II

De traadte sammen ind i Kaféen, de to Ungdomsvenner og Skolekammerater Henrik Gerhard og Ove Overgaard.

Den sidste sagde, medens de begge tog Overtøjet af og satte sig ved et af Bordene:

Nu er Spørgsmaalet, om vi straks skal sætte Vorherre under Debat – eller vi først skal spise til Aften? Du har været længe borte fra os, og jeg maa gøre Dig bekendt med Forretningsordnen. Den overholdes forresten ikke strængt. Som oftest begyndes der med Akademiet, og de metafysiske Sager faar da hvile til siden. Naar vi har afsat Akademiet, saa indsætter vi os selv. Derpaa er der i Reglen et Par Politikere, der engagerer en Skinfægtning – kvantsvis, som Holberg siger. Det gælder at lokke nogle Ubefæstede, eller endnu bedre nogle af de 17| »Ældre« – af dem, der sidder inde i næste Stue – til at optage Handsken. Sker det ikke, saa kan vi ogsaa indbyrdes afgøre Sagen. Vi er Gudskelov ikke enige om nogen Verdens Ting – Gudskelov ikke! Læg nu Mærke til dem alle – de vrøvler dejligt. Du er vist forresten bleven til et af disse forbandet tavse Mennesker: de faar en Anden til at snakke altfor meget. Men det skal tilgives Dig – som den nyankomne. Du ser Pokkers, jeg vil ikke kalde det godt ud – Du kunde nemt blive vigtig. Men Du ser ud – saadan hvad Tyskerne kalder »unternehmend«. Det vil nok gaa af Dig; jeg har ingen Frygt. Ser Du: dette er ikke Bagtalelsens Skole her; det er Udtalelsernes. Det er et aandeligt Fileværk. Vi sliber hinanden blanke og skarpe. Men gaar Blankheden En til Hovedet, og bliver han vigtig, saa spytter vi paa ham. At være anløben, at have en Rustplet under Polituren: det er Sagen! det eneste Kendetegn i vort Frimureri. Vore Fædre vaasede for meget om det Ædle. De har ødelagt Alt i den Retning for os. Det Stykke, vi saa' i Theatret, burde være skrevet bedre. Men Titlen er god nok. »Uden Fane og uden Fordom«. Du vil ikke høre noget om noget Ædelt her. Vi kan ikke udstaa de flommede Ord. Her kommer ogsaa den Slags Folk, der ovenikøbet halvvejs hører til os . Men saa snart de har ytret sig, og for et Øjeblik er gaaet udenfor, vil Du straks høre Betegnelsen: Idiot! Pas nu paa. Du vil nok føle Dig hyggelig iblandt os – naar Du blot faar vænnet Dig en Smule til det. Men hvis Du foretrækker 18| Fjenden – jeg mener de Ældre, dem, som gaar i det aflagte Tøj, – saa værs'god: derinde i næste Stue! Vi nærer ingen smaalige Fordomme. Men Tærsklen skiller. Indtil for nogen Tid siden havde vi Forbindelsen aaben. Engang imellem fik vi da ogsaa etableret en lille Skandale. Det var i Grunden hyggeligt. Nu er det vanskeligere. Disciplinen er strammet. Imidlertid: naar de skarpeste Spidser, de yderligste, er gaaet hjem – eller naar vi allesammen er bleven fulde – saa er der endnu en Mulighed for Klopfægteri. Du kan ud paa Natten faa det allermorsomste Pølsesnak at høre. De Gamle derinde, de er stive i Hætten; og vi yngre er jævnt drilagtige. Saa kommer Disputen – undertiden lige til Slagsmaalets Grænse. Men hvis Du foretrækker straks at sætte Dig ind hos de Ældre, saa vil det ogsaa fornøje Dig. Du vil, i Kunst og Politik og alle andre gode Sager, faa alle de Meninger at høre, som man skulde tro begravede for to Menneskealdre siden. – De Godtfolk ville fortælle Dig, hvad de selv har skrevet eller malet eller sagt og gjort, førend vi blev født. Og det, som vi nu gør, det vil de skælde ud. Dermed er jo Sagen afgjort! Ud paa Natten vil der være nogle Stykker af dem endnu tilbage, der snakker med tykt Mæle om »Skønhed«, om den rette »Fædrelandskærlighed«, og om den nedrakkende Kritik, som de for femogtredve Aar siden var saa knusende hævet over. Tilsidst vil der være to tilbage; og den ene fortæller skabrøse Anekdoter til den anden, som sover med en forsuttet Cigar i Munden!.... Naa; lad os saa faa noget at spise! –

