III

Henrik Gerhard vaagnede næste Formiddag med en Fornemmelse, som sad hans Hoved endnu i et Hav af Tobaksdamp og Skænderi. Han hørte Ord, saa' Ansigter..... og lukkede Øjnene med Tilbøjelighed til at ville sove endnu engang – sove det Hele væk.

En Opvarter brød ind til ham, gjorde mange Undskyldninger: »troede, at det var Herren her, som havde ringet!«.... og ud igen.

Gerhard kastede Tæpperne af sig, løb til Servanten, hældte sig over med Vand..... Han var i Hotelværelset – kommen tilbage fra 36| Udlandet..... han var hjemme! Hjemmet havde vist sig for ham i grelleste Belysning den foregaaende Aften!.... Han klædte sig paa, rodede i sine Kofferter, begyndte at pakke sine Malersager ud, pakkede ind igen, læste Aviser og spiste Frokost.

Familie havde han ikke her i Byen. Hans Forældre havde levet i Provinsen, men var begge døde fra ham, da han endnu var Dreng. Saa var han bleven opdraget i Hovedstaden i hans Onkel Lægens Hus; men dér havde Døden under hans Fraværelse rømmet op; – den af Kusinerne, han holdt mest af, var bleven gift paa en af Øerne; splittet og spredt var Familien – han var en »fri« Mand, behøvede ikke at aflægge Besøg eller frygte for at modtage noget.

Han spiste til Middag paa Hotellet, og gik sig saa en Tur – ud paa Langelinje.

Den klare, kølige Aprileftermiddag laa over Sundet. Der var kun faa Skibe paa Rheden. Dampernes Trafik var ikke ret begyndt. Og hvor var Sundet blevet smalt og Værfterne øde! Saa fik han fat i de friske Barndomsminder; og smilende gik han videre, nikkende hen for sig, Langelinje tilende.

Han saa', at Byen var vokset ud nordefter. Han fortsatte endnu et Stykke, standsede og kunde nu selv iagttage, hvad en eller anden i et Brev havde skrevet ham til, at Forstæderne med de kaserneagtige Bygninger, de mange Skorstene, mange Smaalejligheder og mange Smaafolk, i en vældig Halvbue lavede sig til at spænde om hele Byen fra Kallebodstrand til Sundet.

37| Han tænkte: Vore Hovedstæder vokser foruroligende. I et tæt Favntag klemmer Spekulationen, Menneskeforøgelsen og Murstensvælden vore gamle By-Kærner. Proletariatet lejrer sig omkring os, suger paa vor Kraft, og suger selv Kraften af de bedre Luft- og Lysbetingelser. Det er humant, at de, der forhen stuvedes sammen i Gyder og Stræder, at de rykker ud til Sol og Lys og frisk Vind. Men for Kunstneren er det ikke ubetinget en Nydelse at iagttage denne Proces: hvorledes Haver ryddes, Træer fældes, grønne Vænger jævnes og Strandkanter reguleres – til Fordel for driftige Forretningsmænd, der befolker nye stilløse Gader med Smaafolk fra Kælder til Tag. Ingensteds en grøn, skyggefuld Plet med Hvile for Sind og Øje. Det giver Lede til alt Byvæsen, Fortvivlelse over den rette Linjes Fladhed og Nøgternhed. Og tilsidst vil maaske Smaafolkene selv – irriteret uden at vide hvorfor – slaa Byen i Stykker, knuse Murstensvælden. Saa dukker kanhændes en ny Kunst op, som endnu ingen levende Kunstner kender!

