VIII

Nogle Dage efter var Gerhard flyttet ind i den lille Villa. Han havde møbleret et Værelse og et Sovekammer. I Atelieret var han saa smaat begyndt at indrette sig. Grosserer Halvvig skaffede ham en halvgammel Pige til Opvartning. Ogsaa hun havde et lille Værelse, og Grossereren havde sorget for dets Udstyr med Bohave fra Malerens Auktion.

Gerhard var bleven bragt i Forlegenhed ved denne Opmærksomhed fra hans Værts Side. Men hvordan undgaa den? Hr. Halvvig var Mand for at afparere Indvendinger: Jeg siger Dem, min kære 108| Gerhard, De er mig ikke Spor af Tak skyldig. Min Forretning fører det med sig, at jeg selv maa leve snart her, snart der. Al Hjemmets Hygge er mig nægtet. Kan jeg gøre Noget for en og anden, som tiltaler mig, saa gør jeg en Velgerning mod mig selv. Ha ha! Lad mig sige, at man fra sine yngre Dage har Erindringen om Et og Andet, som man ikke helt er tilfreds med. Det kan jo ske for os alle, ikkesandt? Nuvel! hvordan kan man da bedre bringe sin Saldo i Orden, end ved i Ny og Næ at yde sin Næste en Haandsrækning – snart en mindre, snart en større? De er maaske enig med mig? Jeg er ganske utrøstelig over dette med den stakkels Fyr – Maleren. Havde han blot haft Tillid til mig – førend Katastrofen – saa kunde jeg maaske.... Naa, nu lader den Affære sig ikke længer ordne. De minder mig maaske om Noget ved ham – skøndt De ser langt frejdigere ud – og saa har De da heller ikke Familie. Ja, undskyld, jeg véd i det mindste ikke af.....

Jeg er ikke gift! svarede Gerhard smilende.

Jeg gratulerer! Maaske finder De det meget materielt sagt, men jeg er jo Forretningsmand, og en Kunstner, som gifter sig, han lægger efter min Mening Baand paa sin Frihed.... medmindre han gør et rigt Parti.....!

Og saa kan Partiet lægge Baand paa hans Frihed! sagde Gerhard og lo.

Ha ha! De ser Tingene fra den lyse Side. Det kan jeg lide. Den Slags Folk vil altid lettest komme frem. Véd De, hvad jeg ogsaa kan lide109|.... her saa' han sig omkring i Atelieret.... at her ikke findes de mange nøgne Billeder hos Dem! Ja De ser paa mig – om jeg mener det? Jovist mener jeg det! De husker, hvordan jeg drillede Etatsraaden forleden? Hvad skal – maa jeg spørge – hvad skal den Ophidselse til? Ja for vi mister dog Respekten for Kvinden derved!... Man skal ikke lade det sidste Slør falde – ikke paa nogen af Siderne. Tror De ikke ogsaa, at dette er den dybere Betydning af Mythen om Amor og Psyche? De kender vel Apuleius'......?

Jo-o jeg gør! sagde Gerhard, som var i Tvivl om, hvorvidt den Anden vilde have ham til Bedste eller virkelig var Alvorsmand.

Ja, jeg er nu et Følelsesmenneske – saa meget, som mine Forretninger tillader mig at være det – maaske mere ! tilføjede Halvvig med sin tankefulde Mine. Jeg vilde blot ønske, at jeg havde et let Sind – et virkelig let og frejdigt Sind..... jeg vilde da kunne gøre mange flere Forretninger.... og meget mere Godt! lagde han hurtigt til.

Gerhard drejede sig paa sin Stol, for at skjule et Smil. Han var baade forbavset over og ked af den Anden, som vedblev:

Men jeg sinker Dem med min Passiar! Om et Par Dage skal jeg paa Rejse... jeg bliver maaske en Maaned, maaske to borte... kan være, at jeg først kommer tilbage henad Høst. De ser altsaa, at jeg ikke vil overløbe Dem. Naar Huslejen er forfalden, kan De blot indbetale den paa Kontoret. 110| Lad mig se, at De maler meget... dygtigt, vilde jeg sige. Apropos! har De Bestillinger?...

