95| VII

Henrik Gerhard gik nogle Dage efter ud ad gamle Kongevej, for at søge sig en Bolig med Atelier.

Han fandt den gamle, halvt landlige Vej fuldstændig bebygget. Saa drejede han ned ad en Sidevej og standsede tilfældigt udenfor en lille Villa med stort Ateliervindu. Paa Havelaagens Stolper stod opslaaet Auktionsplakat. Han læste.... og gik ind.

Der var en Del Folk i Havestuen; Dørene aabne ud til Verandaen. Auktionarius sad ved et rundt Bord med en Fuldmægtig. Der blev solgt Malerier, Studier, Skitser, Staffelier.... og Møbler, som ogsaa skulde sælges, stod rykket tilside.... en Kunstners Dødsbo? – eller maaske en, som flytter til Udlandet?

Gerhard forhørte sig – det var en Malers Dødsbo!

Den ensformige Handling gik sin Gang. »Femoghalvfjers Kroner!... Buddet er dér!... Vil De ikke have Stykket som en Pendant... Sexoghalvfjers... Nu er det Deres Tur, Grosserer Halvvig!... Firs!... firsinstyve Kroner! Første og anden Gang....«

Og Hammeren faldt. Gerhard besaa' nogle af Billederne. Han kendte Navnet – en midaldrende Maler, som tilhørte den ældre Retning men syntes at have gjort Forsøg paa at strække sine Evner udover Grænsen, der skiller Gammelt fra Nyt. Man 96| saa' det Famlende. Der var noget pinligt heri.... og nu var han altsaa død.

Gerhard gjorde en Runde omkring i Stuerne, kiggede ind i Atelieret, som laa skilt fra den øvrige Lejlighed ved en rummelig Trappeopgang. Det kunde passe for ham!

Da han atter kom ned i Haven, gik en Herre ham forbi, vendte og standsede foran ham.

Er det ikke....? spurgte Herren smilende – Jovist! jeg tager ikke fejl. Men De husker mig ikke – jeg er Grosserer Halvvig – Philip Halvvig – vi har da gaaet i Skole sammen! –

Jeg har ikke den Ære....! svarede Gerhard og modtog lidt nølende den fremrakte Haand.

Den Anden vedblev: De var rigtignok en eller to Klasser under mig... Senere i Livet udjævnes den Forskel, som forekommer saa stor i Skolen. Jeg plejer at bide Mærke i Folk – og hvergang jeg har læst Deres Navn i Bladene, har jeg sagt mig selv: det maa være ham! Jeg læste forleden i min Avis, at De var vendt hjem fra Udlandet og nu vilde tage fast Ophold.... men der staar jo saa meget i Bladene! Ikke fordi at jeg vil sige Bladene noget paa – det er en Magt i vore Dage – som man ikke lægger sig ud med – især ikke, naar man er Forretningsmand! Det blev mig for langsomt med den Jura – jeg kunde indgaa som Associé hos en Slægtning.... men »Student« giver alligevel Relief i Handelsverdenen. – Og begge to har vi jo rejst meget – hvad jeg for den Sags Skyld stadig gør. Man maa passe paa, aldrig at ruste fast – og paa 97| den anden Side maa man vide, aldrig at undervurdere det Stabile! De kan tro mig, man maa virkelig være varsom herhjemme, under de smaa Forhold, med hvad man foretager sig – eller faar Ord for at foretage sig. Naa! Forretningslivet giver Paaskud til at lufte sig og se sig om. For en halv Snes Aar tilbage gjaldt det om at tjene sig en Formue; nu maa man være glad, om man blot kan holde sammen paa, hvad man har. Og man maa strække sig over Landets Grænser. Jeg tør sige, at jeg virkelig er ivrig Forretningsmand. Men naar jeg møder et nyt Ansigt – der minder mig om Ungdomsdagene og samtidig bringer Tanken hen paa den store Verden – Udlandet – saa maa jeg ilag med denne ny Mand. Hvad behager? Skulde De ikke nok kunne forstaa det? Ja undskyld....!

