XII

De sad omkring Aftensbordet i Spisestuen, der utvivlsomt skyldte Frøken Kirchhoff sin Indretning og Dekoration. Noget umotiveret var det rummelige Værelse holdt i den saakaldte Atelierstil: halvt som et tysk Værtshus, halvt som et Marskandisermagasin. Langs Væggene Paneler; derover en Hylde med gammelt Porcellæn, Kobberthemaskiner, Gibsafstøbninger og japanske Vifter. For Vinduerne tunesiske Tæpper, opad Væggene Puffer med brogede Drapperier over; i Værelsets Midte et massivt Egetræsbord, og omkring det en Række Træstole, med lige eller skraa Rygge. I det ene Hjørne en engelsk Kamin med et Rococospejl over. Foran Kaminen – hvori der brændte en let osende Kulild – magelige, 162| moderne Flugt- og Lænestole og et Par Stumtjenere, hvorpaa der stod Eaudecologneflasker og Fotografier af bekendte Størrelser i Fløjels Rammer.

Bordet dækket med kolde Retter, Salater paa Italiensk; til Herrerne Øl i store Stenkruse; paa et lille Bord sang en Themaskine sin traurig-ensformige Vise.

Annette Kirchhoff havde taget Gerhard tilbords, Ulf bød Fru Funch Armen.

Du gør mig slet ingen Kompliment for mit Værelse! sagde Annette til Ulf.

Naa saa det er dit Værelse... Det kunde jeg have tænkt mig! svarede han ligegyldig og gjorde nogle Ansigtstrækninger hen til den snurrende Themaskine.

Irriterer den Dig? spurgte hun leende.

Vi bliver nervøse i dette Klima! sagde han. Det blæser altfor meget hos os. Jeg forstaar, at Udlændinger ikke holder det ud. Vi er det svageste, foruden at vi er det mindste af Vorherres Folk paa Jordkloden. Enten er vi brystsyge – eller fordrukne – eller gale. Vi fylder Hospitaler, Fængsler og Sindssygeanstalter – og paa de Omraader frembyder vi stadigt Udvidelser. Det er Klimaets Skyld. Naar det ikke blæser, saa blæser og regner det; og altid er det raakoldt. Venter vi om Sommeren paa Varmen, saa bliver det lummert. Her er ikke Ozon nok i Luften for os... og hvis de Lærde gik tilbunds i Tingene, vilde de sandsynligvis finde, at vi heller ikke har aandelig Ozon nok. Gu' min Salighed er vi nervøse.... og Du med, min spillevende Søster!

Hos Dig har det maaske sine Extra-Aarsager! 163| sagde Annette. Tror De ikke, Gerhard, at min Broder uden Skade for sin Udødelighed kunde tage nogle flere Hensyn i Maaden, han lever paa? –

»Jeg er ikke min Broders Vogter!« svarede Gerhard leende og rakte efter Spejlæggene.

Hør ham! raabte Ulf. Fru Funch! vil De række mig den Leverpostej!... Fru Funch! jeg kunde fristes til at gaa over til Katholicismen, hvis De bad mig! Der er noget af en Domkirke ved Dem! –

Det var et rummeligt Begreb! mente Gerhard.

Frøken Annette! vi vilde da vælge os et lille Alter i et Sideskib at bede sammen ved – vilde vi ikke? spurgte han.

Nok bede – men ikke gaa til Skrifte sammen med Dem! Skøndt.... hvorfor ikke? Jeg har paa Fornemmelsen, at De maa have meget at skrifte.... De har vist ikke saa faa Oplevelser – maaske endogsaa romantiske – bag Dem? sagde hun frittende.

Jeg er den komplette Hverdagshistorie i et lille Bind! svarede han leende. Alle Oplevelser ligger_ foran mig! –

Fru Funch rejste sig og skænkede Theen ved det lille Bord.

Ulf sad og brummede i Skægget.

Hvad er der dog ivejen Ulf? spurgte Søstren.

Disse Offre for Søren Kierkegaard – sagde han og hulede ned i Leverpostejen – de spøger endnu bestandig som Gengangere omkring iblandt os.... og aldrig véd man, hvor Affektationen ender og Genialiteten begynder!

Mener De mig? spurgte Gerhard smilende.