Jo-o! endnu et Par, som jeg ikke er færdig med. Forresten er jeg ked af Bestillinger; de binder ! –

Saa-aa? Det er dog ganske behagelige Baand, antager jeg. Men sig mig: maler De Portræter?...

Gerhard kradsede Tobakken ud af en Cigarret for at komme den i en lille Pibe. Oprindeligt var det Landskaber med Staffage, jeg lagde mig efter – svarede han. Min væsenlige Uddannelse fik jeg paa Akademiet i Antwerpen; herhjemme gik jeg kun nogle af Skolerne igennem.... siden tog jeg til Paris, derfra til Rom. Det var i Rom, at jeg opgav Landskabet for Figurerne. Nu véd jeg, strengt taget, hverken ud eller ind..... jeg mener med Hensyn til Valget af mit Stof, Motiver og deslige! –

Saa-aa! spurgte Hr. Halvvig kendelig uden Forstaaelse men med Ansigtet lagt i deltagende Folder. Man maa dog som Regel vide, hvad man vil; ikkesandt? Men – og her søgte hans Øjne rundt omkring – forklar mig en Ting, min Kære: maler De aldrig f. Ex. en smuk Udsigt, De har sét – eller... Personer efter Hukommelsen? –

Gerhard smilede og tændte Piben: Hvis De maaske i en Roman har læst, hvorlunde en Maler søger efter Hukommelsen at fæste f. Ex. den Elskedes Træk paa Lærredet – saa kan De dristigt sværge paa, at Forfatteren ikke har kendt stort til Malerne! Men naturligvis vil jeg ikke sværge paa, at det aldrig 111| finder Sted!... tilføjede han med Lune.... f. Ex. i et Øjebliks Pengeforlegenhed! –

Hr. Halvvig satte sig i Stilling foran Staffeliet, hvorpaa der stod et støvet Studiehoved efter en kvindelig romersk Model. Ah – saaledes! sagde han endelig og saa' over Skuldren tilbage mod den leende Gerhard. Portræter maler De altsaa aldrig – Dagen efter?

Jeg forstaar Dem ikke! svarede Gerhard og virrede med Hovedet. Det vilde blive det bare Juks! –

Javist – ja! sagde Grossereren. Men et ganske lille Hoved – et Miniaturportræt – maaske naar De har et Fotografi tilhjælp....?

Gerhard sagde kort: Nej!

Saa rejste Grosserer Halvvig sig: De undskylder! sagde han forretningsmæssigt.... Vi ses altsaa først om nogle Maaneder, eller om længere Tid! Derpaa tog han sin Hat, trykkede Gerhards Haand og gik smilende ud ad Døren.

Hvor har jeg set den Bevægelse med Skulderen – og den Ryg? tænkte Gerhard.

Han gik hen og drejede Nøglen om i Døren, fjærnede Studien fra Staffeliet og stillede et paabegyndt Lærred frem, satte sig foran det og gav sig til at gnide Paletten af med Terpentin og Nødolie.

Han mumlede:

Vil han maaske have sin Husleje ind ved at sætte mig i Arbejde med at male Portræter efter Fotografier? Det kunde ligne disse Herrer Grosserere! Ah! udbrød han pludseligt – nu har jeg 112| min Mand... det var bestemt den Herre, som i »Elysium« rejste sig op og gik sin Vej – kort førend vi gik! Mon han er jævnlig Gæst dér – han med sin Amor og Psyche?... Men hvad vedkommer det forresten mig? – Til Arbejd!.....

Og han søgte frem et Studie af et Stykke Hedejord med Akvaduktruiner – og en barbenet Pige, som red paa et Æsel, der blev trukket af en Fyr i Lædergamascher.....

Den Pige dér duer ikke! Og nu skal man til at søge efter Model... en Model med nøgne brune Ben og sort Haar her? – Umuligt! Saa kommer man dog til at afkopiere sit Studie – det vil sige »male efter Hukommelsen«!

Saa begyndte han at tænke paa sine Pengeforhold – paa Gæld, han havde – paa den Familie, som havde bestilt Billedet i Udlandet og hvem han skyldte selskabelig og venskabelig Tak.

