X

I

»Wie froh bin ich, dass ich weg bin! Bester Freund, was ist das Herz des Menschen!« –

Saadan er det nok at den unge Werther begynder sine Lidelser. Jeg har ingen Bøger hos mig, jeg citerer ud af Hovedet; det gør man ogsaa bedst i, saa synes man at man selv ejer Citatet.

For at kunne digte, maa man elske. Jeg tror, Carlo Gozzi engang har sagt det. Jeg er ikke vis derpaa, men det kunde ligne ham.

Hvad det »videnskabelige« Digteri angaar, saa læser jeg det ikke. Kun den Bog, som er skrevet ud af Elskov og om Elskov... forstaar sig skrevet af et Talent... kun den læses til alle Tider af Alle.... Men slaar De disse Theses op paa vor Højskoles Porte, saa vil næppe nogen Professor af den Grund kalde Dem en Luther.

Er De saa med? Hvis De er med, saa ræk mig Deres Haand, kære Ven! og lykønsk mig. Jeg har den aandelige Nældefeber; mit Hjærte klør, mine Indvolde brænder. O Herakles! skal man blive niogtredive Aar gammel, for endelig at begribe en Nessusskjorte? Det begreb man profecto ikke i Latinskolen!

292| Ellers er jeg Latinskolen taknemmelig for Alt, hvad den lærte os. Den lærte os Catull og Ovid, at skraa Tobak i Timen, at ryge Cigarer paa Volden, at tage paa Regning hos Conditoren, og at elske....

Sang ikke Catull det for os i hans lille Piges Klage over den døde Spurv? Om Ovid vil jeg slet ikke tale. Men der var en Conditorjomfru i Kristenbernikovstræde. Hun gav os blanco Credit i sit Hjærte og i sine Flødeboller. Først senere i Studenteraarene betalte jeg de sidste.

Om hun var smuk eller ej, det husker jeg ikke. Hun var blond og havde blide mørkviolette Øjne... »Schleh-Augen«, kalder Tyskerne dem. Hvad Nytte, at en mere erfaren Kammerat gjorde sig lystig over mig og fremhævede Alt, hvad der kunde tale til hendes Forklejnelse? Hvergang jeg senere har mødt saadanne Øjne og dette Smil – en Klang i Stemmen – et lille ejendommeligt Mundheld – saa har jeg elsket – »in my line«. Det er ikke vor egen Intelligens, vor Kritik, vore sammenpløkkede Kundskaber, vi ønsker at mode i en feminin Udgave... vi vil ikke omfavne en Bog, stirre os henrykt-stupid paa en Aandrighed! Af mange fortrolige Samtalers stille Lykke bærer vi nogle enkelte løsrevne, ofte halvt meningsløse Ord med os tilbage til vort Arbejde, vore Sysler... men det er paa saadanne Smuler at Mændene slaar de store Brød op – i Statskunst, Digtekunst, Politik, i Handel og Vandel. Spørg Goethe, Shakespeare, Robert Burns, Molière, Alfred de Musset, Byron, Heine, Turgenjew... spørg hele Ramsen, hvor de har taget deres fineste, mest sjæl293|fulde, kvindelige Skikkelser fra i deres nu saa »klassiske« Værker? Det bliver nok ikke vor moderne, om Alt diskuterende, alvidende og praktiske Dameverden, som leverer Materialet til disse levende Skikkelser! Ja – jeg véd det; man stikker os stadig denne »Portia« ud som Summen af Renæssancens kvindelige Genialitet ved Elisabeths Hof... og man siger, at William S. gennem et Forhold til hende skabte sit Forhold til the merchant of Venice !?

Muligvis – ja!... Eller muligvis har hun ikke været en Adelsdame men en ung Klædekræmmerkone fra City – en Syerske – en Skuespillerinde fra »Globe« –... ligemeget. Thi det er Sagen – og herpaa vilde jeg gærne trykke Deres Haand: der gives Kvinder, som frembringe Literaturen (Statskunst, Politik osv.) ikke ved hvad de er, eller har »lært«, men ved til den givne Tid, naar Mandens »Geist« er modtagelig, at være for ham Alt det, hvori han gaar op, at være for ham Elskov!

