VI

Deres Danmark er virkelig et smukt Land, det maa jeg tilstaa, sagde min Reisefælle. Og denne Taage, som ærgrede os saa meget imorges, er virkelig en høflig Taage, at den saadan letter og lader os see Landet. Hvad hedder denne Kyst her? der er dog vel en af Øerne, som De har talt saameget om ?

Det er Langeland! svarede jeg. En af vore Digtere har kaldet denne Ø »en Rosengren, kastet i Vandet«!

Meget smukt, i Sandhed! meget smukt! Det skulde bare være Foraar istedetfor Efteraar!

Vi stod paa Dækket af det kgl. danske Postdampskib, som om Natten havde bragt os ud fra Kielerhavn, der nu var bleven uomtvistelig preussisk fra at have været omtvistelig dansk. Vi havde været 364| ankret op flere Timer for Oktobertaagen. Nu havde vi igen Fart paa, og Kaptainen mente, at vi muligvis vilde slippe ind til Korsør betids nok for Eftermiddagstoget.

Jeg kendte dette »muligvis«, og kendte ogsaa vore hjemlige Oktobertaager. Men i ethvert Fald: jeg stod nu paa dansk Grund, hørte mit Modersmaal blive talt omkring mig, kunde følge de hjemlige Kyster med blotte Øine, og havde ovenikjøbet en fortræffelig Reisefælle med mig, der over København vilde til Stockholm og videre til Kristiania paa Naturvidenskabens Vegne. Han var en Schweizer, som jeg havde lært at kende og var fulgt sammen med fra Genf, hvor jeg i det sidste Aar havde haft en midlertidig Ansættelse, som det stod til mig selv at gøre fast, hvis jeg bestemte mig for at vende tilbage.

Her paa Dækket vendte jeg mig nu foreløbig fra min Sidemand Kun den, der har været flere Aar i Udlandet, kender af Erfaring den Følelse, der næsten overvælder En paa dette Postskib, som der i Forbigaaende sagt kunde skrives en hel Roman om. Hvormange Lykkelige og Ulykkelige, Haabløse og Forhaabningsfulde har ikke dette flydende Bindeled mellem vore Øer og Udlandet bragt frem og tilbage mellem Korsør og Kiel, Hjemmet og det 365| Fremmede? Hvilke Traade er her ikke paa dette Dæk blevet knyttet til det luftige, lette, usynlige, men seige og elastiske Spind, som hedder Livet? Og hvormeget uredt Garn er her ikke kommet hjem paa dette Dæk, i Form af en menneskelig Vareballe? Eller omvendt!

Hvad mig angaar, da følte jeg mig saa vel tilmode, næsten barnlig tilfreds med alt omkring mig. Jeg blev ved at kalde paa Opvarteren om Kaffe, uanseet at jeg holdt Koppen i Haanden, blot for at have den Fornøielse at kunne kalde paa Dansk: Aa, værsego' a' bringe mai en Kop Kaffe! Jeg morede mig med at gøre det saa bredt som muligt. Jeg tiltalte alle Matroserne, ja endogsaa Rorgængeren, uanseet min bedre Bevidsthed om, at dette ikke var tilladt. Jeg slugte med Graadighed de Par hjemlige Smaaaviser, der fandtes i Kahytten, ja læste endogsaa alle Avertissementer med, ligened til Hr. Cohen, som køber og betaler til høieste Pris aflagt Herre- og Dametøi. Og saa stirrede jeg igen oppe fra Dækket ind imod den langelandske Kyst, og koketterede med hvert Træ, hver Bakke og Busk som med lige saa mange Skønheder af gammel Dato men frisk Erindring, uanseet at jeg med Skam at tale om aldrig havde haft min Fod paa Langeland. Og under denne min sidste Beskæftigelse blev 366| Kaptainens »muligvis« stedse mindre og mindre, ligesom hans egen ranke Figur deroppe paa Broen over Maskinen. Taagen sænkede sig atter, og det saa isnende kold, at jeg skuttede mig i min varme Schweizer-Kavai og begyndte at tænke paa gamle Dage.

Ja, det var nu snart syv Aar siden, jeg havde været her paa disse Høider. Syv Aar; det er kort eller længe, ligesom man tager det. For mig havde det Tidsrum været baade indholdsrigt, nydelsesrigt og lærerigt. Jeg var draget ud som et ganske ungt Menneske med en ubegrænset Tillid til mig selv. Jeg vendte tilbage som en ung Mand med Kundskaber og Erfaringer og med en levende Tillid til Menneskene rundtomkring mig, til det »store« Arbeide, til Hovedmeningen i det store Maskineri, uanset de enkelte Deles momentane Standsning eller Forvirring. Vent lidt; hvor var det, jeg sidst, for saamange Aar siden, havde hørt dette om Maskineriet? Ja rigtig, det var ham, den gamle Timelærer, som jeg den Dag havde fulgt op ad Gaden, som jeg den Aften havde været ude hos med.... Ak, Adolf!

Ja, hvorledes levede han nu? og levede han i det Hele taget? Det var allerede flere Aar siden jeg havde haft Efterretninger hjemme fra om ham. Han havde aldrig selv ladet høre fra sig, og det, 367| mine Søstre skrev mig til om ham, var ikke af nogen videre glædelig eller trøstende Art. I Korthed sammentrængt vilde hans Liv indtil det Punkt, hvor jeg aldeles tabte ham af Sigte, lyde saaledes: allehaande Daarskaber med Venner og Veninder de første Par Aar; dernæst en. Forlovelse ind i en Familie, der levede paa Moden; snart efter »stukket ud« af sin Ven Officeren; en Tvekamp paa Sabler, der efterlod jeg veed ikke hvilke Skrammer, men hvad værre var gjorde en saadan Skandale, at Officeren blev kasseret af Krigstjenesten og Adolf »stødt ud« af Vennekredsen; – man er nu engang ikke for Dueller hjemme hos os. Efter denne Historie syntes Adolf at have gjort forskellige Indrømmelser nedefter i Samfundet. Mine Søstre, som rigtignok var temmelig aristokratiske paa det i den Henseende, erklærede mig i et Brev, at nu kunde man ikke længer kendes ved Adolf paa Gaden. Jeg for min Part mente, at den »Elite«, han hidtil havde levet iblandt, ikke i nogen væsenlig Maade kunde foretrækkes for en Kreds, der var nogle Grader lavere nede i den sociale Rangforordning. Saa hørte jeg endelig, at han var taget ud i Provinsen et eller andet Sted. Jeg var paa den Tid saa stærkt sysselsat med mine egne Affairer, at jeg kun daarligt havde Tid og Tanker tilovers for Andres. Den lille Arv, jeg 368| hidtil havde levet af i min Mindreaarighed, var nu, da jeg var bleven myndig, paa Nippet til at være opbrugt. Nu! saaledes gaar det ofte i Livet. Naar man endelig bliver »myndig«, er Tasken tom. Jeg havde imidlertid brugt min Arv vel, og havde Intet at bebreide mig. For mig begyndte nu Kampen for Existensen, der endte med Sikreisen af min Existens. Jeg havde erhvervet mig en Lærerpost ved et af de større Schweizer-Gymnasier, og den Fritid, der var mig tilovers, anvendte jeg til mine Yndlingsstudier, den bedste Arv efter min Fader, Statistik og Nationaløkonomi, saaledes som disse Videnskaber med stedse mere og mere om sig gribende Fordringer havde udviklet sig under de sidste Aars store Verdensbegivenheder. Den Adolf, som saa tillidsfuldt var bleven anbetroet til min Understøttelse og mit Venskab, men som rigtignok selv havde lagt begge Dele saa betydelige Vanskeligheder iveien, denne Adolf, saavelsom Erindringen om de Personer og Forhold, der stode ham nærmest, var under min Kamp og mine Studier, i Aarenes vexlende Løb, gledet mere og mere tilside for den raske Strøm, der havde taget mig med sig og baaret mig høit paa sine Bølger. Jeg tror, det er Hollænderen, som har det Ordsprog: Der gror Græs over Alt, og der, hvor intet Græs gror, er Jorden sur! Jeg vil ærligt 369| tilstaa, at Erindringen om min tidlige Ungdoms Kammerat først her paa Damperens Dæk vaagnede af sin fleraarige Slummer med Fordring paa alle mine Tanker. Havde jeg nu virkelig ogsaa dengang gjort Alt, hvad der stod i min Magt, for at drage ham til mig? var ikke Sandheden den, at jeg for hurtigt havde opgivet ham for Tanken paa min egen Existens, der dog aldrig, siden jeg var kommen til Skelsaar og Alder, havde været alvorlig truet? var det ikke en Del af min Faders Egoisme, som jeg her havde taget i Arv lige saa fuldt som hans Energi? min Fader! ja; og hun!... levede hun endnu? var Adolf hos hende? levede Adolf?... hvorfor havde jeg dog været saa beskæftiget med mig selv? Gaar det da virkelig saaledes til, at selv de dybeste og stærkeste Indtryk fra vor Barndom og Ungdom afsli-bes og udviskes under Livets store Polerklud? Er da hele Historien ikke stort andet end Børnekopper, hvis Ar kun den nøiagtigste Undersøgelse kan opdage? Hvorfor da alle disse Ophævelser, alle disse Sindsbevægelser, disse Taarer, denne Hulken? Much ado about nothing......!

