VI

Jeg er sulten som en Ulv! sagde Brynjulfsen. Hejda Opvarter – anvis os et større Værelse! – her er lurvet – og man skylder sin Fattigdom den bedste Folie! En Mængde Lys paa Bordet – ikke den forbandede Gas – Blomster ved tre Kuverter – vi venter Damer – men i Ventetiden vil vi spise Radiser, Sardiner og Kiks. Den Herre dér er Departementschef – og vi To er hans Fuldmægtige! Vi udstæder ham vor Fuldmagt til at 73| være Vært; foreløbig er det mig , som siger: Bourgogne Volnay! Bene! –

De begyndte, efter at de havde lagt Overtøjet af, alle Tre at flytte om med Møblerne i det rummelige Værelse. De lo derved som ganske unge Mennesker. I Kakkelovnen blev der gjort Ild; og Brynjulfsen løftede den broncerede Apollobuste ned, som han saa stillede for Bordenden mellem to sørgmodige Restaurationspalmer.

Den Profil-Fyr skal staa dér med sine affektérte Lokker og stadig se til Siden – hver Gang vi siger en Dumhed! –

Men vi siger ingen Dumheder! lo Overgaard.

Io non sono securo! raabte Brynjulfsen. De skal ikke forarge Dem over mit Italiensk, Gerhard! Jeg har lært det af en Gibser. Jeg taler alle Sprog lige slet – men jeg taler dem alle – maaske til Forskel fra Dem, De, som naturligvis har læst hæderlig Syntax? Hvad Aar er De Student fra? Ja, tænkte jeg det ikke nok – Aaret før jeg. Det Hold var der noget Hold i! Jeg derimod kom lige efter Krigen, bardous ud i den kolde Douche – og for at varme vore frosne Begejstringer, tog vi unge Sjæle straks fat paa at give Tilværelsesgaaderne deres Overhaling! –

Gaader? sagde Gerhard og vendte sig smilende imod ham.

Il y en a! raabte Brynjulfsen, der sammen med Overgaard skød det opretstaaende Piano hen bag Apollo og satte Lys og Blomstervaser derpaa.

74| Overgaard smækkede Laaget op og spillede Agamemnons Recitativ og Arie af Iphigenia.

Nej, Ove! nu ingen »løftende« Musik! bad Brynjulfsen. Lad os spise lidt, drikke lidt, og passiare lidt. Kom, Gentlemen! –

De sad helt fornøjeligt dér – om Bordet – og glemte næsten, hvorfor de sad her. Gerhard begyndte at fortælle om en morsom Vinter, han sidste Aar havde haft i Rom – og Overgaard sagde: Gud, hvor man dog alligevel har moret sig engang!.. Brynjulfsen vilde just til at ringe paa Opvarteren, da denne traadte ind og mældte:

De tre Damer er der! –

Brynjulfsen rejste sig, gik hen for Spejlet, purrede i sit Haar og trak Skægget tilrette. Overgaard blev siddende, snoende sin lille Mustache uden at se i Spejlet; Gerhard hverken saa' sig i Spejlet eller arrangerede noget paa sig. Over hans Ansigt laa en rolig Dæmring af noget Forventningsfuldt og noget Modtageligt. Saa bankede det paa Døren; Opvarteren slog den op paa vid Gab. Damerne kom ind.

Frøken Edith som Numer To; den lille tyske Soubrette først – Frøken Natalie sidst.

Velkommen mine Damer! sagde Brynjulfsen. Og Tak fordi De vilde deltage i et frugalt Maaltid.... Fraulein spricht wohl Dänisch? Ikke? – naa en Smule? Skal vi saa gaa tilbords?...

Brynjulfsen bød Frøken Edith Armen. Den tyske Dame – Frøken Aurora fra Dresden – kom 75| til at sidde paa hans venstre Side nær Overgaard. Ligeoverfor sad Gerhard med Frøken Natalie.

Brynjulfsen sagde: Vi har været saa optagne af vor Ven dèr, Maleren Gerhard, som lige er kommen tilbage fra Udlandet.... I ti Aar – tænk Dem – har hans Saaler ikke slidt de københavnske Fliser! Han er saaatsige et Barn iblandt os – en Umyndig – en Uskyldig.... g'rade vom Himmel herabgefallen!...

Heruntergefallen! rettede Overgaard.

Lass es, mein Junge! Der Vogel spricht wie ihm der Schnabel gewachsen! Nicht war, Fraulein.... Aurora? Aurora von Kønigsmark.... habe die Ehre! Opvarter! sæt de to Metalkøiere dér... henne foran Apollo!.. Han hedder »Apollo« den Gibsherre dér – hvis De ikke véd det! – Skænk saa for Damerne – og forsvind, til vi ringer! Ikkesandt, mine Damer, – vi lader selv Fadene gaa rundt.... Skaal! og Tak – paa Festkomiteens Vegne!.....