19| De havde sat sig ved et lille Bord og gav sig til at spise og drikke. Overgaard hilste rundtomkring til de øvrige Borde. Gerhard saa' og hørte til i Tavshed; den anden befandt sig som Fisken i Vandet her, indledede og afbrød Samtaler, kastede Repliker ud, parerede, lo med en kort Trav-Latter, blinkede til Gerhard, stødte ham paa Foden, og udbrød endelig ærgerlig:

For Pokker, vil Du da være bedre end os? –

løvrigt blev Programmet fulgt af de tilstedeværende yngre og midaldrende Mænd, der i smaa Klumper eller parvis hang over Bordene, over Stoleryggene, langsad Sofaer. Akademiet blev afsat, Udstillingen gennemgaaet; saa fordybede man sig i Personalia, til hvis Forstaaelse Gerhard i de fleste Tilfælde manglede Nøglen. Derpaa kom Turen til Bøger og sceniske Opførelser. Pariser-Salonen og nogle Atelierhistorier fulgte. Paa den første var der tre Billeder – tre af de tre tusind – som duede. Men paa derom nedlagt Indsigelse af en ung Maler, støttet af en Kunsthistoriker, reducertes Antallet til det mindst mulige, til et. Kunsthistorikeren sagde i den Anledning et Par udmærkede Ting, som han vilde skrive. Overgaard bemærkede, at han i Paris for fem Aar siden havde hørt de samme Ytringer, som dengang betegnedes trivielle. Herom tvistedes man. En yngre Maler kom ind paa en længere Udvikling om Impressionismen hos Lionardo. Han forvildede sig i en tæt Urskov af Begreber, med frodig Underskov og hængende Lianer.... og sprutrød af Ivrighed, med en elskværdig lille Latter over sig selv, styrtede 20| han endelig ud af Skoven med det Udraab: Ligemeget! det, som jeg vilde ha' sagt, det er det rigtige!

Overgaard bemærkede hertil, at det, som han havde sagt, var »Seminarisme«. Han blev kaldet til Orden af en Journalist og Æsthetiker, som rejste sig kampberedt. Han vilde nedlægge Protest – sagde han – mod Anvendelsen af Ordet Seminarist i nogensomhelst for Lærere, Folkerepræsentanter og Bannerførere forklejnende Betydning af Ordet. Og han paaberaabte sig Grundtvig og Askov og Bjørnsons »Fiskerjenten« – og en Bog af ham selv. Hvorpaa han bad Opvarteren om en ny Cigar, og gik udenfor.

Han var knap naaet igennem Døren, da der hørtes Ordet: Idiot! Han drejede sig, kastede et Blik omkring paa Selskabet. Overgaard lo. Da Æsthetikeren atter var kommen ind, satte han sig smilende paa sin Plads, sigende, med en rund Armbevægelse og med et venskabeligt Nik hen til Overgaard:

I Stridens Hede falder stærke Ord. Man maa føle, at Bølgerne gaar højt, og at de kan slaa over En, naar man kæmper for Idealerne! –

Nørager! sagde Overgaard og klappede ham paa Skuldren. Du er s'gu en brav Fyr! Men sig mig, hvad skal man i Grunden gøre, for at faa Dig gal i Hovedet? –

Aa hvad – mellem Venner!... sagde Nørager, løftede sit Glas og nikkede rundt.

Mange lod deres Glas staa.

I hans Sted vilde jeg ikke blive her! tænkte Gerhard.

21| Men Nørager blev.

