128| IX

Den første Maj sprang – efter gammel Regel – ingen Knopper ud hos os; men Nøragers Ugeblad kom ud i udvidet og forskønnet Format.

Ulfs Treuga-Dei stod paa Forsiden ligesom forbavset over sig selv i den ny Klædning.

Bladet hed saadan noget som »Udendørs og Indendørs«; Overgaard og Brynjulfsen havde i Forening døbt det »Uden Døre og Vinduer«.

Gerhard var gaaet til Byen, for at købe Farver. Han blev sulten og søgte ind paa Kaféen.

Dér sad Overgaard og Nørager.

Nørager holdende Bladet i Arms Længde fra sig, betragtende det med en Faders kærlige Stolthed og mildt overbærende Øje. Af og til spiste han en Mundfuld. Overgaard havde lige faaet sin Frokost bragt ind; han undersøgte prøvende den varme Ret, gjorde nogle Indvendinger til Opvarteren, og sagde til sin Genbo:

Hvor Du dog er en brav Fyr, Nørager! Naar Vorherre i sin uransagelige Visdom hidtil har nægtet Dig andre Børn, saa omfatter Du os – dine literære Poder – med en Omsorg, for hvilken Du bør oppebære dit Tilgodehavende hinsides..... eftersom Du her næppe faar en Saugskærers Dagløn for dit Slid! Haløj, Gerhard, er Du dér? Kom og sid hos! Nørager holder Barselstue!

Nørager hilste alvorsfuldt paa Gerhard og sagde:

Naar engang den danske Literaturs hemmelige Historie – dens Annaler bag Kulisserne – skal 129| skrives, saa trøster jeg mig til at kunne levere et ikke uvæsenligt Materiale. For det er virkelig sandt: lige fra Øhlenschlæger og ned til.... nomina sunt odiosa.... har vore Digtere maattet gaa den lange, ensformige polske Tiggergang, for at faa Brødet. Fortrolige Breve og Memoirer handler saa godt som udelukkende om Husholdningssorger, Regninger, Veksler. Ubegribeligt, at de Mennesker har kunnet digte saa meget – og saa godt – som de har! –

Ja – saa meget! Ubegribeligt! svarede Overgaard blinkende til Gerhard.

Jeg tør sige om mig selv – fortsatte Nørager uforstyrrelig – at jeg redelig har midlet og mæglet – løbet til Forlæggere, Redaktører og Bogtrykkere – i den fælles Kamp for Ideerne! –

Du er den skinnende Uegennyttigheds rene Perle, Nørager! men Du kunde dog gerne derfor engang imellem tage let paa en Spøg! sagde Overgaard stadigt blinkende til Gerhard. Det vilde ikke gøre Dig det mindste Afbræk i din Kamp for Ideerne! Se paa Gerhard – hvilket forskrækket Ansigt han sætter op ved Tanken paa, muligvis at skulle gøre ligesom jeg – skrive en aandfuld Theaterartikel gratis!

Jeg vidste ikke af, at Hr. Gerhard var Forfatter! sagde Nørager velvilligt og gjorde Plads ved Siden af sig.

Det er han saamænd heller ikke! sagde Gerhard og satte sig.

Aa lur ham! raabte Overgaard. Han er baade 130| Forfatter og en bemidlet ung Mand – ligesom jeg selv. Du skal bare hugge ham, saasnart Du kan, Nørager!

Saa kom Opvarteren hen til Bordet og meddelte i Fortrolighed, at Hr. Brynjulfsen sad i det inderste Værelse – han vilde ikke forstyrres – han læste Aviserne!

Ulf ude paa denne Tid af Døgnet – og læser Aviser! Saa staar Verden ikke længe! raabte Overgaard. Lad os faa ham herind!

Undskyld – bad Opvarteren – jeg har allerede sagt Hr. Brynjulfsen, at Herrerne var her – men han svarede, at det var ham ligegyldigt – han vilde ikke forstyrres!...