Gerhard spurgte sig selv: hvorfor gør denne Mand sig saa megen Flid for at opfriske et flygtigt Skolebekendtskab? Er vi virkelig fra samme Opdragelsesfabrik? Muligvis – men hvad saa?

Grossereren stod dér, velvillig, meget smilende, aaben i Ansigtsudtryk som i Ord – men med noget agtpaagivende i Øjnene, der bragte Gerhard paa den Formodning, at Ordenes boblende Strøm ved given Foranledning kunde standse, Velvilligheden og Smilet forsvinde og give Plads for et andet Udtryk.

Hvor har jeg dog sét det Ansigt før? Eller forveksler jeg ham med en anden af samme Type? tænkte Gerhard og betragtede atter Grossereren. Han var slank og dog rund, hans Figur havde det 98| velplejede danske Gennemsnitsmærke; og han var meget velklædt. »Grossereren« er typisk hos os. Han kan være tyndere, han kan være tykkere – Artens Mærke er over ham, hvad enten han kommer til Pulten fra en Real- eller Latinskole!

Saa faldt Gerhards Øje paa en sortklædt Dame, som med et Par halvvoksne Børn forlod Huset. Hun havde et tæt Slør for Ansigtet og hastede øjensynlig med at komme bort.

Grosserer Halvvig gav Gerhards Arm et blidt Tryk, gjorde et lille Kast med Hovedet i den Retning, og sagde dæmpet:

Det var Enken.... forstaar De? Stakkels Kone! dér sidder hun med to Børn – og Gud skal vide, hvad Auktionen kan indbringe. Jeg har gjort mit bedste – jeg har budt op – men naar nu Gælden er betalt – og Huslejen – for den var der ikke tænkt paa....! hvad kan der saa blive til Rest – med Fradrag af de 6 Procent i Salair og Omkostninger –?

Kender De Familien? spurgte Gerhard.

Kendte – mener De? –

Grosserer Halvvig strøg under disse Ord sit blonde, spidst tilklippede Skæg med Haanden – en hvid, soigneret Haand uden Ringe – fra neden af opefter:

Jeg ejer denne Villa!... forklarede han.

Aa, saaledes! Nu vil De maaske selv bebo Stedet? spurgte Gerhard.

Det har jeg dog ikke tænkt paa! Oprindeligt byggede jeg Stedet til mig selv – Atelieret kom siden til. Jeg købte nogle Parceller her omkring – 99| det var i den gode Tid. Jeg vilde have mig en ordenlig Have. Men.... men saa blev Grunden mig efterhaanden for dyr. Jeg har solgt fra og mageskiftet. Endnu ejer jeg en gammel Gartnerbygning – her omme bag den næste Vej... nej, De kan ikke se den herfra! Min Forretning lagde mere og mere Beslag paa mig inde i Byen. Det blev mig for afsides herude. Min Kompagnon gik hen og la'e sig til at dø.... Jeg maatte overtage den rejsende Part.... det var mig ikke ukært, som jeg maaske har sagt Dem. Man trænger til at lufte sig – hvor kært man ogsaa kan have sit lille Land. Ja, jeg véd ikke, om De er »national«? Kunstnerne er det nok ikke længer ganske! – tilføjede han ligesom med Vemod.

Gerhard blev utaalmodig. Han spurgte ligefrem, idet han mønstrede Haven og Bygningen: Vil De leje mig Stedet? Forudsat at ikke Malerens Enke....?

Hun flytter! – hun flytter! sagde Grossereren hurtigt og afgørende. Derpaa tilføjede han bekymret og lidt slæbende: Stakkels Kone... Stakkel! Om hun saa havde Formue, blev hun næppe her ! – Undskyld mig et Øjeblik – jeg kan vist naa' hende endnu. Jeg skulde blot sige hende to Ord!....