Der kom to Mænd ind og satte sig i en Sofa for sig selv..... to Mænd, en spinklere og en bredere; en Kritiker, som var Politiker, og en Politiker, som regnedes med til Kritiken. De behandledes med en Blanding af Skyhed og megen Hensynsfuldhed. Den ene havde et blegt Ansigt, med skarpe, kloge Træk – et Udtryk ligesom af tvungen Haardhed, hvorunder der smilede Længsel efter Skønhed, Sol, aandfuld Nydelse. I dette blege Ansigt med de skarpe kloge Træk flyttede et Par Øjne sig, under en vekslende kold Glans og en ejendommelig selvfortærende og Andre ringeagtende Glød, frem og tilbage mellem de Talende, stundom stoppende dem, naar de vilde sige noget, og ofte tvingende dem til at vrøvle. Skete det sidste – og det skete jævnlig – vendte han sig til sin Sidemand; og hans Smil, der nylig havde været lyst, syntes at fryse sammen til det Spørgsmaal: Hvad mener De?... behag dog at ytre Dem! Disse Mennesker er virkelig altfor grueligt dumme! –

Men hans Sidemand, den bredere, som magelig-godmodig fyldte det ene Hjørne af Sofaen, stadig med den ene Mundvig lidt optrukken, og med en Krans af fine, intelligente Rynker under de paa Klem staaende Øjne – hans Sidemand syntes velvillig-ironisk at svare: de bliver gode – de bliver gode – bare give Tid!....

Nu og da forekom det Gerhard, som om en naturlig Ytring, udtalt ligefrem og ud af en bestemt Overbevisning, maatte kunne standse de to Augurers 22| Smil – om ikke helt afvæbne deres Overlegenhed. Men han følte sig som en ny Mand, fremmed for denne Jargon. Der taltes ikke direkte om Tingene; man syntes at komme ind paa Sagerne ad en Sidevej; man vred og vendte paa en Sætning inden man gav den fra sig – og var den undsluppen En, saa var man i samme Øjeblik en garde , for ikke at faa den tilbage igen tilspidset som et Stød, der bragte En til at vakle, gjorde En flov, udsatte En for Latter.

Han havde ikke Øvelsen – endnu ikke, følte han – han holdt sig tilbage; man iagttog ham ikke; men han var Iagttageren.

Nørager led aabenbart ikke under en saadan Mistillid til sine Evner. Han boltrede sig glad og bevæget, under en dybsindig eller mild Alvor, i et Hav af Uforsigtighed – og stadig vekslede Augurerne Smil, man lo omkring ham, man afbrød ham, men han blev ved.

Saa reves Døren i det forreste Værelse ud til Gaden op, og ind stormede en høj ung Mand, som skilte sig af med sit Overtøj paa en egen hastig, udfordrende Maade, purrede op i sit store, brusende Haar, skrævede over Tærsklen, og klippede med Øjnene ad den tætte Tobaksrøg. Han var en Del over Middelstørrelse, ikke spinkel og ikke stærk bygget, slængede lidt med Overkroppen, trak Manschetterne ud for Haandleddet, knejsede med Hovedet, saa' lidt studsende og lidt forlegen til Sofaen, og lod sig dumpe ned paa den ledige Stol ved Gerhards og Overgaards Bord.

Opvarter, – raabte han – bring mig et Glas 23| Øl, et stort Glas – to Glas, saa er det gjort med det samme! Aviser? nej, ingen Aviser! – Godaften Overgaard – naa saa det er Henrik Gerhard? Jeg hedder Brynjulfsen – ikke Islænder; det er en anden! Maaske jeg alligevel har lidt Blod i mig. Kan De ikke huske mig fra sidst? – naa, vi saas slet ikke? ja det er meget muligt! Og nu er De kommen tilbage til dette Hul? Velbekomme! Ikke fordi at der er bedre andre Steder – tværtimod – eller rettere... aa, det er ligegyldigt! Her kunde være godt – men – vil De ikke drikke et Glas Øl? Lad være med at sige nej! Jeg kan ikke byde Champagne – jeg er ikke ung længer – og ikke fuld endnu – senere bliver jeg maaske begge Dele. Opvarter!....

Han havde allerede drukket begge sine Glas ud, og han havde talt saa hurtigt og slugt en saadan Mængde Røg og Gasos, at han begyndte at hoste. Dette irriterede ham, og han hostede saa meget stærkere. Saa kom Øllet; de klinkede og han drak ud. Der syntes at falde Ro paa ham; han vinkede Opvarteren tilbage, søgte i sin Vestelomme, trak en sammenkrøllet Tikroneseddel frem, nogle brugte Staalpenne, en Knap, nogle beskrevne Stumper Papir og en Blyant, hvis Spids var gaaet ind i Foret paa Vesten.