Gid Pokker havde Bekendtskaber!

Han kastede sine Pensler ned i en tom Bøtte, som stod paa Gulvet, havde gerne givet Bøtten et lille Spark, men kom til at le ad sig selv.....

En Kno slog mod Døren ud til Trappegangen.

Kom ind! raabte Gerhard.

Det ruskede i Døren, og en Stemme hørtes udenfor: Har De Model – eller er den hellige Aand over Dem?...

Gerhard lukkede op. Der stod Ulf Brynjulfsen.

Aa – hvor her lugter liftigt af Tobak, Terpentin, Flid og Hæderlighed! sagde Brynjulfsen.

Det første kanske – men ikke det sidste! 113| svarede Gerhard. Hvordan har De kunnet finde mig herude?...

Det véd jeg ikke selv! sagde Brynjulfsen. Jeg fandt paa at drive ud ad denne Kant – her omkring i Nabolavet. Jeg har ikke været paa disse Højder i Aar og Dag. Jeg læner mig tilfældigvis ind over en Laage og læser Deres Navn paa en Malerikasse – sammen med et tydeligt tilkendegivet Rødvinsglas, som formodenlig skal betyde: Forsigtig! Jeg ringer altsaa forsigtig paa ved Døren ind til den lille Gaard. En hverken ganske ung eller blændende Skønhed lukker mig op – maaler mig, som om hun antager at jeg vil tigge eller stjæle – og viser mig nødtvungent herop til Atelieret. Her er jeg!....

Velkommen da! –

Tak! Jeg vil blot sige Dem, Gerhard, at hun er en Perle!....

Hvem? Den Lille fra forleden Aften?....

Brynjulfsen blev rød op i Panden, gravede Haanden ind i Haaret, kastede Hovedet tilbage og sagde:

Hvem tænker paa de Dumheder? Jeg mener Deres Cerberus – Deres kvindelige Vov-vov med et Overskæg, som jeg kunde gøre Øjenbryn af til mig! Hun er en ren Perle – til at se surt paa Folk og mønstre deres Overfrakker. Hun er ligesaa god som et Sprikvort over Døren: my house is my castle!

Gerhard lo og fortalte i Korthed, hvorledes han var kommen her; berørte flygtigt Malerens Dødsfald; nævnede Mødet med Halvvig og med Etatsraad Brynjulfsen.

114| Min Fa'r! raabte Ulf hurtigt – det gamle Glansbilled! Har De sét ham?...

Gerhard studsede: Glansbilled?...

Javel! Er han ikke glittet og valset, friseret og klædt paa som en Modejournal! Hvem skulde sige, at han snart har naaet »Støvets« Aar? Og Ulf gav sig til at hoste og le.

De er en underlig En! sagde Gerhard.

Hvad? – underlig! De skulde bare vide.... Nej, De kan ikke begribe, hvad det er for et mageløst Hjem, jeg er kommet af. Min Fa'rs nuværende Kone – ikke min Mo'r – var gift med en gammel rig Brændevinsbrænder, som hun havde en Datter med. Antageligt var hun solgt af Forældrene til det gamle Spritkar. Han skal have været temmelig modbydelig – og hun skal have været meget kon. Man sagde, at min ærede Papa allerede i Spritkarrets Tici gjorde Fruen sin flittige Opvartning. Det vilde ikke være ham uligt. Brændevinsmanden maa formodenlig være bleven gnaven derover. Førend han døde satte han alle Skillingerne fast for sin Enke og Datter – min Halvsøster, altsaa slet ikke min Søster. Hun og Mama har hver sin Formue, som Papa ikke kan pilfingerere ved. Min Halvsøster, Frøken Kirchhoff, har sin Menage, som hun efter Sigende deler med en Veninde – Pokker véd, hvem og hvor – jeg ser aldrig noget til hende. Fru Mama har sin Menage hjemme hos Papa, hvem hun giver Lommepenge – antager jeg! for jeg kommer der aldrig!...

115| De bor altsaa ikke hos Deres Forældre? spurgte Gerhard.

Jeg? Brynjulfsen lo og saa' meget forbavset ud. Falder mig aldrig ind at gøre: Etatsraadinden er gal....