Skriver han? spurgte Nørager.

Nej, han læser Bladene – allesammen! forsikrede Opvarteren.

Overgaard rejste sig og gik ind. Lidt efter kom han alene tilbage:

Han er ikke til at rokke. Jeg foreslaar, at vi gør os færdige her – saa flytter vi ind til ham. Han maa kunne knirkes op. Jeg kommer dog ikke i Ministeriet idag – hvilket ikke er noget Tab for Statstjenesten! –

De gik alle tre ind i det inderste Værelse – dér hvor Selskabet havde været samlet den første Aften.

Der var halvmørkt – en solbeskinnet Brandmur udenfor Vinduet – ingen Gæster. Brynjulfsen sad henne ved Vinduet med en Mængde Blade foran sig paa et lille Bord.

131| Han saa' træt, modfalden og tankefuld ud.

Naa, Ulf! raabte Overgaard. Stadig fordybet i Byens Begivenheder og Verdens Bagateller?...

Jeg holder meget af Aviserne! svarede Ulf... de afløser Kristendommen i dens Forsorg for Menneskene – den Kristendom, som engang eksisterede. Den gjorde Menneskene dumme. Og det er hverken ment eller sagt i ond Betydning. Menneskene var lykkelige. De havde ophørt at tænke! Nu gør Aviserne den samme Gerning med deres ulidelige Kævl og deres endnu ulideligere Vigtighed. De har lært os at ophøre med at tænke – de har gjort os dumme.... vi har Haab om endnu engang at kunne blive lykkelige! For, Ondet i Verden – det er at tænke – det er Fortvivlelsen!... Det har forresten engang en Præst sagt mig – om just ikke med de samme Ord! tilføjede han.

Ulf! hvorfor er Du saa sentimental idag? spurgte Overgaard, medens de alle tog Plads om Bordet.

Du kender nok ikke din Heine! »Det er den første Maj. Det usleste Ladegaardslem har Ret til at være sentimental idag. Og Digteren vil man ikke tillade det«.... citerede Ulf.

Gudbevares, Du har din Frihed! sagde Overgaard – men skal Du ikke gratulere Nørager? Han er istand til at give en Flaske Bourgogne. Idag kommer han ud paa fint Velin!...

Jeg vil ikke have noget at drikke! svarede Ulf vranten. Og I vilde gøre mig en Tjeneste ved at 132| lade mig være i Fred! Her er ganske tomt herinde! tilføjede han og pegede paa Panden.

Aa Snak, Ulf! raabte Nørager. Du har naturligvis skrevet noget, som vi kan faa i næste Numer! Nu maa vi skam spænde os i Selen – de Yngre maa vise, hvad de formaar – det Ny maa frem i Literaturen.... Skriv, skriv, skriv! –

Hyp, alle mine Heste! lo Overgaard.

Hvad vil det sige, at skrive Literatur? spurgte Ulf og tilføjede lidt spottende – den ny? Bestandig samme Suppe... kun Bollerne stikkes paa en forskellig Maade! Du er et Fæ, Nørager, at Du optager alt det Juks i dit Blad! Lad os sige, at man i gamle Dage sagde: »Svanen, snehvid, med sin Slangehals!« Det kan vi ikke mere bruge. Vi maa ha': »Svanen, hvid som Faxe-Kridt, med doven Slange-Hals!« Eller bedre endnu: »Svanen, hvid som det hvideste raffinaderede Sukker, med sin dovne Boa-Konstriktorhals!«... Dér har vi det Nyeste! Oprigtig talt burde snehvid Slangehals være tilstrækkeligt! –

Det var Ret, Ulf! sagde Overgaard og klappede ham paa Knæet. Nu kommer Du til Vinden igen, gamle Dreng! –

Ulf tog Benet til sig og vendte sig halvt bort:

I er nogle Vrøvl! I tænker aldrig! –

Naa men Du da? spurgte Overgaard.