Han betalte Opvarteren, skar en Grimace og raabte: bring os tre Glas endnu – jeg er tørstig iaften – bring et helt Hav af Øl, hører De!...

Undskyld! sagde Opvarteren lidt usikker; vi har..... og her opramsede han forskellige Øl-Sorter..... men »Hav-Øl« det fører vi ikke!

24| Overgaard lo højt; Brynjulfsen raabte:

Højre-Øl og Venstre-Øl har de her paa denne Knejpe – men Hav-Øl fører de ikke! Saa luk et af de øverste Vinduer op! her er en forbandet Hede!

Opvarteren bukkede og saa' hen til Sofaen:

De Herrer ønsker det ikke – undskyld!

Men jeg ønsker det! raabte Brynjulfsen og satte Knoerne haardt i Marmorbordpladen.

Ovre fra Sofaen fulgte de to Par Øjne denne Bevægelse. Politikeren – den bredere – løftede sit Glas, smilede missende og nikkede: Godaften Brynjulfsen!

Brynjulfsen blev rød, greb sit Glas, – rejste sig, og staaende nikkede han over til Sofaen.

Kritikeren derovre bøjede sig siddende frem over Bordet, lettede ved sit Glas og nippede til det, med de store, rolige Øjne ufravendt hæftede paa Brynjulfsens høje Skikkelse, hvem alle nu iagttog medens han ragede op i Røgen under Gaskronen som et Fyrtaarn igennem Taage.

Brynjulfsen drak en Slurk – lod sig falde ned paa Stolen igen, og sagde halvhøjt til Overgaard:

Atter en Dumhed af mig!

Aa ja! svarede Overgaard. Det var nærmest overflødigt! –

Det var en Dumhed! gentog Brynjulfsen; men hvorfor ikke? Hvad mener De, Gerhard? Han derovre imponerer mig. Han gør det virkelig. Jeg vil vise ham, at han gør det. Det eneste, der til Gengæld imponerer de Mennesker, det er, at man har den Smule Personlighed i sig, at man.....

25| Vær nu elskværdig! sagde Overgaard med et umærkeligt Smil og et lille Sideblik til Gerhard. Vær Dig selv! –

Brynjulfsen støttede Haanden med store opsvulmede Aarer mod Panden. Godt! saa vil jeg gøre saadan – – vent lidt – undskyld!....

Haanden kom ned i Brystlommen; han fik en Notebog frem, et Blad revet ud, og gav sig til at skrive, nynne, brumme. Saa spurgte han Gerhard: Vil De dele en Flaske Cliquot med mig?... jeg mener, skal vi være halvt om den – eller tre om en?

Gerhard nikkede; Overgaard ligeledes. Opvarteren fik et Vink og bragte Flasken i den blanke Metalkøler. Tre Glas – store Glas – Pokaler! raabte Brynjulfsen, og hans Øjne skinnede omkap med Metalkøleren ved Ordet »Pokal«. Og hør – skal vi ikke komme den i Porter? – Det frembringer det fyldige Indtryk af.....

At tage Munden fuld! afbrød Overgaard.

Hold Mund! Det frembringer et Renæssanceindtryk – Fornemmelsen af Blod, Oksekød sammen med Duft af syrlige Druer – et rundt Indtryk, noget materielt-spirituelt.....

Til Sagen! raabte Overgaard. Lad os høre!

Lad os høre! raabte nogle fra et af de andre Borde.

Brynjulfsen stod oprejst, viftende med det lille Blad Papir. Haanden med de opsvulmede Aarer skælvede let, og han kastede et hurtigt, sky Blik over til Sofaen.

Saa læste han:

Han trak under Oplæsningen Vejret en Smule gennem Næsen, og han var ikke fri for at »deklamere« Versene. Da han havde endt, var der et Øjebliks Tavshed. Ovre fra de »Ældres« Værelse hørtes Stemmer, som talte om saadanne dagligdags Begivenheder, Theatersnak, Byvrøvl, der i og for sig ikke er komisk, men som bragt i Forbindelse med højtsvungne Vers bliver af en komisk Virkning. Overgaard sagde højt og tørt:

Det var virkelig ikke ilde!

