150| XI

Gerhard var den, som kom først. Han havde regelmæssige Vaner og lod nødigt Nogen vente. Middagen spiste han hjemme, og da han havde besørget nogle Breve – navnlig et til den gifte Kusine, hvem han meddelte sin Tilbagekomst til Hjemmet og sin nye Adresse – klædte han sig omhyggeligt paa og besluttede at gaa Vejen tilfods fra Vester- til Østerbro. Han blev overrasket af en Regnbyge, alle Sporvogne var overfyldte, saa tog han en Drosche. Kørslen var langsom, Gaderne dyndede, Vejene daarlige – Forstædernes Kvarterer laa nedsænkede i trist, klam Majmaaneds-Fugtighed – Omgivelserne forekom ham saa fattige, saa sølle af en Storstads Periferi at være... han sagde uvilkaarligt: Og her skal man kunne leve som Kunstner!

Saa faldt det ham ind: men hvem er det, jeg skal besøge? Frøknen eller Fruen?... selvfølgeligt begge – men hvem er den, som fører Huset?... er det Fru Funch?... skal jeg maaske ovenikøbet forestilles for Manden?...

Og Gerhard smilede hen for sig: Fru Funchs Mand?... Aa Snak, hun er Enke! Naturligvis... en ung, ikke bemidlet Enke... ellers boede de vel ikke sammen og havde fælles Husholdning... for det har cie formodenlig? tilføjede han.

Saa tænkte han paa Frøken Kirchhoffs gratiøse Skikkelse, saa smidig og dog sluttet... Ja! nikkede han; hun var smuk idag... klædt paa søm til at lege Blindebuk med yngre Mænd... en udfordrende 151| Skønhed... blot hun ikke vilde snakke saa meget... Ah, bah! han var ingen Nar!... Og medens han tænkte paa hende, nævnede han hende alligevel Annette!

Vognen holdt.

Fru Funch lukkede ham selv op og førte ham ind i en ret hyggelig Dagligstue, lidt tungt og usymetrisk møbleret – som ved et tilfældigt Auktionsindkøb.

De faar tage til Takke en lille Stund med mit Selskab! Annette Kirchhoff er lige kommen hjem – dyngvaad – hun gør Toilette – og jeg tror, hun gør det grundigt: for hun vilde absolut være uimodstaaelig iaften, sagde hun! Det kære Menneske – saa megen Spændstighed og Frejdighed og Livslyst, der er i hende! De kan tro, jeg skønner derpaa! –

Jeg troede, De selv ikke havde noget at klage over i saa Henseende! sagde Gerhard og tog Plads.

Aa jeg – en gammel Kone!

Hun lo – han med. Saa fortsatte hun:

Hvad synes De om Frøken Palm? Ikkesandt, en udpræget – ganske ejendommelig Dame! Jeg har ikke kendt hende længe, men jeg kan lide hende. Hun kan være kantet og sær – stødende endogsaa til Tider; men jeg er overbevist om, at saadan er hendes Væsen – hun affekterer intet – hun er ligefrem, ærlig – udfordrende ærlig... men der er saa faa ærlige Kvinder. Tror De mig maaske ikke? –

Hun saa' lige paa ham, som om hun bestemt ønskede et Svar. Gerhard svarede undvigende, at han ikke kendte Kvinden tilstrækkeligt til at kunne 152| dømme... Der var altid Galanteri, eller Mangel paa Galanteri, med i Spillet, naar Mændene talte om Kvinderne.

Ja De har Ret! sagde hun livligt – og tilføjede: Vi Kvinder faar saa sjeldent Lov til at være ærlige – og tager vi os selv Forlov, saa gaar det haardt ud over os! –

Naa, og vi da? spurgte Gerhard smilende.

Aa, der er ingen Sammenligning! Se nu... f. Ex. Annette. De véd maaske, at hun er ganske uafhængig; – hun har Formue, som hun selv raader over – hun lever udenfor sit Hjem – hun har slaaet sig sammen med mig her og følger kun sit eget Hoved. Det kære Menneske! Jeg siger hende bestandig, at hun gør Uret imod sig selv. Vore Forhold er altfor smaa... der er altfor Mange, som har ondt deraf – og en ung Pige maa tage Hensyn. Nu har hun ganske vist den Evne til at være fortryllende... hun kommer endnu stadigt i de Kredse, hvor hendes Familie hører hjemme... man opfatter hende dér nærmest som en Original... men De kan tro, man tager hende hendes Uafhængighedslyst meget ilde op – man skaaner hende sandeligt ikke, naar hun ikke selv hører derpaa – og hvis ikke...!

