Tredie Bog

[323]| I

Tre, fire Aar gaaet.

For Gerhard var de gaaet, som for den, der indretter sig i og efter det milieu, som nu engang findes.

Han og hans Hustru kom meget ud og saa' hyppigt Gæster hos sig. Etatsraad Brynjulfsen var bleven Konferensraad og Theaterdirektør Brynjulfsen. Svigerforældrene havde indført de unge Folk i Byens bedste Kredse. Annette befandt sig dér som Fisken i sit Element. Hun straalede af Lykke, sagde man. Hendes tidligere excentriske Tilbøjeligheder havde været den unge ugifte Dames Søgen efter Surrogater. Nu havde hun fundet Mand, Hus, Hjem, naturlige Venner og Forbindelser! Hun var fornøjelig ved et Middagsbord, henrivende paa et Bal, en flink Værtinde i sit Hjem; og hun tilbad sin Mand! sagde man.

Gerhard var, ude som hjemme, korrekt i sin Fremtræden, med et lille klædeligt Tilsnit efter den Kunstnerverden, han havde tilhørt saa mange Aar i Udlandet. Han arbejdede jævnt flittigt, havde ikke faa Bestillinger, var paapassende i Udtalelse af Meninger, der kunde støde; sagde undertiden sin Me324|ning rent ud, men forbeholdt sig en vis Form, der lidt efter lidt blev ham egen og som gav ham en Position. Blandt de Jævnaldrende gik han for at være ærgerrig men tillige noget af en god Kammerat. Han havde lagt sig et Smil til, som, om det ikke var helt aabent, dog var vindende nok. Det behagede ham, at der forholdsvis blev talt lidet ondt om ham blandt de Jævnaldrende. De Ældre protegerede ham – og kunde gøre det saa meget mere uden Opofrelser, som han intet forlangte af dem. Han var i deres Øjne Konferensraadens Svigersøn – en uskadelig, ikke altfor begavet ung Mand, der nok vilde drive det lige saa vidt, som de selv, engang. Han kunde jo vente.

I Virkeligheden iagttog han skarpt, kedede sig grundigt med Anstand, havde ingen Kammerater og vilde ingen have. En Mængde Fortrolighed dryssede ned over ham, som over alle, der kan beherske sig. Han besvarede Alt med sit Smil, med et Raad, undertiden med sin Pung. Og ingen havde nogensinde beklaget sig over Indiskretion fra hans Side. Han omgikkes ingen eller mange, som man vil, tog altid venligt imod Folk, lyttede opmærksomt til de Yngres oppositionelle Klager, smilede ad de Ældre, syntes at lade fem være lige, naar han blot havde sin smukke Kone, sit Hus, sine Bestillinger for sig.

Det var blevet en stiltiende Overenskomst mellem ham og hans Kone, at hun sørgede for Husholdningen – baade den daglige og den extra – og for sig selv hvad Toiletter etc. angik. Ogsaa Tjenestetyendet havde hun paa sit Budget. Han betalte 325| Huslejen, Modeller, alt hvad Atelieret fordrede, sin Skrædder og sine andre Fornødenheder af sin egen Lomme. Hans Bestillinger, og nu og da et Arbejde, han solgte i Udlandet, gav ham i disse Aar tilstrækkelige Midler til at leve som Garçon. Til at holde Huset paa den Fod, deres selskabelige Forbindelser fordrede, havde han ikke haft Raad. Men hans Kone havde sin private Formue, og hun ønskede at leve som de gjorde.

De sagde smilende til hinanden, at saaledes var det den »moderne« Maade at leve paa; det smagte altid af de store Forhold.

Han var Iagttager og han kedede sig med Anstand udenfor Hjemmet. Denne By, hvori han nu spillede en vis passiv Rolle, laa aaben for ham som en Bog. Byen var Duodez-Udgave nok til at man snart kunde blive færdig med den. Et Par Aars Leven med i de toneangivende Kredse var tilstrækkeligt. Den havde sit Universitet, sin Højesteret og sin lovgivende Forsamling, sit Kunstakademi og sit kongelige Theater, dernæst Privattheatre, Børsen, Literatur, Middagsselskaber og Musik.

Han var selskabeligt med dér hvor »Spidserne« var. Men hvad enten han hørte en Universitetsprofessor ytre sig eller en ledende Politiker, en Børsmatador eller en Højesteretsadvokat, en militær, civil eller kirkelig Embedsmand, en Kunstner eller en almindelig Filister tale – stadigvæk spurgte han sig selv: hvad er der ivejen med disse Folk? hvad er det, de mangler?