Ovre fra Sofaen lød det: Faar jeg Lov at se?

Brynjulfsen betænkte sig et Øjeblik; saa rakte han Bladet derover.

28| Kritikeren, den blege, greb Bladet og betragtede det som en Møntkender en Mønt. De store, kloge Øjne var sænkede og den brede, elfenbenshvide Pande let rynket. Han nikkede langsomt og saa' op; der kom en lys Glød af klar Intelligens i Øjnene, og ligesaa rolig, som han havde modtaget Bladet, rakte han det tilbage, idet han med Neglen satte et Mærke i Papiret:

Det er godt! De ødelagde det kun ved at læse det op. Men synes De ikke, at denne Strofe.... hvad? vil De lade det passere? Rimet er ikke kraftigt nok; vil man endelig gentage, saa skal man gøre det tilgavns – med Næb og Kløer. Det skader Digtet – som er godt – om end ikke saa betydeligt, som Begyndelsen lader vente!

Brynjulfsen purrede op i Haaret og satte sig, rød helt op i Panden.

Han har Ret! sagde han til Overgaard – naa ja, for Fanden, en Improvisation kommer nemt til at hinke paa en eller anden Fod – men hans Bemærkning er rigtig – som altid. Det er forresten ingen Kunst at indrømme det, naar man imorgen kan gøre noget bedre!

Er Du ogsaa sikker paa det sidste? spurgte Overgaard.

Nu skal Du være elskværdig! sagde Brynjulfsen og styrtede Indholdet af Glasset i sig.

Elskværdighed er en medfødt Gave. Jeg kan kun alt, hvad der er tillært – og det kan jeg ikke engang! sagde Overgaard.

Kafé-Aandrighed! Den er lige saa slet som 29| Luften herinde. Skaal, Henrik Gerhard! Smager Blandingsdrikken Dem ikke? spurgte Brynjulfsen.

Gerhard vilde svare, men Nørager kom over til dem.

Vi faar vel Digtet til at trykke?... spurgte han og rakte allerede Haanden frem.

Hvis Du vil sige »jeg« og ikke »vi«, saa skal Du faa det. Uh, jeg ser det allerede gaa igennem Maskinen, og den næste Dag ligger det og driver paa Kafébordet med fedtede Fingre over sig. Naturligvis er det ikke for godt dertil; – intet er for godt til at grises til, men....

Da det heller ikke er daarligt nok til ikke at komme i en Digtsamling og ligge paa Dagligstuebordet – afbrød Overgaard – saa?.....

Vil De forære mig Manuskriptet? spurgte Gerhard. Jeg skal give Dem en Haandtegning derfor; om De ellers sætter nogen Pris paa Tegninger?

Aa, vil De? Og Brynjulfsen trykkede hans Haand. Har De et kvindeligt Hoved – et udtryksfuldt – ikke saadan den første, den bedste kedelige Model, en læsende Bondekone eller en strikkende Pige.... ?

Kunde ikke en saadan være udtryksfuld? spurgte Gerhard smilende.

Maler og Forfatter forstaar saa lidt hinanden! sagde Brynjulfsen.

En Forening af begge kunde jo tænkes! sagde Gerhard stadig smilende.

Véd De, hvad jeg mener om Kunst? raabte Brynjulfsen og slog paa Manuskriptet, som Gerhard 30| havde overladt Nørager til Afskrivning – det Digt er et Tilløb kun – noget, der knækker over..... men Kunst maa kunne blive noget som Religion, noget, man føler brænde ud igennem sig med en Bøns inderlige Styrke, saadan noget som en Andagt, der ganske uvilkaarlig faar sin Form – naturligvis noget med Flid og Øvelse, ligesom enhver Gudsdyrkelse har sin Flid og Indøvelse – men blot noget, der stiller uendeligt højere Fordringer til vor Personlighed, end Kunst og Literatur nu gør.... ja nu gør!

