Tekstens historie

I et brev fra sommeren 1875 til forlæggeren - Fr. Hegel på Gyldendal - bruger Holger Drachmann ordet Overkomplet som titel på en kommende fortælling.

Af helbredshensyn rejste han i slutningen af året til Italien. Han gjorde ophold i München, og her blev En Overkomplet fuldført i stor hast i begyndelsen af 1876. Trykmanuskriptet blev sendt til Edv. Brandes, der efter gennemlæsning ekspederede det videre til Gyldendal, og det findes nu på Det kongelige Bibliotek (Coll. 147,4°). Efter Drachmanns anmodning påtog Otto Borchsenius sig korrekturlæsningen, og da den fraværende digter gav ham frie hænder, er der opstået forskelle mellem manuskriptet og førsteudgaven af 10. maj 1876, men ingen af væsentlig betydning.

Mens trykningen stod på, opholdt Drachmann sig i Venezia, og da han fik korrekturen tilsendt og pr. brev udtalte sin tilslutning til de foretagne rettelser, er den udgave, der kom til at foreligge, altså at betragte som approberet af digteren selv.

Det er denne udgave, der nu genudgives. I visse, men meget få tilfælde har man dog fundet det rigtigt at ophæve Borchsenius' rettelse og gå tilbage til formen i digterens manuskript, f.eks. erstattes Borchsenius' forkerte Udføreben (af raa Silke) med manuskriptets rigtige Udførslen. Om sådanne ændringer gives der på rette sted de nødvendige oplysninger, se s. 258.

Den gennemgående modsigelse

Impulsen til værket var en udefra kommende tilskyndelse, der har bestemt romanens problem og tendens. Men heroverfor står en personlig grundstemning og menneskevurdering, der ikke harmonerer med tendensen, så ad den vej er der kommet en dobbelthed ind i romanen, en modsigelse, der består i, at digteren i virkeligheden mener det modsatte af det, han troede at mene samt siger, at han mener. Han kan ikke digte mod sit hjertes overbevisning, selv om han gør sig umage for det i oprigtig tro på at være på den rette vej.

Drachmann kom meget hurtigt til at erkende dette misforhold. Allerede før udgivelsen af En Overkomplet indså han, at han i den havde ladet sig føre bort fra sig selv, hvorefter han skriver en ny fortælling - To Skud, 1877 - som han i et brev til Borchsenius betegner som »det plastiske og beherskede Udtryk for, hvad der egentlig skulde have været i En Overkomplet«. Men selv om To Skud er fri for modsigelse, beholder En Overkomplet alligevel førstepladsen, fordi den er bundet til digterens eget liv og derfor mindre vilkårlig. At modsige sig selv er jo desuden langtfra det samme som at være død og umulig.

Det hidtil eneste forsøg på en udtømmende forklaring af problematikken i romanen foreligger i første afsnit af Jens. Kr. Andersens og Leif Emereks bog Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede (1972, 2. udg. 1975). Nærværende udgiver er kommet til en anden forståelse end de to forfatteres og henviser til sit afsnit s. 252-56.

Nærmere bestemmelse af modsigelsen og dens kilde

Georg Brandes havde i sin første hovedstrømningsforelæsning (1871) erklæret, at geniet ikke er den geniale lediggænger, men den geniale arbejder.

Under indflydelse af denne appel til dåden på bekostning af drømmen kommer Drachmann til at misforstå sig selv. I overensstemmelse med - eller om man vil: i lydighed mod - vennerne Georg og Edvard sætter han sig for at skildre en drømmende og viljeløs lediggænger, der skal overgives til fortabelse som advarende eksempel for den opvoksende ungdom. Digteren havde jo lært at mene, at i et moderne målrettet arbejdssamfund er en sådan genganger fra romantikken Overkomplet, dvs. overflødig, unyttig, ubrugelig.

Men han kan ikke skrive med påholden pen, så knap er han er begyndt, før hans eget og egentlige jeg tager magten og fører ind i modsigelsen.

Den vngling, der skulle forkastes som et spildprodukt, omfatter heden fra første færd med sympati, ja kærlighed. Med lighed, sit lyse sind og pletfri karakter forekommer det elskværdige, unge menneske også hævet over al anden fordømmelse end de allermest smålige Jeronimussers. Efter recepten skulle han vel gælde som fantast, men som vi møder ham i bogen, er han det slet ikke. Det midtpunktsløse væsen, digteren udstyrer ham med under nogle dages fodtur (s. 182ff.), overrasker læseren som en uorganisk tilgift, der nok stemmer med recepten, men ikke med konceptionen. Da fodturen er forbi, lader digteren det også straks falde igen.

Den udgang af handlingen, der var ment som personens undergang, bliver i virkeligheden til frelse, frihed og lykke.

Fjernt fra Danmark folder den overkomplette sig ud som legemliggørelse af værdier, der sidenhen stærkere og stærkere skulle blive omfattet af digterens agitatoriske patos, og til fordel for hvilke han skulle komme til at etablere formidable revolutioner i ord - fiktive revolutioner, som ikke er rettet mod økonomiske eller sociale misforhold, men gælder den stivnen, den forkalkning, den synken af livskraften, der gør alle små og usle, og som han mente at kunne konstatere såvel i Danmark som i Europa, »den Gang Aarhundredet ebbede ud i den store Forsumpning« - som han siger i 1899. Ondet begynder fra oven og daler derfra ned gennem alle folkets lag. Det standser ikke, fordi det er nået »ned« til socialdemokratiet - siger han ved samme lejlighed.

Livsblusset i den Adolf, som han efter et tillært program mente at burde fordømme som overkomplet, er i virkeligheden den samme flamme, som han mod slutningen af sin bane kaldte for »den hellige Ild«. De lige anførte citater er hentet fra hans bog med denne titel, der udkom i 1899.

På den måde kommer skræmmebilledet og forbilledet til at bytte gårde. Når den Adolf, der er ment negativ, i virkeligheden er en positiv og livsbekræftende figur, må den Erik, der skal gælde som Adolfs kontrast og modpol, og som i ham ser det afskrækkende eksempel, blive negativ, skønt han er ment positiv. Og sådan forholder det sig også reelt: mod sin bevidste hensigt kommer digteren til at lade denne repræsentant for det vedtagne program gennemløbe en udvikling i retning mod sjæl- og kønsløs »genial arbejder«, der går ud af romanen som et funktionelt ingenting.

Romanen slutter med, at det danske samfund netop gennem Erik skyder den formentlig overkomplette fra sig ved at få ham lempet over til Amerika. Men samtidig går her til sidst digterens natur definitivt over hans optugtelse - og nu synligt for enhver.

Da han har fået Adolf og hans Dorothea anbragt oppe på udvandrerdamperens dæk, kan han ikke lade være at glorificere det statuariske par, som de står deroppe i samme stilling, ragende op over mængden, fast omslyngede - »store, stærke, naive Skikkelser begge to«.

Store, stærke, naive skikkelser begge to! Her må den nutidige læser forstå at lægge det rette indhold i ordet naiv - og dermed forstå, at langtfra at være en advarsel for den opvoksende ungdom er de to skikkelser netop et forbillede for den.

Den, der siges at være således naiv, er ikke dermed karakteriseret som lettroende eller enfoldig, idet denne art af naivitet ikke har noget at gøre med brist i dømmekraft og intelligens. Det, ordet udtrykker, er en holdning til livet - netop den, som Drachmann mente var ved at forsvinde ud af de europæiske samfund til skade for deres livskraft og lykke.

For mennesker, der er naive som Adolf og Dorothea, er livet ikke et problem, som man forholder sig til i refleksion og tvivl; med sine glæder og sorger, sine sejre og nederlag er livet for disse naive et ubetinget gode, som man tager imod i umiddelbar tro på dets værdi og med fuld vilje til at bevare og øge dets indhold. Hos Oehlenschläger er bekæmperen af de livsfjendske jætter, guden Thor, således naiv, som også heltene i denne digters tragedier er det, og Schiller har i en berømt afhandling karakteriseret Goethe som naiv i den her fremdragne betydning af ordet (Uber naive und sentimentalische Dichtung, 1796).

I det brev til Erik fra Amerika, som bliver det ord til sidst, hvorefter alt det foregående skal dømmes, anser Adolf sin nye tilværelse som forbillede, ja frelse for den blodfattige og fortænkte slægt derhjemme:
... og naar saa Du og Dine Omgivelser er blevne rigtig forstandige, men ogsaa magre og blege af al den Læsning, saa sender vi Jer vore Sønner over; I kan tro, der er Kærne i dem [...] Jeg betragter vor Koloni herovre som en Planteskole, hvorfra Du og Dine Medarbeidere kan faa rigtig sunde Naturskud, rigtig kraftige Aflæggere til Eders Plantninger [...] Jo, jo! I laver en underlig Slægt sammen; men vi skal nok rekrutere den herovrefra...

Idet Adolf med denne og tilsvarende ytringer i brevet gøres overkomplet i forhold til et anæmisk og underlødig livsform, bliver han overkomplet i forhold til noget negativt og dermed selv positiv. Drachmann opholdt sig halvandet år i Amerika (1898-1900) og gør i Den hellige Ild (1899) anskuelser som Adolfs til sine egne. Over for en amerikansk kollega, som han finder brændende af den hellige flamme, forklarer han om kampen derhjemme i Europa, at den »bliver ikke lettere derved, at Reaktionen skyder netop den gamle Kultur frem for sig som et Skjold - vi maa stadig skabe »ny« Kultur, for dermed at bryde de unge og os selv en Vej«. Man ser, hvorledes digterens interesse ikke er knyttet til noget økonomisk og politisk, men til modsætningen mellem på den ene side det levende og frugtbare og på den anden det stivnede og sterile. Som forbundsfælle lader han i Den hellige Ild Ulf Brynjulfsen fra Forskrevet (1890) genopstå som en reflekteret Adolf.

Parallellen til Adolf og Dorothea i anden dansk digtning er det nybyggerpar i Kanada, inde i Minnesota eller Dakota, som Johannes V. Jensen anbringer som slutning og krone på sin beretning om menneskehedens lange rejse. Men det har været en smule svært for sam- og eftertiden at erkende, at den overkomplette i virkeligheden er en positiv størrelse - romanen igennem kryptopositiv, dvs. skjult bag påstande om det modsatte, indtil han til sidst opslår sin ridderhjælm.

På det sted, hvor romanens titel bliver til (s. 140), lægges der et afgjort negativt indhold i den gennem den krænkede timelærers mund. Fastholdt heraf samt i respekt for digterens udtalte hensigt er man kommet til at slæbe videre på en mangelfuld eller rent ud forkert forståelse - grellest hos Vilh. Andersen, når han i Illustreret dansk Litteraturhistorie (IV, s. 229) siger om de to hovedpersoner, at den ene »gaar til Grunde i Livet, medens den anden, hans Plejebroder, frelser sig ved at have arvet sin Faders dygtige Natur og ved idelig at have den rigere udrustede Plejebroders Skæbne for Øje«. Ja, undertiden kan selv den bedste litteraturhistoriker sove - og V.A. har gjort det med den forkerte slutopgørelse, med den unøjagtige brug af ordet plejebroder samt med opfindelsen af den forunderlige aktivitet, der består i at frelse sig ved at arve sin faders natur.

Heroverfor kan man stille f.eks. Hakon Stangerups rigtige opfattelse i Politiken's danske litteraturhistorie (4. bd, s. 109): »Renselsesprocessen tror man ikke på. Erik er alt for bedsteborgerlig og snusfornuftig, og det er tydeligt, at digteren er næsten forelsket i Adolf, som skulle fordømmes.«

Ordet og fænomenet »forskrivning« er afslørende

I beskrivelsen af Eriks omvendelse fra lediggang til arbejde røber digterens ordvalg, at hjertets sandhed er den modsatte af tekstens påstand.

Det blodbeskrevne papir, på hvilket Erik i den Almægtiges navn lover at forandre sit liv, kaldes en forskrivning (s. 102). Dette ord, der skulle blive et drachmannsk nøgleord, peger i retning af, at Erik og hans digter inderst inde godt ved, at der er tale om overgivelse til onde magter. Efter almindelig sprogbrug samt i overensstemmelse med alle herhenhørende citater i Ordbog over det danske Sprog forskriver man sig jo ikke til Gud, men til Fanden og konsorter, ligesom det også er god gammel skik, at kontrakter med den Onde skrives med den kontraherendes eget blod.