Dette vil Kultur-Damen vanskeligt kunne gøre. Hun kan rette Stil paa ham, fængsle ham til en Tid ved sin Aands Ligestemthed eller Overlegenhed, indgaa Venskab og Medarbejderskab med ham – men ikke være Moder til hans Musas Elskovsbørn. Jo mere vi nærme os »Kulturen«, jo mere glide Kønnene over i hinanden – indtil vi en skønne Dag staar dér foran Kulturens ypperste Skabning: den literære Hermaphrodit! Saa Farvel Du skønne Kunst, som vi engang tilbad i Adam og Evas, Romeo og Julies, Faust og Margretes, Don Juan og Haidies Skikkelser – dem, som vi kaldte »udøde294|lige!« Farvel Du stakkels barbariske Verden, hvor Sagnet om Hagbart og Signe var en plump Farce – hvor Turgenjews lille Conditorpige er en sentimental Umulighed – hvor Tolstojs Kosak-Skønhed snarest muligt maa skjule sin røde Særk under et mere »normalt« Klædningsstykke – og hvor »denne« Dostojewski ikke skal komme dér med sin Morder og Skøge og fortælle os, at de To lutres igennem Kærlighed! Farvel! hele Parnasset lige ned til vore allersidste Dage! Lad os hænge vore floromvundne Lyrer op i Grædepilene; lad os strø vore Hoveder med Asken af alle de udbrændte Digterbaal – og paa den golde Jord henlægge en Seddel med Indskrift: Det er strængt forbudt at paakøre Gødning fra Pegasen!...

Ak, Edith! jeg elsker Dig. Du har paaført mig denne Nældefeber i Sjælen. Mit Hjærte klør, mine Indvolde brænder. Jeg tror, jeg var istand til at digte!

II

Hundrede Gange har jeg pint Dig. Jeg véd det. Hvad gør Manden andet end pine den Kvinde, som han elsker. At Kvinder undertiden øver Gengæld – det er i Mandens Øjne imod Naturen; og han skriger op, som var han Æslet i Arken og vilde tage alle de andre »Par« til Vidne paa Uretfærdigheden!

Mødte Manden en Dag ude i den store Skov en blid og skøn Skikkelse, iført lange hvide, symbolske Klæder, straalende af Lys, smilende som en 295| Guds Engel – og fik han paa sit Spørgsmaal det Svar: Ja, jeg er en Engel, sendt for at være Dig til Selskab, til Glæde, til Behag!... vilde han da ikke straks den første Dag begynde med denne Ransagen og Fritten, denne Søgen efter dog idetmindste én lille Plet paa den symbolske Dragt, medens han lagde Panden i Folder og Hjærtet i Saltlage: Du er altsaa dog ingen fuldkommen Engel! en Torn har revet Dig undervejs, Støv er faldet over Dig, et vissent Løv er blevet hængende ved Dig. Og jeg – jeg Daare – som troede paa Engle!

Hvad nytter det, at Dit Smil er saa forsikrende lyst – at Du bevidner din Uskyldighed uden nogensinde at omtale den? Der gives ingen Renhed; der gives ingen Engle! – kun hos Manden gives der Fordring derpaa – og denne Fordring sønderslider hans Sjæl!

Og medens han ikke har ét lønligt Lukke i sit Hjærte, uden at det har været berørt af fremmed Haand – og medens han siger: Aa ja, hvad! saadan er nu vi Mænd – vi kan alligevel hævde os i vor Ære for os selv!... saa stirrer han paa Støvfnugget over den lyse Dragt, indtil det bliver større og større, indtil det skygger for Lyset og for Smilet – og han sukker: Ingen Engle! ingen Engel!...

Og nu Du , Edith! – som jeg ikke har mødt i en saadan Klædedragt ude i den store Skov – og som jeg hundrede Gange har pint, idet jeg pinte mig selv ved denne Fritten og Gransken... Du, som aldrig har gjort mig ét Spørgsmaal, der kunde saare mig, skræmme mig op, gøre mig fortvivlet over 296| mig selv – men som engang har grædt stille ved min Skulder, medens din Haand af sig selv lagde sig over min hede, ophidsede Dommer-Pande!... Edith! Menneskene blev sat paa Jorden, for at leve i Glæde, Fred, Hengivenhed... og de var stumme, som Dyrene er det. De kunde kun meddele sig igennem Blikket, det sosterlige Kærtegn. Og det var dem nok.

Saa kom Slangen og lærte dem at tale. Og da var de allerede uddreven af Paradiset!

III

Tænker jeg tilbage, saa hæfter Tanken ved én Periode, kun denne eneste... al anden Tid forsvinder; selv de stærkeste Indtryk fra fjærnere Perioder dør hen.... Tænker jeg frem, saa er det kun Graat.

Og vi bilder os ind, at vi kan lægge Planer for vort Liv!

Proletaren, Smaaborgeren, som er henvist til at give hver Dag sin Plage og lade Fiolen sorge – kun han har i sin Begrænsning Mulighed for Frihed og Lykke.

Jeg husker en Morgenstund, jeg kom fra Dig; en kolig, stille Sommermorgen med Dugg over de stovede Hækker, begyndende Fuglestemmer, Byens Udkanter ifærd med at gnide Søvnen af Øjet. Vi havde passiaret de første Nattetimer bort, endnu inden Gryet paa sin graa, hemmelighedsfulde Maade sivede gennem de klare Gardiner. Trætheden var pludselig kommen over mig; jeg havde lænet mig tilbage i 297| Sofaen – og Du havde kastet en Kaabe eller et Schawl over mig – medens Du selv listede Dig ind i det lille Soveværelse og drejede Nøglen om derindefra.