164| Dem? – Passiar! sagde Ulf. Nej, nu nede paa Gaden var der en af dem, som vilde bevise mig, at Ironien var Tidens ledende Princip. Formodenlig havde han lige skrevet en »Leder« derom!....

Var det en Journalist? spurgte Gerhard.

Det var ham – Redaktør Bentzen! svarede Ulf. Han bebrejdede mig, efter Sædvane, at jeg havde svigtet.... Svigtet hvad ? spurgte jeg.... Partiet! svarede han drillende. Fanden ivold! sagde jeg. I hader hinanden indbyrdes langt værre end I hader de Gamle. De kan være stupide, flade, aflægs – men undertiden tror de dog paa nogle af deres egne Fraser.... hvorimod I?....Tillad mig, min Kære! sagde han.... for han er altid Høfligheden selv.... vi er Ironikere, og vi maa være det! Vi maa udhule – idet vi paa samme Tid uddyber.... vi er Ingeniørerne i Løbegravene.... bagefter os kommer saa Generalen engang, Manden, der fører an i Breschen, stormer og planter Fanen paa den faldne Fæstning! Man maa være indenfor eller udenfor , sagde han med sit Smil!.... Og det fordømte ved Historien er, at han s'gu har Ret! tilføjede Ulf sørgmodig, idet han hakkede sit Smørrebrød i smaa Skiver.

Hør, Ulf! sagde Søstren; jeg kunde lide at kende den Redaktør Bentzen engang.... Frøken Palm har undertiden talt om ham.... men jeg forstaar bare ikke, hvordan han er Kierkegaardianer – han, som er Fritænker eller noget nær? –

Man begynder tidt ved Kierkegaard og ender i den frie Tænkning! sagde Gerhard.

165| Det staar Dig frit for, Frøken Kirchhoff – sagde Ulf undvigende.... det staar Dig ganske frit for, at lære ham at kende! Du er jo Elasticiteten selv og vil magelig kunne sno Dig i det Element.... men pas blot paa, at de ikke spiller Halløj med Dig, inden Du faar Færten af deres Jargon!....

Aa, jeg véd da nok, hvad Livet er! sagde hun rask.

»Livet« – lo Gerhard – »er en af en indre« osv.....

Livet – gentog Ulf og lagde sin Serviet sammen – det er den blanke Indsø, hvori Himlens evigblaa Ultramarin spejler sig. Træerne hælder sig lyttende frem over Fladen og forsikrer os om, at Alt er i Orden dernede... den hellige Grav vel forvaret!....

Og i denne Grav?... spurgte Gerhard, medens Fru Funch bød Theen om.

Dér gaar det til, som ved Jerusalems Ødelæggelse – nej, som ved alle de Ødelæggelser, der antegnet ere og befinder sig udi Historieskrivningen! sagde Ulf. Dér jagter Ferskvandets Hajfisk, den fordømte Gedde, i uudslukkelig Umættelighed efter de mindre Fisk – og de mindre Fisk i slugvorn Griskhed efter de mindre – lige ned til Midden, eller hvad det Krapyl hedder i Vanddraaben.... Alt er levende, umætteligt, ubarmhjærtigt.... og i Pavserne befragter de hinanden, føder, kæler for Ynglen og dør. Men Fladen deroppe hviler stille og blank, spejlende Himlens evige Hamborgblaat – og Træerne, disse langarmede Løgnhalse, strækker 166| Fingrene bedyrende ivejret – og Fuglen, den smørrede Tenor, gentager deres Forsikring: »Der er Ingenting ivejen, der er Ingenting ivejen. Hop, hop, hop!«....

De er just ikke nogen varm Naturtilbeder! sagde Gerhard.

Jeg ikke? raabte Ulf Skudt forbi, min Kære! Man kan gaa og længes og længes efter et Gensyn, et Møde med et Menneske.... Han eller Hun.... og man kan sværge paa, at man i Reglen bliver skuffet. Men Naturen viser altid det samme Ansigt frem – netop som man har ventet sig det – Foraar, Sommer, Høst og Vinter. Naturen er Shakspeare! Værsaaartig, De kan tage ham, hvor De sætter ham... altid lige stor, rummelig, menneskelig. Selv hans Maniérthed – hans skruede Billeder – forekommer mig mere Natur end al vore Naturalisters....!