Konsekvent nok kommer Erik også snart til at høste onde frugter af sin forskrivning. Med en underlig dobbeltbevidsthed, der består i overbevisningen om at være på den rette vej, ledsaget af følelsen af at være på den gale, konstaterer han følgende om sig selv, da han efter ferien vandrer i et nyt levned som dydig og flittig latinskole-discipel: »Der var begyndt at blive tomt og øde inden i mig paa en Tid, hvor jeg burde have blusset og brændt. Jeg var paa gode Veie til at blive et exemplarisk ungt Menneske, men paa Bekostning af min Friskhed« (s. 132).

Samme dobbelthed, der ikke er psykologi, men en af formerne for den gennemgående modsigelse, ytrer sig også ved, at skønt Erik stræber efter at blive regulær samfundsstøtte, lægger han villigt og gerne røst til romanens mange angreb på samtiden som steril, flov og fersk, f.eks. i den vidtløftige kritik af skolen à la Scherfigs forsømte forår (s. 120ff.). Den slags er jo ikke hans, men Adolfs retmæssige besiddelse, hvis denne ellers gad reflektere sig frem til ejendomsretten - således som det endelig sker i brevet hjem fra Amerika.

For Drachmann selv klarer det hele sig først, da han opgiver den programmatiske tro på den »geniale arbejder« samt ophæver polariteten mellem Erik-typen og Adolf-typen ved at lade den første gå over snusfornuftig, og det er tydeligt, at digteren er næsten forelsket i Adolf, som skulle fordømmes.« på den andens side. Det sker i den store roman fra 1890, som han kaldte Forskrevet.

På det sted, der forklarer denne romans titel (førsteudgaven, I, s. 442), lader han den Henrik Gerhard, der svarer til Erik, sige til den Ulf, der med anden apparition, andet væsen og andre vilkår dog svarer til Adolf: »Forskrevet har vi os allesammen til de slemme Magter ... Du til Natten og Melankolien - jeg til Samfundet og Vedtægten.« Og den kamp mod de slemme magter, som Ulf skulle føre, men ikke evner, tager Henrik Gerhard sig så på.

I En Overkomplet er Eriks forskrivning netop til samfundet og vedtægten. Adolf forskriver sig ikke: han er fri og fribåren fra først til sidst.

Det personlige i valget af tid og sted

Selv om Drachmann ikke har oplyst noget om det, er det rimeligt at antage, at hans valg af handlingens tid og sted beror på en stærk personlig tilskyndelse.

Drevet af den følelse af skyld, som det endelige brud i 1875 med hans første hustru - fru Belli, »barnebruden« - havde fremkaldt (og som har fundet sit berømteste udtryk i romanens Sakuntala-digt), søger han i tanken uvilkårligt tilbage til sine drenge- og ynglingeårs stemningsbevægede sommerferietilværelse, da han endnu var usåret af livet. Ad den vej bliver tiden de første år af 1860'erne og stedet det nordøstlige hjørne af Sjælland (Selvbiografien: »... den nordøstsællandske Natur, hvorfra jeg har mine tidligste, stærkeste og varigste Naturindtryk«). Skildringen af denne egn kom i forbindelse med de mange portrætter af nærmere og fjernere slægtninge samt af lokale og ferierende personer (de kgl. skuespillere, HC. Andersen) til at udgøre en væsentlig og tiltrækkende del af hans værk.

Ifølge mottoverset s. 5 var disse feriesomre for digteren »the summers of my heart«. Fredensborg var deres geografiske centrum, og Drachmannfamiliens forbindelse med dette sted var kommet i stand på følgende måde:
Holgers bedstemoder på fædrene side var født Kobiersky - bar altså det polske navn, der er anledningen til romanens lejlighedsvise fabuleren om familiens slægtskab med polsk godsbesiddende adel (»Snopodolskyerne«).

To af bedstemoderens søstre havde flet fribolig på Fredensborg Slot. Den ene af disse jomfruer Kobiersky havde bestyret det kgl. vaskeri under Frederik VI (Harriet Bentzon, s. 13 og 197). Hos disse to mostre mødte faderens søster Louise den Peter Steen, med hvem hun blev gift, og dette pars første beskedne hjem i Fredensborg blev så et tilflugtssted for Holgers fader, der i sin ungdom læste under de trangeste kår (Harriet Bentzon, s. 13).

Peter Steen havde været slotstømrer som sin far og farfar, men blev siden købmand, og det var hans og tantens købmandsgård i Fredensborg, der med bidrag af slægt fra Gurre og Helsingør blev et samlingssted for familiens grene og det faste tilholdssted for Holger i det nordsjællandske ferieparadis. Hans egen families sommerbolig angives i romanen som et gammelt og ret anseeligt sted ved Asminderødvejen og i brev til Borchsenius af 10.4.76 som »Vexebogaarden et lille Stykke uden for Byen«.

Drachmanns fader, lægen og professoren A.G. Drachmann (1810-92), var gift to gange. I romanen er Eriks fader enkemand og dør uden at have indgået nyt ægteskab, så når Erik siger, at begivenhederne finder sted i »det store Interregnum« (s. 29), dvs. i mellemperioden uden regerende husfrue, er det en lapsus fra digterens side i form af et spring fra fiktionen over i hans families virkelighed - samt desuden udtryk for varme følelser såvel for den afdøde moder som for hendes senere afløser.

I faderens enkemandstid fra 1857 til 59 var Holger 11 til 13 år, og det alderstrin passer til den legen klansmænd med dragne sværd, der indleder romanen, så der opstår et misforhold, når digteren lader det være ynglinge på 16-17 år, der går op i denne leg. De er i det spirende overskægs alder - den alder, da Holgers ven Frederik Wrisberg skød sig, fordi han havde pådraget sig en kønssygdom.

Den opmærksomme læser vil for øvrigt selv opdage og studse over, at efter romanens angivelser er Erik og hans venner snart 16, snart 17 år! Digterens manuskript giver løsningen.

Drachmann har først ladet Erik være 16 år overalt. Men ved fornyet gennemlæsning har han antagelig fundet, at det i det erotiske forhold til fru Brunnow var mest naturligt, at han var en smule ældre, og så giver han sig til at rette sexten til sytten med tyk og grov skrift, men får i farten ikke rettet alle steder - deraf forvirringen, som den korrekturlæsende Borchsenius ikke har bemærket eller ikke har villet gøre noget ved. Nærværende udgave lader også tallene stå.

Er titlen original eller lånt?

Hvorfra har Drachmann sin romans blikfangende titel? Fra sig selv eller fra Turgenjev?

I det brev til Edv. Brandes, der fulgte med manuskriptet, hævder han, at han med sin store novelle »naaer næsten op til Turgenjew«. Og at han er påvirket af den Turgenjev-bølge, der fremkaldtes af Vilh. Møllers mange oversættelser (14 fra 1872 til 78 - fra tysk eller fransk), er den senere Tannhäuser bevis på.

Men derfor kan En Overkomplet godt være en undtagelse - og det er den vistnok.

Når Vilh. Andersen i sin store litteraturhistorie (IV, s. 229) finder stemningen i ynglingeårene i Fredensborg udtrykt med romanens opslag (»Brusede det over mit Hoved? Viftede og vuggede det sig som Grene, der osv....«) og kalder dette for »Turgenjevs Forårsbølger«, kommer det af, at ordene Ve¡nyje Vody, som russeren bruger som titel på sin tragiske kærlighedshistorie, har fået en uheldig oversættelse med ordet Foraarsbølger, der medfører forkerte associationer i retning af en ubestemt, men vidunderlig lyrisk sitren i unge sind.

Turgenjevs egen titel er ulyrisk og ganske saglig. Når den russiske vinter ender med forårets tøbrud, bryder floderne op og bliver rivende strømme, der går over deres bredder - for snart efter at synke tilbage igen. Det er dette naturfænomen, disse vårlige vande (ve¡nyje vody), Turgenjev bruger som titel og adækvat billede på sin unge adelige helts hastigt opblussende og hurtigt ophørende forelskelse i konditordatteren fra Frankfurt. På dansk kunne titlen gengives med Vårflom.

Udgiveren kan heller ikke være enig med Johan Fjord Jensen, når denne i sin bog Turgenjev i dansk åndsliv (1961) hævder, at En Overkomplet virker som »en lang parafrase over turgenjevske stemninger, følelser, karaktertemaer mv. At den ikke kan være skabt uden kendskab til disse, er næsten lige så sikkert som Drachmanns benægtelse heraf«.

I det konkrete kan udgiveren ikke finde nogen som helst parafrasering af Turgenjev. Romanen, der jo i sin kærne er et erindringsværk, synes fuldt forklaret ud fra personlige og rent danske forudsætninger.

Undtagen på ét punkt - selve titlen.

Som karakteristik af et menneske over for en samfundshelhed er betegnelsen overkomplet så ejendommelig, at den, der først har brugt den, uvilkårligt forekommer som mesteren, og lærlingen bliver da den, der bruger den anden gang. Og sådan synes forholdet mellem Turgenjev og Drachmann her at have været.

Men mer end en hypotese kan det ikke blive, da Drachmann benægter, at der skulle foreligge lån. I brev til Borchsenius (10.4.76) fortæller han, at da han i München i et selskab hos norske malere læste op af sin roman, blev han gjort opmærksom på »Lydligheden med Turgenjevs Fort.«. Men - tilføjer han - »Jeg havde imidlertid allerede i et Aar gaaet med Titlen (saavelsom med Fablen) i Hovedet, og mente derfor ikke at ville forandre den«.

Den fortælling, selskabet sigtede til, er Et overflødigt Menneskes Dagbog, som Vilh. Møller havde oversat efter den franske udgave, Turgenjev selv havde besørget.

I Rusland løsnede ordet overflødig sig fra den ikke særlig betydningsfulde fortælling og blev et politisk ladet slagord Den, der tilhørte det kulturbærende lag (med et Turgenjev-udtryk fra 1880), men som ikke ville indfri dette lags pligt til at »gå ud i folket«, blev af de revolutionært sindede stemplet som et overflødigt menneske i en særdeles bidende og ætsende forstand.

Tilsvarende forhold forelå ikke herhjemme. I vor roman forekommer datidens Danmark tilmed som et stillestående kaste-samfund, hvor den brave Per Matros kender sin plads som subaltern og ikke drømmer om at forlade den eller af andre tilskyndes dertil, og hvor de to unge repræsentanter for det kulturbærende lag, Erik og Adolf, holder sig fornemt-afvisende for næsen ved lugten af timelærerfamiliens fedtebrød.

Romanens eneste vidnesbyrd om social indignation - og samtidig en mulig russisk reminiscens (Basarov fra Fædre og Sønner?) - er timelærerens historisk ukorrekte karakteristik af eksistenser som borgersønnen Adolfs som »Levninger af feudale Institutioner og feudal Fantasi« (s. 140). Det feudale passer bedre til Tannhäuser, og den fortælling havde Drachmann også i hovedet, da han lagde sidste hånd på En Overkomplet: i sit manuskript kommer han et par gange for skade at kalde Adolf for Anton - som hovedpersonen i Tannhäuser jo hedder.

Man kan pege på det sted hos Turgenjev, hvorfra Drachmann har lånt sin titel - hvis han har lånt.

I Vilh. Møllers oversættelse siger Tjulkaturin - det overflødige menneske - om sig selv: »Hvad mig angaar ... saa er det eneste, man kan sige om mig: overflødig eller: overkomplet, ja, absolut det eneste.« Har Drachmann lånt, har han lånt fra dette sted. Det ord, Turgenjev anvender på det tilsvarende sted i den russiske tekst (sverch¡tatnyj) udtrykker også, at den således betegnede står uden for det nødvendige og rigtige antal som overtallig.

Men hos den danske digter har ordet overkomplet ikke samme indhold som hos den russiske.

Tjulkaturin anser sig for overflødig og overkomplet, fordi han ikke på almindelig naturlig måde kan knytte forbindelse til andre mennesker. Han er indesluttet - i Møllers oversættelse: »indvendig tilknappet«, i den russiske tekst: »med en lås indvendig«. Han er af samme type som Mikkel Thøgersen i Kongens Fald: da han ikke kan vinde sin elskede, vendes kærligheden til had, og så skal den, hun har valgt i stedet for ham, lægges øde.

Men hvis Adolf skal anses for overkomplet, kan det ikke være i kraft af egenskaber som Tjulkaturins, for han er jo dennes diametrale modsætning: åben, levende, kontaktsøgende og kontaktduelig.

Selvspaltning i to versioner

I et brev til faderen af 5.2.76 om En Overkomplet taler Drachmann først om, hvorledes han med fast hånd og understøttet af sin jernhukommelse har skildret sin ungdom, faderen og deres nærmeste omgivelser, naturligvis ikke som fotograf, men som kunstner. Derefter fortsætter han:

Fordi han er anderledes, kan Drachmann alligevel godt have lånt Turgenjevs betegnelse. Men mer end en hypotese kan det som sagt ikke blive.