Det er ikke sandt – undskyld min kære Ven – hvad De der tænker høit! sagde min Reisefælle, der atter havde nærmet sig mig. Jeg kan næsten blive rasende, hvergang jeg hører denne Titel paa det 370| saakaldte Lystspil blive slængt i Øinene paa en eller anden Erindring, en eller anden Selvbebreidelse, for at stoppe Erindringen eller Bebreidelsen i Farten. Den store Shakspeare er maaske aldrig forekommet mig saa moderne som i dette Stykke. Renaissancens friske Pust, den grunddjærve Benedikt, den storslaaede Beatrice, den urkomiske Fredsdommer formaar ikke at skjule den selvfortærende Ironi, den bitre Smag, der ligger paa Bunden af Intrigen. Jeg har aldrig kunnet see dette Drama uden med de mest modstridende Følelser. Dette »Ingenting« er en Løgn, en bevidst Løgn fra Mesterens Side. Stykket er en Tragedie, en ren moderne Tragedie. En ung uskyldig Pige bliver paa en lumpen Maade bagvasket af hendes Brudgoms Rival. Brudgommen saavelsom hans Ven og Velynder faar, som det hedder, »uomstødeligt Bevis« for hendes Utroskab. Der er ikke et eneste Øiebliks Vaklen hos de to Hædersmænd'; deres moralske Karakter er saa slap, som om det kunde være i Paris den Dag idag. Hun er naturligvis skyldig, og umiddelbart foran Altret bliver hun dødelig beskæmmet af den brave Brudgom. Den ulykkelige Pige forlades af Alle og forbandes af Faderen. Kun Veninden, Renaissancetypen, taber ikke sin Tro paa hende, og denne djærve Skikkelse pudser sin Tilbeder løs paa Ex-Brudgommen. Nogle 371| herlige Mandfolk, disse unge Herrer. Faderen er tragisk, og har Ret til at være det. Stykket er tragisk lige til sin inderste Kærne, moderne tragisk. Heros Skindød ender med en Formæling paa en saa løs Grundvold, at Tragedien Morgenen efter Brylluppet kan gaa løs igen. Under en Regn af Vittighedsfyrværkeri rækker det andet Par hinanden Haanden og slutter en Pagt, der synes at være baseret paa lutter Kalembourgs og kan gaa istykker ved den første Barselseng, naar »Humøret« begynder at tabe sig. Tilbage bliver den uskyldige Hero og den tapre Beatrice. Disse to er i Sandhed mere end »Ingenting«; de andre Figurer ere meget mindre, meget værre end »Ingenting«. De burde straffes ved Heros virkelige Død, og Tragediens Slutrepliker burde Beatrice have, og de burde lyde som Haan over disse glatte Herrer, med deres bon mots, deres Vankelmodighed og Karakterløshed. Heros Død er Opfyldelsen af den tragiske Retfærdighed. At formæle hende med en saadan Vindhane er en slet Farcespøg fra et Sekondtheater, som desværre gaar altfor glat ned i vor moderne Pøbel. Den trofaste høihjertede Beatrice burde absolut have Slutningsordet. Istedetfor at Benedikt ender Stykket med sit: Spil op, Musikanter! burde det hedde fra hendes 372| Læber: Gaar hjem, I Herrer! hav Respekt for den Kvinde, der elsker, og skam Jer over Eder selv!

Min Sidemand havde talt sig varm. Taagen faldt mere og mere raaskrøbe-kold omkring os. Vi laa stille. Jeg pressede min Haand mod Panden og tænkte paa Helene Brunnow.

Jeg gik op og ned ad Dækket med min Reisefælle. Der var virkelig ikke andet for end at have Taalmodighed.

Veed De hvad jeg synes der er den lærerigste og mest opdragende Del ved Reiselivet? spurgte min Ven, idet han forandrede saavel Tone som Emne. Det er den stadige Knytten og nødtvungne Opløsen af disse Bekendtskaber af saa forskellig Art. Man slutter sig til en underholdende og behagelig Mand, eller man seer ind i et Par smukke, imødekommende Øine. Man udvexler Tanker og Anskuelser, man gør en halv Tilstaaelse. Man synes, at her netop er det, som man har søgt, og ønsker ret at fortsætte dette Bekendtskab, at dyrke denne Passion. Men pludselig griber man sig i det. Nei, Du skal bort, videre, afsted! Du har Dine Pligter, Din afstukne Bane. Ikke ud til Siderne! Det er maaske en lidt bitter Følelse, der undertiden ledsager denne Selverkjendelse af, at man er et Menneske med en bestemt lille Virkekreds, begrænsede Opgaver og strenge 373| Pligter. Men der er sund Medicin i denne Bitterhed. Jeg erindrer, hvorledes jeg som meget ung var tilbøielig til at misunde de faa Udvalgte, hvem Rigdom eller et overmægtigt Geni gjorde saa uafhængige af alle Hensyn, at de næsten syntes at kunne lægge Verden for deres Fødder og efter frit Valg binde og løse Individerne rundtomkring sig. Jeg kom dog snart til den Erkendelse, at disse Misundelsesværdige ved Enden af en kort og glimrende Bane, et Triumftog, stod saa afkræftede og endda ikke mættede, fattigere end vi Andre. Nei, vor Tid er ikke Nydelsens Tid, og maa og tør ikke være det. Der er nydt tilstrækkeligt af de Andre, og det er disses Vexler, vi nu maa indfri samtidig med vore egne!

Nei, vor Tid er ikke Nydelsens Tid! sagde jeg næsten mekanisk, men rettede mig hurtigt og jog mine krydsende Tanker paa Flugt. Nei, det er den ikke!

Vi veed jo bedst selv, vi To – thi Forskellen i vor Alder er jo ikke saa stor - vedblev min Ven, hvorledes netop i vore Ungdomsaar Grænseskellet saa at sige kan drages mellem den gamle Tid, der er dømt, og den nye, der nu skal indvies blandt andet ved vort Arbeide. Der er ligesom en Bakke, et Høidedrag skudt op bag ved os, Vandskellet, kunde 374| man kalde det, for de Floder, der tabe sig i Romantikens og Fantasteriets endeløse Skove og Sumpe, og de Floder, der frugtbargjørende gennemstrømme de store aabne Sletter, som vi yderligere søge at kultivere med vor Flids Resultater, uanset om denne Slette muligvis i nærmere eller fjernere Tid vil blive Valpladsen, hvor de store Spørgsmaal skal udkæmpes, hvor Fortiden paa den ene Side og Nutid og Fremtid forenet paa den anden Side skal mødes med Vaaben i Haand til den sidste store Afgørelse. Det gælder blot om at have gjort sig dette klart. Valget vil ikke være svært, og den, som lider paa Afgørelsens Dag, vil have den gode Bevidsthed at have lidt for den kommende Slægt!

Vi gik vist flere Timer op ad Dækket, snart samtalende, snart Enhver i sine egne Tanker. Endelig drev en frisk Eftermiddagsbrise Taagen for sidste Gang paa Flugt, og vi naaede ind til Korsør – akkurat tidsnok til at høre, at Toget var gaaet for en Time siden. Der blev paa Banegaarden Tale om et Extratog i Anledning af de mange Reisende. Sligt afgøres imidlertid paa god gammel dansk Skik ikke i nogen overilet eller letsindig Hast. Min Reisefælle, der var mindre søstærk end jeg og som derfor ikke havde spist ombord, gik ind i Restaurationen, hvor der var blevet tændt Lys ved de lange 375| dækkede Borde. Jeg kunde umuligt spise for tredie Gang idag, og foretrak at spadsere mig en Tur omkring i Byen, hvis Bekendtskab jeg aldrig før havde haft den Ære at gøre.

En Spadseretur omkring i Korsør og ovenikøbet en Oktoberaften med frisk Kuling og ikke ganske fri for en let Støvregn! Nu ja, man tager tiltakke med meget paa Reiser for at fordrive en Ventetime, der som bekendt paa Reiser tæller ethundredogtyve Minuter.

Jeg maa sige, at trods min ved den lange Fraværelse skærpede Appetit for det Hjemlige, faldt dog Korsør mig en Smule for Brystet.

Hvem kender ikke Korsør? Det vil sige: Hvem har ikke, Hjemmefødning eller Udlænding, med sin Natsæk eller sit Shawl over Armen, skyndt sig de halvhundrede Skridt fra Dampskibsbroen op til Banegaarden, og med et sky Blik seet sig om til Siderne og takket sin Gud, at han hverken hører til de Toldere eller Syndere, der af en ublid Skæbne er dømt til at henleve Aar af deres Liv paa dette Sted?

I Sandhed et meget trist Sted at byde den Fremmede Velkommen paa, naar han for første Gang stiger iland paa dansk Grund. HalskovRevets nøgne Banker, et Par smaa kullede Fyrtaarne, nogle sværtede 376| Teglovne, en tilrøget og sodet Banegaard, der synes at være døbt med Dampskibs- og Lokomotiv-Røg og ligesaa gerne kunde ligge midt inde i de engelske Helveder, som hedder Birmingham eller Sheffield. Byen selv paa den anden Side Havnen, med sine lave, duknakkede Huse i en Halvtreds om »Slottet«; og Slottet selv med sit uendeligt melankolske firkantede Taarn, sine lave Volde, tilgroede Grave, sin nøgterne Depotbygning, og saa en Badeanstalt paa skrøbelige Edderkoppeben ude i det smaaplaskende, smaamumlende, jamrende Vand. Om Vintren Istransport eller Regntaage, om Somren brændende Tørke, Støv og Kedsommelighed indtil Sindslidelse.

Hvem kender saa ikke Korsør?