Undskyld! men det er en forfærdelig Paradox! afbrød Gerhard smilende.

Brynjulfsen sad lidt, betænkende sig. Saa lod han Haanden falde ned i Bordet:

Det skal være en Paradox! Hele Naturen – hele Tilværelsen – Livet – er en Paradox!...

Basta cosi! sagde Annette Kirchhoff og rejste sig med et Blik til Fru Funch. Bordet er hævet, mine Herrer! Nu gaar vi til Kaminen!.... Hvem vil flytte Lampen hen paa Stumtjeneren... men vælt ikke mine Flakoner!......

167| De sad i Kreds ved Kaminen, omkring hvilken de havde placeret sig i Læne- eller Gyngestole. Paa den ene Stumtjener stod Lampen; under dens Skærm gled Fru Funchs rolige Øjne opmærksomt frem og tilbage mellem de to Mænd. Brynjulfsen legede med en Glasflakon, drejede paa den slebne Prop – læste Etiketten og faldt i Tanker. Frøken Annette havde tændt en Cigarette og laa i en Stol med det ene Knæ lidt optrukket, saa at hendes smalle, elegante Støvle kom tilsyne under Kjolen, fangende Skæret fra Kaminen. Gerhard pegede paa Stovlen og sagde spøgende: Det er endog et usædvanlig stærkt Glanslys, Frøken Annette! det kan irritere en Malers Øje! –

Hun lo: Da jeg købte disse Støvler paa Boulevard des Italiens, sagde den chevalereske Skomager mig, at min Fod var saa »delikat og saa lille« at ikke en Barnestøvle vilde genere den! Jeg har da heller ikke haft ondt deraf – men De har!

Og hun bøjede det mørkblonde Hoved tilbage, lo og sendte en lille kruset Røgsky fra Cigaretten op imod Loftet, hvor Cirkelslaget fra Lampeglassets Lys-Cylinder legende flimrede.

Umærkeligt gled Kjolesømmen atter ned over Spidsen. Foden havde virkelig været baade lille og elegant at se til.

Henrik Gerhard ærgrede sig lidt; men alligevel kunde han ikke faa Øjet fra Foden.

Saa drejede hun Hovedet raskt om imod Brynjulfsen og spurgte paa sin kvikke, pludselige Maade, 168| medens de fine, intelligente Træk lyste af godmodigt Drilleri.

Hør Ulf, – Amadis af Gallien – hvad er det i Grunden, Du sidder dér og tænker paa? Tænker Du Digte frem?....

Jeg tænker paa Dig! lød Svaret kort.

Hun saa' fornøjet og lidt barnagtig paa ham, nikkede og sagde: Naa?... kom med det! –

Paa at jeg i Grunden ikke kunde tænke mig nogensinde den Tanke, at skulle blive gift med én, som lignede min Halvsøster!....

Aha! Hun lo – men pikeret.... og spurgte paany drillende, lidt mere barnagtig end før:

Turde man spørge den strenge Trubadur – hvorfor ikke?...

Aa, jeg véd s'gu ikke! svarede Brynjulfsen, men rettede sig straks og gjorde en dyb Bøjning: Undskyld! jeg vilde sige – jeg turde ikke!...

Der blev en Pavse. Gerhard kunde ikke straks finde paa Noget at bryde den med. Frøken Annette saa' smilende paa ham – derpaa surmulede hun lidt, og spurgte saa Fru Funch: Anna, skal vi ikke byde Herrerne Cognac og Vand? –

Aa nej! bad Brynjulfsen. Nu sidder vi saa godt – jeg skal gaa til Bekendelse, mine Damer: jeg sad og tænkte paa min Berømmelse!...

Naa; nu skal Du faa! lo Annette og truede ad ham: »Vogt Dig – vogt Dig«!...

Fru Funch sagde til ham: De ytrede idag paa Spasereturen, at De aldrig skænkede Fremtiden en Tanke! Bliv nu ikke vred paa mig – men da 169| Deres Berømthed dog endnu ikke – stadig efter Deres egne Ord – strækker sig udenfor en meget snever Kreds.... vil De saa sige os, hvorledes De tænker Dem det med Deres Berømmelse – uden Fremtid og meget begrænset i Nutid?