Han gav sig selv mange, utilfredsstillende Svar. 326| Om én Ting var han overtydet: der var et Tryk, en stille, nagende Bekymring over alle, som om alle vilde skjule, at det var galt fat!

Om Riget fattedes Penge eller Intelligens – om det var en stor Personlighed – eller nogle gode Hoveder – om det var en lysende Fremtidsidé – eller blot et almindeligt borgerligt Fremtidshaab, som manglede... han turde ikke afgøre det; maaske manglede der Noget paa alle Kanter.

Sikkert nok, han blev hurtigt færdig med alle disse Folk, der gentog sig selv uophørligt. Resten var Tavshed – efter Prins Hamlets Ord.

Undertiden kunde han i Selskabet høre med en vis Myndighed en Anskuelse fremført, som syntes at gaa i Retning af det Tillidsfulde. Han blev opmærksom og nærmede sig Vedkommende. Men skuffet maatte han snart erkende, at denne Vedkommende enten talte ud af en for gammeldags naiv Opfattelse – som længst var slaaet til Jorden i Virkelighedens haarde Dyst – eller at Optimisten maatte siges at være professionel, at kunne have eller vente at faa en personlig Fordel af sine lysere Profetier. Og med professionelle Optimister – deres øjeblikkelige Brugbarhed ufortalt – mente Henrik Gerhard ikke at ville tømme noget Løftets eller Haabets Bæger.

Saa kunde han støde paa en Person, korporlig og aandelig sund i Tankesæt og Livsforelse. Det var ikke ofte at det hændtes. Hændtes det, og følte Gerhard sig fængslet, saa varede det ikke længe, inden ogsaa denne røbede sig – ved en uvilkaarlig 327| Ytring – eller ved Mangel paa at turde ytre sig... og Gerhard gik isoleret omkring, spiste hos Folk, røg deres Cigarer, passiarede med dem, trykkede deres Haand, og tænkte sig undertiden at han trykkede et helt lille Samfund af sammensvorne Lidelsesfæller i Haanden.

Sammensværgelsen gik ud paa: Vi maa ikke sige, at det er galt fat! men det er galt fat! og hvad skal Enden blive? –

Han slog sig til Ro med, at det i hvert Fald vilde blive – som det allerede tildels var – et fælles Skibbrud.

Han var Iagttager og han kedede sig med Anstand indenfor Hjemmet.

Han saa' disse Mennesker komme og gaa hos sig, saa' dem gere Kur til sin Kone, trykkede deres Hænder, ønskede dem Velbekomme og sagde dem Godnat.

Han saa' og følte alt dette som i en Døs og Dvale. Men den var ham i Grunden ikke ubehagelig. Han havde indrettet sig derefter; og han sørgede for, at der Intet udenfra alvorligt kom og ruskede op i ham. Han omgikkes sin Kone spøgende, stundom lidt raillerende, levede ganske behageligt med hende, holdt undertiden lidt af hende, fandt sig ikke beføjet til at paalægge hende nogen Tvang, morede sig endogsaa paa en ganske godmodig Maade over den Opmærksomhed, man viste hende, idet han ved sig selv sagde: Jeg har jo ogsaa fundet hende smuk og pikant!

Ved en enkelt Lejlighed, hvor det Bakkantiske 328| var kommen op i hende og hvor hun havde været temmelig uforsigtig, tog han sig for at skænde lidt. Hun saa' forbavset – dernæst forskende paa ham... tog ham sluttelig om Halsen og kyssede ham. Han kunde hverken lide hendes Blik eller hendes Kys. Hun sagde spøgende: Forresten har min strenge Hr. Gemal sin Frihed!

Og spøgende svarede han: Sæt jeg engang vilde bruge den? –

Aa, med Dig er det en anden Sag; for jeg beregner intet; jeg er blot saadan som Du har lært mig at være! svarede hun.

Han vilde svare hæftig, men tav, rynkede Brynene og gik ovenpaa i sit Atelier. Dér havde hun – efter en sej g Kamp fra hans Side – ikke Lov til at forstyrre ham.

Saa blev hun frugtsommelig mod Slutningen af deres Samlivs første Aar.

Det optog hende, som det optager de fleste unge Koner. Han tog det, som de fleste Mænd plejer at tage det. Han fandt sig med jævnt godt Humør i hendes smaa Luner, i den stigende Irritabilitet afbrudt af forøgede Ømhedsperioder og atter af Smaaklynkeri, en naturlig Tilbøjelighed til at ville beklages og et elskværdigt Koketteri med Tilstanden.

