XIII

Majmaaned var langt fremme. Uro, Gæring, Drift og Duft i Naturen... Koldt og Varmt efter hinanden... og nu var det snart faldet til Hvile. 178| Sommeren syntes at vaagne af narkotisk Luft – af stærke Drømme... Fuglene sang som var de forrykte om Dagen – og saa blødt ud paa Aftnerne.

I Skumringen sad Gerhard i Atelieret.

Døren stod paa Klem, Gerhard havde ikke mærket at Nogen bankede paa. Han sad i sin Armstol bøjet fremover, rygende paa sin korte Pibe. Han saa' ivejret. Ulf stod dér.

Aa – det er Dem?

Tak! svarede Ulf. Betyder det, at jeg maa sidde ned – som sædvanlig?...

Brynjulfsens Cigar og Gerhards Pibe fyldte det store Rum med lange Røgstriber, der tilsidst i det hendøende Vinduesskær syntes som et tæt Taagetæppe at sænke sig helt ned til Gulvet.

Hvad tænker De paa? spurgte saa Ulfs Stemme.

Paa en Drøm inat! –

Drømmer De? lo Ulf.

Jeg drømmer altid! Undtagelsesvis husker jeg idag, hvad jeg drømte. Det har beskæftiget mig saa meget – at jeg ikke har faaet Noget bestilt! –

Nu overdriver De! sagde Ulf. Det vilde være at gaa mig i Næringen!

Godt! Jeg skal da bekende, at jeg har tilbragt min Formiddag med at nedskrive, hvad jeg drømte. Vil De høre?...

Nedskrive en Drøm! Dødogpine! kan De gøre det nogenlunde manérligt blot – saa er De.... men det kan De naturligvis ikke! –

Gerhard vendte sig om til Bordet, tændte et Par Lys, tog nogle Papirsblade frem af Mappen og 179| rømmede sig. Ulf saa' flygtigt derhen; det forekom ham, at der var Pennetegninger paa Papirets Margin.

Naturligvis – han tegner ! tænkte han. Han skriver Pokker ikke! –

Gerhard læste:
Jeg drømmer.

»Jeg drømmer – at jeg bestandig, en længere Tid igennem, har drømt om en Prinsesse i et fremmed Land.«....

Stop lidt! Kan man drømme, at man drømmer eller ovenikøbet har drømt?... spurgte Ulf grundende.

Jo man kan! For det gjorde jeg! svarede Gerhard kort og fortsatte:

»Bestandig har jeg drømt om hende, indtil jeg lyslevende ser hende for mig, slank og fin, med udtryksfulde, af en ejendommelig Adel gennemaandede Træk, Øjnene som et klogt, muntert Barns, Munden lille, Næsen maaske en Smule for stor, saaledes som det hyppigt forekommer i gamle fornemme Slægter.«...

Det er godt! afbrød Ulf Gør hende blot ikke altfor dejlig!...

De maa ikke afbryde mig! sagde Gerhard. Jeg er bange for, at det Hele ellers forsvinder! –

Jeg skal ikke sige et Muk! Videre! –

»Hun er fuldkommen udviklet, har alle de jomfruelige Ynder, dertil en klar, dæmpet, sød Stemme, en smal, hvid Haand, en svaj Nakke, hvis Bevægelser minder om en Fugls... hun er klædt som en moderne Dame, i en Kjole aflyst lila Satin-Velours, men 180| Omgivelserne ere gammeldags; og i det Værelse – et Slags Galleri – hvori jeg stadigt ser hende, er Møbler, Tæpper, Paneler, Alting lyserødt!«

Lyserødt? spurgte Ulf.

