214| II

Mellem Tolv og Et – i den lyse Juninat – holdt en Vogn paa Vejen udenfor Gerhards Laage. Der blev raabt af høje Stemmer:

Gerhard! – Henrik Gerhard! vaagn op – kom ud!

Gerhard aabnede sit Sovekammervindu. Han var ikke afklædt endnu; han kiggede ud, trak sig straks tilbage igen, tog Overtøj paa, kastede en Plaid over Armen, og traadte udenfor.

Villaer og Haver rundt omkring sov – sov bort fra Nattens dæmpede Dejlighed; Alt var stille – Træer, Buske, Stakitværker, Vejens Skærver og Gangstiens Grus som nedsænket i et Broncebad af grønliggyldent Skær.

Her er vi! sagde Ulf – den lyse Nats Born! Vil De være med i Trolddommen? –

I Landaueren, pyntet med grønne Grene og forspændt med et Par runde, blanke Brune, sad Ulf paa Bagsædet ved Siden af Frøken Edith; og fra Forsædet, hvor den lille Frøken Natalie just lænede sig leende tilbage, voltigerede Skyggen op paa Bukken hos den liberiklædte Kusk, der lignede Højtideligheden selv i Sølvtresse og hvide Bomuldshandsker.

Gerhard vilde protestere imod Skyggens Opofrelse. Men Skyggen slog ud med Haanden og antydede majestætisk, at han var sig sin Pligt som Vært bevidst. I det dæmrende Lys forekom han Gerhard mere lig et Syn end en levende Skikkelse – bleg 215| – blegere end Gerhard kunde erindre ham fra sidst – med funklende Øjne, Stemmen ikke absolut under Kommando; han strømmede over af Citater.

Gerhard greb sig et Øjeblik i en filistrøs Uvilje – Generthed maaske. Det hele Selskab havde noget af et Syn ved sig – noget Uvirkeligt. Hans Blik søgte Ediths. Hun havde en let Rødme over Kinderne, Vemodet i Øjnene var trængt tilbage; hun saa' smilende paa ham, som læste hun hans Tanker. Han bukkede for hende, sprang rask op i Vognen, trykkede Ulfs Haand, bad den lille Natalie om Undskyldning fordi han nær havde sat sig paa hendes Parasol – og dér sad han ligeoverfor Edith, og Landaueren rullede med de grønne Grene, med de flinke Brune, med Højtideligheden paa Bukken og med de »Uvirkelige« inde i Vognen, afsted gennem Villakvarteret.

Afsted gennem Bureaukratiets, Professorernes og Forretningsmændenes Villakvarter – ud i den lyse Juninat.

Kusken drejede sig spørgende: Hvorhen? Ligemeget! raabte Ulf. Nu er der lige smukt overalt – blot vi kommer ud ad en Landevej, med Marker paa Siderne! Kør til Roskilde – vi skal begraves i Domkirken!

Kusken syntes i Tvivl. Edith nikkede op til ham: Vi vil blot køre, for at køre!

Skyggen, som mente, at hun havde nikket til ham, slog ud med Haanden og straks kom et Brudstykke Byron, Aarestrup eller Heine dumpende ned over Selskabet. Den lille Natalie spændte sin Entout216|cas op imod »Styrtebadet« – som hun ikke ganske uvittigt bemærkede.

Oho! raabte Ulf:

Øjeblikkeligt riposterede Skyggen:

Holla, Skygge! stille! tordnede Ulf. Slaar Du ikke din byronske Spunsprop fast i Tønden – og det straks paa Stedet – saa hælder vi Dig af i Damhussøen! Lang nu Bourgognen ned til Gerhard. Han skal paa Højde med os andre! –

Det var maaske endda ikke Bourgognen, som bragte Gerhard paa Højde med det glade Selskab. De var virkelig glade – som Børn, der er sluppen fri; især nu da Byen laa bag dem. Gerhard gjorde sin Skyldighed ved Flasken, som Skyggen fra en skjult Beholdning langede ned til ham. Saa lænede han sig tilbage i Sædet og lod den lyse Nats dæmpede Glød virke paa sig. Han saa' fra Ulf til Edith. Ulf var lutter Bevægelse, nynnende, passiarende – naturligere, mere harmløs end han plejede, rød, svedvaad i Ansigtet af Ivrighed og Løjer. Edith var bleg – drømmende bleg, som Natten selv; Øjnene klare, de fine, smukke Lemmer i en yndefuld Ro. Hendes Latter var smuk – og hvad hun sagde, lod som Latter i en hyggelig Kreds. Der kom et Behag over Gerhard ved at sidde her – saadan halvt i en Dvale, medens Refleksionen 217| tumler vaagen med En. Et Væld af nedstemt Farve, hvori vort inderste Væsen næsten opløses. Han følte, som om Vemod laa sovende i hans Sjæl paa et Leje af rosengyldne Erindringer. Han følte absolut, som om noget var stædet til Hvile i ham og nu vuggede sig i sorgløse Drømme uden at savne, uden at fortryde, uden at begære. Det var en saadan Tilstand – de lyse Nætters – som han i Udlandet havde længtes efter. Og nu var han i Tilstanden.

