58| V

Hvis jeg bliver forelsket iaften – sagde Brynjulfsen, da de var traadt ind – saa vil jeg skrive en Kærlighedshistorie, som kan sige Sparto til alle Literaturens Hjærterdamer!

Han stod stille, paa sin halvt udfordrende, halvt ubeslutsomme Maade, knejsende med Hovedet og dog ligesom dukkende sig i Erkendelsen af at han var for lang. –

Lov ikke for meget; og vis Dig ikke saadan frem for Menigheden, men luk Dig sammen som en Foldekniv, og sæt Dig! sagde Overgaard.

Men Brynjulfsen blev staaende. Det var endogsaa som loftede han sig lidt i Skoene, indsugende med halvtaaben Mund denne Tobaksdamp, Gaslyset, de Tilstedeværende, Lokalet, Musiken..... forarbejdende det Alt til en Stemning – parat til at dyrke en Magt, hvis Niveau enhver af os efter Omstændighederne sænker og løfter, idet vort Naturel mere end vore indøvede Meninger og Principper bestemmer os.

Gerhard iagttog ham. Naturel havde aabenbart denne hans nye Ven dér – hvad han saa havde af Meninger og Principper! Og der var oppe i ham noget af Digteren – dette Begreb, som vi omgaas saa familiært, idet vi rundhaandet uddeler Betegnelsen tilhøjre og venstre. Poesien besætter et Menneske ligesom en anden Galenskab; om lille eller stor paa den endelige Doms literære Rangstige, saa hæfter 59| Mærket »besat« paa en saadan Mands Pande – hvis han virkelig er Digter.

Men saa sæt Dig dog, Menneske! sagde Overgaard, der havde gjort en Bestilling hos en Opvarter. Man skulde tro, Du var en ung Rus – en af dem, som sidder derhenne under Tribunen.... Se, Gerhard! nu hilser de paa ham med løftede Glas! Og han bliver rød – det Barn, saa renommeret, som han er! Ulf! jeg maner Dig ved dine egne Kraftudtryk: For Satan, sæt Dig, Mand! – eller vi faar hele den grønne Sværm om os! Og saa gaar jeg s'gu!....

Brynjulfsen satte sig, halede op i Bukselinningen, tvang Vesten ned, lo, og fo'r sig med Haanden over Panden – som om Noget smærtede ham.

Overgaard bøjede sig frem imod Gerhard: Pas paa ham iaften! Saadan begynder det altid, naar han....

Aa! Du skal ikke hviske! udbrød Brynjulfsen. For jeg hører godt – ligesom jeg ser godt – og ligesom jeg drikker godt – ligesom jeg gør Alting i Verden godt undtagen – undtagen....

Digte godt! faldt Overgaard i.

Truffet! Skaal, Ove! Skaal, Henrik Gerhard! Velkommen her i »Elysium«.... – in my freedom, my fancy's music-hall, where the spirit of my youth sleeps burried under my madness's – nok sagt mine Dumheders Gravsten! Kender I den Melodi, som nu spilles? Den var der for adskillige Aar siden en ung Pige – ikke her, paa et helt andet Sted – som sang for mig. Og hende gik det ilde – 60| fordi jeg var gal – hvad jeg er vedbleven at være! Men bort med Skyggerne! Velkommen i denne Hal – og lad som I var hjemme! Pianisten sidder bag Flygelet – rød og glad, med barnligt aabent Ansigt, som Sol naar den titter over Morgenkvist. Han hedder paa Plakaten Josef Achlaitner – noget lignende hed hans Forgænger – var Sydtysker, ikke ubetinget afholdende, gjorde ingen Kat Fortræd, undtagen sig selv, drak Alt, hvad I vilde byde ham – og spillede Zither senere ud paa Natten for »Kunstkendere«. Violinisten – den blege Yngling dér med Haarsjasken bag Oret – kender ham ikke – maa være en Neofyt! Karakter – ingen; Fødested ubestemt; minder mig om en Dampskibsopvarter, der endnu ikke har overstaaet Søsygen! Saa kommer Damerne. Opvarter! bring et Program – eller beret mundtlig: hvem er den høje, fyldige Sorte dér paa Fløjen? Naa, ligemeget – spring over! hun interesserer os mindre. Gerhard! for nogle Aar tilbage paastod man, at to yngre Mænd og en ældre adstadig, gift, bosat og bemidlet Borger ruinerede sig for hendes Skyld. Dengang begreb jeg det fuldt vel – nu mindre. Uden at jeg derfor vil gøre mig til af min Utilgængelighed. Alt beror paa, at Jordbunden i os er moden. Frøkornet falder, Spiren udvikles, Blomsten fremstaar. Hvorfor bliver vi forelsket, gift eller ikke gift, hvorfor lykkelig eller ulykkelig?... Altsammen et Frø, der falder – en Jordbund, der er moden... Jeg er ikke moden for hende . Basta! –

