VIII

Næste Formiddag sad han ved Skrivebordet. Annette var, kvik og rødmusset, lidt pudret og vel behandsket taget ud med Mama og Plejesostren for at gøre Indkøb i et af de store Magasiner.

Han sad alene, Nøglen havde han drejet om i Døren.

Brevet til Ulf havde han ikke fortsat; et andet paabegyndt havde han kasseret. Han røg den ene Caporal-Pibe efter den anden – og tænkte.

Han var vaagnet om Natten, henad Morgenstunden. Annette brændte altid en lille Lampe udenfor Sengen. Hun var mørkebange. Med sine sexogtyve Aar, sin Opdragelse, sine Rejser, sin Uafhængighed, var hun et barnagtigt Barn. Han var vaagnet og havde set paa hende ved Natlampens Skær. Tilfældigt laa hun i en uskøn Stilling. Hvem sagde ham, at en ung, smuk Kvinde ikke kan komme til at ligge i en uskøn Stilling om Natten – hvor alle sove eller burde sove? Men idet han kastede Tæppet tilrette over hende, og idet hun isøvne drejede sig, mumlende med en besløret Stemme og famlende ud i Luften, kom der Noget over ham – en Blanding af Medynk og et besynderligt dumpt Raseri, der 281| gjorde ham ulykkelig, uden at han turde henføre sin Ulykke til andre end sig selv.

Han maatte gennemsøge de lønligste Kroge af sine Ungdomsminder, for at finde netop det Tilsvarende – og han drog et Suk, satte sig overende og vilde gerne have slukket Lampen, om han ikke havde frygtet at vække hende derved. Hun var engang før vaagnet og havde skreget, da Lampen var gaaet ud. Det Skrig hørte han endnu; og det gjorde ham end ulykkeligere – paa samme Tid, som han fandt det dumt eller komisk.

Hvorfor kunde han ikke varsomt bøje sig over hende, stryge hendes Kind med sin blødeste Haand, nævne hende ømt ved Navn? Hvorfor pinte hendes Kærtegn ham – som var det en falden Kvinde, der havde skænket ham dem, for den næste Dag at taksere dem eller dog vide dem takseret? En »falden« Kvinde? Han gøs idet han smilede. Hvis Faldet er Jomfruelighedens Skænk eller Gave, saa »falder« dagligt hundrede Kvinder indenfor Ægteskab og borgerlig Kontrakt. Hvis det er Taksten, der betinger Navnet, Øgenavnet, saa købslaas og handles der indenfor de samme lovhjemlede Institutioner. Alle kan tale med derom. Hun dér var hans Hustru! Havde han maaske solgt sig? Han virrede raskt med Hovedet, idet han tænkte paa Etatsraadens Blik. Nej, det var en Forbindelse, »fri« indenfor Loven. Han ækledes ved Ordet Frihed, i hvis Hale der slæber de hundred Trivialiteter. Herregud! han havde fundet Behag i hende; hun var forelsket i ham – og de var kommen sammen! Akurat som 282| de tusind andre. Var det Kærlighed, dette? Aa ja – ja naturligvis! Var det Sanselighed? – ja naturligvis var det Ur-Grundlaget for alt Forhold Mand og Kvinde imellem. Naar Helgenerne undtages, saa lever de fleste moralske, religiøse, ethiske Mænd og Kvinder paa dette Grundlag – eller de lever ikke derpaa, men saa lever de hverken naturligt eller lykkeligt.

Han undrede sig over, at disse Betragtninger kom op i ham. Han var dog længst ude over dem. Hvis Annette havde været en Bajadere – saa havde han slet ikke anstillet dem. Hun var Annette Kirchhoff – Annette Gerhard – og nu?.....

Hvad vilde der blive ud af hende? Hvad agtede han at gøre hende til? Hvorfor dette utilbørlige, ganske uforklarlige Raseri, der greb ham – allerede nu – ved at se paa hende? Hun havde ikke tilhørt nogen Mand før ham, ikke det han vidste, og det var i Grunden slet ikke det, der interesserede ham – ikke engang det, hvorpaa det kom an! sagde han ved sig selv. Men hvad var han for hende? En Mand – et Mandfolk! Vilde han da være en Gud, et »Ideal«, noget paa en Piedestal?

Han stønnede ved at tænke paa, at han ikke var forfængelig, egoistisk eller dum nok til at ønske sig paa en Piedestal – for hende. Han ønskede intet for eller ved hende . Det forkælede Barn dér, som ikke var erfaren men endnu mindre naiv – hverken Barn eller Kvinde – hverken »modern« eller sentimental...... et sexogtyveaarigt Ingenting, der tilføjede ham Lidelser ved at være Genstand 283| for den Attraa, som hun selv vakte i ham, naar hun laa i hans Arme!

Saa vidt var det altsaa kommet! Og saa hurtigt! –

Men det var jo overspændt. Han kunde opdrage hende. Var han Kunstner, kunde hun være hans Model. Var han Forfatter, kunde hun være Genstand for hans Iagttagelser. Ja – og saa kunde hun blive Moder til hans Børn!