Om salig Heiberg nogensinde havde været der, førend han skrev sin Kong Salomon? - Det forekom mig, medens jeg slentrede omkring, at der ikke er nogen egenlig Lokalfarve over den lille Farce, hvis Posthorn blæste Vaudevillerne ind paa den danske Scene. Men maaske Korsør – og dog, hvilken fantastisk Tanke! – havde forandret sig fra hin Tid, hvor »Smakken« gik over Beltet, og hvor Goldkalb mistede sin Silkehat?

Jeg havde tændt min Cigar og gik langs med Jernbaneskurenes Stakitværk, hvor hist og her en søvnig Lampe brændte, langs med Kaiens Bolværk, 377| hvor Dampskibene, Beltkvaserne og nogle Kulskibe, efter Urenligheden at dømme engelske, laa og hivede og knagede i Fortøiningerne. Inde paa Dækket af et Skib stod en Lygte og kastede sit Skær over en ung Knøs, som med opsmøgede Skjorteærmer og Benklæder sad paa Ruffet og aflokkede en Harmonika nogle klagende Toner. Han sang ogsaa dertil; jeg standsede og opfangede Omkvædet:
Fa... rewell, fa... a ... rewell! my heart is on my lips.

En stor, sort Hund med klippede Ørelapper sprang med Forpoterne op imod Rælingen og gøede ad mig. Da jeg vendte mig, hørte jeg de To i Duet:
Fa ... Vov vov,... rewell! my heart... Vov vov .... is on my lips.
Vov vov!
der endte i en langtrukken Tuden, som syntes at smelte sammen med Nattevinden, der peb igennem Tovværket. Jeg gik over den Bro, der forbinder Byens Grund med Jernbanens Grund. Den raa Vind kom susende ovre fra »Noret«, den Indskæring eller Fjord, som vistnok vilde kunne danne en ypperlig Havn her, hvis der var Vand nok og hvis der ikke frøs til om Vintren. Jeg stod paa Byens Grund og havde paa min høire Haand en stor Tømmerplads, der løb langs med Havnen over imod Slottet, hvis mørke Taarn ragede i Veiret op mod 378| Luften, der var overtrukket paa sine Steder, stjerneklar paa sine. Jeg slog ind i den første den bedste Gade, og krydsede en Tid omkring, uden saameget som at kunne finde en Hattemagerbutik, der kunde minde om Heiberg. Jeg stod atter udenfor Tømmerpladsen, og her fik jeg en uimodstaaelig Lyst til dog ogsaa at gøre mig bekendt med de gode Borgere i Byen. Paa de øde og slet eller slet ikke oplyste Gader havde jeg kun truffet en Fisker og nogle Børn. Jeg saae mig omkring. Her var »Beværtningssteder« nok at vælge imellem. Jeg valgte en lille, lav Skænkestue, over hvis Dør et Skilt prangede med den lovende Indskrift »Solen«. Der var nedrullet for Vinduerne og Lys bag Gardinerne. Døren til en snever Entré stod aaben, Væggenes Kalkbeklædning var overstrøget med Himmelblaat, og paa en Hylde lyste en mikroskopisk Lampe – maaske det beskedne Sindbillede paa Solen.

Jeg gik ind. En kvalm Tobaks- og Stegeluft slog mig imøde, en aldeles hjemlig Skænkestueluft. Udlandets Kneiper ere enten meget værre eller meget bedre end vore.

I den forreste Stue sad kun een Person: en gammel, adstadig Borger, der var falden i Søvn over en Avis og et tomt Glas. Et Par blaa Briller vare gledne ham ned til den yderste Pynt af Næsen,379| og under den røde Næsetip tindrede en klar Draabe. Maaske var Brillerne sat saaledes i den fiffige Hensigt at bilde Folk ind, at han virkelig var fordybet i sin Avis. Ved den Støi, jeg gjorde, da jeg tog mig en Stol, foer hans Hoved i Veiret med hængende Mund og opspilede rødkantede Øine; han rømmede sig og raslede lidt med Avisen, men faldt snart tilbage i sin forrige Stilling, blot med Hovedet dukket endnu dybere ned end før.

Jeg vendte min Opmærksomhed ind mod det næste Værelse. Man oversaae det kun halvt fra den Plads, jeg havde valgt mig. En Lampe, som jeg ikke kunde see, kastede sit Skær ned fra Loftet. Det faldt over Skænken, op imod hvilken et høit ungt Fruentimmer stod lænet med Armene overkors og under en hjertelig Latter. Et Bord maatte rimeligvis være placeret midt paa Gulvet. En Mand havde dreiet sig omkring over sin Stoleryg og talte til Pigen. Han havde et magert Ansigt med kortklippet graat Haar, Knebelsbart og et stift sort Halsbind, hvor han puttede Hagen ned i paa militærisk Vis, som om han stadig havde Opstød.

Jeg hørte endnu et Par Stemmer til foruden hans.

Da jeg havde hostet og rømmet mig for tredie Gang, lod det unge Fruentimmer Armene falde og 380| snoede sig ind over Dørtærskelen, men stadig med Ansigtet dreiet ind efter mod sine Gæster i Bagværelset:

Det er lutter Passiar og Snak, kan jeg hilse og fortælle. Fuldmægtigen spillede lidt Billard her i Formiddags, men han har ikke været her siden. Og om saa var, hvad kommer det saa Løitnanten ved, eller Dem, Jespersen? Ha, ha, ha! De kan ikke drille mig, De -!

Maa jeg bede Dem om et Glas Øl! sagde jeg fra min Stol, idet jeg mønstrede Figuren i Døren. Der var noget Friskt og Freidigt, Stort og Sundt ved denne Pige, som tiltalte mig.

Hun saae endelig paa mig:

Hvad var det, De vilde ha' ?

Jeg kom uvilkaarligt til at smile. Man bliver forvænt i Udlandet med Opvartning. Dette var at tage Sagen ganske en famille.

Da jeg smilede, smilede hun ogsaa. Men det var ikke noget »Kælderpige«-Smil, dette.

Skal det være en Bayer, Dobbelt eller maaske Bitter?

Jeg blev mere og mere tilbøielig til at see paa hende. Hun var aabenbart ganske ung, men usædvanlig velvoxen. Hun havde »Linien«, som Kunstnerne siger. Hendes Øine var store, rolige; graa eller blaa, det var ikke godt at sige. De saae lige 381| ind i mine, men havde aabenbart slet ikke Noget at spørge om, var slet ikke frittende, absolut ikke udfordrende. Hun var bredere over Skuldrene, end jeg selv, havde et hvælvet Bryst, men som sad fast, ligesom støbt under hendes Livstykke, der sluttede til Figuren som Jomfruen af Orleans' Harnisk, da jeg sidst havde set det paa Münchener Scenen. Jeg havde en Følelse af, at hun kunde bukke mit Hoved ned under sin Arm og bære mig bort som en Mynde.

Forresten saae hun slet ikke drabelig ud.

Hendes Kinder vare røde og friske, hendes Træk jevnt regelmæssige. Haaret havde hun bundet op i en Top som en Grønlænderinde og omviklet det med et bredt, sort Baand. Ak, det var Synd. Der maatte kunne gøres Noget ud af dette mørke Haar af den ubestemte Farve, som man finder i vore Fiskerleier. Det truede med at vælté sig ned til en af Siderne og sprænge Lænken.

Tak! maa jeg bede om Dobbeltøl!

En »Dansk« til?

Nei Tak... jo, forresten, en Dansk. – Kommer her mange Gæster?

Aa ja!

Hun gik tilbage til Skænken, bragte mig det Forlangte og tog imod Penge. Jeg greb hendes 382| Haand. Hun saae ganske rolig paa mig, tog mig med den anden Haand om Haandledet, saa at jeg øieblikkelig slap, pegede paa de Smaapenge, jeg skulde have tilbage, og gik ind til sin Skænk.

Jeg mønstrede mit Haandled. Det var unægteligt et kraftigt Tryk; og saa bestemt, resolut og stiltiende det Hele var gaaet af!

En af Gæsterne derinde forlangte noget, og hun vendte sig om til en lille Spirituslampe, som stod paa Skænken. Snart efter fornam jeg den hjemlige Duft af Rom og varmt Vand. Denne Duft syntes at sætte Personerne derinde i en mere løftet Stemning. Det militære Individ lænede sig tilbage mod Stoleryggen og nynnede, idet han vrikkede Takten med sin stive Nakke. Saa blev en Dør larmende slaaet op, og et Kor af Stemmer raabte: Fuldmægtigen, Hurra! der har vi ham!

Ja, her er Fuldmægtigen, Fanden gale mig, og han giver Punsch rundt Ah! Dorthe er allerede ved Bryggeriet. Kom her, min Snut, og siig pænt Godaften!

Havde jeg hørt denne Stemme før! Dog nei, det var en Indbildning. Jeg saae en stor, svær Mand med et mægtigt, blondt Skæg og Filthat ned over Panden slaa sine Arme omkring den høie 383| Pige. Det ærgrede mig. Saa havde jeg dog taget Feil af hende.

Ikke røre; ellers brænder jeg baade Dem og mig!

Filthatten trak sig tilbage. Jeg hørte Stolene skrabe mod Gulvet, saa lød Stemmen atter:

Naa, Løitnant, naa Jespersen, hvordan gaar det? Frisk Veir iaften, hvad?

En halv Storm! svarede Militærpersonen.

Jeg kan tænke, Fuldmægtigen gaar selv med faste Bramseil, lød en anden Stemme.

Hold Mund, Jespersen! svarede den dybe Stemme. Skaal, mine Herrer; hvor er Mutter Dideriksen?