Haver, Marker, Landevejstræer, flade Egne fo'r ham forbi som en Række Billeder, frembragte af en hallucineret Maler i en ubegribelig Teknik. Han tænkte et Øjeblik paa, at dette maaske egenlig var Kunst – blot at den ikke kunde gøres. Saa kom der en Stump Rhytme nynnende i hans Øre – og han smilede, som følte han, at dette var Lyrik – blot at han ikke havde gjort den. Vage men behagelige Forsæt om at blive noget overordenlig dygtigt, fremfor alt noget meget elskværdigt – holde uendeligt meget af alle Væsner – arbejdede sig frem hos ham Side om Side med en Erkendelse af egen Ringhed. Han lukkede mekanisk Øjnene, men aabnede dem hurtigt igen. Den lille Natalie havde lagt sin Parasol over hans Knæ og spurgte ham lidt stødt:

Sover De? –

Han nikkede tankefuldt uden at vide, hvad han nikkede ad, saa' meget venligt paa hende og spurgte: Fryser De – vil De have min Plaid?

De kan beholde Deres Plaid! sagde hun. Men det gør mig paa Selskabets Vegne ondt, at vi kom 218| og forstyrrede Dem i Deres Nattero. Det var ellers mig , som foreslog det! lagde hun til.

Han bøjede sig endnu venligere hen imod hende og tog hendes Arm ind under sin, som om hun kunde været en ganske lille Pige, man vil være god imod men ikke véd hvad man skal sige til.

Hun trak sin Arm tilbage og gav sig til med Parasolgrebet at banke Skyggen paa Ryggen.

Edith bøjede sig frem imod Gerhard og spurgte paa sin blide, noget forlegne Maade: Maa jeg sige, hvad jeg tror?...

Ja ja! bad han hurtigt og nikkede.

Hun betænkte sig et Øjeblik, medens Ulf hældede sig ud over Vognsiden og tændte en frisk Cigar ved sin Stump. Saa sagde hun naturligt, med Blikket hæftet lige paa Gerhard:

Tænker De ikke om enhver ung Pige – enhver ung Dame – at hun i Grunden ikke kan modstaa Dem?

Jeg?... spurgte han overrasket. Skulde jeg tænke, at Nogen...? at jeg var....! Han prøvede at le, men tav. Lidt efter sagde han dæmpet: Hvoraf slutter De det?..

Hun rystede paa Hovedet og saa' ned for sig. De lyse Øjenvipper tegnede sig over den let rødmende Kind. Den fine Næsefløj dirrede svagt og Læberne var lukkede. Hun lignede en Blomst, fæstet til den lyse Nats Bryst.... en Fugl, der lige har sunget, men ikke véd, hvad den sang, og som nu sidder dér i det dæmrende Lys, ukendt, uden Navn, beskeden og dog med sit Væsens Fordring paa at 219| være til, at leve, at indaande Dug, udsynge en Strofe – og saa bøje Hovedet og forsvinde i Morgnens Hav. Atter saa' hun ivejret og til Siden. Ulf havde spøgende lagt Armen om hendes slanke Taille – hun fjærnede hans Arm – kastede sig med et lille Ryk tilbage og lo.

Rigtigt! raabte Ulf Lad os le det Hele væk – »i denne Juninats guddommelige Skønhed.«

»Guddommelige Frihed!« ekkoede Skyggen ned fra Bukken.

Buh! – bøh! raabte Ulf.

Er det Koketteri! tænkte Gerhard ved sig selv, idet han iagttog hende. Han var lidt vred paa hende, mest paa sig selv. Aa! sagde han højt – uvilkaarligt: I Grunden er vi allesammen kokette – og hvorfor ikke? – Er der mon Nogen, som ikke gør en Røverkule af sit Hjærte?....

Haløj! lo Ulf saa det klukkede. Nu vaaser Sfinxen.... en Røverkule, en Røverkule! Mine Damer, hører De Vismanden? Vi er kommen sammen for at fejre den lyse Nat ved at kokettere allesammen med hinanden! Hvilket himmelskrigende Sludder! Undskyld, Gerhard! undskyld, Edith! Jeg maa hen og omfavne den Milepæl dér! Skygge! der maa være en Flaske Champagne endnu.... skænk op til Damerne i Vandglassene... og lad os Mandfolk faa Bourgognen!