Kæmpeviserne og Æventyrene har det tveæggede Sværd, som Ridder og Kongedatter lægger imellem sig, medens Nattens Timer flygter, baarne af de Sovendes rolige Aandedræt. Saa naiv simpel og skøn er denne Symbolik!

Æventyret har det tveæggede Sværd. Vi – den praktiske Tids Børn – har den lille Dørnøgle.

Men alligevel var det et Æventyr. Kom ikke og sig, at der intet gives!

Ligesaa pludseligt som jeg var sovet ind, ligesaa pludselig var min Opvaagnen. Schawlet laa paa Gulvet. Jeg frøs, rejste mig, og saa' højt oppe igennem Vinduet de første smaa svage Rosa-Skyer over en underlig død Skorstenspibe. Jeg listede mig paa Taaspidserne omkring Bordet, bøjede mig, kyssede de Bøger, hun om Dagen læste i.. knælede ned, kyssede Fligen af Bordtæppet, det hæklede Betræk paa Stolen, et halvt sømmet Lommetørklæde – Alt, hvad der ved sin egen stille Orden og Properhed mindede om hendes Sans for Orden og Hygge. Man taler om Helligdomme.... her var min Helligdom; denne Dagligstue, hvor en Klosterfrøken kunde haft sit Asyl... saa fjærnt fra Dame-Boudoir, som selve det parfumerede Navn er fra Begrebet en ung, selvstændig, uafhængig Piges daglige Opholdsværelse.

Og jeg listede mig hen til Døren, Døren som 298| var aflaaset. Den var i sig selv Skranke – tveægget – uoverstigelig... alligevel Skranken laa inde i mig. Jeg begyndte at erkende i mig et redeligt Menneske – et Menneske, hvem ikke Lidenskaben men Godheden, Omheden, Beskyttelsestrangen er Lov og Norm for.

Aa, hvis der er en Gud – hvis han som Person kan se, høre, iagttage – hvis han bekymrer sig om et Menneske mere end om den Spurv, der netop pippende vaagner derude i Træet – hvis der var en Gud: han maatte med en stille Morgenglæde have iagttaget den middelmaadige Digter, som stod lænet op imod denne Dør og i sit eget Hjærtes tilbagetrængte Slag mente at høre Aandedrættet fra en ung Kvindes rolige Søvn!

Men der er vist en Gud. Hvem skulde ellers have skabt Kærligheden?

Edith! farvel! sov! drøm! staa op, flet dit Aar, gør dine Værelser istand, gaa ud, kom hjem, sæt Dig til at læse i de gode Bøger, der gør os selv lykkelige og rolige... og naar Aftnen kommer, saa sid derude i Gaslys og Tobakshede, stirret paa af en Mængde, som føler sig højt hævet over Dig, medens den ved din Utilgængelighed kun fornemmer Lysten til at trykke Dig ned under sit eget Niveau! Tænk ikke over Livet; thi det er brutalt, letfærdigt, ansvarsløst, frygteligt ved sin Guds-Forladthed, ved sine Instinkter! Tænk heller ikke over Gud; thi saa kunde Du fristes til Spørgsmaal dér ved Randen af det store, tomme Svælg, hvor Du saa ubekymret har sat Dig!... Tænk heller ikke paa mig; thi jeg er 299| ikke værd at nogen Anden bekymrer sig om mig, end jeg selv! Tænk paa en lille finsk Sang, som jeg nynnede for Dig, og som har saadan en Mængde skønne, søde meningsløse Vokaler... saa skøn, saa sød, saa meningsløs, som selve Kærligheden er: den, der ikke kan oversættes i noget forstaaeligt Tungemaal!... Tænk aldrig paa at komme til at elske mig; thi da vil vor Kærlighed ophøre. Men vær den, Du er! saa sandt som Du aldrig kan blive nogen anden!...

Og jeg listede mig ud af Gangdøren, ned ad Trappen, gennem den lille Have, ud paa Vejen, hvor Morgenduggen hang i klare Taareperler over de dag-støvede Hækker. Ganske stille, saa stille var det, at jeg bildte mig ind: Alverden sov og vilde aldrig vaagne op mere! Men næppe drejede jeg fra Sidevejen ind paa Hovedvejen, før jeg fornam den dæmpede Lyd af Byen, der laver sig til at staa op og begynder at gnide Søvnen af Øjet. Jeg gik hurtigere til; forbi Haver og Villaer, der syntes at undre sig over mig, og som jeg undrende betragtede med en Fremmeds Spørgsmaal: Er det Jer eller er det ikke Jer – og hvad vil I mig?

De vilde mig intet, hverken Godt eller Ondt. Hvem vil i Grunden Nogen Noget? Kan være, at vi Alle helst vilde ikke være – blot vi fik Lov til det!