Hvad behager? spurgte Gerhard og holdt op at rokke i Gyngestolen.

Storheds-gal – render efter Hof og Adel – gnider sig opad de Kongelige, hvor hun kan komme til; har to Lehnsgrevinder til »Veninder«, korresponderer med det halve Vallø, og vilde sikkert sælge sin Sjæl til en vis Herre, om hun kunde faa Papa baroniseret eller gjort til Geheime- nok sagt!

De retoucherer ikke Deres Portræter! sagde Gerhard.

Aa, for den Sags Skyld.... nej se ikke saa hæderligt misbilligende paa mig, mon cher! For, dels er hun jo ikke min Mo'r og dels aner De ikke, hvad et saadant Hus vil sige. Jeg kunde være bleven en fuldblods Royalist – en komplet Fra-for-89! Der er noget i min Natur deraf. Men hun – og hendes Maskepi – har ødelagt den hvide Fane for mig! De skulde blot høre hende, naar hun om Søndagen kommer hjem fra reformert Kirke og siger Mimi! til Stu'pigen Marie.... eller De skulde se de Konvoluter, hvori hun afsender sit Fricassée-Fransk til sine Veninder – som altid svarer paa godt Dansk! Jeg er sikker paa, hun gjorde Dem til en Demagog af det reneste Vand, en ren Rochefort – De med Deres Fornuft og Maadehold!....

116| Hvem siger Dem, at jeg er saa fornuftig og maadeholden? spurgte Gerhard lidt tørt.

Voyons, voyons! Spøg tilside! Det lykkes hende alligevel – skal De se – at faa gjort den Gamle til Noget. Der »ventileres« svært derom! sagde Brynjulfsen tankefuld og tilføjede: Saa faar hun ham ogsaa nok gjort til Theaterchef – det er Kæphesten, han rider – og saa har vi Spillet gaaende! Hvad var det, De sagde, Gerhard? Undskyld; jeg er lidt »schwerfällig« om Formiddagen.... jeg er en Ugle, jeg kommer helst frem ved Mørket. Nu har jeg imod Sædvane drevet omkring.... aa, giv mig en frisk Cigar! Hvad jeg søgte herude, har jeg ikke fundet – nu finder jeg, hvad jeg ikke har søgt. Ræk mig Deres Haand! Jeg kom til at holde meget af Dem forleden Aften – men jeg drak for meget – eller jeg taalte ikke nok. De har vel glemt det Hele? Naturligvis: det betød ingenting.... en dum Historie – for Folk i vor Alder – og med vore Erfaringer! Men det ligger mig i Blodet – jeg er Romantiker – fuldblods Romantiker – det vil sige, jeg var .....!

Har Deres Fru Mama ogsaa Synder paa sin Samvittighed i den Retning? spurgte Gerhard smilende.

