Første Bog

[3]|I

Det er en Aften – i Begyndelsen af April – i det kongelige Theater.

Der gaar et Stykke af en moderne Forfatter.

Det hedder: »Uden Fane og uden Fordom.«

Stykket er spillet en fem, sex Gange. Huset er sparsomt besat. Ud over Parketterne er drysset et halvt Hundred Mennesker. I Etagerne sidder de sexhundred Tanter, som vogter over den nordiske dramatiske Literatur; de røber ingen særlig Begejstring ved Forestillingen; de sidder dér, fordi de har abonneret. Imorgen gives »Elverhøj«; saa kan de faa Revanche.

– – – – Gulvet var som sagt sparsomt besat. De forreste Godsejerrækker stod tomme; det var ikke en Ballet og ikke en Opera, heller ikke en behagelig Blanding af begge. Paa første Række i andet Parket tilvenstre sad en yngre Mand. Han kunde være godt oppe i Tredverne, var af Middelstørrelse, høj i Sædet, at se til, lyse Øjne under mørkere Bryn, en lille, naturlig opadbøjet Mustache, rolige, agtpaagivende Træk – noget Sundt og Ligefremt over sig, noget, som røber en god Konstitution, der ikke er gaaet afvejen for at anstille Prøver paa sig selv.

4| Nogle Damer af Hovedstadens Intelligens saa' paa ham igennem Kikkert. Han syntes at være af de Mænd, hvem Damer ser paa. De fandt ham tiltalende, men opgav ham snart som ikke hørende til de »kendte«.

Han var samme Dag kommen hjem fra et fleraarigt Ophold i Udlandet.

Tæppet havde været oppe for de Spillende i nogle Minuter, da to Damer traadte ind og søgte sig Pladser ved Siden af den unge Mand. Han syntes at blive utaalmodig over Forstyrrelsen – de var aabenbart kommen ind paa en forkert Række – og han antydede med en Haandbevægelse, at der var ledige Pladser nok. Den yngste af Damerne nikkede smilende, og de satte sig.

Under første Akt søgte den unge Mand at samle sine Tanker paa Spillet. Man hører imidlertid ikke godt – ikke alle Steder lige godt – i vort kongelige Theater; Afbrydelsen havde desuden været der og var indtruffen netop paa det Punkt, hvor han skulde have fanget nogle betydningsfulde Repliker. Der var sket et Brist i det, man kunde kalde hans Theater-Andagt. Han kunde mindes og dog ikke mindes den yngre Dames Ansigt. Hvorfra? ved hvilken Lejlighed? Det var herpaa, han sad og grundede, medens Replikerne flygtede for ham, kædede sig sammen til en Mening, atter gik fra hinanden.... ærgerligt! Og han drejede sig utaalmodig i Sædet, og saa' da, at den yngre Dames Blik hvilede paa ham, som til et Spørgsmaal: Kender De mig ikke?

5| Han vendte sig atter, og tabte sin Kikkert. Bagved ham blev der sagt temmelig højt: Hys!

Akten gik til Ende, Tæppet var nede; hin »anden« Verden oppe paa Scenen, den ubestemte Fortryllelse, denne Duft, Klang, den skære, fine Farve, der skal gribe og betage os, naar vi ville nyde – den var i første Instans tabt for ham. Mellemakten løste Tungerne omkring ham. I Orkestret kom Ansigter tilsyne, som han kendte fra gammel Tid; de saa' paa ham, og han paa dem; Instrumenterne stemtes; der var et enkelt Løb paa en Fløjte, som hensatte ham iblandt Naturindtryk. Saa tvang han sig tilbage i første Akt af dette Stykke, som var bleven ødelagt for ham. Han overvejede med sig selv, om han ikke rettelig burde rejse sig, gaa sin Vej og komme igen en anden Gang. Men saa begyndte Orkestret; og det var en lille fin Ting af Haydn; og han blev siddende.

De to Damer havde forladt deres Pladser i forreste Række, og han saa' ikke, hvor de var kommen til at sidde.

