IV

Han blev der og spiste til Middag med Damerne. Men den halve Time før Middagen legede han næsten udelukkende med Fru Funchs lille Søn. Drengen kom undtagelsesvis idag ikke med ved Bordet. De drak den italienske Vin, og de drak Champagne i Is, men spiste næsten intet. Gerhard drak rigeligere end han plejede. Annette spruttede af Indfald og sprudlede af Kaadhed. Livsglæden skinnede ud af hendes halvblottede fyldige Arme, gnistrede gennem hendes Kjolelivs Silke. Hun havde klædt sig paa for anden Gang som til Fest. Fru Funch saa' beundrende paa hende – Gerhard erklærede, at han helst bortførte hende med det samme.

Ja, ud til din Borg – din Røverborg! De 249| Forlovedes Skaal! raabte hun og svingede det perlende Glas.

Gerhard lo. De »hemmeligt Forlovede«, om jeg maa be' – siden vi nu endelig skal have Titlen! –

Vi telegraferer straks til Mama. Hun er i Paris med Papa – og bliver vist henrykt! sagde hun blussende.

Ja de bliver vist henrykte! sagde Fru Funch leende. Børn, Børn! hvad har I dog gjort? –

Han dér – raabte Annette ellevild og pegede paa Gerhard – han har ovenikøbet gjort et godt Parti. Jeg har Formue, Du! –

A la bonne heure! lo Gerhard og loftede sit Glas. Det burde jeg have betænkt. Jeg kan endnu paa mine gamle Dage blive Jord'mormand! –

Hør, min Dreng! raabte Annette og hældede sig hen imod ham som en ung Bakkantinde... Du skal faa gode Lommepenge – men Du maa ikke straks laane dem ud til Ulf! –

Der fløj et underligt kruset Smil over Gerhards Mund, fugtig af Vin og Kys. Han vendte sig til Fru Funch: De er mit Vidne, kære Veninde, at jeg helst tog hende, Pigebarnet dér, med mig straks – som hun staar og gaar uden at have andet end en Pose Natlinned med sig. Saa gav jeg hende Lommepenge – saa længe jeg havde nogle – og Scheidewasser gav jeg Afsked – og saa blev jeg den flittigste Maler, Raderer og – maaske – Journalist i Kristenheden! –

Annette hoppede op og hen og kyssede ham. 250| Umuligt, lille Ven! raabte hun. Du er en Idealist – men jeg – jeg er Realist!...

Hvad er Du? Han fik et Latteranfald, som han standsede med Champagne.

Fru Funch sad bøjet over sin Tallerken. Nu saa' hun op med sit klare Blik.

Kan en Kunstner ikke netop bruge en Formue – jeg mener for sin Kunst? spurgte hun stille.

Om han kan?... spruttede Annette og slog Knips med Fingrene. Hun var helt gamin – og uimodstaaelig.

Følg med mig – sagde Gerhard – nu straks – hjem til min Roverborg! Imorgen gaar jeg til min Prokurator og lader ham besørge Kongebrev eller hvad det hedder. Om otte Dage rejser vi til Paris og fremstiller os som »Par« for din Papa og Mama. Fait accompli! –

Som i Romanerne! lo Annette.

Nej – som i Virkeligheden! sagde Gerhard.

Fru Funch hævede Taflet.

Det unge Herskab havde vist godt af en lille Køretur. Skal vi sende Bud efter en Vogn, Annette?...

Ja, ja! Vi vil i Skoven – vi vil ud i den lyse Sommernat! Ikkesandt, Gerhard – ikkesandt, Anna?

Og hun svingede sin Kærest' og sin Veninde rundt. Aa Gud, hvor jeg er tosset, barnagtig, fjantet...!

Forelsket! føjede Gerhard til.

251| Men jeg kan ikke gøre ved det. Jeg kan ikke gøre ved det... Det er altfor yndigt! –

Det er dejligt at se paa! sagde Fru Funch og sluttede hende i sine Arme.