Jeg vilde hverken hjem, sove, blive gaaende, vende tilbage... ak jo, jeg vilde helst tilbage – for endnu en Gang at knæle dér ved Stolen, berøre det hæklede Betræk med mine Læber, og bede en 300| Bøn: Led mig ikke ud i Fristelse – men skænk mig alligevel en Form, hvorunder jeg kan være Alt – hører Du, Gud deroppe i din lidenskabs-fri Majestæt! – Alt for denne uafhængige, utilgængelige, ubegribelige, hjærtensgode unge Pige!... Alt! –

Ingen svarede mig. Hvem skulde have svaret? Selv stiller vi jo Spørgsmaalene – og til os selv !

Ja, ja! Det er os; os, som faar afgøre, hvad vi vil, hvorvidt vi evner hvad vi vil, hvad vi vil gøre med vore Lidenskaber, Instinkter... Sæt at der ingen anden Afgørelse gaves end denne ene: Jeg vil det!...

Og en vild Henrykkelse greb mig. Heureka! Op med Dig, Arkimedes! ryst Morgendvalen af Dig, ligesom denne store, dvaske, tunge By, der er saa fuld af Instinkter som Augustmaaned af Fluer! Tilbage! sporenstregs gennem Haven, ind ad Gangdøren, op ad Trappen. Ingen i Huset er oppe endnu – Ingen ser Dig... Ingen ?...

Aa Gud! Hvorfor strømmer denne Sved frem paa min Pande? hvorfor bliver disse Fingre saa kolde? hvorfor denne Kuldegysen i Hjærtet? Véd ikke Manden, at han til enhver Tid ejer en Magt over Kvinden – blot han ikke ganske er Idiot, skeløjet, pukkelrygget – ja selv om han bærer Pukkelen – naar han kun har den bedende Glans i Øjet, det stormende Ords Velklang paa Læben, Haandens dirrende Greb om en lille modstandsløs Haand, der kun trækker sig tilbage, naar Hjærtet tier stille?...

Og har ikke hendes Hjærte talt? –

Slyngel! Falskmøntner! Indbrudstyv – usle, 301| holdningsløse Kryb, der slikker Morgenluften i sig, som om det var Vin, der skulde hidse til en Nederdrægtighed!... Der er en Gud – om ikke andre Steder, saa inde i Dig selv! Og det er ham, der raaber ud af Dig, som Bloddraaben i Æventyret: Jeg ser Dig godt! – jeg ser Dig godt!...

Og jeg gav mig til at løbe, som om Fanden var efter mig. Maaske var han efter mig.

Bestandig længere bort, ud mod Byens yderste Grænser. Dér skinnede Solens første, røde, skælvende Skær over en ny Bygning – en ny Beværtning – mellem grønne, lysvaagne Træer og Buske. Udenfor paa Vejen holdt to Olvogne og en Drosche. Hestene stod ganske stille, overladte til sig selv og til deres Muleposer. Fire Bryggerknægte – to Par – og Droschekusken, Beværtningsmanden – en ganske ung Mand endnu – jeg selv, og endelig en gaadefuld Ubegribelig sad dér om Bordet under de lysvaagne Træers Tag. De havde raabt mig an, idet jeg kom susende forbi. »Skal Herren efter Jor'moer?« – Jeg maatte uvilkaarlig standse og give mig til at le. Saa pludseligt og komisk forekom mig Tilraabet.

Nej; jeg løber fra mig selv! svarede jeg. Og da dette Svar forekom Folkene netop tilfredsstillende i deres løftede Morgenstemning, saa bød de mig ind i Haven paa en Kop Kaffe. De havde tilbragt Natten sammen – med at vente paa de unge Beværtningsfolks første lille Forøgelse af Familien. Miraklet var sket – nu for en Times Tid siden. Og den foreløbige »Daab« foretoges her af den lykkelige 302| Fader, i Kreds af hans gode Venner. Saaledes ser Smaaborgerens første Spire Lyset. I Sommernattens begyndende Stilhed sætter Vennerne og Manden sig til at drikke; – ikke umaadeholdent, nervøst-lidenskabeligt, for at dulme Sindets Spænding, – men jævnt fremadskridende, deltagende, forventende; – med smaa Afstikkere nu og da indenfor, hvor Nabokonen og »Madammen« er syselsat; – undertiden en lille lyttende Pavse, og en betydningsfuld Klinken paa, at »det maa gaa sin naturlige Gang«; – et Øjeblik med et Slag i Bordet, ligesom for at overvælde Noget, der er stærkere end de stærke Nerver; – og endelig Faderen, der ilsomt kaldes ind i Værelset bag Skænken, og højrød, svedvaad, tørrende sig med Skjorteærmet over Næsen, kommer tilsyne igen, sigende med forstilt Overlegenhed:

En Dreng! –

Hurra! Og dette skal være... o. s. v.