Jeg har tilladt mig at slaa Dig ihjel ved en stille Hjertesygdom og under en blid og rolig Død i Dit 50de Aar, en Udaad for hvilken jeg antager forud at have Din Dispensation naar Du læser om hvor dygtigt det er lykkedes mig at fremstille et af de smukkeste Momenter i dit Liv (saaledes som jeg den Gang saae det) og med hvilket skarpt psykologisk Blik jeg har faaet spaltet mig selv i to Figurer hvoraf jeg saa slaaer - som et Mundheld siger - den ene Jøde med den anden.

Med »et af de smukkeste Momenter i Dit Liv« sigtes der til, at faderen i sin enkemandstid var forelsket i en kvinde, som også sønnen var forelsket i - ifølge Rubow (s. 21) en fru Møller, f Begtrup, der havde sin villa (»Zoar«) i Skipperalleen i Fredensborg. Man har i den anledning sat romanen i forbindelse med Turgenjevs fortælling Den første Kærlighed, men vistnok uden tvingende grunde.

Den selvspaltningsmetode, Drachmann derefter berømmer sig af, bruges ikke på samme måde som senere i Forskrevet.

Medens det kan være svært at se den forskrevne Ulf Brynjulfsen for sig som et virkeligt levende menneske, far man et overbevisende indtryk af, at den fribårne Adolf er det, f.eks. i følgende ypperlige ordskifte: da hr. Bentheim søger at nedbrøle Adolf med sit brutaltautoritære: »Hvad er Du for en Knægt?«, lader digteren den tiltalte reagere således: »Jeg hedder Adolf! lød det fuldkommen rolige og høflige Svar« (s. 49).

I sit udmærkede notabene til selvspaltningsproceduren siger Rubow (s. 87) med rette om Adolf (med henvisning til scenen med timelæreren): »Han viser sig her som et Væsen af fremmed Oprindelse og opdraget i Frihed, et Væsen af sundere Natur og aandeligt mere velskabt end Omgivelserne.« Men denne beundring, der får andre og lige så stærke udtryk som de anførte, får mærkeligt nok ikke Rubow til at spørge, om der så er nogen rimelighed i, at Adolf skal fordømmes. At være af sundere natur og åndeligt mere velskabt end omgivelserne er jo blivende træk i karakteren - ikke noget, man er lejlighedsvis og efter behag.

Adolf er nok en del af Drachmann, men denne del er i sig selv en helhed, fordi den er sammensat af de elementer af hans personlighed, der udgjorde hans ønskebillede af sig selv, og vore ønskebilleder af os selv indbefatter netop i kraft af ønsket altid begrebet helhed, fuldkommenhed.

Ulf Brynjulfsen fra Forskrevet er blevet til ud af digterens bevidsthed om hæmning - deraf den eksaltation og oprevethed i Ulfs væsen, der i virkeligheden er et vidnesbyrd om afmagt, og som derfor ingen kan ville gøre til bestanddel af sit ønskebillede af sig selv, heller ikke Drachmann.

Adolf er blevet til ud af digterens drøm om frihed - derfor flyder det selvberoende, det i sig selv hvilende, der er det samme som sluttethed i karakteren, af sig selv fra digterens drøm over i den digtede figur og gør den levende og hel.

Tag skildringen af Adolf ved studenterfesten (s. 176): »Hans Kinder glødede, hans Øine tindrede, han lignede saaledes som han stod der og slog ud med Haanden, kraftig, velbygget, hensynsløs og gladgodmodig, med Guitaren under den ene Arm og Glasset i Haanden, en af hine Fortidens Skikkelser, halv Landsknægt, halv omvankende Sanger.«

Drachmann befinder sig i et selvbedrag, når han over for dette vil gøre den stræbsomme samfundsstøtte gældende som den, der har valgt den bedre del.

Forholdet til brødrene Brandes og dets forløb

Med romanens indledningspassage bliver de uforglemmelige »summers of my heart« omgjort til et narkotikum, der er en fristelse og fare for ungdommen: »Hvormange af os er ikke bleven stikkende i alt dette Dæmpede, Dovne, Drømmende, Duftende, Vuggende, Villieshæmmende? Ingen hjalp os o.s.v....«. Med denne drejning af Esrom-somrene over i det negative tager den gennemgående modsigelse fat.

Men digteren er i god tro - helt sanddru i misforståelsen afsig selv. Han er sikker på, at han nu har præsteret det svende- eller mesterstykke, der skal hæve ham op i jævnhøjde med de beundrede førere - de litterære bedriftsledere, som Rubow kalder brødrene Brandes netop i forbindelse med En Overkomplet (s. 85).

Da Drachmann sendte manuskriptet til Edv. Brandes, medgav han forsendelsen (som også indeholdt den kortere fortælling Najaden) det store brev af 17.2.76, der er et så vigtigt aktstykke mht. digterens daværende forståelse afsig selv og sit værk. Yderst veltilfreds med eget arbejde skriver han om romanen:
Jeg føler mig endnu mere stolt derover, fordi jeg i Et og Alt solidarisk med Dig og Din Broder og de ganske Faae forresten, som kan siges at høre til »Kredsen«, udgiver dette Manuskript fra Kredsen og lige med den knyttede Næve op under Ansigtet paa de dumme Literater derhjemme og det stupide Publikum.

Jeg er stolt over at Du og Din Broder efter Gennemlæsningen særlig af den store Fortælling vil kunne rette Jer i Stolen og slaa med Haanden paa Pakken og sige: Se saa, nu har vi ham paa den rette Vei; dette er ægte Varer...

Om det, han mener at have præsteret med Adolf-figuren, siger han:
Romantikken, som i Begyndelsen af Bogen gør En urolig og uklar paa alle Punkter, sætter sig som en Kruste fast om den anden unge Mand og tvinger ham ud i alle de bløde og svampede Konsekvenser, som vi, Mændene fra 70, nu kan udenad paa vore Fingre og som det er vor Pligt at holde op som et Speil for alle de vaklende Sjæle derhjemme.

Om romanens slutning og Adolfs endelige skæbne hedder det vagt og uklart:
I fuld Harmoni, men ikke en lavet Harmoni, en Harmoni, der lugter af Forfatterens onde Samvittighed og Hensynene til Censuren, ender saa Bogen med at anvise den Overkomplette en Plads, hvor ingen unge Piger behøver at rødme over ham og ingen Fruer at græde Taarer over Sønneken.

Digteren mener selv, at hans roman er vidnesbyrd om en personlig kamp og sejr. Hen mod slutningen af det lange brev skriver han i bedste mening disse usandheder om sig selv: Jeg er blevet en Alvorens, Tvivlens og Tænkningens Apostel. Jeg drikker ikke længer Vin og har ingen Elskerinde. Jeg har drukket Vin nok og elsket nok - for en rum Tid idetmindste. Men dette maatte ogsaa til for at udskille det »Overkomplette« i mig og producere denne Overkomplette ...

Han er blevet etiker, så det forslår - for en tid i det mindste! Alligevel måtte han se sig skuffet i forventningen om, at han med sin roman skulle vinde Brandes-brødrenes ubetingede bifald. Med alt, hvad der findes af ros og dadel i deres udtalelser om den, har ingen af dem erklæret, at han er på den rette vej, ingen af dem set bogen som et spejl for alle de vaklende sjæle derhjemme.

Til gengæld kom digteren selv hurtigt til at forstå, at hans sande intentioner havde deres rødder i en sammenhæng, der er ældre og mere omfattende end det lokale danske gennembrud, og som den dag i dag har magt over sindene.

Det tog kun en måneds tid, før Drachmann indså, at han med det værk, som han til at begynde med var så stolt af, alligevel ikke havde fået forklaret sig på rette måde. I brev af 29.4.76 - altså endnu før En Overkomplet er udkommet - skriver han til Borchsenius om romanen:
Jeg kan saamegetmere være rundhaandet i min egen Nedsættelse af denne Fortælling, som jeg inat har fuldendt »To Skud« og nu efter Morgnens rolige Prøven og Overvejelse har fundet den at være det plastiske og beherskede Udtryk for hvad der egentlig skulde have været i »En Overkomplet«.

I den nye fortælling, der foregår i en udmærket skildret vestjysk egn, lader han en pige udvikle sig fra barn til voksen i fuld overensstemmelse med sin egen natur og uden indflydelse af ydre tvang. Georg Brandes roser To Skud som hørende hjemme i en lille række af sammentrængte, vel støbte noveller. Denne novelle, der fremstiller den unge pige, som efter sit væsen står ganske uden for det moderne samfunds tilslibningsmaskineri, har idé, har dybsind, hævder han i artiklen om Drachmann i Det moderne Gennembruds Mænd (1883).

Hvorfor så ikke genudgive den i stedet for En Overkomplet med den gennemgående modsigelse? Nej, En Overkomplet beholder trods alt fortrinet. I sin egenskab af erindringsbog er den i væsentlige partier knyttet til digterens eget liv og får derved et præg af sandhed og virkelighed, som mangler i den anden fortælling. I den indretter han sin Ellens livshistorie uden hensyn til sandsynligheden, hvorved sandheden i den ikke bliver sandhed om en virkelighed, men sandhed om digterens forestilling om en bestemt art af menneskelighed.

Men indbyrdes fuldstændiggør de to fortællinger hinanden. Tilsammen er de i mandlig og kvindelig version digterens drøm om det frie menneske - mennesket, som det bliver, når det får lov at udvikle sig uden indflydelse af formentlig sterile og hæmmende kulturkonventioner. Adolf hævder sig en sådan stilling, deraf digterens kærlighed til ham trods det tillærte program - Ellen flr den til givende.

Begge de digtede figurer er født ud af det »Unbehagen in der Kultur« (Freud), som begyndte med Rousseaus naturevangelium fra midten af det 18. århundrede for at fortsætte som en væsentlig strømning frem til dagen idag.

Uden forsøg på fordelende retfærdighed kan dens indhold bestemmes som en protest i livets navn mod det etableredes tendens til stivnen i autoritær goldhed. Man får et pust af stemningen og en stump af det etableredes manifestationer, når Drachmann i Forskrevet lader Edith og Ulf med selskab køre af sted »gennem Bureaukratiets, Professorernes og Forretningsmændenes Villakvarterer - ud i den lyse Juninat«.

Hvad der foresvæver Drachmann, er et ideal af fri menneskelighed uden politisk partifarve. Om det svajed og svinged han livet igennem - nu til venstre, nu til højre.

Hvad samtiden mente om romanen

Med alle forskelle i graderne af ros og dadel er anmeldelserne af En Overkomplet (hvis sted og tid findes anført i Johs. Ursins Drachmann-bibliografi) fælles om grundsynspunktet: som helhed er romanen forfejlet i kraft af den løse komposition og uklarheder i tankegangen, men da enkelthederne ofte er fortræffelige og stilen god, er bogen alligevel læseværdig.

Rækken indledes af den radikale politiker Viggo Hørup, der var Drachmanns fætter, og sluttes af Georg Brandes, som digteren dengang betragtede som sin ven og læremester.

Hørup har ordentlig skyndt sig. Allerede to dage efter, at romanen var udkommet, bragte Morgenbladet 12.5.76 hans anmeldelse (genoptrykt med titlen Literaturføljeton i 1. bind af V. Hørup i Skrift og Tale, 1902).

Det vid, Hørup indledningsvis udfolder, skal måske dække over, at anmelderen kun alt for godt ser svaghederne i sin lyriske fætters første store episke arbejde på 420 sider. Barmhjertighedskåben består i variationer af den tanke, at i sammenligning med de anerkendte storheder har Drachmann den fordel, at han endnu ikke har kulmineret, men stadig kan vokse og gør det: på s. 188 er han indtrådt i de lovmæssige rygeres tal, og siden er det bestandig gået fremad - hedder det ironisk-fortrøstningsfuldt.

Hørup læser de tre fjerdedele af bogen igennem uden at finde synderligt at kritisere, for der var jo »noget i den«, som velgørende efterlod følelsen af, at digteren »vokser efterhaanden«. Men den sidste fjerdedel finder han summarisk og tør, uden at der egentlig er »noget i det«. Han ser, at de to hovedpersoner ikke er holdt ude fra hinanden. Men begrebet overkomplet glider han let hen over, idet han nøjes med at forklare, at når Erik »slap bedre derfra« end den overkomplette Adolf, lå det »i den dygtigere Natur, den større Ærgerrighed og den stærkere Egoisme«.

