa Kladden til en dansk Stil. Af og til spurgte han mig om noget, som jeg svarede ham paa hen i Taaget. Jeg erindrer, at jeg af og til lo for mig selv ved Tanken paa den Stil, det vilde blive. Men jeg blev ligesaa hurtigt alvorlig igen og trak Veiret dybt. Da Klokken var sex, halvsyv, kom Fader op og spurgte, hvorledes jeg havde det. Jeg takkede; jeg havde det godt, men var bare meget træt og troede nok, at jeg snart kunde falde i Søvn og sove som en Sten!

Det er godt! Adolf kan gaa i Kasino med Dine to Søstre. De har vaaget hos Dig igaar og trænger til lidt Opmuntring iaften!

Saa gik da Adolf og Søstrene. Jeg slukkede Lampen og – ventede.

Jeg laa længe i Mørke. Var det nu dog alligevel ikke en Skam af mig saadan at spille Lurerens Rolle? Hm! jeg var jo syg og kunde ikke flytte mig. Det holdt ikke Stik! Jamen jeg elskede, elskede hende. Føl, hvor mit Hjerte bankede og hvor min Kind var hed! Det undskyldte mig noget, men dog ikke helt. Nei; jeg vidste det nok; men der var en Strøm inden i mig, der var stærkere end alle Be272|breidelser. Jeg følte hverken Ret eller Uret længer. Jeg ventede.

Jeg hørte Nogen gaa derinde. Det var Faders Skridt. Det nærmede sig med et Lys i Haanden. Jeg lukkede Øinene og aandede roligt og taktfast som en trygt Sovende. Lyset bøiede sig over mig? Jeg skælvede i mine inderste Nerver, men jeg holdt mit Muskelspil i Ave og sov trygt videre.

Han sover! hørte jeg Fader mumle. Hvor Børn dog altid kan sove!

Lyset fjernede sig. Alt blev stille. Jeg hørte kun af og til Raslen af en Bogs Blade derinde ved Siden af gennem Portieren, og jeg indbildte mig at kunne see, hvorledes hans Fingre skælvede, naar de slog Bladene om. Han ventede jo ogsaa.

Jeg blev nu for Alvor træt af al denne Spænding. Mine Øienlaage faldt halvt til, jeg begyndte at see smaa Kredse, der dreiede sig rundt i Mørket. Jeg gjorde en kraftig Anstrengelse, og holdt mit Blik stift heftet paa Portieren, hvor Lampeskæret skinnede svagt igennem. Men jeg blev mere og mere overvældet af Trætheden. Jeg ... ak ja .... det var umuligt at modstaa... Jeg.... faldt.... i Søvn.

Tys! Hvor længe havde jeg sovet? og hvad var det, jeg havde drømt?... om hende ... at hun 273| laa foroverbøiet paa Gulvet, ligesom den Dag, da Lynet....

O Gud! hun var derinde. Det var hendes Stemme, hendes graad-kvalte Stemme. Ordene utydelige. Jeg maatte, ja jeg vilde see hende, om det saa skulde koste Livet. Jeg var som Marmor inden i af Frygt og Fasthed paa een Gang. Men igennem dette Marmor løb der en Aare, som skæmmede Blokken. Ligemeget! Derhen til Forhænget.

Jeg svøbte mit Sengetæppe om mig og listede mig derhen. En Indianer skulde ikke have kunnet gøre det bedre.

Der laa hun. Rigtigt. Paa Knæ foran Faders Stol; den, hvori jeg havde siddet forleden Aften, da jeg drak hendes Øines Skaal. Jeg saae ikke disse Øine; de vare sænkede og fulde af Taarer. De skønne Arme strakte hun bedende op mod Fader. Han sad i sin Stol – jeg veed ikke, hvorledes jeg kom til at gøre denne Sammenligning, men han mindede mig om Kommandanten i Don Juan.

Vær dog ikke saa haard, Adolf; hører Du! Hav dog et Ord for mig, inden jeg forlader Dig. Jeg holder det ikke ud, nei ikke ud. Du veed dog ikke, hvor jeg har elsket Dig, hvor jeg elsker Dig endnu!

Graaden kvalte fuldstændig hendes Ord.

274| Min Fader greb hende heftigt om Haandledet:

Du har elsket mig, Du elsker mig endnu, siger Du! Helene; giv mig fuld Besked, fuldtud Svar paa mit Spørgsmaal: hvorfor reiser Du? hvem er det, som har den Magt over Dig, at et Brev kan faa Dig til at glemme.... til at glemme Alt, hvad der binder Dig og mig sammen?

Hun rev sine Hænder fra ham og knugede dem for Ansigtet. Der kom intet Svar, men kun voldsom Hulken.

Han stirrede paa hende og rykkede sin Stol tilbage. Hun faldt aldeles villieløs forover, og havde berørt Gulvet, hvis han ikke havde grebet hende og støttet hendes Hoved mod sit Knæ.

