VI

Om Aftnen spiste Gerhard og Annette til Middag med Familien Brynjulfsen ude paa en af Restaurationerne i Champs Elysées. Etatsraadinden viste sig at være »Verdensdamen«, der bøjer sig for det Skete; tilmed faldt Gerhard i hendes Smag. Hun kaldte ham gentagne Gange Frederik – og forklarede, at Frederik var den unge Stamherre Karrebæk Karrebæksminde – hendes Gudsøn. De lignede hinanden, som de kunde være Brødre! Gerhard lignede ogsaa den unge Norden – Fætter til Karrebæksminderne – kun var Gerhard ældre og 265| saa' mere adstadig ud. Ja for Norden var vild – men en god Dreng. Den gamle Kammerherre Norden havde ogsaa været lidt vidtløftig – men nu paa sine ældre Dage havde han »fundet den rette Vej«. Og De véd jo, min kære Gerhard, den rette Vej gaar altid over...

Bazarer for Zulukaffer-Missionen! faldt Annette ind.

Etatsraaden saa' tænksom ud.

Gerhard bed i sin Ske.

Etatsraadinden lukkede Øjnene som en Høne i Tordenvejr. Saa vendte hun sig til Plejedatteren og sagde:

Alma! husk, at vi imorgen Formiddag sender Bud til Stiftsprovsten paa hans Hotel, for at spørge til hans Befindende. Lad mig se, at Du ikke glemmer det! Jeg har min store Korrespondance imorgen!...

Hvad fejler egenlig Stiftsprovsten, Mama? spurgte Annette blinkende til Gerhard og søgende hans Fod under Bordet.

Annette! sagde Etatsraadinden. Hvorfor spørger Du paa den Maade? Stiftsprovsten har forkølet sin Ma – sit Underliv paa Rejsen herover fra Dover. Det skal have været en skrækkelig Søgang. At der ikke ogsaa kan komme den Tunnel! Kandidat Nærøe fortalte mig, at de maatte blive liggende tre Døgn paa et gyseligt Hotel i Calais – og at Lægen frygtede for Inflammation. Men det vendte sig til det bedste – aldeles mirakuløst...

Varme Servietter? spurgte Annette.

266| Etatsraaden sendte hende et advarende Blik. Fru Mama lod, som hun intet havde hørt. Gerhard bød Frøken Alma Artiskokker, som hun afslaaende lod gaa videre.

Annette spurgte:

Papa! er det Stiftsprovsten, som de derhjemme kalder for Sauce-Kenderen? Eller er det en anden...?

Etatsraaden afbrød med en let Hoste og bad Gerhard skænke Beaune for Etatsraadinden.

Med et sukkende: merci! holdt Etatsraadinden Pletkniven afværgende op for Glasset. Over de regelmæssige, som i Træ skaarne Træk lagde sig paa engang noget forbitret og noget sløvt, og de to »aristokratiske« Linjer fra Næsefløjene ned til Mundvigene blev som uddybede. Hun vendte sig til Gerhard:

De kommer vistnok til at tage Dem betydeligt af Annettes Opdragelse, kære Hr. Gerhard! Hun har jo ikke villet lade sig synderligt sige af mig – af Gunnar og mig! tilføjede hun med et opfordrende Blik mod Gemalen, der sad som »lukket« over sin Artiskok.

Gerhard bøjede sig og hilste med sit Glas:

Jeg tror næppe, kære Frue, at jeg vil faa synderligt Held med mig – om jeg ellers i det Hele forsøger paa at være Mentor for Annette! Spørgsmaalet forekommer mig iøvrigt ganske uskyldigt... man kan forstaa sig paa Tilberedelsen af Saucer og samtidig være en god Kristen! –

Er De Kristen? spurgte Etatsraadinden myndigt.

267| Jeg prætenderer hverken det Ene eller det Andet! svarede han. Jeg lader mine Medmennesker saavidt muligt vederfares Ret... forudsat at man ikke altfor meget anfægter min Ret. Forresten turde dette vel ikke være Stedet?...

Aa, sagde Annette drillende; Mama plejer aldrig at spørge om Stedet, naar det gælder at slaa et Slag for...!