Jeg tænker – svarede Ulf – f. Ex. at der er Hunde, som fødes Vandhunde! Bind dem fast med et Reb: de vil slide Rebet itu og springe i Vandet efter et Barn eller en anskudt And! Der er Hunde, 133| som fødes krysteragtige Køtere! Lok dem med det lækreste Kødben: Du faar dem ikke til at dyppe Poten engang! Saaledes er der Mennesker, der er født Vandhunde, og Mennesker, der er født Køtere. Gaa selv hen og styrt Dig i Vandet – hvis Du tror at kunne forandre den menneskelige Natur. Aa! at man dog engang kunde ophøre at dømme hverandre, eller tænke paa at ville forbedre Verden!....

Jamen – hvor hører det hen? spurgte Nørager.

Hvis Du ikke var saa naiv – skikkelig i din Naivitet – svarede Ulf – saa vilde jeg kalde Dig en Torsk! Du skal hedde det alligevel!....

Dermed rejste han sig, tog sit Tøj og gik.

Overgaard gabede ærgerligt:

Jagu er han et Geni – men aldrig faar han noget færdigt – ikke engang til en ny Digtsamling faar han....

Aa jo dog! mente Nørager.

Det ender desuden med Forskrækkelse.... saadan som han lever! sagde Overgaard filistrøst og tilføjede tankefuldt: hvor mon han har været henne inat? Véd Du ikke Besked derom, Gerhard?

Gerhard vilde svare benægtende. I samme Øjeblik stod Brynjulfsen atter i Værelset. Han saa' fra den ene til den anden, spidsede Munden til en Fløjten, og sagde:

Har I nu rakket mig ned? Aa, kom, Gerhard, og driv med ud paa Langelinje.... siden jeg nu engang er bleven overrasket af Formiddagssolen!

Saa lettede han ved Hatten og gik til Døren.

134| Idet han vilde gaa ud, kom tre unge Officerer ind. Den forreste saa' paa Brynjulfsen, Brynjulfsen paa ham. Deres Blik krydsedes – de bukkede stift for hinanden – saa var Ulf ude paa Gaden.

De tre unge Mennesker hilste tvungent høfligt paa Overgaard og Gerhard.

Straks efter rejste Gerhard sig, tog Hat og Overtøj og gik til Døren.

Aa, bliv lidt! raabte Overgaard. Jeg vil tale med Dig!...

Jeg har Forretninger... Model, som venter...! svarede Gerhard undskyldende.

Model? sagde Overgaard skeptisk og drejede Mustachen.

Det lykkedes Gerhard at indhente Brynjulfsen, som høfligt veg tilside for en gammel, rokkende Kone. – Han tog Gerhards Arm og gav sig til at snakke, medens de langsomt spaserede ud ad Byen, østerpaa:

Denne By – denne By!... og disse Mennesker! Hvor kan man blive andet end uselskabelig? Forstaar De, Gerhard! de to Fyre derinde... nej jeg vil ikke sige to gamle Venner noget ondt paa – men Gudbevares hvor Overgaard er ødelagt af det Kaféliv – og hvor Nørager er umulig med al hans Bravhed! Er det stygt sagt af mig? De smiler! De har saa bandsat nemt til at smile.... er det maaske mig selv, som er umulig? Jeg tror det saa gerne! Men – le nu ikke! Hvorfor er jeg netop 135| født i dette velsignede lille skaldede Land – hvad? – hvor »Himmelbjærget« er det højeste Punkt, naar man slaar op i Geografien – og hvor der har levet Aander... ja for Pokker, men her lever ingen flere, og jeg har denne lumske Mistanke om, at det er Slut med Psalmebogen for os? – Ja, jeg véd, at man modsiger dette – og man bør formodenlig »holde Fanen højt«, som den bolde Nørager siger... men hvad hjælper det mig, naar jeg ikke kan tro derpaa? Aa, kunde blot En udefra bibringe mig den Tro – En, som holdt meget af mig... En, som elskede mig! tilføjede han sørgmodig og hæftig. –

Gerhard svarede intet.

