X

Han hilste paa to Damer, som atter hilste paa en tredje; alle tre Damer standsede, Gerhard og Brynjulfsen blev staaende.

Det er virkelig Dig, Ulf? sagde Annette Kirchhoff.

Og det er virkelig Dig, Frøken Kirchhoff! sagde Ulf, som med overdreven Ærbodighed tog Hatten af.

De har altsaa funden min extravagante Broder? spurgte hun leende Gerhard.

Ja, vi har »funden« hinanden! svarede Ulf paa hans Vegne. Aa – Annette! vil Du forestille mig for den Dame....?

Min Broder, Ulf Brynjulfsen.... Fru Anna 143| Funch! Hr. Gerhard og min Veninde kender allerede hinanden! sagde Frøken Kirchhoff.

Den tredje Dame vilde gaa. Annette Kirchhoff holdt hende tilbage og forestillede de to Herrer for hende: Frøken Harriet Palm.

Skal vi saa vende om og gaa ud ad Langelinje igen! foreslog Frøken Kirchhoff

Hvis vi alle fem skal følges ad – og hvorfor ikke det? – saa vilde jeg foretrække Vejen gennem Kastellet – for ikke at vække ufornøden Opsigt! sagde Ulf spottende. Jeg skal sige Damerne: vi er inde paa at snakke højt idag og lade Menigheden springe over Klingen!

Damerne smilede. Selskabet fulgtes ad over Kastelsbroen.

Ulf lod Gerhard gaa foran mellem Fru Funch og den fremmede Dame; selv holdt han Annette et Øjeblik tilbage og spurgte dæmpet:

Hvem er hun dér – den fremmede?....

Mener Du Fru Funch – min Veninde?....

Jeg mener den anden – den høje slanke! Hun ligner en Russerinde!....

Det er min Veninde!...

En ny Veninde! Det er sandt: Du er jo Samler! Hun minder om en Revolutions-Marketenderske! –

Annette Kirchhoff lo:

Du gætter godt, Ulf! Kender Du hende ikke? Hun er meget original – saadan noget nær en Nihilist!....

144| Pokker heller! sagde Ulf og skar en komisk Grimace. Det skulde Fru Mama vide! –

Aa, jeg har da Lov at have de Veninder, jeg vil! Her er virkelig altfor kedeligt herhjemme, til at man skulde nægte sig et originalt Bekendtskab.... ja, for hun er original! tilføjede Annette som undskyldende Forklaring.

Jeg siger ikke, at Du skulde nægte Dig noget; jeg nægter mig intet! svarede Ulf med paatagen Alvor. Nu vil jeg prøve hende! –

Tag Dig iagt; hun bider! lo Søsteren.

Jeg er ikke bange! Og forresten gaar jeg ikke bus paa. Fru Funch!.... kaldte han.... Fru Funch! –

Fru Funch vendte sig og saa' spørgende paa ham.

Fru Funch!.... sagde han.... Det er altsaa Dem, som bor sammen med min Søster? Jeg kunde straks have sagt mig det. Maa jeg komme og besøge Dem, naar jeg føler mig oplagt? Jeg skal nemlig forklare Dem: min Søster her siger mig, at De er Nihilist.... og mellem Nihilister behøves ingen Komplimenter.... dér er Alting det aandelige Broderskab! –

Er jeg Nihilist? spurgte Fru Funch og vendte sig forundret til Annette Kirchhoff, som straks raabte:

Nej, nej! han vrøvler altid!

Selv Vrøvl! sagde Ulf og lo. Naa ja – uden Fortrydelse! – saa kommer jeg ikke og besøger Dem. Saa vil jeg derimod spørge Dem, om De er med til at »værge vort Land« – og om De har 145| Penge i Sparekassen – om De flager ved alle højtidelige Lejligheder – og hvilken Præst, De hører?

