XIV

Gerhard lagde Papiret ned... man saa' Pennetegninger i den brede Margin. Han skottede over til Brynjulfsen:

Naa, Deres Eminense! Hvad mener De?...

Saamænd! sagde Ulf langsomt og kløede det ene Ben med det andet. Dér har De virkelig begaaet en Allegori! –

En Allegori? spurgte Gerhard saa naturlig forundret, at Ulf straks fortsatte:

Begribeligvis! Denne Margarita – Deres Perle – det er Poesien, Kunsten, hvad De nu vil? Hun tilhører den selvbestalter brutale Kritik – den »rigtige« Prins, ham, som kommanderer Dragonerne! De selv føler med den ægte Kunstners Beskedenhed – dumme Beskedenhed – at De tager Prinsens »Ret« fra ham. Da Ceremonimestren, den hæder195|lige, dekorerede gammeldags Æsthe tik, meget viseligt vil hænge Prinsen – saa beder De meget ædelmodigt om Naade for ham. Hvorpaa han, Prinsen, naturligvis bryder ind med Vold i Deres intimeste Forhold til »Perlen«, jager baade Kunstner og Kunst paa Porten, og staar i Begreb med at exekvere Dommen paa dem begge – da Poesien heldigvis erindrer, at der er dette »Noget med Mysticismen« tilbage. Og saa gaar de begge over Broen – lader Døden i Elven foreløbigt ligge »links« – og taber sig tilsammen i det store Ubestemte!....

Gerhard gav sig til at le: De er virkelig født Kommentator! –

Jeg er Fanden, er jeg! svarede Ulf lidt stødt. Deres lille Fantasi-Stykke er ikke daarligt. Det kunde passe til Nøragers Sprøjte – især hvis De selv illustrerede det. Men et Par Pletter er der rigtignok!-

Hvilke f. Ex.? spurgte Gerhard.

Dette med wagnersk Musik – det er en Plet. Man bør aldrig karakterisere i et Pseudo-Eventyr. Ret det! – Saa er det ogsaa galt med dette Ordensbaand, som Prinsessen fæster sin Tilbeder paa Kjolen. De bruger det jo slet ikke siden – og dog er man nysgerrig – især da De betegner dets Farve – højrødt. Man venter, at hun indvier ham til Baal og Brand! Ja – bravo! Lad dem blive brændt sammen paa Torvet – brændt levende af Kritiken og alle Autoriteter! Vil De give mig en frisk Cigar for det Vink? –

De skal have Tak for Deres Rettelser! sagde 196| Gerhard muntert. Men jeg maa sige Dem: det er virkelig en Drøm! Næsten Ord til andet har jeg skrevet ned, hvad jeg huskede imorges. Og jeg skrev kun ned, fordi jeg tænkte mig at bruge det til en Række Raderinger. Vil De sætte Udkastet i Vers – lave et Digt derudaf? – saa gør jeg Illustrationerne!...

Brynjulfsen bøjede sig over Bladene – læste hist og her – sammenholdt Skriften med Pennetegningerne... rejste sig og lagde Haanden paa Gerhards Skulder:

Det er et Digt! Kan De ikke forstaa det, saa er De mere indskrænket eller mere af en Lurendrejer, end jeg havde tænkt! De har begaaet et Digt – og jeg kan kun forkludre det – ganske bortset fra, hvad Deres Raderinger kan gøre! –

Gerhard gik frem og tilbage paa Gulvet med store Skridt; sagtnede saa sin Marsch, satte sig ned overfor Brynjulfsen og sagde:

Lad os lade dette Thema fare til en anden Gang. Men jeg har en Bøn til Dem: Fortæl mig noget om Deres tidligere Ungdom. Jeg formoder af en Ytring fra forgangen Aften, at De har haft en alvorlig Affære! –

– – –

Jeg har været gift! sagde Brynjulfsen efter at have suget paa Cigaren en Stund.

Gerhard nikkede alvorligt: Det har jeg tænkt mig! –

Brynjulfsen tilkastede ham et hurtigt Blik:

Har De maaske ogsaa... ?

197| Gerhard rystede paa Hovedet.