Jeg fik Nattens Begivenheder i detailleret Orden. Intet trukket fra – intet lagt til. En Værtshusholder havde faaet en Søn. En ung Moder havde første Gang erlagt Offer og Accidents paa Livets store Alterdisk. Hun havde følt Lidelsen – og erfaret Lykken. Om jeg ikke kunde have Lyst til at gaa ind og se den Lille?... Jo! jeg kunde have Lyst til at se denne Moder!

Og jeg fulgte efter Manden ind i det trange Værelse, hvor en Petroleumslampe og et nedbrændt Lys stod ved Sengen – medens Morgensolen brød med ligesom skærende Glæde ind under det indigoblaa Rullegardin. Fra Hovedgærdet af Sengen stir303|rede dette Par overnaturligt klare Øjne den Fremmede imøde. De hverken undrede sig eller spurgte... de tindrede endnu af Kampen. En Kvinde, der føder, er dog en Triumfator. Og hvad – hvad i alle gode Guders Navn kender vi Mandfolk egenlig til Livet?...

Noget borte stod to ganske smaa Fruentimmer, et spinkelt og et bredere. De puslede ved en Pakke, som bevægede sig og skreg som en Kattekilling. Der lugtede stærkt af Kaffe. En dejlig Dreng! sagde jeg.

De tindrende Øjne fulgte mig ud af Døren.

Da jeg var kommen udenfor, tog vi atter fat paa at drikke. Men nu var Harmonien borte. Det ene Par Ølkuske var »højre«, det andet Par »venstre« – efter Øllet og Fabrikanterne.

Droschekusken var en stille, erklæret og overbevist Fritænker. Den Ubegribelige var Socialdemokrat... alle var de tilsidst halvfulde – Værten vilde være »gemytlig« – men blev skubbet tilside. Jeg skulde bekende »Kulør«. Jeg bekendte, at jeg helst vilde være »Menneskeven« – og jeg blev truet med Prygl. Jeg bad dem slaa til – hvis de kunde blive enige derom. De lod mig gaa – og jeg gik rolig min Vej. Men længe kunde jeg høre Støjen, Skænderiet, de klirrende Glas. »Harmonien i Naturen« var ophørt. Byen vaagnede.

Vor gode, gamle By!

IV

Jeg havde siddet hos hende en Eftermiddag.

304| Vi havde læst Fransk sammen – eller Tysk – jeg husker det ikke. Hun gjorde Fremskridt som et begavet Barn, og hun havde den Voksnes Erfaring og Intelligens. Det ringede ude i Entreen. Hun plejede aldrig at lukke op, naar jeg var der. Det ringede atter – to Gange hastigt med korte, smaa Slag, som efter en Aftale. Hun syntes lidt ærgerlig. Jeg saa' paa hende. Edith – sagde jeg – der maa jo dog være En eller Anden, som De holder af, ikkesandt? Hun rynkede Brynene, som hun plejer, rystede paa Hovedet og sagde smilende: Er De skinsyg?

Ja, jeg er! svarede jeg. Jeg formoder, at den, der staar udenfor Deres Dør, har besøgt Dem – ligesom jeg selv har – og at det er den unge, smukke Officer; – han er unægteligt meget smuk. Luk ham op! Jeg gaar min Vej! –

Han maa ikke se Dem her hos mig! sagde hun ligefrem, og greb efter Bogen. Kom, lad os læse! –

Men den, der stod udenfor paa Trappegangen, vedblev at ringe.

Hun saa' mit Blik, bed sig lidt i Læben, pegede paa Døren ind til Sovekammeret og sagde: Gaa dér ind et Øjeblik. Jeg skal se at faa ham bort!

Jeg gik derind; hun aabnede selv Døren for mig, men i Skyndsomheden fik hun den kun lukket i paa Klem. Da jeg vilde trække den til, mærkede jeg, at dens Knirken vilde røbe mig, og jeg hørte allerede Stemmer i Kabinettet ved Siden af Dagligstuen. Jeg sad ganske stille, ærgerlig, halvflov; det er disse Situationer, som hverken plejer at flattere 305| den Indelukkede eller de Personer, hvis Forhandlinger han nødtvungen overværer.

Jeg saa' paa den opredte snehvide Seng, paa den Orden og decente Hygge, som det lyse Kammer i hver en Krog bar Vidne om. Jeg havde ikke tænkt at jeg vilde finde hendes Sovekammer anderledes; men jeg var glad over, at jeg fandt det saaledes.

Det var den unge Officer. Jeg havde ikke taget fejl. Edith syntes straks at have sagt ham et Par alvorlige Ord – bebrejdet ham et og andet; – han tav – jeg kunde tænke mig til, hvorledes han saa' ud derved – og da han atter talte, mærkedes det kendeligt, hvor svært han havde ved at beherske sin Bevægelse og finde Udtryk, der uden at saare Edith rammede Hensigten med hans Besøg.

