IV

Og saaledes gik Henrik Gerhard igennem Byen, som lidt efter lidt forekom ham at være saa livlig og elskværdig – ikke fri for det Provinsielle, men maaske netop derved tiltrækkende. Han havde ganske glemt Indtrykket fra den foregaaende Aften – det var veget for Indtrykket af det milde Hjemlige; og da han skulde til at undersøge dette, stillede Mødet med Fru Funch sig frem for ham.

49| Han var kommen ud ad Vesterbro. Han standsede en Sporvogn og satte sig op ovenpaa. Han kørte igennem Frederiksberg Allé. Saa indfandt Barndoms og Ungdoms Erindringer sig igen – og hvor vemodigt søgte de ikke ind paa ham! Skygge og Skumring laa over Haverne paa begge Sider af Alléen, og dæmpet blank straalede Aftenhimlen fraoven ned gennem de bladløse Lindetræer. Han mindedes en solvarm Formiddag. Han saa' sig gaa som Dreng her, i blaa Trøje med gule Knapper, kiggende nysgerrigt over Hækkene ind imod Haver og grønne Vænger. Nu rejste Kaserner deres kullede Hoveder dér, hvor han som ung Student havde været saa uendelig forelsket. Han søgte den Villa, hvor hun havde boet. Villaen var væk; paa første Sal i en femetages Bygning saa' han ind i en Stue, hvor en graahaaret Mand sad bøjet over en Bog ved Lampeskæret. Under Vognens raske Fart forsvandt Synet – men det havde skaaret ham i Hjærtet. Saa fulgte en Række Villaer, han kendte; atter nogle, som var nye for ham; og Forlystelsesstederne, tillukkede, øde. Han oplivede dem i sin Erindring med Musik, Dans, med ungdommelig Sorgløshed og ungdommelig Letsindighed, naar han havde slaaet Gækken løs i Kammeraters Selskab. Hvor var Kammeraterne? hvor var de morsomme og nydelige Smaapiger? hvor var Glæden, Sorgløsheden – selv den moralske Katzenjammer? Hvor var hans Ungdom?

Hvor var han selv?

Udenfor Indgangen til Frederiksberghave.

50| Der blev snart lukket! sagde Havebetjenten.

Han vilde dog gaa ind, blot se paa denne noble, beskedne Skikkelse dér paa det beskedne Postament – den borgerlige Konge, som med sin dybe, ru Stemme synes at byde den Indtrædende: Gudsfred!

Løftede ikke vor Literaturs Guldaldertid sine sonore »runde« Toner herinde under disse Træer – mærkede man ikke Øhlenschlægers brede Vingefang, noget Livsfrodigt suse gennem disse Gange?

Henrik Gerhard følte den klassiske Grund under sine Fødder – rundt omkring sig. Men han fornam det ikke som »klassisk« i den Forstand, hvor vi ærgrer os lidt, idet vi tager Hatten af. Det svulmede ud til ham fra de mørke Trægrupper, der flettede de nøgne Arme til Favntag over matblinkende Kanaler. Hvor han havde været længe borte fra Hjemmet! – Han følte det, som om hans Begejstring, hans hede Trang til Hengivelse var borte – og Erfaringen kommen i dens Sted med sit suveræne: Vi alene vide! Aa, taabelige Erfaring, der kun véd altfor lidt, og som bruger sine Tandstumper til at gumle væk paa vor Livsrod, misundende den sine Safters og Kræfters Overflod.

Foraar! kom, Foraar! kom Glæde og Lykke, Arbejdstrang og Kærlighedstrang! – send mig dine varme Straaler ind i et Bryst, der engang aandede saa dybt og frit under den ene saliggørende Følelse af at være elsket og kunne besvare Elskov! Giv mig tilbage, hvad jeg aldrig har ophørt at begræde – og tag, tag Alt, hvad jeg aldrig har bedt om, og 51| som Livet har paatvunget mig med det, Ewald kaldte »fræk Fortrolighed!« – – –

Han fo'r sammen, ganske skamfuld. Han havde virkelig talt højt – dér alene i den halvmørke Gang under de løjerlige stille Træer, som syntes at lytte. Og fra Skumringen omkring ham kom jord-ram, fugtigblød, frisk Aande – det gryende Foraars Aftenhilsen.

Fra Skumringen kom samtidig Stemmer, Fodslag ham imøde; – fra den nærmeste Gang to Mænd, som talte hurtigt og højt.

Han kendte Brynjulfsen paa Røsten:

Vort Bourgeoisie! vore sippede Damer – moralske Mødre – snærpede men ikke destomindre meget giftnelystne unge Piger – for Satan, lad dem ta'e os, naar de vil, uden at Fædre og Tanter og hele Sippschaftet skal rodes med derind i!...

Nonsens, Ulf! Du er selv en Bourgeois –, moralsk, snærpet, men ikke destomindre meget giftelysten! Spring Kategorierne over – gaa ned i Dybderne, som Du siger – slaa Trommen dér og kys Marketendersken – uden at spørge om, hvormange hun har kysset iforvejen... Men se det gør Du ikke!......