Kusken holdt Hestene an. Ulf var allerede sprunget af Vognen. Han hoppede over Vejridsningen og omfavnede en Halvmilepæl, der løftede sin afstumpede Kegle op fra den graa Stensokkel.220| »Aa Du gode gamle Generalløjtnant Jansen«... raabte han... Du ærværdige Halvmile-Sfinx, der har hørt og fornummet saa mange stille Vejfarendes Tanker... har Du nogentids hørt Mage til Nonsens? Eller har han dér Ret? – og gør vi allesammen Nar ad hinanden? Ja, den lille Natalie gør Nar ad os alle – men der er heller Ingen, der tager det alvorligt med hende – hvorfor skulde hun saa ikke øve Gengæld? Skyggen – han gør just ikke Nar ad mig – men han gør sig til Nar ved at være min Skygge – og jeg taaler det og føler mig endogsaa smigret derved. Jeg er en snavs Karl! Gerhard dér – han sidder saa fordømt rolig og tygger paa sin sidste Aandrighed – eller Dumhed! Gid han maatte blive en Milepæl i det tilkommende Liv! Gid han var det allerede! Men Du, o Edith! – lille Edith! hvis han siger og mener, at Du er koket – saa deklarerer han kun, at han vel kender adskillige Fruer eller Frøkner i Kristenheden, som har haft ham til Bedste – men han røber ogsaa, at han selv har haft Synder paa sin Samvittighed og at Giften er bleven siddende i ham – det Bæst! At have ubegrænset Tillid til en Kvinde, uden forresten at være et Fjols, som lader sig bilde Alting ind – det er nogetnær det lykkeligste, som kan times et Menneske – lykkeligere maaske end selve det at besidde hende. Men der er heller ikke noget bedre, man kan skænke en Kvinde, end den ubetingede Tillid. Ejer hun den fra en Mand – saa ejer hun mere end hans Hjærte – det, hvorefter Kvinden ellers først og sidst spørger. Og hun vil 221| gengælde ham – ved at give ham noget meget bedre end sine Kærtegn: hun vil se op til ham – og derved tvinge ham selv til at se ivejret – højt og vidt over sig selv – op i det uendelige Rum, hvor der er rent og frit for Drifter og Luner – hvor Menneskehedens Idealer hænger numereret paa en usynlig Knagerække i Hs. kgl. Majestæt Vorherres Entré!...

Han var krøbet op paa Stenen og stod dér balancerende med udstrakte Anne, svingende sin Hat, Ansigtet vendt i en overstrømmende Exstase mod det gyldengraa Dagskær, der sivede ud over de metallisk-grønne Marker. Kom, Børnlil! kom! raabte han. Lad os danse en Runddans om dette Stenalter for Morgenskærets Gud – han, som har opfundet Kærligheden førend han opfandt Loven og Tavleregningen og den hele Konfession! –

Han sprang ned og løb frem til Vognen, stadig med udbredte Arme.

Edith stod oprejst paa Sædet og saa' glad ud. Skyggen slugte hende med Øjnene.

Er han nu ikke elskværdig? spurgte hun Gerhard og pegede ned mod Ulf.

Jo – han er elskværdig, Frøken! svarede Gerhard bestemt og tømte sit Glas i et Drag.

Hun saa' paa ham – rakte ham Haanden og sagde blødt: Er De vred paa mig?...

Kom, kom! raabte Ulf. Lad den Skeptiker staa!...

Hun hoppede ned til Ulf. Han løftede den lette Pigeskikkelse højt ivejret, svingede hende rundt – 222| faldt, slap hende, var straks paa Benene igen og hjalp hende forbløffet op fra Vejen, idet han gav sig til at børste hendes Kjole og sine Benklæder.

Hun lo – de lo alle. Gerhard havde hjulpet Natalie ned, og paastod at han vilde bære hende over Grøften. Hun gjorde ingen Modstand og saa' triumferende paa Edith. Saa tog de alle – Skyggen indbefattet – hinanden i Hænderne og gav sig til at danse og synge omkring Milepælen – ganske som Børn. Men Kusken sad stiv paa Bukken – den hvide Bomuldshandske klemt om Piskeskaftet – med et lille kort Sideblik, Overskægget skudt op under Næsen: Naa, de morer sig – de er tossede! –

De morede sig. De var bleven lige kaade alle. De gik »i Kæde« omkring Stenen – de pludrede og lo – Gerhard og Ulf spillede paa Damernes Parasoller som paa Guitarrer – sang alle mulige Stumper af Viser, hvortil Ulf improviserede Omkvæd.

Vi vil køre ud i den vide Verden! blive ved at køre tre Døgn itræk – ja hele Livet! raabte Ulf.

Nej alle paa engang – som vi staar og gaar! tilføjede Skyggen og begyndte paa en længere Fortælling om, hvorlunde han og Ulf en Morgen var vendt hjem fra Skoven – meget trætte og meget støvede – og var vadet ud til midt paa Livet – i »full dress«.

Fulde i Dress! lo Ulf. Jeg er ikke bange for 223| at gøre det igen! Hvem kommer først ned til Søen?....