Brynjulfsen vendte sig til Frøken Edith og klinkede med hende. Hun rakte Glasset frem imod ham med nedslagne Øjne.

Toujours la méme! mumlede han.

Jeg forstaar ikke Fransk! sagde hun naturlig – med en lille Bebrejdelse.

Tilgiv, Frøken Edith! Kender De mig ikke? –

Hun saa' rolig opmærksom paa ham, som søgte hun i sin Hukommelse.

Jeg har aldrig set Dem derude! – eller maaske – en enkelt Gang?

76| Nej! sagde han bestemt. Det var heller ikke Dem – det var en Anden! Det vil sige – det var ikke mig , som De saa'... eftersom og saasom det var en anden end Dem, som jeg.... undskyld, jeg vaaser!

De maa ikke blive vred, men – man skulde næsten synes det! sagde hun og lo fornøjet.

Hør, Frøken Edith; den Latter glæder mig – De véd ikke hvor den glæder mig! Jeg sad dèr i Salen og tænkte stadig: Skulde hun virkelig kunne le – og snakke – staa og gaa – klæde sig af og paa – sidde for Spejlet og gøre Grimacer – ligesom vi Andre?....

Hun tog Øjnene til sig og rynkede Brynene en lille Kende. Saa spurgte hun tværsover Bordet Frøken Natalie:

Vi bliver vel ikke altfor længe? –

Brynjulfsen bed sig i Læben og vendte sig til den lille Tysker:

Sind Sie wirklich keine Wienerinn, gnä' Fräulein?...

Nee! ich bin 'ne Sächse! lo hun. Og drejende sig om til Overgaard sagde hun: Deres Ven würklich tale maiet godt Tyske! –

Aber nadirlich! er is' ja so wie so ein halbes Schafskopf! svarede Overgaard.

Un poco infarinato! lo Gerhard fra sin Side af Bordet. Undskyld, Brynjulfsen; men jeg er virkelig opsat paa at more mig iaften! Og han hævede sit Glas og nikkede smilende.

De spiste og drak. Overgaard viste sig Situa77|tionen voksen. Han havde denne de kølige Naturers Evne til at underholde Damer. Han sagde de Smaating, som falder af sig selv, men som ikke Alle kan faa til at falde lige naturligt. Han var aldrig over og gjorde sig den dannede Selskabsmands Flid for aldrig at komme under det Niveau, som han efter stiltiende Overenskomst med sig selv havde indrømmet Situationen. Samtalen, Stemningen, skulde være comme il faut. Og han følte med Tilfredshed, at den var det.... men med Brynjulfsen var han ikke saa tilfreds.

Ulf! Du falder rent i Staver! Se at komme til Vinden, gamle Dreng!.... som vi siger ombord i Kutteren! –

Lad mig sidde! sagde Brynjulfsen. Behold I Champagnen for Jer. Lad mig faa Bourgogne – Volnay – Nuits.... helst Chambertin!

Hvad siger han? spurgte den lille Tyske.

Han siger:

»Ich bin stolz auf meine rothe Nase!« – sang Overgaard.

Ach! hären Se doch! is' dees 'n langweiliges Ding! Singen mer was aanderes!...

Hun gik til Klaveret med Overgaard; han akkompagnerede hende. Frøken Natalie sluttede sig til dem. De lo, sang og pludrede i et Kaudervælsk, de Tre, ganske som Børn.

Gerhard havde flyttet sig over til Frøken Edith, der rykkede sin Stol bort fra Brynjulfsen. Meget hurtigt var hun og Gerhard inde i en Samtale, som de fortsatte uden at lade sig afbryde af Munterheden 78| ved Klaveret. Han fæstede sine Øjne, rolig og fornøjet, med en Blanding af ærbødig Opmærksomhed og kammeratlig Venlighed paa hende. Hans Ligefremhed, noget beskedent og dog udpræget i hans Væsen, gjorde hende selv ligefrem, meddelsom og munter. Hun lo gentagne Gange, idet hun lænede sig tilbage og drak af sit Glas, utvungent og med en Dames instinktmæssige Fornemmelse af at være i godt Selskab og derfor kunne sætte Tvang tilside. Hun lo – af en og anden Pudsighed, som Gerhard fortalte uden at gøre sig særlig Umage for at være morsom... og Gerhard bøjede sig for denne velklingende Latter, som for en Overrisling af noget Foraarssundt, af noget, der er frodigt og rent. Gennem hans Sind fór i samme Øjeblik den lille spørgende Tanke – som Brynjulfsen tidligere paa Aftnen havde udtalt: – hvor kommer hun her i disse Omgivelser? og – sidder hun saaledes Aften efter Aften derude?....