Annette! afbrød Etatsraaden, som havde siddet og sét ud af det aabenstaaende Vindu. I Salen var der hedt af Gaskroner, blankt af Spejle, dugede Borde og Service; der var syrlig-sod Duft af god Vin, krydret Madlugt, Blomsteraande, Summen af glade Parisere, Pariserinder og Fremmede. Udenfor fortsattes denne Summen og Brusen i den mørke Aften, der blev gennembrudt af de rødglødende Gaskupler, de hvidglødende elektriske Lamper. Snart faldt som et Dødningeskær over de forbiglidende Grupper, snart syntes Par og Grupper fremvist i rod bengalsk Belysning. Saa hørtes en Trille, en Latter og Klapsalve, eller et af disse skarpe, nasale Pariser-Skrig – uvist om frembragt af Mand eller Kvinde – fra en af de nærmeste større café-chan tants. Gennem en Sprække i Træernes tunge Lovmasser kiggede et Stjærnebilled ned... og det faldt Gerhard ind, som ogsaa kiggede ud at Vinduet, hvor forskelligt Himmellysene her og i Norden synes at følge Jordbeboernes Færden. Han nedsvælgede langsomt Indholdet af sit Glas og følte sig mest stemt til at gaa derude – alene – mellem disse sorgløse og letlevende Mennesker.

268| Hans Opmærksomhed fæstedes atter ved Bordet. Fru Mama havde slaaet en og anden ophøjet Sandhed tast og kaldte Etatsraaden til Vidne paa, at hvad der var ophøjet fast – Gud, Throne, Alter eller sligt – det var baade ophøjet og fast gennem alle Tider. Etatsraaden søgte at knibe ud, men Plejedatteren, Frøken Alma, faldt ham ved en ubehændig Energi i Flanken, og Annette drillede ham. Han svarede imod Sædvane lidt skarpt, gjorde straks en forsonlig Vending, blev attraperet og atter ført i Ilden af Fru Mama, og vilde nu forsøge en Manøvre.

Henvendt til Gerhard og pegende ud gennem Vinduet med en Alvorsmands milde Ro, sagde han:

Ikkesandt, naar vi ser op til Stjærnerne, saa kan vi ikke andet end bøje os i stum Respekt for – for... ikkesandt, min kære Ven? –

Der gik uheldigvis forbi Vinduet en høj, slank og en mindre, buttet Demimondedame fulgt af en nedringet Dandy med et Dukkeansigt i et Par enorme, udslaaede Flipper. Den unge Kavaller nikkede gemytligt ind til Etatsraaden, hvem han rimeligvis forvekslede med en ældre Bekendt fra Boulevardernes Trottoir.

Etatsraadinden slog sin Vifte ud, Frøken Alma vendte Hovedet bort, Annette lo højt. Etatsraaden blev et Øjeblik – men ogsaa kun et Øjeblik – forbløffet; saa havde han atter sin Maske under Kommando. Han sagde til Gerhard: I Grunden giver jeg Missionærerne Ret, at Evangeliet bør prækes paa de mest udsatte Punkter – snarere end i vore Søndagskirker!

269| Etatsraadinden var der straks.

Gunnar! sagde hun skarpt. Mener Du dermed at ville forklejne...?

Herregud, min kære Angelica! afbrød han. Jeg tænker ikke med en Stavelse at ville...

Jo Du vil! Du vil brillere for Hr. Gerhard. Men Gerhard vil ikke...

Jo, Gerhard vil, Mama! raabte Annette tværsover Bordet.

Gerhard befandt sig midt i det livligste Familieskænderi... saa forfriskende for et nyt Medlem.

Han havde foresat sig at tage Svigerforældrene ganske ligegyldig-objektivt. Medens han bivaanede denne à la guerre af fire Personer, kunde han trods sin Filosofi ikke undlade at gøre nogle Notitser.

I hans Tanker kom der ved Etatsraadinden til at staa: Gudelighed – Hjærteløshed – Indskrænkethed – Statskalender og Almanach de Gotha.

Ved Etatsraaden: Hjærteløshed – Smidighed – Frivolitet – Egenkærlighed.

Saa gav han Agt paa den smaa Frøken Alma. Stakkels Pigebarn! tænkte han. Hun har ikke nogen misundelsesværdig Stilling – allermindst, hvis det er sandt, hvad Rygtet siger, at hun til sit faderlige Udspring har selve »Excellencen«, Etatsraaden – den evigunge Boulevardier hjemme som ude.

Og han betragtede hende opmærksommere. Ansigtet var bleget som af den bestandige Kryben i Skjul bort fra frit Sollys og Livsglæde – under en evig stram Selvpaapassenhed og under Fru Mamas orthodokse Kirkelighed og Selskabelighed. Trækkene 270| var nærmest kønne – men med underlig plebejisk fremtrædende Kindben og en aparte »sløj« Hage. Øjnene kunde vise et stille, ydmygt Skær af Barnlighed... et saa skønt kvindeligt Skær af en Blufærdighed, der mindede ham om et Væsen, en Person, som han forgæves anstrengte sig for at finde Navn eller Situation til.... og saa kom der en forpint og gnaven Ængstlighed, en ubehagelig sursød Mine frem, der straks genkaldte ham hans Scheidewasser i Hukommelsen.