Anmeldelsen slutter stærkt rosende. Det er »en kæk Bog«, sproget er »rigt, ofte glimrende«, de indstrøede digte er »ofte formfuldendte i høj Grad«, genrebillederne i staffagen er spillevende, og herpå fremdrages der en række eksempler, der tilsammen udgør det meste af bogens indhold. Alt er malet »med Liv og Lyst og staar frit og klart mod den Baggrund af Vemod og Alvor, der ligger tungt og trist over Fredensborg og de danske Indsøer«.

Berlingske Tidende (17.5.) er afvisende og karrig på ros. Forfatterens smådigte er vel ofte vellykkede, men »Epiker er han ikke; han mangler alle Forudsætninger til at objectivere sit Stof«. Anmelderen hæfter sig med megen undren ved Adolfs forvandling til arbejdsom, og om Erik hedder det overraskende nok i det konservative organ, at han er »en Slags philosophisk Spidsborger«. Endelig findes skildringen af Adolfs moder helt forfejlet.

I Jyllandsposten (28.5.) mener signaturen -z, de. Sophus Bauditz, at der næppe vil blive rejst indvendinger mod romanens grundtanke i dens almindelighed, men det apparat, der er sat i bevægelse for at skildre den overkomplettes historie, er rigtignok så stort, at hovedpersonen næsten kun bliver en birolle, og mange af de optrædende står kun i liden eller ingen forbindelse med ham: »Fortællingen er saa løst komponeret, at den gjør Indtryk af at være bleven for hurtigt til, medens dog Stilen er let og omhyggeligt behandlet«.

Anmelderen har øje for bogens værd som erindringsværk: »... her er Sommerliv og Sommerduft, og der er ypperlig Fremstilling«.

Optrinet med H.C. Andersen findes umotiveret. Af digtene roses Per Matroses vise og »De svajed og svinged«. Og saa hedder det afsluttende: »I det Hele læses Bogen trods dens noget uforholdsmæssige Omfang med Lethed og er paa mange Punkter underholdende; at den viser Talent, er det overflødigt at sige, men den Beherskelse af Stoffet, som skaber Kunstværket, mangler«.

Efter at Nationaltidende (31.5.) har talt om »en Række Smaabille-der, der for en stor Del rigtignok kun have Lidet eller Intet at gjøre med Handlingen, men af hvilke flere i sig selv have en betydelig Værdi«, hedder det: »Hvor mangelfuld Bogen end er i det Hele og Store, gjør den derfor et fængslende Indtryk som Vidnesbyrd om gode, gjærende Kræfter, som Varsel om noget Vordende«.

Med hensyn til romanens tendens er anmelderen ganske rolig. Bekymringerne for, at digterens første større forsøg på det episke område skulle blive et radikalt strandhug på samfundet i almindelighed, er grundløse. Bogens tankegang, der er alt andet end fast og klar, synes tværtimod snarere at stile mod »den gammeldags Spidsborgerligheds lune Havn«. Erik bliver »en overmaade honnet Arbeidsbi i det gamle Samfunds almindelige Kube«, og også Adolf, der begynder som »en rent æsthetisk Natur«, ender som »en afgjort praktisk Kraftkarl«.

Medens de andre anmeldere kun har et par enkelte kritiske bemærkninger om den »spanske« dames historie, er hovedparten af denne anmeldelse blevet en harcellerende - men rigtig - påvisning af modsigelserne og utroværdighederne i den vidtløftige skildring af Helene Brunnows fataliteter.

Men med alle indvendinger kan anmelderen dog karakterisere forfatteren som »en kraftfuld, levende Personlighed« og »en ualmindelig stærk, vital Naturfrodighed«. Hans ros topper i lovprisningen af digtene, af hvilke intet nævnes særskilt. - Nationaltidende var aftenudgave af Dags-Telegrafen, der optrykker anmeldelsen i sit nummer for 15.6.

Anmeldelsen i Illustreret Tidende (11.6.) er skrevet af Otto Borchsenius og er naturligvis rosende. Der konkluderes, at trods visse mangler »er Fortællingen et ualmindeligt lovende Ungdomsarbeide ... en frisk og kjæk Historie, lidt bred og løs i sin Composition, lidt romanmæssig endnu paa sine Steder, men livligt fortalt og altid med et aabent Øie for. Naturen og Menneskene«. Adskillige af digtene roses, og det tilføjes, at »Lyrikeren Holger Drachmann endnu staaer et Stykke over Epikeren«.

Aarhuus Stiftstidende har den 26.6. en notits om romanen, der slutter med at konstatere, at »Fortællingen bør regnes blandt de meget læseværdige i den nyere Literatur«.

I Norsk Tidsskrift for Litteratur (2.7.) finder nærværende udgiver sin egen forståelse af romanen udtalt i klare ord. Ud fra en betragtning af Drachmanns digtning i det hele slår den anonyme forfatter (redaktøren K.A. Winter-Hjelm ?) fast, at digterens egentlige hovedformål synes at være »Kamp for en Tilbagevenden til Naturen og de naturlige Følelsers Omraade med Tilbagetrængen af Konveniensens snevrende Hensyn«, og hvad særlig En Overkomplet angår, »er der i den overmaade meget, som giver dette Indtryk, og der er derfor noget friskt og umiddelbart i Skildringen af de enkelte Situationer og ikke mindst i Skildringen af den egentlige Hovedperson, som uvilkaarligt fængsler«. I kraft af dette fortrin »er man tilbøielig til at overse Mangler i Bygning og Udvikling«, men visse af disse mangler fremdrages alligevel - dog ikke særlig indgående, idet den pågældende artikel har andet ærinde end blot beskæftigelsen med Drachmanns roman.

I nummeret for 30.7. af samme tidsskrift har S.M., dvs. Sigurd Müller, skrevet en rapport om dansk litteratur i første halvdel af 1876, og af den får man et levende indtryk af, at Drachmanns roman har været noget af en sensation: blandt de novellistiske arbejder har En Overkomplet »vakt størst Opsigt; man har fornøiet sig over den unge Digters geniale Friskhed og ualmindelige Virkelighedssans og baaret over - maaske mer end ønskeligt - med den løse Komposition og de ufærdige Karakterskildringer«.

Til sidst anmeldelsen ved Georg Brandes i julihæftet 1876 af det af ham og broderen redigerede tidsskrift Det nittende Aarhundrede.

I sit store brev til Edv. Brandes havde Drachmann kaldt sig for medlem af »Kredsen«, dvs. gennembrudsmændenes »lille bande«, som det hedder andre steder i hans breve. Hvis Georg Brandes nu vil fastholde ham som medlem af »kredsen« og samtidig frelse sin egen sjæl, må han fremdrage romanens mangler uden at såre dens forfatter. Har det været hans hensigt, er det lykkedes ham fuldkomment.

Som nævnt har for Drachmann flugten tilbage til den første ungdoms feriesomre været tilskyndelse og inspirationskilde, jvf. mottoverset: »They were the summers of my heart: / They are the memories of my youth«. Og i sine første linjer fremdrager Brandes netop dette forhold: »Hvis man spurgte mig, hvad jeg mener om Drachmanns Roman, saa véd jeg i al Korthed intet bedre Svar end: Dette er ikke Drachmanns Roman, det er hans Memoirer, første Del.«

Idet for Brandes kun det har værdi, som er digtning, dvs. kunst, udskiller og kasserer han alt, som er blot uoplevet (historien om den spanske dames giftermål) og alt, som er blot oplevet, og hvad dette sidste er, forklares en smule gådefuldt som »enkelte uvedkommende og ubeherskede Erindringer fra Drengeaarene«. Men - slutter han sin totalvurdering - »... alt det Øvrige har Værd ved den store og velgørende Friskhed, hvormed det er fortalt. Piller man Avnerne fra, har man en god Dynge Korn tilbage, og søger man blandt Kornene, finder man Perler iblandt dem; de bedste af de indstrøede Digte ere sande Perler«.

Drachmanns sikre tro på, at brødrene Brandes ville rette sig i stolen, slå på manuskriptpakken og sige: »Se saa, nu har vi ham paa den rette Vei, dette er ægte Varer ...« (s. 244) bliver stiltiende opløst i intet, idet Brandes undlader at tale om nogen vej overhovedet. Angående problem og tendens holder han sig til en neutral konstatering af, at hensigten har været at skildre den nuværende slægt i dens drengeår »som et Kuld af Drenge, hvem det af forskellige Grunde maatte falde svært at blive Mænd«.

Den opgave har digteren taget op med tillidsfuldt mod og behandlet med en friskhed, »hvis Duft lig Duften af nyslaaet Hø stiger op fra Bogen«. Når han alligevel ikke har løst den til fulde, har det ikke sin grund i mangel på talent, men i mangel på evne til at dirigere det talent, han besidder. Hans overflod på indfald, hans forestillingers frodighed og hans ualmindelige evne til med lethed at forme sit sprog - alt dette har til følge, at læseren »bliver hængende i en Mængde fortræffelige, flaue, fine, overflødige, brillante, barnagtige og atter fortræffelige Enkeltheder«.

Efter denne elegante karakteristik, som mange sikkert vil finde rigtig, påpeger Brandes to konkrete fejl.

Den første er den iøjnefaldende uoverensstemmelse mellem Eriks angivne alder og hans væsen. Han siges vel at være sytten år, og til det alderstrin kan passe, hvad han føler og lider som forelsket, men på alle andre områder tænker og handler han som en fjortenårig dreng.

Den anden fejl består i, at det kun ufuldkomment er lykkedes forfatteren at holde sine to hovedpersoner, der dog skulle og måtte stå som kontraster, ude fra hinanden, således at man bestemt følte, at de var to og ikke én: »Forfatteren har derved gjort Læseren den dybere Forstaaelse af sin Bog lige saa vanskelig som han ellers ved et flydende og fortræffeligt Foredrag har gjort ham Læsningen let.«

Resten af anmeldelsen er lutter ros.

Brandes finder, at i modsætning til Schacks Phantasterne er Drachmanns roman fuld af stemning, og for at dokumentere det ofrer han plads på sidelange citater.

Personerne er »livagtige og dygtigt tegnede«. Som eksempel anføres hele Per Matroses skåltale s. 174-75.

Endelig fremhæves de indlagte digte som romanens poetiske kulminationspunkter. Af samtlige anmeldere er Brandes den eneste, der nævner Sakuntala-digtet, der citeres i sin helhed. Brandes-brødrene havde for øvrigt nærholds-kendskab til de vanskeligheder, der førte til skilsmissen mellem Drachmann-Dushjantas og hans Sakuntala, »barnebruden« Vilhelmine Erichsen.

Til slut er Brandes i stand til at nævne Drachmanns næste arbejde, novellen To Skud, samt meddele, at den vil fremkomme i næste nummer af tidsskriftet.

Da denne novelle jo er blevet til ud af Drachmanns egen indsigt i manglerne ved En Overkomplet, kan kritikeren uden at såre digteren nu roligt sige, at Drachmann selv har set, hvorledes hans roman lider under bredde og sidebemærkninger: »Han har selv næsten øjeblikkelig følt, at der her var en Vanskelighed at overvinde, og har givet sig til at bekæmpe og besejre denne, ligesaa snart han var kommet ud af den Gæring, hvori han under Nedskrivningen af sit store Arbejde befandt sig.«

Men den her refererede anmeldelse blev ikke Georg Brandes' sidste ord i den sag. Herom i det følgende.

Nogle senere vurderinger

I Realisme og Realister (1879) bemærker Herman Bang, at når lyrikeren Drachmann også har skrevet romaner, kommer det af, at det gjorde jo alle: han lever i romanens tidsalder og har skrevet En Overkomplet, fordi han ville skrive en roman. Men figurmaler er han ikke, han kan ikke iagttage; han kan give udtryk for stemninger, men sammenkæde disse stemninger kan han ikke - mener Bang.

I sine Spredte Studier (1884) søger H.S. Vodskov at bestemme Drachmann som personlighed og digter på basis af de 23 bind, han indtil da havde offentliggjort, og denne bestræbelse fører ham ind på en undersøgelse af En Overkomplet.

Han hæfter sig straks ved modsigelsen i den. Digteren bebrejder vel sin samtid, at den kvæler al friskhed og individualitet under karakterbogens og den ydre anstands uniformerende tryk, og dog -fortsætter Vodskov - »bliver Bogen ikke, som man skulle ventet, en Kritik af Middelmaadigheden, men netop af Friskheden«. Forklaringen finder han i, at Drachmann »er hverken Erik eller Adolf, men noget af dem Begge og mest af den Første«. Og denne fordeling af digterens sjælelige komponenter med overvægten til Erik-siden finder Vodskov så bekræftet af den skribentflid, der skal til for at frembringe de nu foreliggende 23 bind.