De gik atter et lille Stykke. Ulf sagde:

Naa, dette Vrøvl keder Dem! Nu skal jeg fortælle Dem noget... Jeg stod tidligt op og gik ud idag... det plejer jeg aldrig. Jeg følte mig rigtig frisk og vel! Jeg syntes, at Foraaret kom op i mig; det begyndte at synge med Fuglestemmer for mine Ører, jeg saa' Farver, Lys, fin Duft for mine Øjne – jeg kiggede Menneskene ind i Sjælene og fandt dem af en noblere Substans, end jeg længe har fundet dem. Og saa...

Saa lod De Dem irritere af Deres to gamle Venner... eller var det maaske den unge Officer? spurgte Gerhard med et lidt drillende Sideblik.

Ulf skar en Grimace, vilde svare skarpt, men sænkede Hovedet og sagde i en blød Tone: Benyt Dem ikke af den Overlegenhed, De har overfor mig: 136| De véd, at jeg er betaget – men jeg véd intet om Dem. Jeg ser kun, De er frejdig! –

Gerhard klemte Brynjulfsens Arm og sagde kort, hjærteligt:

Hvad véd jeg? – Og hvad formoder De? –

Jeg har i Grunden sagt mere, end jeg vilde! sagde Ulf, som vilde udenom.

Aa nej, jeg beder Dem – udbrød Gerhard. De sagde, at De imorges var tidligt ude og følte Dem frisk og vel! Det var ikke Tilfældet med mig. Jeg var tung og træt – som jeg undertiden er om Morgenen. Maaske kan jeg tilskrive det min dumme Vane med at læse sent i Sengen. Jeg gad ikke arbejde, næppe se min Avis – og aldeles ikke se min Scheidewasser! Maaske følte jeg... ja nu skal jeg aflægge Dem en Bekendelse... at det var en Dumhed, jeg havde begaaet, ved at være kommen her hjem igen. Alt irriterede mig: Huset, hvori jeg er flyttet ind – hele det Kvarter, hvori jeg er dumpet ned – hele Byen – hele dette Land! Tænk Dem: Jeg kender ikke ti Mennesker herhjemme – og ingen Kat har gjort mig Fortræd! Jeg skylder ikke Nogen noget Regnskab for min Gøren og Laden – jeg har endnu ikke ganske naaet de ominøse Fyrre – lider ikke af nogen Legemsskavanker – spiser godt, sover godt... og alligevel: en skønne Morgen vaagner jeg og finder med mig selv, at jeg er paa gode Veje til at blive Hypokondrist, Pessimist, Schopenhauerianer... Vil De forklare mig det?

Ulf tav. Gerhard fortsatte spøgende:

Uden det maaske netop skulde være, at jeg har 137| gjort Deres Bekendtskab... hm! Slet Selskab fordærver osv....

De lo begge to. Saa sagde Ulf pludseligt:

Det er maaske noget Sludder, det jeg nu siger! men har De aldrig tænkt Dem, at Naturen kan spille to Mennesker et af sine underlige Puds: den har oprindeligt ment et Menneske, da Leret blev æltet – men ved Støbningen falder Formen ud til to ? Stykket Henrik Gerhard og Stykket Ulf Brynjulfsen = Mennesket Gerhard Brynjulfsen!

Unægteligt, det lyder som en Paradox! sagde Gerhard og lo saa højt, at de Forbigaaende vendte sig.

Hys! raabte Ulf omtrent lige saa højt. De henvender hele den danske dannede Intelligens – hele den ganske Bredgades Opmærksomhed paa os!

Det vilde være slemt! mente Gerhard.