Hun ligger stadig! svarede Pigen, som nu var ifærd med at ombære Glassene.

De klinkede og drak derinde, og begyndte at tale om Byens Anliggender. Jeg sad og lyttede efter den dybe Stemme. Hvor var det dog, jeg havde hørt saadan en Stemme? ... især nu, engang imellem, i Overgangen fra Konsonanterne til Vokalerne, der blev udtalt bredere og mere aabent, end vi Sællændere pleie. Jeg lyttede. Dog nei; denne Stemme var saa hæs, især i Mellemtonerne. Det var ikke vanskeligt paa Stemmen at mærke den »Høide«, som Hr. Fuldmægtigen allerede havde naaet.

384| Som jeg siger Dem, Jespersen, vi gamle Militære kan ikke finde os deri. Guds Død og hellige Pine, at ansætte en saadan Person som Befalingsmand ved Brandkoret! Han er jo saa skævbenet som ... som ... som en Knivtang!

Aa, hvad det anbelanger, Hr. Løitnant....!

Hr. Jespersen, maa jeg be', jeg har Ordet. Hvordan skal saadan en Mand f. Ex.... f. Ex. komme ind og ud ad et Vindu i en Fart?

Han kan jo slaa Flikflak med Benene som Linedanseren forleden. Han var s'gu ogsaa noget mør i Knæerne; men det gik dog!

En høi Latter paafulgte.

Skaal, Jespersen! lød Fuldmægtigens Stemme. Syng os en Vise, medens Dorthe laver den næste Omgang. Lad os ikke sidde og klamres om alt det Sludder. Syng!

En langsom, brægende Stemme begyndte, med Eftertryk paa alle g'er og d'er, at synge:

Hold Kæft, Jespersen! tordnede Fuldmægtigen. Er det en Vise at begynde paa i ordenligt Selskab? Syng De, Løitnant! Lad os faa den om Rekruten!

385| Løitnanten undskyldte sig; han var saa forkølet iaften.

Naaja, saa vil jeg, Fanden annamme mig, synge en Vise, og det en, som jeg ikke har sunget i mange Aar. Jeg er i Humeur iaften; I veed jo nok, at jeg vandt i Lotteriet forrige Uge. Dorthe, min Engleunge, kom nu med Varerne. Skaal, Mennesker, Skaal, Menneskebørn, Skaal, alle Guds grønne Skabninger paa denne syndige Jord, og De med, Kattrup; hører De, Kattrup, derinde. Kattrup!

Den gamle Borger ligeoverfor mig foer op af sin Søvn, stirrede et Øieblik forvildet paa mig, og gav sig saa til at snuse efter Romlugten ligesom en Jagthund, der »veirer« Vildtet.

Er Kattrup ikke derinde? brølede Fuldmægtigen.

Nu kommer jeg, nu kommer jeg! kvækkede den gamle Borger og rokkede hen over Gulvet ind i Bagværelset.

Idetsamme han var kommet til Sæde derinde ved Siden af Løitnanten, begyndte en Stemme at synge, som fik mig til at springe op fra min Stol:

...... for en farende Svend? raabte jeg saa høit jeg kunde og styrtede hen i Døren.

Adolf! Adolf Brunnow!

386|Alle Hoveder løftedes imod mig. Manden med det store Skæg foer sig med Haanden over Panden, rev Filthatten af sig, sprang op, væltede Bord og Glas, og laa i næste Øieblik i mine Arme.

Erik, Du!.... Adolf, Du her?.....

Naa, det maa jeg sige! tog Adolf Ordet, da vi atter var kommen til Sæde og Ordnen gjenoprettet, Bordet reist og Glassene erstattede med andre. Jeg drømte rigtignok noget besynderligt Tøieri i Nat, men at det skulde faa en saadan Udtydning! ..... Erik, Du gamle, kære Dreng! kom her og tag et Glas!.... Nei, bi lidt.... Dorthe, min Sukkerdukke, vi skal have Champagne iaften ....!

Adolf! bad jeg.

Sniksnak; om saa Mutter Dideriksens Champagne er det værste Gift, saa skal vi drikke den. Væk med Punscheslatterne, Dhrr. Og maa jeg nu præsentere. Det er min gamle, kære, gode Ven Erik Dahl, der nu rimeligvis er Professor, han ser idetmindste gul og forlæst nok ud til at kunne være det. Og dette er Løitnant og Toldassistent Hammeling, Invalid fra 48. Dette er Børstenbinder Kattrup. Dette er Strandrøver – om Forladelse, Strandridder Jespersen. Dette er Postskriver Fjeldskov – ogsaa paa Grund af hans Meriter udi 387| Amors Tjeneste kaldet F.J. Elskov. Dette er Tobakspinder Haar, om hvem vittige Hoveder her i Byen paastaar, at han ikke er et Haar bedre end jeg selv til at lade sig forføre af Rom med Sukker og en Kende Vand i. Dette endelig er – her reiste han sig og gik hen og tog den unge Pige ved Haanden og trak hende modstræbende hen til Bordet – Perlen for alle Perler, velagtede Jomfru Dorothea Spangenberg, forlovet med Fuldmægtig Brunnow og ventelig snart Madam Dorothea Brunnow, Gæstgiverske i Hotel »Solen«, som jeg agter at købe for min Lotterigevinst, saasnart som Mutter Dideriksen derinde er krøbet op i det store Gummitræ, hvorfra Ingea vender tilbage – som skrevet staar.

Og nu mine Herrer, og Du med, Dorthe, en Skaal for min tabte og atter genfundne Ven. Han leve og vi leve Alle! Fy for Satan; den Champagne var rigtignok slem!...

Vi stødte Glassene sammen. Alle Herrerne stak deres ud; jeg nippede til mit og saa spørgende til den unge Pige, som stod blussende rød ved Siden af Adolf og gned ham Pletterne af Frakkeopslaget.

Adolf satte sig hos mig, slyngede sin Arm om min Skulder og hviskede: Vi tales ved senere – om Alt!

Jeg saae paa ham og tænkte ved mig selv, at 388| dette »senere« næppe vilde finde ham istand til at kunne tale om Alt. Han var bleven en ren Kæmpe. Alle Trækkene i Ansigtet vare voxede ud i Bredden ligesom hans Lemmer. Men ak, Øienlaagene vare saa svuldne, og det Hvide i Øiet hist og her sprængt med røde Aarer. Mælet var tykt, men Panden var den samme; stor, aaben, tillidsfuld. Det mægtige Skæg og den store, tætte Løvemanke klædte ham. Jeg kunde i det Hele taget ikke sige, at han havde skæmmet sig saa paafaldende, men der var dog noget ved ham, som gjorde mig ondt.

Selskabet blev snart enig med Adolf om, at forlade den mousserende Eddike og tage fat paa den nationale Drik igen.

Det veed man dog hvad er! sagde Løitnanten dybsindigt.

Om end man ikke ved, hvorfra det kommer! faldt Jespersen i med et Grin.

Hr. Jespersen! maa jeg be', Toldvæsenet her i Korsør ...!

Er hævet over enhver Tvivl! sagde Postskriveren med Fistelstemme.

Og enhver Uforskammethed! gryntede den Fornærmede.

Adolf slog i Bordet. For Fanden, Dhrr., er det en Maade? Hvad maa min Ven tænke om 389| Korsør-Embedsmænd og Borgere, naar de saaledes bestandig klamres? Jespersen, De skal gi' en Omgang; det var Dem, som begyndte!

Nei, det var Løitnanten, som tog mine Ord fornærmeligt op!

Ja, saa skal Løitnanten synge sin Sang. Op med den, Løitnant, op med Rekruten!

Op med Rekruten! faldt hele Koret ind.

Den gamle Militær missede med Øinene, rystede paa Hovedet, og erklærede, at han virkelig var »indisisponeret«. De veed, mine Herrer: Aanden er ...!

Ja, Aanden er en Redekam! brølede Adolf, klukkende af Latter.

Og Kødet koster 2 Mk. 8 Sk.! fistulerede Skriveren.

Alle lo over denne overordenlige Vittighed.

Dersom Løitnanten nu ikke synger, saa tager jeg Glasset fra ham! raabte Adolf og strakte Haanden ud.

Løitnanten blev synlig forskrækket, fattede krampagtigt Foden af sit Glas, og begyndte med en Stemme, som en revnet Klokke, følgende Sang, hvis Omkvæd efterhaanden og ad libitum under det gyseligste Spektakel skraaledes af hele Selskabet.

Altsaa: »Rekruten«, mine Herrer!

Bravo, Bravo, Løitnant! Skaal!... osv.

Det er min Livvise! sagde Adolf, idet han klinkede med mig. Du seer, hvorledes jeg har forandret mig til det Bedre. Jeg tillader kun, at her synges moralske Viser. Dorthe, min egen Perlemo'rsknap! Nok en Omgang!

Hun kom hen til ham, bøiede sit Hoved ned til hans Øre og hviskede noget.

Passiar, min Engel! raabte han og slyngede Armen om hendes Liv. Du seer jo, at jeg har Fremmede iaften. Vi vil drikke som Børstenbindere!

Ja, lad os... drikke ... som ... som saadan! kvækkede Hr. Kattrup, hvis Næse nu skinnede som en glødende Strygebolt.

Adolf! bad jeg og lagde min Haand indtrængende paa hans Arm. Pigen saae bifaldende til mig.

