III

Gerhard vaagnede højt op ad Formiddagen, tog sig en Overgydning med koldt Vand, kom i Klæderne - og følte sig mærkeligt vel tilpas. Havde han drømt? Han vidste det ikke. Men Natten stod for ham som en Drøm.

Husholdersken havde sat Frokost frem. Han sagde hende nogle spøgende Artigheder, som hun besvarede sursødt med sin vanlige Hovedrysten. Formodenlig korsede hun sig ude i Køkkenet - eller bad en stille Bøn: Herre! se i Naade ned til de unge Mænd!

Han hentede selv Portvinskaraflen fra Buffeten, spiste med god Appetit - uden at vide hvad - drak et Par Glas - og skyllede efter med en Kop stærk Kaffe.

Saa tænkte han paa den lille Natalie og følte sig meget utilfreds. Derpaa gled Ediths fine Skikkelse - Ansigtet med de uregelmæssige Træk, de underlige ydmyge, agtpaagivende Øjne, Munden med det søde, vemodige Smil, den smukke, hvide Nakke, Haartotten med det gyldne Dagskær i de flimrende Spidser... Edith gled forbi ham, blev staaende - eller siddende - i en Krog af Værelset, seende paa ham med sænket Pande, fra neden af opefter - og lige ind igennem ham.

Han rejste sig langsomt - strakte sig, saa det knagede i Skulderbladene - længtes efter en Fægtesal, gik ovenpaa i Atelieret, tændte en Pibe, som ikke smagte ham, smed sig paa Sofaen og laa dér med lukkede Øjne.

Vilde Brynjulfsen komme til ham idag?

Han ønskede nærmest ikke at se Ulf.

Han klædte sig i Visitdragt, børstede nogle Pletter af sin sorte Bonjour, hængte Skiltet »Model« udenpaa Atelierdøren, og gik ud. Hvorhen vidste han ikke.

Jo - han havde læst forleden om Villakvarterets Fægte- og Gymnastiksal.

Han gik derhen, fandt Gymnastiklokalet i en Skolebygning, navngav sig og lod sig skrive ind i en Protokol - mod Erlæggelse af Gebyr. Der lugtede af et nyvandet, støvet Gulv, af tjæret Tovværk og Sejldugsmadrasser. Læreren - Sergent Eriksen - en lille, smækker, kortstudset Mand, vindtør med et Par tykke Arme i en Bajstrøje, et gnavent Træk om Munden, et Par levende Øjne som en Ilder - gav Lektioner efter Tur til to Medicinere, nogle Kontorister, en blodløs Universitetsdocent, en lasket Grossér og en brystsvag Grossér... Gerhard følte Ynglingefornemmelser i sig ved disse Appeller... Engagér! degager! - ét Battement - Et! Saa-aa! nu dæk! - fald ud... ikke vakle paa den Fod, for Satan Hr! De render Modstanderens Spids lige ind i Armhulningen ...Tænk Dem altid Floretten uden Dup - og i Højde med Deres Modstanders Øje... Rap, rap, rap! - løst Haandled - korte Bevægelser... snevert, snevert... ser De! dér røg Floretten! Træd af! Næste Herre!...

Gerhard smed Frakken, Flip og Manschetter; han var bleven noget stiv, kunde han mærke. Han stillede sig en garde. Hr. Eriksen rettede paa hans Fod, komplimenterede ham, og svippede ham Klingen ud af Haanden.

De har en schmuk Armføring, Hr. Gerhard! - et schmukt Øje! - men... hos hvem har De lært at fægte, om jeg maa spørge? -

I Paris! svarede Gerhard.

Ja tænkte jeg det ikke! De Franskmænd springer paa som Katte - altid Offensiven... men en Kat har kun ét Liv - og naar jeg er koldblodig med min Parade og Ripost - ser De hér - saa ligger De dér - bardous! Vi kommer vist til at begynde helt forfra? -

Det kommer vi vist til! sagde Gerhard og lo.