Stakkels Pigebarn! »Fædrenes Synder...«

Han brød af. Han havde Annette for sig.

Egenlig klædte det hende ikke at skændes. Thi man ligefrem skændtes nu ved Bordet – til synlig Opbyggelse for de Fremmede i Salen.

Nej, det klædte hende ikke. Der var Øjeblikke, hvor hun paafaldende lignede Mama.... Mama havde ganske vist været smuk, og den yngre, yppigere Udgave af hende havde denne Tilsætning af moderne Pikanteri, der sjeldent undlader at bestikke Kunstnernaturen... men han saa ' Ligheden... og der krøb en lille Gysning igennem ham idet han mod sin Vilje tilhviskede sig selv: »Alte Betschwester, junge...«

Fy, Henrik! hvor Du stirrer ondt paa mig! sagde Annette.

Gerhard tog hendes Haand og bemærkede dæmpet: Kunde I nu ikke lade det være nok? –

Jo – men – Papa skal blot have den endnu! Og saa vil vi more os bagefter... vil vi ikke, Papa?

271| Etatsraaden parerede Udfaldet, og vinkede ad Opvarteren: »l'addition«!

Saa gik man samlede udenfor. Annette hængte sig ved Gerhards Arm, som hun knugede lidenskabeligt, medens hun med glinsende Øjne sagde:

Aa – det gør saa godt, efter saa lang Tids Forløb, at skænd's rigtig grundigt...!

Men vi havde temmelig mange Tilhørere! sagde Gerhard kort.

I den halvmørke Allé trykkede hun sig ind til ham, kyssede ham paa Halsen, og hviskede:

Jeg elsker Dig saadan iaften, Henrik! – Du er saa køn – og saa overlegen! Hør, min Dreng! vi vil ud paa »Bummel« sammen... men lad os ta' Papa med... han trænger virkelig dertil ovenpaa denne Holmgang om Principper og Moral og de »højere« Dele! –

Etatsraadinden var alvorlig vred. Hendes Gunnar indsaa' det frugtesløse i at forsøge paa at formilde hende nu . Han vilde køre Damerne hjem. Bliv Du kun, hvor Du er ... og lad som Du var hjemme! sagde hun spydig og vinkede ad en Kusk. Hun satte sig ind under Kaleschen med Alma, gav Kusken Ordrer med myndig Stemme og saa meget som muligt gennem Næsen. Kusken hævede sin Svøbe med en respektfuld, forstaaende Mine, idet han kastede et ugengiveligt Pariser-Blik paa de tilbageblivende tre Personer, den ældre og den yngre Kavaller med den smukke Dame, chic i alle Henseender. Og bort rullede... ja det var Annette, som sagde det:

272| Nu ruller Dyden og Dydens Bevogter bort – mens Lasten bliver tilbage, en petit comité!

Det var godt at din Moder ikke hørte det! sagde Etatsraaden... Hvor skal vi hen? –

Naturligvis ind i en Café chantant! Dér har Du vist aldrig været før? sagde Fru Gerhard leende.

De valgte en af de største og eleganteste. Der er mange af dem, og den hele civiliserede Verden danner sine Gentagelser derefter. Man kunde sige, at det er den gamle Hanswurst-Bod, der er bleven en Slags Opera comique under halvt aaben Himmel. Scenen, med sine smaa Chansonnettesangerinder, sin Komiker, sine Ensemblenumre, lidt Dans og et godt Orkester – Haven, hvor Spidsborgeren med Familie, Handelsbetjenten med sin Kæreste, Kunstneren med sin Model, drikker deres Kaffe, Likør eller Øl – og Terrassen bagerst, der hører med ind under en Restaurant, hvorfra den guldbeslaaede Ungdom, Børsmandens, Politikerens, Spekulantens eller Jordegodsejerens Sønner, nyder deres frosne Moët & Chandon sammen med Døgnets feterede Skønne, lyttende med det slappe Smil til et af disse ugengivelige couplets – med politiske, artistiske eller sociale Hentydninger – der kun kan synges i Paris, og som bringer »Haven« dernede i konvulsivisk Henrykkelse.

De Tre sad paa Terrassen iblandt de smaa, elegantklædte Dandys og de højbarmede, slanke eller yppige Kurtisaner. Annette morede sig fortræffeligt. Hun vilde give Champagne, sagde hun. Etatsraaden protesterede. I skal være fornuftige og sparsomme273|lige, Børn! sagde han og skottede til Chansonnettesangerinden nede paa Scenen. Gerhard bed sig i Læben. Annette lo og kaldte paa Opvarteren. Damerne omkring hende mønstrede hendes Toilette, hun deres, idet hun gjorde smaa Anmærkninger – kvindelige Indrømmelser til deres chic, eller en sagte Tilfredshed over egne Fortrin. Hun sagde smaa Vittigheder over Kavalererne og spurgte Gerhard, om han fandt disse Damer smukke? Ja, nogle af dem er smukke! svarede han – men de er for stereotype! jeg gaar ikke paa den Maskekomedie!