Hvad! Erik? ... Et tu Brute...? Er det ikke saaledes, I Latinere siger ...? Vil Du nu 392| ogsaa synge Amen, førend Tjenesten er forbi? Jeg vil drikke, siger jeg Eder, til jeg styrter. Gudsdød! jeg vil tage et Hav af Rompunsch i mig, og mine glade Tanker skal svømme som Skibe derinde med alle Flag og Vimpler oppe. Jeg er saa fornøiet iaften over Dig, Du gamle Dreng, og saa hende her!

Han knugede hende ind til sig med sin Arms fulde Kraft. Jeg blev ganske ængstlig tilmode ved at tænke mig selv i et saadant Favntag. Hun lod sine Fingre glide igennem hans Manke og rystede lidt bekymret paa Hovedet.

Deres Ven har Ret, Fuldmægtig! Hører De, Fuldmægtig. Lad det nu være godt. Husk paa, hvad De har lovet mig!

Han slap sit Tag en lille Smule og saae usigeligt beundrende op til hende. Han syntes aldeles at glemme Omgivelserne.

Hendes Hjærte var Vox, hendes unge Sjæl
Var prøvet Guld,
nynnede han med en blød Alvor i Stemmen, der saa levende mindede mig om gamle Dage.

O vogt Dig mit Barn for de fæle Brandfolk!
brægede Hr. Jespersens Stemme paa den anden Side Bordet.

Adolf slap Pigen, sprang op, langede ud over 393| Bordet og vippede Strandridderen som et Lyn fra hans Stol og hovedkulds hen i Krogen.

Alle reiste sig og protesterede larmende.

Stille! tordnede Adolf. I kender Allesammen min Godmodighed, men derfor skal I ikke benytte Jer af den. Enhver, som kommer mig paatvers her med Dorthea eller som vover at vrænge ad mig, naar jeg taler med hende, faar sine Ribbeen slaaet itu. Forresten kan I gøre for mig hvad Fanden I vil!

De skal ikke slaa, fordi jeg...! indvendte Jespersen, som havde reist sig op og holdt sig bag paa Nakken.

Hvad? Hvadfornoget? Skal vi til det igen!...

Pigen og jeg kastede os imellem.

Adolf! sagde jeg. Kom, lad os nu gaa!

Pigen greb ham i begge Ørelapperne, drog hans Ansigt ind til sit og gav ham et Kys.

Bravo! raabte Løitnanten med fremstrakt, svinglende Glas, idet han gjorde sig en fortvivlet Umage for at holde sig stiv.

Adolf gav sig til at le. Han skød Pigen lempelig tilside, trykkede min Haand og hviskede: Nu kommer jeg!

Hr. Jespersen havde nærmet sig Bordet igen og saae skulende over imod os.

Godt Ord igen, Folkens! sagde Adolf. Her er 394| min Haand, Strandridder. Det var Deres egen Skyld; De kender jo mit ømme Sted. Nu laver Dorthe et nyt Bryg; jeg skal blot lidt udenfor og snakke med denne Herre her!

Han bøiede sig ned og hviskede til Dorothea. Hun nikkede, klappede ham paa Hovedet, som om han kunde være en stor Hund, og begav sig hen til sin Spirituslampe.

Adolf tog sin Hat op fra Gulvet, og vi fulgtes ud ad Døren, medens Skriveren ved Løitnantens Side intonerede med Falset:

Vi alle Dig elske, livsalige Fred.

Lad dem nu drikke derinde, de Bavianer, indtil de ligger paa Jorden og æder Støv ligesom Ærkefjenden. Det vil være et advarende Exempel for mig, naar jeg kommer tilbage!

Jeg tog hans Arm. Han svinglede nu og da. Det var ikke saa lige en Sag, at holde denne Kæmpe i Ligevægt. En Kæmpe, ja, i Krop. Det er intet Under, at de store Ting udrettes i Verden af de smaa Folk.

Puh! den friske Luft gør godt, Du; paa Hovedet at sige. Benene kan nu engang ikke lide frisk Luft; det er vist, fordi vi altid gaar med Buxer og Støvler paa. Hvad mener de Lærde derom?

Jeg vidste virkelig slet ikke, hvorledes jeg skulde 395| begynde at snakke med ham. Der var altfor meget at tale om, og han var altfor lidet, syntes det, istand til at tale fornuftigt.

Vi gik et lille Stykke Vei i Tavshed.

Hvordan kommer det, at Du er her, Adolf?

Det er klart nok; jeg havde forskellige Grunde til ikke at ville være længer i Byen. Saa tog jeg denne Plads som Fuldmægtig hos den store Tømmerhandler, Du veed nok, og som blandt andet eier denne Plads her. Det er forresten galt at være Fuldmægtig; der er noget smittende i det Navn; hvad Du? Ha, ha, ha! Men Du da, Erik; hvordan kommer Du her?

Jeg fortalte ham lidt af den sidste Tids Begivenheder for mit Vedkommende. Han hørte øiensynligt kun meget adspredt efter. Vi var kommen over et lille Torv og hen til Slottet. Himlen var feiet ren over vore Hoveder, og Stjernerne skinnede. Af og til kom dog en lang, mørk Sky dragende og den havde hæftige Vindstød, af og til ogsaa nogle isnende Draaber med sig. Omkring det firkantede, mørkerøde Taarn, der nu ragede iveiret lige foran os, og omkring de ældre og nyere Magasinbygninger, der laa skumle og triste, som knurrende Pladshunde, der skulde passe paa Taarnet, susede og peb Vinden.

396| Det er mærkeligt! sagde Adolf, idet han med Foden sparkede mod en Murbrokke. Jeg gaar bestandig og spekulerer paa, hvor dette Taarn egenlig skriver sig fra. Sommetider synes jeg, at det er fra Erik Glipping eller en af disse andre Varulves Tid, sommetider forekommer det mig som et Skilderhus, der egenhændig er plantet her af Frederik den Sjette, – Gud velsigne ham, det salig Skrog! Det er vist ligesom jeg har drukket Grog til!

Adolf! Du skulde ikke drikke saameget Grog!

Det gør jeg heller ikke, allerkæreste Du! Ikke længer, vil det da sige. Der var maaske nok en Tid ... men seer Du, siden jeg har lovet Dorthea ... Nei, men det er dog besynderligt! iaften forekommer Taarnet mig aldeles som et Skilderhus. Heida, Soldat! har Du noget i Din Feltflaske.

Jeg rykkede ham i Armen og sukkede.

Han fortsatte med lidt forandret Stemme:

Siden jeg har lovet Dorthea kun at drikke ... Ja, for iaften er det en anden Sag, naar man faar saadanne gamle Venner dumpende lige ned til sig. Der var ogsaa en Tid, hvor jeg slet ikke rørte ... men saa kom dette i forrige Maaned, dette med Lotteriet. Ser Du, jeg fik paa een Gang et stort Nit og en stor Gevinst. Rigtignok troede jeg, at Gevinsten var bleven endnu større; men der er i 397| hvert Fald nok til Dig og mig, Erik, naar Du skal bo hos mig i »Solen« den skinnende.

Men saa hør dog op! afbrød jeg ham.

Han saae lidt paa mig og halede mig saa med sig over den forhenværende Slotsgaard, ud igennem den aabentstaaende Palisadeport i den gamle Fæstningsvold, over en lille Bro, der førte over en halvt tilgroet Grav. Vi stod paa en Slags ydre Ravelin, der løb langs med Stranden. Foran os skummede, brusede og jamrede Bæltets Bølger, bag os slog en Række afbladede, lavstammede Popler imod hverandre med en underlig knækkende Lyd, og de tørre Siv raslede i Voldgraven.

Her, seer Du; her er friskt! Ah!

Han rev sin Frakke op og lod Vinden blæse sig ind paa Brystet. Denne Vind kom susende hen over den øde Strand og blandede sin egen Klage i al den døde Klage rundtomkring, saalangt Øiet i Mørket kunne række, vejledet af Stjernernes Skin, der syntes at blive mere og mere grønligt tindrende som imod indtrædende Nattefrost.

Det var et øde og trist Sted at tale sammen paa, men det var jo heller ikke lutter lystelige Ting, vi havde at forhandle.

Jeg tog Ordet:

398| Hør nu, Adolf; først og fremmest hvad er det, Du har for med den unge Pige i Værtshuset?

For ...? med den unge Pige?...?

Ja netop. Det er Synd imod hende!

Synd imod hende! Ih Gudbevares. Ja, forsaavidt som jeg selv er en stor Æsel og hun er en Perle, en ren Perle, forsikrer jeg Dig! Men det skal, ja det skal blive anderledes, naar vi nu bliver gift!

Vil Du da virkelig gifte Dig med hende? Husk paa, at hun er Pige i et Værtshus, og maaske ikke engang....!

Jeg holdt inde; det gjorde mig selv ondt at at udtale min Tvivl.

Ho ho! raabte Adolf og greb mig i Armen, saa jeg nær var sunken i Knæ. Er det saaledes, Du mener? Nei, min gamle Ven; jeg var meget uartig imod Dig dengang, førend Du reiste; derfor tilgiver jeg dig nu ogsaa hvad Du her siger; enhver Anden skulde have faaet med mig at bestille. Hvad Dorthea angaar, saa har jeg jo selv seet hende voxe op og passet paa hende fra ukonfirmeret Tøs til den Knop, hun nu er. Hvad Pokker tror Du ellers jeg har bestilt her i dette Hundehul? Hun er den bedste Pige paa Jorden og har faaet et nogenlunde ordenligt Menneske ud af mig. Der er ikke en Kat, der 399| er kommet hende for nær... ikke engang jeg selv! – tilføiede han dæmpet og slap min Arm.