Rhum blev ikke bygget paa én Dag! tilføjede Hr. Eriksen forklarende.

Medicinerne lo. Gerhard blev »stroppet op«. Efter et Kvarterstid maatte han give fortabt, svedvaad, forpustet. Saa blev der voltigeret. Den tykke Grossér stønnede men sprang upaaklageligt; den magre, brystsvage betragtede ham vemodig under en tør Hoste. Gerhard fornam alle Livsaander røre sig - Ungdomskilden vældede igen derinde - han bestemte sig for at blive en flittig Gæst her. Hr. Eriksen var en moderne Mand, omend konservativ Soldat. Han havde indrettet sin »Sal« efter alle Nutidens Fordringer. I et lille Kontor ud til Gangen fandtes en Plyches Chaiselong, et Skrivebord, en Hængereol med Carit Etlars Skrifter, nogle temmelig nøgne Oversættelses-Romaner med Træsnit, og Sportsbøger. Man kunde hvile sig her, skrive Breve og drikke Øl, som fandtes i Væggeskabet. Over Skrivebordet hang en Fægtemaske med frembøjede røde Safianshorn; dernæst et Par smukke, spidstslebne Kaarder med klokkeformede Parérplader, hvorpaa var indgraveret: Fra taknemmelige Elever! De to Vaaben var hellige og urørlige; de blev beundret meget. Ved Siden af Kontoret laa »Arsenalet«, Vaaben- og Redskabskammerat, med et særligt Rum for et Styrtebadsapparat. Turen til at gaa først derind tilfaldt Gerhard ved Lodtrækning. Da Vandet rislede ned og han befølte sine hvide Lemmer, fornam han et Behag som om han var nyskabt. Han kunde næppe rive sig løs fra det halvmørke Kammer - traadte endelig ud, bød Farvel til Hr. Eriksen og hilste paa de andre Herrer med Glans i Øjet og Rødme over Kinderne.

De saa' efter ham.

Han blir min Numer Et! sagde Hr. Eriksen.

Medicineren lo:

Hør, Eriksen, det siger De efter Tur til os allesammen! -

Ja rigtigt. Man maa schmigre lidt for de unge Herrer, ellers umager de sig ikke!...

Gerhard gik ude i Solskinnet. Det var som om Træerne og Haverne stod og nikkede i tunge, bløde, østerlandske Drømme - og Gerhard forekom sig selv som en nøgen Mand, en Adam-Mand, der let og rank gik her og lod Solen kærtegne sin hvide Hud. Han lo - faldt i Tanker - sprang op paa en Sporvogn, der kørte ad Østerbro til. Han bestemte sig til at gøre Visit hos Fru Funch og Frk. Kirchhoff. Det faldt ham med Et ind, at dér var Damer!

Medens han sad paa Taget af Sporvognen og missede ad Solen i en halv Døs, syntes han, at denne By havde kun Øludsalg, stakkels fattigklædte Koner, mange smaa snavsede Forstadsbørn, enkelte »bedre« Folks Børn, der sad idiotisk-skikkelige i nedslaaede Kaleschevogne og lod sig trække af sløsende Piger, som slæbte Fødderne efter sig. Og saa en urimelig Mængde af Hunde.

Han sad og morede sig over deres gemytlige, ugenerte Maade at snuse til hverandre og opad Lygtepæle. Saa faldt det ham ind: Skulde Du ikke skaffe Dig en Hund og slet ikke gaa ud, men sidde hjemme og more Dig med den? -

Eller skaffe Dig et Barn? -

Han kom til at le ad sig selv, men blev straks alvorlig. Hvor ensom var han ikke!

Ikke en Hund, som logrende ventede ham. Ikke et Barn, som rakte sine smaa, søde snavsede Hænder ud imod ham - et Barn, som han kunde vaske, hvis Taarer han kunde aftørre, i hvis underlige Pludren han kunde ane Menneskesjælens oprindeligste Forlangende efter Mad, Legetøj, Kærtegn, Beskyttelse...!