Der spejlede sig i hans Miner, i hans Blik, noget af denne Tanke. Han tvang det tilbage – men det havde røbet sig. Paa den unge Piges Ansigt kunde han læse sig til, at hun var skarpere Iagttager, end han havde formodet. Der kom en Bedrøvelse i hendes Øjne – en barnlig Trods om Mundens fine Spil.... og atter var det, som om hun strøg det bort; – hun nippede til Glasset – og sagde:

Er De Maler? Der kom en Kunstmaler herude... han bad mig stadig, om jeg vilde sidde Model for ham. Jeg fandt slet ikke, at jeg havde noget 79| ved mig, som det kunde være værd at male – og – jeg var bange for, at han ikke var ganske oprigtig.... Jeg svarede ham tilsidst afgjort Nej! Vil De nu sige mig – har jeg Ret eller Uret – kan man, fordi man er Maler, saadan uden videre bede en ung Pige om at komme til sig og sidde Timer dèr paa en Stol, maaske i et eller andet underligt Kostume – som maaske ikke engang er klædeligt eller passende......... plejer man at bære sig saadan ad overfor unge Damer... eller er det kun, naar der er Tale om unge Piger af min Stilling? Vil De svare mig oprigtigt derpaa! –

Han holdt sine Øine fæstede roligt paa hende – og de To kom saaledes til at sidde nogle Sekunder seende vist paa hinanden, som om de prøvede hinanden. Kunde hun ikke tænkes at være, hvad hun i saa rørende Ubeskyttethed saa' ud som: halvt et Barn endnu – halvt en Jomfru, modnet til Kvinde paa en Vej, i en Strøm, hvis Farer og Fristelser maaske mest er til i Mændenes af Forfængelighed og Attraa hidsede Fantasi? Sæt, at det en Dag opklares, af hvor grovt et Materiale Mandens Gemyt og Følelser er i Modsætning til Kvindens? Om igen! forfra med hele vor Psykologi og fine Analyse!...

Han sagde til hende:

Jeg vil svare Dem, Frøken Edith, at jeg aldrig skal anmode Dem om at sidde for mig.... det skulde da være, at De selv ønskede at besidde et lille Portræt af Dem! –

Jeg? – et Portræt af mig selv? Hun lo og bevægede den smukke Nakke med ejendommelige 80| korte, smaa virrende Ryk. Hvad i al Verden skulde jeg med det? –

De kunde jo – sagde han – forære det bort; til Deres Slægtninge – til Deres Fár eller Mor, hvis De har nogen – eller.... til en god Ven? –

Den hastige, lette Rynke kom frem i hendes Bryn; de røde Læber kneb sig sammen.... hun drejede sig pludseligt, saa' paa ham, og sagde:

Vil De ikke fortælle mig noget Morsomt – ligesom før. Eller – sig mig først – hvad betyder »extensiv« – ex-ten-siv? Udtaler jeg det maaske galt? –

Nej! svarede han venligt. Extensiv – er det modsatte af intensiv! Er De saa fornøjet? –

Hun nikkede og lo. Jeg véd meget godt, hvad intensiv er! Jeg holder grumme meget af at læse – ja jeg bestiller næsten intet andet. Jeg kan blot ikke lide at træffe paa alle de fremmede Ord i Bøgerne. Saa føler jeg, hvor lidt jeg har lært i min Barndom... Der var nu ikke Raad dertil! sagde hun med et lille Suk.

Og nippende til sit Glas, bad hun bønligt:

Fortæl mig noget Morsomt! –

Jeg kan vise Dem noget Morsomt! sagde han, og fik hende til at se over paa Brynjulfsen, som sad alene for Bordenden, med to halvfyldte Bourgogneflasker foran sig, skænkende den dunkelrøde Vin op i et stort Glas, medens hans anden Haand med de stærkt opsvulmede Aarer trillede Brød sammen i smaa Kugler, som han knibsede over mod Apollo.

Dér har Du det! du Frisørskilt med dine po81|madisérte Lokker... sagde han. Gud i Himlen skal vide, hvorfor vi har ham endnu paa vore Kakkelovne og Piedestaler! Hvad kommer han os ved? – den arrangérte Fyr med sin lange, lige Næse. Den er til at blive gal over. Vi, som slider vores Sjæl itu, for at finde Mening i Tilværelsen – hvad skal vi med hans »Harmoni«? – det er bare noget for fine Folk – og der er ingen fine Folk mere! Der er Plebejere, som gør Vers, og Plebejere, som ikke gør Vers! voila tout!