Edith lagde sin Haand paa hans Arm:

Vi maa hjem nu. Det er Morgen! –

Aldrig hjem mere! raabte han. Ikke under nogen Omstændigheder hjem paa denne Side af St. Hans! Uha; den ækle, grimme By, som skal glo paa os med søvnige Øjne!... Skygge! har Du flere Penge? Vi beholder Vognen et helt Døgn... og saa sælger vi Kusken og Hestene og Seletøjet og æventyrer os videre med friskt Forspand. Gerhard kan køre for os! –

Jeg kan køre! raabte Natalie.

Natalie! sagde Edith venligt og bestemt. De husker, hvad vi lovede hinanden! Vi maa hjem!... Og hun vendte sig og sagde delt mellem Ulf og Gerhard, paa sin blide Maade: Nu er det saa kønt Altsammen. Ikkesandt?...

Gerhard saa' paa Ulf og nikkede.

De steg alle tilvogns. Kusken havde drejet Hestene. Det gik tilbage til Byen, som stak sine Taarne, sværtede Skorstene, lange nøgterne Husrækker paa en fjærn døsig-surmulende Maade op gennem en rugende Dis af fortættet Kedsommelighed. Morgenvinden løb i en let Brise – ligesom paa Filtsaaler – hen over de zinobergrønne Marker, og naar den halvhøje Sæd dukkede sig, vendte den violette og lysegraa Flader op mod det stærkere og stærkere østlige Lys. Ude i Horisonten svulmede Kallebodstrand sølvblaa som et Hav, der er ved at vaagne. Bøndergaarde, Gartnerhuse, Affaldspladser 224| – om Dagen rasérte for enhver Fordring paa Skønhedsinteresse – syntes i det sælsomme Skær at tilhøre et heroisk Landskab. Pan kunde skære sin Fløjte i Sivene om den lille Dam, hvor Gartnerkarle Dagen over hentede Vand til Aspargesbedene. En enkelt Lystgaard – af dem fra Aarhundredets Begyndelse – laa som en Helligdom i en lille Lund. Diana kunde have sit Tempel dér.

Gerhard stirrede omkring sig; han meddelte Edith sine Indtryk; deres Blik mødtes, hun nikkede forstaaende til ham, da han sagde: Dette er Guldaldermythen, Frøken Edith! Tror De, at vi begge vil erindre denne Morgen, naar jeg længst er over alle Bjærge igen, og naar De... ja hvor er De henne? –

Hun saa' ned for sig og nikkede. Hun syntes rolig og glad. Han vilde ikke spørge mere, men der krøb ligesom en lille Orm hen over hans Hjærte – en Orm af Videbegærlighed, Medfølelse, Beskyttelseslyst, en endnu stærkere Interesse... han brød af, slog Ulf paa Skuldren og sagde:

De falder i Staver, Ulf! hvad tænker De paa?

Paa en Improvisation. Her har De den!

Ulf tog Ediths Parasol, slog Takt med den i Luften og reciterede:

Naa naa! smilede Gerhard. Ikke slet saa hurtigt, haaber jeg!

Ulf skar en Grimace og fortsatte:

Vognen var begyndt at køre langsomt op ad Frederiksbergbakke langs Søndermarken, over hvis hvælvede Trækroner gylden Søvn syntes drysset. En enkelt Fuglestemme lød derinde fra... Ulf pegede mod Vejgrøften; dér laa en ung, tætbygget Lazaron paa Ryggen i Græsset, med Hænderne bag om Nakken, Kasketten skubbet bort fra Panden, Munden halvt aaben, Øjnene lukkede.

Ham greb Du brillant, Ulf! raabte Skyggen, som nu sad paa Forsædet klemt ned imellem Gerhard og den lille Natalie, der allerede havde gabet et Par Gange.

Søvnen har grebet ham – sagde Ulf leende – 226| og Aurora kysser ham. Hun kysser saa mangen snavset Mund, uden forst at viske den af med sin Lommeklud. Gud bevares, hvor Guderne er ganske anderledes demokratiske end vi . Hvad siger De, kære Edith? Jeg har ikke aflagt noget Løfte paa min Mund. Og De har aldrig kysset mig ... simpelthen af den Grund, at jeg aldrig har bedet Dem derom – ikke har vovet det, og ikke kunde tænke mig, at De tog Initiativet. Nej nej, bliv ikke vred... jeg har en uregerlig Mund; hinc illæ lacrimæ – derfra al min Fortræd! Oprigtigt misunder jeg den Laban dér... han er i Uskyldighedstilstanden – som Ibsen siger – kender ikke Forskel paa Godt og Ondt – og Fluerne generer ham endnu ikke. Vi har drukket god Vin inat – og er derfor ikke bleven beruset, men løftet-glade! Han har drukket Ol og Brændevin – og ligger nu paa sine Gærninger – sandsynligvis langt lykkeligere end vi – vi, som kører ham forbi med et Skuldertræk. Rimeligvis er han en raa Lømmel, naar han vaagner – men det er ogsaa muligt, at der er En , som elsker ham og for hvem han er Indbegrebet af Fuldkommenhed, en god Slagsbroder, en dygtig Danser, en rask Fyr. Maaske har vi dér Mandsidealet for os i Ur-Typen: raa, stærk, doven. Adam før Syndfloden. Det manglede blot, at Eva skulde ligge ved Siden af ham. Sujet for en moderne Maler. Hvad mener De , Gerhard? –