Han standsede midt i en Indledning. Formodenlig saa' hun paa ham. Der var en Pavse. Saa hørtes en lille, dump Larm – et Knæ, der sattes mod Gulvet. Jeg følte mig pinlig berørt. Havde jeg dog kunnet lukke den Dør.... Hun sagde: Jeg bliver vred paa Dem! De bliver komisk derved. Ja De maa tilgive mig; jeg kan ikke gøre for det – men jeg finder det komisk, at man ligger paa Knæ for mig – og – jeg har ikke givet Dem Anledning!...

Har De ikke? Aa, Frøken Edith!... jeg har aldrig haft Grund til at tro, De var koket. Aldrig! Men De har forandret Dem... Kan De huske, hvor ofte jeg har sagt Dem, at jeg holdt af Dem – over al Beskrivelse – og De har i det mindste 306| aldrig vist mig, at De ikke troede paa Oprigtigheden af mine Ord. Om ikke De særlig har foretrukket mig for mine Kammerater – saa har De dog aldrig nægtet mig at tilbringe fornøjelige Timer i Deres Selskab. Jeg har paa min Side – det indrømmer De mig – aldrig tilsidesat den Ærbødighed, den dybe Højagtelse, som jeg i min Hengivenhed nærer for Dem. Vel – har jeg vel? Jeg véd ogsaa, at hvis jeg i mindste Maade havde forsét mig overfor Dem, vilde De øjeblikkelig have trukket Dem tilbage. De er et udmærket Menneske, en sjelden ung Dame.... og De kunde gøre et godt Menneske ud af mig – bringe mig ud af mine Forvildelser – bringe mig til at glemme mine Daarskaber og føre et eksemplarisk Liv. Jeg har gjort Begyndelsen – den er altid vanskelig... men naar jeg nu nærmer mig Dem, saa træffer jeg en hel anden Edith, end den, jeg kendte ifjor. Jeg respekterer Deres Hemmeligheder – De har altid været hemmelighedsfuld og paa samme Tid baade aaben og sandhedskærlig. De Hentydninger, En og Anden har gjort – dem har jeg fuldstændig overhørt. Der er ikke Svig skabt hos Dem. Det er det , der fra Førstningen af tiltrak mig saa absolut ved Dem. Saa ung jeg er, saa erfaren er jeg desværre overfor Kvinder. Men Dem – Edith – tror jeg paa. De har været naturlig og elskværdig overfor mig. De har sagt mig, at De netop – under Deres Livsvilkaar – satte Pris paa at have Venner iblandt velopdragne unge Mænd. Jeg tør rose mig af Velopdragenhed – uden at tillægge mig Aandrighed eller sligt. De har aldrig 307| smigret for mine daarlige Anlæg, min Forfængelighed, min Fødsel og alt hvad dermed i Reglen følger. Men naar jeg nu kommer til Dem – efter forgæves i længere Tid at have søgt Dem – og naar jeg træffer Dem saa forandret – uden at jeg har givet nogen Grund – og naar jeg er, hvad De har kaldt mig, en af Deres bedste Venner... hvor tror De saa, at jeg – som De jo knap vilde skænke et Øjebliks Samtale – at jeg uden at lade mig overmande af min Bevægelse?.... aa, Edith, Edith! det er Synd imod mig, hvad De gør nu! – og det er Synd imod Dem selv, at De er bleven vægelsindet og lunefuld – for ikke at bruge Ordet igen: koket!...

Atter var der Pavse. Jeg hørte den unge Officer tage Vejret hastig og dybt. I Grunden holdt jeg af ham – og i Grunden havde jeg ondt af ham. Allerhelst vilde jeg ikke have hørt dette Skriftemaal. Jeg tænkte mig ham i mit Sted.... jeg tænkte paa overordenlig mange Ting i Ediths lille lyse Sovekammer.

Hun tog Ordet. Hun nævnede roligt hans Navn og sagde til ham i en Tone, som naar man taler til Børn, hvem man holder af og hvem man derfor skænder paa...

Er De nu ganske vis paa, at De er oprigtig overfor Dem selv og overfor mig? De nævner min Sanddruhed! Jeg sætter Pris paa den – maaske især fordi den er sjelden i den Verden, hvori Forholdene har gjort, at jeg har levet og lever – saa ung jeg er.