Du skal lade mig snakke ud, Overgaard! Men det gør Du aldrig. Du hører til dem, hvis eneste Force er at afbryde Taleren!..... raabte Brynjulfsen.

Overgaard svarede: Har Du maaske nogensinde kunnet sætte en Slutning paa Noget? Logik og Stringens er ikke din Force!...

52| Jeg vil aldrig have den! Jeg vil Pinedød være fri! Til H- med Slutninger. Det er Tegn paa en Dumrian at kunne ende Noget. Verden vedbliver at producere sig selv i evig Udvikling... Godaften, Gerhard! Er det som Selvmorderaspirant, De søger til herude?...

Godaften! sagde Gerhard og trykkede Brynjulfsens Haand.

Har Du Stævnemøde? spurgte Overgaard leende. Skal vi maaske gaa vores Vej? Men jeg vil sige Dig, hvis Du har glemt det, at der snart ringes ud af dette Paradis! –

Jeg har Stævnemøde med højsalig Kong Frederik den Sjette! svarede Gerhard.

Oho! saa maa det være galt fat med Dem! sagde Brynjulfsen. Har De i Deres Udlændighed glemt Manden, som hængte sig i sit Halstørklæde om Halsen paa den gode Konge – men først satte sin Hat paa hans Hoved? Der er dog endnu Galgenhumør i Københavneren!

Gerhard svarede: Hvad min Sorti angaar, naar den engang kommer, saa er det mig ikke magtpaaliggende, om jeg forsvinder med en Aandrighed! –

Aa, Brynjulfsen! sig en Aandrighed om Livet! bad Overgaard.

Jeg gider ikke! Jeg foreslaar, at vi alle Tre gaar hen og hænger os i Kompagni! –

Hvorfor er De saa oprevet? spurgte Gerhard. –

Herregud, Mand! véd De ikke, hvad Anno vi 53| skriver? Naa! hvordan skal da nogen af os undgaa Fortvivlelsen?... raabte Brynjulfsen.

Ulf! raab dog ikke saa højt! bad Overgaard.

Jeg vil netop raabe! Lad os gøre noget Verdenshistoriskt iaften! Lad os sælge vore Frakker og drikke os fulde i Skjorteærmer....!

Eller i Bourgogne? spurgte Overgaard.

Hold Mund, Ræsonnør! Kender De Deres Verdenshistorie, Gerhard? Det Kristelige – det er Middelalderens Munk! Umuligt. De store Kunstnere – det er Renæssancen! Umuligt. Soldaten – det er Napoleonskrigene! Fy for Fanden. Tilbage bliver vor Tid: den ræsonnerende Proletar, Fritænkeren, som ikke er Asket, ikke kan blive Kunstner, ikke gider være Soldat! Og hvad Danmarkshistorien angaar....

Du er virkelig boglærd! sagde Overgaard.

Den ender med Kristiern den Anden – i Fortvivlelse! tilføjede Brynjulfsen.

Hvorfor med Kristian den Anden? spurgte Gerhard venligt.

Det er vor eneste Titan med Vuer – og som derfor mistede Alt: en smuk Elskerinde, en god Kone, en genial Raadgiverske, sine Børn, sine Soldater, sin Krigskasse, sin Tro paa sin Sag – Alt undtagen sit Liv!

Hvad! er han ikke død? spurgte Overgaard drillende og trykkede Gerhards Arm.

Han er ligesaa evig som min Tragedie om ham! svarede Brynjulfsen uforstyrrelig. Den bliver aldrig færdig. Han er ikke til at faa Bugt med. En 54| Tragedies Helt, som man ikke kan faa Livet af... umuligt!

Du kan lade ham dø i Fængslet – niende Akt – spist op af Rotter! foreslog Overgaard.

De havde forladt Haven sammen, og fulgtes ned ad Alléen. Brynjulfsen standsede, puffede i sin Ivrighed Overgaard til Side, og tog fat i Gerhard:

Aa, det er afskyeligt at rippe op i Makulaturen. Nu var det saa godt skrinlagt! Man skal skrive smaa Afhandlinger for Arbejderen – sætte Plebejernes Suk i Rim – men ikke lefle for Grosserere og Godsejere med et Drama, som dog bliver konventionelt! Mener De ikke ogsaa? Tænk bare dette: man vover at lade Düveke et Øjeblik være Kongen utro, i Tankerne i det mindste; – han skræmmer hende, han keder hende, hun elsker ham men synes dog at hendes Stilling er lidt pinlig og meget monoton.... og straks falder Publikum og Kritik over Digteren: Fy! Düveke har ikke Lov til at være Kongen utro, thi saa har han ikke Lov til at være sin Dronning utro! Kongens skønne Elskerinde – den fintspundne Guldtraad gennem hans Livs blodstørknede Bøddel-Hvergarn – hun maa ikke være en »sammensat« Natur! – ellers bliver Stykket frivolt – og det skulde dog helst være ædelt »Trauerspiel«. Som om Historien nogensinde var ædel? Den faar være glad, naar den maa vedblive at være Livet! –

Saa faar den ogsaa Lov til at være ædel! sagde Gerhard.