Lyserødt! sagde Gerhard bestemt. »I nogen Tid tages hun ligesom bort fra mig – af en eller anden hemmelighedsfuld Magt – men pludseligt befinder jeg mig ligeoverfor hende i Galleriet. Det er paa Slottet i et gammelt Fyrstendømme – siges der til mig – og den Prins, som hun er trolovet med, holdes borte af den samme hemmelighedsfulde Magt, som har indsat mig til hans Substitut. Jeg holder en Klædebørste i min Haand og børster omhyggelig min Cylinderhat og min sorte Kjole, ængstlig beflittet paa at faa begge Genstande til at skinne som nye. Jeg ser, at Kjolen er noget slidt og Hatten støvet – hvorimod de Hoffolk, der nu kommer ind i Galleriet, allesammen ere i den fuldeste Puds – alle i Lyserødt. Jeg véd med mig selv, at jeg ikke er Prinsen, jeg er pinlig berørt af at skulle gælde for en Anden, men Ingen synes at mærke nogen Forskel; og da jeg nu nærmer mig Prinsessen – efter at have overgivet Børsten til en gammel Ceremonimester – fæster hun sine kloge, muntre Øjne paa mig med et straalende, trohjærtigt Blik og tager yndefuldt min fremrakte Arm. Jeg bøjer mig for hende. Nu, da hun har set mig ind i Øjnene, kan jeg ikke trække mig tilbage – jeg vil ikke!...Vent lidt! siger hun og mønstrer min Dragt. De har jo glemt Ordnen! – Og hun vinker ad Ceremonimestren, tager af hans dekorerede Bryst 181| et Ordensbaand – et højrødt – og hæfter det paa mit Kjoleopslag. I det samme forekommer det mig, at jeg selv er i fuld Galla og at jeg absolut maa ligne Prinsen. Hun nikker smilende, og vi føres ned ad det lange Galleri, Ceremonimestren i Spidsen for Toget, skjult Musik bag Tapeterne. Saa er vi et Øjeblik alene, hun og jeg. Hun ser sig paa et Barns Maade skælmsk og sky frem og tilbage, trykker med sin fine, slanke Arm min Arm, og siger bedende: Aa, men saa giv mig dog et Kys! Hvorfor er De saa tilbageholdende idag? Tænk blot, inden en Time!... Og hun rødmer og slaar Øjnene ned. Jeg bøjer mig og kysser den lille Mund – og jeg føler Kysset gengældt med det ømmeste men tillige et saa uskyldigt Kys, et Barns Kærtegn, at jeg atter pinefuldt skammer mig og tænker: Du er jo i Grunden en Tyv! Det er ikke til Dig , dette gives!

Saa er vi i en stor Sal, Thronsalen, der tillige forekommer mig at være en Concertsal. Istedetfor Hoffolkene, paa begge Sider af Thronen, er der en Række Musikere, som behandler deres Instrumenter dæmpet, diskret. En saa liflig Musik, som man netop kun kan drømme sig den. Den aldrende Fyrste og Fyrstinde – Konge og Dronning – sidder paa Thronen, stive og ubevægelige men ganske godlidende at se til. Nogenledes som i Børnenes Forestillinger om kronede Hoveder: han i højrødt Fløjl, hun i lyserødt Atlask. De nikker beggeto venligtmajestætisk, og medens Musiken forstærkes, føres Prinsessen og jeg til Sæde nederst paa en Bænk. Paa Bænken sidder en Række unge Adelsmænd og 182| unge Hoffrøkner – alle i Lyserødt. Og nu kommer en gammel Bisp i Ornat – langsomt frem for Enden af Bænken. Det er en Art Overhøring, noget som en Konfirmation. Musiken tier. Der spørges af Bispen – og der svares ganske dæmpet, en efter en, hele Rækken igennem. Turen kommer til os, Prinsessen og mig. Jeg har en benauende Fornemmelse af, at jeg aldeles intet véd at svare. Min Frygt meddeler sig til Prinsessen; hun bøjer sig tæt ind til mig og siger: De maa slet ikke være ængstlig; jeg skal hviske det Altsammen til Dem! – Saa svarer jeg da paa Spørgsmaalene igennem Sufflør. Hvad der spørges om og hvad jeg svarer, véd jeg forresten ikke. Jeg ser stadigt til Siden, paa den nydelige Hals og Nakke; jeg føler Trykket af den fine, slanke Arm – som jeg ikke har sluppet – og jeg tænker ved mig selv: Hvorledes dette saa ender: lykkelig er Du i Øjeblikket!