Gerhard saa' efter ham: Hvor disse Købmænd ogsaa har travlt! sagde han ved sig selv. Han er næsten altfor behagelig! Men saadan er de jo alle. Hvad vedkommer hans Grunde og Parceller mig, hans Forretninger og hans »Nationalitet«? Har jeg sagt et eneste Ord om mine Anliggender? Aa hvad; 100| han er naturligvis en ganske flink Fyr – lidt snakkesalig, som alle mine Landsmænd – og lidt nysgerrig. Formodenlig ret drillesyg, hvis man lærte ham nøjere at kende. Det er de jo alle.... jeg selv maaske med. Naturligvis er han ligesaa intelligent, som jeg! Han har et ganske let Underbid. En eller Anden har engang sagt, at Folk med Underbid skal man være paa sin Post imod. Det er dog vist en Fordom! Hans Øjne er mange Gange forstandigere end hans Ord. Han vilde vist gærne vide, hvad jeg tænker paa. – Alt i alt: hvis jeg vil leje hans Hus, saa bliver han min Vært. Lad mig altsaa høre lidt paa hans Passiar endnu! –

Grosserer Halvvig kom tilbage og fæstede sine Øjne søgende paa Gerhard. De var store, flade, men laa temmelig dybt under de lyse Bryn. Han var i Grunden en vakker Mand – Damer maatte vist finde ham tiltalende! tænkte Gerhard.

De véd altsaa ikke?.... spurgte Grossereren med halv Stemme, fortsættende hvor han afbrød.

Hvilket? Er der maaske Spøgeri i Huset? spurgte Gerhard muntert.

Han skød sig! lød Svaret kort.

Gerhard studsede, og bøjede Hovedet, med den ejendommelige Respekt, som Døden uvilkaarlig fremkalder – ikke mindst hvor den er selvvalgt.

Vi fik det naturligvis neddysset! – sagde Grossereren og trak paa Skuldrene. De véd nok, min Kære; i vore Dage gaar altsammen glatvæk under Sindsforvirring. Naa; forvirret er man begribeligvis ved saadan en Affære. Men faktisk er det, at han 101| skød sig. Jeg har selv holdt Revolveren i min Haand – et rent Legetøj. Og Blodet paa Sofabetrækket saa' jeg. Det var ikke behageligt. De kan nok tænke Dem, at Enken ikke efter det .... Og forresten har hun heller ikke Raad til at beholde Lejligheden!

Gerhard spurgte efter et Ophold, ganske stille:

Levede de ulykkeligt....?

Han levede ulykkeligt, stakkels Fyr! Jeg tror, han havde ventet at faa Fribolig paa Akademiet. Det blev der ikke noget af De Gamle er sejge – og han var dem nok ikke helt paalidelig. Ja, De kender jo Forholdene bedre end jeg!.... Ikke det? – Det forstaar sig, De har været længe borte – og man siger desuden ikke Alt hvad man mener. Kritiken var haard ved ham i de senere Aar.... de Yngre lægger ikke Fingrene imellem – og Folk læser i Grunden kun, hvad de Yngre siger og mener. Jeg ser det med mig selv og mine Meningsfæller, Vi paavirkes mod vor Vilje. Ha, ha! Politisk er vi højre – naturligvis. Men i Alt, hvad der mindre vedrører det Almene – jeg vil sige, i Alt, hvad der ikke strengt vedrører os ....

Kunst og Literatur? indskød Gerhard.

Ha, ha!.... naa ja, vi skal jo ikke drøfte disse Sager. Han stod saaatsige midt imellem begge Parter – og saa faar man Huggene, som bekendt, uden at faa noget af Rosinerne!

Og saa tog han til Revolveren? Det er endelig en Udvej – man hugger Knuden over! tilføjede Gerhard.

102| Det er paa Moden. Det er smitsomt. Og det følger maaske med Literaturen! sagde Grosserer Halvvig tænksomt. Er De endnu bestemt paa at leje Villaen? – De ser, at jeg ikke er Forretningsmand overfor Dem. Ellers havde jeg tiet stille med den Affære! –

Gerhard sagde rolig:

Affæren – som De kalder den – indeholder for mig ingen Grund til ikke at blive Deres Lejer!....

Auktionen var endt. Folk kom ud.