Værst for Dem – naar De ses med mig! sagde Ulf. Her bor hele Papas Slægt – Onkler, Grandonkler, Fættere og Tanter – Dommerstanden, Armeen tillands og tilvands – Bisp, Provst, Vorherres Borgervæbning... hele Familie-Kleresiet! Vogt Dem, naar De skal til at bide i det sure Æble... thi gennem denne Gade, fra det kgl. Theater og forbi Erkeenglene paa Marmorkirken, gaar Danskens Vej til Ros og Magt! –

Hvad var det saa, De vilde fortælle om imorges, da De frisk og veltilmode spaserede ud i denne farlige Bys Gader? spurgte Gerhard tørt og tændte sig en Cigar.

138| Aa – naa ja! det var et Møde! sagde Ulf henkastet.

Med en ung Dame – ung Pige – blond – elskværdig – med noget Blufærdigt over sig, trods det tilsyneladende eller aabenbare blandede Selskab, hvori hun... naa! gætter jeg rigtigt? spurgte Gerhard.

Jeg beder Dem – lad hende være udenfor! sagde Ulf dæmpet.

De gik sammen nogen Tid i Tavshed. Gerhard skottede til Ulf. Saa sagde denne:

Jeg mødte, kort førend jeg faldt ind i den modbydelige Kafé, et Par – Mand og Kone – tidligere Bekendte af mig. Han er Kunstner – og gift med hende. Hun er hans Kone – og gift med ham. For en halv Snes Aar siden var hun mere end tækkelig – ja kaldtes smuk – med dette Jomfruelige over sig i Blik, Miner og Lader, som har været uimodstaaeligt før Mændene lige fra Evas og Paradisets Tider indtil seneste Dato. Man mærkede, at han i sin Kunst elektriseredes deraf – saa vidt en dansk Kunstner kan elektriseres. Hun fik et Barn, to Børn; det Jomfruelige var der endnu, tilsat med denne voluptiøsc Ynde, som Fristeren, den gamle Slange, paa Forhaand véd , at Adam ikke kan staa sig imod. Kunstneren stod paa sin Højde – saa højt som en dansk Kunstner kan staa. Han var Publikums erklærede Yndling, Avisanmældernes staaende Trumf, god Ven, god Kammerat, Centrum i en Kreds, der var kræsent udvalgt nok til at kunne gælde for udsøgt.

139| Vi – nogle Stykker og jeg – søm allerede dengang fjærnede os lidt – vi opdagede vel hist og her en Plet i Solen. Men hvad betød vi ? – Skumlere!

Han fik et Par Børn endnu – samt en Dekoration og en Titel. Stundom traf vi ham – ved en Middag eller ud paa Natten. Han drak tæt, som vi andre, sagde ikke meget; – først sent paa Natten, naar jeg f. Ex. kilede løs paa Kunst og Samfund, saa kunde vi se hinanden ind i Ansigtet – og han kunde taale at høre mig sige ham en Sandhed. Ved højlys Dag paa Gaden hilste vi køligt; tilsidst opgav vi det.

Han stod stille i sin Kunst, men var stadig Centrum i en Kreds. Nogle nyere Blade lod ham høre, at han stod stille – men dette betød i Bredgades Øjne, at han var »moden« – og han fik endnu en Dekoration.

Han brød aldrig Decorum ved nogen officiel Lejlighed – leverede altid »propert Arbejde« – levede efter Sigende et lykkeligt Familieliv, havde smukke Børn og en fortræffelig Hustru.

Hun havde efterhaanden udviklet selskabelige Talenter hos sig – »diletterede« i forskellig Retning – havde en Mening om Kunst og stak den ikke under Stolen.

Hun frygtede vel ikke – sagdes der – for hans Prestige. Publikum var trofast; men hun havde dog paa Fornemmelsen, at der var noget ivejen.

Hun indrømmede, at han sørgede for hende og Børnene – ikke drak sig fuld – ikke pryglede hende, ikke gav Forargelse. Men flegmatisk var han 140| bleven; ofte træt; stundom vranten; elskværdigst ude. Hun vilde tage ham under Behandling – drive ham frem – inspirere ham!