Han fortsatte under lignende Betragtninger Vejen ud langs Strandpromenaden. Man fyldte op, planerede, huggede de gamle Træer med de mægtige Kroner om, beskar Haverne. Det er vor Barndoms og vor Ungdoms Lege- og Hvilepladser, der berøves os – sagde han ved sig selv. Her, i disse store, sammenhængende, skyggefulde Haver, her langs denne side, grønne Strand, ved disse gammeldags Baadehavne, her tumlede vi os efter endt Skoledag 38| og i Ferierne; vore Forældre eller Værger behøvede ikke at sende os milevidt omkring over det halve Land, for at vi kunde forny vort Blod. Her blev vi til rødmussede, friske, livsglade Drenge, som ubevidst vandt en Kapital, paa hvis sidste Rester vi endnu tærer – som vi næppe ville kunne overlevere vore Sønner. Her, under »historiske« Træers vidtudstrakte Grene sloges vi og forligtes. Nu er Træet fældet, og en Dampkran bliver stillet op i Stedet. Her paa dette opfyldte Areal, hvor Sandstøv og Kulstøv kommer til at danse hen over den hvide, skyggeløse Flade, her plaskede vi omkring i vore Baade, glade over at være undslupne Livius og Trigonometrien. Her, hvor Vintren havde sin betagende Naturstilhed, og hvor Sommeren aldrig var for kvalm, her lærte vi at elske vort Land og at synge dets trohjærtige Sange, uden at indekserseres deri af en kunstig Konservatisme. Og nu..... ja den, som vender tilbage til sin gamle Hovedstad, han finder en ny By – Begyndelsen til et Hamborg. Og det næste Slægtleds Ungdom vil en Dag skrige højt op under al denne Grimhed, og maaske i Skarer sætte Kursen over Oceanet, for hellere paa det Uvisse at søge de sidste Konsekvenser af »Udviklingen«, end klæbe ved et Forsøg paa en Stor-Stad, som dog intet stort Rige, ingen livs-assurerende Værdier har bag sig!

Og da han vendte sig, laa Langelinje for ham i en stille, tungsindig Fred – og han hilste paa to Damer, der kom gaaende imod ham.

39| Maaske var der lidt komisk i hans hastige Hilsen. Frøken Kirchhoff lo i det mindste, bad om Undskyldning derfor, og saa var de i Samtale, hun, han og Fru Funch.

Han begyndte straks – ivrigere end han muligvis selv vilde det – med disse Indtryk fra Omvæltningerne nordude. Frøken Kirchhoff fandt det »saa naturligt, at han som Kunstner maatte ærgre sig«. Og hun talte om Rom og om Venedig, og om, at vi intet betød mere, men gik paa Stumperne. England havde en udmærket Handel – og Marine, tilføjede hun – Frankrig en udmærket Kunst, Tyskland en udmærket Armé. Rusland var interessant ved sine Nihilister, Italien et Land, som man kunde blive ved at rejse i; Spanien kendte hun desværre ikke, men Norge havde et kraftigt Præg, storladen Natur og Talenter. Vi derimod – vi.....!

Han gav sig saa smaat til at sige imod og at ærgre sig. Saa bøjede han af og lod et Spørgsmaal gaa over til Fru Funch.

Hun var bleven stille under sin Venindes Ordstrøm. Han saa' nu paa hende. Et fint Fysionomi. Næsen maaske lidt for stor; den mest uregelmæssige Del i Ansigtet. Om Munden og Hagen laa et Drag af noget – han kunde ikke finde andet Ord end »ægte«. En ungdommelig Isse og en klog, hverken for høj eller buet Pande. Øjnene af en dyb graa Farve, med en varm Glans, som hun kendelig gjorde sig Umage for at dæmpe.

En saadan Undersøgelse af en Fremmeds Ansigt er begrænset til nogle enkelte Sekunder. Hun 40| syntes endda at finde Grænsen overskredet, og hun saa' lige paa ham og spurgte ham med et Smil:

Det er vel i Egenskab af Kunstner, at De finder Dem forpligtet til at gaa mig efter? Har De set nok – ellers vilde jeg gerne staa stille og se ud over Vandet? Det er dog altid smukt – ligegyldigt hvad man saa gør ved Huse og Haver langs Stranden!

Han bukkede. Det var dog ikke en Tilrettevisning, hun havde givet ham. Hendes Stemme var venlig og hendes Smil elskværdigt. Han bad hende undskylde – han havde virkelig et Øjeblik ladet sig forlede af Malerens Vane til at betragte Alt, ligesom om man havde sin Model eller et Landskab for sig!

Ja, – Anna – sagde Frøken Kirchhoff – naar nu Hr. Gerhard engang beder Dig om at sidde for sig! For det bliver naturligvis ikke mig ?... tilføjede hun lidt udfordrende.