Helene! sagde han, og hans Stemme havde sin haarde, klangløse Tone. Jeg ser det. Jeg er Dig for alvorlig, for meget af en Mand. Ha ha! Du har talt mine Aar, erindret mine Børn, og ustadig og letbevægelig som Du er, som alle Kvinder ere, har Du etsteds fra Udlandet knyttet en tidligere Ven til Dig, en yngre, ja naturligvis, en ung og smuk Springfyr, en Militær maaske; – Du sværmer jo for Uniformer. Nu kaster Du mig tilside som et Stykke Legetøi, der kun skulde benyttes en Tid. Det er blevet for gammelt; ikke sandt? Min Erfaring, min Aand, min Overlegenhed, Alt det, som 275| Du engang saa smukt fortalte mig havde vundet Dit Hjerte, Alt dette kastes tilside for et glat Ansigt. Nuvel, Helene, kast mig tilside. Men ved den Kærlighed, som Du paaberaaber Dig, ved den Kærlighed, jeg som en Mand, der ikke forgæves har levet i Verden, bærer til Dig: Du skal, inden vi skilles, idetmindste sige mig Sandheden. Jeg vil erfare, hvem det er, der saaledes disponerer over Dit Liv, Dine Handlinger, gennem en eneste Papirslap. Svar mig, hører Du, hører Du! Eller gaa, og tag min Foragt med Dig!

Hun bøiede sig langsomt tilbage, endnu knælende; hun holdt Hænderne pressede foran Brystet. Ligbleg, med dirrende Ansigtsmuskler og en næsten udslukt Stemme stønnede hun:

Ja, jeg skal sige Dig det... det er... min Mand!

Min Fader sprang op. Han stirrede paa hende; og saa lo han. Hu! den Latter glemmer jeg ikke.

Din Mand! Helene .... Du! .... Nei! det er umuligt. Det er en slet Udflugt. En Spøg.... hører Du .... en Spøg! Siig, at det er det! siig, at det er enhver anden, hører Du. Men blot ikke dette, blot ikke dette!

Han knugede sine Hænder sammen og lænede sig op imod Skrivebordet. Han saae ud som en 276| Fægter, der, truffet dybt og farligt, ikke vil give sig og dog viger tilbage.

Hun reiste sig langsomt, indtil hun stod foran ham i sin fulde Høide. Jeg har endnu indtil denne Time gennem hende et Begreb om, hvorledes den høieste Kunst synker mat til Jorden for det simple, enkelte Udtryk af Menneskelivets Adel midt i dets Sorg eller Brøde. Hendes Taarer flød ikke længer. Hendes Øine søgte hans, og han slog sine ned.

Uretfærdige og Haarde som Du er, som Mændene ere. Du har aftvunget mig denne Tilstaaelse, som netop min Kærlighed til Dig vilde skaane Dig for; og see nu, hvorledes Du bærer den! Var det Dig, som var den Overlegne? Hvor er nu Din klare Dømmekraft, Dit frie, aandrige Syn paa Livet, som ikke lod sig skræmme af de snevre, dagligdags Hensyn? Kom nu med Din Veltalenhed og Din Villie; nu har vi Brug for dem begge!

Hun gjorde et Skridt tilbage, famlede ud til Siden med Haanden og fik fat om en Stoleryg. Hendes Stemme sænkede sig, hun fortsatte med nedslagne Øine, som hun kun nu og da løftede paa ham, naar hun nævnede hans Navn eller satte ham i Forbindelse med sin Fortælling.

Min Mand; ja! – Og saa hør da nu, hvad jeg har skjult for Dig hidindtil, og hvorfor jeg har 277| skjult det.... Som jeg har sagt Dig, var min Fader Skibsfører. Da han var bleven gift, havde han som oftest min Moder med sig ombord. De To holdt saa meget af hinanden. Begge vare her fra Landet. Han var dengang i Frugtfarten, som det hedder. Jeg blev født paa Middelhavet under hans anden Reise fra Sicilien, og Moder og Datter blev bragt i Land i Gibraltar, hvor den danske Konsul var en Ven af Fader. Dette blev herefter min Moders Opholdssted i de Aar, min Fader foer paa Middelhavet. Han forliste netop paa sin sidste Reise under Sardinien og blev borte tilligemed de fleste af Mandskabet. Min Moder døde snart efter. Allerede som Barn, Adolf! saae jeg, hvormeget de to holdt af hinanden. Jeg blev opdraget i den danske Konsuls Hus som hans eget Barn, og jeg var et rent Barn endnu, da jeg blev gift. Den gamle Konsul troede vel at handle til mit eget Bedste; dengang blev man jo bortgiftet saaledes. Det var en Ungdomsven af ham, en rig Købmand med irsk Navn, af irsk Slægt og Opdragelse. Jeg græd og bad, men jeg var jo et Barn og – jeg kendte ingen Anden, elskede ingen Anden. Jeg blev viet til – en Katholik, og – ak, Adolf - for at imødekomme min bigotte Gemal lod man mig træde over i det katholske Samfund Man kunde i Virkeligheden dengang lige saa godt 278| have solgt mig over til Fyrsten af Marokko og ladet mig afsværge mine Forældres Tro til Fordel for Muhamedanismen. Det var i Sandhed en Mesalliance i Ordets egenlige Forstand. Min Gemal var en Halvhundredaarig; – see ikke saaledes paa mig, Adolf! jeg var jo dengang et Barn, næppe femten Aar. Min Mand var bigot Katholik og af et mørkt og indesluttet Gemyt. Han var skinsyg paa min Ungdom, skinsyg paa min uskyldige Hang til Smaaglæder og Adspredelser. Om jeg virkelig var bleven Favoritinde derovre hos Fyrsten af Marokko, jeg kunde ikke have levet mere bevogtet og indespærret. Mit Fængsel var pragtfuldt, men det var et Fængsel. Jeg havde Tjenere, mandlige og kvindelige, til min Opvartning, Papegøier og Kolibrier til min Omgang, og jeg havde Lov til at øve Sang og Musik med en gammel spansk Lærer, der var halvblind og Menneskehader. En Dag kom han i en usædvanlig Stemning over en lille andalusisk Klagesang, som han fandt mellem mine Noder. Han fortalte mig om sin Ungdoms Kærlighed. Hun var paa en Udflugt ovre i Tanger bleven røvet af Fyrstens Soldater. Først et Aar efter lykkedes det den sendrægtige spanske Regering at faa hende udleveret. Hun kom da fra Sultanens Harem, og saasnart hun var kommen over paa spansk Grund, dræbte hun sig selv. 279| Jeg græd Dage og Nætter over den stakkels unge Pige. Min Mand var rasende, og den gamle Musiker blev jaget væk. Jeg blev mere end een Gang fristet til at lægge Haand paa mig selv i min Fortvivlelse. Men saa kom det, der hjalp mig over. Jeg var ikke længer ene, jeg skulde blive Moder. Min Dreng blev født, min lille Adolfo!