Skulde Du ikke drikke en Slurk, Ulf! inden Du 61| gaar videre? spurgte Overgaard og blinkede til Gerhard.

Jo, jo! Gesundheit, Ihr Herren! Lang lebe der König! es freue sich, wer da athmet im rosigen Licht!... Numer To – en sund, blomstrende, støt Pige, der burde koge i Kongens Køkken – og som jeg kunde anbefale til min Onkel Hs. Højærværdighed – for dér sætter de Pris paa god Mad.... men hun vil synge; hør! hun har endogsaa Stemme.... Skade kun, at de Haandbevægelser ikke har været paa Konservatoriet.... Undskyld, Frøken! rundere Haandlede – rundere!....

Tys, Ulf! –

Du har Ret, Ove! Den magiske Skranke, som skiller Publikum fra Scene.... den bør respekteres – og jeg respekterer den overalt ! Altsaa: Numer Tre – hun er norsk.... »Bor jeg paa det høje Fjæld« – ja saa vilde jeg sandt for Dyden ikke stige ned til denne dunstopfyldte Dal.... Snik-snak! Sidder vi ikke her? – et Auditorium af Konger og Fyrster i vor egen Fantasi.... Sludder! Hvad er vi andet, mere eller bedre end en saadan stakkels lille Sangerinde, der maaske er forældreløs eller har det smaat hjemme og som fortjener sit Livsophold ved at paradere i snevert Liv og Ankelsko for et højtæret Publico? Hvad siger Lord Byron? – Vi flænger vort Hjærte og bærer det to Gange aarligt blødende til en Boghandler, for at han kan servere det for samme Publico! Skaal – i Tankerne – lille Frøken! Morituri te salut....

62| Videre i Præsentationen! afbrød Overgaard ham lidt kommanderende.

Brynjulfsen saa' skarpt, vredt paa ham. Mener Du, at jeg sidder og gøgler for Jer? Saa snak Du! Men Du har ingen Fantasi – ingen Glæde ved at boltre Dig! – Din Hjærne indeholder kun Kritikbrokker – Safterne er sure i Dig – Valle-Menneske, som Du er!

Naa – naa! godt Ord igen! Beklag mig, snarere end at overøse mig....! Jeg er lidt træt iaften – den var for høj igaar! Tag mig paa Slæbetov, Du Transatlantiker! Go ahead! –

Og Overgaard tog sin Næseklemme af og lagde sin lysbehandskede Haand paa sin Vens Arm.

Hos Brynjulfsen kom Godmodigheden straks igen. Den kæmpede lidt med en Rynke fra Næseroden op over hans høje smalle Pande – saa kneb han det udhvælvede Øje halvt til – smilede i sit røde Skæg – trykkede sin Følgesvends Haand. Og da han øjensynlig mente, at en god Ting ikke kunde gøres grundigt nok, gav han ogsaa Gerhards Haand en Overhaling. Gerhard saa' smilende paa ham og spurgte:

Er De altid saadan? –

Jeg er grumme ofte ikke stort anderledes – og jeg kunde misunde Dem ! –

Ingen Retur! bad Gerhard leende.

Og de drak.