Medens der i de udmærkede bøger om digteren af Valdemar Ve-del fra 1909 og af Lauritz Nielsen fra 1942 ikke findes ytringer om vor roman af særlig interesse, gælder det modsatte om Jens Kr. Andersens og Leif Emereks bog fra 1972 (2. udg. 1975) om Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede, idet dens forfattere i det første afsnit på 32 tættrykte sider mener at have givet den udtømmende og rigtige forklaring af problematikken i En Overkomplet.

Bogen drejer sig om begrebet lykke. Det undersøges, hvorledes i vor digtning fra Aladdin og fremefter følgende tre spørgsmål besvares: 1) hvem opnår lykken, 2) hvordan opnås den, og 3) hvorfor opnås den? Med hensyn til vejen til lykken og retfærdiggørelsen af dens fordeling arbejdes der med to begreber, hentet hos den tyske samfundsfilosof Jürgen Habermas: 1) den kosmologiske legitimation, dvs. at lykken erhverves som umiddelbar gave, og 2) den økonomiske legitimation, dvs. at lykken kun kan vindes ved, at man inden for rammerne af den givne samfundsorden leverer et stykke arbejde og fortjener sit brød derved.

I romanen ses de to legitimationer naturligvis som repræsenteret af Adolf og Erik. Forholdet mellem dem betegnes som binært, dvs. et dobbeltforhold i et par, forenet ved modsætning. Svarende hertil arbejdes der med de to vigtige begreber fantasi-tematikken og virkeligheds-tematikken, og resultatet af den minutiøse nærlæsning bliver, at Drachmann med sin fortælling har leveret et konsistent og konsekvent udtryk for den økonomiske legitimations fortrængning af den kosmologiske legitimation med tilsvarende sejr for virkelighedstematikken over fantasi-tematikken, hvorved bogen »indgår i sin samtids socio-økonomiske tankegang« (2. udg., s. 44).

I denne forbindelse inddrages Sakuntala-digtet som idéhistorisk dokument, idet »det mest frugtbart fortolkes som det generelle dementi af hele fantasi-tematikken« (s. 34-35). Antilopedrabet i sidste strofe forstås som udtryk for den definitive overvindelse af romantikken og bliver således en positiv bedrift - »en kompensation for den lykke, der er gået tabt i fantasiens og romantikkens land, hvilket synes at svare til den økonomiske legitimations fortrængning af den kosmologiske legitimation« (s. 35). - Om Drachmann selv har ment sit digt som en glædes- eller sørgesang, må læseren afgøre ud fra de ord, som han i romanen lader følge umiddelbart efter: »Der blev ganske tyst ovenpaa Sangen. Saa faldt Instrumenterne stærkt i, som vilde de voldsomt rive Stemningen over ...« (s. 119). Om den gængse og helt anderledes forklaring af digtet (som også er udgiverens) henvises til note til s. 118.

Da Jens Kr. Andersen og Leif Emerek mener at have fundet frem til den endelige sandhed om En Overkomplet, og da nærværende udgiver unægtelig gerne vil tro det samme om sin fremstilling, men er kommet til et andet resultat, er det rimeligt at fremdrage nogle flere af forskellene til læserens egen overvejelse og afgørelse.

Den forskel, som betinger alle de øvrige, er forskellen i måden at læse på. Skal romanen læses med eller uden et gran af salt? De to forfattere gør det sidste - udgiveren forsøger det første. Medens de to tager Eriks forskrivning som slet og ret gyldig, tror udgiveren, at digteren med den røber en modsigelse mellem tekstens påstand og hjertets sandhed, og ud fra det basale forhold må han komme til en anden forståelse af værkets formål end de to forfatteres.

De to og han er enige om det meget væsentlige, at Adolf går ud af fiktionen som positiv figur. Men medens de to mener, at han bliver positiv ved et spring, en omvendelse svarende til Eriks beslutning og forskrivning, ser udgiveren Adolf som positiv fra romanens begyndelse til dens ende - først og meget længe som kryptopositiv, indtil han i situationen på udvandrerdamperens dæk og i brevet hjem far digterens sanktion som åbenlyst positiv og forbilledlig.

Men udgiveren ser heri ikke nogen overgang til den økonomiske legitimation. Og heller ikke til virkeligheds-tematikken, da Adolf efter udgiverens forståelse aldrig har været fantast. Medens det væsen, som han så overraskende udstyres med på den kortvarige fodtur (s. 182ff.), for de to forfattere er et organisk element i sammenhængen, idet de ser det som »noget nyt, at kategorien fantasi's specifikationer, fortid og romantik-poesi, som hidtil kun er blevet illustreret episodisk og symbolsk, nu appliceres direkte på Adolf« (deres bog, s. 38), forstår udgiveren dette nye som en løst omhængt narrekappe, som digteren endelig engang må have ham forsynet med af hensyn til »programmet«, men som Adolf derefter aldrig far på siden, så lidt som han har haft den på før. Hans væsen på fodturen er fra digterens side en nødtvungen tour de force. Det er en inkonsistens uden betydning for forståelsen af den pågældende persons væsen - tror udgiveren.

Adolf bliver sig selv lig fra først til sidst, så hvad der sker med ham til sidst i romanen, ser udgiveren ikke som overgang, men som udfoldelse, der først bliver mulig med den rette jordbund.

Da udgiveren har erklæret sig enig med Norsk Tidsskrift for Litteratur (2.7.1876) i, at Drachmanns hovedformål har været at vende tilbage til naturen, og da Jens Kr. Andersen og Leif Emerek karakteriserer denne anskuelse som »så omtrent det modsatte af sandheden« (s. 44), har de også dermed fået sagt, hvad de ville have ment om udgiverens fremstilling, hvis den havde foreligget, da de skrev deres bog.

Hermed kan udgiveren standse fremdragningen af forskelle og helt for egen regning, men med benyttelse af de to forfatteres gode og hensigtsmæssige terminologi supplere sin egen fremstilling med at stille og prøve at besvare det spørgsmål, hvad romanens Amerika egentlig legitimerer.

Allerede før En Overkomplet har Amerika stået for Drachmann som idealland. I brev til Edv. Brandes i Paris af 1.4.73 sammenligner han forskellige nationer med henblik på en nedvurdering af Frankrig og begynder: »Vil du lære, hvorledes man arbeider, saa gaa til England Vil du lære, hvorledes man lever, saa gaa til Amerika...« Man bemærker, at det er England, der står for den økonomiske legitimation, medens Amerika er noget andet - et livets land! Således fremstilles det også i Adolfs brev hjem, der gør alt op og udtaler slutfacit.

Adolf siger vel, at der derovre er tilstrækkeligt arbejde for enhver arm, men han er selv langt mere optaget af den efterfølgende beretning om en skærmydsel med rødhuderne, og den er ikke arbejde, men selvudfoldelse under overvindelse af modstand - eller om man vil: sport. Den store arv, der er faldet i hans turban som kosmologisk gevinst, legitimerer også hans frie gentleman-forhold til arbejdet. Efter det sendtes vi ikke hid til arbejd, men til lyst og leg, jvf. hans replik til den økonomiske legitimations mand - Erik - da han tilbyder ham en del af kapitalen (s. 224):»... her er din Part Med den kan Du arbeide uden at slide Dig op i en Skole. Du Skolemester! Nei, Du har andet at tage vare ...«

Som totalitet er hans brev opgørelse af et livsregnskab, og resultatet bliver, at medens Erik hjemme i Danmark har betrådt vejen mod indtørring og sjælelig død, folder Adolf sig ovre i Amerika ud på den vej til livet, der altid har været hans, men som han først nu - borte fra den konveniensbundne bedreviden i København og Korsør - for alvor tør kalde sin. Og man mærker sandelig også hensigt, når Drachmann med vold og magt skal have følgende passus tvunget ind i brevet som gentagelse til Erik af noget, denne selv har meddelt - forresten igen ud fra den del af hans underlige dobbeltbevidsthed, der rummer en diskriminering af det, han selv har valgt.

Adolf skriver:
Det morer mig meget at høre Dig fortælle om Hospitalerne og Operationerne, som Du har seet. Man bruger ikke længer, siger Du, at underbinde Aarerne ved de store Amputationer, eftersom der ikke længer er noget Blod at standse, og man giver Patienterne stærk Vin at drikke i Stedet for at man før gav dem Vand og Mælk. Jo jo! I laver en underlig Slægt sammen; men vi skal nok rekrutere den herovrefra.

Som oplysning om danskernes (og europæernes) fysiske tilstand er den historie et nummer for tyk. Men den er ypperlig som udtryk for den modsætning mellem blodrig livsfylde og blodfattig livsforarmelse, mellem det levende og det hensygnende, det vitale og morbide, som romanen klinger ud i og har styret frem mod lige fra første færd trods forfatterens bevidste overlæg: det onde, som han vil, det gør han ikke, men det gode, som han ikke vil, det gør han! Svarende til denne blodsymbolik - og som udtryk for den gennemgående modsigelse - har digteren allerede tidligt i romanen (s. 68) ladet Erik tale afvisende om »de sygelige Reflexioner, disse altfor tidligt vakte Grublerier, som maaskee er den egenlige Hemmelighed i vore yngste Dages anæmiske Ungdom«.

Romanen handler om, hvad lykken er, og hvorledes den erhverves. Når overkomplet forstås som mindre lykkelig, står Erik tilbage som den overkomplette og sammen med ham det samfund, han lever i og bygger med på. Det, der har gjort ham til det, er den indsats af økonomisk målrettet vilje, der har forringet og forarmet lykkens betingelse og kilde: hans natur. Erik spilder sit blod på en kontrakt med den økonomiske legitimations tvivlsomme magter - Adolf bevarer instinktivt sit som sit kosteligste eje: »Guld er mit sunde Blod«, hævder han over for den økonomiske krovært i den sang, der er hans kendingsmelodi (»Holla, i Kroen derinde ...«, s. 177).

Over for den mere velformulerede Erik har Adolf flere gange erindret om sin sang om de kloge aber, der hellere ville være, hvad de var, end forfremmes til mennesker (s. 86ff.), og i overensstemmelse med visdommen i den fabel forbliver han tro mod sin egen sunde og livsbekræftende natur, og da den er en værdi, som man ikke kan tage selv, forbliver han dermed også inden for den kosmologiske legitimation.

Romanen bliver således en refleks af modsætningen mellem Aladdin og Noureddin, og udgiveren har svært ved at opgive sin antagelse af, at den har sin dybeste rod i det »Unbehagen in der Kultur«, der blev til med Rousseaus naturevangelium fra midten af det 18. århundrede.

Romanen som kunstværk

Hvad er romanens værd som kunstværk? I den henseende er det en appel til læserens egen dømmekraft at se autoriteter som Georg Brandes og Paul V. Rubow fælde stik modsatte domme om den.

I artiklen om Drachmann i Det moderne Gennembruds Mænd (1883) genbruger Brandes sin anmeldelse fra 1876, men nedkølet i tonen og skarpere i kritikken, og hvad der derefter bliver tilbage af positivt, ophæves atter og nu pure, da han kommer til det slutresultat, at intet af de anførte fortrin »vil kunne redde En Overkomplet fra den Glemsel, i hvilken dette Begynderforsøg allerede er sunket«. Mere negativt kan et votum vel næppe være.

Det siger intet om glemsel eller ikke-glemsel, når romanen (med ændret retskrivning) blev optaget i Samlede poetiske Skrifter, 1906-09. Men at den ikke var glemt, fremgår af, at Gyldendal i 1910 udsendte den i 2. udgave som uforandret optryk af førsteudgaven 1876 (dog med ændring afsatsen fra »krøllede« bogstaver til latinske).

Og ved Paul Rubows hånd blev den derefter løftet op til ærens tinder, da han i bogen Holger Drachmanns Ungdom (1940) gav den rang som mesterværk.

Den kaldes »hans henrivende Roman« (s. 11), den roses for sine »liflige Skildringer fra Land og By« (s. 88), og den afsluttende vurdering (s. 90) lader intet tilbage at ønske i retning af lovprisning:
Bogen er hans virkelige Gennembrud i Litteraturen. I dens Prosa vexler højstemte Natur-Dityramber med solid Fortællekunst, Dialoger, Analyser, Beskrivelser, Digte. Det er en ganske realistisk Bog, med lutter virkelige Personer og med virkelige Begivenheder, og dog en Poesiens Højsang. Det er Flok-Alderens evige Digterværk. Det var for ham selv en uhyre Erobring paa det indre Livs Enemærker, tillige Pantet paa, at han var Digter. Han minder i denne Bog om vor Prosakunsts største Mestere.

Ingen har været mere affejende end Brandes, ingen så beundrende som Rubow. Mens det næppe nytter at spørge, hvem af de to der kommer sandheden nærmest, kunne man måske spørge, om nogen af dem kommer den blot rimeligt nær.