Hun gjorde et Ophold. Jeg saae til min Fader. Han stod bleg og bevæget, hans Arme vare gledne ned til Siderne.

Hun fortsatte, idet hun fæstede sine Øine paa ham:

Du har jo over hundrede Gange talt om Ligheden mellem min Dreng og mig. Ja, sikkerligt, jeg selv kunde søge længe for at finde et Træk hos ham, der mindede mig om hans Fader. Jeg erindrer endnu i dette Øieblik, hvor ængstligt jeg Dag for Dag efter hans Fødsel iagttog hans lille Ansigt, og hvor jublende den Glæde var hos mig, da jeg efter Maanedernes Forløb kom til Sikkerhed om, at det var mit Billede, mit Udtryk, Liv af mit Liv, der hvilede i mit Skød, og blev vugget i mine Arme. Jeg har aldrig siddet for Speilet saa ofte, som jeg dengang gjorde. Jeg vilde have anklaget mig selv som for en Forbrydelse, hvis jeg ikke havde fundet, hvad jeg saa ængsteligt søgte. Den gode Gud i 280| Himlen, der i sin uransagelige Visdom kan tillade slige Forbindelser, hvor Kødet synes at modstaa Kødet og Aanden værger sig mod Aanden, skænker dog i sin Kærlighed den ulykkelige Moder den Opreisning for hendes Lidelser og Smerte, at den hemmelighedsfulde, usalige Spire bliver til hendes Frugt, hendes!

Endnu Barn af Aar var jeg bleven Moder ved den Mand, som jeg ikke elskede, som jeg følte Frygt, ja Rædsel for. Jeg var bleven Moder. Jeg elskede og tilbad min lille Dreng, og denne min Moderkærlighed gav mig en Kraft og Styrke overfor min Gemal, som jeg selv forbavsedes over. Jeg svor, at jeg trods Kirke og Sakramenter vilde forlade ham med mit Barn eller dræbe os begge, hvis han ikke indvilgede i den Betingelse for vort fortsatte Samliv, som jeg nu følte Menneskets Ret i mig til at hævde for min Ungdom, der var solgt til hans Hus, købt for hans Penge. Han satte Himmel og Jord i Bevægelse, omgav mig med Præster og søgte at faa Lægernes Attest for min Galskab for at tiltvinge sig den Myndighed over mig, som han – o Gud, Adolf, hvor Menneskene kunne være frygtelige – vilde misbruge imod mig. Men lige saa vist som Barnet var et Lam, da det blev købt af ham, saa var Moderen nu en Tigerinde. Jeg gennemførte 281| en saa planmæssig Stumhed og Utilgængelighed overfor disse Præster, der kom krybende enkeltvis eller marscherende i Flok ind i mine Værelser, og Lægerne vare til Held for mig engelske Garnisonslæger fra Fæstningen, Gentlemen, der gennemskuede Sagen og forsvarede mig. Saa kom det da til en bindende Overenskomst mellem ham og mig, hvor min Ret blev mig sikret. Sagen vakte stor Opsigt dengang i den lille By; men jeg tænkte i min første Stolthed og Glæde ikke derpaa. Jeg havde mit Barn og dets Moders Ære for mig selv. Hvad brød jeg mig saa om, at mit Fængsel blev mig endnu snevrere, min Frihed endnu mere indskrænket. Min Friheds Høieste og Helligste var mig dog sikret, og det var endda høitideligt bleven svoret ved Officersmessen deroppe i Klippefæstningen, at enhver Klinge, enhver Pistolmunding i det irske og høiskotske Garnisonsregiment vilde blive rettet mod min Gemal, hvis jeg vilde søge Tilflugt under Vaabnene mod en brudt Overenskomst. Det var pinligt, ja til det Yderste pinligt for en saa ung Kvinde at vide alt dette ude mellem saa mange Mænd, men Samfundet var saa lille og snevert omkring mig, og min Mands Adfærd havde selv givet Sagen et saa vidt Omfang, at det ikke kunde være anderledes. Desuden var der noget i denne middelalderlige Vaabenbeskyttelse, 282| der tiltalte mit romantiske Sind. Jeg havde min Faders og hans Slægts Sømands- og Æventyrerblod i mine Aarer, ligesom jeg fra min Moder havde det Hang til stille Drømmen og den Forkjærlighed for rolig Hvilen i Musik og Læsning, der gjorde mig min Indespærring overhovedet udholdelig. Og jeg var saa ung dengang; ak, kære Adolf, saa ung, saa ung!