Hun? Brynjulfsen lo. Nej, det er Papa, som har. Han har »frivoliseret« Romantiken for mig, den letbenede gamle Herre. Kan De forstaa det, Gerhard? i Grunden holder jeg af ham! Jeg misunder ham hans lette, elastiske Sind – hans Vitalitet trods alle hans Gebrækkeligheder – hans 117| Spradebasse-Humør og den journalistiske Maade, hvorpaa han kan kramme sin Viden ud og faa den til at glide i Folk! Aa, han er ingen Dumrian! Han er træsk – og alligevel godmodig! Han kan ikke taale at se Folk have det ondt – men han kan være hensynsløs nok mod andre, naar det gælder ham selv! Og det gælder som Regel altid ham selv! Han er magtkær, ligesom han har været kvinde-kær. Den sidste Egenskab er kun bleven noget fortyndet med Alderen – den første »grasserer« stadigvæk i ham omkap med hans Forfængelighed. Han vilde helst være Minister – allerhelst Konge – eller Stortyrk. Da der ingen Taburetter og ingen Throner er ledige, saa vil han være Theater-Konge.... Selvhersker over alle Aktører, Aktricer, Pyntekoner, Lampister og Logekontrollører. Han er bange for sin Kone og afhængig af hende. Men idet han lader som om han er fuldstændig Per-Tot derhjemme, bruger han hende til at bane Vejen for sig ved Hove – hvor han forresten ikke selv er forknyt for at udføre et Klown-Parti, naar det kniber. Han er for godt et Hoved til at være »Fürstendiener« af Overbevisning. Men Hoffets og Adelens Sfære tiltaler ham ligesom Theaterverdenen – fordi han er Romantiker. Det er paa samme Maade at han er religiøs... en Sentimentalitet, som han kæler for og dækker sig med – maaske noget Arvegods, som jeg heller ikke er ganske fri for. Han mangler tildels Sans for Realiteter. Til Gengæld har han overordenlig Sans for Nips, Konvoluter, Lak, Signeter og Skrivefejl. Han lever – 118| som de fleste i vort Samfund – bevidst og ubevidst – paa en Fiktion: den nemlig, at han er skabt for de skønne Kunster og Videnskaber! Han koketterede med dem i sin Ungdom – ligesom med andre smukke Damer. Han har altid været anlagt for det overfladisk-Ridderlige – og han gik frivillig med i den første slesvigske Krig – som saa mange Andre gjorde. Og han var tapper, siges der – han har følt sig paa en Scene! Det romantiske Skær over Kunsten forveksler han med den dybe, uegennyttige, stærkt personlige Hengivelse i Kunsten. Den sidste har han aldrig anet noget om – det første pilfingererer han ved, besnuser og beføler, indtil han finder med sig selv, at han – Etatsraad Gunnar Brynjulfsen, K. D. – at han kan tumle Æventyret, besværge Aanderne – mane Fanden frem, om det skulde være, med andre Ord være Leder af Landets første Scene!

Og han bliver det, Gerhard! De kan bande paa det. Aa, han har »frivoliseret« Romantiken for mig – uden at ane det selv. Jeg sagde ham det engang. Han blev maalløs af Forbittrelse. Han har gjort mig til Kras-Realist.... og naar jeg har svinget bort derfra og atter svinget tilbage og vedblivende intet Stade kan finde – naar jeg lever som en Ugle iblandt Marekatte, uden at vide, paa hvem og paa hvad jeg skal slaa ned – saa er det min ærede Hr. Papa, der sidder og vifter som en vis Person med sin spinatgrønne Hale og skræmmer mig bort fra Poesiens forjættede Land, som han har gjort Sit til at gøre mig led og væmmelig ved.

Dér har De Familien! –

119| Men... spurgte Gerhard langsomt... Deres Mo'r... Deres rigtige Mor?

Brynjulfsen trak en Stund paa Cigaren, fulgte med Øjnene de kredsende Ringe, som han kunstfærdig dannede – og sagde:

C'est une partie honteuse! Nej misforstaa mig ikke... jeg er saamæn »legitim« nok. Jeg gaar ikke i Rette med Papa – den Slags Forhold er altid indviklede, og der er antagelsesvis Brist paa begge Sider. Han havde ægtet et Pigebarn – »en Datter af Folket«, som man siger. Latterligt nok! vi er s'gu allesammen Børn af Folket! Hun skal have været meget køn og meget ejendommelig, af et lidenskabeligt Temperament, ikke megen Opdragelse – men en Bunke Anlæg og Muligheder.... efter hvad jeg har kunnet slutte mig til af Familiekroniken. Min Mo'r maa være død, da jeg var godt oppe i Drengeaarene – men forinden levede hun og Fa'r skilt – og jeg husker hende kun dunkelt – maaske slet ikke. Papa har jeg af gode Grunde ikke villet spørge derom.... men jeg har sat mig for, at jeg engang vil have Mysteriet opklaret – inden jeg dør. Dér har De min hele Genesis. Nu kan De ved Lejlighed give mig Deres! –

Ja ved Lejlighed! svarede Gerhard. Men sig mig, har De spist til Middag?... ikke!... Min kvindelige Cerberus stegte mig igaar en meget god Kotelet. Jeg har sat mig for, at jeg ikke vil gaa paa Spisekvarter.... jeg maa have samlet Arbejdstid – jeg maa være flittig – endogsaa meget flittig!....

120| De maa? spurgte Ulf lidt forundret.