Der var Noget indeni mig, der blev ganske fornøiet herover; ikke desmindre havde jeg dog endnu mine Betænkeligheder.

Det er meget godt Altsammen, og jeg indrømmer endogsaa, at hun har gjort et godt og fornøieligt Indtryk paa mig, men alligevel, betænk dog, Adolf, til et Giftermaal, et fortsat Samliv ...!

Han foer op:

Jeg veed hvad Du vil sige, men kom ikke og fortæl mig al det Nonsens om Afstand og Forskel og Dannelse og Gud veed hvad Hvad er jeg? Et Menneske, der har levet som et Asen. Hvad kan jeg? Ingenting, uden tælle nogle Tømmertylvter sammen og plapre Engelsk med Kulskipperne her i Havnen. Jeg burde egenlig staa paa en Bjælke og skære med Langsaven; for: Kræfter, det har jeg. Jeg kender de fine Damer. Tak for Mad! Enten er jeg for god for dem, eller de er ikke gode nok for mig; det er nu ligegyldigt. Dengang da jeg var den flotte og fixe Brunnow og levede blandt dem og deres Kavalerer, da var jeg ulykkelig trods alle de Narrestreger, jeg fandt paa. Hvem holdt af mig for min egen Skyld den400|gang? Jeg tror, Dine Søstre gjorde det i Begyndelsen, indtil jeg blev dem for »renomeret«. Hvorfor blev jeg saa renomeret? Fordi jeg var ulykkelig. Ja, jeg var ulykkelig; jeg passede ikke ind i de Andres Kram; jeg var enten for god eller for daarlig til dem; ligegyldigt, vi passede ikke sammen. Man vedbliver saalænge at lade sig bruge, indtil man faar Øinene op. Jeg kom hertil. Jeg laa den første Aften – det er nu nogle Aar siden – herude, paa dette samme Sted, hvor vi nu staar. Jeg var saa ulykkelig og ensom. Jeg kunde have smidt mig i Vandet eller skudt mig en Kugle for Panden. Men det gaar nok ikke saa let hermed, som man tror; især naar man veier sine tohundrede Pund. Jeg saae Dorthea. Hun var et Barn, en ukonfirmeret Tøs, som sagt, der blev opdraget af den gamle Mutter Dideriksen til at staa i Skænkestuen. Du skulde have seet hende dengang! Nu er hun jo stor og stærk og deilig, ret en Pige for mig. Dengang sad Alt saa mærkværdigt paa hende. Hun var ligesom de store, danske Hunde, naar de er Hvalpe. Benene og Armene vilde ikke rigtig med Kroppen. Hun var kantet hist og rund her; Brystet var ikke fremme, men Øinene havde hun, de samme velsignede Øine, som nu, og de saae saa forundrede og spørgende paa mig, de forlangte Beskyttelse hos mig, og de 401| tog mig selv i Beskyttelse – for mig selv. Jeg holdt streng Justits i Skænkestuen; jeg vidste altfor vel, hvad saadan en stakkels Pige kan blive til paa et saadant Sted. En Aften – det var kort førend hun skulde konfirmeres – havde vi drukket en Del. Selskabet var de samme Børster, som Du har seet, og desforuden et Par engelske Skippere. Den ene af dem tillod sig en Uartighed imod Dorthea. Jeg slog ham strax i Gulvet, og da han ikke var tilfreds hermed, tog jeg ham udenfor og knækkede et Ribben paa ham. Stakkels Djævel! han blev bragt til Sygehuset og laa i lang Tid. De Andre indgav Klage imod mig, men han svor og forbandede sig paa, med den Smule Veir, han endnu havde i sig, at det var fair play, og at han havde fortjent hvad han havde faaet. Vi blev meget gode Venner, og jeg holdt ham paa Sygestuen, da jeg fik at vide, at han var en fattig Fyr, som havde mistet Alt, hvad han eiede og havde med paa sidste Reise. Men det var nu ikke derom, jeg vilde fortælle. Den samme Aften, da denne Scene havde været og da Sværmen var trukket bort, tog hun mig ind paa sit lille Kammer og bad mig grædende om – om jeg vilde lade være at drikke Grog. Jeg lovede det, og jeg holdt mit Løfte. Saa var det, at jeg paa en Efteraarstur kuldseilede med en Baad 402| ude i Bæltet. Jeg kom rigtignok i Land, men jeg var mere død end levende. Jeg blev bragt op paa et Værelse i »Solen«, og der laa jeg tilkøis og havde Feber i Hjernen og skulde vistnok være kradset af, om Dorthea ikke havde pleiet mig saa godt og vaaget over mig og gjort sig al tænkelig Umage med mig. Dette lod nu Spidsborgerne tilnød gaa an. Men da hun ogsaa kom til mig, medens jeg var Reconvalescent og lærte at regne og pludre Engelsk, saa gik det Rygte nede i Skænkestuen og derfra ud i Byen, at jeg havde forført Pigen og holdt hende som min Maitresse. Det kunde jo have været sandt; Enhver saae tydelig nok paa mig, hvormeget Pigebarnet laa mig paa Hjærte, og hun var for troskyldig og uerfaren til at skjule den Godhed, hun havde for mig. Ikke desmindre var det en forbandet Løgn. Sligt kunde jeg aldrig have nænnet, om jeg end blev fristet nok saa stærkt; og da jeg nu fik at vide, hvem der havde bragt Historien i Omløb, og at det netop var en Fyr, der var viist tilbage af hende selv – forresten en Broder til den samme Jespersen, som jeg endevendte iaften – saa tog jeg ham stilfærdig tilside, da jeg traf ham en Aften i Skænkestuen, og forlangte af ham, at han skulde tilbagekalde sin Beskyldning i Pigens Paahør og for hele Selskabet. Han gjorde 403| Udflugter, og det endte da med, at jeg snubbede ham i Buxelinningen og Kraven og bar ham som en Rotte tversover Gaden ned til Vandet, hvor jeg saa holdt ham nede, indtil han bad om Forladelse. Fra det Øieblik af har vort Forhold ligget klart og tydeligt for Dagen, og der er ingen onde Tunger kommen mellem Fuldmægtigen og hans »Kælderpige«, som Honoratiores i Ravnekrogen behager at udtrykke sig. De smaa Differenser, der engang imellem forefalde, blive alle ordnede lige strax og paa samme Maade, som Du saae iaften. Men det er sjeldent, at de forefalde!

Han holdt inde. Han havde sat sig ned paa en Græstue og støttede Haanden mod Panden, idet han saae lige ud for sig, udover det mørke Vand, der skvulpede klukkende og sukkende op paa Stranden.

Hvad Du her har fortalt mig, Adolf, har beroliget mig meget. Men har Du nu virkelig ogsaa taget Alting i Betragtning. Din Moder ...?

Moder! udbrød Adolf, og jeg kunde gennem Mørket see, hvor hans Øine vare store og opspilede, da de saae paa mig. Moder! ... Veed Du da ikke ...! Ak nei, det er jo sandt... Moder er død, Erik!

Død! gentog jeg langsomt, og det bævede pludseligt inde i mig, og jeg sænkede mit Hoved og 404| foldede uvilkaarligt mine Hænder og lyttede til Vinden, som om den kunde være en Sørgemusik, der brusede henover den øde Strand.

Død! stønnede og jamrede Vinden, idet den foer gennem de afbladede Popler og raslede med de tørre Siv. Død! klagede og klynkede Vandet, som slog op paa Stranden. Død! gentog hele den nøgne, trøstesløse Natur omkring mig, medens Stjernerne deroppe blinkede og funklede, uberørte af al Klage, hævede over al menneskelig Lod.

Ja, hun døde dernede under den høie Klippe midt i Sommeren, sagde Adolf, ligesom for sig selv, ud til Vinden og Vandet.

Man underrettede mig først derom i forrige Maaned; man syntes ikke at have haft meget travlt med at erindre sig min Existens. Dette var det store Nit, som jeg omtalte før. Mod en Udbetaling af syvtusind Pund Sterling gjorde man sig færdig med mig. Den Mand, som engang var gift med min Moder og hvem jeg »skylder« Livet, lever nok endnu dernede som en Automat, hvem den hellige romerske Kirke pleier i sin kærlige Favn til Gengæld for visse oprettede Legater. Nu, lad dem have ham. Han lever, og hun døde; saaledes gaar det her i Livet. De kunde have spist mig af med meget mindre, med slet Intet. Hvis de havde 405| kendt Adolf Brunnow, havde de ikke behøvet at frygte for Processer fra hans Side, den dovneste af de Dovne. »Selskabet« her i Byen tror, at jeg har vundet i Lotteriet. Ha, ha! Ja, det er ogsaa et Lotteri. Skade, at Indsatsen er saa dyr!...

Han sad og mumlede lidt for sig selv og kastede Grus og Smaastene ud i Vandet. Saa reiste han sig med et Ryk og slyngede Armen om min Skulder. Hans Stemme havde sin gamle Klang, hans Øine saae ind i mine, som i gamle Dage; det var, som om Rusen var drevet væk lig en Sky, en Taage for Nattevinden.