Hun foer sig med sit Lommetørklæde over Øinene. Der var dødsstille i Værelset, og jeg hørte de to Menneskers Aandedræt, der stod der overfor hinanden, og som nu skulde skilles. Ja; det var Adskillelse, det følte jeg paa mig, og mine Knæ vaklede under mig, og jeg frøs i mit Tæppe og syntes, at Verden var saa ganske anderledes, end jeg havde tænkt mig den, og at der slet ikke behøvedes at blive skrevet de mange Romaner; man kunde jo blot leve, leve længe nok; og hvor kort Tid behøvedes der saa ikke til at see gennem Forhænget, naar man blot var paa de rette Steder, f. Ex. paa Gibraltar! Og hvad saae man saa?

Hun vedblev:

Jeg levede saa ensformigt, men dog, efter Alt, hvad der var foregaaet, saa tilfreds i mit eget Selskab med min lille Søn. Min Mand saae jeg efterhaanden sjeldnere og sjeldnere. I Begyndelsen 283| forsøgte han ved alle tænkelige Opmærksomheder at bringe en Tilnærmelse istand Han sendte mig de mest overdrevne Foræringer, lod mine Værelser udstyre med en Pragt, der ordenligt gjorde mig ængstlig for at bebo dem. Han lod opføre en Villa i den yderste Ende af Byen ved Gibraltarklippens Fod, med det deilige Middelhav lige under mine Vinduer; i den lille Have, omgivet paa maurisk Vis med en høi, takket Mur, voxede Palmer og de deiligste, duftende og pragtfulde Blomster. Jeg havde Alt, hvad en paa østerlandsk Vis indespærret Kvinde kan have, duftende Blomster, plaskende Fontæner, mildt susende Palmer og den mest straalende Udsigt i Verden maaske. Alt; kun ikke en Mand, hun elskede. Jeg blev kold og uberørt ved det altsammen. Det var jo kun lige saa mange Snarer for mig, Avktionsbud paa den Gunst, som Kvinden, naar hun føler sig som Kvinde, tidt og ofte kan give bort i grænseløs Blindhed, men aldrig sælger. Han skaffede sig Sangere fra Cadix og Sevilla, som i de deilige stille Nætter opførte den herligste Musik, sang de mest smeltende Sange under mine Vinduer. Tonerne lokkede Taarer i mine Øine, men' det var den haabløse Længsels og Fortvivlelsens Taarer, og naar jeg blev hans egen Skikkelse vaer blandt det leiede Orchester, saa gøs det i mig. Til Slutningen blev han 284| til Latter for Byen. Saavel den spanske som den engelske Befolkning gav ham Øgenavne. For mig var det pinligt; han blev rasende, da han erfarede det, og trak sig tilbage. Saa voxede hans Skinsyge næsten indtil Vanvid. Ja, hvis der skulde været udstedt nogen Attest for ham eller mig, saa kunde han sandeligen være bleven benævnet som han var: afsindig. En Dag kom han ind i mit Værelse med sin Skriftefader. Han var som ude af sig selv og paastod, at der var bleven bragt Breve ind til mig. Jeg blev bleg, men samlede mig hurtigt, tog min lille Søn i mine Arme og rakte ham med bortvendt Hoved Nøglerne til alle mine Gemmer. Han foer omkring som en Vild, gennemsøgte og knuste Alting, og kastede sig endelig paa Knæ for mig og bad mig om Tilgivelse, idet han greb efter Sømmen paa min Kjole. Jeg vendte mig fra ham med Skræk. Saa sprang han op med knyttede Hænder og raabte, at jeg bedrog ham. Jeg svarede ham, at jeg vilde ønske jeg var død. Nei! siig, at det var mig, som Du vilde ønske var død! skreg han. Men jeg døer ikke saa let. Jeg skal overleve Dig, og ingen Anden skal komme i Besiddelse af Dig! Du veed, at vort Ægteskab er uopløseligt. Du veed det, ikke sandt? Men ikke nok hermed; Du skal nu sværge den Ed, jeg her befaler Dig, og Du skal sværge for Hr. 285| Pateren her ved de hellige Sakramenter og imod evig Fordømmelse, at Du blindt vil lyde i Alt hvad jeg befaler Dig og i Alt hvad jeg paalægger Dig, lige indtil Din eller min Død.