De kom hjem henimod Midnat. De havde spist til Aften paa Klampenborg. Og de havde alle været sultne. Champagnen stod i Metalkøleren paa Bordet – Nattens dæmpede Skær brød sig i Metallet og i Glassene. Gerhard havde sunget nogle italienske Strofer. Annette havde fundet hans Stemme saa blød bevæget. Han havde i det hele taget et Anstrøg af Vemod – men det klædte ovenpaa al den Lystighed. Paa Udfarten havde hun villet købe enhver Villa – og hun havde omtrent besørget Underholdningen. Fru Funch var lidt adspredt; hun følte sig – som rimeligt – noget tilovers. Ved Aftensbordet kom atter Stemningen op. Champagnen hjalp. Aftnen var saa skøn, Natten saa lys, saa vinkende – dæmpet vinkende. Annette havde flere Gange Taarer i Øjnene. Fru Funch trykkede hendes Haand. Paa Hjemturen sad Annette halvt i Gerhards Arm. Han generede sig kendeligt for Fru Funch; han var utilfreds med Noget; – han syntes, at hans Frihed, ligesom et Meteor, gled forbi derude i Luften og knitrede sagte... han saa' Skyggens haanlige Smil, og lukkede Øjnene. Paa en Gang fo'r han sammen. En Charabanc med unge Damer og unge Herrer kom rullende forbi; de var lystige; Cigaretterne glø252|dede. En af de unge Piger var paafaldende blond og bleg – som et Nattesyn gled hun forbi.

Hvad er der? spurgte Annette. Var det Nogen, Du kendte?

Nej, dem kendte jeg ikke! svarede han.

Hun tav lidt; saa sagde hun:

Du har sikkert mange Damebekendtskaber? –

Jeg har éngang sagt Dig, at jeg ikke har mange Damebekendtskaber! Nu har jeg Dig! –

Hun knugede hans Haand. Fru Funch saa' til Siden. Gerhard fiskede et Par Smaahistorier frem – Anekdoter – Nonsens – og afleverede dem. Tavshed faldt paa. Atter blev Annette underholdende – og atter blev man tavs.

Saa var de hjemme.

Han lod Vognen holde udenfor Huset og fulgte Damerne op.

Skal vi tænde Lys? spurgte Annette. Vil Du ikke sidde lidt ned – Du maa være træt – vil Du have en Kop The?...

Anna Funch bød Godnat. Men først vilde Gerhard ind og se sin lille Yndling. Han bøjede sig over den sovende Dreng, hvis Hoved skinnede lyst i Skumringen. Han kyssede den lille buttede Haand – kyssede den gentagne Gange; Hovedet vendte sig. Aa, jeg vækker ham da ikke! sagde Gerhard, trykkede Fru Funchs Haand, listede sig ud af hendes Soveværelse, gennem Spisestuen, ind til Dagligstuen, hvor Annette sad tavs, en fin, mørk Silhouet op imod Vinduet – den lyse Nat straalende udenfor – Lysene var ikke bleven tændt.

253| Han lagde sig paa Sofaen. De talte ikke. Saa kom han sagte hen til hende, knælede ned ved hendes Stol, hun lagde sin Haand let paa hans kortkrøllede Haar, strøg det med bløde, eftertænksomme Strøg og spurgte:

Har Du en Hemmelighed at betro mig?

Han saa' op i hendes smukke Ansigt. Jeg har ingen Hemmeligheder at betro Dig! hviskede han. Men jeg har en Bøn til Dig!...

En Bøn? gentog hun sagte og rystede paa Hovedet.

Kør hjem med mig nu – bliv hos mig – vær min – hvis Du elsker mig! –

Hun svarede intet, glattede stadig hans Haar, spurgte ham sagte: De Kvinder, Du har elsket – har Du bedet dem derom? –

Han rejste sig langsomt; hun lod Haanden synke. Han stod lænet mod Vindueskarmen, med Ryggen mod Nattens dæmrende Skær.