Musiken forstærkes atter. Vi rejser os. Alles Øjne ere nu henvendte paa mig. Blot de dog ikke opdager Dig! tænker jeg. Det vilde være en daarlig Spøg, om en iblandt Forsamlingen gav sig til at pege og sige: Men det er jo Maleren Henrik Gerhard! det er slet ikke Prinsen! Lad os kaste ham ud!...

Og saa synes jeg, at der tæt bagved mig, halvhøjt siges: Gerhard! Gerhard! –

Hvad er der? spørger Prinsessen mig. Nu kommer jo den egenlige Ceremoni, den afgørende! Nu maa De virkelig ikke være saa underlig! – Og hun ser atter paa mig med sit klare, kloge og muntre Blik, hvori Jomfruens deltagende Ømhed skifter med 183| Barnets Nysgerrighed. Fortæl mig, er De syg? spørger hun hviskende. Jeg trykker hendes Haand og siger: Jeg er urolig! Kan jeg ikke tale med Dem et Øjeblik alene?... laften! svarer hun med sit søde Smil og slaar Øjnene ned.

Saa staar vi foran Altret – en omvendt Dirigentpult. Den gamle Bisp fører Taktstokken og Musiken spiller – noget Wagnersk, en uendelig Melodi, med højtsvungne, gribende Harmonier. Prinsessen og jeg staar længe sammen Haand i Haand, lyttende andægtigt med bøjede Hoveder. Jeg lister mig til at se paa hende; og ned ad Kindens Oval triller en Taare, mat skinnende i det lyserøde Lys som en vidunderlig Perle. Jeg vil knæle, for at opfange den paa Gulvet – men nu knæler vi begge; og den gamle Bisp har lagt sine Hænder paa vore Hoveder – Musiken dæmpes ganske...

Saa spørger jeg Dig, Prinsesse Margarita, om Du til Husbond og Gemal vil tage denne Mand, som staar ved din Side?... –...

Her hvisker Ceremonimestren til mig: Vil De nævne Deres Navn! –

Henrik! svarer jeg.

Om Du til Husbond og Gemal vil tage denne Mand, Prins Henrik?...

Gerhard! raaber saa En nede i Salen.

Men kun jeg hører det; og saa er Ringene vekslede og Velsignelsen lyst; Musiken falder stærkt i, og Konge og Dronning kommer ned fra Thronen for at gratulere.

Prinsessen og jeg spaserer hele Dagen i en 184| Have. Jeg vil stadigt fortælle min Hemmelighed... men hun er saa smilende, saa sød og glad – jeg vil ikke gøre hende bedrøvet, og jeg fortæller om Rejser og om at jeg elsker hende.

Med Et er det Aften. Det Lyserøde omkring mig er forsvundet; i Stedet for straaler Alt og Alle i Skarlagenrødt. Prinsessen og jeg føres atter igennem Galleriet; en Dør lukkes bag os, og vi staar i et Boudoir med en pragtfuld opredt Himmelseng – ganske en af Æventyrenes Himmelsenge med svævende, forgyldte Amoriner, en Sky af Kniplinger, der daler ned fra Himlen og spredes over den fjerlette Edderdunsdyne. Foran Sengen et Par smaa højrøde Tøfler, og over en Stol en skarlagenrød Kammerherreuniform og en Guldkrone.

En Kammerfrue fører Prinsessen ind i et tilstødende, svagt oplyst Gemak. En Kammertjener gør Mine til at ville hjælpe mig af Klæderne. Men jeg afskediger ham kort, knæler ned ved Sengen og kysser de smaa Tøfler. Tilgiv mig! siger jeg. Hertil og ikke videre! Jeg har ingen Ret! –

Men som jeg, rørt over min egen Standhaftighed, vil gaa ud i Galleriet og liste mig bort fra Glans og Herlighed og min yndige Brud – saa føler jeg, at jeg ikke kan faa Døren op. Derimod gaar jeg hen til Natbordet og slukker Lysene. Fra oven af – fra en mat Ampel i Loftet – gyder sig saa et varmt, drømmerisk, dæmpet, skarlagenrødt Skær over Sovekammeret.