Lustig, lustig wollen wir leben!

Vi skulde bronceres allesammen – det er det vi skulde... saa kunde man staa ligesom han dér og sige: Gudbevares! jeg er pletfri – Ingen skal kunne kende smudsige Fingre paa mig! ...

pereat!...

Han lo, trak to Stole hen til sig, en paa hver Side, lagde sine lange Arme over deres Rygge, bøjede Hovedet tilbage – bleg, med fugtig Glans i de rødskudte Øjne – Sveddraaber over den høje Pande – Haaret brusende ivejret som en forstyrret Skaderede. –

Saaledes sad han dér – en underlig barok-genial Figur – stirrende ud for sig i Stuen; han syntes at indsuge Cigarretrøgen, og Duften af Vinen og Blomsterne, Lysenes Glans, Munterheden af disse Stemmer, der susede for hans Ører som en fjærn Larm. Han saa' den lette, fine Rødme, som havde lagt sig over Damernes Kinder – akurat den Rødme, som er Festens og Glædens, uden at være bleven Overdrivelsens. Saa besynderlig langt 82| borte fra sig saa' han Frøken Ediths nydelige Ansigt – tæt ved Gerhards – og begge disse Ansigter lo elskværdigt... Han strakte Haanden ud, for at gribe sit Glas og nikke til dem...og nu opdagede han, at det var i et røg-dugget Spejl han saa' sit eget Ansigt halvt i Profil – og Frøken Ediths Ansigt, halvt i Profil fra den modsatte Side. Han virrede med Hovedet – hun virrede og smilede... og pludselig fik han den Indskydelse, at der var en Lighed mellem disse to Profiler... en Lighed i Træk... noget dér bag i Nakken – Maaden at bære Hovedet paa... indtil det gled bort, og han saa' Overgaard staa leende foran sig midt imellem Frøken Aurora og Frøken Natalie.

Den lille tyske Soubrette pegede paa Brynjulfsen, og han hørte hende sige højt: – is' ja die Leiche des verstorbenen Hauptmanns! würklich, ein hibscher Mann – 'ne bildschene Leiche!

Overgaard lo, greb sit Glas, og saluterede: Jeg hilser det høje Lig!...

Brynjulfsen rejste sig. Blodet skød ham op i Kinderne og over Panden. Øjnene glinsede – den halvt aabne Mund krusede sig. Han stod dér, rank og elastisk, uden at Rusen kunde kendes paa ham, svingede Pokalen og kastede Glassets purpurrøde Indhold udover Apollohovedet, idet han raabte: Habet!

Den dunkle Strøm rislede ned ad de arrangérte Lokker og plettede Dugen i en stor Kreds. De to Damer gav et lille Skrig fra sig – og man hørte paa Tysk: Jessus, der wird wild!

Brynjulfsen svingede det tomme Glas, som vilde 83| han kaste Formen bagefter Indholdet... standsede saa Haanden med et Ryk, og sænkede Glasset saluterende for Spejlet, hvori hans egen Skikkelse overragede Gerhard og Frøken Edith. De saa' paa hinanden og paa ham. De lo ikke mere.

Jeg hilser Dig!... begyndte Brynjulfsen med blød, hæs Stemme...

Nu kommer Talen! sagde Overgaard og gik tilbage til Klaveret – anslaaende dæmpet nogle Akkorder: Jeg er til Tjeneste ved Melodramet! Nur weiter – aber anständig!

Jeg hilser Dig – fortsatte Brynjulfsen henvendt til sit eget Billed i Spejlet – Du, som er min værste Fjende! Hvor kan Du dog nu ha' den Dristighed at gøre Fordring paa at være en Poet – og samtidig have en Etatsraad til Fader, og en Etatsraadinde – som ikke er din Moder? – Har Du glemt, at Kunsten fødes i en Kælderhals – paa Landevejen – ved en Grøftekant – og ikke i Bredgade eller Kronprinsessegade! Den maa ha' Proletarblod i sig – den maa ha' diet Zigeunermælk – saa faar den Humør, Livslyst, »Gnisten« – uden hvilket alt det med Guddommelighed og Alvor og Dybde bliver det bare... nok sagt! Jo fjærnere dens Udspring er fra Kulturen, jo mere yder den selv til Kulturen. Hvilket oversat paa menneskeligt Sprog er: Lad din Mo'er ha' været en frisk Tøs – og din Fa'r en Mursvend, Hestepranger eller Bonde – saa kan Du gærne selv gaa hen og lægge dine Ben indenfor Rangklasserne. Men begynd ikke i Hof – og Stats84|kalenderen – for saa kommer Du til at trille Tørv som Maler, Musiker, Skuespiller eller Poet!