Ja, hun er død. Jeg har selv bebreidet mig nok, at jeg ikke tog derned allerede for længe siden. Men førend jeg kom hertil, skammede jeg mig over mig selv, og... og.. ja, der var Noget, dengang da Din Fader døde, der skilte mig fra hende. Fra det Øieblik, da jeg følte mig knyttet til Pigen derhjemme i Værtshuset, fattede jeg det Forsæt, at gøre mig til Noget ved hende. Det stod jo længe paa og kostede mig mange Tilbagefald. Det lykkedes mig imidlertid omsider, og det forekom mig, at om jeg endogsaa bedrøvede Moder ved min stadige Udebliven, saa vandt jeg dog for hver Dag ind paa min Selvagtelse, -og uden den vilde jeg ikke gensee min Moder. Jeg havde slet ikke gjort 406| mit Regnestykke med Døden, hverken som Tæller eller Nævner, hverken over eller under Stregen. Dødsbudskabet kastede mig fuldstændig overende. Ved Gud i Himlen! lige til den Dag havde jeg forandret min Levevis, og deri var Dorthea Skyld. Da jeg havde læst det fordømte Kontorhaandsbrev, drak jeg mig drukken, og jeg havde hængt mig op paa min egen Klædeknage, hvis Pigebarnet ikke havde været. Det gik op og ned, men Dortheas bebreidende Øine havde dog nogenlunde faaet Bugt med Haltefanden, da Du pludselig kom iaften. Hvad der er gaaet over Stregen hos mig iaften; det kommer over Dit Hoved, kære, gamle Ven. See nu paa mig, Erik! jeg er i dette hellige Sekund saa ædru som Søen derude. Nu da Du atter er kommen hjem, nu skal det nok gaa. Der skal med Bistand af Dorthea og Dig komme et Liv ud af mig til Gengæld for den Døde dernede, som jeg ... ak ja, som jeg maaske kunde have bevaret længer, om jeg havde... om jeg havde ...!

Han vendte sit Hoved bort. Jeg slyngede min Arm om hans Skulder og knugede hans Kæmpelegeme ind til mit.

Saaledes omslyngede gik vi Skridt for Skridt tilbage den Vei, vi var kommen. Vi talte ikke sammen, men holdt hinanden fast omslyngede, og det var, som 407| om vi følte, hvorledes vi i dette tavse Favntag udvexlede alle vor Ungdoms lyse Erindringer.

Pludselig standsede jeg. Der foer mig en Idee gennem Hovedet:

Adolf! har Du aldrig tænkt Dig at blive Nybygger, at udvandre?

Han saae forvirret og overrasket paa mig:

Nybygger?... Øxe, Riffel, store Støvler ... hvad?... nei, nei, det gaar ikke ... det er jo atter den gamle Adolf om igen ... hvad skulde jeg? ... nei, lad mig blive her, blive en skikkelig Borger og hjælpe Byen op ...! Naar jeg har delt med Dig ... for Du seer mig just ikke ud til at have spundet Guld derude af al Din Lærdom ... saa er der jo nok tilbage til, at jeg kan købe baade Solen og Maanen og elleve Stjerner her i Ravnekrogen og endda min Part i Tømmerpladsen ... saa sætter jeg Børn i Verden; Dorthea vil nok gøre sit... og det med Glæde ... og saa lader jeg Drengene blive Tømmersvende, Skibsbyggere og andre nyttige Mennesker ... og saa... Hm!... Riffel og Øxe ... hvad?... og Bøfler, siger Du... Brrrrr.

Han gik og smaamumlede og støttede sig tungt paa mig. Jeg tog mig vel iagt for at trænge nærmere ind paa ham nu.

408| Vi kom tilbage til »Solen«. Toget var naturligvis gaaet for længe siden; men min Ven vidste Adressen paa det Hôtel i Hovedstaden, hvor vi vilde tage ind sammen.

Du bliver her i »Solen« inat! sagde Adolf. Du kan faae det Værelse, som jeg havde. Sengen vil være lang nok til Dig, og for Properheden indestaar Dig min Dorthe!

Idet vi lukkede Døren op og traadte ind i det forreste Værelse, og idet Punsche- og Tobaksduften slog os imøde, vendte Adolf sig om med en afværgende Gebærde, næsten som af Ækelhed.

Vi kastede et Blik ind i Bagværelset. Dorthea var der ikke, men Selskabet havde derimod holdt Stand, tappert Stand maa jeg sige. Ikke desmindre trods al denne Tapperhed var de ærede Herrer og gode Borgere blevne overvundne. Børstenbinderen syntes aabenbart at have gjort sin Stand og dens Forpligtelser al mulig Ære. Han laa paa Gulvet saa stiv som en Kosteskaft, med den røde, spidse Næse lige iveiret. Løitnanten svømmede hen i Taarer ved Postskriverens Bryst; Hr. Jespersen slubrede den spildte Drik op af Bordet, som en Hund, der gør en Tallerken ren. Tobaksspinderen stod, understøttet af to Stolerygge, og holdt en Tale, som Ingen hørte paa. Da man fik Øie paa os, lød et 409| Hyl, som fra en Indianerleir. Adolf trak Døren i med en Ed. Han stod et Øieblik med Haanden om Dørlaasen, men da der ikke gjordes Forsøg indefra, slap han og vendte sig til mig. Han var bleven ganske bleg, og Øinene undgik og søgte paa een Gang mine.

Ja, der maa en Ende derpaa! sagde han med dump Stemme. Han gik ud ad en lille Tapetdør i Væggen, som jeg hidtil ikke havde bemærket, og kom tilbage med Dorthea, som smilede mildt til mig og holdt sig med en forskrækket Mine for Ørene, da et Hyl indefra Bagværelset sandsynligvis antydede Slutningen paa Tobakspinderens Tale. Viis min Ven op paa mit gamle Værelse! sagde Adolf ganske alvorlig, idet han klappede hende paa Kinden. Godnat, Erik, sov vel! nu gaar jeg hjem, men maa først have disse Fyldehunde paa Porten!

Jeg saae efter ham. Han skred rolig, næsten majestætisk hen og aab-nede Døren til Bagværelset. Saa fulgte jeg med Dorthea gennem Tapetdøren opad en Trappe. Jeg kom ind i et lille, men nydeligt Værelse, næsten som et Dukkeskab. Min Ledsagerinde tændte Lysene paa Bordet og ønskede mig Godnat. Jeg tog hendes Haand og sagde: Dennegang faar jeg vel Lov til at trykke den?

Ja nu er det en anden Sag. Godnat!

410| Jeg laa og lyttede lidt til Støien nedenunder. Den var snart forbi. Jeg hørte nogen Klapren med Døre; saa blev Alt stille. Jeg var anstrengt af Reisen og faldt meget hurtigt isøvn. Da jeg vaagnede – og temmelig sent – den næste Morgen, fandt jeg paa Bordet udenfor min Seng en lille Billet med Adolfs Haand. Jeg læste:

Jeg vilde ikke vække Dig til første Tog, da jeg tænkte, Du trængte til at hvile ud. Jeg er selv taget til Byen med første Tog, og vil opsøge Dig imorgen eller overmorgen paa Dit Hotel. Din. Regning i »Solen« er betalt.

Jeg gik nedenunder og traf Dorthea. Hvad havde han for? hvorfor var han reist uden at tale med mig? Jeg vilde dog saa gerne have talt med ham paa fastende Hjærte! - Hun vidste Intet, men saae uhyre hemmelighedsfuld ud. Jeg trykkede endnu engang hendes Haand; jeg vilde maaske helst have begyndt en lille Konversation med hende, men hun havde travlt, sagde hun. Saa lod jeg mig da slæbe med Middagstoget – vort Bummeltog – til Hovedstaden ...

Tilstaa nu ligesaagodt strax, at det var en fordums 411| Inklination, hvis De ikke vil have, at jeg skal tro, hvad der jo er endnu værre, at det var en ganske ny, der saaledes bragte Dem til at forsvinde i Korsør. Jeg troede forresten ikke, at man i den By kunde møde Skønheder!

Min Schweizerven stod henne og kastede nyt Brænde i Ovnen og fulgte mig smilende med Øinene, idet jeg gik op og ned ad Gulvet i vort fælles Arbeidsværelse i Hotel – i København.

Jeg svarede Intet. Jeg var virkelig begyndt at blive urolig. Det var snart en Uge siden den Aften i Korsør, og endnu havde jeg ikke seet noget til Adolf.

Det bankede paa Døren. Kom ind! Det var Adolf.

Jeg præsenterede de to Herrer. Adolf havde, lod det til, umaadelig travlt, og trak mig saasnart som muligt hen til Vinduet. Her lagde han en lille Papirspakke i min Haand og saae paa mig med et triumferende Blik.

Det er Din Part!

Jeg aabnede Pakken. Obligationer, tredivetusind Daler. Jeg blev blodrød, lagde Pakken hurtig sammen og skubbede den over til Adolf.

Han syntes slet ikke at bemærke Noget, men fortsatte i saa hurtigt Tempo som muligt:

412| Seer Du, Erik; jeg har tænkt over det Spørgsmaal, Du gjorde mig. Javist; det Andet vilde bare blive Lapperi. Begrave sig i en dansk Ravnekrog ... nei, jeg har valgt Nybyggeriet istedetfor Skibsbyggeriet. Derovre kan mine Kræfter komme til Nytte, og desuden ... naa her er jeg, og her er Din Part. Med den kan Du arbeide uden at slide Dig op i en Skole. Du Skolemester! Nei, Du har Andet at tage vare...!

Jeg standsede ham og trykkede ham Pakken i Haanden, idet jeg rystede alvorligt og bestemt paa Hovedet.

Han saae paa mig med store Øine. Saa rynkede han Brynene, snappede Pakken og løb hen til Kakkelovnen.

Adolf! hvad gør Du?

Hvis Du ikke vil have dem, saa spiser Ovnen dem. Jeg tager dem ikke tilbage. Egenlig burde Du have dem Allesammen, begge Parter; jeg burde udelukkende stole paa mine Kræfter derovre, men jeg syntes, det var Synd for Barnet...!