Pianisten dundrede som en hel lille Kongerevues Torden hen over sit Flygel; – Violinisten strøg sin Gige med disse smægtende, sælsomt smærteblandede 63| Lyd-Skrig, der kalder Noget frem i os, hvor vi saa end hører en Gige strøget nogenlunde godt;.... et for andet fulgte Sangnumrene, som oftest larmende applauderet af det endnu ikke talrige Publikum;..... de Tre bøjede Hovederne frem over deres Glas, for at kunne høre hinanden tale – Brynjulfsen gav sig til at citere Faust; han havde engang – fortalte han – i en tysk Universitetsby været med til at vinde et Væddemaal paa Tragediens første Del. – Jeg havde til Omgang – forklarede han – en lille halvforrykt, pessimistisk Doktor. Han kunde sin Faust udenad – og jeg lærte den næsten . Paa Knejpen blev dette bestridt. Jeg parerede paa hans Haand imod de Andre – og vi vandt tilsammen et Fad Øl.....

Fra den Tid blev jeg bibelfast i min Bibel! –

Som om vi ikke ogsaa havde Folk paa Bjærget? sagde Overgaard, der gerne gjorde sig til af sin Hukommelse. Og han betænkte sig lidt, men kunde ikke finde andet end

Nej! sagde Gerhard stilfærdig; Repliken falder saaledes:

Saa kommer vi først til Svinene!

Brynjulfsen kneb det ene Øje til og betragtede 64| ham: De skulde da vel aldrig have hemmelig Omgang med Musen?... hm!

Henrik Gerhard førte, i Stedet for Svar, Glasset til Munden og tog en dyb Slurk.

Den Skorsten trækker godt, o Broder i Apollo! lo Brynjulfsen. Men hvad er det?....

Han drejede sig pludselig. De unge Studenter omkring Bordet nedenunder Tribunen – pur unge Mennesker med røde Kinder, blanke Øjne og en Mængde overflødige Armbevægelser – applauderede med demonstrativ Begejstring en ganske ung Pige, der netop traadte ind deroppe paa Forhøjningen og satte sig noget forlegen paa en af de højryggede Stole, som havde staaet ledig. Hun bøjede Hovedet gentagne Gange, nikkede smilende, øjensynlig glad ved den ungdommelige Hyldest, men med en Undseelse over sig, der blev paafaldende ved de øvrige Damers scenevante Rutine.

En af de mere dristige blandt de unge Studenter rejste sig, løftede sit Glas og sagde:

Frøken Edith! maa vi ikke bede Dem om Drikkevisen! –

Ja, ja! klappede og lo de Andre.

Hun saa' spørgende hen til Pianisten, som bejaende gav sig til at lede iblandt Noderne. Med Hænderne foldede paa en barnliggénert Maade over Knæene, bøjede hun Hovedet lidt frem, bed sig med nogle hvide Tænder i den smukke, røde, smalle Læbe – rejste sig saa med et pludseligt Ryk, og uden med Øjnene at søge Nogen i Salen, sendte hun et lyst Smil paa maa og faa ud igennem To65|baksdampen, Gasblussenes Skær, den hele banale Atmosfære, som omgiver denne Halv-Kunst, der udøves for et ugenert, ganske godmodigt og temmelig blandet Publikum.

Gerhard saa' netop ind i et af Væggenes Pillespejle. – I dette, ligesom med en svag Hinde af blaalig Støv beduggede Glas syntes den unge Piges smækre Gestalt endnu slankere – bleg, uden at være sygelig bleg – et Syn af Jomfruelighed – og saa dette Smil af Vemod, der et Øjeblik antager Glædens friske Dagfarve.

Brynjulfsens og Gerhards Øjne mødtes. De havde begge sét ind i Spejlet.

Brynjulfsen trak Vejret, prustede nogle Gange gennem Næseborene – klippede med Øjnene – hviskede til Gerhard:

Bliv nu ikke sentimental, Ulf! sagde Overgaard.