Hvis ikke hun var en smuk ung Pige med egen Formue!... afbrød Gerhard smilende.

De er slem! Jeg vilde sige, hvis hun ikke havde det i sit Væsen, at hun virkelig var et Menneske for sig selv – af et friere Temperament, mere overlegen end hele »Selskabet« – saa vilde hun aldeles 153| ikke kunne begaa sig her, men maatte – som hun saa tidt i Spøg truer med – udvandre til et fjærnt, øde Ejland! –

Hvor hun straks vilde opsøge en halvvild Stamme og opkaste sig til dens suveræne Herskerinde! sagde Gerhard. Jeg tør sværge paa, at Deres Veninde nødigt vilde leve ukendt og uskattet i en fjærn Afkrog. Dertil er hun for ung, for køn, for livlig og – altfor forkælet! tilføjede han.

Fru Funch smilede: Ja jeg véd, jeg har den Vane at anbefale mine Venner... men jeg har ogsaa grumme faa af dem! sagde hun. Saa rystede hun paa Hovedet, saa' paa ham med sit lyse, klare Blik og sagde alvorlig: Stakkels Annette! Med alt det er hun langtfra lykkelig! –

Hvem er lykkelig? spurgte Gerhard.

De- f. Ex.! svarede hun uden Tøven.

Gerhard sad lidt og legede med en Medaillon, som hang ved hans Uhrkæde. Derpaa saa' han ivejret og spurgte:

Har De haft Børn?

Har haft? Jeg har et Barn! Kom!...

Hun førte ham – med en nydelig Bøjning af Hovedet – ind i Soveværelset. Lidt undselig skruede hun en Natlampe ivejret og pegede paa en lille Seng ved Fodenden af en større.

Gerhard opfangede – halvt uden at vide det – Synet af blomstrede Gardiner, det samme Stof som Sengeomhæng, et pynteligt Toiletbord med Spejl; Orden og Regelmæssighed – en vis kysk Orden overalt.

154| Et Jomfrubur!... tænkte han ved sig selv... hvis ikke han dér var! –

Og han bøjede sig ned over en lille Dreng paa en fire, fem Aar, som laa og sov i den lille Seng.

Det var da en dejlig Dreng! udbrød Gerhard. Hvor gammel er han?

Lige fyldt fem Aar! svarede Fru Funch. De er kommen til hans Fødselsdag! Jeg kan se paa Dem, at De holder af Børn! –

Det kan De virkelig ikke se paa mig – sagde Gerhard spøgende – for jeg tror slet ikke, at jeg holder af Børn. Men han dér...! Og Gerhard udbrød: En dejlig Dreng! Jeg gratulerer! –

Fru Funch laa paa Knæ ved Sengen med Øjnene fæstede paa den Sovende. Gerhard stod oprejst, skyggende med den ene Haand for Natlampens Skær, at han bedre kunde se.

Fru Funch hældede sig hen over det lille blonde Hoved og gav Panden et af de Kys, som kun en Moder kan give sit Barn – uden at derfor alle Mødre giver deres Børn det.

Drengen vendte sig isøvne, lukkede den aabenstaaende Mund og trak lidt paa de fine Øjenbryn. Saa syntes en Anelse om Moderens Nærhed at dæmre frem gennem Drømme om Tinsoldater og Billedbøger – et lykkeligt, lyst Smil bredte sig over de smaa, allerede mærkelig bestemt udtalte Barnetræk – og han slog Øjnene op: Mo'r!

Ja, min Knud! –

155| Er det Morgen? Skal jeg nu ha' Fødselsdag igen? –

Du skal sove igen, min søde Dreng! –

Hvem er den fremmede Mand dér? –

Det er en god Ven! –

Skal han sove her? –

Gerhard kom til at le og svarede hurtigt: Nej, han skal ud og købe Dig nogle Tinsoldater!

Drengen saa' paa ham:

Mo'r har givet mig Soldater – Tante Annette har givet mig Soldater – nu har jeg vist nok! –

Naa – men saa Kager da? –

Den lille Mand syntes at tænke sig om. Han fæstede sine Øjne paa Gerhard, Øjne af en dyb blaagraa, ubestemmelig Barnefarve, som kan give en voksen og erfaren Mand adskilligt at grunde over. I deres rene, rolige Dybde laa kendeligt to Skælmer paa Lur... og nu veg de for en besynderlig, eftertænksom Alvor.

Kager! sagde han, ligesom smagende paa Begrebet og varsomt fjærnende den fristende Genstand. Nej – jeg har daarlig Mave! Jeg holder meget af Kager – men Mo'r siger, at jeg ikke kan taale dem. Mo'r siger, at der er saa meget, man maa vænne sig til at undvære – ellers blir det kun saa meget desværre for En siden!...

