256| V

I Rue de Rivoli – den Gade, der synes at være ét milelangt Hus, trukket efter en Lineal, med samme tre Rækker Altaner – boede Etatsraad Brynjulfsen med Gemalinde og Plejedatter.

Ved hver Sommers Begyndelse maatte han til Paris, bo i den samme møblerede Lejlighed – tredje Stokværk, tre Værelser og et Kabinet – se ud paa den samme endeløse Altan-Lineal og høre den samme dumpe endeløse Larm fra Verdensstaden under hans Fod.

Uden Paris's Luft kunde han ikke leve. En Frase saa god som enhver anden; men han mente virkelig Noget dermed, naar han tog den i sin Mund. Det Overfladiske ved denne By var denne Mands Sjæl. Hvad der laa under Overfladen, vedrørte ham ikke. Han, den gamle Boulevardier, kendte af Paris Boulevarderne, Droscherne, nogle Theatre, Restauranter og et Par smaa Demimondedamer, der førte Hus for halvgamle Attachéer og Diplomater uden Indflydelse.

Han saa' med ophøjet Ligegyldighed ned paa moderne Forfattere, den moderne Kunst, Arenaens Politikere, de fremragende Indfødtes eller Fremmedes Saloner, hvor Tidens stærkeste Strømninger overskyllede eller brødes med hinanden. En Operette-Direktør, som smilende kaldte ham »Excellence«, en Journalist ved et bonapartistisk eller indifferent Dagsnyt-Organ, lidt Café-Sladder og maaske et lille Re257|staurant-Æventyr: det var ham den Paris's Luft, uden hvis aarlige Indaanding han ikke kunde leve.

Naar han en Maanedstid havde dvælet i disse Herligheder – tilladelige eller forbudne – vendte han med Gemalinde og Plejedatter tilbage til det »miserable« København forfrisket paa Sjæl og Legeme. Han var i de første otte Dage temmelig vranten og ikke fri for at bruge smaa Gallicismer – som ved et Tilfælde – med nasale Bilyde. Resten af Sommeren tilbragte han hos en sjællandsk eller fynsk Jorddrot, i hvis Rygeværelse efter Middagen han anbragte Anekdoter paa ulasteligt Fransk for de lyttende Landjunkere. En østrigsk Grevinde af fyrstligt Blod – lejlighedsvis Gæst samtidig med ham – blev Genstand for hans flittigste Opvartning og derefter for hans dybeste Unaade. Hun havde betroet Herregaardens Frue og Selskabets Værtinde, at Etatsraaden maaske snarere talte flydende Parisisk end perfekt Fransk.

Vintren igennem besørgede Etatsraaden de »løbende« Forretninger. Hvad han ikke selv fik udrettet, det varetog hans Gemalinde. Der arbejdedes ivrigt henimod Konferensraaden og Theatret.

»Studierne« blev drevet Junimaaned i Rue de Rivoli. Det yderste Værelse ud til Gangen var Etatsraadens Arbejdsværelse. Huset var et roligt Hus. Den Dame – »Enke« – som lejede de forskellige Etager ud til distingverede Fremmede, holdt strengt paa Sømmelighed og Ro. Hun mente, at intet mindre end det halve Evropas Diplomati boede under hendes Tag – og da en japanesisk Chargé d'affaires mældte 258| sig, erkyndigede hun sig først hos sin gamle Ven conseiller d'état Brynjulfsen (hvem hun antog for en Russer) om hvorvidt Japaneserne var Polygamister udenfor deres Fødeland.

Etatsraad Brynjulfsen kom fra sin Gemalindes Appartement ind i sit Værelse og gik hen til sit »Arbejdsbord« foran den lange, lave Divan. Paa Bordet laa franske og danske Aviser i omhyggeligt afdelte Bunker – en opslaaet, halvt opskaaren Roman i gult Omslag – nogle Operette-Texter – enkelte nitide Klassikere. Skrivemappen var lukket. Etatsraaden skrev aldrig Breve i Paris og modtog ugerne nogle.

Han var i skødesløst Morgen-Frokosttoilette – med et Par meget smaa glanssnudede Safianssko paa Fødderne. I Haanden holdt han et stærkt krøllet Brev, som han smed paa Bordet. Han var øjensynlig ikke opbygget over Papirets Indhold.

Og det lader hun mig først nu læse! mumlede han og saa' fortrædelig hen imod den Dør, som han nyligt havde lukket efter sig. Saa gabede han, som om det Hele alligevel var ham temmelig ligegyldigt.

Det bankede paa Døren ud til Gangen. Ind kom den lille tykarmede, langlivede normanniske Stue- eller Kammerpige, som af Etatsraadinden kaldtes Mimi.