Han havde hævet sin Stemme saa højt, at han tydeligt hørtes derovre af de to i Sofaen. Nu rejste de sig begge, og Opvarteren hjalp dem Tøjet paa. Den ene, den bredere, gik hen til Brynjulfsen og bøjede sig smilende, godmodig-sarkastisk ned over ham:

Hvorfor flyr Du mig – Du rædde Ulf?

Brynjulfsen sprang op, omfavnede ham og sagde: Jeg elsker Dig – Fanden gale mig, jeg elsker Dig – men....

Naa? men? spurgte Politikeren.

Aa, det kan være det samme! Lad mig forestille: Maleren Henrik Gerhard – Redaktør Bentzen! –

Redaktør Bentzen bukkede og tog Gerhards Haand:

De er Maler? Der er saa mange Malere! Det er Dem, som har skrevet de Artikler hjem fra Frankrig? Hvorfor skriver De ikke til os ?...

Han tør maaske ikke! sagde Overgaard leende.

Redaktøren saa' forbi Overgaard paa Gerhard og vedblev: Vi nærer ingen Fordomme.... prøv engang! Hvad skal det Maleri til? Hvad kan De 31| fortælle Folk ved at male ? Fremtiden er Bladliteraturens – ingen anden Literatur – eller rettere sagt al Literatur i den ! Bagved staar Pengemændene, Bankerne. Tilhører de os, saa tilhører det Hele os! Saa kan vi ogsaa holde Maleri og Luksusheste og Skuespil – eller vi kan lade være. Ja nu kommer jeg...... Godnat!

Kritikeren stod i Døren og kaldte paa ham, seende sig omkring med en utaalmodig Skuldertrækning: lidt Talent! meget Vrøvl! Dumrianer! Lad os gaa!

Saa gik de To.

Confound it! sagde Brynjulfsen og slog i Bordet. Atter har jeg trukket det korteste Straa. Naa, hvad synes De om ham?

Jeg har jo ingen Mening om ham endnu! svarede Gerhard. Han synes ikke at bryde sig synderlig om Kunst...!

Aa lur ham! raabte Brynjulfsen og gned sig over Panden. Modbydeligt er her – kan vi nu ikke faa et Vindu op? Han skrev bedre Vers end jeg i vore Studenterdage – hvad der vil sige noget! Bag hans Prosa dirrer det med Fortvivlelseslyriken – derfor er hans Ironi saa stærk. Havde han haft blid Bør i sin Ungdom, saa havde den evige Middag slugt ham – som den har slugt alle dem derinde ved Siden af Nu sluger han dem – og hvergang han knaser deres Knogler under sine Polyfem-Tænder, saa ler hans Øjne. Lagde De Mærke til hans Øjne? Men hans Hjærte kan græde – hans Hjærte kan nemlig elske – ogsaa derfor er han 32| stærk – om end ikke saa stærk som den Anden.... de mødes i Hadet. Gud, hvor de foragter os allesammen, de To! Og hvor de i Grunden har Ret.... Skaal! Leve Kærligheden – leve den sociale Republik! »Seid umschlungen, Millionen«. laften kan jeg ikke blive fuld! –

Er Du ganske sikker derpaa? spurgte Overgaard.

Saa sikker, som... Nej se nu er Nørager i Klammeri med de Yderste til Venstre! Og nu kommer Blænkerne herind fra de »Gamle«. Nu har vi Skandalen! De svømmer som Fiskene i Vandet. Men vi tre vil blive siddende her paa denne øde Ø..... lad dem æde hinanden! »Gid Pest fortære begge Eders Huse!«

Tag Dig iagt, Mercutio! sagde Overgaard leende.

Kunde man ikke faa sagt det gode Ord?.... spurgte Gerhard, der opmærksomt fulgte den stadig voksende Larm omkring ved Bordene.