Edith lagde stilfærdigt sin Haand over Brynjulfsens Arm. Ulf sagde hurtigt:

Kære Edith! De skal ikke være bange, jeg gaar 227| ikke videre i Teksten. Blot dette! Hvad har Mandsidealet udviklet sig til? Kræmmeren og Soldaten... videre er vi ikke kommen. Herhjemme »Grossereren« – i Tyskland Officeren – i Frankrig Børsmægleren og Parlamentarikeren! Oprigtig talt, Evolutionen har ikke gjort Underværker endnu siden Adams Dage. Gid jeg var en Lazaron – saa havde jeg maaske dog en Kærest'!

Han bøjede sig ned med et besynderligt ærbødigt-bedende, sørgmodigt og genért Blik – og trykkede et Kys paa hendes Handske. Der var en lidt forlegen Pause, som naar Strenge er bleven berørt, uden at nogen véd, hvilke eller hvordan, men alle føler den borttonende Lyd af Disharmoni... og Dagningens Stilhed, den enkelte spæde Fuglestemme, Løvets Uddunstninger, Sommermorgnens underligt mættede Melankoli forøgede det pinlige Indtryk i Sindene... alle disse Sind, som Natten havde gjort modtagelige... alle, undtagen den lille Natalies. Hun sov op mod Skyggens Skulder.

Vognen holdt paa Toppen af Bakken udenfor Bagsiden af Slottet. Hestene skulde puste. Gerhard saa' paa Edith; hun lænede sig tilbage, drog Vejret dybt gennem halvt aabnede Læber, og standsede med Haanden en lys Haartot, der krøb frem fra den hvide Nakke, glinsende i Luftens gyldenblege Skær – selv et Stykke Morgen, en Refleks af noget fint, forjættende Noget... Hvor sød hun er! tænkte Gerhard og greb sig pludselig i en styg, ukammeratlig Tanke. Han mærkede, at han kunde misunde Ulf denne unge Pige, dette Barn dér, som ikke alene 228| var i Besiddelse af alle en Kvindes Friheder – kunde gaa, komme, vælge sit Selskab, følge sine Tilbøjeligheder og Indskydelser, leve med andre Ord... men som ogsaa havde Kvindens Takt til at bruge sin Frihed... dette Barn, som havde sagt til ham: De tror om Dem selv, at De er uimodstaaelig!

Hun nikkede til ham, som havde hun læst hans Tanker og bad ham om Undskyldning paany. »Men alligevel tror hun det om mig!« sagde han til sig selv. »Eller – er hun dog virkelig ikke koket. Hvor skulde det være muligt andet?«

Og atter syntes han, at hun læste hans Tanker; og hun smilede – et gaadefuldt Smil; et Kvindesmil. »Tænk, hvad denne Vogn rummer af sammensatte Væsner!« sagde han til sig selv. »Hvad har vi at gøre med hinanden?... og dog er vi nu paa en Maade filtret ind i hinanden!... Nej, jeg vil ikke bryde mit Hoved dermed... men sød er hun – dobbelt sød med dette Relief, denne lille Natalie dér – og Skyggen – og Ulf – og – og – mig selv indbefattet! Et underligt Kompagni. Er jeg alene en Filister mellem dem? Hvor kan hun nu omgaas denne Natalie – denne fikse Dukke – et lille, tomhjærnet, pikant Væsen, der dog vist kan købes – i hvert Fald kan vindes? Nonsens! Alle Kvinder kan vindes – og de Firs af Hundred købes dog, med eller uden Kirkens Sanktion! Er jeg maaske bleven Ægteskabsadvokat? Hvem omgaas de gifte Kvinder? Andre gifte eller ugifte Kvinder – stundom ret dumme eller ret letsindige. Hvem 229| omgaas vi Mænd? Oftest tilfældige, letsindige eller dumme Kammerater! Aa, jeg gider ikke tænke derpaa. Sød er hun. Et forbavsende Instinkt – ikke én Dumhed har hun sagt – og literær Viden bag hendes Beskedenhed – Ulfs Paavirkning naturligvis... ja, han maa holde af hende... og hun af ham!«...

Hun havde siddet og set paa Gerhard. Har De nu tænkt det rigtig grundigt igennem? spurgte hun ham leende.

Hvilket? sagde han. Jeg er bange for, at De læser mig grundigere, end jeg Dem!

Jeg lader det ikke komme frem i mine Øjne! svarede hun og missede smilende. Det gør vi Kvindemennesker sjældent!

Tys! sagde han og lo. Den store Ulf taler til den lille By! –

Ulf stod op i Vognen og saa' ned paa Byen, som øde, mennesketom og støvet i sine Udkanter strakte ham et nøgternt Kirkespir imøde.