Men saa hør dog! – Jeg trak ham tilbage. Hvad er det, Du siger? har Du Børn?...

Pigebarnet; min Kone, for Pokker! Hun er jo kommen med herop!

Jeg saae mig omkring: Hvor, hvor?

413| Hun venter derudenfor; jeg kunde ikke paa nogen Maade faa hende med ind!

Men Adolf dog...!

Jeg løb hen og aabnede Døren. Der sad hun ude paa Trappen med et stort, graat Shawl og en Reisetaske over Armen. En Opvarter stod oppe paa Afsatsen og saae meget nysgerrigt ned paa hende. Hun sad ganske rolig med Hænderne foldede over Reisetasken og syntes at tælle Frynserne i det store Shawl. Jeg tog hende ved Haanden og førte hende ind. Min Schweizerven sprang op og saae overrasket paa hende. Hun var tarvelig, men smagfuldt klædt. En Kjole af ensfarvet, tykt Stof, saaledes som reisende Englænderinder bære dem paa Bjergture, fremhævede hendes store, ypperlige Skikkelse.

Jeg vilde præsentere, men famlede efter Titlen.

Madame, ma femme! sagde Adolf smilende, idet han tog hende under Armen. Hun bøiede Hovedet ganske roligt for den Fremmede. Adolf svingede hende rundt, og spurgte mig, om hun ikke var brillant?

Der var et Øiebliks forlegen Pavse. Men Adolf vidste med sin gamle Livlighed snart at bringe Forlegenheden ud af Stuen. Han talte Tysk og Fransk med Schweizeren, og da han hørte, at denne ogsaa var det engelske Sprog mægtig, blev han 414| meget fornøiet. Nu kunde jo Dorothea komme ind med i Samtalen. Det gjorde hun da ogsaa; ganske vist kun med korte og forbeholdne Sætninger, men hun var ikke længer udenfor, og hendes Svar vare forstandige, hendes Udtale god. Han fortalte, livligt og morsomt, om Brylluppet, som havde staaet iforgaars ude i den lille Landsbykirke i Nærheden af Korsør. Han ramsede op alt det Indkøb, der var gjort til Reisen over Oceanet. Den skulde gaa for sig imorgen. Schweizeren var yderst forbavset og yderst imponeret af dette Par. Han kunde aabenbart ikke finde den Kategori, hvorunder de skulde henføres.

Jeg lod bringe Sherry og Smaakager. Adolf nippede kun til Glasset og blinkede til mig, halvt skælmsk, halvt alvorlig. Jeg betingede mig at maatte kalde hende ved Fornavn istedetfor Fru Brunnow. Vi var Allesammen muntre. Saa fik jeg fat i hende og bad, om jeg maatte ordne hendes Haar. Hun havde endnu den grønlandske Frisure. Det var Synd.

Adolf lo og klappede i Hænderne. Hun saae meget nysgerrig paa mig, tog imod den tilbudte Stol og lod mig med sin rolige Mine, uden alle affekterte Udraab, tumle med hendes Haar, der, saa415|snart det omsnurrede Baand var løst, rullede i en pragtfuld Flod nedover Skuldrene.

Jeg satte Haaret op. Adolf og Schweizeren stod ved Siden og lo; Adolf aldeles forbavset.

Lærer man saadan noget paa Udlandets Høiskoler? spurgte han og rakte mig den sidste Haarnaal.

Jeg har taget privat Kursus! svarede jeg, maaske ikke uden lidt Lapsen, idet jeg fæstede Naalen.

Hun reiste sig, saae sig i Speilet, syntes overrasket, gik frem og tilbage ad Gulvet stadig med Øinene i Speilet. Saa rystede hun paa Hovedet, tog alle Naalene ud og – snurrede Haaret op paa den gamle Façon.

De bliver ikke vred? spurgte hun og rakte mig Haanden.

Vi brød Alle ud i en hjertelig Latter.

Saa skulde de gaa; der var endnu en hel Del Ting at ordne. Adolfs Blik faldt paa Papirspakken, som han havde kastet paa en stum Tjener henne ved Ovnen. Han blev urolig.

Du, Dorothea! Han vil ikke tage imod dem!

Hun gik hen, tog Pakken og lagde den alvorlig i min Haand:
De tilhører Dem!...

Hvem var dog det? spurgte min Ven mig, da 416| de var gaaet. En Overkomplet, der nu er bleven kompleteret! sagde jeg.......

Han og jeg sad den næste Formiddag i en Baad ude paa Rheden og viftede med vore Tørklæder mod den store Udvandrerdamper, der netop begyndte at sætte sine Kæmpeskovle i Bevægelse. Adolf og hans Hustru stod oppe paa Orkandækket og vinkede ned til os. De var let kendelige fremfor alle de andre »internationale Muligheder« -som min Ven udtrykte sig – der omringede dem paa alle Kanter og stak deres ængstelige eller forvovne, blege eller solbrændte Ansigter udover Rælingen. Adolf var bleven sig selv lig til det sidste. Han mødte op paa Dækket i nogle uhyre Støvler, en bredskygget, spansk Hat, Lædervams, en dobbeltløbet Riffel over Skuldren og en stor Skedekniv i sit Bælte. Han saae ud, som om han allerede i det næste Minut skulde gaa løs paa de graa Bjørne eller de vilde Rødhuder. Ikke desmindre klædte hans Kostume ham fortræffeligt, og der var trods alt dette Fantasteri noget i hans Blik og Holdning, der paabød Iagttagelsen af en vis Afstand – maaske selv hos Bjørne og Rødhuder.

De To stod deroppe paa Orkandækket med 417| Armen om hinandens Skulder. De ragede op over Mængden. Vi saae dem endnu, da Damperen allerede var et godt Stykke borte. De stod i samme Stilling, fast omslyngede, store, stærke, naive Skikkelser begge to. Saa løftede Adolf Armen med Riflen og affyrede begge Løbene. Der blev en Renden frem og tilbage paa Dækket rundtomkring dem. Adolf og hans Hustru stod ganske rolige, Arm i Arm ved Rælingen. Jeg tror dog, der bliver Noget ud af dem! sagde jeg.

Det sidste Brev, jeg har haft derovrefra, lyder saaledes:

... Dine Breve, som vi regelmæssig, om end med temmelig lange Mellemrum, modtager, har glædet os Alle meget. Jeg følger Dit Ar-beide og Begivenhederne derovre hos Eder med den største Interesse, det kan Du være sikker paa. Min Kone har nu skænket mig den tredie Dreng, og hun paastaar – dette naturligvis imellem os – at hun med Glæde skal skænke mig den fjerde o. s. fr. Her er hverken Doktor eller Jordemo'r, men vi 418| klarer os fortræffeligt uden deres Hjælp. Der er Plads nok og tilstrækkeligt Arbeide for enhver Arm. Du veed jo, at det er paa Grænsen, vi boer. I forrige Uge, netop som Dorthea var kommen op igen, havde vi en lille Skærmyssel med Rødhuderne. Det var en af de Stammer, som jeg tilfældigvis ikke var bleven Go'evenner med. Jeg tog tre Skalper; det vil sige, jeg slog tre af dem ihjel; naturligvis lod jeg dem beholde deres Pandehud. Dorthea fyrede ud af Vinduet med sin Revolver og saarede »det lille Egern«. Hun gør store Fremskridt i Brugen af Skydevaaben. I dette Øieblik sidder hun inde og giver den Lille Die. Vi lever her i en lille Kreds af skandinaviske Nybyggere. Det forekommer mig saa underligt, at skulle tænke mig os derhjemme som tre Folk. Hvorfor Fanden kan vi ikke gøre det meget simplere og blive eet? saa kan man spare mange Penge, og saa behøver man ikke i Udlandet at gøre sig saamegen Umage med at forklare Folk Forskellen mellem Dansk, Norsk og Svensk, hvad der er meget svært. Jeg har megen Interesse af at høre Dig tale i Dine Breve om Dine Studier og saa om Politikken. Ja, det er ret, gamle Dreng, klem bare paa og see at faa lært Menneskenes Børn noget Fornuftigt. Og naar 419| saa Du og Dine Omgivelser er blevne rigtig for standige, men ogsaa magre og blege af al den Læsning, saa sender vi Jer vore Sønner over; I kan tro, der er Kærne i dem. Saa maa I under vise dem i Alt hvad der er Nyttigt og Forstandigt, men det maa gaa i en Fart. De skal ikke faa Lov til at sidde paa Skolebænken i tyve Aar, saaledes som I har gjort. Det er Kærnegutter, kan I tro. Jeg veed ikke, om det er fornuftigt sagt, men jeg betragter vor Koloni herovre som en Planteskole, hvorfra Du og Dine Medarbeidere kan faa rigtig sun de Naturskud, rigtig kraftige Aflæggere til Eders Plantninger. Det morer mig meget at høre Dig fortælle om Hospitalerne og Opera tionerne, som Du har seet. Man bruger ikke længer, siger Du, at un derbinde Aarerne ved de store Amputationer, eftersom der ikke læn ger er noget Blod at standse; og man giver Patienterne stærk Vin at drikke, istedetfor at man før gav dem Vand og Mælk. Jo jo! I laver en underlig Slægt sammen; men vi skal nok rekrutere den herovrefra. Hils nu Din Ven Schweizeren, naar Du skriver, og vær selv hilset fra Din hengivne

Nedenunder stod tilføiet:

Min mand vil Absolut at jeg skal skrive Noget til hans roes. Han er i alle maader meget flink.