Svigermama kom nu hyppigere i Besøg end ellers. Det kedede ham. Det plagede ham ogsaa, at hans unge Kone saa ganske gik op i Tanken paa sig selv – og ikke mindst plagede det ham maaske, at hun ogsaa udenfor Huset skulde inddrage 329| Folk i, hvad der dog endnu laa i en fjærnere Muligheds Skød. Hun opgav ikke Selskabeligheden – hun snarere søgte den med forøget Interesse og syntes i Paaklædning og Miner at sige til Alle: Der forestaar noget – kan I gætte hvad?

Han følte sig generet, latterlig; han var sky nok i Forvejen overfor al familiær Berøring. Han kom med sagtmodige Forestillinger – de gav kun Mundhuggeri og Smaascener til Resultat. Han fandt sig ganske særlig ilde tilpas i sit Hjem.

Og bestandig murrede det indeni ham – ligesom en Sjælens Tandpine: Det er din egen Skyld, Henrik Gerhard! Hvorfor førte Du denne unge Kvinde til dit Hjem? –

Men han svarede sig selv med en Skuldertrækning: Vi gifter os jo til syvende og sidst med en Kvinde. Hvem det bliver, afhænger af Tilfældigheder. Og er man gift, plejer man at faa Børn! –

Var endda Barnet der! Han kunde undertiden glæde sig til, at det skulde komme. Han vidste i hvert Fald med sig selv, at han vilde blive glad, naar det kom.

Men pirreligere og pirreligere blev Annette. Og hun var endda, efter eget og Kyndiges Udsagn, knap halvt henne.

Han besøgte et Par Gange Anna Funch. Fru Funch havde ikke gjort Visit i Villaen siden det unge Par var kommen hjem fra Bryllupsrejsen, og Gerhard vidste at respektere, hvad der holdt Veninden fjærnet ikke blot fra Huset men fra det hele 330| Kvarter. Hvem sagde, at hun ikke tilfældigt kunde træffe sammen med sin tidligere Mand. Han ejede jo baade Villaen og Grundene rundt omkring.

Gerhard traf undertiden i Selskaber Grosserer Halvvig. De talte konverserende sammen, havde nu og da et Berøringspunkt i Anskuelser, trykkede hinandens Haand og skiltes. Gerhard havde intet imod ham – syntes jævnt godt om ham – men følte sig dog behagelig berørt, naar han vidste, at Halvvig atter gik paa Rejse. Underligt nok, Gerhard havde nærmest en Opfattelse af denne Mand som naiv.

Forholdet mellem Anna Funch og Annette var vel ikke kølnet; men den ene levede udelukkende i Byens Østerkant, besørgede sin Skole og sørgede for sit Hus og sin lille Dreng. Den anden levede i nygift Selskabelighed. De skrev til hinanden – i Begyndelsen en Gang om Ugen – saa's en sjelden Gang; – hver havde Sit.

Gerhard besøgte Anna Funch. Nu havde hun Pensionærer, og hun havde Informationer hjemme. Hun var meget optaget... det forekom Gerhard, at hun gjorde sig særlig Umage for at være optaget. Han legede med Drengen, medens han ventede paa Moderen, og – han blev ganske sær tilmode ved at mærke paa sig selv, hvorledes hans lille Yndling optog ham nu mere end før, og hvilke besynderlige Strømninger der gik igennem hans, Mandens, Sjæl, naar disse Barneøjne saa' paa ham og syntes at spørge ham: Kender Du min Moder? – kender Du min Fader? – kender Du maaske En, som ikke er min Moder, men som staar min Fa'r nærmere end 331| Mo'r længe har gjort, og som jeg ligesaa lidt véd Besked om, som jeg véd Besked om alle disse Livets slyngede Traade, der kaldes for Tilværelsen?... hvad Onkel Henrik? –

Han kunde da vemodig sidde og stirre paa Drengen, indtil denne utaalmodigt kastede sig om hans Knæ, eller fornærmet vendte sig bort fra det Stykke Legetøj, som »Onklen« havde bragt.

Kom da Anna Funch ind, med sit rolige, smukke Smil, og trykkede hans Haand paa denne hjærtelige Maade, som nu engang var hendes Maade, saa kunde ogsaa de To sidde og stirre paa hinanden – eller samtidig hen paa Drengen, naar de ikke fandt, hvad de skulde tale om.