Jeg er afklædt, jeg ligger i Sengen. Og ved min Side ser jeg en svaj Nakke, saa fin i Linjen 185| som en Fugls – og jeg ligger ganske ubevægelig, næppe trækkende mit Vejr, for ikke at vække den Sovende.

Men hun sover ikke. Hun hvisker til mig med skælvende Stemme: Kære! hvorfor tager Du mig ikke i Dine Arme? Jeg tilhører Dig jo! –

Nej! hvisker jeg ligeledes skælvende: Jeg tager Dig ikke i mine Arme. Jeg er ikke den, jeg synes. Men jeg tør ikke – saa nær jeg nu er Dig – fortælle Dig videre; for saa vilde Du ringe paa Din Kammerfrue, og hun vilde kalde paa den gamle Ceremonimester, og han vilde raabe Vagten i Gevær, og Vagten vilde kaste mig i Fængsel og sandsynligvis hænge mig i den højeste Galge imorgen! –

Og atter ligger vi lidt, og jeg synes at mærke, hvorledes hun gysende trækker sig bort fra mig; og jeg tænker allerede med lukkede Øjne og i Dødens Angst paa, hvordan Rebet vil snære om min Hals.... Saa siger hun, men med en underlig fremmed, bydende Stemme og paa Fransk:

Approche! –

Og ligesom hun har sagt det, slynger hun Armene om min Hals, beder mig om Forladelse, kysser mig og hvisker: Tys! ikke et Ord! Jeg vil intet høre, intet vide! Jeg vil være Din! –

Saa tilbringer vi Natten – som der staar i »Tusind og en Nat« – under de ømmeste Kærtegn....«

Gerhard læste:

»Om Morgenen er Prinsessen ikke ved min Side. Jeg vil staa op, mine egne Klæder er borte. Jeg tager den skarlagenrøde Kammerherreuniform paa; men Guldkronen lader jeg ligge – formodenlig af et medfødt Instinkt for det Komiske. Jeg vandrer omkring i Galleriet, der nu synes mig noget afslidt; jeg kommer ned i den tomme Thron- og Concertsal; den er øde og støvet, og Nodepultene ser ud, som havde de Katzenjammer. Da jeg vil gaa ud af Salen, raaber en Stemme efter mig: Hr. Gerhard! Jeg vender mig; det er min Husholderske, Jomfru Scheidewasser. Vil Herren ikke have sin Frokost? spørger hun. Gaa Pokker ivold! svarer jeg. Saa stikker jeg Hovedet ud af et Vindu og ser en underlig By – som en gammeltysk Rede – med krogede, snevre Gader, der alle munder ud i Torvet nedenunder Slottet. Der er fuldt af Folk, Vagt, Politibetjente og Gadedrenge. Et Tog kommer fra den nærmeste Gade. Ceremonimestren i Spidsen. Straks efter ham trækker fire af de gamle Vægtere en bagbunden Mand afsted. Jeg ser paa Manden og kender med Forfærdelse mig selv. Jeg raaber ned: Men saa slip ham dog! Det er mig, det er mig! – Men min Stemme kan ikke høres igennem Larmen af Gadedrengene, og jeg kan ikke røre mig af Pletten. Nu paabyder Ceremonimestren Tavshed og læser op af et stort Papir: Eftersom den falske Prins Henrik er kommen her til Byen og vil gøre sin Ret 187| gældende – og eftersom sligt er en uhørt Frækhed, da den rigtige Prins Henrik alt igaar – 12, Middag, Slet – er viet til Prinsessen – og eftersom det høje Par nu formentlig er Mand og Kone og ikke af nogen Malefikant bør forstyrres i deres kongelige Højheders Hvile – saa kendes herved af Slotsloven for Ret: at den falske Prins Henrik ufortøvet bør hænges ved sin Hals indtil han er død! Fiat justitia!......... Trommehvirvler og Gadedrengenes Hurra. Og jeg ser, med en isnende Fornemmelse af Samvittighedsnag og Skræk, lammet som jeg er paa Hænder og Fødder, hvorledes denne Mand føres op ad Stigens Trin til en høj, uhyggelig Galge – den Galge, hvori jeg rettelig skulde være hængt.