Blind Lydighed i alt Andet end det Ene, som Du har fralistet mig, og derved gjort mig til en Spot for mig selv og til Latter for Byen. Hører Du, aflæg Eden, eller jeg myrder Dig! Han var forfærdelig at see paa. Fraaden stod ham om Munden. Jeg følte, at han i det Øieblik kunde dræbe mig, hvis jeg ikke adlød; og mere død end levende, med min Dreng knuget op til mit Bryst, aflagde jeg Eden paa at efterkomme hans Befalinger, hvor jeg saa end var i Verden, paa hvilken Tid og paa hvilket Sted hans Bud maatte træffe mig. Nu har jeg Dig! nu har jeg bundet Dig, skreg han. Ingen skal nyde Din Gunst, naar jeg ikke kan det. Jeg skal holde Dig i et Fangenskab, hvor Du saa er, og jeg skal leve længe nok til at see Dig dø saaledes, som Du nu lever!

Han stirrede paa mig som et Dyr. Jeg var paa det yderste Punkt af Angst og Fortvivlelse; jeg troede, han vilde bruge Vold imod mig, og slap mit Barn for at værge mig med det Vaaben, som jeg paa Spanierindernes Vis altid bar hos mig. Han greb efter mit Barn; jeg skreg 286| høit. Men nu kastede Pateren sig imellem os. Det blev dog selv ham for meget. Min Gemal lo: Behold Du Dit Legetøi, baade Dit Barn og Din Stilet; dersom der ikke var andre Vaaben her i denne forbandede By, der beskyttede Dig, saa skulde ... Han gik som en Afsindig med sine knyttede Hænder omkring i Værelset og trampede paa de Ting, han allerede havde knust. Saa foer han atter hen til mig, kastede sig ned paa Gulvet og tryglede mig under Taarer om min Kærlighed. Jeg sagde ham, at jeg foragtede ham, og at han bragte mig og mit Barn Døden.

Saa lod han mig i Fred i længere Tid, men omgav mig fra alle Kanter med Lurere og Spioner. Det var et Helvede, jeg levede i; men jeg havde Adolf og min Musik, og mit Sind var let; naar jeg i flere Uger ikke havde set ham, kunde jeg næsten glemme hans Existens.