Tekstrettelser. Anvendt litteratur

Da Drachmann i brev af 28.3.76 bad Otto Borchsenius om at læse korrektur på romanen, gav han ham samtidig frie hænder til at »høvle den igennem«.

Usikkerhed i digterens retskrivning samt adskillige skødesløsheder og forglemmelser gjorde også høvlen nødvendig. Nogle eksempler (med M = manuskript og B = Borchsenius):
1) M: i Byen havde jeg en Lære, B:... en Lærer. - 2) M: besønderligt, B: besynderligt - 3) M: Assistence, B: Assistance. - 4) M: uden Hæld, B: uden Held - 5) M: Anton havde grebet hans Stok, B: Adolf havde grebet hans Stok. - 6) M: Hvor er det? græske Bøger og Lexicon!, B: Hvad er det? græske Bøger og Lexicon!

Hertil kommer et stort antal rettelser, der vel ikke var nødvendige, men dog en vinding. Så det er med god grund, når Drachmann flere gange takker Borchsenius for den store vennetjeneste, han har vist ham.

Med alt dette er der alligevel nogle få tilfælde, hvor nærværende udgave har foretrukket at ophæve Borchsenius' rettelse for at gå tilbage til manuskriptets form. Idet denne form står før vinkelen og 1876-udgavens efter, er listen over sådanne tilfælde følgende:

7: Alexandre Dumas < Alexander Dumas

92: Bor'mestersten < Brosten (se note til s. 92)

98: han vilde »tale« med mig < han vilde tale med mig (citationstegnene udtrykker sønnens ironi over faderens evige moraliseren)

101: Udførslen < Udførelsen

136: Jo, Fa'r æ derinde < Jo, Fa'r er derinde (manuskriptets form er fonetisk udtryk for et milieu, som Adolf og Erik føler sig hævet over)

Medens Borchsenius på s. 157 har ladet manuskriptets Gud er mit Vidende slippe med, ændrer nærværende udgave til Gud er mit Vidne; endvidere må på s. 216, linje 7 fra neden, Adolf nødvendigvis ændres til Erik (manuskriptet har flere tilsvarende tilfælde af forveksling, men Borchsenius har altså ikke opdaget dette). Endelig er der i nogle få mindre betydende tilfælde foretaget stiltiende rettelser. Et tilfælde, hvor man kunne føle sig fristet til en rettelse, men har undladt den, er nævnt i note til s. 85.

* Breve til og fra Holger Drachmann, udg. af Morten Borup, 1,1968 Harriet Bentzon: Holger Drachmann i Breve til hans Fædrenehjem, 1932 Paul V. Rubow: Holger Drachmanns Ungdom, 1940 Digterens selvbiografi i Tilskueren 1908, s. 121-48 Johs. Ursin: Bibliografi over Holger Drachmanns forfatterskab, 1956 Johs. Ursin: Bibliografi over litteratur om Holger Drachmann, 1959

Noter

Owen Meredith: pseudonym for den eng. statsmand og digter Edward Robert Bulwer, jarl af Lytton (1831-91).

Walter Scott: eng. romanforfatter (1771-1832), skabte den moderne historiske roman med f eks. Ivanhoe. - Alexandre Dumas: fr. romanforfatter (1802-70), skrev bla. De tre Musketerer. - Eugène Sue: fr. romanforfatter (1804-57). I Frankrig blev visse af hans romaner forbudt som oprørske og usædelige.

Høilandet: det skotske højland (fra W. Scott). - Normandsdalen: del af slotsparken, anlagt i 1750'erne og prydet af statuer med motiver fra norsk folkeliv. - Huggerter: korte, brede sabler. - Klansmcend: indtil midten af det 18. årh. var skotterne delt i klaner, dvs. stammer eller storfamilier, der ofte stod fjendtligt over for hinanden.

Mormonæmne: den, der træder over til mormonismen, bliver gendøbt ved neddykning. - Paladiner: livvagter.

en alexandrinsk Klang: fra ca. 1630 til hen mod slutningen af det 18. årh. var dansk digtnings fornemste versemål den såkaldte aleksandriner, brugt bl.a. i Peder Paars og Kærlighed uden Strømper; den bestod af seks jamber, der ved et rytmisk indsnit (cæsur) deltes i to halvdele, f.eks.: »Du aldrig bliver gift, hvis det idag ej sker« (fra Kærlighed uden Strømper).

Hidse(pladsen): at hidse et dyr = at lade hunde jage det træt eller til døde.

Obelisk: slank, firesidig, fritstående pille, oftest bestående af een sten og for oven afsluttet med en lille pyramide.

Manes: de afdødes sjæle (lat.) - Plafondmalerier: loftsmalerier. - Underex-tremiteter: her spøgende benævnelse for stoleben. - Juliane Marie: Frederik V's dronning. Blev med urette anset som en slags kvindelig dæmon. Døde på Fredensborg slot 1796.

Lady Coventrys Menuet: anonymt musikstykke, der findes i en lang række bearbejdelser og variationer fra 1760 og fremefter (iflg. venlig oplysning fra professor John Bergsagel). - Grand-Seigneuriet: herredømme udøvet af grand-seigneurs (fr.) = højadelige storherrer.

Partikulier: person, der lever af sin formue.

hans Broderdatter ... en vis voxkabinetagtig Skjønhed: de. Louise Ulstrup, gift med købmand eller grosserer Chr. Ulstrup, Stjernegaden i Helsingør. Om skildringen af hende her og i det følgende siger Harriet Bentzon (s. 15-16), at den er »lidet tiltalende og højst uretfærdig« samt »en daarlig Tak for alle de glade Stunder, som han saavel som alle vi andre har haft i Købmandsgaarden i Stjernegade«.

Ole Kollerød: en rå og forslagen tyv og slagsbroder, f 1802, henrettet

for mord. Nød en vis folkelig berømmelse (jvf. mundheldet: »Der bliver ikke noget af, før jeg kommer,« sagde Ole Kollerød, da han skulle henrettes). Hans mærkelige selvbiografi, skrevet i fængslet, blev udgivet i 1978 med titlen Min Historie.

Pastichreise i Romerlandet: Italiensrejse foretaget efter litterære forbilleder. Pastiche = efterligning af stilen i ældre kunstværk.

Rostgaard: den kgl. ridefoged på Krogerup, Hans Rostgaard, var en af hovedmændene i den nordsjællandske frihedskamp mod svenskerne 1658-59. Under en flugt skød han sin hest i en mose og kastede sin hat for at give det udseende af, at han var druknet. - Kong Valdemar... Tove: en senere tid har ombyttet folkevisens Valdemar d. Store med Valdemar Atterdag og henlagt kærlighedshistorien med Tove til Gurre.

Plebs: simple folk uden dannelse, plebejere (lat). - At Digteren ... skumme over Randen: første strofe af Ludvig Bødtchers digt Fredensborg (1824) lyder: »Omtaage Sanserne Forstanden, / vil Bægret skumme over Randen, / drag, Fredensborg! mig til Dit Bryst / og lad det sværmeriske Stille / i Dine Skove sødt formilde / det Vilde i min Ungdomslyst.«

en garde: dækstilling i fægtning (fr.). 23 første Position: i en ældre tids danseundervisning indøvedes 5 bestemte stillinger eller positioner. Første position er fodstillingen, inden man gør kompliment. - Charpi: optrævlet linned til brug ved forbinding.

min egen Moder... død nu snart i fem Aar: digterens moder døde i 1857.

Herbarium: samling af pressede planter.

den gamle Vismand: det kan ikke oplyses, hvem der sigtes til.

Gud, see miskundelig...: verset er forgæves søgt i samtidige og ældre danske salmebøger. - miskundelig: barmhjertig, mild, nådig. - Trippelse: poleremiddel, fremstillet af pulveriserede stenarter, blå. skifer.

Interregnum: mellemperiode uden almindelig anerkendt regering (lat.).

storinkvisitoriske Tone: strengt undersøgende eller afhørende tone. Storinkvisitoren: den øverste leder af den romersk-katolske kirkes domstole til opsporing og afstraffelse af kættere. - sytten Aar: om aldersangivelserne se Efterskrift s. 238-39. - den Madvigske Grammatik: J.N. Madvigs grammatik (1841) var længe grundlaget for de lærde skolers latinundervisning.

Pretiosa: smykker og andre mindre genstande af ædle metaller.

S'ist Jemand... möchte: der er nogen derude, som gerne vil tale med den unge herre. - Ein ... Mensch: et ungt, nydeligt menneske. - saa tager vi Begge Masker paa ... som vi andre: fægtning indgik i datidens gymnastikundervisning, jvf s. 133.

Artium: studentereksamen. - Realist: elev i de klasser, i hvilke der undervistes i realfag, dvs. praktiske og erhvervsbetonede fag, i modsætning til de egentlige latinskoleklasser, hvis hovedfag var latin og græsk, jvf. de på s. 32 nederst nævnte klassiske forfattere, to latinske (Virgil, Livius) og en græsk (Homer).

Kottage: villa-agtigt hus, især til sommerbeboelse (med franskpræget udtale, rimende på f.eks. bagage).

(Flors)mantille: overstykke, hængt løst over skuldrene. - Den himmelske og den jordiske Elskov: Tizians berømte maleri fra 1512 i Borghese-paladset i Rom viser to samtalende kvinder, en nøgen og en påklædt, men hvem der er himmelsk og hvem jordisk, overlades til beskuerens egen bedømmelse. - Ciceronen: den forklarende omviser.

Thi (kysser med Smil jeg ...): derfor.

Materialisterne... Inkvisitionstribunaler: Medens den filosofiske materialisme hævder, at stoffet (materien) er det eneste virkelige og vort jeg eller sjæl altså også materiel, hævder den filosofiske idealisme, at tilværelsens grundprincip tværtimod er ånd og vort jeg eller sjæl altså også ånd, hvilken opfattelse de ideelle inkvisitionstribunaler, d.e. undersøgelsesdom-stole i den katolske kirkes tjeneste, i sin tid gjorde gældende på en særdeles hårdhændet og uåndelig måde.

2den Examen: en eksamen i forskellige fag et år efter studentereksamen.

(den nu) mærkelig (afkølede Luft): mærkbart.

exempli gratia: belærende eksempel, mønster, forbillede. - Stentor(stemme): person i Iliaden, der kunne råbe så stærkt som 50 andre grækere tilsammen.

(den) kokinkinesiske (Hane): som kommer eller stammer fra Cochinkina, det tidligere fr. Indokina, nu Vietnam. - (hvoraf) den ene (malede): en frk. Hassenfeldt, som senere havde en højere pigeskole i Fredensborg (Harriet Bentzon, s. 17). - Musikeren: ingen af de personalhistoriske kilder oplyser noget om denne hr. Bentheim. - Embonpoint: fedme, fyldighed, »mave«.

fedtet: her i betydningen: som man ikke (helt) kan stole på, ikke helt ærlig. - Nankin(sbuxer): forskellige, oftest gule bomuldstøjer.

de sort-hvide Mus i Dyrehavsmandens Kasse: det kan ikke oplyses, hvilken af Bakkens datidige attraktioner der sigtes til.

Tante Birthe: den af de to jomfruer Kobiersky (mostre til digterens fader), der havde bestyret det kgl. vaskeri under Frederik VI, se Efterskrift s. 238. »Hun var nu gammel, meget original og troede, at hun kunde spaa. Hende besøgte Holger undertiden, og herfra stammer den ypperlige Spaascene i En Overkomplet«, meddeler lærer Chr. Hansen, gift med Holger Drachmanns kusine fra købmandsgården Julie Steen (Harriet Bentzon, s. 197). Spåscenen findes s. 109ff. - Grimms Æventyr ... Ingemanns Romaner: Af disse to kilder til skræk og rædsel udkom de to tyske brødre Grimms berømte og stadig læste samling af folkeeventyr (Kinder- und Hausmärchen) fra 1815 til 22. Hos den danske digter B.S. Ingemann (1789-1862) er brugen af rædselsromantik (spøgelser, der stiger frem af graven, blege dødningeben o.lg.) et gennemgående træk i hans fortællende digtning.

Chr. Winther: som besynger af natur og kærlighed var Drachmann i væsentlige henseender arvtager efter Chr. Winther (1796-1876), forfatteren til bl.a. Hjortens Flugt (1855). I det citerede digt af Winther (En Ven) står der: »den lange Birthe osv....«. - Pmjudiceme: fordommene, de forudfattede meninger. -forrige Aarhundredes Hexeprocesser: den sidste hekseproces i Danmark fandt sted omkring år 1700. - skruttede: krumryggede, pukkelryggede.