Han læspede stærkt paa s'erne. Det gav Betoningen af denne Livs-Maxime – dette lille kostelige Visdomsforedrag – en uimodstaaelig komisk Ynde.

156| Han er sød! hviskede Gerhard til Fru Funch. Maa jeg kysse ham?

Og Gerhard bøjede sig ned og kyssede det blonde Hoved.

Drengen saa' paa dem begge, som var det ham ikke ganske klart, hvorledes disse to Ansigter dér kom saa nær ved hinanden.

Nu skal Knud sove! sagde Fru Funch dæmpet og rejste sig lidt forlegen.

Drengen lukkede Øjnene – for ligesaa hurtigt at aabne dem igen. Han var bleven opmærksom paa den blanke Medaillon, der dinglede ved Gerhards Uhrkæde.

Jovist holder De af Børn! sagde Fru Funch. Jeg paastaar om mig selv, at jeg kan se en hel Del ud af Folks Blik – ikke deres Sygdomme – ikke Skavanker – det Skarpsyn fører Livet og Erfaringer med sig – men det Gode...!

Ah! Nu er vi ved det »Gode« igen! lo Gerhard.

Ja; for det er gode Mennesker, som holder af Børn – svarede hun hurtigt. Der kan gives brave, dygtige, kundskabsrige, interessante Folk – som ikke bryder sig en Døjt om Børn – men de kan heller ikke forstille sig, uden straks at blive opdagede. Det er noget af det samme, som med Stemmer...

Stemmer? spurgte Gerhard, som syntes at følge den Interesse, hvormed Drengen betragtede Medaillonen.

Ja! De kan roligt dele Mændene i to Parter – vedblev hun – dem med det bløde, lidt belagte, 157| ikke overdrevent høje Organ: det er Drømmerne, Opfinderne, de fleste Videnskabsmænd, de virkelige Kunstnernaturer – Mennesker, der kan have store Svagheder, men som ere Hjærtemennesker, aldrig tilbunds Egoister... og saa er der de herskesyge, bydende, saakaldte »praktiske Folk«, de fleste ledende Politikere, Finansmændene, alle dem, med andre Ord, der – tiltrods for de lifligste Fraser – udbytter deres Medmennesker, baade Mænd og Kvinder. Man kender dem altid paa Organet – og denne tørre, kolde, gennemtrængende Stemme har f. Ex. de Ægtemænd, der gør deres Hjem til et Helvede for Konen og til en »Salon« for deres Gæster.

Der gives kun de to Slags Organer – de to Slags Mænd – iblandt Mandfolkene! –

Og man tager aldrig fejl? spurgte Gerhard adspredt.

Prøv! sagde Fru Funch ivrigt, og tilføjede beskedent: Det er ikke min Visdom, men en ældre Venindes!...

Hun stod oprejst bag Gerhard, som nu laa paa Knæ ved Sengen og holdt den lille Medaillon aaben frem for Drengen.

Dér kan Du se, Knud! sagde han. Det er en anden lille Dreng... han var mindre end Du... men han lignede Dig meget... og... ja det er altfor meget!

Fru Funch saa' paa den bøjede Ryg; den bevægede sig, som naar man søger at tilbagekæmpe en Hulken, der truer med at bryde frem. Forskrækket lagde hun sin Haand paa Gerhards Skulder. 158| Skuldren sitrede... saa rejste han sig op med et Ryk... Drengen sad overende i Sengen og saa' med nysgerrig Ængstelse fra ham til hende – fra den fremmede Mand til Moderen.

De maa virkelig undskylde, Fru Funch! bad Gerhard med en Stemme, der var meget tilsløret. Jeg véd ikke, hvad der gaar af mig i disse Dage... jeg skammer mig... saadan at komme op et fremmed Sted... og... og ligefrem foranstalte en Scene! tilføjede han med et Forsøg paa et Smil.

De maa ikke gøre nogen Undskyldning! sagde Fru Funch og greb hans Haand. Her er De hos Venner! Jeg vilde ønske, De betragtede os som saadan!...

Han gjorde nølende sin Haand fri. Han var yderst utilfreds med sig selv; denne venlige Medfølelse saarede ham saa meget mere, som han følte, at den kom fra Hjærtet... den ligesom sagde til ham: Vi ere alle lidende af Et og Andet, som vi vil skjule! Betro De Dem kun til mig!... Men han vilde Ingens Fortrolighed... den gør ufri.