Fru Funch rynkede Øjenbrynene en Smule. Hun pegede med sin sorte Handske ud over Vandet og sagde:

Kalder De det smukt? Eller hvad siger De egenlig, naar De vil udtrykke, at noget er smukt? –

Vi bruger ikke mange Udtryk! svarede han. Vi nikker, brummer lidt, siger: hm! – saadan noget. Der er Et, som vi aldrig taler om – og det er Skønheden! –

Er der da ingen Skønhed? – gives der ikke noget, som hedder det Skønne? Ja, undskyld at jeg spørger! –

41| Han lo og svarede: Jo, der gives Skønhed – og navnlig Skønheder! Her saa' han paa Frøken Kirchhoff. Men det »Skønne«. Vorherre bevar'es! –

Naa, ja – sagde hun leende. Det gaar vel dermed paa samme Maade, som med det »Gode«? –

Hvorledes?... spurgte han.

Fru Funch svarede, idet hun smilende gav tilkende, at hun nu sagde en Ramse: Det Gode, det Skønne, det Sande! Ja ja, fortsatte hun; De talte nyligt om – De kan jo rette mig, hvis det ikke er rigtigt – at de nye Linjer i Landskabet stødte Dem. Men dersom nu disse Linjer ikke godt kan undgaas, naar en Mængde ubemidlede Folk skal have Rum i store Bygninger – og naar det dog er bedre, at disse stakkels Mennesker boer paa sunde og luftige Strøg, end i Kældere og Baghuse inde i den sammenpakkede By – er det saa ikke det Gode, som herved fremmes – og det Sande med?...

Aa jo, svarede han – for at slaa det hen. Og saa gaar det Skønne Pokker ivold! –

Hun rystede paa Hovedet og saa' mildt bebrejdende paa ham. Men saa raabte Frøken Kirchhoff:

De mener, at det er Kunsten, som gaar Pokker ivold? –

Han tænkte sig om; saa svarede han:

Vi lever maaske i en Tid, hvor Kunsten i Virkeligheden savner Berettigelse til at eksistere. De vil træffe de fleste nogenlunde alvorlige Kunstnere splidagtige med sig selv – bortsét fra den indbyrdes Splid. Kunst behøver til sin fri Udfoldelse 42| et bredt Fundament af Luksus, en hensynsløs Anvendelse af store Kapitaler hos de begunstigede Klasser i Samfundet. Men netop iblandt disse Klasser trænger hver Dag Fordringerne igennem om Nytte, om Gavn paa de sociale, økonomiske, industrielle Omraader. Den demokratiske Strøm, der lidt efter lidt omformer Verden, vil vende sig med sine Meninger og Forlangender til de nulevende Kunstnere; og vi har da Valget imellem, enten at holde fast ved vor Tilbøjelighed for det Sære, det Exclusive, det Individuelle – og saa sulte ihjel: eller vi maa give Køb, vi maa lade os lede af det, som de hundred Journalister og de tusind Grosserere kalder for Smag. Virvarret er for Øjeblikket stort. Det vil blive jo længere jo værre!

Ja! afbrød Frøken Kirchhoff – Idealisme og Realisme, det skændes man jo om!

De misforstaar mig! sagde Gerhard. Det er middelmaadige Hoveder, som stadig opkoger disse Stikord – i den Forstand, at Idealisterne skulde være de aristokratiske, Realisterne de demokratiske Kunstnere. En fin og dyb og »sær« Realist er i de fleste Tilfælde aristokratisk; og omvendt gives der mange Idealister, der vrøvler begejstret med om Folkevillie og Valgcensus. Den virkelige, udprægede Fornemhed, dens Selvfølelse, dens Leven sit Liv efter egne Love – det er denne Slags Kunster, som Tiden vil tillivs. Tiden vil tage sin store Hovedlineal, slaa en Streg og sige: vil Du følge denne eller vil Du ikke? Og tænk Dem nu: paa den ene Side lyve sig Brødet og Bestillingerne 43| til ved at tude omkap med de Hundredtusinde – og paa den anden Side staa tomhændet, skyet, stundom foragtet, alene med sin Individualisme – naar ikke netop Ens Fa'r har efterladt os en Arv, eller vi itide søger os en rig Pige! –

Fru Funch, som havde stirret ned i Vandet, saa' ivejret og hen paa ham:

Der kan da aldrig blive Tale om et Valg! –

Han smilede: Aa – ikke det?