Ja – ja – men.... Aa, I er dumme, beggeto! raabte Brynjulfsen. For Satan!...

55| Prøv engang paa at forklare Dig uden at bande! sagde Overgaard.

Hvordan lever vi da? raabte Brynjulfsen.

Gerhard sagde:

Der er dem, der tænker – og lever derefter! Det er de meget Faa! Der er dem, der lever – uden at tænke! Det er de Lykkelige! Og der er dem, som ikke lever og ikke tænker....

Det er de Døde! lo Overgaard.

Nej, det er Flertallet af Menneskene! svarede Gerhard. Iblandt alle tre Kategorier bliver der produceret en grumme stor Mængde Ædelhed. Ellers var der intet Liv, ingen Kunst, slet ingen Ting! Det er min beskedne Mening. Men kan De finde en anden Betegnelse for det Ædle end det »Ædle«, saa gør De os allesammen en Tjeneste! –

I er dumme – I er dumme – Gud hvor I er dumme beggeto! lo Brynjulfsen og borede sin Stok ned i Jorden. Véd I, hvad jeg tænker? Jeg tænker: man laver ingen Düveke, som ikke smager af Gretchen. Hun er engang givet! Det skulde da være, at man lavede en ny Gretchen, som ikke var den uberørte Jomfru, hvem Doktor Heinrich Faust bliver saa forlibt i, fordi hun er Jomfru – nej en ny lille borgerlig Pige, som maaske ikke har sin Skudsmaalsbog i Orden fra Begyndelsen, men som ikkedestomindre er fin, dyb, rørende god, sanddru, kysk – lad være at vrænge Mund, Overgaard – midt i sin Ulykke, sin Forladthed, sin Forførthed maaske. Og som saa Dr. Faustus, eller en hvilkensomhelst anden Fyr, elsker og føler sig løftet op ved! Se det var 56| en Idé! – som jeg herved udbyder til Licitation. – Og véd I saa forresten hvad? Jeg fryser af at staa stille her og præke. Jeg er altid enten for varm eller for kold. Jeg er sulten, jeg er tørstig; men især er jeg hungrig efter – med Overgaards Tilladelse – det Evigt Kvindelige! Jeg er en Lus, en Midde, et Atom, som maaske bliver traadt under Fode imorgen. Men Ingen skal faa mig bort fra Erkendelsen af den Herlighed, jeg deler med den usleste Lus: Trangen til kvindeligt Selskab! Paa den anden Side skal Ingen faa mig, død eller levende, med sig ind til Byen iaften. Thi saa maatte vi gaa i Theatret – hvor man spiller uden Nerve! – i en Familie – hvor man keder sig fordærvet! – eller paa Kaféen – hvor jeg bliver vild af Modsigelseslyst og drikker mig fuld af Fortvivlelse over at høre mig selv! – Altsaa, mine Herrer! behag at bestemme Stedet! Tiden er nu ! Øjeblikket er stort! Den Gerhard dér virker ved sin Nyhed som forfriskende Vin paa mig.... og jeg har – her rev han Overfrakken tilside og søgte i Vestelommen – jo jeg har endnu Resten af Honoraret for et larmoyant Digt! Allons! –

Her saa' han op og ned ad Alléen og ind til Siden. – Alt var øde, næsten ganske mørkt, kun nogle Gaslygter med lange Mellemrum – og den matblinkende Foraarshimmel med en enkelt Stjærne, der syntes at sprude Gnister af køligt Velbefindende. Ingen Fodgængere; dybt nede i Alléen en svagt klingrende Sporvogn, og længere borte i Fjærnheden 57| det mumlende Drøn af den store By, som søger sine Adspredelser inden den lægger sig til Hvile.

Unægteligt, vi er Herre over Situationen – naar bare Situationen vilde være Herre over os! sagde han.

Vent lidt!.... Det er rigtignok adskillige Aar siden jeg var her. Man kan jo forsøge! –

Hvad mener Du? – hvad vil Du? spurgte Overgaard.

Hvad jeg vil? lo Brynjulfsen:

Og han pegede ind til Siden, hvor Gavlen af en Bygning saa's indkilet mellem de tillukkede Sommerforlystelsessteder. Et Lysskær trængte ud fra nogle høje Vinduer, hvis nederste Del var blændet. De Tre lyttede; de hørte Violin og Klavér – rutineret spillet – derpaa en høj, skinger Damestemme.

Ægte Pusterthaier-Sopran fra Hamborg! sagde Overgaard. Bevæges dit Hjærte? –

Er det Meningen? spurgte Gerhard nølende.

Kom blot! sagde Brynjulfsen og skraaede tværsover Alleen ind imod Stedet.

Overgaard tog Gerhards Arm og fulgte efter.