Han smilede; og der kom noget Blødt over ham, noget, som rørte ham – og som bragte ham til at tænke paa Fru Funch og paa hendes Dreng.

Fru Funch! – Han hviskede i Tankerne: Hvad om hun havde ligget her ved min Side?.....

Men han virrede med Hovedet, med en Mands Undseelse overfor det, der endog kan misforstaas af ham selv. Umuligt! Hvorfor ikke? Jeg vilde aldrig have vovet – og hun vilde aldrig have indrømmet det. Der gives Tilfælde, som aldrig indtræffer mellem to Mennesker..... hvorfor vide vi ikke. Og desuden: hun havde været gift – var det maaske endnu – led øjensynligt under en »Roman«, som Annette kun antydelsesvis havde strejfet i afbrudte Samtaler og hvortil ingen af de to Damer syntes tilbøjelig til at udlevere Nøglen. Han, Gerhard, ærede denne Hemmelighed – som han vogtede over sine egne. Nej, det vilde aldrig kunne være bleven Fru Funch!

Og som han tænkte dette, gravede han sit Hoved ned i Puden, gennemløb sin Ungdom og dens Daarskaber – oplivedes ved, hvad godt eller bravt, han 284| undertiden havde gjort – standsede ved denne Daarskab her, og følte Uviljen, Utilfredsheden vokse i sig.

Men arbejde kunde han – og maatte han. Paa denne Rejse, Bryllupsrejsen, var det sidste af hans Kapital medgaaet. Hans Kones Formue kom ikke ham ved. Hun kunde bruge den, som hun vilde, udstyre deres Hus, som hun fandt for godt – more sig, pynte sig, adsprede sig – men naar de kom hjem, begyndte hans Arbejde for sig selv – og det alvorligt.

Og Ulfs Skikkelse dukkede op for ham. Hjem – derhjemme!

Ulf! Paradoxernes, Uregelmæssighedernes, Selvfortærelsens Ulf.... og dog, midt iblandt den taagede eller vilde Idealismes Skygger – den lykkelige Ulf:

Besad han ikke Edith?

Hvem var Edith? – Et Fantasivæsen – en ung, barnlig, bleg, slank, skyldig-uskyldig Skærtorsdagsheks, som Himlens Regioner ikke havde Asyl for, og som Jorden havde Stene, Smædeord, naar det kom højt: et Skuldertræk, til!....

Tænkte Gerhard sig hende ved sin Side?

Han laa længe med aabne Øjne, stirrende op i Loftet, hvor det svage Skær fra hans Hustrus Natlampe tegnede tuschagtige Net og Slør..... han var træt af at tænke..... hvem tænker paa sin Vens Elskede, uden enten at være ligegyldig derved – forudsat, at hun er En selv ligegyldig – eller ogsaa aander man tungt, presser Læberne sammen – eller man ler maaske?..... Han lo hojt, pludseligt, krampagtigt.

285| Annette drejede sig isøvne, famlede i Luften ud mod sin Mand, mumlede nogle Ord og gjorde en Bevægelse, som bragte ham til at gyse. – – –

Han sad her – i Paris – og tænkte alt dette og mere til. Var han blot hjemme igen! Og dog hvad skulde han hjem – vilde det blive bedre dér? Kunde han ikke bosætte sig her – i denne By, hvor han havde levet og arbejdet, lært noget, blevet til et tænkende, udviklet Menneske, med fin, kræsen Smag – om ikke blevet til den Kunstner, han engang havde drømt sig?

Nu at bosætte sig her med Annette? Hun havde jo Opdragelse, Dannelse, Modtagelighed nok, til at kunne udvikle sig jævnsides ham!

Nej! netop ikke!

Saa kort Tid de havde været her – efter de faa lykkelige Dage ovenpaa den stille Vielse derhjemme i Landsbykirken – saa bestemt havde han Indtrykket af, at hun søgte en Verden her, og at han tilhørte en anden . Han havde end ikke vovet at føre hende ind iblandt sine tidligere Venner og Forbindelser. De vilde snart have »opdaget« hende. Han havde undtagelsesvis gjort et Forsøg. Det var faldet ud, som han ventede sig det, men som han ikke ønskede det gentaget. Overalt, hvor der var Maleri, Skulptur, et Atelier, en Samling at se – i Theatrene – i Selskab – hvor der var Tale om en Bog – hvor der var Debat om et Princip – selv paa Gader og Promenader.... overalt havde han i sine Ører 286| hørt den Titel klinge, som en af hans tidligere Pariserbekendte havde brugt om Annette: Madame, vôtre maitresse!....

Man havde trukket paa Skuldrene: Et kønt Fruentimmer!....

Og selv havde han tilføjet ved sig selv: En Kurtisane i Smag og Naturel!