Jeg ækles ved Dig, og elsker Dig dog! sagde Ulf. »Vidste Du endnu paa denne Dag, hvad der tjener til din Frelse«... men Du véd det simpelthen ikke. Fæstning – Forter? Bah! Skoncit... maaske! Noget maa det ende med... og Slaget paa Rheden var i hvert Fald et Klokkeklemt, der kunde varskoe bedre end alle de Dirigentklokker, som nu bimler og bamler os til Idioter. Du var en ganske hyggelig, glad By – bag dine Volde. De rev Voldene ned, for at gøre Dig stor. De opnaaede at gøre Dig til det kedsommeligste Hul i 230| Verden – næst efter Kristiania og Odense. Vi hader hverandre af et godt Hjærte – det er fordi vor By er grim, flov, fersk – som Livet i Byen selv er flovt, ferskt, aandløst. Giv os nogle smukke Bygninger og et Par livskraftige Institutioner – og vi ville slaas for vor By. Men Ingen faar os til at bløde bag Feltbefæstninger til Fordel for Sædelighedssag, Rigsdagsdebatter eller Tivoli. Maaske dog for Tivoli! Aa, hvilken Paastand, at vi føler os som en Nation – som Danske. Vi føler os som det, vi er: tre, fire dybt adskilte Lag i en Befolkning, der kun kan takke sit Flegma for, at den endnu holder sammen paa Storebededag. Alle andre Mærkedage gaar den hver for sig – i Politik, i Religion, i Kunst og Økonomi. Der er ikke en Familie, som ikke er splittet, ikke en Forening, som ikke kun holdes kunstigt sammen. Vi sover – det har vi længe gjort; men vi har onde Drømme – det har vi ikke altid haft. Et Dommedagsslag vil vække os. Kun et Dommedagsslag kan vække os. Og lad os saa se, hvor mange der møder paa Pladsen! Gid vi mødte der alle... Gid det var nu... nu! Gid vi ikke skulde sejgpines Aar efter Aar i denne Æske af nøgterne Tarvelighedsbygninger, hvori Smaagrinet og Smaadrilleriet bor til Leje og leger »Flyttedag« med de samme Stole. Det Folk, der har givet Afkald paa Lidenskab, Tragedie og Revolution – det har gjort sig selv til et Kongerige af Spidsborgere med Madammer, Børnevogne, Ølkældere og heibergske Vaudeviller! Men det Folk gaar lang231|somt til Grunde... eller det knuses mellem et Par Jernnæver! –

Han vendte sig til Edith, greb hendes Haand, knugede den og sagde:

Edith! De overlever sandsynligvis mig. Jeg skal testamentere Dem min Revolver, for at De selv kan forhindre en brandenburgsk Officer i at gøre Dem til Krigsbytte. I det Øjeblik De da trykker af imod Deres smukke Bryst – thi De maa ikke skyde Dem igennem Hovedet – vil De saa erindre, at De havde en Ven, som var Profet!

Han slog en Latter op. Vognen var rullet ned ad Bakken og holdt ved Omdrejningen til den første Vej. Ulf sprang ud, aabnede Vogndøren og rakte Edith Haanden:

Ikkesandt, Edith! De vil nok tillade mig at gelejde Dem hjem – eftersom De jo ikke ynder at komme anstigende i Ekvipage saa tidligt paa Dagen? De to Herrer kører Frøken Natalie hjem. Godmorgen – og Farvel! Bagerne har ikke lukket op endnu. Politibetjentene glimre ved deres Fraværelse. Vi kunde godt opføre en lille Duel i Søndermarken uden overflødige Vidner. Men »Retfærdigheden vaager«, som Kommandanten i Don Juan synger – og hvorfor skulde vi overhovedet slaas? »Ræk mig din Haand, Du Søde!« – Frøken Natalie! bedaar ikke Gerhard dér! Og Du, Skygge! Tak for idag og igaar – og vel modt iovermorgen, naar vi skal suge paa Labben! Addio! –

Addio! ekkoede Skyggen. Addio, Signorina! tilfojede han og svingede med Hatten for Edith.

232| Farvel Hr. Gerhard! sagde Edith med sænkede Øjne. Saa tog hun Ulfs Arm, som han bukkende bød hende. Et Øjeblik stod de To dér paa den mennesketomme, støvede Gangsti under Lindetræernes lyse, søvntunge Løv. Det var med et underligt Smil – ikke overlegent, snarere ydmygt, men tillige med noget Beskyttende i sig – noget som af en Kvindes halvt videbegærlige, halvt instinktmæssige Medfølelse – at hun lod sig føre bort ved sin Kavalers Arm.

Og det var med et lille Stik i Hjærtet, at Gerhard saa' efter Ulfs altfor høje, noget fremdukkende, og Ediths fine, slanke spænstige Skikkelse – et Par – en Mand og en Kvinde – som gik dér Side om Side ind i den vaagnende Sommerdags Morgen. Og han tænkte pludselig ved sig selv: Hvor de ligner hinanden.... mærkeligt! Ergo hører de sammen!