Ja! lo Gerhard. Véd De ikke nok, hvordan Matrosen udlagde Bogstaverne paa Holmens Kirkes Gavl: R F P....?

»Riget fattes Penge!« raabte Ulf og sprang fornøjet op. Og jeg, som troede De var Velhaver...!

Det troede De?.... spurgte Gerhard.

Ja for Pokker! Der var Noget over Dem forleden.... og nu her – denne Villa – Husholderske....?

Det var et Indfald! svarede Gerhard. Jeg sætter Pris paa at være i Fred. Jeg arvede for nogle Aar siden en Slægtning. Nu er jeg snart ved Bunden paa Arven.... jeg har ingen Familie – i det mindste ingen her – ingen Venner, som vil trompete for mig – ingen Velynder, som vil protegere mig... jeg har ingen Forpligtelser, saasnart jeg har afleveret disse to Stykker Lærred dér.... og naar jeg har betalt mine Regninger og min Husleje, saa kan jeg begynde paa bart Bord igen – om jeg ellers til den Tid har et Bord! –

Kom til mit Bryst! raabte Ulf. De er Proletar – som jeg – som de hæderlige Mennesker overhovedet. Jeg vil spise Deres Kotelet idag – ja jeg vil drikke et Glas Vin med Dem, hvis De byder mig. Og imorgen....!

Lad os blive ved Dagen idag! bad Gerhard leende. Nu skal jeg vise Dem en Hemmelighed – min Skat!

Og han stillede en Ramme, hvorover der var udspændt hvidt Vokspapir, i en stump Vinkel op 121| imod Vindueslyset – halede en Kasse frem og krammede ud af den et helt Laboratorium: Flasker med ætsende Tinkturer, Sværtekrukker, tynde Staalmejsler og Naale, Kobberplader i forskellige Storrelser, Voksstabler, sammenrullede Handskeskind, flere Flasker, flere Naale – og endelig hentede han fra en Krog en Haandpresse og satte den triumferende paa Bordet:

Her er Alt, hvad der kan bevæge en Dødelig til Frafald fra cien ene saliggørende Tro paa Maleriet som den ypperste Kunstart! Naar jeg sætter mig dér – ved det Bord – med min Kobberplade, min Naal, mine Flasker med Jærnchlorid og min Sværtekrukke – saa glemmer jeg, at jeg har været ung, at jeg har gjort Dumheder og næppe er belært af Erfaringer... jeg tænker kun paa – paa Alt, hvad der i en straalende og lokkende Skikkelse kan fremstaa af den Haandpresse dér! –

Hvadbehager? spurgte Ulf med komisk Forbavselse. De skulde vel ikke tænke paa at gøre falske Pengesedler?...

Gerhard lo: Man kan gøre falske Sedler med de Apparater – men man kan ogsaa gøre ægte Raderinger! Jeg vil her etablere min Treugadei – min »Guds-Fred«. Lad saa de Andre riv's og slaa's. Og nu skal vi ned og spise!

De gik nedenunder, spiste med god Appetit Husholderskens Koteletter, tømte en Flaske Vin sammen, fik Kaffen ind, Lysene og Cigarerne tændte. Gerhard udbredte sig indgaaende over Raderekunsten. Ulf erkendte beskedent, at han manglede tekniske 122| Forudsætninger – men kunde man ikke overføre Forholdene paa Literaturen? spurgte han. Gerhard nikkede: Naar jeg raderer, saa forekommer det mig egenlig, at jeg digter ! saa nobel, saa fornem, saa sjælfuld denne Kunst er – den rene Lyrik! Naalen er i Malerens Haand ganske anderledes en Pen – end Penslen formaar at være det. Se til Rembrandt – en Heksemester, naar han maler – men guddommelig, naar han raderer. Kom, kom!...

Og Gerhard greb Lysene fra Bordet og gik foran Ulf op ad Trapperne og ind igen i Atelieret. Skumringen var indtraadt. Det store Rum tog sig sælsomt ud – med mystiske Skygger under Loftet og nedad Drapperier – som udspilede Vinger af fremmede, kolossale Fugle – enkelte Glimt fra fremspringende Metalgenstande – et blaaligt Skær fra en damasceret Klinge – og Tobaksrøgen i Striber som Mosetaage henover Staffeliernes Opstandere. I dæmpet Grønliggraat stirrede den blanke Aftenhimmel ind gennem det høje og brede Vindu – en Stjærneprik midt i – og ved Siden et Kastanietræs svuldne Knopper og en sort, sort Stærkasse.