Etatsraaden stillede sig foran hende, kneb hende faderligt i Kinden og pillede ved Forklædesmækken. Naa, hvad er der saa, min Lille? –

259| Hun kniksede, lod sin Stumpnæse og sin korte røde Overlæbe næsten mødes, saaledes at hun viste to hvide Rottetænder – og leverede et Kort.

Etatsraaden læste: Henrik Gerhard.

Han saa' lidt forbavset og lidt arrig paa hende.

Monsieur venter nedenunder i Modtagelsesværelset! forklarede hun. Skal jeg bede ham komme op? Eller vil Deres Excellence...?

Ja – nej... aa jo, lad den Herre komme op!

Hun gik ud af Døren, leende med de hvide Rottetænder.

Han havde sat sig i en Stol ved Bordet, halvt med Ryggen mod Vinduet, Øjenlaagene sænkede, med le Figaro i Haanden; »lukket«, som en Bog, som en Diplomat.

Gerhard bankede paa og stod i Værelset.

Han havde gjort omhyggeligt Toilet. Frakken sad fortræffeligt; under den en staalgraa Vest, Benklæder af lysere Farve, ulastelige Lakstøvler paa de højvristede Fødder.

Hr. Etatsraad Brynjulfsen? sagde han, bukkende let med Hatten i Haanden.

Etatsraadens Øjne søgte først hans Fødder. Saa avancerede Blikket langsomt opefter, indtil det standsede lidt ovenover Flippen.

De ønsker?... sagde han anstrengt som af lang Tænkning og snøvlende.

Gerhard lagde Hatten fra sig paa Bordet og satte sig yderst paa Divanen. Men da den forekom ham for lav, tog han en Pude og skubbede ind under sig.

260| Maa jeg spørge Dem, Hr. Etatsraad, om De ikke erindrer, at en fælles Bekendt – Grosserer Halvvig var det – præsenterede os for hinanden, nu i Foraaret... Eller maaske har De glemt det? tilføjede Gerhard oprømt, rolig.

Etatsraad Brynjulfsen gjorde en Bevægelse med Haanden op til sin indfaldne Tinding, hvor en blaaligblank Aare skinnede i Lyset, der kom ned fra det høje, af tyndt, gennemsigtigt Stof dækkede Vindu. Igennem Fingrene syntes han at tage Maal af sin vordende – eller værende – Svigersøn – gætte sig til, hvordan »han dér« skulde ha' det.

Han nikkede: Jeg erindrer!...

Saa greb han paa Bordet det krøllede Papir, glattede det mod Bordpladen, rakte det frem mod Gerhard, uden at give ham det, og sagde:

Annette har skrevet sin Mo'r og mig til! Det gør os meget ondt – me-get ondt!...

Undskyld mig! bad Gerhard. Har De ikke, førend De fik Brevet, modtaget et Telegram? –

Etatsraaden tænkte sig lidt om – og rystede paa Hovedet med lukkede Øjne. Gerhard fikserede ham skarpt: »Den Mand dér lyver vist!« tænkte han.

Det gør os meget ondt! sagde han højt. I den Landsby, hvor vi lod os vie, var der ikke noget Telegrafkontor. Men ved næste Jærnbanestation lovede Inspektøren mig ganske bestemt – da jeg havde skrevet min Depesche...

Undskyld! afbrod Etatsraaden og lod sin Haand falde over Brevet, idet han fæstede sine graa Øjne venligt og koldt – med stikkende Intelligens – paa 261| Gerhards lidt sammenknebne Læber. Undskyld! skal vi sætte Formaliteter udenfor? Jeg er en gammel Mand, De en ung Mand. De kan have handlet i Lidenskab – det fører Ungdommen med sig – men De kunde have spillet mere aabent Spil... hvis De tilgiver Ordet – imod Annettes Mo'r og – og imod mig, der er hende i Faders Sted!

Han holdt inde og saa' paa Gerhard. Ordene syntes ikke at have frembragt nogen kendelig Virkning. Gerhards Mine var lige oprømt og lige rolig afventende.