Nej, nu bliver Du mig for sentimental, Henrik Gerhard! sagde han halvhøjt.

En Haandværker - hans Sidemand - saa' paa ham:

Hvadbehager? -

Aa, jeg vilde blot vide... nej jeg vilde egenlig ikke vide noget! svarede Gerhard. Men hvis De vil tillade mig et Spørgsmaal: Er De gift?

Nej, jeg er ikke gift! -

Har De en Hund? -

Nej - jeg har rigtignok ikke nogen Hund! -

Altsaa hverken Hund eller Børn? -

Jo - sagde Haandværkeren, trækkende lidt paa det - jeg har rigtignok en Dreng og en Pige, som jeg betaler Alimentation for!...

Naa saaledes! sagde Gerhard og lo.

Haandværkeren rejste sig, han skulde af. Gerhard tog i Vestelommen: De maa ikke blive vred, min gode Mand - men skulde De have Lyst til at drikke Deres Piges Skaal i den Olhave dernede!... Jeg holder en Slags Fødselsdag idag nemlig! -

Haandværkeren maalte Gerhard, som trykkede ham et Pengestykke i Haanden. Gerhard saa' godmodig ud... Haandværkeren nikkede et: Ja ja, da! og steg ned. Da hans kantede, solbrændte Ansigt lige skulde til at forsvinde, sagde han med megen Alvor over Panden og en Skælm i Mundvigen: Det er nu ikke for det, men det er ellers en Enke, jeg har Børnene med! -

Gerhard lo og viftede med Haanden

- Fru Funch var ikke hjemme! sagde Pigen, som lukkede op. Men Frøken Kirchhoff var hjemme! -

Gerhard blev vist ind i Fru Funchs Dagligstue. Gule Persienner var rullet ned for de aabenstaaende Vinduer; et lyst, varmt Bronceskær fyldte Rummet. Persiennerne klaprede med smaa, lystige Smæld- og af og til væltede Sydsolen en grel Bølge af flydende Rav over de okkerstrøgne Paneler og det tunge Bohave.

Gerhard satte sig og lagde Hatten fra sig. Han var døsig men ikke træt; havde haft mest Lyst til at ligge paa Sofaen med en Bog og en Cigar - eller sidde under et Træ med en Pibe og drømme om Sommernatten.

Saa kom Annette hoppende ind, lo, trykkede hans Haand: Nej dog - det var kønt af Dem! Og nu siger jeg, ligesom hos Bønderne: Hvad maa jeg byde?... vil De have italiensk Vin? -

I Vand! ja Tak! svarede han og saa' opmærksomt paa hendes Toilette.

Ikkesandt - jeg er nydelig? lo hun. De skal sige, at den Farve klæder mig - ellers faar De ikke Italieneren! -

Den klæder Dem - giv mig Vinen. »Let us have wine and women«... begyndte han, men afbrød.

Aa, fortsæt De kun med »mirth and laughter!« lo hun og viste sine hvide Tænder. De ser jo ud som et fornøjeligt Mandfolk idag. Hvor har De gjort af Ulf? Han ligger dog vel ikke under Deres Hat dér og gør Nar ad os? -

Han ligger vist - i sin Seng! sagde Gerhard og rejste sig, idet han kneb Læberne sammen. Hun vilde gaa ud af Døren, for at hente Vinen. Han gik lige imod hende, saa' paa hende - tog hende blødt om hendes bløde Haandled og sagde: Frøken Annette, De kunde gøre mig en Tjeneste!...

To for en! svarede hun, lidt usikker, vigende for hans Blik, men derefter rask paa det.