Indledningen sluttet? spurgte Overgaard.

Aber schweig', Schweinigelchen! schweige! Hast mir ja die ganze Communion veraasst! Mine Damer og Herrer – ladies and gentlemen!... Jeg vil sige Dem, hvad jeg tror, jeg er... en Profet! en af dem, som staar frem i daarlige Tider, og som selv har daarligt nok ved at klare for sig, hvad det er, han profeterer. Det er ikke misundelsesværdige Mennesker. De fleste af dem gaar rabundus inden de blot nogenlunde har paapeget, hvor Landet ligger, det forjættede! Men førend Profeten ligger »krum paa Skjold«, saa har han faaet udnævnt en Konge, Præst, Skjald, Videnskabsmand, Kritiker.... mir ganz Wurst... som kan synge den ny Opsang, skrive det ny Drama, redigere den ny Avis etc.... altid en Fingersbredde til det Bedre... og ergo saaledes dør Profeten – ligesom vi læser om disse Dyr, der befrugter og saa forsvinder ud i Atomernes Rige

Anstændigt! bad Overgaard.

Ti stille! raabte Brynjulfsen; jeg er ikke færdig... jeg skulde jo have udnævnt denne Arvtager!... Her lod han Blikket glide fra Overgaard til Gerhard – standsede undervejs ved »Apollo«, gjorde en Grimace – og fæstede igen sine Øjne paa Gerhard:

Vil De ?...

Gerhard lo, virrede med Hovedet og opfordrede ham til at gaa videre.

Ikke De? sagde Ulf. Vi faar at se!... Han syntes 85| at tænke sig om, strakte Haanden frem foran sig. Naa ja! – sagde han – saa kommer vi til Selvafklædelserne!...

Gud! raabte den lille Frøken Natalie.

Overgaard tyssede paa hende. Den tyske Soubrette havde øjensynlig opgivet at finde Morskab eller Mening i Tingene. Hun laa bleg i en Lænestol, næsten indsovet, med en forkullet Cigarret i den nedhængende Haand, Fødderne oppe paa den lave Node-Etagére, hvis Indhold var spredt over Gulvet. Frøken Edith sendte hende et Øjekast, og det var stærkt reserveret. Natalie spurgte: Edith! hvad mener De – skal vi ikke gaa?... Hun overhørte Spørgsmaalet – trak afværgende sit Glas til sig, da Gerhard vilde skænke for hende, og spurgte ham dæmpet: Er Deres Ven altid saa underlig? Er han ikke lidt – lidt...

Forceret? mener De! spurgte Gerhard.

Edith nikkede: Ja – ja! forceret!... Og hun bøjede sig atter frem og sagde: Véd De – jeg har saa ondt af ham! Tror De egenlig, at hans Hoved er stærkt?...

Gerhard kunde ikke bare sig for at smile: Gal? mener De? Nej, Frøken Edith! han er saadan hvad man kalder »inspireret«!

Brynjulfsen havde lagt begge Hænder over sin Pande og var bleven staaende med tilbagebøjet Hoved... pludseligt løftede han den ene Haand med udstrakte Fingre, og bevægede den som en Taktstok.

Nu dit sidste Numer, Ulf! og saa gaar vi! raabte Overgaard.

86| Brynjulfsen hørte ham ikke. – Czardas! Zigeunermusik! skreg han højt, og udførte med Fagter, Brummen og Nynnen den halv-vilde, ligesom over gærende Vin komponérte Rakoczy-Marsch.

Frøken Aurora vaagnede, sprang op, og vilde give sig til at danse.

Overgaard! Politibetjent! arrestér den unge Dame! raabte Ulf. For nu – nu vil jeg tale! Aa... hvad var det for noget Smukt, jeg vilde sagt? Det skal indledes med Vildskab... saadan begynder vi, naar vi er pur unge – spjætter ud med Arme og Ben – Blodet ruller – Øjnene gnistrer. Tschum! Generalpause... Poco piu tardo! Jeg har aldrig gjort andet end Dumheder – men endnu har jeg ikke gjort noget gement... véd i det mindste ikke deraf...