Efter Haydn gik Tæppet op for anden Akt. Det var et hyggeligt Interiør; det samme, som i første Akt; der var en Dame og en Veninde, en Mand, en Ven og et Par andre Mænd. Begyndelsen knyttede sig umiddelbart til det Forudgaaende. Han sad og famlede efter Traaden; saa kom der en stærk Glød over en Replik; en ganske ny Tanke, og den fængede og antændte en nærliggende. En hel Række af Tanker, ligesom en Gade af Træbygninger, stod med Et i lys Lue; og de fire Hovedpersoner løb der 6| imellem, og en syntes at raabe: Sluk! en anden: Lad kun brænde! Og saa fulgte en vis Kulde, noget Indsnærpende og paa samme Tid Æggende. Laa det i Spillet eller laa det i Stykket? Det forekom ham, at Spillet havde noget hyggeligt, noget af det hjemligt Elskværdige ved sig. Saa blev det temmelig fladt; det kneb med »Nerven« deri, men stadig var der Smag og Skole bagved; man vovede sig ikke længere ud, end man kunde bunde, men dér, hvor man stod, var Præstationen upaaklagelig formet og afrundet. Engang imellem skar saa et Lyn fra Forfatteren igennem, og det meddelte sig til Skuespillerne og satte de fire, fem Personer i dette Lys, som havde Ildebranden fra før i sig. Saa mærkede den unge Mand, hvorledes han, kastet hid og did mellem de vekslende Indtryk, selv fik Blodet op i Kinderne; han lænede sig tilbage, syntes at hin »anden« Verden deroppe i Mandshøjde foran ham var den rette og sande Verden, at Mellemakt med Gulvets Rækker, med Loger lige op under det dekorerede Loft, med Publikum og Tilbehør, var en Dilettants Kunst, noget kedeligt Noget, som ikke kom ham ved.

Og Tæppet gik ned.

Han sad i nogle Minuter, stirrende frem for sig uden at se noget, drog et Suk, og vendte sig om.

De to Damer sad lige bag ham. Han mødte den yngres smilende Nik.

– De vil nok slet ikke kendes ved mig? –

– Jeg be'er – jeg!...

7| Nej, De husker mig ikke; Frøken Kirchhoff – fra Rom! –

Jeg beder om Undskyldning! svarede han. Jeg er lige nu i denne Eftermiddag kommen tilbage fra Udlandet. Man venter netop ikke at træffe en Bekendt, som man sidst saa' under ganske andre Omgivelser. Er det ikke undertiden gaaet Dem ligesaa? –

De søger at knibe ud! sagde hun. Jeg er endnu i dette Øjeblik temmelig sikker paa, at De ikke husker mig. Muligvis forveksler De mig med en ganske anden. For vi var adskillige Damer sammen dengang..... og De var, som altid, belejret!

Jeg husker Dem meget godt! svarede han. Det var Dem, som paastod, at man aldrig var sig selv overfor tre Ting: Rafael, Peterskirken og sin egen Skrædder eller Modehandlerinde. Og det var mig, som spurgte Dem, hvor De havde den Aandrighed fra....!

Eftersom en Dame naturligvis ikke kunde have den fra sig selv! svarede hun, afbrydende ham med en klar, just ikke dæmpet Latter.

Han lo lidt; og saa sagde han:

Undskyld, Frøken; jeg hører til dem, der »hører« paa Mellemaktsmusiken – i det mindste herhjemme!

Vil De ikke blot sige mig – bad hun – De sidder jo her som en »frisk« Mand: hvad synes De om Stykket?...

Det er et Samvittighedsspørgsmaal! Jeg er ikke 8| Kritiker; jeg har ikke min Mening paa rede Haand. Jeg morer mig altid i Theatret, ligegyldigt hvad der spilles – og hvem der spiller!...

Mener De virkelig det sidste? spurgte hun frittende.

Tildels, ja! Jeg sætter ikke Skuespilkunsten saa overvættes højt! –

Ikke det? sagde hun tvivlende.

Eller, om De vil, jeg sætter mine Fordringer saa højt, at jeg helst lader dem blive hjemme, naar jeg gaar paa Komedie. Det, at faa et Menneske , et helt, fuldstændigt Menneske at se paa Scenen, det hænder ikke ofte. Men fordi jeg kommer »frisk« fra Udlandet – hvor man undertiden ser god Komedie – derfor vil jeg ikke laste det Hjemlige. Man bliver altfor nemt uretfærdig. Alligevel – jeg kan ikke frigøre mig derfra – jeg synes at mærke en Tilbagegang! –

Hvor længe er det siden De sidst var her? spurgte hun.