Og som han nu, askegraa i Ansigtet, vender Øjnene op til Vinduet, hvori jeg staar, saa ser jeg, at han aldeles ikke ligner mig. Jeg graver og graver i min Hukommelse, for at finde, hvem det er blandt mine Bekendte, han minder mig om. Jeg synes, at jeg ofte har set det Ansigt – endnu iforgaars, igaar... men nej! Pinefuldt føler jeg, at det er umuligt – jeg kan ikke identificere ham med Nogen. Men Anstrengelsen har givet min Haand Bevægelseskraft tilbage. Jeg river op af min Brystlomme et hvidt Tørklæde – med Bogstavet M og en Krone over – og vinker og vifter som en Rasende: Slip ham! lad ham gaa! Naade! Og som et Ekko af min egen Stemme hører jeg dernede fra: Naade! Naade! – Hurraer, Piben og Trommehvirvler..... Og jeg synker afmægtig om.

Atter er det Aften, og atter ligger jeg i Himmel188|sengen under den klare Sky af Kniplinger, i det dæmpede, drømmeriske, røde Skær fra Loftet. Skrækken fra om Formiddagen er svunden, men der er blevet tilbage hos mig en dyb Fornemmelse af Uro og Skamfuldhed. Prinsessen ligger ved min Side med sin Arm ind under min Nakke. Udtrykket i hendes Øjne er den helt hengivne Kvindes. Pupillerne ere store, Blikket har en uimodstaaelig bedugget, mat fosforlysende Glans. Jeg vil tale, fortælle... men hun lægger sin smalle, hvide, bløde Haand over min Mund og hvisker: Tys, Kæreste! Jeg elsker – aa Gud, hvor jeg elsker Dig! Du er den tapreste, klogeste, smukkeste – den bedste Mand, jeg kender! Du er den virkelige, den ægte Prins Henrik! Du er mit Alt, min Ejendom – Du er min !....

Jeg har glemt Alt. Jeg er kun hos hende og hendes! Saa hører jeg en fjærn Lyd, som af Søen i Oprør, Havet, der stiger. Jeg gør hende opmærksom derpaa. Hun svarer mig med et langt, dvælende Kys. Men Larmen vokser; jeg rejser mig halvt overende og ser mig om efter et Vaaben. Jeg har paa sikker Fornemmelse: man efterstræber Dig! Den Rette vil indtage din Plads! – Hun kaster sig til mit Bryst, holder mig fast omslynget... hendes sunde, varme Aande, som en Duft af Sommerblomster, bølger over mit Ansigt: Hvad frygter Du for? spørger hun. Jeg deler fra nu af enhver Skæbne, enhver Forsmædelse, Fængsel, Død – Alt med Dig! – Vi omfavner hinanden, giver hinanden de sidste Kys. Saa drøner hele Bygningen af voldsomme Slag... angst som en skræmmet Fugl trykker hun 189| sig et Øjeblik ned i Sengen. Jeg springer ud paa Gulvet, river Uniformen – den fordømte Kammerherreuniform til mig, faar den akurat om mig... og saa brager Døren, knust under Kolbeslag – og dér staar den rette Prins, høj og brutal, purpurrød i Ansigtet, i glimrende Uniform, med Kaarde i Haand.

Han vil kaste sig over mig, vaabenløs som jeg er. Men Prinsessen ligger ude paa Gulvet, knælende imellem os. Han støder hende med sin Ridestøvle voldsomt omkuld og raaber til Vagten: Bind ham! Og jeg kan ikke røre Haand eller Fod; jeg er bunden. Jeg kan blot se paa ham; og tænderskærende raaber jeg til ham: Skær mine Baand itu, giv mig en Sabel i Haanden, og lad det saa faa Ende imellem os! Jeg gav Dig Naade nede paa Torvet – giv Du mig blot en Kaarde!

Men lige purpurrød i Ansigtet, og med to Gløder til Øjne, svarer han: Kan Du give mig tilbage, hvad Du har taget? Afsted med Jer begge! –

Lad hende i det mindste klæde sig paa! beder jeg.