Blandt dem, der forlod Havestuen, var en Herre, paa hvem Benævnelsen »ældre Kavaler« syntes at kunne passe, som om den var syet til ham. Han trippede med korte, elastiske Skridt henimod Stedet, hvor Gerhard og Grossererer Halvvig stod. Under Armen holdt han en Studie indsvøbt i en Avis. Han var af Middelhøjde, slank, bar sit Hoved lidt til den ene Side og dukkede ganske let forover. Alt hos ham røbede Umagen for at se ung ud: Klædedragten, Snittet, de smaa, spidssnudede Støvler med kokette Klædesgamascher, Handsker af iøjnefaldende lys Farve, en tynd Svippestok med Agatknap. Han holdt Øjnene fæstede paa Jorden, som om han ledte efter Noget, han havde tabt. Da et Par af de Forbigaaende høfligt hilste, saa' han ikke ivejret men besvarede Hilsnen afmaalt og ligesom distrait. Lagde man nøje Mærke til ham, fulgte hans Blik ikkedestomindre med megen Opmærksomhed Personer og Ting rundt omkring ham. Hans 103| Ansigt var magert, hans Skæg omhyggeligt plejet; under Hatten kom sparsomme, graa Haar tilsyne. Trækkene var »distingverede«; et noget svævende Begreb – kan udlægges som: medtagne af Livet, uden at Livet nærmere har bestemt Etiketten. Et Tilløb til Energi, som syntes at være løbet ud i Sans for Petitesser. Bureaukraten, som har spildt sin Intelligens paa Kafeer, sin Dømmekraft paa Dagsnyt.

Alle har vi to Jeg'er. Det ene er den drillesyge Nisse, som usét af os selv stikker Hovedet frem og gør Tegn til den opmærksomme Iagttager.

Bag Bureaukraten stak Flanøren frem; gennem Kontormanden gik en synlig Bestræbelse for at agere Hofmanden, Diplomaten – og saa var det kun Etatsraaden, Departementschefen, man saa'.

Der har vi ham! Han lader, som han ikke ser os; men jeg kender ham – Gavstrikken! Naa, Etatsraad; hvad har De saa faaet med Dem?... maa jeg være nysgerrig? –

Grosserer Halvvig fik spøgende listet Pakken fra den ældre Herre. Et Studie efter nøgen kvindelig Model viste sig. Etatsraaden saa' ligegyldig hen for sig; Grossereren blinkede til Gerhard:

Finder De ikke ogsaa, at disse Former ere vel meget... outrerede? –

Gerhard sagde, efter et flygtigt Syn paa Billedet:

Jeg véd ikke, hvad De mener med outreret! Den paagældende Model har været kluntet, klodset – som de fleste Modeller herhjemme. Men Maleren har næppe overdrevet....! Det forekommer mig, 104| at Farven ikke er egal paasat: hist for tynd, for ængstlig – her for fed!....

Ja – fed! sagde Etatsraaden med lidt hæs, snøvlende Stemme og et hastigt Blik, der omfattede den malede Model som i en Mundfuld. Jeg bliver altid hængende ved noget Juks! Jeg foretrækker det Slanke, det Decente – og saa faar jeg denne – denne....!

Juno! lo Grossereren og stak Billedet tilbage paa dets Plads. Maa jeg forestille: Maleren Gerhard – Etatsraad Brynjulfsen!

Gerhard bukkede. Etatsraaden saa' op og ned ad ham og ud til Siden med et Blik, som kunde sige: Kender Dig ikke, min Ven; interesserer mig ikke synderligt for Folk som Dig og dine Lige!

De gik sammen hen ad Vejen. Gerhard ærgrede sig. Disse Folk – tænkte han – ser i Malerens nøgterne Arbejde en Sysselsættelse for en Fantasi, som de halvvejs skammer sig ved. Og det er vort Publikum!

Saa vendte Etatsraaden sig, og spurgte, som om der pludseligt faldt ham Noget ind:

Er De maaske en Søn af Justitsraad Gerhard, Physicus.... hm? –

Det var min Onkel! svarede Gerhard. Han er død for nogle Aar siden! –

Er han virkelig død? En charmant Mand. Ja, jeg har saa meget at huske!.... Og Etatsraad Brynjulfsen lod Haanden langsomt glide hen over Panden under Hatteskyggen og saa' atter mod Jorden.