Fru Funch saa' lidt smilende betuttet ud. Frøken Palm drejede Hovedet rask, trak Overlæben ivejret og spurgte ham:

Hvornaar er De konfirmeret? –

Ulf studsede – saa' paa hende – og lo: Vi er vist paa Alder sammen, Frøken! Jeg husker fra Kirkegulvet en Bachfisch, som stadig forvekslede Buddene – jeg vil ikke sige, hvilke! Skulde De maaske have været den unge Dame?....

Nej! svarede Frøken Palm slagfærdig. Det er ikke rimeligt – for jeg var i min Opvækst yderst religiøs og meget skriftklog. Derimod husker jeg – da jeg tog Artium ved Universitetet – en ung grøn Student, der kom hen og bød mig og en kvindelig Ven af mig til Punschegilde om Aftnen hjemme paa hans Værelse. Meningen var utvivlsomt at faa os til at prostituere os. Men han blev selv fuld ved det tredje Glas, gav sig til at græde og bad os for Guds Skyld ikke sige noget til Fru Mama. De skulde da ikke have været den Student? –

Maa jeg saa trykke Deres Haand? bad Ulf leende.

Nej De maa ikke! Og nu vil jeg sige Herrerne Farvel! Farvel, Fru Funch!... Farvel, Annette!... kommer De i Læseforeningen iaften? De skulde hellere blive borte – for der er blevet saa kedsommeligt og saa vrøvlevornt – som om det var lutter Mandfolk. Adieu!

146| Men Gud, Harriet – gaar De ikke hjem med os? spurgte Annette.

En anden Gang? Jeg har ikke Tid! –

Og hun gik.

Hm! sagde Ulf, vendte sig om og saa' efter hende. Hun gik med elastiske Skridt, rank, udfordrende Holdning, vuggende lidt i Hofterne, saa' lige ud for sig, med en Mine, der tydeligt tilkendegav, at alle Forbigaaende kedede hende og var hende ligegyldige. Profilen – med de korte, fast skaarne Træk – tydede paa Vilje og Karakter. Næsefløjen dirrede svagt, Læberne sammenklemte, Teinten sydlandsk, af en klar, sund Farve.... hun maatte have været meget smuk som ung – var smuk endnu og saa' i Frastand ungdommelig ud – en Ungdommelighed, som hendes Klædedragt med et let Koketteri søgte at støtte. Kjolen og Overstykket sluttede tæt til Figuren; Snittet var en Dames – en Dame med Smag og Opfindsomhed – men Stoffet var slidt, og Moden ikke den allersidste.

Ja saa! bemærkede Ulf langsomt. En Jaguar! Den, der vil tæmme hende, han....!

Er næppe funden endnu! lo Søsteren.

Hvor har Du hende fra? spurgte han.

Ikke fra Rusland – det kan jeg blot sige Dig! –

Han tænkte sig lidt om, saa sagde han: Fru Funch – kan De sige mig, hvad det nuværende Danmark er?

Jeg er bange for, at det er et lille, ulykkeligt Land! svarede Fru Funch sagte.

147| Det er Protesten imod hende dér... og hun er Protesten imod det ! Vil De høre mig i min Geografi? Ungarer og Polakker morer sig i det mindste ihjel. Frankrig har endnu nogen foudre tilbage i Kroppen. Tyskerne kan være gemytlige midt i deres Ondskab. Vi, Kongeriget Danmark, er Smaagrinets Land. Vi driller hinanden fordærvet, naar vi ikke keder hinanden tildøde. Og denne By er Midtpunktet for hele Grinebideriet – fladt, fadt, flovt! Man er ved at tabe Næsen, naar man endelig engang møder et Ansigt, der synes at være sluppet ud fra et Bjærgpas!....

Kender De ham nu? spurgte Gerhard smilende Fru Funch.

Nej, men jeg er virkelig nysgerrig!... svarede hun.

