276| VII

Da de var kommen hjem i deres Hotel, undgik det ham ikke, at Annette havde drukket Vin. Hun hoppede omkring i den lille Salon, løb ind i Sovekammeret, kom tilbage igen halvt afklædt, fortsatte med at klæde sig af, vilde prøve sit Korsêt paa Gerhard, lo, nynnede et Refrain, kastede sig i en Stol, stak den ene Fod frem, og den anden, raabte overgivent: Sku' mig den Pusselank! og sku' mig den! og sig mig saa min Dreng, om jeg ikke kunde gaa og gælde for en Bajadere? Og atter sprang hun op og sagde: Skal jeg danse for Hr. Stormogulen?....

Han tyssede paa hende: Du skulde gaa iseng, synes jeg! –

Naa – og Du da? –

Jeg vil skrive Breve. Dagen igennem bliver jeg stadig forstyrret!....

Hun stod midt paa Gulvet som et hvidt Syn med mørke, glinsende Øjne. Han sad ved Skrivebordet, hvor han havde tændt det ene Lys.

Skrive Breve – nu ? spurgte hun langsomt. Hvad har Du at skrive om – og til hvem? –

Han rejste sig smilende, gik hen og klappede hende paa Skuldren. Han følte den varme Hud under det tynde, kølige Linned. Han lagde sin Arm om hendes Liv, hun bøjede sig eftergivende og rakte Munden op til Kys. Han kyssede hende, drejede hende læmpeligt rundt som et Barn, førte hende ind gennem Døren, hviskede til hende: Jeg kommer 277| snart! – Saa gik han tilbage, trak Døren i efter sig og satte sig til Skrivebordet.

Han tog Papir og Pen frem og skrev: »Kære Ven! Der paakommer mig nu – det er over Midnat – en uimodstaaelig Trang til at spørge Dem, om De er ilive? Ja, for jeg synes, at denne By, hvor jeg tidligere selv har været lebendig, at den er død, at jeg færdes blandt Masker og Gengangere. De af mine Venner blandt Franskmændene, der kan noget og som er noget, dem faar jeg ikke Stunder at opsøge. Og mine Landsmænd... nej hvorfor sige dem noget ondt paa? Men jeg vilde fortælle Dem, kære Ulf, at jeg for ganske nyligt, endnu i denne Aften, havde et Syn«...

Døren knirkede. Han lagde Pennen. Annette stod dér. Hun støttede den ene Haand imod Dørposten, den anden havde hun lagt over Brystet, hvor hun holdt Natlinnedet sammen. Det dunkle Haar var udslaaet og laa over Skuldren, Hovedet var sænket, Øjnene saa' ikke paa ham men syntes at søge ned mod de hvide, nøgne Fødder. Der var en tung, varm, af Sæbe og Parfume mættet Luft i Værelset. Gerhard strøg med Bagen af sin Haand nogle Svedperler fra Panden og spurgte:

Hvad vil Du, Barn? Hvorfor sover Du ikke? –

Han hørte sin egen Stemme; den forekom ham tør – adspredt og myndig paa samme Tid. Han strakte Haanden ud og sagde blødere: Hvad vil Du, Annette?

278| Hun nærmede sig forvirret, ængstelig.... i Tæppet paa Gulvet døede hendes Skridt; hun saa' endnu ikke paa ham, men spurgte dæmpet, med barnagtigt Mæle:

Henrik, er Du vred paa mig? –

Ikke det fjærneste! Hvorfor skulde jeg, om jeg maa spørge...? –

Hun traadte hen ved Bordet, lagde sin Haand paa hans Skulder; han saa', at hun græd; men tillige saa' han, at hun igennem Taarerne søgte Papiret, hvorpaa han skrev. Gerhard skubbede det frem og sagde kort:

Det var til Ulf! –

Henrik! sagde hun. Det er altsaa første Gang, at... hun holdt inde og vedblev atter med nogen Besvær.... Hvorfor vilde Du ikke ind hos mig? Du kan da ikke skrive nu – eller vilde Du beklage Dig?...

Hun lod sig glide ned i hans Skød; han fornam en Uvilje derved og en Lyst til at beholde hende.... Aa, Henrik! er det fordi... hendes Stemme blev en Hvisken og hun omslyngede ham, som vilde hun derved undertrykke Ordene... Sig mig, om Du vilde være bleven mindre hurtig ked af mig, dersom......?

Dersom? spurgte han bævende, under Trykket af det runde, kvindelige Legem, denne Vægt, som kun tynger Manden, naar hans Ømhed ikke er ens med Kvindens.

Han kyssede hende. Hun hviskede helt ind i hans Øre: Dersom jeg ikke havde givet mig til Dig 279| – dersom Du ikke havde faaet mig førend – førend de Andre vidste derom? Aa, Henrik, Henrik.... sagde hun hastigt og højere... er der noget om det med Præsten? – jeg mener ikke Handlingen i Kirken – men.......!

Indregistreringen – kort sagt! sagde han spodsk. Han fortrød det i samme Øjeblik, drog hende til sig, kyssede hende paa Panden og sagde mildt formanende: Du Barn! som ovenikøbet vil være moderne! –

Hun syntes at overhøre Ordene. Hendes vaade Kind laa op til hans... derpaa smilede hun ham ind i Øjnene. Han mærkede Vinen i hendes Aande – Varmen, som strømmede fra hendes Læber og ligesom meddelte sig til det hele Legeme. Det forekom ham, at hun allerede havde glemt sit Spørgsmaal – at hun slet ikke havde spurgt ham om noget – barnagtigt var det Hele – Guderne skal vide det! – hun var her – havde drukket Vin – kigget ind i en Verden, der havde føjet sin Rus til Vinens; – hun tilhørte ham og hun gjorde Fordring paa ham; – i enhver Kvinde var der en Demimondedame, som hverken Kirke eller borgerlig Institution kunde excommunicere: Natten, Vinen, Elskeren, Kysset! Dér er Grundelementerne til det Bakkanal, Ægteskabet aabner sin Dør paa vid Gab for – inden fire Vægge....

Han følte, hvor han løj, da han tænkte dette – løj, som naar man udskyder, nedsvælger et afgørende Ord i en Sætning.

280| Han nedsvælgede et Ord i et langt Kys, hvormed han bedøvede sig selv og hende, den allerede halvt bedøvede Bajadere.

Saa bar han hende ind i Soveværelset.