Nej; i hendes Skænselsdragt skal hun gaa – den Skøge, som hun er! Afsted! raaber han.

De slæber os ned – ned ad endeløse Trapper. Ved Omdrejningen af en Afsats staar Konge og Dronning, begge i Natdragt; Kongen askegraa i Ansigtet, Dronningen med forgrædte Øjne, stramme, sammenknebne Læber. Bispen bagved, korsende sig. Alle Hoffolkene med haanlige, spottende Miner. En halvgammel Hoffrøken spytter paa Prinsessen, idet 190| en Gardist driver hende forbi Hoffet i det blotte Linned.

I Slotsporten er mørkt. Dér føler jeg Prinsessens Haand gribe min; hun klamrer sig til mig. Der bringes Fakler. Prinsen ser os sammen. Han raaber haanligt: Snær dem fast til hinanden med Strikker! De skal dog følges sammen! –

Ud paa Torvet. Alle er paa Benene. Et uhyre Hav af Mennesker. Jeg ser alle Gavlfaçader brændende rødt oplyste af Faklerne. Tusinder af Hoveder i Vinduerne – og Tusinder af Hoveder omkring os. Med Møje skaffer Vagten Plads for Toget. Vi to er i Spidsen, sammenkoblede som Slaver. Hvert Øjeblik snubler Prinsessen, hendes Strikker strammer mig om Haandled og Hals. Jeg føler intet. Sjovere, Kællinger, fine Herrer og fine Damer – alle kappes om at spytte paa os, flænge i os, slaa os i Ansigtet. Ja, de flænger i den stakkels Prinsesses Natlinned, saa at hun næsten er nøgen. Vagten lader kun, som den vil bruge Kolberne. Jeg søger at dække Prinsessen, tænker kun paa hende, kunde rive Hjærtet ud af mit Liv som Sonebod. Hun ser mig i sin Hjærtekvide ind i Øjnene – og smiler.

Saaledes gaar det over Torvet, ind gennem den snevreste Gyde, hvor Udskuddet af Indbyggerne bor. Raaheden synes først for Alvor at skulle slaa sig løs her. Jeg føler Dødsangsten Tomme for Tomme, Skridt for Skridt – Dødsangsten paa hendes Vegne. Hun vil ikke kunne udholde dette. Jeg 191| snubler under et Fodspark; vi falder begge tungt til Jorden.

I dette Øjeblik springer et laset Individ frem; bagefter ham pjaltede Mænd og Kvinder, Børn, der ikke kan dække deres Nøgenhed. Manden, som er forrest, stiller sig i Vejen for os. Sulten stirrer ham ud af Øjnene; han er lang, knokkelstærk; det blottede Bryst er haaret, bredt, men skindmagert. Op med Jer, Børnlil'! skriger han og rejser os begge ivejret med et Ryk. Hej, Kammerater! raaber han; slaa Kreds om dem! vi vil selv hænge dem! – Og under Brøl, som fra vilde Dyr, styrter de pjaltede Mænd og Kvinder løs paa Vagten og driver Gardisterne tilbage. Saa slaar de Kreds om os. Den lange Kæmpe ser paa Prinsessen og paa mig. Saa ler han højt og siger: Han dér er nok ikke bange alligevel – og hun dér er jo halvt død! Hør, Go'venner! – skriger han til Mændene og Kvinderne – hvad har den fine Herre dér og den fine Dame i Grunden gjort? Kan I sige mig det? – Almindelig Fnisen. – De har Djævlen annamme mig ikke gjort andet, end hvad som vi gør hver Dag og hver Nat i vore Huler og Kroge, uden at spørge Præst eller Bor'mester om Forlov! Et Hurra skal de ha'! og lad dem saa løbe!...

Og han begynder med sin Kniv at skære vore Strikker itu. Saa raabes der: Prinsen – Dragonerne! Jeg hører Chokket, Eder, Skrig bagfra – og Flugt paa alle Sider. Vi er atter mellem Soldater og Fakkelbærere, Ryttere for og bag. Prinsen forrest, tilhest.