Saaledes gik Aarene. Men efterhaanden som mit Barn voxede fra den besværligste Del af den moderlige Pleie, følte jeg dog Tomheden og Savnet omkring mig. Det gik endnu nogle Aar, saa følte jeg, at jeg vilde bukke redningsløs under af Tungsind og Sorg, hvis der ikke indtraf nogen Afvexling i mit Liv. Min Mand havde bestandig omgivet mig med alle disse Spioner, som hans Skinsyges 287| Fantasier fandt nødvendige til at bevogte mine Skridt. Han kunde trygt bevogte mig, intet af mine Skridt indeholdt hverken Fare for mig eller ham. Der kom Ingen til os undtagen nogle ældre Købmænd, der halvveis ynkede mig, halvveis saae mig over Hovedet. Men saa blev en Slægtning af min Mand garnisoneret i Fæstningen. Det var en stor og stolt Officer, indesluttet af Væsen ligesom min Mand; han havde Ord for prøvet Tapperhed, men tillige for Barskhed og Tyranni mod sine Undergivne. Han besøgte sin Fætter og traf undertiden mig. I Begyndelsen var han frastødende og kold, og dette var vel Grunden til, at min Gemal ikke strax fjernede ham, som han havde gjort ved saa mange Andre. Men han talte dog til mig; det var mig altid nogen Trøst og Opmuntring, og jeg var venlig og ligefrem imod ham. Ef-terhaanden virkede nu alt det Spioneri paa mig, som jeg havde været udsat for. Uagtet jeg i mit inderste Hjærte egenlig ikke kunde lide den Fremmede og aldrig følte eller kunde føle Kærlighed for ham, saa var der dog Noget, som pirrede og æggede mig først og fremmest til Trods mod det Tyranni, for hvilket jeg var Genstand, og dernæst ogsaa en saa naturlig Lyst til dog ogsaa engang at see et venligt Blik, høre et hengivent Ord. Gud er mit Vidne, at mine Ord som mine Tanker aldrig kom udenfor 288| dette; men han mærkede min Interesse for ham, og Dag for Dag, Uge for Uge, Maaned for Maaned saae jeg hans Barskhed og Ordknaphed forsvinde, indtil det endelig blev mig klart, hvilken Fare jeg udsatte mig for ved en mulig Misforstaaelse af min Interesse for ham. Det var mig en stor Trøst, at han blev forsat til Tjeneste i Ostindien, og hvor nær Faren havde været, mærkede jeg først, da han ved Afskeden, hvor han tilfældigvis et Øieblik var alene med mig, sagde mig saadanne Ord, at jeg ikke kunde tvivle paa Meningen, der laa bag dem. Jeg bad og besvor ham, om at fjerne sig skyndsomst; han kjendte jo mit Forhold og min Mand. Han bukkede med et Smil og sagde: Vi sees igen! Det var de sørgelig-ste Aar af mit Liv, som nu gik. I Begyndelsen af det første Aar havde Officeren paa en eller anden ubegribelig Maade faaet Leilighed til at sende mig Breve næsten lige ind i min Haand. Ethvert Tyende, selv det iforveien bedst betalte, kan jo bestikkes, saalænge det kun er et leiet Tyende, og jeg havde ikke engang en mig virkelig Hengiven om mig. Jeg brændte øieblikkelig disse hans Breve uaabnede, og svævede i den frygteligste Angst for at jeg skulde blive røbet. Man vilde sikkert ikke have troet paa min Uskyldighed. Efterhaanden holdt dog Brevene op; Vedkommende har formodentlig 289| indberettet den Brug, jeg gjorde af dem. Min eneste Trøst var Omgangen med min Adolf, der nu var bleven en stor og smuk Dreng, og som især dengang lignede mig saameget, at min Mands Vrede altid laa over ham. Jeg havde dog min stadige Bekymring for hans Fremtid under den uretfærdige Fader og med en Opdragelse hos mig, der næsten var klosterlig. Saa kom pludselig en Dag Officeren tilbage til Gibraltar. Han gjorde strax Fætteren sin Opvartning, og jeg havde ikke ondt ved at see, at hans Tanker overfor mig ikke havde skiftet Genstand. Havde jeg endda elsket ham! ja tusind Gange hellere det og saa bære alle Følgerne af en Elskov, som ingen Mand i Verden med Hjærtet paa det rette Sted kunde have kaldet brødefuld under de Omstændigheder, hvorunder de bedste Aar af mit Liv var hengaaet! Men jeg elskede ham ikke; nei, ikke et Sekund havde jeg skænket ham anden Tanke end den, enhver Dame kan skænke sin Mands Slægtning, i hvem hun søger et Selskab, en Omgang i en glædesløs Tilværelse. Min Frygt vendte tilbage og fordoblet. Det var tydeligt, at han havde opbudt Alt for at komme her tilbage og forfølge den Plan, som hans Hjærte eller hans Forfængelighed havde lagt. Jeg laa og græd om Nætterne med Armen om min Søns Hals. 290| Min Gemal blev opmærksom paa mit forandrede Ydre, og hans letvakte Mistænksomhed fik rig Næring ved Sporene af de Taarer, som jeg græd over Usikkerheden i hans eget Hus, mit Fængsel. Saa kom endelig den Begivenhed, som jeg havde forudseet. Heldigvis for mig blev min Uskyldighed ved den Lurerscene, som min Gemal fik sat istand, ligesaa slaaende bevist, som Hensigten med Fætterens stadige Gang i vort Hus. Jeg fik en Kærlighedserklæring, der dog ikke – nei den kom ikke fra Hjærtet. Ingen Kvinde narres paa dette eneste Punkt, hvor hun er ufeilbar, især naar hun selv smægter efter en Kærlighed, der ikke er bleven hende til Del før i hendes Liv. Min Tilbeder fik en Udfordring af sin Fætter og blev haardt saaret af en Pistolkugle bragt paa Lazarethet og derfra sendt til England. Ingen i Byen eller Garnisonen havde tiltroet min Gemal den Resoluthed. Rimeligt er det, at hans Afsind her bragte hans Lidenskab saa høit op, at den overvandt hans Feighed. Thi feig var han, og feig er enhver Mand, der kan behandle en Kvinde saaledes som jeg var bleven behandlet. Som det gaar i ethvert kun halvciviliseret Samfund af Købmænd og Soldater, saa aftvang denne min Gemals Optræden alle hans Modstandere og Uvenner en vis sky Respekt. Jeg mærkede det og 291| skælvede allerede for min Fremtid. Men jeg fik Bestyrkelsen paa min Mening om hans Feighed derved, at jeg nogen Tid efter fik Befaling til at reise til Genf, hvor Adolf blev sat i en Skole. Jeg kunde have levet lykkelig der, skilt fra min Tyran og fra Minderne om mit Tyranni, hvis jeg ikke havde opdaget, at jeg overalt paa Hoteller og i private Huse blev iagttaget. De politiske Flygtninge kunne leve i Fred indenfor Schweiz's gæstfri Grænser; men jeg var en rig Katholiks Hustru, jeg levede ikke i Fred indenfor mine egne Værelser. Min Sundhed begyndte at lide herunder, jeg underrettede min Mand derom, og han lod mig vælge, hvilket Badested jeg vilde i Tyskland. Saa tog jeg, som jeg har fortalt Dig til forskellige Badesteder i det sydlige og i Mellem-Tydskland. Min Sundhed vandt jeg tilbage, og mere end de helbredende Kilder var maaske Skylden den, at det evige Spioneri omkring mig efterhaanden syntes at ophøre. Var min Mand bleven sløvet eller syg? Jeg brød mig ikke om at erfare Grunden. Aarene udvisker jo saa meget. Det var mig nok at vide, at min Frihed efterhaanden gaves mig tilbage. Jeg blev atter ung igen og saae paa Livet omkring mig med friske Øine. Jeg lærte meget under denne min Omflakken. I Luxusens og Nydelsens Arnesteder lærer man 292| mere paa kortere Tid end i lange Aar i en fjern Afkrog af Verden. Jeg forstod dog at vrage imellem de Ting, jeg saae, og de Mennesker, jeg kom i Berøring med. Min Forskole havde været god, selv om den havde været ensformig. Jeg havde mange Beundrere, jeg fik Tilbedere, flere, end jeg ønskede det. Men bestandig opdagede jeg, at det kun var den »rige Enke«, for ikke at udtrykke mig endnu tydeligere og maaske endnu bitrere, der var Genstand for denne Hyldest, som i al sin Brogethed dog tilsidst blev mig Ensformigheden selv. At min Dreng, der nu havde udviklet sig raskt, var mig til Støtte og Skærm i mere end een Henseende, behøver jeg jo ikke at sige Dig. Og saa var det endelig, at jeg faldt paa at tage herop til Danmark, til mine Forældres Fødeland, hvor Alt strax slog mig med sin simple Hygge, sin Venlighed og Hjærtelighed, der ganske vist ikke havde Udlandets store Lyssider at fremvise, men til Gengæld ogsaa savnede de dybe Skygger – idetmindste i hvad jeg som Kvinde kunde komme i Berøring med. Mine Forældres Sprog havde jeg holdt i Ære og lært min Søn saa godt jeg formaaede. Der behøvedes kun kort Tid for at baade han og jeg fuldstændig blev hjemme deri, som i vort naturlige Modersmaal. 293| Saa leiede vi for Sommeren den Kottage i Fredensborg og saa – traf jeg Dig!.......