Cerberus: hunden Kerberos er i den græske mytologi underverdenens frygtelige dørvogter.

omineuse: ildevarslende.

Frisure a la Rokkehoved: højt opsat frisure. Rokkehovedet er det aflange, runde træstykke på rokken, hvorom man svøbte det materiale, der skulle spindes. - Flora: i den romerske mytologi gudinden for planternes blomstring. - Kappe: hovedbeklædning for kvinder, navnlig ældre.

Madvig or not: den engelske vending er sikkert modelleret efter Hamlets To be or not to be. Om Madvig se note til s. 30. - Rob Roy: roman af Walter Scott.

Midsommematsdrømmen ... Puk: i Shakespeares A Midsummer Night's Dream (da.: En Skærsommernatsdrøm) er den drilske skovånd Puk mesteren for al sommernattens kogleri og stemning..

tre Herrer: ifølge brev til Borchsenius tre af tidens fremragende skuespillere, der også hørte til Drachmannfamiliens omgangskreds inde i København. Den »høieste og sværeste« er (titulær) professor N.P. Nielsen (1795-1860), han »med Polkahaaret« (de. langt hår, der falder ned over ører og nakke og er lige afskåret forneden) er Frederik Ludvig Høedt (1820-85), og han med »de store, kloge, noget drømmende Øine« er Michael Wiehe (1820-64).

Ehret die Weiber: de første ord i et par verslinjer af Schiller: »Ehret die Weiber! Sie flechten und weben / himmlische Rosen ins irdische Leben« (Ær kvinderne! De fletter og væver / himmelske roser i det jordiske liv). - Intendanturen: forplejningskorpset.

Ormen hin lange: navnet på kong Olav Trygvessøns berømte skib, på hvilket han faldt i slaget ved S vold, år 1000.

Permissioner: spøgende betegnelse for »de unævnelige«, d.e. bukserne. -Den Fisk... den grumme store Fisk: i Det kgl. Biblioteks samling af Drachmanns skuespiludkast (Collin 41,2°) findes to udkast med titlen Den Fisk, den grumme store Fisk, det ene henlagt til fornemme kredse, det andet til et fiskermilieu. I intet af dem har udgiveren kunnet finde oplysninger om, hvorfra den som titel anvendte verslinje stammer, eller om den betydning, den har haft for digteren. - Bouquet: fin duft eller aroma, egentlig om vin.

Bankestokkes Slag fra Sørups Blegdamme: under tøjvasken i strandkanten (Sørup ligger ud til Esrom Sø) blev tøjet slået med en bankestok, et fladt stykke træ med håndtag, og derefter bredt ud til blegning på blegdammen, de. et græsbevokset, plæneagtigt areal.

Stamfader Adam ... Gud kaldte paa ham: da Adam og Eva efter syndefaldet skjulte sig mellem havens træer, kaldte GUD HERREN på Adam og råbte: »Hvor er du?« (1. Mosebog, kap. 3, 10-11). - Visitkort p:f: v: når den, man ville gøre en visit, ikke var hjemme, efterlod man sit visitkort med påskriften p.f.v. = fr.pourfaire visite = for at aflægge visit.

Sansekager: lussinger, ørefigner.

Baron af Snopoldolsky ... Godser i Polen: se Efterskrift s. 238, jvf. Selvbiografien: »Jeg husker tydeligt, hvorledes hele dette polske »Baronivæsen« spillede en betydelig Rolle for mig i min hele Opvækst« (s. 124).

Der Hausfriede: husfreden. - mendelssohnske Melodier: antagelig de berømte klaverstykker Lieder ohne Worte (Sange uden ord) af den tyske komponist Felix Mendelssohn-Bartholdy (1809-47).

fedtet: se note til s. 48.

(Nøddebo-)Hofr: lund, lille skov.

sprang i Luften ... Eckernförde: 5. april 1849 sprang linjeskibet Christian den Ottende i luften, da det i Eckernforde fjord var kommet i brand som følge af beskydning fra land.

Dravat: pludselig stormvind, hvirvelstorm. - So leben wir... alle Tage: sådan lever vi hver dag. Første linje af teksten til den populære Dessauermarch, komponeret 1706, men teksten er antagelig ca. 100 år yngre (iflg. venlig oplysning fra professor L.L. Albertsen).

Rhapsode: i oldtidens Grækenland professionel recitator af de homeriske digte; her = digter, sanger.

unisono: enstemmigt.

under Lide: stereotyp folkevisevending, her rent fyld. - Nyd da, Nat, hvad, for Nuet skabt, glemmer de flygtende Timer: kommaerne før og efter for Nuet skabt findes ikke i digterens manuskript. Man kunne synes, at Borchsenius med tilføjelsen af dem har bragt en standsning ind i digterens naturligt glidende foredrag samt etableret en anden grammatisk sammenhæng end hans: for Drachmann har hvad for Nuet skabt været en sproglig helhed, objekt for Nyd og subjekt for glemmer, men B. har så med sine kommaer taget en del ud af helheden og gjort den til apposition med pause for og bag..

Flageoletten: overtoner, der fremkommer, når fingeren blot berører strengen let i stedet for at trykke den fast ned mod gribebrættet. - Gebel al Tarik: dette oprindelig arabiske navn (= Tariks klippe) er blevet til det spanske Gibraltar.

De kom som Aber igen: Gibraltar er det eneste sted i Europa, hvor der lever aber.

Sic jubeo ... voluntas: således befaler jeg ... min vilje er grund nok (lat). Det er en forglemrnelse, når Drachmann (der selv var en stiv latiner) her lader den latin-ukyndige Adolf jonglere så sikkert med et citat af den romerske satiriker Juvenal.

Friskoler: skoler, hvor undervisningen er gratis.

Bor'mestersten: borgmestersten er store, flade sten midt i gadens stenbro. Ordet er en tekstrettelse - se s. 258.

Haardt falder Hugget...: verset er digterens eget produkt, nedskrevet i hans notebog for 1875-76.

Manyats Roman: de. Peter Simple (1834). - Vigilanstjeneste: nattevågen i fromt formåls tjeneste, udført f.eks. i en kirke. - Ideen: fra ca. 1800 til ca. 1870 brugtes ordet ideen som generalnævner for det ideale, forbilledlige og fuldkomne, der er eller bør være målet for vor højeste stræben. Når studenten, der jo bør være fyldt af netop denne stræben, i Hostrups Genboerne (1844) træder i forbindelse med den reelle tilværelse ved at forlove sig med kobbersmedemesterens Rikke, »saa har han jo / bygt sig en Bro, / der knytter Livet til Ideen«, som det hedder i slutningssangen. - Apologi: forsvarstale.

Du ... am Herzen: anonym tysk folkelig vise om pigen, der »bor i mit hjerte«, fra senest 1820, yderst populær, bl.a. i korudsættelse.

Den, som overvinder sig selv ...: Salomos Ordsprog 16,22.

(gaaet) ad undas: blevet fortabt, gået til grunde (lat). - Daguereotypi: billede fremstillet ved en teknik, der forudgreb fotografiet, opfundet af franskmanden Daguerre i 1830rne.

Polens sidste Deling: ved den tredje og sidste deling af Polen mellem Rusland, Østrig og Preussen i 1795 ophørte landet at eksistere som selvstændig stat.

Huspostille: samling af prædikener eller gudelige betragtninger til husandagt.

Bobinet: stof af silke eller bomuld, der som følge af en speciel vævning kommer til at se ud som kniplet. - Ofenlak: ovnlak (ty.), en slags røgelse, der smurtes på kakkelovnen.

Hexesabbath: vild heksefest, f.eks. på Bloksbjerg St. Hansnat.

Noch ist Polen nicht verloren: endnu er Polen ikke fortabt. Tysk oversættelse af begyndelsesordene til en polsk frihedssang fra 1796.

Barcajole: gondolfører, gondoliere. - Død og Pine, Andersen ...: Da Borchsenius havde ytret tvivl om det rigtige i at ironisere over H.C. Andersen (der jo var død mindre end et år tidligere), svarede Drachmann i brev af 14.4.76, at »A. er en saadan persona grata, er saa indbalsameret i sin Udødelighed, at min Pen ikke kan plukke et eneste fortjent Blad af hans Laurbær«. Han tilføjer, at scenen ikke i virkeligheden forekom i prof.Nielsens hus, men i Bournonvilles.

Sakuntala: i den indiske digter Kalidasas drama Sakuntala (4. eller 5. årh. e.Kr.) har pigen Sakuntala ved et uheld tabt den ring, hun har flet af kong Dusjantas som pant på deres forening, men den genfindes, og hun og kongen får hinanden i fryd og gammen. Drachmann, der havde set dramaet opført i München i 1875, identificerer Sakuntala med sin første hustru, som han lige var blevet skilt fra, og sig selv med Dusjantas. Når han i digtet lader kongen slænge ringen i floden, hvorved han dæmonisk besluttet gør bruddet med Sakuntala uopretteligt, er det udtryk for den skyldfølelse, skilsmissen havde fremkaldt i ham, og som holdt sig livet igennem. Med antilopedrabet i sidste strofe gentager den fortvivlet besluttede Dusjantas bruddet med Sakuntala. - Himalaya: Sakuntala er vokset op i en skovegn ved Himalajas fod.

Dushjántas: manuskriptet har formen Dushyanta. I M. Hammerichs oversættelse (1845) gives der gode filologiske grunde for formen Dusjantas, og den vælger den korrekturlæsende Borchsenius så at bruge, men mærkeligt nok med bibeholdelse af det h, som den sagkyndige Hammerich ikke har.

Aber so sckweigen Sie doch: men så ti da stille! - hebræiske Skrifttegn: i de lærde skoler undervistes også i hebraisk, sproget i Det gl. Testamente.

den tidligere saa imponerende og frygtede »Bestyrer«: bestyreren er H.G.C. Bohr, skolen det v. Westenske Institut, der efter Bohrs overtagelse af det blev kaldt Bohrs Skole. I sin selvbiografi dementerer Drachmann pure negativiteten i romanens fremstilling af skolen: »Denne, Bohrs Skole, er udførligt skildret i »En Overkomplet«. Jeg skylder Sandheden den berigtigende Tilføjelse, at det var en ypperlig Skole, da jeg kom ind i den. Men den blev for stor. Bestyrerens pædagogiske Genialitet (han var en virkelig »genial« Skolemand) strakte sig ikke til Oversigt og Sammenhold af over 700 Drenge.« -Jupiter tonans: den tordnende Jupiter. I den romerske mytologi var J. den øverste blandt guderne. - Quos ego: Jer (skal) jeg (nok)... Et citat af den romerske digter Virgil, der bruges, når man vil fortie det, der egentlig skulle siges. - Maxime: grundsætning, princip.

i Peer Degns Tid: i Holbergs Erasmus Montanus hævder Per Degn (3. akt, scene 4) over for Erasmus, at det var andre karle, der deponerede (= blev studenter) i hans tid: »... det var Karle, som lod sig rage to Gange om Ugen...« -gamle Rosenkilde i Slagelseskolen: i sin Levnetsbog (1862) giver digteren B.S. Ingemann en skildring af de humørfyldte løjer med læreren hr. Høffding, der daglig udspilledes i latinskolen i Slagelse med den dengang 14-årige, senere så berømte komiske skuespiller Christen Niemann Rosenkilde som iscenesætter og anfører. Når Drachmann her kalder ham gamle R, er det (som det fremgår af en. passus i manuskriptet, som Borchsenius strøg) for at skelne ham fra hans søn A.M. Rosenkilde (1816-82), der også var skuespiller, og som gik under navnet unge Rosenkilde.

Testimonium: vidnesbyrd, skudsmål (om evner og opførsel). - Børnehuset: en ilde berygtet straffeanstalt på Christianshavn, oprindelig indrettet som opdragelsesanstalt for vanartede børn. - den første puniske Krig: i årene 264-46 f.Kr. førte Rom tre krige mod punerne, dvs. indbyggerne i det mægtige Karthago på Afrikas nordkyst.

Arma virumque cano...: jeg besynger våbnene og den mand... (lat). Begyndelsesordene til Æneiden, et stort episk digt af den romerske digter Virgil. - in usum Delphini: d.e. med fjernelse af alle anstødelige steder. I sin tid fremstilledes i Frankrig sådanne udgaver af klassikerne til brug (= in usum, lat.) for tronarvingen, for hvilken den latinske betegnelse er delphinus, fr. dauphin.

Kukkenbagerjomfru: ekspeditrice i konditorbutik. Kukken: ty. Kuchen = kage. - de Usynlige: hentydning til H.C. Andersens vaudeville De Usynlige paa Sprogø (1839).

urban: høflig, dannet, hensynsfuld. Ordet har tryk på sidste stavelse.