»De er spids, min Frue – De er spids!« sagde Brynjulfsen leende. Naar Borgfruen begynder med Logiken, saa trækker Truvéren sin Hest af Stald og stikker af! –

Nej, nu skal De ikke knibe ud! raabte Gerhard og nikkede til Frøken Annette. Ikkesandt, vi forlanger Satisfaktion? –

Jo-o! det skulde jeg mene! Og giver han os den ikke, skal han dømmes til at holde Garn og have sin Grog forbrudt! raabte hun.

Jeg drikker nødigt Grog! Jeg drikker Vand – Øl – eller Vin... helst Vin; men holde Garn, det kan jeg, og jeg kan ogsaa give igen paa en Gadedørsnøgle! svarede Ulf.

Han tog raslende frem af sin Lomme nogle Nøgler, kastede dem kaadt op i Luften, tabte en af dem – tog den op, en lille aparte Nøgle, bed sig pludselig i Læben – stak Nøglerne hurtig til sig og blev siddende forlegen.

Naa? sagde Gerhard. Hyp, lille Hest!...

Javist – ja – det er sandt! svarede Ulf Det var Berømmelsen! Jeg tænkte saamænd paa en lille tysk By – en af disse gemte smaa Ravnekroge fra Middelalderen – med Bislag udenfor Husene, høje Gavle, med lange, smalle Nischer ligesom Orgelpiber – og med løjerlige smaa Kviste paa Tagene. Over 170| Tagene ser man et Kirketaarn, spanskgrønt og sort, med en blank Vejrhane, som aldrig drejer sig – og nogle Krager oppe i den perlegraa Luft. Har De Byen?...

Jo! svarede Gerhard. Jeg har malet en saadan adskillige Gange. Skal vi kalde den?...

Navne frabedes! Jeg logerede i et Gasthaus. Jeg var »festgeknejpt«, maatte vente paa Penge fra den Gamle derhjemme og – han var som sædvanlig længe om at sende dem. Han bryggede paa sit Formaningsbrev... og jeg sad fast, højt oppe i fjerde, femte Stokværk. Dér sad jeg og tænkte paa Døden...

Og paa Berømmelsen? –

Rigtigt! Paa Taget – i Kvisten – ligeoverfor mig havde jeg i den stille, graaviolette Sommereftermiddag...

Perlegraa? sagde Gerhard.

Ti stille! Jeg havde overfor mig en ung Haandværker, Kunstner – Gravør var han vel. Han kilede ivrigt paa, og han sang; engang imellem løftede han en Plade eller Sten op imod Lyset, fandt aabenbart sit Arbejde tilfredsstillende – og sang videre. Det gentog sig dagligt, og jeg vænnede mig til at have dette Udkig. En Gang saa' jeg ham pludselig holde inde i sit Arbejde og gaa tilbage i Stuen – hvor jeg kunde skelne – jeg tror Nakken af en ung Pige, kendelig paa to lyse Fletninger. Det gjorde mig nysgerrig. Havde det været et Besøg, saa varede det imidlertid kun kort. Naar Skumringen kom, tændte han regelmæssig en 171| Lampe, tog en Skærm over Panden, sang og arbejdede videre. Klokken ti, paa Slaget, slukkede han Lampen.

Jeg sad stadigt »fast«, vænnede mig til ham, fik ham rigtig kær, den flittige Fyr derovre. Jeg kunde snart hans Sange; jeg oversatte en af dem. Jeg kan den endnu...

Lad høre! bad Gerhard.

Nej, jeg vil fortælle. Lordagaften var han der ikke. Jeg var »fyrgterlig« tilmode – ingen Penge, kun nogle faa Kreuzer tilbage – Opvartningspigen saa' hver Morgen betydningsfuldt paa mig – og Værten gav mig kortere og knappere Nik, naar jeg hilsende gik ud. Gerhard dér kender maaske til det?...

Nej om Forladelse! svarede Gerhard og lo. Jeg har i Reglen rejst solidt! –

Ingen Forseelse! sagde Brynjulfsen og klippede med Øjnene. Enhver sin Manér.... jeg har altid været Zigeuner! Weiter. Jeg gik udenfor Byen, gennem det gamle Porttaarn, der skræver over den gamle Fæstningsvold. Nogle ækle nye Villaer og nogle dejlige skæve Rønner klumpede sig sammen udenfor Fæstningsgravene. Der var en lille Ølhave med Lysthuse og Dansemusik af sex Bierfidlere – herligt!

