Der var en Mand, en nobel, sluttet Personlighed, hvem jeg regnede mig det til Ære at være en Ven af.

Sammenlignet med ham forekom det mig, at jeg kun havde Fejl – men altid bedømte han mine Skrøbeligheder ud fra sine egne Ufuldkommenheder. Han saa' Tingene stort i denne Verden, stort og smukt og sandhedskærligt; og i de Tider, hvor jeg mest følte mig trykket ved egen Skyld, faldt der Glimt af Adel og Skønhed ud over min Vej – og det var ham , som lysnede.

Dengang alle andres Døre var lukket for mig, stod hans Hus aabent. Da alle roste mig, var han ikke altid med i Koret; saa ofte Korets Stemmer atter splittedes, stod han ved min Side og pegede fremefter. Aldrig slap han mig, hvor fjærnt jeg end færdedes; han havde den store Ro – han kunde vente. Og vi var sammen indtil Slutningen; og det var ikke mig men Døden, som kappede Traaden.

Hvad skal jeg sige Dig, Du hvem jeg har sagt saa meget, omend jeg ikke kunde sige Dig Alt? Mændenes Venskabsforbindelser er rige paa Samtaler men fattige paa Ord. I denne bindstærke Bog skulde Ordene være frie. Modtag dem Du, hvis Navn staar foran Bogens mange Sider! Indholdet vilde være blevet ringere, om ikke din Aand, Mindet om Dig, Erindringen om vort dyrebare Venskab, havde været Traaden, den røde og stærke, som havde sammenknyttet det Svage. Jeg taler til Dig som til den levende: – det Du er for dine Kære, for dine Venner.