Brynjulfsen skød Læberne frem – som for et Indhug; men Gerhard svarede smilende, med paataget dyb Stemme:

I er virkelig utaalelige med Jeres Opdisken! vrissede Overgaard. Kunde muligvis denne ædle Væddestrid faa Ende? –

66| Saa sang hun.

Stemmen var lille – men velklingende – med en timbre som uvilkaarligt søger Hjærtet – meget lidet skolet.... Det var en Drikkevise, oversat efter et fransk Drama... og hun tog med Intelligens om de temmelig trivielle danske Ord – og morede sig, med det stadige lyse Smil, ved at se og høre de unge Studenter snappe op efter Ordene, som Smaafisk snapper efter Regndraaber. Naar hun førte et illusorisk »Bæger« til sine røde, paafaldende velformede Læber, skete det med en naturlig Ynde i Bevægelsen.... Hun hvilede en Smule paa det ene Ben, vuggede lidt i den slanke Taille, passede at Armen ikke fjærnede sig for langt ud fra det stramt siddende Liv.... hun stod dér i et Kostume, der var smagfuldt valgt i Snit og Farve – saa lidet udfordrende som muligt, men med ubevidst kvindeligt Koketteri svarende til og fremhævende den hele Apparition. Hendes Hoved var lille – Ansigtstrækkene næsten barnlige, uregelmæssigt tiltalende – med dette ugengiveligt Kvindelige over sig, som Damer ville betegne ved Ordet »sød«. Haaret af en varm, blond Glans – og det lagde sig med en lille blød, kruset Bugt ned over Panden – hvorunder Øjnene tittede ligesom ydmygt frem..... hendes Arm var fintformet – Haanden lille og ladylike – Anklen spinkel. Hendes Kjoleliv var meget højhalset.... det skjulte et Bryst, hvis Former røbede sig som en Dianas, delikat, ungt, attenaarigt. Hun bar ingen Smykker.

Gerhard havde set med Malerens Øje.

67| Den ene af Marsk Stigs Døtre! sagde han.

Saa satte hun sig. Forlegenheden kom atter over hende; hun truttede Læberne lidt frem, trak paa de fine Skuldre og nikkede med en Række korte, smaa, venlige Nik til de unge Menneskers larmende Begejstring. Det var, som vilde hun sige: Ja ja; det er meget elskværdigt af Jer! men I skulde have Tak, hvis jeg nu blot maatte sidde saa ubemærket som muligt! –

Og atter dundrede Pianisten hen over Flygelet, og Violinen skar ind med sit Dideldum – der gik over i smægtende Klage.

Ach wai mir! gabede Overgaard. Ulf! har Du rent mistet Humøret? –

Opvarter! hvad hedder den unge Pige? spurgte Brynjulfsen.

Hvem, maa jeg spørge? Damen tilvenstre?...

Snak! hende – Barnet dér – som nylig satte sig? –

Frøken Edita Ravn! svarede Opvarteren forretningsmæssig, bøjede sig spørgende mod den tomme Flaske, greb den paa et Nik af Overgaard, og fjærnede sig.

Det er den blondeste Ravn, jeg nogensinde har set! sagde Brynjulfsen. Skal vi ikke døbe hende om?.... hvad skal hun hedde, Gerhard?

Tornerose – Snewittiken – Sakuntala – Pigen i Museskindspelsen!....

Kald hende Petersen! sagde Overgaard.

Hun skal hedde Edith – slet og ret! Og Du 68| skal lade være med at være en Laban! sagde Brynjulfsen.

Finder Du hende virkelig saa smuk? spurgte Overgaard spydig.

Jeg finder overhovedet aldrig en Dame »saa smuk«. Jeg begriber blot ikke, at hun sidder hér, hvorledes hun er kommen her, at hun holder dette ud Aften efter Aften, og.....

Ah! det stiger! sagde Overgaard. Hvad er det, Ven Gerhard bestiller? Han tegner hende. Naa; I er engageret beggeto. Faar man Lov at se?...

Gerhard skød Bladet, som han havde revet ud af sin Tegnebog, hen til dem.

Det ligner ikke ganske! sagde Overgaard med et prøvende Blik.