Naa – dog ikke? vedblev Ulf. Det manglede ellers blot! Apropos! kender De Historien om Manden, der havde giftet sig og syntes, at han var kommen i Paradis?...

Den kender jeg ikke! svarede Gerhard smilende.

Jo-o! sagde Ulf; Manden levede i denne første ægteskabelige Rus, den, hvori vi næsten taber vore Sanser. Da han imidlertid ellers var ret fornuftig, vilde han dog om fornødent kunne finde Vejen alene tilbage fra Paradiset – hvis noget Uforudsét skulde hændes. Han besluttede at skære et Hak i Sengestokken, første Gang en lille Sky truede med at formørke hans Himmel......!

Her holdt Brynjulfsen inde.

Naa? spurgte Gerhard. Glemte han at skære?...

Nej; svarede Ulf – han maatte snart høre op dermed, for ikke at skære hele Sengen istykker!...

Aa, De er den rene Schopenhauer! lo Gerhard.

Ulf lænede Albuen mod Bordet. Dæmpet sagde han saa:

Naar jeg ligger hjemme paa min Studenterhybel i min Seng og ikke kan falde i Søvn – naar jeg gerne vilde dreje og vende mig fra Selvbebrejdelser og Selvanklager – saa skærer jeg mine Hakker ind i hele min Bekendtskabs-, Venne- og tidligere Omgangskreds.

Ikke et af de halvhundred Ægteskaber, jeg kender nøjere til – eller maaske kun et enkelt af dem – vil jeg undtage fra Reglen: og Reglen er, at Institutionen har overlevet sig.

198| Vi tør ikke sige det... de, som siger det, bliver skældt ud og lagt for Had... men hvad værre er, de, som rejser Protesten, føler sig selv lidende... de har alle, Mænd som Kvinder, smagt paa Frugten i mere og mindre autoriseret Form... der er bleven nogen sød Smag tilbage om Munden... og naar vi da, med hede, tørre Læber, løfter vor Røst mod Samfundsindretning, Præst og Protokol – saa kan det være, at Tungen uforvarende kommer til at befugte Læben... og saa er Smagen dér – den søde, den liflige! Samfundsreformatoren eller Reformatricen holder inde... ingen kan sige det forløsende Ord for Kønnenes indbyrdes Forhold... Ingen ! Kun En har været logisk-brutal nok til at udtale et Ord, der tilsyneladende kunde lægge Torpedoen under Arken....!

Mener De Ibsen? spurgte Gerhard.

Jeg mener netop ikke Mester Ibsen – svarede Ulf – for han siger jo aldrig det afgørende Ord. Det var snarere den gamle St. Paulus, der sagde det: I maa helst la' være at giftejer! –

Ja Paulus!... lo Gerhard.

En gammel Lurendrejer! – afbrød Ulf hæftig... han tænkte alligevel paa sin Hedningemission og Menighedens Forøgelse – paa Magt over Sjælene og Baand over Viljerne – som alle Prædikanter har in mente. Det er ganske diplomatisk dette: »Gift Jer – hellere end at leve i Brynde!« Saa véd man s'gu nok, hvad der følger. Nej, denne Søren Kierkegaard – som jeg ikke kan døje forresten – han var et godt Stykke videre fremme i 199| Samfundsfortvivlelse – han sagde: »I vil fortryde begge Dele – hvad enten I gifter Jer eller ikke!« Med andre Ord: Gaa hen og hæng Jer!....

Og han har Ret? Mener De det?... spurgte Gerhard.

Jeg mener naturligvis Ingenting – sagde Ulf vranten... for hvis jeg mente Noget paa det Punkt – noget, der kunde klodse – saa var jeg et Geni. Hvad Figura udviser, at jeg ikke er!