Jeg kan nøjes med lidt... mine Damer, De véd ikke, med hvor lidt jeg kan nøjes... et Smil, et venligt Ord, et Haandtryk... Jeg er en Hund! »Giv Pote, Trofast!« Dér har Du et Tæppe! Du kan rulle Dig sammen og lægge Dig udenfor Skønjomfrus Seng eller Kammerdør... Mine Damer! vredes ikke!... hverken Tjener eller Pige kommer for at hente Dem hjem til Mama, som spørger, om Kandidat Dit eller Grosserer Dat har gjort den rigtig reelle Kur – den med Udsigterne fra 6 til 16000 om Aaret. Gudbevares, det er saa nemt at være født i en »Familie« – gardéret paa alle Kanter. Saa kan man sagtens klare sig – og ynke de Stakler, der maa fægte for Dyden og for Brødet.87| Jeg siger intet... Giftermaal er en gudvelbehagelig Ting – naar man ikke har andre Resurcer. Men jeg skal sige Dem en Ting: jeg gav med Glæde den hele Kollektion af anstændige og fornuftige Giftermaal i Nordens tre forenede – Sludder, adsplittede Riger – for blot en eneste Gang at have følt en Mo'rs naturlige Kærlighed – en Mo'r, der kunde tilgive mig, naar jeg havde gjort Gæld og drukket mig fuld og skrevet Digte imod Autoriteterne! Blot en Mo'rs Kærlighed! Hvad siger De til det , mine smaa Damer? De har dog maaske en Mo'r, som tilgiver Dem Deres Skrøbeligheder og maaske vilde dele sit sidste halve Rugbrød med Dem, naar Deres Stemme slaar Klik og Deres Ungdom og Skønhed er udløbet sammen med Deres sidste Engagement? N'en parlons plus! Udlagt: lad os saa tale om vor respektive Fa'r! Kan være, at jeg har drukket lidt for megen Bourgogne iaften – kan være, at jeg ikke har drukket nok . Men tænker jeg paa den brave gamle Bonvivant, der er Skikkeligheden selv – naar man ikke træder hans Forfængelighed over Tæerne – tænker jeg mig ham som mit originale Ophav og mig selv som hans »forlorne Søn« – ak, da kunde jeg falde Apollo dér om Halsen og græde af svulmende Henrykkelse!

Brynjulfsen! sagde Overgaard formanende.

Ja, Etatsraad – snart Konferensraad Brynjulfsen! fortsatte Ulf uforstyrreligt. Hvorledes vilde han ikke have vidst at nyde denne Aften? Hvilke smaa Netheder vilde han ikke have hvisket Damerne i Ørerne!... hvor papa-familiær vilde han ikke til88|sidst være bleven – stadig dog med den uhyre Kløft in mente, som skiller hans Kommandørkors-Respektabilitet fra vor Zigeunerlejr! Ach, Vater! bist Du doch ein fideler Bursch! Komm, alter, lieber Kerl! wir wollen Schmollens trinken! Wie? was? Schüttelst deinen grauen Kopf und sagst halblaut: Memento mori... oho, Døden ; er Du bange for den, lille Fa'r? Kom skal jeg hviske Dig noget i Øret! Der eksisterer slet ingen Død – for den, som dør i Troen paa det Evigt-Kvindelige. Hvis Du ikke har dine Papirer iorden, hvad det angaar – saa kan Du anmode Bedemanden om at stikke en lille Reclam-Udgave af »Faust« ned i din Kiste... og gaa Du saa bare dristig paa, Gamle! Tys! det bliver ganske stille! blot et svagt Ekko af de tre Skuffer Sand paa dit salig Legems Futeral, Fa'r! – og Hs. Højærværdighed Sjællands Bisp, som gentager den ikke ubekendte Sætning: Af Jord est Du kommen...! Og saa synges der fjærnt af det kgl. Theaters Kor: Lær mig, o Skov! – derude paa Fasankirkegaarden, hvor alle »Spidserne« danner Følget. Jærnbanetoget til Korsør bruser forbi dernede under Bakkehældningen. Der er maaske Folk med, som reiser til Paris, for at more sig – hvad Du saa ofte gjorde. Men Du er ikke med i det Tog. Du er allerede oppe i Luften – højere og højere – Du drages afsted med et Meteors rasende Fart... Syn og Hørelse forgaar Dig... Herren se i Naade til mig arme Departementschef! Og saa fornemmer Du en Stemme, der siger: Sid af! holdt!... Du staar foran en gammel, bredskuldret Portner med jærngraat 89| Skæg – ved Døren til en uendelig Havegang med klippede Tax-Hækker. Du vil gaa ind. Portneren raadfører sig med en slidt Lommebog, ryster paa Hovedet: Gør mig ondt, men dit Navn findes ikke blandt dem, der har Fribillet!... Med dirrende Læber spørger Du: Skulde der slet ikke være Nogen derinde, som vilde gaa i Kavtion for mig? Jeg har hverken røvet eller stjaalet: og jeg kunde dog vel nok slippe ind ligesaa godt som mine Kolleger?... Portneren siger med et stramt Smil: Véd Du noget om dine Kolleger? Men her har Du min Kikkert – kanhændes Du faar Øje paa En, som kunde gaa i Borgen for Dig!...