Aa, ikke noget Hykleri, om jeg maa be'! raabte hun. Skøndt – jeg skulde naturligvis meget frabede mig, om Du foretrak dem for mig – Du slemme Dreng!

Ja, han har vistnok været slem! snøvlede Etatsraaden, der ikke havde sine Øjne fra Scenen.

Gerhard bed sig atter i Læben. Annette saa' det og trykkede godmodigt hans Haand: Jeg bebrejder Dig jo ikke noget! Hvad der ligger bag ved, kommer ikke mig ved! –

Hvem siger, at der ligger noget bag ved – svarede han bestemt. Det er ikke nogen stor Sag, at vide sig fri dér! Man maa være meget ung – meget lidt fordringsfuld – eller meget rig, for at kaste sin Tid, sin Sundhed og sine Penge bort blandt disse tomhjærnede Væsener, der kun er farlige for Skoledrenge og Idioter!

Mener Du virkelig, hvad Du siger? Kan jeg 274| være sikker paa Dig? Gud, hvad er I Mænd dog for nogle underlige Væsener! sagde Annette.

Hun syntes et Øjeblik tankefuld, men snart var det virret bort. Hun gav sig hen – barnagtig-nysgerrig, betaget – i denne Atmosfære, som hvilede over Haven, over Scenen og over Damerne i hendes umiddelbare Nærhed. Hun lo højt, naar hun fangede – eller af Papa lod sig udlægge – nogle ret dristige Strofer, noget ret pikant Vaas, eller nogle af de mest hasarderede Vendinger, som Chansonnettesangerinden med genial-pudsérlig Frækhed lod flagre ud over Tilhørere og Tilhørerinder. Gerhard stirrede paa Annette. Det forekom ham, at hun forvandlede sig mere og mere – flød ind i denne Duft af stærke Parfumer – antog Former, smidige, bugtende, blændende, af denne Halv-Verden i Gaskuplernes pandemiske Skær, i Latter og Klapsalverne, i den bløde Raslen af Silke, i de unaturligt klare Øjne, der stirrede ud fra hvid og rosafarvet Pudder og som syntes at suge en nat-dæmonisk Livskraft ud af perlende Champagne og narkotiske Cigaretter.

Han saa' de to Hoveder for sig – Annette, med de udtryksfulde, altfor kultiverte Træk – det mørkblonde Haar, Øjenbrynene, der droges lidt opefter eller pludseligt rynkedes, som var det Livet om at gøre, at hun tilegnede sig enhver kattesmidig Bevægelse, al denne banale, letfærdige Genialitet, der som et Fyrværkeri af Miner, Fagter, Ord, Øjekast, Skrig og gurglende Triller afbrændtes af Scenens fejrede Kunstnerinde..... og han saa' 275| Etatsraaden i Profil – den ungdommelige Olding – Ulf Brynjulfsens faderlige Ophav – som med sammenknebne Læber, de missende Øjne følgende Sangerinden paa Scenen, mumlede: elle est diablement bien faite!

Gerhard lænede sig tilbage. Champagnen smagte ham som Blæk. Ulf! tænkte han. Og ved dette Navn greb en pinlig, bittersod, yndefuld-nagende Erindring ham. Det var ind i et blondt Hoveds sænkede Øjne, han saa'.... de aabnedes langsomt og fæstede sig sørgmodigt spørgende paa ham – blev derefter stolte, ensomt stolte... – og en blond Nakke rettede sig ivejret med et lille uvilligt Ryk: Aa, lad mig sidde, hvor jeg sidder – ensom i Larmen og Støjen og Dumhederne omkring mig – i den Verden af Skygger, som jeg har valgt mig eller er bleven dømt ind i – lad mig være i Fred blandt Skyggerne!

Han lagde Haanden over Øjnene og blev siddende saaledes. Næsten forskrækket fór han op, da en Haand greb hans og knugede den overgivent. Han syntes, at det var ind i en af Demimondedamernes Ansigt han saa' – men det var i Annettes, hans Hustrus.

Gud, hvor jeg morer mig, Henrik! Men hvad er der ivejen med Dig? Se paa Papa! Han er »bjærgtagen« – hvad!

Gerhard svarede: Det er jeg ogsaa! Skal vi saa hjem?...