308| De kommer til mig med Bebrejdelser og Beklagelser. Men hvilken Ret har jeg givet Dem til at bebrejde mig noget? Jeg har holdt meget af Dem... nej, nej, De maa høre rolig paa mig... og jeg vilde vedblive at holde af Dem, hvis De selv stod i mine Øjne mere som Mand – tilgiv! De unge Herrer har saa tidt talt til mig om den Fortvivlelse, de følte ved det tomme Liv, de førte. Og jeg har altid svaret: den, der uden nogen tvingende Grund kaster sig bort, han er ikke værd det Liv, han fører! Den, der fortvivler f. Ex. overfor en Kvinde – han kan da i det højeste gøre Regning paa den Medfølelse, som man viser enhver Ulykkelig. Man vinder ikke en ung Kvinde ved at give efter for alle sine Luner og Indfald – selv om nogle af disse Indfald maaske smigrer hendes Forfængelighed. De , som kalder Dem min Ven og som jeg aldrig har lagt Skjul paa at jeg foretrak for Deres Kammerater, De kan vedblivende ikke overvinde Dem til at tage Deres Premierlieutenants Examen... nej afbryd mig ikke! jeg véd af Deres Kammerater, at De stadig søger daarlig Anvendelse af Deres Tid – og at De kaster Skylden paa mig , fordi jeg nu og da har vist Dem, at jeg ikke fandt Deres Beskæftigelser en Mand værdig! Hvad kan det saa nytte, at De gør Knæfald for mig? Jeg har været indtaget i Dem – men jeg har rigtignok ogsaa været yngre end jeg er Dagen idag. Jeg har Dem meget at takke for – megen Opmærksomhed, megen fornøjelig og ungdommelig Elskværdighed, megen Hensynsfuldhed – som jeg ikke altid møder. Jeg siger 309| Dem til Gengæld: vis Deres Kammerater, Deres Familie – og mig – at De ikke blot har ganske sjeldne selskabelige Anlæg – som nu og da kan komme en lille Sangerinde tilgode – men at De for Alvor kan vende Taabelighederne Ryggen – tage Dem sammen – tage Deres Examen – blive en Mand! Vil De?...

Han svarede ikke straks. Han mumlede noget, gjorde et Par Skridt – sagde saa højt: De holder ikke mere af mig – og jeg har Lov at tro, hvad jeg vil, uden at jeg derfor nogensinde vil tro andet end det Bedste om Dem. Edith! men De skal tro paa mig – jeg skal gøre, hvad De siger!..... Farvel! –

Farvel! –

Og hun fulgte ham ud i Entreen og lukkede Døren efter ham.

Jeg traadte ind i Dagligstuen. Hun havde sat sig ved Bordet, med Haanden under Kinden, Ansigtet bortvendt. Jeg satte mig sagte ned ved Siden af hende. Jeg beundrede hende; jeg var stolt af hende – og fandt det dog kun ganske naturligt, at hun havde handlet og sagt saaledes. En fad Kompliment kunde jeg ikke faa frem. Jeg sagde blot dæmpet, at jeg imod min Vilje havde hørt Samtalen – og at jeg var ked derover. Men jeg kunde jo ikke lukke Døren...!

Hun gjorde en beklagende, misbilligende Bevægelse med Hovedet – saa' stadig bort – og smilede paa denne tungsindige Maade, som jeg kendte saa godt og som altid rørte mig dybt.

310| Edith! sagde jeg og tog hendes Haand. Hun trak den læmpeligt til sig og ligesom fortsatte højt sin Tankegang: Og – ikkesandt – naar man saa véd, at hans Familie betragter mig som den farlige Person, der holder ham borte fra Studeringer og Arbejde?...

Ja ja, Edith! svarede jeg. De har sandelig Ret til at føle Dem hævet over disse Mennesker!...

Hun rystede paa Hovedet – saa' smilende ud i Luften – vendte sig imod mig og sagde: Paa ingen Maade! – jeg føler mig aldeles ikke hævet over disse Mennesker – har ingen Ret dertil... men jeg føler i dette Øjeblik nogen Tilfredshed med mig selv. Hvis det da ikke er Hovmod?... Og hun tilføjede sagte: Det er vistnok hovmodigt af mig – men jeg har syntes godt om ham – jeg begriber blot ikke nu, at jeg har det – og endnu mindre kan jeg forstaa, at jeg en hel Vinter var ligefrem syg – lidende – fordi jeg trængte det tilbage, skjulte det for alle Andre, og vilde skjule det for mig selv, at jeg fandt ham næsten uimodstaaelig smuk og elskværdig!

Hun saa' hastigt paa mig, trykkede min Haand og sagde: Jeg robede mig aldrig overfor ham – aldrig... og jeg er glad derover nu! –

Jeg holdt hendes Haand i min og saa' længe forskende paa hendes rolige Øjne. Saa rejste jeg mig op, glattede hendes bløde, blonde Haar over Panden, og sagde, bøjende mig ned over hende:

De holder ikke af nogen – men De vil maaske engang komme til at holde af En...