Er det virkelig Kunstens Stilling nuomstunder? spurgte hun. Jeg har ikke tænkt over det før. Men De turde vel have Ret. Det er svært at leve. Det er svært at være et Menneske.... maaske allersværest at være en Kvinde nuomstunder! –

Her faldt Frøken Kirchhoff ind, som om hun kun havde ventet paa dette Ord. De gik langsomt alle tre hen til Gitterporten. Og hun snakkede. Der var ikke den Ting, som ikke nu var en Vanskelighed for Kvinden. At finde en Mand, som hun kunde elske; at blive elsket af ham og ikke skulle dele med andre; at kunne holde ud i et Giftermaal; at kunne holde ud at faa Børn; at finde Opgaver; at vælge sig en passende Dragt, blive Manden jævnbyrdig, finde en passende Omgang.... Hun kastede Alt imellem hinanden, snublede over sine egne Ord, lo og bebrejdede Gerhard, at han saa koldsindig hørte paa hende.

De kan da i hvert Fald faa Lov til at lære Latin – og tage saa mange Examiner, De vil. Og De kan blive separeret fra Deres Mand, og skilt, og endda – eller maaske netop af den 44| Grund – finde passende Omgang og ivrige Venner! sagde han.

Der blev en Pavse. Han vilde ikke have sagt dette; men det slap ham ud af Munden. Han gik tavs ved Siden af Fru Funch, som syntes forstemt. Han vilde saa gerne have hørt hende tale; hendes Stemme havde en saa særegen Klang, noget Beroligende ved sig, en Musik, der lagde mere i Ordene, end der maaske var bag ved dem. Og nu talte hun. De gik igennem Grønningen. Hun pegede ned ad den lange, brede, lige Gade, hvor Lygterne blev tændt:

Se, hvor de springer frem – lige som Gnister i en Række. Jeg holder saa meget af Skumringen. Folk har et Udseende, som om de kom fra en fremmed Verden og gik til en anden. Maaske er det Ruderne, som skinner i Aftenskæret, der trækker Øjnene til sig – eller maaske læser de sig Tanker til ud af Fliserne og Brostenene. Og enhver Gade ender i en blaa Taage, med enkelte lyse Gavle. Og Vognene kører mindre hurtigt og gør ligesom mindre Larm. Om Dagen bliver jeg tidt angst for, hvad alle disse Huse vel indeholder. Jeg tænker paa Kiv og Trætte, Misforstaaelse, Overarbejdelse, altfor hastige Maaltider, Uro, Klokkeringning, Løben paa Trapperne. Men i Skumringen bilder jeg mig ind, at der er Fred overalt – og man vil dog saa gerne helst tro det, som man helst ønsker! –

Saa var de ved Sporvogns-Skiftet, og Damerne sagde, at nu maatte de hjem. Atter hjalp han dem op; 45| de trykkede hans Haand og nikkede til ham. Frøken Kirchhoff raabte højt en Gade og et Husnummer paa Østerbro. Kom og besøg os en Dag! og lad mig vide, naar De har faaet Dem Atelier. Det er saa morsomt at se ind til en Kunstner – især naar han arbejder!

Hvis han da ikke har lukket sin Dør! – svarede han.

Jamen, vi kan jo have aftalt et Tegn, at det er os! Saadan havde vi det i Rom – og i Paris!

Hun lo. Han tog sin Hat af og vinkede Farvel. Saa kørte de.

Nu glemte jeg jo at spørge, om de boede sammen! tænkte han. Men det gør de vel.... Naa, hvor skal man saa gaa hen? –

Han drejede ned ad Bredgade. Og den endte i en blaa Dis, en violet Taage; og ud fra denne løftede sig det kongelige Theaters hvælvede Tag som et fjærnt Fjæld svømmende i den røgmættede Luft. I tvende Rækker derhen imod lob Lygternes klare Gnister; og der var en rødmende Gavl langt borte, og blanke Ruder, der syntes at sige: her er Fred bag os! En Sporvogn klingrede afsted igennem Gaden; men denne Lyd tabte sig snart, og Fodgængerne syntes at gaa langsomt og at tale halvhøjt. Naar han passerede dem forbi, hørte han undertiden en løsreven Stump af en Samtale. Hvad var det for et besynderligt Sprog? Var det kønt eller det modsatte? Det lød ham saa fremmed. Og egenlig først nu, et Døgn efter hans Hjemkomst, gik det op for ham, at der taltes Dansk omkring 46| ham. Der faldt en Sørgmodighed over ham, og han havde ondt ved at bekæmpe den. Han længtes bort igen – til Paris, til London, Rom eller Wien. Denne By her var i sin Arkitektur, eller Mangel paa Arkitektur, et altfor nøjagtigt Udtryk for en Mangel paa Ejendommelighed hos Befolkningen. Det var saa skikkeligt og saa tarveligt. Den Maade, hvorpaa Menneskene her gik, hilste, mødtes og skiltes – den var jo akkurat saaledes som han kunde erindre den; og Præget havde ikke i hans Fraværelse forandret sig til noget mere udtryksfuldt.