Gerhard tog en Mappe frem og sagde: Her har De Hollænderne – de moderne Franskmænd – og noget Juks af mig. Det sidste skal De ikke bryde Dem om. Sæt Dem – og nyd!....

Ulf spurgte, idet han vendte Bladene langsomt og kiggede med Andagt paa dem:

Men hvorfor er De saa egenlig Maler?

Gerhard gik op og ned ad Gulvet dampende paa Cigaren. Han sagde smilende:

123| Jeg maa være i et stort Rum og jeg maa smøre en Pallet til engang imellem – jeg skal jo »imødekomme« mine Køberes Tilbøjelighed. Vent blot, til jeg faar lavet et Par Blade, som jeg ikke helt behøver at skamme mig ved – saa gør jeg som den evige Jøde i Gjenboerne, naar han faar Kaloskerne paa.... jeg tager Reisauss fra det Altsammen – og det »mit Wonne«, som Tysken siger! –

Ulf drejede sig hurtigt i Stolen:

De rejser igen? –

Nej jeg bliver! svarede Gerhard leende. Jeg vender blot Bestillinger, Udstilling, Publikum og Kammerater Ryggen – lukker mig inde i denne min Verden, med clairobscur, Halvtinter osv. Tænk Dem, jeg behøver kun en Mellemhandler – Forhandleren af mine Aftryk. Jeg er ligesaa fritstillet som Digteren. Jeg behøver hverken at bede eller true mig en »god« Plads til paa Udstillingerne. Et Boghandlervindu – en Glarmesterbutik er mig nok. Er min Radering god , saa kan jeg sælge den, som Forfatteren sælger sit Manuskript – jeg faar en Korrektur, et Prøvetryk at se – og dermed Sagen færdig. Og jeg kan, ligesom Digteren, beholde mine »Værker« omkring mig. Ingen løber mig paa Dørene, for at blive »malet af« eller for at »se« mit Atelier. Her er intet at se, uden en Mand, der sidder foran en hvid Ramme eller drejer paa en Valse. Jeg kan blive – hvad jeg sætter højest af Alt – en Aristokrat – en Eneboer – en Udenforstaaende, hvis Adresse næppe Nogen kender.... 124| og dog lever jeg i det Land, hvis Sprog jeg elsker og hvis Natur tiltaler mig, fordi jeg har indsuget mine varigste Indtryk for Livet gennem dette Sprog, gennem denne Natur! –

Ulf bladede i Mappen, syntes med Opmærksomhed at undersøge nogle Papirer.... og sagde omsider med Haanden lagt paa disse Papirer og med Øjnene følgende den frem og tilbage vandrende Gerhard:

De er en underlig En! –

Tak! Det sagde jeg før om Dem! –

Jamen De er maaske nok saa underlig, som jeg! svarede Ulf. Kun tre Gange har jeg været sammen med Dem. –Jeg har krænget hele min Indmad ud for Dem – men om Dem véd jeg kun, at De maaske foretrækker at radere fremfor at male! –

Gerhard standsede og sendte ham et smilende Blik fra Siden:

Saa-aa? virkeligt? Oprigtigt talt, det falder mig først ind nu, De siger det! –

Jamen nu véd jeg noget mere om Dem! raabte Ulf triumferende og holdt Papirerne ivejret. Jeg kunde have sagt mig det før: – De er Forfatter – Digter – og her er Beviserne!....

Gerhard gik raskt hen imod ham, bøjede sig lidt forlegen ned, tog de beskrevne Ark ud af Haanden paa Ulf og lukkede dem ind i et Skab.