Etatsraaden rommede sig og sagde langsomt:

De er-r-r – gift med min Stifdatter! Men vi kender Dem jo aldeles ikke. Jeg mindes ganske vist, at De dengang nævnede Deres Onkel... han var unægteligt en Bekendt af mig – og en Hædersmand – men hans Søn er De allenfals ikke – undskyld, De kan være en fortræffelig ung Mand – De kan have Anlæg – De skal jo være Maler – jeg gør Dem min Kompliment for, hvordan De ser ud – og jeg tror i det hele taget paa Forhaand det Bedste om mine Medmennesker... men Sagen, min Kære, Sagen er dog den : Vi har en Datter, der er i det sjældnere Tilfælde at være myndig over en – naa ja, anstændig Kapital, der tillader hende at føre, hvad jeg muligvis kalder et »frit«, hvad hun naturligvis selv kalder et naturligt, utvungent Liv – forudsat da, at hun ikke indlader sig paa finansielle Extravagancer, der angriber Kapital i Stedet for Renter! Bon! En skønne Dag faar vi et Telegram – nej Brev var det – et Brev, hvori hun sans 262| façon – virkelig temmelig formløst – meddeler os... hvilket? – at hun har isinde at forlove sig? Det maatte vi endda være forberedt paa i hendes Alder – men nej: at hun har giftet sig!... at hun tilhører en Mand – bærer hans Navn... hm! Unægteligt – extravagant – et Udslag af – af... Maa jeg spørge Dem: De er, kan jeg tænke, meget »moderne« – hvad? –

Gerhard vippede med sin ene Støvlespids, paa hvilken han plantede Duppen af sin Spaserestok. Det krusede Smil kom frem om hans lille Mustache og lagde noget Fornøjeligt over hans Hage. Det drog en Kende i hans Øjenbryn – han stak pludselig Hovedet frem og sagde:

Jeg er ingenting – hvis De vil vide det, Hr. Etatsraad Brynjulfsen! – ingenting af dette med moderne eller det modsatte. Kunde jeg ende med at faa et helt Menneske ud af mig – saa var det godt og nok! Véd De, hvad De forekommer mig at være? De forekommer mig at være en ældre Mand, der misbruger en temmelig haartmkken Adkomst som faderlig Formynder, til at insultere en Dem ubekendt yngre Mand – ja insultere ham ved i Deres stille Sind at mene om ham: han dér – han har spillet mig et Puds – om De vil, »snydt« sig en rig Arving til – og skal nu dække dette ved en Frakke paa Moden og en nogenlunde god Figur! Jeg véd ikke, om jeg har udtrykt mig tydeligt nok? Jeg ynder aldrig at være grov – men De bringer mig unægteligt i Fristelse! Og tor jeg saa bede 263| Dem sige mig, hvornaar De mener, at Deres Frue vil modtage mit Bebøj? –

Han havde rejst sig og var traadt ud paa Gulvet med Hatten i Haanden. Det noget Fornøjelige laa endnu over hans Kind og Hage, men Spaserestokken trykkede han lidt nervøst ind under Armen.

Etatsraaden havde ogsaa rejst sig – langsomt – og stod ude paa Gulvet. Han strøg sig med Haanden fra Hagen bag Øret opover Panden – ligesom om han lettede en Maske ivejret. Saa trippede han hen til Gerhard, tog ham i Frakkeopslagene, knibsede et Fnug bort, lo med en tør glansløs Latter og sagde: Naa, naa, I iltre unge Folk – som straks stiller Jer en garde mod en gammel Kavaler! Kan I ikke la' ham kramme sin Visdom ud... Herregud, Mand! jeg véd det... sket er sket... men... Apropos, hvem har syet den Frakke? Den rynker lidt her under Armen... jeg skal sige Dem, hvor jeg... men min Kone, min Kone! –

Han løb med smaa hurtige Skridt over Gulvet hen til Døren, bankede paa og raabte: Angelica, Angelica! kan jeg tale med Dig et Øjeblik?... Saa aabnedes Døren lidt, og han klemte sig ind.

Gerhard saa' sig om i Værelset, paa »Arbejdsbordet«, opad Vinduerne – bed sig i Læben: Jeg skulde aldrig være kommen her! Annette skulde være gaaet herhen... Aa, han er jo!... Saa lyttede han uvilkaarligt og kom til at smile. Nu forhandler de derinde! Min kære Svigerpapa siger selvfølgeligt: Det er et elskværdigt, beskedent Men264|neske – vi maa ikke gøre ham Pinen for haard! – Uha!...

Etatsraaden kom tilbage: Hør, har De spist Frokost? –

Nej, Annette venter paa mig derhjemme i Hotellet!...

Hvad? Annette?...

Javist! Troede De ikke, hun var her? Hun har sendt mig ud som Faldskærm for at prøve Vindens Retning og Styrke! –

Og nu blæser den ad Forsoningens Kant til! Aa, I er nogle durkdrevne nogle... Men véd De, vi vil spise Frokost sammen. Lad saa Fruentimmerne klare Bredouillen! –

Og Etatsraaden lo og puffede Gerhard i Siden.