Annette! sagde han med rolig, lav Stemme. Det ene Menneske har sandsynligvis slet ikke Ret til at spørge det andet om Noget. Nogle kan tage den Ret – andre give den fra sig – men Ret bliver det ikke. Du og jeg, lad os blot ikke tro, at vi nogensinde bliver »Et«. Jeg bliver det for Dig, hvad Du selv gør mig til. Gør mig straks fra Begyndelsen af til en Mand; – men en Mand siger til den Kvinde, som han elsker og som elsker ham: Følg mig – gaa hjem i mit Telt, mit Hus, mit Slot, mit Kvistkammer, min Hule! Du har kaldt os Forlovede. Der er intet, der er mig fjærnere, ubehage254|ligere, end det Ord, det Begreb. De faa Bekendte, jeg har, vil le ad mig... det skal de ha' Lov til. Din Papa og Mama vil behandle mig som et taalt Subjekt – en Lykkejæger – hvis de da ikke faar »Forlovelsen« forpurret. Din Slægt ligesaa. Min Slægt – jeg har ingen her i Byen; den, jeg har, vil i det højeste gratulere mig til et godt Parti. Jeg vil ikke gaa omkring og være latterlig for mig selv – ovenikøbet med en rig Pige. Jeg kender ikke dine Forhold – din Formue – det bliver din egen Sag. Men min Sag bliver det, at da jeg ikke føler mig bundet til Samfundet ved andre konventionelle Baand – og da Du jo, som Du siger, baade er moderne og Realist – saa vil jeg, Idealisten, sige til Dig: Du følger mig nu fra dette Hus, hvor der sover et Barn , hjem til mit Hus, hvor endnu ingen Kvinde har sovet... ingen uden min Dydsdrage, min Scheidewasser! Dér hører Du hjemme fra idag af, hvor Du har tilstaaet mig din Kærlighed. Vi hører ikke hjemme Arm i Arm paa Promenader og paa Visiter – vi hører hjemme Arm i Arm dér, hvor Kærligheden venter paa os! –

Han bøjede sig ned og lod sine Læber hvile paa hendes bløde, mørkblonde Haar. Hun rørte sig ikke.

Han gik til Døren og sagde i en lettere Tone: Vognen lod jeg holde nedenunder. Jeg sætter mig op og tænder mig en Cigar. I Løbet af en halv Snes Minuter – lad os sige et Kvarter – kan Du vel faa din Bylt snørt. Din Veninde vil forstaa Dig – og mig – hvis hun er, hvad jeg tror hun er!

255| Om et Kvarter kører jeg bort med Vognen. Hvis Du ikke er i den – saa er jeg imorgen paa Vejen til Udlandet – men ikke til Paris, hvorhen jeg kun tager med Dig! –

Han holdt inde. Han hørte Lyd af dæmpet Graad og hans Navn nævnet. Han fik en hjærtelig Medlidenhed med hende, med Alle – den sovende Dreng og hans Mo'r. Han vilde gaa tilbage til Vinduet, men betænkte sig, gik ud af Døren, ned ad Trapperne, ud paa Gaden, hvor han roligt gav Kusken Ordrer og Drikkepenge; steg saa op i Vognen, tændte sig en Cigar og satte sig til at ryge.

Nogle Minuter efter saa' han paa sit Uhr, kastede Cigaren, lænede sig tilbage og sad dér med Hænderne lagt over Øjnene. Han tænkte paa en uendelig Mængde alvorlige, kombinerede Ting – deriblandt ogsaa paa et Glas koldt, kvægende Vand.

En Støj ved Porten vækkede ham. En Dame, med Slor for Ansigtet, i et langt mørkt Klædesslag, og med en lille Natsæk i Haanden, stod udenfor Husets Port. Hurtig sprang han ned, greb hendes Haand og hendes Natsæk, forte hende tilvogns, hvor hun lod sig falde ned ved hans Side. Hun løftede Sløret en Kende – hendes Øjne syntes ham saa mørke – han kyssede bevæget hendes varme, fugtige Mund og hviskede: Min Brud! –

Kør! raabte han saa til Kusken.