Véd De, min Naadige – fortsatte Ulf paa sin sørgmodig-vrantne Maade.... hvad jeg tænkte paa i denne sidste Vinter – i den evindelige Kulde? Jeg tænkte: Herregud; Kunstnere, Digtere og Tænkere – det Foraar maa vi nu engang for alle opgive at vente paa. Saadanne Fugle – om de kom – vilde blot fortære sig selv i Tristhed herhjemme. Men hvorfor kunde der ikke opstaa – lad os sige et teknisk Vinter-Geni hos os.... saadan en Fyr, som kunde hitte paa at samle al den »Ildebrand«, der nu ryger lukt op gennem vore aabne Kakkelovne og Skorstene og laver Fodvarme for Vorherre... samle og udnytte den til Fordel for alle vore stakkels Fattige – som Vorherre dog hverken føder eller klæder.....? Ja, Du ler, Annette! Jeg bliver forbitret ved den Maade, Du ler paa. Véd Du, hvad 148| denne By trænger til? Den trænger hverken til et nyt Theater, ny Kunst, nye Gader eller »nye« Mænd... den trænger først og fremmest til et nyt Kloakvæsen – til et Waterclosetsystem... for vi er en stinkende By, en sumpig, usund, svinsk By... og vi er nogle Grise tilhobe, at vi stadig finder os deri! Undskyld, min »fine« Søster! men det er det , som vi trænger til! Og vil Du ikke tro mig, saa kan Du spørge den første, den bedste Udlænding! –

Her vendte han sig, tog Hatten dybt af for Fru Funch og sagde:

Undskyld, Frue! – hvis De har fundet min Tale simpel?

Hun saa' rolig paa ham og sagde nikkende:

De har intet at bede mig om Undskyldning for. De har simpelthen Ret – tror jeg!

Man fortsatte Vejen til Østerbro i nogen adspredt Stemning. Brynjulfsen gik ved Siden af Fru Funch og talte om sig selv. Gerhard gik længe i Tavshed ved Frøken Kirchhoffs Side og iagttog hende.

Hr. Gerhard! spurgte hun pludseligt. Taler De og min Broder altid om saa interessante »almennyttige« Sager? For hvis det er Tilfældet, saa vil vi ikke lægge Beslag paa Deres kostbare Tid og bede Dem gøre os den Fornøjelse at besøge os... Nu er vi hjemme!

Sniksnak! raabte Ulf leende. Jeg har aldrig besøgt Dig... maa vi komme... f. Ex. iaften? –

Kom til The! sagde Fru Funch smilende og gav dem hver sin Haand.

149| Det er et Ord! sagde Annette og klaskede overgiven Gerhard i Haanden. Men Ulf skal være manérlig... indestaar De for ham?

Jeg indestaar kun for mig selv, Frøken Annette! svarede Gerhard og saa' fornøjet paa den smukke unge Pige, idet han og Ulf hilsende fjærnede sig.

Han sagde »Frøken Annette«! tænkte hun, medens hun løb op af Trapperne efter sin Veninde.

De har egenlig ikke givet noget stort Nummer tilbedste for Damerne! bemærkede Ulf og bad Gerhard om Ild til Cigaren.

Gerhard lo:

Jeg havde nok at bestille med at se paa Deres Søster. Hun forekom mig overraskende smuk idag... hun klæder sig med en sjelden Smag, af vore Damer at være!...

Naa maaske... men hende – Nihilistinden – da?

Jeg er – sagde Gerhard eftertænksom – i Grunden ikke anlagt tor Jaguarer – tror jeg. Naar jeg ser dem i Bur, saa bedrøver det mig. Overfor dem i vild Tilstand – gaar jeg helst min Vej. Men jeg husker dem længe bagefter – og beundrer dem! –

Og Fru Funch? spurgte Ulf.

Fru Funch og jeg vil vist blive udmærket gode Venner! svarede Gerhard. Altsaa ses vi iaften... De vilde jo hjem og sove? –

Nej, nu vil jeg hen paa en Vinstue! sagde Ulf melankolsk. Gaar De med? –

Jeg gaar hjem! svarede Gerhard.