Men allerede var Skænderiet i saa fuld Gang, at om En var kørt ind mellem Grupperne i en Vogn med Fire for, saa var man næppe gaaet fra hverandre. Her, ligesom paa Scenen for nylig, var en Replik faldet ned med en stærk Glød, havde antændt nærliggende Tanker – hvilke de saa var: politiske, literære, kunstfilosofiske, theologiske – og den hele Gade af Begreber og Hjærner, Karakterer og Meninger stod i lys Lue. De Gamle syntes at raabe: Sluk! – de Unge: Lad kun brænde! Tilsidst var man enig om det sidste. Nørager svedophidset, gul i Ansigtet, fægtende med store Armbevægelser – raabende: De onde Dæmoner! de onde Dæmoner! 33| Ganske unge Mænd, gode Hoveder, rappe Tunger, raillerende, udæskende. Og saa et Par af de Ældre, røde i Hovedet, oppustede af Stridslyst, Selvfølelse og Kognac og Vand – strygende en graa Knebelsbart, som om Beviserne skulde føres derfra, demonstrerende ud fra Biblen, fra Heibergs Æsthetik, fra Allens Danmarkshistorie og fra deres egne Artikler. Nørager stadig forplumrende sig under Forsøg paa at mægle – uden at ane eller ville vide, hvor dyb Kløften var, der skilte! Og pludselig.... midt under Hede, Gasos, Tobaksdamp, Udfordringer, Paastande, vittige Bemærkninger, flommet Nonsens og skarpe Citater.... pludselig klirrede Ølglas, Sodavands-Siphons og Kognacsflasker: et Bord blev stødt om – et ungt mørkhaaret Menneske, med et smukt, blegt Ansigt, fortrukket af Vrede – springende frem imod en midaldrende smuk, bleg Bonvivant – et Klask af et Ørefigen – Gruppen lukkede sig sammen som en Bølge – og atter for den fra hinanden..... og Kafé-Værten kom farende, ogsaa bleg i Ansigtet.... Opvarterne stod som mekaniske Statuer.... en Bølgen frem og tilbage, Raab, Tummel, Forvirring..... Døren op ud til den friske Natteluft..... og Størstedelen af Skaren trak ud med en bred Stribe af Tobaksdamp, der rulledes sammen i en Hvirvel og slyngedes bag efter dem – ud i Natten.

De tre sad og saa' paa hinanden.

Men hvad var dog det? spurgte Gerhard.

Hvad det var? – sagde Overgaard, rejste sig og trak op i Benklæderne. Det var, at Du nu er 34| kommen hjem, og kan synge: Der er et yndigt Land! –

Brynjulfsen lænede sig tilbage paa Stolen, trommede i Bordpladen – stærkere og stærkere – sang:

Er Du nu bleven Royalist, Ulf? spurgte Overgaard, som tog sin Havelock paa.

Brynjulfsen svarede:

En kan aldrig vide, hvad En kan blive til – som Nordmanden sagde, han blev gal.

Gaar De ikke med? spurgte Gerhard, som ligeledes tog Overtøjet paa.

Med? – svarede Brynjulfsen – paa denne Tid af Aftnen? Nej, min Kære. Jeg lever om Natten – og det vil De ogsaa blive nødsaget til – om De fremturer i Deres Forsæt at leve i denne By og dette Land. Vale! Ah! – der har vi min Vaabendrager – der har vi »Skyggen«! –

Skyggen? spurgte Gerhard lidt tøvende, og betragtede den Indtrædende; men Overgaard tog hans Arm og trak ham med sig.

Brynjulfsen røg og skrev..... og forbi Opvarterne, der saa' ud som om de havde stor Tilbøjelighed til at lukke – gled en bleg, spinkel Skikkelse ind i Værelset fra den kolde Natteluft derude. Skikkelsen nikkede til Brynjulfsen, som trykkede hans Haand uden at se op. Den Blege satte sig i et Hjørne, bestilte sig med et kort, bydende Vink 35| noget Øl – og sad dér saa stille som en Mus, med høje, blanke Tindinger, et stort Skæg, vandklare, drømmende Øjne under buskede Bryn – i en tyndslidt Dragt, med en spillende Diamantring paa den hvide, velplejede Haand..... og han blev ved at sidde dér, som i en Extase, søgende med en Forelskets Blik hen imod Brynjulfsen, der skrev, drak, røg og skrev.... indtil Digteren endelig saa' ivejret og udbrød: Godaften, Skygge. Vil Du høre?....

Begynd, begynd! raabte Skyggen og lænede sig tilbage som den legemliggjorte Opmærksomhed, med et Smil af alvorsfuld Henrykkelse....

Og Brynjulfsen læste, medens den forvaagede Opvarter lænede sig opad Væggen med et undertrykt Suk.