Jeg syntes, at Herrerne vilde køre mig hjem! sagde den lille Natalie vrippen. Gør Dem forresten ingen Ulejlighed; jeg bor tæt herved, og jeg kan godt...!

Kør til, Kusk! sagde Gerhard og saa' hende smilende ind i Ansigtet, der nu røbede Antydninger af Mangel paa Søvn og Hvile. Han saa' ind i dette Ansigt – og tænkte paa Ediths.

Vognen holdt foran et nyt Hus med ubebyggede Arealer rundt omkring.

Her er min Nøgle! Vil De maaske lukke Gadedøren op for mig? sagde den lille Frøken til Gerhard, medens Skyggen var ifærd med at betale Kusken.

233| Gerhard lukkede op, trykkede hendes Haand og modtog hendes Tak for den behagelige Aften.

Nat! rettede Gerhard leende.

Hun missede med Øjnene og saa' hen til den Side, hvor Skyggen stod hos Kusken, der bukkende krammede nogle Sedler i den hvide Bomuldshaand.

Bor De højt oppe? spurgte Gerhard høflig.

Nej! svarede hun – første Sal – Døren tilhøjre... hvis Deres Vej en Eftermiddag skulde falde forbi. Jeg drikker altid min Eftermiddagskaffe Klokken fem, førend jeg klæder mig om! –

For at gaa hen til... for at gaa ud til...? Han vidste ikke, hvilken Benævnelse han skulde bruge. Han følte atter noget af denne Uvilje, Generthed, oppe i sig. I det grelle Morgenlys saa' han paa den lille, buttede Dame dér, hvis Øjenlaage var trætte men hvis Øjne syntes at indbyde ham til muligvis at forsøge det med en Kop Morgenkaffe. Han tænkte virkelig paa Kaffe – og kun paa Kaffe. Han spurgte ligefrem, naturlig:

Er De meget søvnig – gaar De straks iseng?

Hun saa' paa ham uden at svare – temmelig misbilligende og lod Blikket søge ud gennem Døren, som hun endnu holdt paa Klem.

Han fulgte Retningen af hendes Blik. Skyggen!

Ah! tænkte han. Skyggen havde jeg glemt – men hun ikke! Saa bøjede han sig smilende ned over hende, følte Uviljen vokse i sig, og alligevel kyssede han hende.

Hun syntes vred. Hvorfor gjorde De det? spurgte hun med lav Stemme. Hvorfor behandler 234| De mig ikke som – som De behandler Edith – som en Dame?

Han følte Bebrejdelsen, mærkede, at han skammede sig, vilde trodse Skamfuldheden tilbage, tog hende om Livet og kyssede hende endnu en Gang lidenskabeligt.

Judas! sagde han til sig selv, idet hun hvilede i hans Arm med lukkede Øjne.

Han gjorde sig læmpeligt fri. Hurtigt havde hun Øjnene forskende fæstet paa ham. Kommer De i Eftermiddag? hviskede hun. Jeg synes saa godt om Dem. Tro ikke noget ondt om mig – men... kom!

Der var i dette »tro ikke noget ondt om mig« – i denne hastige, ufrivillige Maade at tage Afstand fra hans Dom og samtidig erklære sig overvunden – der var noget herved, som baade smigrede ham og rørte ham.

Saa tog han Vejret dybt, bed sig i Læben og sagde, idet han bukkende traadte ud af Døren, med Blikket stift hæftet paa hende:

Jeg kommer her – aldrig!

Døren blev lukket haardt i efter ham, Nøglen drejet energisk om. Han følte det, som om Døren slog ham paa Nakken.

Jeg har fortjent det! sagde han stille ved sig selv. Imorgen er hun maaske en lille tankeløs Dukke igen. Idag har hun Ret til at være overlegen... Aa, Mandfolk, Mandfolk!

Han saa' Skyggen staa henne paa Gadehjørnet 235| som en Vaabendragergespenst, bleg, med en haanlig Mine.

Naa? spurgte Skyggen.

Naa! svarede Gerhard oprømt.

Skyggen saa' stadig haanligt paa ham fra Siden af:

Synes De om den lille Natalie?

Ja! svarede Gerhard kort.

En Gaas! sagde Skyggen i Gravtone.

Gerhard lo.

Hvad synes De om – Edith? spurgte Skyggen med rynkede Bryn.

Hun er sød! svarede Gerhard. Men hvad saa? Det samme finder naturligvis Brynjulfsen – og dermed ophører egenlig Spørgsmaalet sød eller ikke sød for mig!

De gik langsomt ned ad den lange, mennesketomme Vesterbrogade, hvis snusfornuftige Husrække syntes at indeholde ligesaa mange Protester imod de fristende lyse Nætter, som der var matskinnende Ruder i blege Vinduesrammer. Fra Haver og Bagbygninger kom syrlig Blomsteraande, blandet med Bryggeriernes sødlige Maltduft – og saa Lugten af Slagterblod og Garverbark.