Jeg følte bag Forhænget, hvor jeg stod, mit Hoved svimle. Hvad var dog Alt dette, jeg her havde hørt? – Men jeg fik ikke Tid til at tænke herover, thi nu bevægede hun sig derinde; ja see, hun gjorde et Skridt fremad og greb med sine Hænder begge min Faders, som overlod hende dem som en Villieløs, som en Søvngænger. Hun havde Ret. Hvor var hans Villie bleven af?

Adolf! sagde hun og saae ham usigeligt kærligt, men ogsaa med inderligt Vemod ind i hans Ansigt, hvori Smerten kæmpede med Mandens Stolthed, og hvori Musklerne sitrede under hans Øienbryn og Skæg, og nedad hvis Kinder Taarerne dryppede, dryppede langsomt over hans Skæg og faldt paa Brystindlæget i hans Skjorte, som ellers var saa pletfri.

Adolf! kæreste Ven, den Eneste, hvem jeg har elsket, den Mand, som jeg elsker endnu trods det, at jeg har seet, hvor svag denne Mand er og hvorledes han i Vrede og Egoisme bærer Slægtens Mærke paa sig. Adolf! hør da nu mit sidste Ord. Vi maa altsaa skilles. Han fordrer det, og jeg adlyder. Lægen skriver i det Brev, som ledsagede hans, at han er svag og sløv, om end ikke der er 294| Fare for hans Helbred i nærmere Forstand. Jeg tager ned til ham og tilbringer glædeløse Aar, hvormange veed jeg jo endnu ikke, i hans Hus. Jeg skylder Adolf det, foruden at jeg er bundet i anden Forstand. Al Din Filosofi vil ikke kunne bortraisonnere det, som en stakkels Kvinde ene har at støtte sig til, fordi hun seer, hvor svage selv de bedste af Mændene ere, og hvor lidet deres Filosofi nytter dem, der hvor deres Svaghed krydser deres Forstand og frie Dømmekraft. Al Tale herom vil kun være unyttig Tidsspilde, og vi har ikke mange Minuter for os. Adolf! Du fik min Kærlighed. Jeg kæmpede længe i mig selv, men Du fik min Kærlighed, og Du vil evig besidde den; ligefra vort første Møde, hvor Lynet i Virkeligheden slog ned i mig, og hvor Du studsede over at høre Dit eget Fornavn nævne, som jeg nu vil kunne gentage hundrede Gange, uden at Nogen vil ane andet, end at det er min Søns Navn, ligefra vort første Møde, siger jeg, havde Du mit Hjærte. Du veed, at jeg gav Dig det frit og frankt, som en Kvinde kun kan bortgive, hvad hun eier, een Gang i sit Liv. Og jeg vil aldrig angre dette; i den Forstand er jeg stærk nok, stærkere vel end de fleste Kvinder, og har min egen Tro, som er hærdet og styrket under Lidelser og Savn. Jeg glemmer ikke Dig, men 295| Du vil glemme mig ... nei, svar mig ikke, Du forvirrer mig, jeg er ikke Taler, som Du ... Du vil glemme mig, jeg siger ikke snart, men Du vil glemme mig, og hvis det ikke er over en Anden – thi dertil er Du vel nu »gammel« nok, som Du før udtrykte Dig – saa vil Du glemme mig over Dit Arbeide i Livet, over Din egen Ærgærrighed eller Ærgærrigheden paa Dine Børns Vegne. Ak, jeg har føiet saamegen Erfaring fra dette halve Aar til min øvrige Erfaring, og jeg har seet med hvor liden Ret Mændene kunde be-breide os Alt det, som vi stedse maa høre som vore Svagheder. Hvem tror Du vel der er de stærkeste paa de afgørende Punkter? Men ligemeget; vi skilles, og jeg tager Dig med mig!