Hvad nyttede det saa, at hun med hurtigt Nemme lærte sig Fraser, Slagord....? Hun kunde have været klerikal – eller indifferent – eller ganske dum.... det sidste havde maaske været det bedste. Blot ikke denne Væren med paa moderne Anskuelser, moderne Kunst, Kritik, Smag, Liv – som hun ingen Anelse havde om.

Og hans var Skylden. Aa, han, Taabe, som havde givet efter for en Stemning, et Indfald – maaske ligefrem for en Drift!

Og hvad saa? Blev ikke de hundrede Forbindelser sluttet saaledes! Hvorfor beklage sig? Hun var da ingen Kokkepige. Hun var en køn, ung Kvinde, som førte sig godt, klædte sig godt, talte Sprog, spillede Klaver – og hun elskede ham!

Han bøjede Hovedet. Elskede hun ham? Javist ja! Gav hun sig ikke hen til ham med en Lidenskabelighed, som Mændene dog ikke plejer at regne blandt Manglerne ved konnubialt Samliv? – Var han da blaseret? Nej, han kunde give sig Attest for, at der var noget sundt og dygtigt ved ham – at han af Temperament var maadeholden og dog en Mand, hvem Blodet rullede raskt i Aarerne. Han var ikke som denne Ulf – den eneste Mand, 287| han helt havde følt sig hendraget til, men som jo netop overdrev Alt – som vistnok i sin Fantasis bestandig utilfredsstillede Trang til det Excentriske kunde søge de dybere liggende Grunde til sønderrevet Mismod........................................................................... ....................

Aa! Ulf! Ulf! Bestandig kom Gerhard tilbage til denne Skikkelse – og til den anden Skikkelse ved Vennens Side.

Ja, det stod Gerhard klart: han misundte Vennen – han saa' i dennes Forhold, netop her paa Afstand, uden nærmere at bestemme Forholdets Art, dets Udstrækning og Grænser, en fin »sinnlich-übersinnlich« Poesi, et elveragtigt Noget, en Drøm om Lykke, vævet af dagsky Farvers silkespundne Traade, af Smil og Graad, Ømhed og Fortvivlelse, af den altudtømmende, altopløsende Melankoli, hvortil kun Natten giver Lys og Ly, vage Former og vage Melodier, og som maaske er den højeste Elskovs evige Hemmelighed.

Maalt hermed, set her imod, blev hans eget Forhold ham plat, massivt – ja hæsligt.

Han greb den henslængte Pen og skrev:

»Ven, Kammerat!

Jeg misunder Dem. Nu staar det skrevet. Jeg sendte Dem derhjemme Bud om min Forbindelse med Deres Halvsøster. Vi blev viet i Stilhed ude paa Landet; og saa rejste vi hertil. At De ikke besøgte os derhjemme, det kan jeg maaske takke et af Deres tilfældige Luner for. Eller – jeg tror snarere, vi kan takke Deres Takt derfor. Hvordan skulde vi Tre have set paa hverandre? De blev 288| borte – og glad var idetmindste jeg. Med Kvinder er det anderledes; de vil lykønskes. Nu kan De sende min Kone Deres Hilsen. Eller De kan vente, til vi kommer hjem. For vi kommer hjem – maaske efter et lille Ophold i Schweiz eller Tyrol. Her bliver snart for varmt, og her er allerede jævnt uudholdeligt – bortset fra Varmen, som aldrig før har generet mig.

Spørg mig forresten ikke om Noget. Der er intet at sige. Hvad plejer lykkelige Ægtemænd – nygifte – at tale om? De taler og skriver ikke; de tænker i Kys, de er ved at falde over deres egne Ben af Henrykkelse ved den »Verden«, de har opdaget, det Lys, der er opgaaet for dem. Verden og Lyset er selvfølgeligt deres unge Kone; at den Verden kan gaa under, at Lyset kan smælte ned i Stagen, det forudsættes ikke. De sætter deres Trone i deres Vugge, de bliver Børn igen – og gebærder sig som saadanne.

Kære Ven! De, som véd saa meget! hvad tror De, at de unge Koner tænker paa? Maaske véd De det ikke heller – og dog har De jo Erfaringer. Jeg er kommen dertil, at jeg ikke tør tænke over, hvad de unge Koner tænker paa. Jeg vil vedblive at være Idealist overfor Kvinden!

Maa jeg saa høre Deres Mening om den nyeste Roman – ifald De har læst den. Eller skriver De muligvis selv paa den nyeste? De sagde engang, at jeg ikke vidste, hvordan Literaturen blev til. Kan hændes De har belært mig derom. Kan hændes skriver De noget ud af den Nat i Begyndelsen af 289| Juni! Det vilde være interessant for mig at læse. Men De bliver jo aldrig færdig med Noget – efter hvad Overgaard siger.

Jeg tænker i disse Dage stærkt paa en Radering: Adam og Eva – efter Syndefaldet. Men den bliver vist aldrig færdig.«....

Det bankede paa Døren.