Gerhard sagde:

Her er dog for grimt!

Skyggen nikkede – syntes slet ikke at se paa Omgivelserne – fulgte en Tankegang og spurgte med dæmpet Stemme, som om de snusfornuftige Huse ikke taalte at høre hans Ord... Hvad mener De oprigtig talt om denne unge Pige – denne lille 236| Edith? – Tror De, at hun kunde blive den Odalisk, den Almée, den Bajadere, eller hvad De vil, som – som – som... Ja for De kender ikke Brynjulfsen – De kender ikke Ulf! afbrød han hæftigt, idet hans vandgraa Øjne rullede og hans hvide Haand fægtede i Luften. Hun kan ødelægge ham... jeg har set det paa ham, hvor indtaget han er i hende. Han taler ikke om hende til mig – det er det farlige. Men De maa forresten ikke tro, at Ulf er udsvævende... Pokker er han! Han lever om Natten; han vil ikke i Længden kunne udholde det – men hvis man – som Th. Moore siger – tænkte sig Natten i en ung, hvidarmet Kvindes Skikkelse, med duggede Øjne og halvtaabne Læber, saa vil jeg sige, at han snarere lever for hende end med hende. Ulf er en rødskægget Østerlænder med Luthers Katekismus ufordøjet i Maven. Egenlig er han undselig – og paa en Maade kysk – trods alle hans gebommerlige Kraftudtryk. Jeg har aldrig hørt ham fortælle en liderlig Historie – ikke engang naar han var fuld – eller allermindst da! Men der er det fortvivlede ved ham – som forresten er ganske naturligt – at han maa hengive sig, ganske hensynsløst, til en Passion, i et Sværmeri... saa kan han skrive... ellers ikke. Ja han er i Grunden ikke langt fra at være dum, naar han ikke er forelsket – og han kan i sine Dumhedsperioder bilde sig det Utroligste ind – f. Ex. at han er kaldet til at være mæglende Politiker eller kristelig Præst – hvilket altid har haft sørgelige Udfald.

Gerhard lo højt og saa' opmærksomt paa Skyg237|gen, der forekom ham at tale som et helt andet Menneske, med et helt andet Organ, end straks paa Natten.

Skyggen fortsatte:

Ser De; hvis denne lille Edith forstaar ham, holder af ham, ikke smigrer for ham, ikke koketterer med ham, ikke spiller alle de smaa Komedier, som Kvinder pleje at spille – hvad enten de er saadan eller saadan – naa ja, godt! saa skal jeg ikke blive skinsyg... Men hvis hun ikke opfylder sin Mission – for hun har en Mission, dersom hun forstaar det – saa...

Her knugede Skyggen Haanden og saa' mørkt, fjendtligt paa et Barberskilt, der akurat svajede i Morgenbrisen. Derpaa lod han Øjnene glide hen over Gerhard og sagde med Gravstemme, som kom den fra en Fehmgericht:

Kunde De ikke tænke Dem, at tage hende fra ham?

Gerhard betragtede Skyggen skarpt – smilede, tog Hatten af og sagde: Godmorgen! Jeg tror, jeg vil søge hjem til mit Pavlun! –

Skyggen greb ham fat i Frakkeopslaget, og rystende af dump, tilbagetrængt Ivrighed, messede han:

Dette Land er i sin Dekadence. Denne By gaar i Spidsen. Blandt de typiske Figurer paa denne æsthetiske Bys Dekadence er Ulf Brynjulfsen Spidsen – og jeg er hans Karikatur. Men ser De: denne Karikatur siger til Dem, hans Ven: Tag denne Kvinde fra ham – hvis hun gør ham Skade. De kan gøre det – jeg ikke. Godmorgen! –

238| Saa slap Skyggen Taget, slog ud med Haanden, drejede rundt paa en skæv Støvlehæl, og gik hurtigt bort med usikre Skridt, mumlende nogle Citater ligesom en Besværgelse.

Gerhard saa' efter ham. »Men det er jo en moslimsk Fanatiker – en Dervisch – og ovenikøbet beruset! Han burde haft Kaftan og Tøfler paa! Han er et Gespenst – et Nattespøgelse, der svinder bort i Morgenlyset. Indeholder denne By da ikke andre Mennesker end Filistre og Halvforrykte...? Hvad vilde jeg dog her?«...

Solen stod op. I et Bad af rødgylden Bronce laa de snusfornuftige Husfacader, som om de pludseligt vaagnede med en Skarlagensfeber paa Halsen. Ikke et Menneske, ikke en Politibetjent, ikke engang en Hund. Saa kom den første Bagervogn rullende ud af en lav Port. Gerhard slog sin Plaid over Skulderen, og gik hurtigt ned ad Frederiksbergallé og hjem.

Men Skyggen – som i Frastand havde fulgt ham med Øjnene – vendte og gik tilbage i Retning af den lille Frøken Natalies Hus.