Kasino: Københavns ældste privatteater, Casino i Amaliegade fra 1848, var for det store publikum i hovedstaden indbegrebet af underholdning (Vagn Dybdahl, Politikens Danm.hist, 12, s. 422). Sidste forestilling 2.4.1939 (meddelt af Københavns Bymuseum). - Halvdelen Hver: ifølge oplysning fra Teatermuseet et romantisk syngestykke i 3 akter til musik af forskellige komponister, frit bearbejdet af Erik Bøgh efter Scribes La Part du Diable og opført 39 gange fra 1854 til 84.

Asmodæus: en i senjødiske skrifter omtalt ond dæmon, der bl.a. gav sig af med at skille nygifte.

Fataliteter: fortrædeligheder, ubehagelige hændelser.

fra Ægypten og ind i Kanaan: de. fra arbejde og besvær til gode dage, med billedlig anvendelse af GI. Testamentes beretning om jødernes vandring fra trældommen i Ægypten til herlighederne i Det forjættede Land (Kanaan).

Veterinærskolen: Landbohøjskolen (veterinær = dyrlæge). - hans Moder lod ham faa Ridetimer: manuskriptet har fortsættelsen »i Hippodromen, som stødte lige op til Skolebygningen«, men Borchsenius strøg det, og Drachmann takker ham for det, idet han med B. indser, at oplysningen om dette naboskab straks ville have afsløret skolen som Bohrs Skole. Hippodromen (= Ridehuset) på Nørregade er det nuværende Folketeater.

Non cuivis homini contingit (adire Corinthum): det falder ikke i ethvert menneskes lod (at komme til Korinth). Citat af den romerske digter Horats.

Proberstenen: prøvestenen, et stykke glatslebet sort kiselskifer, der ved gnidning kunne afgøre finheden af guld- og sølvlegeringer.

Iserne: arbejdere, der iser, dvs. hugger isflager løs til brug i kølehuse.

Rendezvous(billet): stævnemøde.

Alamedaen: promenadepladsen eller -strækningen i spanske byer.

Kommandanten i Don Juan: person i Mozarts opera Don Juan, præget af streng alvor og den, der udtaler fordømmelsen af Don Juan.

bigot: strengt rettroende med tendens til skinhellighed.

Genf: ty. for Genève.

attisk Salt: salt fra Athen, de. fint, åndrigt vid. Som bekendt kan man fange fugle ved at strø salt på deres hale!

Bierfidler: tarvelig musikant, omvandrende spillemand (fra ty.).

den Stige, hvis Top... endte i Himlen: Jakobsstigen, d.e. den stige fra jord til himmel, som patriarken Jakob så i en drøm, 1. Mosebog 28,12. - Nil admirari: ikke forundre sig over noget, ikke lade sig bringe ud af fatning af noget (lat). Den romerske digter Horats bruger vendingen som udtryk for den livsholdning, som formentlig alene kan skaffe varig lykke i denne verden, som den nu engang er.

Descendent: efterkommer. - Sobieskyemes Kongeslægt: efterkommere af Johan Sobiesky, konge i Polen 1674-96. - Polkahaaret... Professoren: se note til s. 62. NP. Nielsen var titulær professor, derfor citationstegnene. - Du, som blussed, Drue...: Diktionen i digtet, der på s. 171 fungerer som den nøgterne Eriks modtræk mod den vinglade Adolf, tyder på, at Drachmann er dets ophavsmand, men at han af hensyn til sandsynligheden skyder det over til »professoren«. Indholdet svarer til meddelelsen til Edv. Brandes i det store brev af 17.2.76: »Jeg drikker ikke længer Vin... Jeg har drukket Vin nok ...«- Tanten fra Helsingør: se note til s. 16.

Overførsterens Datter: til skovrider, kammerjunker Kroghs datter, som han var meget indtaget i, skrev Holger Drachmann i juleferien 1863 et digt betitlet Nøkken (Harriet Bentzon, s. 193). - Dandy: laps.

Minerva: i den romerske mytologi visdommens gudinde.

Pereat: gid han må gå til grunde (lat.), d.e. ned med ham! - Dm; jeg har talt (lat). - Et liberavisti animam tuam: og du har (dermed) befriet din sjæl (lat), variation af den vending, hvormed de romerske senatorer kunne slutte en tale: Dixi et salvavi animam meam = jeg har talt og frelst min sjæl, d.e. talt, som pligt og samvittighed bød det.

Mænader... Silener... Fauner: væsener i menneske- eller (delvis) dyreskikkelse, der under jubel og larm ledsagede den græske vingud Dionysos.

engt: stramt.

Toast: skåltale (eng. og med eng. udtale).

Omnium ... Portvin: forvrængning af den lat. sætning, der umiddelbart efter citeres i rette form, og som i Adolfs egen sang (samme side, vers 3) far den rigtige oversættelse: »Hvad jeg eier, fører jeg med«. Skønt sætningen er af (usikker) græsk oprindelse, citeres den altid på latin.

en Bemer-Rise: en i folkeviserne forekommende betegnelse for en stor kriger, en kæmpe, fra kredsen om den oprindeligt tyske sagnhelt Didrik af Bern (Teoderik af Verona).

Carrambo: fejl for caramba: for pokker, for fanden o.lg. (spansk). - Damn you: en eng. ed, omtrent = Fanden ta' dig! - Die Zither ist entzwei...: da Mefistofeles i 1. del af Goethes Faust synger en frivol serenade foran Gretchens dør og får sin citer knust af hendes broder Valentin, udbryder han i de her anførte ord: »Citeren er itu! På den er intet at holde fast ved.«

Don Quixote: i den spanske digter Cervantes' roman fra 1605 om Don Quixote har denne idealistiske fantast sit komiske modstykke i sin jordnære tjener og våbendrager Sancho Panza.

Remisserne: pengeforsendelserne, f.eks. pr. veksel.

de venlige, gæstfri Mennesker i Skolehuset: i »det kære gamle Skolehus i Gurre« (Harriet Bentzon, s. 15) boede forældrene til den lærer Chr. Hansen, der var gift med Drachmanns kusine Julie Steen, og som er skildret s. 69. - Ouverturen til Elverhøi: Kuhlau har komponeret musikken til Heibergs skuespil Elverhøi. - Martha: opera af den ty. komponist Fr.v. Flotow (1812-83).

Tre unge smukke Piger: sandsynligvis søstrene Culmsee fra Havreholm papirfabrik. Lærer Chr. Hansen meddeler (Harriet Bentzon, s. 200): »Nedenfor Skolen laa den Gang Havreholm Papirfabrik, og et Bekendtskab, som H. Drachmann tidligere havde gjort med Ejeren, F. Culmsee og Familie, blev nu fornyet.« Hansens nu sigter mod 1866 eller 67. Senere blev Polly Culmsee, gift Thalbitzer, Drachmanns elskerinde og fødte ham datteren Gerda. Da forbindelsen med Polly brast, blev han gift med søsteren Emmy Culmsee, men dette ægteskab blev opløst, da digteren havde kåret sig den kvinde til muse, der er kendt under navnet Edith.

forlod vi igen den fremmede By: citationstegnene skal muligvis karakterisere udtrykket som en gængs fortællerfrase, han griber sig selv i, jvf.: havde jeg nær sagt.

Strandingspunsch: punch af rom fra strandet skib, købt på strandingsauktion (hvis den da er erhvervet på ærlig vis!). - Weltschmerz: verdenssmerte (ty.), en pessimistisk, men ikke altid helt alvorligt ment overbevisning om, at livet ikke er værd at leve.

en Mand ... i Vams og Trikotben: dvs. en maler fra svundne tider, f.eks. Renaissancens Italien.

Knurre nicht, Pudel...: atter et citat fra Goethes Faust (hvis 1. del Drachmann vistnok kunne udenad): »Knur ikke, Pudel! Til de Toner, som gribe / min Sjæl og fylde den med unævnelig Fryd, / passe kun daarligt de dyriske Lyd« (P. Hansens oversættelse, 1881). Hunden er den omskabte Mefistofeles (= Fanden), kortere Mefisto, jvf navnet på malerens hund (s. 188 nederst). - Helenes Kilde: kilde i Tisvilde, der tillagdes helbredende kraft, og som i århundreder var et yndet valfartssted. Helene var en svensk helgeninde, som også fandt dyrkelse i Danmark.

Tyrfing... Angantyrs Grav: efter sagnet blev bersærken Angantyr dræbt i kamp på Samsø og gravlagt dér sammen med sit sværd Tyrfing. - Reisechatol: egl. rejseskrin til opbevaring af penge o.a., her blot = rejsepenge, kontant beholdning. - det pavelige Kapel ... Kastrat: kastratsangere er mandlige sangere, hos hvilke man ved en i barndommen foretagen kastrering havde forhindret stemmen i at gå i overgang; til langt ned i det 19. årh. fandtes der kastratsangere i det pavelige kapel.

klogere end alle Doktorer ... og Præster: citat af den monolog, hvormed Faust indleder Goethes drama.

Øieglassene: monoklerne. - V'la ... chose rare: se det unge menneske dér! En galning... hvor mærkeligt! (fr.).

renomerede Udhalere: levemænd af tvivlsomt rygte.

en Rosengren, kastet i Vandet: i sin Langelands-Reise (1805) priser Oehlen-schläger øen således: »Den skiønne Øe! der, som en smekker Green, / Brudt af den store, danske Rosenhække, /I Vandet ligger fastnet ved en

Seen«. - Kielerhavn ... uomtvistelig preussisk ... omtvistelig dansk: Erik er altså rejst ud før krigen 1864 og vendt hjem efter. Med Harriet Bentzon (s. 34) kan man undre sig over, at denne krig tilsyneladende har gjort så ringe indtryk på Drachmann. - Kristiania: Norges hovedstad, opkaldt efter Christian IV, blev ved Stortingsbeslutning af 1. jan. 1925 omdøbt til Oslo, navnet på en bebyggelse på stedet, der er langt ældre end den by, den danske konge anlagde i 1624.

Much ado about nothing: = stor ståhej for ingenting. Titel på lystspil af Shakespeare (i V. Østerbergs oversættelse kaldt Blind Alarm).

Kalembourgs: ordspil, brandere (fr. calembour). - bon mots: vittigheder (fr.).

Heiberg... Kong Salomon:J.L. Heibergs vaudeville Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825) foregår i Korsør. En af personerne er den rige jøde Goldkalb.

en famille: på familiemæssig måde, uden stive former (fr.). - Kælderpige (-Smil): opvartningsjomfru i kælderbeværtning. - Bayer, Dobbelt: to ølsorter. -Jomfruen af Orkans: Jeanne d'Arc. Drachmann havde i München set Schillers drama Die Jungfrau von Orkans (1801). - En »Dansk «: en snaps dansk brændevin.

Strandridder: toldembedsmand, der holdt øje med en kyststrækning for at forhindre smugleri - Tobaksspinder: håndværker, der tvinder (spinder) tobaksblade sammen til en tyk snor som råmateriale til snus og skrå.

Aanden er en Redekam ... og Kødet koster...; den hentydes til Evangeliets: »Ånden er vel redebon, men kødet er skrøbeligt« (Mattæus 26,41); redebon: villig, parat. - ad libitum: efter forgodtbefindende, efter behag (lat). - Kadencen: takten, tempoet, hvori man marcherer.

Et tu Brute: også du, Brutus (lat.). Da Cæsar blev dræbt 15. marts år 44 f.Kr., skal han have udtalt de anførte ord, da han blandt de sammensvorne så sin yndling Brutus.

Hendes Hjærte var Vox...: fra romancen om Liden Gunver i Johs. Ewalds syngespil Fiskerne (1778). Dens omkvæd: »O vogt Dig, mit Barn, for de falske Mandfolk!« parodieres af hr. Jespersen.

Vi alle Dig elske, livsalige Fred: fædrelandssang fra 1801 af W.H.F. Abra-hamson (1744-1812). Til melodien (af H.O.C. Zinck) skrev Grundtvig i 1820 »Langt højere bjerge ...«. -æder Støv ligesom Ærkefjenden: da Slangen havde fristet Eva, sagde GUD HERREN til den: »På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage« (1. Mosebog 3,14).

Ravelin: halvmåneformet eller vinkelbøjet del af fæstningsvold.

Maitresse: elskerinde (fr.). - Honoratiores: de fornemste eller mest ansete personer, byens »spidser«. 223 Inklination: sværmeri, flamme.

Madame, ma femme: fruen, min hustru (fr.).

en stum Tjener: et lille bord på søjlelignende fod til at lægge eller sætte noget fra sig på. Nu om dage bruges stumtjener vistnok kun om højt, fritstående stativ til at hænge overtøj på.

Indhold