Jeg undersøgte mine Kreuzer. Et Par Krus Øl kunde jeg faa ud af det. Imorgen maatte Brevet komme!

Jeg drak mit Krus og saa' mig omkring. Der sad Borgerfamilier.... og enkelte Par.... Saa fik jeg Øje paa min unge Ven, Genboen derhjemme 172| fra den snævre Gyde. Han sad ved et Bord med en ung Pige. De havde deres to Kruse Øl for sig, de saa' paa hinanden – og paa ikke noget Andet i den vide Verden. Aa, jeg skulde bestemt kende hende.... hun vendte foreløbigt kun den halve Profil til mig – saa at sige Ryggen – men Nakken og lidt Haar bag Øret og den Smule fine, unge Kind, jeg saa' – og navnlig de to lange, gule Fletninger ned ad Ryggen fortalte mig....

Ih, det er jo en Gretchen! sagde Annette.

Maaske, ja! svarede Ulf tørt. Der er flere Gretchen'er mellem Himmel og Jord, end osv.... De to gule Fletninger bevægede sig pludseligt for et Vindstød, som gennem den hidtil stille Sommeraften kom susende under Løvet – Gud véd hvorfra... Hun kastede en lille Smule med Hovedet, bøjede sig frem, og lagde sin Haand i hans. Og atter susede Vinden, og Bladene over mig raslede; jeg tog til mit Krus, min Haand rystede uvilkaarligt, mit Hjærte bankede – min Pande blev hed.... jeg kiggede tilsiden ud over Landskabet, i hvis blaanende Fjærnhed de mørkviolette Bjærge ligesom bølgede –

Saa rejste Parret sig. En Familie var traadt ind i Haven. Fatter, Mutter, et Par Smaapiger, velstaaende Haandværkerfolk aabenbart, meget jævne. Og mellem Papa og Mama gik en ung pyntelig 173| Mand, hverken tyk eller tynd, ganske godmodig at se til, upaatvivlelig en Forretningsmand, Kræmmer, Handlende, der afgiver Borgen for at kunne blive saa god en Ægtemand, Skatteborger og Familieforsørger, som et Samfund kan ønske sig det og en omsigtsfuld Moder kan lægge Vind paa.

Den ur-gamle, evigunge Hverdagshistorie! Fa'r og Mo'r traadte til, Svigersøn in spe traadte ogsaa til. Den unge Gravor fik ét langt Blik fra den unge Pige. Saa havde hun sin Arm under sin Brudgoms. Og Familien marcherede bort.

Men min Ven, Genboen satte sig igen og blev siddende. Han tømte langsomt sit Glas – uden at se sig om. Saa tog han det andet Krus, holdt det et Øjeblik ivejret, som han gjorde ved sin Gravør-Sten derhjemme – valgte sig et bestemt Sted at sætte sin Læbe til, og drak hastigt den tiloversblevne Slurk ud. Og da var der over hans Ansigt et besynderligt lysende, smukt, mandigt.... hvad skal jeg kalde det? et Præg af Resignation uden Bitterhed, Anklage eller Protest.... Hvor han var smuk, denne Kunst-Haandværker! – smuk, som en Mand, der er stoltere end Skæbnen! –

Brynjulfsen holdt inde.

Og hvad saa videre! spurgte Frøken Kirchhoff utaalmodig.

Det er det Hele! – svarede han med en vred Grimace.

Det Hele?... spurgte hun skuffet.

Ja, min Dejlige! Jeg gik hjem – alene. Næste 174| Dag kom Brevet ganske rigtigt. Det kan nok hændes, der var Formningspræken deri – heldigvis ogsaa en Hundredgyldenseddel. Jeg tilgav Papa hans Præken... og rejste videre!

Jeg vilde blot spørge – sagde Fru Funch – om De kan huske den Sang – og hvordan det saa blev med Berømmelsen? –

Aa – det er sandt; det havde jeg nær glemt. Sangen – den er saaledes:

De sad ganske stille omkring Kaminen, de Fire.