192| Vi føres frem i Tavshed; kun Hestehovenes Trampen og Sabelskedernes Raslen. Nu kommer vi gennem Byporten – det drøner hult under Hvælvingen – og vi har Stadsgraven foran os.

Men det er ikke en almindelig Stadsgrav. Det er en Flod, en rivende Elv, der skummende styrter ud over Klipper – bort, langt ned i et Dyb, hvis Bund intet Fakkelskær maaler.

En Bro er slaaet over Elven. Hvor Broen ender, kan jeg ikke se. Alt er Mørke paa den anden Side Floden. Paa denne Side oplyses Porttaarn, Volde, Bastioner af Faklerne, som vifter i den Trækvind, der stryger op fra den hvirvlende Elv, hvis Skumtoppe blinker, som vilde de gribe efter os.

Sid af! kommanderer Prinsen.

Dragonerne springer af Hestene og slæber os hen til Midten af Broen. Jeg hører nedenunder mig den buldrende Elv – ovenover er Himlen kulsort, uden en Stjærne. Jeg ser paa Prinsessen; hun er dødbleg, Øjnene beduggede, med den samme matte fosforlysende Glans, og Læberne halvt aabne, som da de bad mig om mine Kys.

I har – siger Prinsen haanligt – to Minuter til at bede en Bøn i, førend I prøver en anden og koldere Seng dernede i Elven! Vi har ingen Præst ved Haanden. I faar selv opgøre Regnskabet sammen! Det vil formodenligt ikke falde Jer svært! –

Dragonerne griner; og Prinsen og hans Soldater trækker sig lidt tilbage.

Jeg føler, at Manden, der filede i vore Strikker, omtrent har skaaret dem over. Jeg gør mig læmpeligt 193| fri, omslynger hende, trykker med mine Hænder det kære Ansigt tæt ind til mit – og i et langt, langt Kys beder jeg hende om Tilgivelse – suger hendes Tilgivelse ind i min Sjæl og hvisker til hende, at jeg længe førend jeg saa' hende livagtigt for mig, havde drømt om hende, indtil det blev mig en Livets Nødvendighed at komme i hendes Nærhed!

Og jeg da? siger hun, med den sælsomme Skinnen i de duggede Øjne – har jeg ikke drømt om Dig, al den Tid jeg var trolovet med den Anden? Jeg vilde aldrig have kunnet forveksle Dig med ham og indrømmet Dig hans Plads – hvis jeg ikke havde tilhørt Dig længe før jeg saa' Dig! Vi har altsaa Intet at bede hinanden om Tilgivelse for. Vi maa med vor Bøn om Tilgivelse gaa et andet Sted hen.....!

Og som disse underlige Ord slaar ned i mig, ser jeg Soldaterne komme hen imod os. En uudsigelig Rædsel griber mig. Jeg kigger over Mønningen paa Broens murede Gelænder – dybt ned i Afgrundssvælget – og jeg hører den kogende, rallende Lyd – og det er, som skulde jeg kvæles af Angst, dø af Forfærdelse.

Margarita! stønner jeg. Aldrig havde jeg tænkt mig, at Døden kunde være det ! Aa, bed for mig... bed blot, at jeg maa faa Mod! Manden har sin Ære – Fejghed pletter den! –

Du tør altsaa ikke dø endnu?... ikke med mig? spørger hun og stirrer paa mig med sine store Pupiller. Saa kom!...

194| Og hun rykker mig til sig – holder min Haand fast som i en Skruestik – og giver sig til at løbe frem over Broen mod den anden Bred. I det hvide Natlinned løber hun frem i Mørket. Til Trods for at hun holder mig i Haanden, synes jeg, at hun er langt foran mig. Soldaternes Raab høres ikke længer bag os... Floden buldrer ikke mere... der er Dødens Tavshed omkring os... Og saaledes løber vi frem, bestandig fremad, ind i det rugende Mørke... indtil jeg aandeløs styrter med det Skrig: Margarita! slip mig! –

Og med det Skrig vaagner jeg«...