Naar jeg undtager en fransk Visit, jeg gjorde her for et Par Aar siden – i nogle Familieanliggender – saa har jeg levet i Udlandet omtrent den sidste halve Snes Aar. Det er kort eller længe, ligesom man vil! svarede han.

Hun kiggede lidt paa ham fra Siden og spurgte:

Formodenlig besøgte De da Deres gifte Kusine – hende, som De ved Lejlighed omtalte saa rosende? –

Han svarede undvigende.

Hun mærkede det og vedblev med et Skulder9| træk: Ja, der er løbet en Del Vand i Stranden siden vi saas! Gud, disse Forhold herhjemme! Er det ikke til at fortvivle over? Alt lider derunder – ogsaa Skuespilkunsten. Hvorfor skulde den gøre en Undtagelse? Men der skrives heller ingen Stykker.... Se nu f. Ex. den ene Damerolle her – eller begge to! Hvad skulde man bringe ud deraf?

Tænker De maaske selv paa at spille Komedie? spurgte han smilende.

Jeg? Hun lo: Hvor falder det Dem ind? Synes De maaske, at jeg ser ud dertil? Det er dog virkelig morsomt!...

Jeg antog blot – siden De talte om Roller . Et Skuespilleræmne taler sjeldent om Stykker, men om....

Tænker De maaske paa at blive Forfatter? spurgte hun hurtig. Jeg troede, De bestandig malede. Aa, det er sandt, De har ogsaa skrevet – men det var jo kun i Bladene!...

Han lo: Jeg har virkelig Synder paa min Samvittighed i den Retning. Men nu gaar Tæppet op, Frøken!...

Tæppet gik op for tredie og sidste Akt. Han skulde til at samle sig, men saa mærkede han, at han tænkte paa, hvem den anden Dame vel kunde være – og at dette interesserede ham. Frøken Kirchhoff havde undladt en Præsentation – hvad der i og for sig var rimeligt. Vi er kendt af den halve By og skal hilse den anden Hælvt. Det kan snart blive for meget af det Gode.

I denne sidste Akt vilde det ikke ret »brænde« 10| for ham. Havde Digteren ikke Gnisten længer – eller manglede Skuespillerne den? Eller havde Publikum Skylden? De fleste moderne Skuespil – tænkte han – mangler dog en tilfredsstillende Slutning; enten det saa ligger i, at man er rykket Livet paa altfor nært Hold, uden alligevel at turde gøre Skridtet helt ud – eller man slet ikke er kommet Livet ind paa Livet, fordi det haardnakket vægrer sig ved at udlevere sine sidste Hemmeligheder til den Kunst, der har med et Publikum at gøre, som dels er saa konventionelt hildet og samtidig saa raffineret fordringsfuldt.

Han gav hverken Digteren, Skuespillerne eller Publikum Skylden. Han lod den blive hos sig selv. Han var optaget af denne anden Dame. Hvem var hun? Naa, det kunde jo være ham det samme. Frøken Kirchhoff var nærmest en Skønhed; denne anden Dame var meget indtagende. Hun maatte lige være passeret de Tredve; et lille Træk om Munden røbede det – og maaske en fin Streg ved Øjet. Han havde ikke nærmere lagt Mærke til hendes Dragt. Da intet havde været ham paafaldende, og intet stødende, maatte hun være klædt med Smag. Og hendes Figur? hverken et for meget eller et for lidet. Hvad hendes Stemme angaar – han havde ikke hørt den – men den maatte vist være som hos Skuespillerinden deroppe. Hvor smukt lød ikke dette Dansk! Ingen grimme æ'er, ikke denne utilgivelige Snuppen af eller Træden i de lange Endelser. I første Akt havde hans Modersmaal lydt til ham fremmed; hvilket vil sige: det fremmede Tungemaal, 11| han for ganske nylig havde sluppet, lød da endnu i hans Øre som en Musik, indspillet og indøvet gennem megen Kultur, hvori store Menneskers Tanker har afsat Mærker og Maal. I denne sidste Akt steg der noget af en glad Genkendelse op i ham. Det var, som fornam han Skove suse, som saa' han Kornmarker neje sig, som hørte han Søen skvulpe mod Stranden. Han tænkte slet ikke Tanken trivielt, saadan i Form af: Danmark dejligst Vang og Vænge! Han sad blot og lyttede, nikkede hen for sig; han var med Et hjemme. Han saluterede Flaget!