De kunde for det første lade være at hente Vin - jeg trænger ikke til Vin! sagde han. Og dernæst - vil De sige mig, men oprigtigt, om De tror at jeg er særlig indbildsk? -

Hun bøjede Hovedet lidt koket og skjulte derved den virkelig skarpe Iagttagelse, hvormed hun nu søgte at komme paa Spor efter »hvad der laa bagved«.

Saa lo hun og lod ham føre sig hen paa en Stol ved Siden af hans.

De er ganske sikkert umaadelig indbildsk! sagde hun med drillende Betoning og med kærtegnende Øjne. Og hun hviskede til sig selv: »Men Gud, denne Mand dér vil fri!«

Nogle Sekunder efter laa hans Arm om hendes Liv og hendes Hoved mod hans. Hun begyndte at skælve, hendes Stemme dirrede, da hun vilde tale - saa slyngede hun Armen om hans Hals og besvarede hans Kys.

Judas! Judas! hviskede det indeni ham. Han knugede sit Ansigt mod hendes Skulder, kyssede hende bag Oret, paa Halsen, mod Brystrundingen... Hun fo'r sammen, rejste sig, lod sig falde ned paa hans Skød og sagde: Du elsker mig! Elsker Du mig? Sig, at Du elsker mig! Aa, er det virkelig sandt?...

Han kyssede hende ømt og hæftigt. Døren gik op. Fru Funch kom ind i sit Værelse med Bøger under Armen, Parasollen i Haanden.

Fru Funch slap Parasollen. Annette sprang op med et lille Skrig og kastede sig om hendes Hals: Anna, Anna, vi er forlovede! -

Fru Funch havde en Taare sitrende i Øjeranden. Gerhard stod for hende med bøjet Hoved. Hun slap Annette, gik frem imod ham, greb hans Haand og søgte hans Blik. Han saa' ind i hendes Øjne, rørtes ved at se Taarer deri, bøjede sig frem og mærkede hendes Læber imod sin Kind.

Det brændte ham, det stilfærdige, ømme Kys.

Hvad siger De? spurgte han hviskende, ærbødigt.

Gør hende lykkelig! svarede hendes Øjne. Tror De, at De kan? spurgte hendes Tanker. Hvorfor har De ikke talt til mig?... hviskede hendes Læber. Og hun saa' paa ham med et dybt, klart Blik. Han rødmede.

Annette skød sig ind imellem dem, hængte sig ved hans Skulder, lo, græd, omfavnede ham og sagde: Aa, jeg har ikke turdet sige hende det... men jeg vidste det lige fra den Aften i Theatret... Vidste Du det ogsaa, Henrik? -

Han tog hende ind til sig, viste hende smilende frem for Fru Funch og sagde:

Er hun ikke uimodstaaelig? Kan man andet end være forelsket i hende? Jeg er glad! hvor jeg er glad! -

Og indeni ham var der noget, som sagde: Jeg er glad over, at jeg nu har brændt mine Skibe!...

Fru Funch saa' straalende paa dem begge. Saa gik hun sagte ud af Døren.

Da hun var gaaet, brast Annette pludselig i Graad. Gerhard tog hende forskrækket paa Skødet og spurgte bevæget: Hvad er der? Har jeg gjort Dig nogen Fortræd? Sig det!...

Hun klyngede sig til ham: Du har ikke - hun har ikke... men... Aa, Gerhard, Gerhard, bær over med mig... Jeg har ikke anet, at jeg var en saadan tosset, taabelig, barnagtig Pige... Skammer Du Dig ikke over mig? Tror Du vel noget ondt om mig? spurgte hun og kyssede ham hæftigt.

Over hans Ansigt gled et mørkt Smil, som hun ikke saa'. I hans Hjærte hviskede dette mystiske Noget: Hun har ikke anet, at hun gemte en Lidenskab. I Lidenskaben er alle Kvinder ens... de skammer sig alle... og denne Undseelse er Mandens Triumf.

Han sagde til hende:

Jeg havde ikke anet, at Du var saa smuk - og saa varm! -

Henrik! -