Brynjulfsen brød Tavsheden. Han tog Glasproppen af den Flakon, han havde siddet og drejet i Haanden – – lugtede dertil og sagde: Verveine!.... Og hurtig hældte han noget af Indholdet ud i Haanden, gned sine Tindinger og mumlede:

Eau de Verveine – Verbena-Water!

Derpaa læste han Etiketten højt: »Parfum suave, tonique, rafraîchissant«.... ja Du er mild og forfriskende.... dufter af ærlig Fordringsløshed og et godt Hjærte.... Mine Damer, mine Damer! der er noget af en lille tysk middelalderlig By i den Flakon!... Og Berømmelsen? Spørger De derom endnu? – Véd nogen af Dem her, hvem der har digtet den Sang?... min Genbo vidste det næppe. Den har vel ligget de hundrede Aar og sivet i Luften omkring det spanskgrønne Kirkespir – – er stundom slaaet ned som en Fugl paa Tagene – og har tittet ind ad Kvistgluggerne. Den er maaske blevet tilbage som en enkelt Vise af hundrede Søskende, dem en stakkels omflakkende Sanger har afliret paa Landevejen, i Værtshuset, udenfor Gadedøren, hvorsomhelst. Blot den ene er blevet tilbage! Sangerens Navn er glemt.... i disse fem Strofer 176|lever han – og han vedbliver at leve deri, saa længe der er en Genbo paa Kvisten og en lille Pige med gule Fletninger.... Se det er den Berømmelse, jeg kunde ønske for min Person. Sig saa ikke, at jeg ikke er fordringsfuld! Godnat!

Vil De gaa?... spurgte Fru Funch.

Er det Deres alvorlige Mening, Frue, at vi skal blive her Natten over? Nej! Kom, Gerhard! Damerne trænger til at faa deres Aften-Berlinger i Fred. Romanen deri er spændende og dog saa velgørende »ufarlig«. Paa denne Tid læser min Fru Mama den derhjemme.... Lord Arthur har netop fundet det ægte Testamente – jeg tror i en Hatteæske paa Pulterkammeret – og den lille Fabrikspiges Aktier synes at gaa ivejret. Kanske bliver hun virkelig Arving til Beowulff-Castle og Nothing-Hall – hvad der er uhyre interessant for de Læsere, der maanedlig hæver Renter i Overformynderiet. Godnat! Kom, Heinrich der Vogler! lad Duerne i Fred paa Slaget!...

Frøken Kirchhoff surmulede lidt, men Fru Funch bød Gæsterne hjærteligt Farvel. De kommer vel en anden Aften og tager til Takke? spurgte hun Brynjulfsen.

Naturligvis! Jeg kan ogsaa drikke The.... prøv De mig blot, min Naadige! Hvis De holdt Pensionat skulde jeg straks komme og bo hos Dem.... endskøndt: man skal aldrig for tæt ind paa Livet af hinanden! –

Fru Funch svarede: De kan have Ret! –

Det har jeg altid! sagde Brynjulfsen ude paa 177| Trappegangen. Den utaknemlige Verden vil blot ikke erkende det. Godnat, Frøken Kirchhoff! Du kunde dog gerne give Haanden!..

Nej, den faar Du ikke, men han dér!...

Begge Damehoveder saa's over Gelænderet, nikkende, smilende. De prydede virkelig hinanden.

Hør, sig mig – sagde Gerhard, da de stod nede paa Gaden – denne Oversættelse?...

Hva'fornoget? raabte Brynjulfsen og lo højt. Det er ikke Spor af Oversættelse. Det er en Skitse – og et Digt – jeg har skrevet! De begriber slet ikke, hvorledes Literaturen bliver til, min Gode! Det er hende – Edith derude – som inspirerer mig... hende skylder jeg Farven, Sjælen – mig selv Paahittet! Paa Sondag skal Norager have det i sin Sprøjte! O sancta simplicitas! –

Hvor gaar vi hen? spurgte Gerhard efter en Pavse.

Hvor? – Ud til de »elysæiske Marker« – mais enfin!

Nej, jeg gaar hjem! sagde Gerhard bestemt.

Murmeldyr! svarede Ulf. Og de skiltes med et tavst Haandtryk.