Dette sagde man.

En Sommeraften traf jeg sammen med dem paa et offenligt Sted under aaben Himmel. De kom fra en Middag – i et stort Selskab af Herrer og Damer – jeg var i en præsentabel Stemning, en af Selskabet indbød mig; jeg blev præsenteret.

Jeg kendte hende ganske vist igen. Men, »ak hvor forandret!« – Matroner kan være elskværdige at se paa og tale med – og alligevel sidder man dér og leder efter den fordums Glans i Blikket, Ynde i Bevægelserne, Klang i Stemmen – Sommerfuglestøvet, som er strøget af Vingerne. Hun var bleven massiv i Udtryk, i Blik, i Miner og Lader – udfordrende i Meninger uden at have nogen Mening – konfus i sin Rolle som den fejrede Kunstners aandfulde Halvdel – ilde berørt ved den uskyldigste Sarkasme – paastaaelig og stridbar som alle svagtbegavede Naturer – og dog godmodig som de fleste Filisterdøtre, hvem Livet i Grunden kun har nægtet Evnen til at forstaa Kunst.

Hun fingérede at være vred paa mig, fordi jeg ikke søgte min gamle Omgang. De vil nu være saa meget aparte – sagde hun – men det Kritiske og især det Oprevne ligger slet ikke for Dem. Det er bare noget moderne Noget, som De bilder Dem ind skal være klædeligt! Se paa min Mand og lær af ham! Han gaar sin støtte Gang – ser 141| hverken tilhøjre eller venstre – og ser han imellem skævt, saa har han mig ! – osv.

Han sad for sig, temmelig alene. Det kogte i ham, kunde jeg se; men han svarede selskabeligt spøgende. Jeg blev tavs og trist; han fik puffet mig til en Side og hviskede: Lad os drikke et Glas Vin – naar vi skilles!

Da vi vilde fjærne os, erklærede hun bestemt, at han ikke fik Lov: Husk, hvor daarligt Du taaler Natteluften – og imorgen skal Du arbejde – og Du har lovet at hjælpe Cecilie med hendes franske Stil – og desuden... det hviskede hun halvhøjt.... han dér er virkelig ikke Selskab for Dig!

Jamen nu vil jeg gaa! sagde hendes Mand.

Vi skilte os fra Selskabet og tilbragte det meste af Natten sammen. Kunstnernaturellet kom op i ham... aa, vi Danske har virkelig noget Naturel, naar vi faar Lov at give Hesten Tøjlen... vi drak sammen, passiarede om Kunst i Udland, Forfald herhjemme – om Liv, Natur – om det, Svensken kalder syv Tusind Djævle i Kroppen... og ved Dagens Frembrud – en herlig Sommermorgen – fulgte jeg ham til hans Gadedør – helt opad Trappen – vi kunde ikke faa talt ud.... saa gik Entrédøren op – og dér stod Madame i Natnégligé.

Der vankede. –

Dette er flere Aar siden. Nu mødte jeg dem i Formiddag. De havde gaaet Morgentur – og deres Ansigter røbede Skænderiet. Hans Træk 142| var bittert fortrukne – hendes Ansigt var tomt, Øjnene uden Udtryk, Munden stramt lukket.... et lykkeligt Par, misundt af Mange, bagtalt af Ingen, kendt af Faa!

Men det siger jeg Dem, Gerhard! at igennem disse To kender jeg saa godt som hele vor Kunst – Digtere, Malere, Skuespillere, Musikere – og en stor Del Embedsmænd, Videnskabsmænd, Handelsmænd og »andre« Mænd og Koner! Og jeg , som undertiden endnu kan drømme Ungdomsdrømmene om igen: den lykkelige unge Hustru og Moder – de søde, velsignede Børn – Hjemmets Hygge – den »fredede Arne« for Kunst og Kunstneren!! Gud Fader fri og bevare mig!....