De fandt det sjeldnere og sjeldnere. Enhver ventede paa, at den Anden skulde gøre Begyndelsen. Men en Begyndelse har de lange, fine Traade efter sig – et helt indfiltret Væv af Traade. Og de tav, talte om Avisnyheder, skyndte sig enhver for sig med at være den mest vidende – indtil de kom til at smile, og en Rødme fløj over Fru Funchs smukke Træk – smuk, som enhver Kvinde, der bærer paa en Hemlighed, den hun helst vilde dele med den Mand dér, hvem hun har mere end Venskab for og som hun dog ikke har kunnet skænke sit Hjærte.

De tav. Gerhard havde draget Drengen ind til sig og kyssede ham paa Hovedet. Fru Funch saa' paa Gerhard; han rødmede, da han mødte hendes Blik. Hun vidste, at han kendte hendes Hemlighed; men han vidste – nu vidste han det – at denne 332| Kvinde dér gemte en anden Hemlighed, som hun mod sin Vilje røbede ham ved stadig at undvige Spørgsmaal om Annette – hvordan de havde det sammen – om han holdt af hende – om det dog ikke havde været en Forhastelse?

Saa sagde hun smilende, rolig som altid: Naa – og Annette...?

Jo-o – svarede han, stadig klappende Drengens Hoved og forsøgende sin muntreste Tone... Annette er paa bedste Veje til at blive en forhaabenlig lykkelig Moder. Men det vidste De vel? –

Nej! svarede hun og rejste sig bevæget. Det vidste jeg ikke! Annette har ikke ladet høre fra sig længe, og se hende gør jeg jo næsten aldrig mere. Men hun vil blive lykkelig derved – ikkesandt, det tror De ogsaa?

Jeg haaber det! sagde han. Jeg skulde blive overordenlig henrykt over saadan en... saadan en, som han dér! –

Eller en lille Pige? lo hun.

Ja – eller en lille Pige! lo han. Maaske helst en lille Pige. Drenge bliver i Reglen ikke stort andet end til Fædre... og Fædre er...!

Han afbrød sig, bed sig i Læben og saa' ned i Gulvet. Saa blev de forstyrret. En af Pensionærerne vilde tale med Fruen.

Han vidste med sig selv, at han vilde undgaa at komme dér; og dog havde han intetsteds hellere villet føle sig hjemme; Ingen vilde han snarere have betroet sig til, søgt Deltagelse hos. Denne lille Dreng var han kommen til at elske – og hvis en 333| Mand virkelig kan staa i et Venskabsforhold til en Kvinde, hvad han dog under givne Forhold kan, saa følte han sig som Ven til denne Drengs Moder.

Han vilde undgaa at komme dér; men ogsaa hun paa sin Side undgik ham – det var kendbart. Saa blev han borte. En af de sidste Gange havde han truffet Overgaard i Fru Funchs Dagligstue. Hvad vil dog den Skeptiker her? havde Gerhard spurgt sig selv. Og det ærgrede ham, at han traf ham. De tidligere gode Venner hilste køligt paa hinanden. Overgaard snærtede ham lidt for hans »Konservatisme«. Gerhard svarede skarpt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad man antog ham for at være... han havde ingen Parti-Mening og vilde ingen have. Det overlod han til Professionisterne! – Og de begyndte at strides om Politik... tog sig i det, og brød af, som gode Hoveder, der ikke ville rage uklar paa saa lidt.

Men Braadden sad i Gerhard. Hvor han nu kom hen, fulgte denne Tanke ham: de antager Dig for at have taget dit Parti... de antager, at Du har taget Dig denne Kone... Altsammen for at komme tilvejrs... Du er en Fiffikus i deres Øjne!

Og han mærkede, hvor vanskeligt det var ham at bevare sin vundne Ligevægt, sit overlegne Smil. Han kom med Sarkasmer i Selskabet... man lod, som man overhørte dem. Konferensraaden tog ham ved Lejlighed tilside og gav ham et faderligt Vink: Der er to Ting, man ikke rører ved – det kgl. Theater og Forsvarssagen! Værsaaartig – dér er Privattheatrene, Venstreforerne, Fritænkerne, Socia334|listerne... skær løs paa dem! dér er Stof nok... og man behøver jo ikke at gaa udenfor visse Grænser. Lidt kirkeligt Frisind skader ikke.... lidt Statssocialisme flatterer... blot ikke plumpt! Jeg selv beskyldes for at være »liberal« – men det kommer mig just til Gode, naar jeg skal forhandle med mine Pappenheimere! –