Her antydede Brynjulfsen med Hænderne at han saa' igennem en Kikkert – og den var rettet lige imod Frøken Edith, som lidt ilde berørt flyttede sig paa sin Stol.

Overgaard sagde:

Lad det være godt med de Løjer, Ulf! Kom! – Damerne er utaalmodige... nu gaar vi! –

Brynjulfsen fortsatte, stirrende gennem de to Cylindre; hans Hænder rystede – hans Stemme var bleven hæs: Dér... se dér langt borte i Gangen gaar saadan en sød ung Pige, som jeg kendte, da jeg selv var ung!...

Han lod Hænderne synke og strakte dem frem imod Frøken Edith; Sveden perlede over hans Pande; det slanke, svajende Legem skælvede af Ophidselse: Edith! Edith! vend ikke dine Øjne bort fra mig!... Javist; det er en Spøg!... daarlige Løjer, mener jeg... men der er én Religion – en af de mange 90| – som jeg bekender mig til! Aa hvad Pokker! Livet er snart forbi – elendigt, tomt, dumt, som det er... og dog saa overjordisk skønt i Kærlighed og Hengivenhed og Tilgivelse – at ikke de største Digtere, om man trak dem allesammen paa en Traad, kunde faa sagt noget bedre end: Bed! – bed for mig – for os allesammen... hører De, Edith!...

Han brast sammen. Herredømmet over Nerverne svigtede ham. Han lod sig falde ned paa Stolen, med Ansigtet i sine Hænder.

Frøken Edith rejste sig, dyppede Snippen af sit Lommetørklæde i et Glas Vand – strøg ham med den ene Haand beroligende over Panden og vædede med den anden hans Tinding. Der var noget uvilkaarligt, instinktmæssigt Kvindeligt heri... Brynjulfsen løftede Hovedet og saa' paa hende med et forundret, taknemmeligt Blik... men Overgaard skubbede Avertissementssiden af en Avis frem over Bordet, understregende med Fingren en Annonce, medens han gav sig til syngende at læse: »Iligemaade takkes Hr. Pastor N. N. for den ved Baaren holdte trøsterige Tale, hvilken skal bevares i kærlig Erindring af de Efterlevende«...

I dette Øjeblik reves Døren op inde fra det tilstødende Værelse. Paa Tærskelen stod en ganske ung, slank Skikkelse, dødbleg, tydeligt under Virkningen af en Rus; – den unge Mand var klædt i Sekondlieutenants Uniform. Et Par Kammerater søgte forgæves at holde ham tilbage. Den unge Officers smukke, fine Træk lyste med en pludselig og vild Viljesytring... han gjorde nogle hastige Skridt 91| frem, pressede den ene Haand imod Biystet og stødte med den anden sin Kammerat tilbage... Der var hverken Tid for Gerhard eller Overgaard til at lægge sig imellem... han bøjede sig halvt knælende for Frøken Edith.... der eksisterede for ham i dette Værelse absolut kun den ene Person – og til hende sagde han: Frøken Edith! hvorfor undgaar De mig?... her saa' han bedende, fortvivlet, aldeles undergivet sin Lidenskab, paa hende... og idet hun rejste sig, bleg og uvilkaarlig søgende om Bistand hos Brynjulfsen, kom de to Mænd til at veksle et af disse Blik, der umiddelbart erindrer om Fægtesalen.

Hvem er De? hvad vil De? spurgte Brynjulfsen. Han var meget rolig, men hans Næsefløj dirrede. Edith holdt om hans Arm. I nogle Sekunder stod de Tre saaledes... disse Sekunder, hvori Alt siges gennem Blikket... saa skiftede Udtrykket i den unge Officers Ansigt: Rusens Hidsighed, Barnets Vrede og Mandens Lidenskabelighed smæltede ligesom sammen til Sorg i Erkendelse af Noget, man har troet at vinde og aldrig har ejet... og med stigende Følelse af at være geraadet i en falsk og maaske latterlig Stilling, sagde han indtrængende til Brynjulfsen, pegende paa Edith:

Denne unge Dame dér – ja jeg forstaar godt, at De gærne vil være i hendes Selskab – det vilde jeg give mit Liv for at være... men da De maaske dog ikke kender hende som jeg... saa vil jeg sige Dem, at man kan ikke yde hende Ærbødighed, Respekt – og – og – og Hengivenhed nok: for, der gives ikke i den Verden nogen, der er saa sand92|dru, saa ulastelig i enhver Henseende, saa lidt... ja hvis De vidste, hvad det betød i den Verden og i mine Øjne... Jeg kender Dem ikke; men det er tilstrækkeligt for mig, at hun har valgt at være sammen med Dem... De er i hendes Selskab... jeg gør Dem min Kompliment, min Herre!... jeg beder om Deres Tilgivelse, fordi jeg har trængt mig herind... og jeg... jeg hader og misunder Dem... jeg bøjer mig for Dem, tor Deres Lykke! og Dem , Frøken, beder jeg – at Gud maa bevare!...