Hun slyngede Armene om hans Hals og kyssede ham ... Nei, lad mig tale ud. Jeg tager Dig med mig, og Du skal bo skjult herinde med al Din Styrke, al Din lyse Forstand, Alt det Herlige, Du har lært mig, alt det Gode, som jeg har lært at kende i Dig som Mand og som den ældre, erfarne Mand – thi det var kun en saadan og ikke et »glat« Ansigt, som Du før i Din Vrede sagde, der kunde vinde mit Hjærte. -Jeg tager ogsaa alt det Ringere med mig, alt det, som jeg i den sidste Tid har lært at kende ved Dig og som her iaften kom til det slemme, slemme Udbrud. Thi i 296| Dine ringere Sider speiler sig netop det Bedste hos Dig, og jeg hverken elsker Dig eller har elsket Dig som en uerfaren ung Pige, der strax skaber sig et Ideal ud af sin Tilbeder og uretfærdigt gør ham Bebreidelser, naar Idealet synker. Til Gengæld efterlader jeg Dig her min Søn, min Adolf. Behold ham nogle Aar hos Dig, hvormange behøver vi ikke at afgøre. Baade Du og jeg har jo seet den mærkelige Forandring, der næsten lige paa en Gang foregik med Erik. Stakkels Dreng, jeg tror, at han hænger inderligt ved mig, og han vil maaske engang, naar vi ere blevne gamle Folk, ved sit blotte Ydre og sin Stemme kunne minde mig om min lykkeligste Tid, ligesom jeg veed, at Adolf vil minde Dig om mig, saalænge han bliver hos Dig. Jeg vilde hjærtelig gerne sige Din Søn Farvel. Sig Du det for mig. Han maa kunne indvirke paa min Søn; de holder jo af hinanden som to Brødre, ja, hvad bedre er, som to Venner. Jeg seer altfor godt Manglerne ved Adolf; men han er saa ung, og hans Feil ligger ikke dybt. Han er jo bleven opdraget formeget af et Fruentimmer og formeget som en rig Mands Søn. Begge Dele efterlader sine Mærker, men Ungdommen er elastisk; Sporene ville kunne udviskes, udglattes idetmindste. Han vil jo efter al Sandsynlighed engang blive rig. Op297|drag Du ham nu saaledes, at han bliver denne farlige Stilling voxen. Jeg vilde for Alt i Verden ikke tage ham med hjem nu, uvidende om Alt som han er og allerede indlevet i et planmæssigt Arbeide. Jeg veed, at jeg i denne Henseende kan raade mig selv. Tag Du ham da og gør noget Dygtigt ud af ham. Du veed jo, hvem Du gør dette for!

Hun tav og hældede sig op til Fader, stedse omslyngende ham med Armene. Saa brød pludselig Kvinden igennem hos hende. Hun knugede sig under en voldsom Hulken op til ham. Han skælvede og hviskede sagte beroligende til hende. Saaledes stod de et Øieblik; da rev hun sig løs: Nei, nei; ikke saaledes. Jeg veed, hvad Du vil sige ... Hvormange Aar?... Adolf, Adolf, spørg ikke ... hvis det ikke skulde ske, saa gik jeg ikke fra Dig nu ... lad os ikke nu tænke paa hvad der muligvis kunde indtræffe ... jeg lægger Alt i Hans Haand deroppe; jeg veed, at Du tænker anderledes, og Du er jo i Din Ret, som jeg er i min... men gør mig ikke Afskeden nu dobbelt tung ved at fremmane Billeder, som dog Ingen af os i dette Øieblik ere istand til at kunne beherske, saaledes som de skulde beherskes... I mit første Brev skriver jeg Dig til om Alt, hvad der er hændt 298| mig paa Reisen ... men jeg maa vise stor Forsigtighed, og hverken Du eller jeg tør stole paa nogen ordnet eller udførlig Korrespondance ... Giv mig mit Shawl... saaledes... og min Kaabe ... Tak, Adolf!... hvor Din Haand ryster! ... Er det en Mand? ... gør som jeg; smil... kan Du see!.......... Farvel, Dyrebare! Tak! og velsignet være Du for Alt... Luk nu op, hører Du ... Min Ring? Ja, her, her paa denne Finger ... Farvel... Farv...!

Jeg hørte Døren gaa. Jeg kunde ikke see ud af mine Øine. Dog jo; nu gik det over. Der stod Fader med Haanden paa Dørlaasen, alene. Han dreiede sig imod mig og slap Laasen. Hvor han saae ud! Han sank hen i Stolen med Hænderne for Ansigtet og hulkede.

Jeg begriber ikke, hvorledes jeg fik Kræfter til at slæbe mig hen i Sengen. Men jeg laa der da igen. Hvorlænge havde det Hele staaet paa? Veed ikke! Hvad vil det sige: at Noget staar paa? Det er jo i Grunden meningsløst. Hvad er der Mening i? i mig? i Dig? i ham? i hende? – Ak, Erik, Erik, hvor Du elsker hende! Og hun sendte Dig sit Farvel! Gud velsigne hende; Gud velsig......

299| Og Søn og Fader græd deres stride Taarer over den samme Kvinde. Men der var rigtignok et Forhæng imellem.