Skulde heller ikke være nogen Portrætlighed! Det er Stillingen blot – Bevægelsen!...

Jamen hun sidder jo!

Det kalder vi for »Bevægelsen«! svarede Gerhard med et lille Smil. Jeg kunde have Lyst at male hende!

Kom her! ræk mig det! bad Brynjulfsen og halede sin Blyant frem. Snak saa væk med hinanden – et Øjeblik!

Vil De rette paa hende? spurgte Gerhard smilende.

Saa! dér! sagde Brynjulfsen efter et lille Ophold og skød Bladet tilbage til de to Venner, medens han slængede sig om paa Stolen og lod Øjnene søge Loftet!

Gerhard læste op, dæmpet:

Der kunde Du nemt være kommen til at gøre en Sonet! sagde Overgaard tørt.

Det skal Guddøde mig ikke være en Sonet! Jeg hader Sonetter! raabte Brynjulfsen.

Gerhard lo. Maa jeg faa Lov? bad han. Her er Plads endnu!.... Han tænkte sig lidt om; saa skrev han:

Brynjulfsen sad nogle Øjeblikke og betragtede Gerhard, som om han vilde læse sig dennes hemmelige Tanker til. Saa smilede han godmodig, skød Bladet ind under Overgaards Haand og sagde:

Nu Du! –

Probiren ist keine Kunst! Overgaard tog sin Næseklemme af, gned Glassene, – kastede et skarpt Blik op til Tribunen – og skrev:

71| De lo alle Tre. Nej, det gaar dog virkelig ikke an! sagde Brynjulfsen nølende.

Ikke? hvorfor ikke? spurgte Overgaard. Maa jeg blot udbede mig De Herrers Kort... saaledes! Nu lægger vi det Hele sammen – pænt – elegant – Kortene indeni – og lader Opvarteren besørge det! Hejda!...

Lidt efter saa' de en Bevægelse oppe blandt Damerne. Frøken Edith gik ud af Garderobedøren. Da hun atter kom ind, kastede hun et lidt sky – og lidt prøvende – lidt nysgerrigt – og lidt reserveret Blik ned til de tre Venners Bord. Saa bøjede hun sig hen imod den unge Dame, der sad hende nærmest. Hun nikkede – en Kende ligegyldig..... der gik en let Rødme over Frøken Ediths fine Kinder... derpaa antog hendes Ansigt det tidligere Udtryk af Ønsket om blot at maatte sidde dér og smile lidt, se ned for sig, gemme sig, faa Tiden til at gaa.... og noget efter bragte Opvarteren den Besked, at Damerne skulde komme, naar Forestillingen var forbi.

Hvilke Damer? spurgte Overgaard.

Opvarteren pegede...

Fingren ned! Peg ikke! sagde Brynjulfsen vredt.

Undskyld! sagde Opvarteren. Frøken Edita – Frøken Natalie – og den tyske Dame!...

Ah! der er ogsaa en tysk Dame? spurgte Overgaard.

Jo! Nu skal hun just til at synge!....

Godt! Saa gaar vi! –

72| Idet de gik ned igennem Salen, og førend de havde naaet Døren, vendte Gerhard sig om. Hans Blik søgte i Baggrundens Midte Frøken Edith. Hun sad med en lille graa Vifte i Haanden – den ene Arm hvilende i Skødet – Hovedet bøjet – en blød, dæmpet Glans over Haaret – og saa' ned for sig. Ved et lille Bord nærved Udgangen syntes en velklædt Herre med Opmærksomhed at følge Retningen af Gerhards Blik. Gerhard følte sig iagttaget og saa' lidt forundret derhen. Herren drejede Hovedet bort, rejste sig og gik, med Ryggen vendt mod Gerhard, ud af en Sidedør i Lokalet. Frøken Edith havde rynket de fine Bryn en Smule.

Hvor hun er sød! tænkte Gerhard og saa' kun paa hende.

Kom nu! sagde Overgaard.

Brynjulfsen var forude – og gik slængende, med store Bevægelser – nynnende.