Dér ligger Beviserne! sagde han. Og dér faar de Lov at blive!... jeg havde mindst tænkt paa, at de skulde komme en virkelig Poet for Øje! Og 125| nu maa De undskylde mig, min Bedste! Jeg sætter mig til at arbejde – jeg har en Plade, som skal ætses.... Gør Dem det saa behageligt, som muligt. Vi kan tænde Lampen paa det andet Bord.... Frihed! skal være vort Løsen. Frihed for os begge! –

Ulf Brynjulfsen rejste sig og gik op og ned ad Gulvet. Der var kommen Uro over ham. Han traadte hen til Vinduet, saa' en Stund op mod Aftenhimlen, listede sig til at se paa sit Uhr, syntes at grunde over noget, og sagde:

Hør, De Gerhard!....

Nu da?....

Véd De af, at det er den sidste April iaften?....

Saa er det maaske den første Maj imorgen? svarede Gerhard spøgende.

Netop! det er Valborgsnat – det er Heksenes Nat – de unge, smukke Hekses Nat – Pokker ivold med de gamle og grimme!....

Gerhard vendte sig om fra Bordet og nikkede til ham:

Altsaa – god Fornøjelse!

Ulf stod midt paa Gulvet, uvis, krammende sin Hat:

Gaar De ikke med? – Aa, gaa med derud!...

Nej! sagde Gerhard bestemt. Jeg arbejder! –

Hans Læber bevægede sig, som om han vilde tilføje noget.... Det hørtes ikke af Ulf.... men det lød som: hvad skal vi være to dér?

126| Ulf gjorde et Par Skridt hen imod Døren, vendte og kom tilbage:

Jeg skal sige Dem – jeg kan saa Fandens godt lide Dem....Det er det Kvindelige i mig, at jeg bliver forelsket i den, der selv er tilknappet.... maaske ulykkelig forelsket, ligesom »Skyggen« paastaar, at han er det i mig! Høg over Høg!....

Gerhard lo: Det ender med, at »Skyggen« bliver jaloux – hvis det er Deres Ven, ham, som jeg saa' forleden? –

Ja, det er min Ven! mumlede Ulf. Den eneste, jeg maaske har!

Derpaa sagde han højt:

Maa jeg ha' Lov – hvis jeg siden skulde komme forbi – og hvis De er oppe til den Tid – maa jeg saa ha' Lov at se ind til Dem? –

Gerhard rejste sig og trykkede hans Haand hjærteligt. Mit Sovekammervindu vender ud til Haven – nærmest Døren. Jeg plejer altid – gammel Vane – at ligge og læse i Sengen. Paa den Maade har jeg faaet meget læst, kan De tro. Bank blot paa Vinduet med Deres Stok – jeg skal staa op og lukke Dem ind! –

Nej! svarede Ulf undvigende. Det er en Skam....!

Ingen Passiar! Vi er Venner, Ulf Brynjulfsen! Tro mig, naar jeg siger det. Godnat – og god Fornøjelse!....

127| Da Klokken var henad Et – just som Gerhard vilde slukke sit Lys – blev der banket paa hans Sovekammervindu. Han kastede nogle Klæder om sig, sprang op og aabnede Vinduet: Er det Dem?.... spurgte han.

Ulf stod nedenunder, temmelig exalteret – noget tyk i Mælet: Det er mit sande Jeg – mit udødelige alter ego – o Henrik Gerhard! Skulde De være tilbøjelig til at lade dette mit aandeligc Jeg dvæle en halv Times Tid oppe i Deres herlige store Rum – Atelieret kaldet? Jeg skal liste mig op som en Tyv og ned som en Kat – og jeg skal ikke mjave for Deres Jomfru Scheidewassers Dør, for ikke at saare hendes kyske Drømme!....

Gerhard lo og rakte ham Nøglen:

Vil De maaske arbejde nu?....

Ved Guderne! ja!.... nu kommer min »Guds-Fred«!

De kan putte Nøglen ned mellem Muren og Epheu'en, naar De har lukket Dem ud. Godnat! sagde Gerhard.

»God rolig Nat!« lød Brynjulfsens Stemme.

Gerhard hørte, hvorledes han aabnede Døren og gik opad Trappen nynnende en Melodi.....

Hvad er det dog, han synger? spurgte Gerhard sig selv, og pustede Lyset ud. Saa lød det pludseligt for hans Øre:

Gerhard bed sig i Læben og laa længe inden han faldt isøvn.