Han lo:

Jeg er en rar En! Ikke saasnart er jeg kommen hjem – og det begyndte samme Dag, som jeg kom her tilbage – saa virker Ansigter og Samtale, Genstande og Situationer som om de havde ligget paa Lur under min Fraværelse og blot ventede paa det første svage Øjeblik... aa, det er utaaleligt, at jeg ogsaa skal til at klage over »Nerver«!...

Hun lagde sin Hand blidt over hans Arm og saa' bedrøvet bort fra ham. Han fulgte fra Siden 159| af hendes Blik; det syntes at sige: Du skyder mig fra Dig... det er Mistro til mine Hensigter... har Du da kun gjort daarlige Erfaringer... saa beklager jeg Dig!

Han sagde, stedse med Stemmen tilsløret: Erindringen – det er den Bagage, man skulde kunne smide overbord. Haabet – det er det , som man skulde se at faa til at gro i sig. »Lyst for og mørkt bag!« som der staar i Æventyret. Vil De saa bære over med mig?...jeg er virkelig En, som længes efter at kunne have en Veninde – men Venskab er en Byrde, som sjeldent fordeles ligeligt – og hvorfor skal De være Lastdrager? –

Hun saa' ham smilende ind i Ansigtet:

Prøv det! sagde hun. De kan tro mig, Kvinderne er saa stærke, at de kun længes efter Byrder. Hele den saakaldte Emancipation er kun Udtrykket for vore Længsler efter at tage rigtigt, ordenligt fat i Livet. Men vi vil gøre Arbejdet i Frihed – i Frihed og derfor i Glæde. Ikke af visse Folks Naade – selv om vi tusind Gange har troet, at det var dér vi skulde hen med baade vor Kærlighed og vor Pligt!

Han saa' spørgende paa hende. Hun vedblev: Mændene har nu saa længe betragtet vor Underkastelse som en selvfølgelig Sag... lad dem engang gøre sig den Ulejlighed at prøve paa at vinde os... ja misforstaa mig ikke... da vi Kvinder maaske ofte er blevet skræmt i, hvad der hedder Kærlighed, saa lad os begynde at føle os for gennem Venskabsforbindelser! Det er dog sikkert – tilføjede hun 160| hæftig livligt – at Fremtiden vil faa at se et ganske andet Forhold mellem de to Køn lovligt bestaaende, end det nuværende Samliv, der ikke engang længer kan bestaa ved Lov – og da Kvinden i Reglen er den mindre fordringsfulde, da tilmed to Kvinder kan leve i Venskab, hvad Mændene har saa ondt ved, saa rækker hun Manden sin Haand til et Forsøg og siger: Prøv det engang med en Veninde! –

Hun rakte ham med et lyst Blik sin Haand.

Han tog den lidt tøvende. Der var for meget af en Theori – syntes ham – i hendes Ord... skøndt han følte det hjærtelige Sindelag. Jeg er dog vist for meget af en Mand – tænkte han – og hun er mig for lidet af det Kvindelige – det, som ikke har fuldt Rede paa sig selv!

Han slap hendes Haand. I Værelset ved Siden af hørte man Annette Kirchhoff synge højt.

Drengen havde lagt sig stille ned og trukket det stukne Tæppe med en snehvid Blondebord op for sig.

Knud! sagde Gerhard: Imorgen skal jeg købe Dig en Gyngehest... vil Du nok have en?

Tak! sagde Drengen, allerede halvt henne i Søvnen. Tante Annette har foræret mig en Gyngehest... Tante Annette forærer mig Alting! –

Hvem taler ondt om Tante Annette? raabte Frøken Kirchhoff, som leende hoppede ind i Sovekammeret lige hen til Sengen. Staar I her og holder Faddersladder hos min søde Unge?... Og hun rev Drengen op af Sengen i hans lange Natkjole, snurrede ham rundt og kyssede ham, klaskede ham paa 161| hans smaa Ben, og skilte sig atter ved ham som ved et Stykke Legetøj. Han var fortumlet, drog lidt paa Øjenbrynene og syntes ikke utilbøjelig til at ville sove ind under en svag Klynken.

Kom! sagde Fru Funch. Vi har allerede holdt ham for længe vaagen! –

Hun dækkede ham til, kyssede ham stilfærdigt og skruede Natlampen ned igen.

Saa gik de alle tre ind i Dagligstuen.

Straks efter ringede det, og Ulf Brynjulfsens lange Skikkelse dukkede ind igennem Portièren.

Godaften! sagde han. Jeg fryser. Det er dejligt med den Ild i Kakkelovnen... dejligt med det Foraar, vi har...! Maa jeg spørge, om vi snart skal spise? –