Men Stykket? Han lod Scenerne passere sig forbi, prøvede dem paa hinanden indbyrdes, vejede Replikerne, en efter en; han fandt adskillige af dem udmærkede; Ord, som viste ud over sig selv, blev perspektiviske, gav et Livs-Landskab i skuffende Forkortning, med Dybder, hvori Solen ikke kunde trænge ned, og med Flader, hvorpaa Lyset dvælende hæftede sig med Glans og Brillant.

Der var forfejlede Repliker, som Skuespillerinden skulde sige, men umuligt kunde sige. Her bar Digteren Skylden. Det var saa meget mere ærgerligt, som denne ene Kvinde dér i Stykket var fortræffelig skitseret. Hun var ilde stedt i Livets for og imod. Der var Pligten, Loven og Lidenskaben. Kvindeværdigheden, der modsætter sig; Hengivenheden, der søger en Genstand; den uudtømmelige og uransagelige Kærlighed, der favner ud mod Forstaaelse – og enten griber i den tomme Luft, eller gribes af en Mands Arme. Og hvilke Mænd, disse? En af 12| disse »vore Mænd«, som Kvinden sjeldent lærer at kende førend det er for sent, men som vi Mænd kender, undskylder og forsvarer, fordi vi kender, undskylder og forsvarer os selv. Mon Digteren er ærlig, naar han skildrer sig selv? Hvornaar tør han – være sig paa Scenen eller i en Bog – give sig selv som den, han er? Og hvornaar er han sanddru, naar han fremstiller Kvinden? Han idealiserer hende i de fleste Tilfælde. Og i de Tilfælde, hvor han ikke idealiserer hende, overvælder han hende gerne med Bebrejdelser, fordi han selv har gjort hende til, hvad hun er.

Den unge Mand sad og tænkte over dette Skuespil, erkendende deri et Afsnit af en interessant men syg Tid, som han selv tilhørte. Rampens illuderende Lys laa over det – men han kendte det godt nok, til ikke at tage fejl deraf. Saa gik Tæppet ned. Han sad endnu et Øjeblik og ventede. Det syntes ham, at Tæppet om lidt maatte gaa op igen, og et nyt Stykke, Fortsættelsen, begynde.

Bag ham blev der sagt:

Ja nu er vi færdige – nu kan vi gaa! –

Han saa' sig om. En Bekendt fra tidligere Tid, Ove Overgaard, stod og lo ham ind i Ansigtet:

Jeg syntes Skam nok, at det var Dig, Henrik Gerhard! Velkommen hjem!

Tak! sagde Henrik Gerhard.

Ove Overgaard vedblev: Det var svært, saa Du var urolig for. Det var nemlig mig , som hyssede ad Dig! –

13| Tak! svarede Gerhard smilende. Jeg skal gøre Gengæld ved Lejlighed! –

Han gik ud i Garderoben. De to Damer havde lige faaet Tøjet paa. Han saa', at de omtrent var af samme Højde; den yngre maaske den slankeste. Det slog ham, idet han betragtede dem, hvorledes to Damer kan »klæde« hinanden, og at saadanne ofte vælger hinandens Selskab – undertiden maaske helt ubevidst.

Den yngre, Frøken Kirchhoff, hægtede sit Slag og spurgte:

Har De moret Dem? –

Jeg synes, at sidste Akt var meget interessant! svarede han.

Virkelig? Vi synes nu bedst om de to første Akter.....! Og hun vendte sig imod sin Veninde og sagde præsenterende: Fru Funch!... Ja, jeg har jo allerede sagt Dig, kære Anna, at det er Maleren Gerhard – Henrik Gerhard – for man nævner jo Kunstnerne ved Fornavn – det er et Privilegium, eller hvad jeg skal kalde det!