311| Hun afbrød mig med en Hovedrysten, hvis Hæftighed forundrede mig. Jeg fortsatte:

Mon han da vil forstaa Dem saa godt – og elske Dem saa højt – at han vil kunne indrømme Dem den Frihed i Valget af Venner, Beskæftigelse, Anvendelse for Deres Tid – den næsten uindskrænkede Frihed og Uafhængighed – ikke mindst i aandelig Henseende – som Deres Natur fordrer? Tror De det? –

Hun sad et Øjeblik med Hænderne i Skødet. Saa sagde hun langsomt: Hvis jeg kom til at elske nogen – saaledes som De siger – saa véd jeg, at den Lidenskab ganske og aldeles, om ikke øjeblikkeligt, vilde beherske mit Sind – maaske forandre mine Ønsker og Vaner, men ikke min Karakter. Jeg har stillet Fordringer – meget mere end De aner – lige til nu. Hvis jeg blev grebet af en Lidenskab, vilde jeg kun fordre det ene: at blive elsket om muligt saa højt, som jeg selv elskede! Jeg har ikke, som de fleste unge Piger i min Alder, behøvet at ty til Bøgerne, for at læse mig Romaner til. Af dem har jeg haft tilstrækkeligt omkring mig. Jeg har ikke faaet Afsmag derfor, men jeg betages heller ikke af Nysgerrighed. De har jo valgt Lekture for mig – og førend jeg kendte Dem, har maaske et Instinkt sagt mig, hvad jeg skulde læse og hvad ikke. Naar jeg nu ret fordyber mig i noget af det Ypperste – det, der gaar os Kvindemennesker mest til Hjærte – saa kan jeg tænke ved mig selv: hvor det maa være sødt saadan at føle det! Men straks efter bliver jeg bange – for jeg kender mine Fø312|lelser og véd, hvor stærke de er. Jeg kender rigtignok ogsaa min Stolthed – men sæt den ikke strakte til! Aa, engang stolede jeg fuldt ud paa den!... og dog!... men det er det , vi ikke vil tale om. Det er unyttigt – og der staar et Sted i en af Deres Bøger: hvad der er unyttigt, er skadeligt! – Nu maa De gaa, for jeg skal klæde mig om! –

Nej, nu vil jeg blive – og pine Dem som sædvanlig, Edith! –

Hun lukkede Øjnene og rystede paa Hovedet: Som om jeg ikke kunde besørge det selv? –

Aa, Edith! – bad jeg – Vil De blot sige, at De holder lidt af mig? –

Men jeg holder jo lidt af Dem! sagde hun smilende og vilde føre mig ud til Døren. Ellers saa' jeg Dem jo ikke hos mig – jeg havde nær sagt paa en hvilkensomhelst Tid!

Og hun tilføjede, ligesom sig selv uafvidende og idet en Sky lagde sig over hendes Smil: Dem er jeg i hvert Fald ikke nødsaget til at se! –

Jeg var allerede halvvejs ude af Døren; jeg drejede mig rask og betragtede hende. Men Hovedet var bøjet, de lange Øjenvipper nedslagne, og om denne Pigemund, paa engang blød og bestemt i Linjerne, laa der en lukket Trods, en mut, næsten barnagtig Vrede.... en allerkæreste Vrede, hvis det havde været et Barn.

Men det var Edith – hende, som jeg elskede.

Jeg tog min Hat dybt af og sagde: Frøken! De er en Gaade – en Sphinx... en, en...!

En Logogrif! sagde hun og lo. Men denne 313| Latter var bedrøvet; den skar mig i Hjærtet. Hun nikkede og lukkede Døren. Jeg stod paa Trappen. Jeg sagde til mig selv: Hun gør Nar af Dig! – og i samme Øjeblik sagde jeg: Hun trænger til Dig – hun lider – men hun er fordømt stolt.... eller hun er maaske alligevel som denne unge Officer sagde: koket!

Og jeg skar Tænder, rev og sled i mig selv, anklagede hende, forsvarede hende... jeg havde Lyst til at sparke mig selv... men mest af Alt havde jeg Lyst til at hun skulde have lagt sit smukke Hoved ned paa min Skulder – grædt!

Et nittenaarigt Barn – der lever saa alene – saa fordringsfuldt egenraadigt – og dog saa beskedent alene – og som synger smaa graciøse, upaaagtede Sange for et Publikum, der fordrer Knejpens Flothed...

Aa, til H – med hele Borgerskabet! Der er ikke Mening i det Hele – allermindst Mening i at jeg – den forrykte Ulf – ikke kan tænke mig at ville dette sælsomme Væsen noget ondt – og dog gerne vilde besidde hende – i hvert Fald ikke kunde taale at tænke den Tanke: en Anden skal have Ret her!

Det var en bitter Lære, hun gav mig om de »Fortvivlede«.

Maaske hun vilde elske mig, hvis jeg var legemligt – hvad jeg aandeligt er – pukkelrygget?

Jeg tror at Kvindens Erotik paa Bunden er – Medfølelse.

Ja, det tror jeg.

314| Og dog vil hun engang komme til at elske en Mand lidenskabeligt. Jeg kunde paa Forhaand kvæle ham!

Det Bæst! Det – Mandfolk!

V