Anden Bog

[205]| I

Torsdagaften hver Uge, og desuden hveranden Søndag, slap Skyggen ud af »Giftblanderiet«, som Brynjulfsen kaldte Materialog Droguerihandelen.

Saa blev de gerne hele Natten sammen. Ved Begyndelsen af disse Festaftner eller Dage var Skyggen blegere end ellers. Den høje Pande var ligesom vokset længere tilbage; de vandklare Øjne under de mørke Vipper og stærke Øjenbryn flakkede uroligt om, skydende nu og da et Lyn ud mod en Person eller Genstand. Lidt efter lidt blev Lynene hyppigere, Øjnene blev henrykte uden nogensinde at blive glade, Skyggen ligesom aandede den Lykke at være i det bedste Selskab og paa Højde med Idealerne. Det svære Skæg paa det store Hoved til den spinkle Krop blev kæmmet og glattet af den hvide, bløde Haand med den funklende Diamant – »Broderens« Gave; – og Uhret, det kostbare Sejerværk med London-Mærke – ogsaa Broderens Gave – blev i Et væk halet frem, tvunget til at aabne Guldkapslens Dække og atter stukket ned, efter at have imponeret Skarer af Opvartere.

»Skyggen« – under andet Navn kendtes han ikke – syntes at være et af de mest enligtstillede 206| Væsner paa Jorden. Han omgikkes Faa, havde kun én Ven, Ulf, hvem han tilbad – som en Hedning sin Fétisch. Kastet forældreløs ud i Verden var han landet en Dag paa Hovedstadens Brostene – derfra i Giftblanderiet. Han havde en Broder, der ved utrolig Energi, eksempelløs Flid under ethvert Afsavn, grebet af Skæbnens stærke Arm pludseligt havde gjort Karriere i England – derfra var forflyttet til en betydelig Post i de fjærne Kolonier. Dette, Broderens Liv, blev for Skyggen Indbegrebet af Verdens-Romantik. Han talte om Guldstøv, Elefanter, tjenende Slaver og vilde Dyr – som om han selv var Herre over Ringens og Lampens Aand. Broderen havde forgæves forsøgt paa at sætte ham ivej, købe ham en Forretning. Skyggen havde rundt afslaaet Alt – stolt og uafhængighedslysten som en Ørkenens Søn. Kun Diamantringen og Uhret havde han taget – til at imponere Rakket med. »Han vilde blive i den Stilling, som han kunde udfylde – om han end fyldte aldrig saa lidt!« Han læste de samme Bøger om igen – følte med disse titanske og gigantiske Værker – passede pligttro sin Bod – greb med Begærlighed enkelte, usammensatte, helst revolutionære Begreber – snappede undertiden hist og her en paradoksal Bemærkning – fra Natte- og Kafélivet – og bragte den regelmæssigt otte Dage efter tilbage til dens Hjemmelsmand – som om ikke han, men Skyggen selv havde tænkt den. Han var kvindekær – og foragtede Kønnet. Han saa' med suveræn Foragt ned paa Alt, der ikke havde med Kunst og helst Literatur at gøre. Han var hjælpsom 207| og beskeden blandt sine medtjenende Kaldsfæller – gik dem stolt forbi, naar han var »fri«. Han afskyede Lavhed – og førte dog gerne Sladder. Han var svagtbegavet – med et ærekært Sind, en glimrende Hukommelse for Citater; han forstod daarligt Spøg – foragtede Frivolitet – elskede Naturen – tilgav kun Ulf en Fornærmelse.

Klædedragten var stedse den samme; graa, tyndslidt – eller blaa, tyndslidt – trevlet forneden – altid manglende en Knap. Til Gengæld var Linnedet soigneret, hvidt, stivet og strøget. Over den sletklædte, blege, forkomne Skikkelse laa der en ukuelig og ukuet Selvfølelse, som ingen pomadiseret Opvarter kunde tage fejl af – i Begyndelsen af Maaneden. Vé den mindre rutinerede Kellnersjæl, som tog fejl heraf. Øjeblikkelig blev et Guld-Tyvekronerstykke slængt paa Bordet – Skyggen havde altid sin Maanedsgage i Guld – og et Glimt af de vandklare Øjne lod den elendige Slave føle, at der boede en Heltesjæl, et Geni, i denne Sprældemandskrop: »Behag at tage af for Fortæringen... og dér har De en Krone for Deres Ulejlighed!« –

Resten af Maaneden fandtes Skyggen ikke – kun Brynjulfsen vidste, hvor han skulde snuse ham op; og det var da paa beskedne Kældere, at Maaltiderne hurtigt og som oftest under en trykket Tavshed bleve indtagne.... hvorefter man skiltes med et Haandtryk, Skyggen mørk, resigneret, pligttro – for at gaa tilbage i den halvdunkle Giftblanderbod – Brynjulfsen enten larmende forceret eller adspredt melankolsk.