I Skumringens afdæmpede Halvlys, i denne afstand-tagende Tysthed, der hvilede over Byen, følte han saa Byen som en Bebrejdelse, rettet imod ham selv: hvorfor var han taget bort? – mon for at blive utilfreds? – Jamen var det kønt at gaa i Rette med saa mange venlige Erindringer, Indtryk, Idéforbindelser?.... Han kom i Forlegenhed med Svaret. Og nu var der en Omstændighed, som slog ham. Udlandets store Byer plejer paa denne Tid af Døgnet, hvor Dagen bryder sine sidste Lysbølger mod Nattemørket, at udsende sin Sværm af faldne og ulykkelige Skabninger. Udstødte af et Samfund, der er blevet for kunstigt stort til altid at kunne veje den Enkeltes Brøde eller Undskyldning, tager de Repressalier i Samfundets egen Svaghed. Naar Solen gaar ned over Evropas store Byer, saa strømmer Tusinder og Tusinder af faldne, forførte og forførende Kvinder ud over Hovedgader og Promenader.

Der kom en frysende Fornemmelse over ham, idet han tænkte tilbage paa de store Byer, hvori 47| han havde levet. Han tænkte ikke over, hvorvidt han havde været værre eller bedre end saa mangen Kammerat iblandt hans Bekendtskab; kun paa, at han havde hørt til Samfundet, delt dets Arbejde og dets Adspredelser, søgt sit Maal og stundom ladet sig friste til at følge Andres Exempel. Lykken havde maaske givet ham nogle færre Drifter end de andre, eller han var sluppen for bedre Køb, eller maaske bleven sparet til større Prøvelser.... hvad vidste han? Men det følte han, medens han gik over denne Bys Torve og igennem dens Gader, at Samfundet i sin moderne Skikkelse er en uhyre Labyrinth, hvori der findes mange Minotaurer, talrige Ofre, og én Ariadnetraad.

Men her i denne By følte han tillige det som en Hygge, en Levning af noget primitivt Skikkeligt, at man gik som i et sluttet Selskab, hvis Love respekteredes indenfra gennem stiltiende Vedtægt. Disse Damer, der spaserede med eller uden mandeligt Følge, det var Borgernes Koner eller Døtre. Han havde næsten glemt, at det kunde forholde sig saa; men han behøvede blot at opfange en Ytring eller et Blik i Forbigaaende, for at faa Reglen bekræftet. Halv-Verdenen var her selvfølgelig ogsaa – men som Undtagelse. Den pralede ikke med afstikkende Moder, søgte ikke at tilvende sig Mændenes Opmærksomhed ved dette ugengivelige Væsen, der er Afglansen af den virkelige store Verdens Daarskaber og Lyder; den havde ikke Magten dertil. Og saa følte han da dette som et Særsyn, maaske som den eneste Ejendommelighed her – en halv 48| Snes Aar efter at han var taget bort – at han næsten kunde kende de samme godlidende, venlige, lidt flegmatisk-smilende Kone- eller Pigeansigter – uden at kende en eneste Dame personlig. De tittede nu og da lidt paa ham, naar han passerede under en tændt Lygte eller forbi en oplyst Butik. De viste sig glade ved et uskyldigt Koketteri og ved at bære en Hat, som var naaet fra Paris og London hertil. De unge Piger skyndte sig øjensynligt hjem, da Tidsfristen for at turde gaa alene – i hvert Fald for at gaa nogenlunde langsomt alene – nu omtrent var udløbet samtidig med Lygternes Tænding; men selv en Efternøler kunde man se bevæge sig med temmelig stor Sindsro. Yngre og ældre Fruer promenerede endogsaa ganske mageligt; og var Kavalerernes Ydre ikke meget distingveret, saa var til Gengæld den impertinente Nysgerrighed, for ikke at tale om den fagmæssige Uforskammethed, kun ganske undtagelsesvis tilstede.