105| Derpaa standsede han, rakte Gerhard to Fingre, gav Grosserer Halvvigs Haand et let Tryk, og vilde gaa.

Grosserer Halvvig behandlede denne Mand – tiltrods for Aldersforskellen – halvt flot, halvt med ironisk Ærbødighed.

Hvor skal De hen, Etatsraad? Ses vi maaske i Theatret iaften? Det er jo Opera.... De plejer at være en sikker Mand....!

Naar svigter jeg mit Theater? spurgte Etatsraaden med Elegance. Derpaa vendte han sig til Gerhard: Gaar De i Theatret –? Det er meget opdragende....!

Gerhard kunde knap skjule et Smil over den gamle Kavalers Anbefaling af det Opdragende.

Jeg saa' Dem dér forleden Aften! sagde Grosserer Halvvig til Gerhard.

Ja saa! svarede Gerhard kort. Det forekom ham, at der laa noget særligt Agtpaagivende i Hr. Halvvigs Øjne.

Jeg saa' Dem ovenikøbet senere samme Aften – sagde Hr. Halvvig – inde paa Kaféen. De var nok kommen i muntert Selskab....?

Gerhard maalte ham lidt og drog paa Øjenbrynene.

Med den unge Brynjulfsen! fortsatte Grossereren og lod Blikket søgende strejfe Etatsraaden.

Etatsraaden saa' ned mod Jorden og til Siden; satte den ene Klædesgamasche frem – og den anden – hilste med bøjet Hoved og et Sving af Stokken – og gik.

106| Dér gaar han! bemærkede Grosserer Halvvig med sin tænksomme Mine. Læberne syntes at ville ytre noget spøgende – men pludseligt skiftede Øjnene Udtryk, og han fæstede dem bestemt paa Gerhard:

Jeg saa' Dem ogsaa – tilfældigvis – næste Aften – et andet Sted! henkastede han. De har nok isinde at slaa Dem ordenligt løs, nu da De er kommen hjem?.... studere Folkelivet, som man siger! –

Jeg har isinde at leje Deres Villa – hvis De vil sige mig Deres Betingelser! svarede Gerhard kort.

Aa, om Forladelse – det er nu saadan min Vane fra Skoledagene – jeg har altid gerne villet moralisere for de Yngre! Bryd Dem ikke om mine Vaner – enhver har sine. – Hvad Ulf Brynjulfsen angaar, saa tror jeg nu slet ikke, at han er videre farlig som Omgang – tiltrods for hans Renommée. Damer skal være ganske uimodtagelige for ham.... og Gud véd, om han i det hele taget er begavet? Han blir da allenfals aldrig til noget! Men jeg snakker.... Jeg er et Følelsesmenneske – vil De tro, at en Forretningsmand kan være det? Jeg er altfor aaben, forsikrer jeg Dem, altfor aaben af Karakter. Vil De leje min Villa? Godt! men... Tiden lober fra mig. Vil De søg e mig inde i Byen paa mit Kontor – her er min Adresse! Farvel – og mor Dem fremdeles godt!....

Han gik med hastige Skridt, vendte sig, saa' sig tilbage; det forekom Gerhard, at han smilede spydigt.

107| Gerhard blev staaende: Hvad det dog er for smaa Forhold! Alle kender hverandre – tiltaler hverandre som i en Familie – passer paa hverandre – véd Besked om Alt – giver gode Raad.... og her skal man være Kunstner!......

Det var med en ubehagelig Følelse af Utryghed at han gik tilbage og saa' ind over Villaen. Solen var borte; det var koligt, det blæste. Træerne i den lille Have begyndte at slaa Grenene raslende sammen, som om de vilde meddele deres Klager til Nogen – maaske advare......

Dérinde har denne Maler levet! tænkte Gerhard. Og nu skal jeg til at begynde.....!

Aa, blæse! Hvad kommer de Mennesker mig ved – de levende som de døde? Jeg vil i Gang med Noget. Jeg vil arbejde!...