208| Men oprandt Maanedens første Søndag – især hvis Dagen var smuk, indbydende til Udflugter – saa stillede Skyggen punktlig Kl. Elleve i Brynjulfsens Arbejdsværelse. Dér blev da læst nogle Digte – saa spiste man Frokost, Middag, Aften – blev sammen den halve Nat – skændtes, forsonedes.... det var et Kredsløb, en »Ring«, der aabnedes og lukkedes hele Aaret rundt – et Venskab, der kunde være byrdefuldt nok for den ene Part, men som Ulf ligesaa lidt tænkte paa at bryde, som man tænker paa at bortskære et Stykke af sit Kød, en Del af sit aandelige Jeg – om saa denne Del nærmer sig til Karikaturen.

Og nu var det en saadan Søndag i Begyndelsen af Juni, og Skyggen var stillet ti Minuter før Elleve hos Vennen.

Naa, Materialist! – raabte Brynjulfsen inde fra sit Sovekammer – er Du dér? Smid Dig ned i en Stol; – der ligger et Par Digte paa Bordet – tag for Dig af Retterne!...

Men førend Skyggen kastede sig hungrig over denne Føde, som han aldrig blev mæt – og heller aldrig fed – af at sluge, rakte hans hvide, bløde Haand en duftende Regalia – med »Mavebælte« om – ind ad Døren til Syvsoveren:

Dér, Ulf! Den er god – nu skal jeg se, hvad Du har begaaet siden sidst!...

Saa trængte Duften fra hans egen Regalia, med det fine exotiske Krydderi, ind til den i den store Vandballie pjaskende, prustende, bandende Ulf.... og i Pavserne hørtes den dybe, sonore Stemme fra 209| Skyggen – ikke ulig en Violoncel – pathetisk deklamerende Vennens lyrisk-zerrissne Nattefantasier.

Hold Mund, for S – Menneskebarn! raabte Ulf og kom farende ind i Underbenklæder, rød Uldskjorte, et Haandklæde over Lænderne – snappede Papiret, saa' paa det, og smed det igen:

S'gu ikke Umagen værd! Tag en Bog og lad mig være fri for at høre mit eget Vaas! –

Skyggen havde lagt Papiret og i Stedet for taget Aarestrup ned fra Reolen. Nu læste han med Gravrøst:

Hold op! Skygge! raabte Brynjulfsen.

Skyggen vedblev ufortrøden:

Jeg kvæler Dig, Bæst!.... truede Ulf. Skyggen fortsatte:

210| Jamen Aarestrup gaar Pinedød ikke ind i Sjælen. Han er baade for massiv og i Grunden for akademisk – saa brillant, som han ellers er.... Smid Bogen! og hør paa dette!.. sagde Ulf, som nu var færdig med Toilettet. Og ridende overskrævs paa en Stol, med Slobrok over Benene, i den røde Garibaldiskjorte, med Cigaren i Mundvigen, læste Brynjulfsen:

Skyggen saa' paa ham. Det var et Blik, som af en Hund mod sin Herre, en Kvinde mod sin Elsker....

Ulf! Hvem er den Edith? –

Edith – det er Edith! Der er ikke mer at sige til den Ting!.... Sidste Verslinje duer ikke! –

213| Ulf! Jeg giver en Landauer idag – jeg gør Fest for Dig!... Jeg......!

Du gør bare ingen Dumheder, vil jeg haabe! Ah! det er din Maanedsdag..... Soit! Vil Du have den Kladde?.....

Skyggen kastede sig over Papiret, som en Maage over en Fisk – stoppede det i Lommen – vilde lukke Frakken over det – opdagede at Knappen manglede – smilede stolt – slog sig paa det tynde Laar, hvor Portmonnaien raslede med en dump Klang.... og saa spurgte han, missende med Øjnene, idet Haanden med Diamanten gravede i Skægget:

Ulf! hvorfor har jeg ikke set Dig saa længe? –

Hvad er det for et Spørgsmaal. Skal jeg staa Skoleret for Dig?-

Nej aldeles ikke – bliv nu ikke straks gal i Ho'det!..... Hvad er det for en Fyr, denne Gerhard? –

Oho! Du er skinsyg, Skygge! Du er den personificerede skind- og benfri Skindsyge! Denne Gerhard er, som Du siger, en Fyr – en meget flink Fyr, tror jeg – meget flinkere end jeg selv – dermed er Alting sagt! –

Skyggen gled tilbage i tvivlende Tavshed. Er der i det hele taget noget Væsen, som kan sættes ved Siden af Dig – undtagen min engelske Broder? syntes Skyggen surmulende at tænke.

Andiamo! sagde Ulf.

Andiamo a la campagna! ekkoede Skyggen.