Han bukkede for Fru Funch, og de gik passiarende sammen gennem Vestibulen ud paa Torvet, hvor Damerne skulde med en Sporvogn til Østerbro. Han bød dem begge to Haanden, da de vilde stige op paa Trinet. Frøken Annette Kirchhoff rystede hans Haand paa en kammeratlig Maade, saaledes som unge selvstændige Piger nemt lærer sig det under en Rejse. Fru Funch lagde sin bløde Handske – thi det var kun Handsken han følte – i hans Haand. Samtidigt saa' hun paa ham, medens 14| han stod dér paa Stenbroen, nogle Fod lavere end hun. I hendes Blik laa en vis blid Venlighed, som han ikke ret kunde gøre sig Rede for – heller ikke fik Tid til at klare sig. Et Blik, der syntes at sige: Hvem er Du? en ung Mand med behagelige Træk! Du tiltaler mig – men Skinnet kan jo skuffe! Muligvis ses vi igen, og det vil da ikke være mig ukært; men paa den anden Side er jeg ikke Annette Kirchhoff; jeg ryster ikke saadan uden videre unge Mænds Hænder!

Vognen satte sig i Bevægelse. Hun havde imidlertid vendt sig om i Døren, og sagde venligt: Tak! Godnat! –

Ved denne Stemme, ved Klangfarven deri, svingende mellem nogen Sørgmodighed og en mild, forstandig Alvor, traadte Stykkets Indhold, med Aftenens illuderende Lys, atter frem for ham her paa dette Torv – hvor han efter lange, indholdsrige Aar igen stod for første Gang, paa en underlig Maade kendende sig selv og næsten fremmed i de gamle Omgivelser.

Over den ene Side af Torvets Bygninger hang den nordvestlige Himmels klart tindrende Skær, vort gryende Foraars Himmel, med Anelsen om de tilstundende lyse Nætter og med Mindelsen om det bortflygtede Vintermørke.

Altsaa Foraaret gik han imøde herhjemme! Hans Bryst hævede sig; han tog et dybt Drag af denne Luft, hvori han nu skulde leve. Paa Foraar følger Sommer – grønne Skove, Fuglesang, stille, blide Aftener, ensomme Udflugter langs Stranden, hvor 15| Sejlerne langt ude spejler sig i de olieglatte Dønninger. Sommer og Solskin, glade Kammerater, muntre Venner, friske Pigeansigter, maaske et dvælende Blik, som søgte hans, maaske.... ak nej; Foraaret havde været for ham, men han havde ikke været dets rette Mand. Og – hu! – nu kom om Hjørnet, dernede fra Holmens Kanal, denne giftige Østenvind farende, vort gryende Foraars Svøbe, Ødelæggeren, for hvem Mennesker, Dyr og Planter skælver, han, som fylder Hospitalerne, som klæder Enkerne i Sort, samtidig med at Liljerne i Haverne klædes i Gult og Hvidt!...Jeg er hjemme nu, kan jeg mærke! mumlede Henrik Gerhard og knappede sin Frakke tæt til. Vort Foraar er værre end intet; vor Sommer er stakket Dans, som snart er sprungen; vor Høst er Taager, Regn og Storm; og vor lange Vinter er Barfrost og Sne og Slud og Søle! Hvad vilde Chr. Winther svare hertil? hvorledes vilde han staa ved sine egne smæltende Toner, der synes at være Afkom af en Hyrdefløjtes Lokkelyd henover en Junidags Roser og Forglemmigejer? –

Du vil ligge rolig i din Grav. Du er uansvarlig. Dine Sange ville være lige skønne, om ogsaa vore fire Aarstider oprive og fortære hinanden i den golde Kamp om Overmagten!

Naa, drømmer Du, Gerhard? spurgte en Stemme.

Det var Overgaard, Vennen fra Theatret; og han sagde: Nu har jeg staaet her og set Dig følge dine Damer tilvogns; jeg er bleven blaafrossen af Venten og af Nysgerrighed. Nu skal vi hen paa 16| Kaféen sammen; men først skal Du sige mig: hvorfra kender Du de Damer? –

Den ene kender jeg slet ikke! svarede Gerhard.

Og den anden kender jeg og hun er mig ligegyldig! sagde Overgaard.

Du mener Frøken Kirchhoff? spurgte Gerhard,

Ja – Frøken Annette Kirchhoff – Stifdatter af Etatsraad Brynjulfsen, min egen Departementschef – Halvsøster til Ulf Brynjulfsen, den forrykte Fyr... kender Du ham ikke? –

Nej! –

Godt! saa skal Du lære ham at kende!