Han rejste sig, gik op og ned ad Gulvet, standsede foran Gerhard og sagde:

Jeg har været gift – som ganske ung – med en smuk, elskværdig, sød Pige... naturligvis! Det manglede blot, at jeg skulde været gift med min Bedstemo'r. Nej – hun var en køn Pige – og jeg var evnerig – og galt gik det. Vi rev hinanden op – og vi var ærlige nok til at gaa fra hinanden, førend vi blev Hyklere og bedrog hinanden. Vi var kanske for unge og stillede for store Fordringer hver paa sin Side... Hvad mon Julie og Romeo havde gjort, hvis de var vedbleven at leve? Det kommer der maaske en ny Shakspeare og fortæller os noget om. Men i »Borgerfejden« begyndte vor Forening.... og Fejdetiden var vore unge Kræfter for stærk. Hverken kunde hun eller jeg magte alle de »brændende« Spørgsmaal, der med ét Slag som en Bunke Sværmere faldt ned i Hovedet paa os – paa alle os Unge dengang. Jeg blev gal – og gjorde hende tummelumsk.... Venner hjalp maaske med til... naa, ligemeget derom! galt gik det – og jeg fik en Rift for hele mit Liv 200| – og den Rift fik gjort mig til Poet... men den har bare ikke gjort mig til en stor nok!

Gerhard! udbrød han hastig og greb Vennen i hans Frakkeopslag... Véd De, hvad jeg har søgt siden den Tid?... jeg har ikke søgt at lappe sammen – det lader jeg Skræddere om... jeg har søgt at uddybe... og derfor har jeg maattet gøre Dumheder – jeg kan ikke gøre andet.... jeg kan aldrig blive flad!

Men jeg kan heller aldrig forme et Kunstværk helt ud – jeg kan aldrig erhværve mig Rutinen – jeg holder op, hvor Inspirationen holder op – Resten forekommer mig at være Fladhed... og jeg drikker mig fuld og døser.

Altid søger jeg til det Kvindelige – som til Noget, jeg har sat overstyr og evigt længes efter. Og altid trækker Kvinderne sig tilbage for mig... de vil eller de kan ikke se det Trofaste i min Natur... og kan de se det, saa skræmmes de af mine Paradokser. Kvinderne fordrer – mere end de selv aner – et Hele ved en Mand. Han kan være brutal – han kan være en Laps – en Egoist – en Forfører – en snavs Karl... og de vil elske ham. Men synes han dem at være et Miskmask – saa bliver han komisk for dem – og de gør Nar ad ham!

Min Skæbne synes at være den: altid forelsket – og altid til Grin! Aa javist! ikke Latter op i Øjnene – men bagpaa. Der er en , som ikke har let ad mig – ikke det jeg tror. Hende elsker jeg, saa jeg kunde blive afsindig. Og hun har – Medliden201|hed med mig. Jeg anklager hende tidt for Koketteri – jeg véd, det er uden Berettigelse. Hvorfor skulde hun elske mig? – og hvorfor skulde hun paa den anden Side ikke være venlig imod mig? Hun er mig sacrosanct; og ve den, der vilde fornærme hende! Skyggen, den skikkelige Fyr – det dumme Bæst – advarer mig. Jeg har ikke indviet ham i min Lidenskab – men han er en Sporhund, han vejrer en Kvinde og siger: hun bliver skæbnesvanger for Dig! – hun leger med Dig!... Jeg kunde ha' Lyst at sparke ham – hvis han ikke var den, han er. Og saa har han maaske dog Ret! Det vil sige – han har i H. – ikke Ret; han er min Karikatur; han kender kun til Tøjterne.

Ser De, Gerhard! Heine han kender til det:

Men førend jeg dør, vil jeg dog have sat Alt ind paa det Kort – Alt, hvad en ridderlig Mand kan forsvare for sig selv – og for den Anden. Aa, jeg er ingen Barbe-bleu, ingen Henrik den Ottende! Jeg er.... en Nar. Men Narren kunde jo dog muligvis vinde Spillet. Det skriver jeg et Skuespil om......!

202| Han knugede Gerhards Haand og sagde hurtigt, dæmpet – som skammede han sig og dog folte sig loftet af Lidenskaben:

Kom! gaa med derud i Aften... vi vil have Zitherspil – efter Forestillingen!

Gerhard slap hans Haand og sagde med et underligt Smil: Med Dem – derud – vi To? Nej, jeg vil arbejde – illustrere min Drøm inat.... Gaa De alene! –

De to Mænd saa' paa hinanden. Saa skiltes de, som sidst, med et tavst Haandtryk.