Graaden kom frem i hans Stemme. Han vaklede og slog Armene om Skuldrene paa de to Kammerater, som førte ham modstandsløs tilbage gennem Døren, der straks lukkedes.

Der var Tavshed omkring Bordet. De tre Venner stod oprejste og saa' paa hinanden. De to Damer gik hen til Frøken Edith, som atter sad paa Stolen, bortvendt fra Lysene, med Hænderne i Skødet, stirrende ned for sig.

Saa aabnedes Døren. Det var den unge Officers to Kammerater, som med sammenslaaede Hæle og lidt stive Bevægelser navngav sig og rakte deres Kammerats og deres egne Kort frem. De fandt det at være deres Skyldighed – sagde de – at bringe Selskabet en Undskyldning paa deres Vens Vegne. Han var den, der mest beklagede Optrinet; han havde ikke været sig selv mægtig, men hans Venner kunde udsige for ham, baade hvor pinligt han var berørt over at have forløbet sig, og at han var rede til at give enhver Oprejsning!

93| Overgaard smilede og strøg sin Mustache. Ulf stod og saa' ud som en Tordenbyge. Gerhard rakte sit eget og sine to Venners Kort frem, idet han med nogle høflige Ord erklærede Undskyldningen for tilstrækkelig. Man burde vel aldrig – mindst paa et offenligt Sted og navnlig naar Damer var tilstede – sætte Tingene paa Spidsen. Her var i hvert Fald aldeles ingen Anledning – eftersom et stærkt Følelsesudbrud ikke af dannede, fordomsfri Mennesker kunde optages som nogen Fornærmelse! sagde han.

Han saa' ved disse Ord hen paa Edith, som nikkede hurtigt med bortvendt Ansigt. Overgaard og Ulf bukkede. De to unge Officerer bukkede – ungdommelig stift men øjensynlig lettet. De havde efterladt sig et behageligt Indtryk – og de følte det. Gerhard fulgte dem til Døren, hvor man trykkede hinandens Hænder. Han saa' da i Værelset ved Siden af et Glimt af den unge Officer – Secondlieutenant v. Norden, som laa halvt over det opretstaaende Piano, med Ansigtet ned i Hænderne, krampagtigt hulkende som et Barn. Det gjorde Gerhard paa en underlig Maade ondt for ham, og han var gerne gaaet ind og havde sagt ham et Par hjærtelige Ord. Men han betvang sig, lukkede Døren og gik tilbage til Selskabet.

Edith havde ganske genvundet sin Ro. Hun sagde til Natalie: Vi kører hjem sammen, Natalie! Jeg skal sætte Dem af, hvor De bor! –

Overgaard kaldte paa Opvarteren og lod ham hente Droscher. Den tyske Frøken Aurora surmulede: Skulde hun køre hjem alene? Ingen tilbød 94| sig som Ledsager. Man hjalp Damerne Overtøjet paa. Frøken Natalie var ikke videre opbygget. Edith sagde venligt Godnat til de tre Venner og rakte dem Haanden. De fulgte Damerne nedenunder og til Vogns.

Endnu en Gang nikkede Frøken Edith til de tre Venner, men Gerhard rakte hun Haanden med et dæmpet: Tak! –

Og de to Vogne rullede bort.

Det var mørkt og stille. Himlen stjærnebesaaet, Luften kold forfriskende. Lyden af de bortrullende Vogne tabte sig i den lange Allé. Dér stod de Tre udenfor Restaurationen, hvor der skinnede Lys ud gennem et enkelt, aabentstaaende Vindu.

Saaledes endte den første puniske Krig! sagde Overgaard leende: At tænke sig, paa Nippet til at blive udfordret – ligefrem udfordret her i det gamle borgerlige Danmark – som om vi var Dumas père's Musketerer! Man skal dog intet forsværge mere! –

I det samme hørtes Pianoakkompagnement og Sang oppe fra gennem det aabne Vindu. Stemmen var blød, belagt; Ordene kunde tydeligt skelnes:

De lyttede.

Kender Du Stemmen? spurgte Ulf dæmpet Overgaard.

Den unge Officer, paa min Ære! svarede Overgaard og tilføjede: Ungdommens Prærogativ – de bratte Overgange! – Gud! hvor vi bliver gamle... hvad mener Du , Ulf? Kom, lad os gaa hjem!