II

Gerhard blev mere og mere utilfreds med sig selv; og han kedede sig frygteligt.

De Ting, han malede, tiltalte ham ikke. Han drev det som en tvungen Sag. Med hans Raderinger var det ganske gaaet istaa. Og hans Bladvirksomhed faldt ham for Brystet. Han blev meget lydhør, meget fintfornemmende overfor hvad de Jævnaldrende sagde – og skrev om ham. Endnu havde han det overlegne Smil; men dette Smil hviskede: de har Ret; Du er ikke Maler!

Hvad var han da?

Aa hvad; man skulde blot ikke være vigtig. Hvad kunde de Andre?

Han følte, at dette ikke var sandt; for der var nogle af de Andre, som kunde. Og just dette skrev han i sine Artikler. Han var sikker paa, at han var retfærdig. Han vilde være det. Han vilde blot ikke bøje sig for en Klike.

Og saa talte han dog maaske for en Klike. Var ikke de Ældre saa venlige imod ham? Vilde 335| de maaske have været det, hvis han ikke i det mindste regnedes for at tilhøre dem?

Han kunde ikke tale med sin Kone derom. Hun vilde ikke have kunnet forstaa ham. Havde hun forstaaet ham i Paris?... nogensinde?

Hun var tilmed nu saa aldeles optaget af sin Tilstand, den hun tog med sig overalt – koketterede med.

Han sluttede sine Betragtninger over sig selv saaledes: Du er ikke Maler. Den Kunst fylder Dig ikke – Du magter den ikke – eller den giver Dig ikke Opgaver! Du er heller ikke Forfatter – skøndt Du kunde fristes enkelte Øjeblikke til at tro det. Du er næppe nok Journalist af Rang. Du er maaske det , som Du sagde hin Formiddag i Paris til din Svigerfader: Ingenting!

For at være noget tilbunds, mangler der Dig en aandelig Atmosfære, der kan ilte din Fantasi – maaske en Lidenskab, der kan tænde dit Blod, bringe din Hjærne til at gløde...!

Er Du din Kones Mand? Du anses i hvert Fald for at være det!... De siger det ikke højt – men de tænker det. Du kedes derved, væmmes derved, lider derunder.

Du kan jo gøre Kur! sagde han pludseligt til sig selv. Mon det endnu vil lykkes?

Han saa' sig om i Selskabskredsene.

Naar han med sin Kone under Armen – for nu vilde hun altid have hans Arm – sejlede ind i en halvmørk Dagligstue førend et Middagsselskab – eller i den oplyste Sal ved et Aftenselskab – saa 336| vidste han godt, eller tænkte, at han var komisk. Men naar han havde faaet hende placeret – og der var stadig Kavalerer, for hvem hun var interessant paa flere Maader – saa tog han Oprejsning. Det Blaserte havde aldrig ligget for ham. Kvinderne havde i Reglen kunnet lide ham; maaske fordi han havde gjort sig saa liden Umage. Han paatog sig et blasert, udfordrende Væsen, var underholdende, fuld af Anekdoter, Rejseerindringer, kom samtidig med lette Hentydninger til en og anden fortune cachée... og han brugte ikke lang Tid for at opdage, at vor højere Dameverden ikke er fuldt saa utilgængelig, som den finder det passende med de smaa Forholds Tarv at simulere. En Duft af udenlandsk Nimbus omgav ham endnu – og skøndt han havde Humor nok til i sit stille Sind at smile baade ad sig selv og ad de let-paavirkelige Skønne – og skøndt han i alvorligere Øjeblikke fandt denne Flirtation indholdsløs, dum – saa var han et Mandfolk: han havde et tomt Rum indeni sig – og følte sig smigret, naar det fyldtes med Smil, Øjekast, Haandtryk.

Han gjorde endogsaa meget stærkt Kur til to rivaliserende Damer – en Godsejerfrue og en højere Embedsmands Kone. Han morede sig ved at drille dem med hinanden – fange deres Tilbøjelighed: den enes for det Romantiske, den andens for det Skeptiske. Og da han var sikker paa, at de i deres indbyrdes Væddestrid – snarere end i deres Betagethed – ikke vilde være utilbøjelige til at lade 337| det komme an paa endogsaa alvorlige Prøver... saa trak han sig tilbage.

Men ikke førend hans Kone havde lagt sig ligesaa alvorligt imellem.

Annette skinsyg – det var noget nyt for ham. Men maaske skyldtes det hendes Tilstand.

Han behandlede det spøgende. Hun svarede med at græde, førend de gik i Selskab. Han foreslog hende, at de skulde blive hjemme. Nej, hun vilde ud! Sæt at hun ikke overlevede det ... saa havde hun dog moret sig, nydt Livet, i de Maaneder indtil hun ikke længer kunde vise sig ude!

Han bøjede sig for Logiken; og de tog ud sammen. Men nu iagttog hun ham bestandig... ærgrede, pinte ham. Han gjorde sig til Automat; hun var om ham alle Steder, sendte ham straffende Blikke over Bordet, lænede sig til ham, naar han vendte Nodebladet for en Dame – faldt ham i Talen – gjorde ham umulig.

Der kom en dump Vrede, et Had op i ham. Oftest sad han paa en Kanapé, i en Krog, sørgmodig alene eller snakkede med gamle Damer, gigtsvage Herrer. Han kunde da imellemstunder blive livlig. For Pokker! han vilde ikke lade sig tyrannisere. Han brændte sine Fyrværkerier af... han greb sig undertiden i at have laant dem af Ulf... og hans Kone applauderede larmende. Saa blev han straks tavs.

En Aften stod han ved et Klaver i Selvbebrejdelser og Selvprøvelse. En ung Dame fra Provinsen... som havde haft en varm Anbefalingsskrivelse 338| med fra hans gifte Kusine, og som Gerhard og Annette i Forening havde indført i Selskabslivet... en livsglad, kvik og naturlig Pige sang paa Opfordring en ikke ganske ny Sang.

Gerhard lyttede. Det var, som bøjede Træer sig susende over hans Hoved – som rislede lette Aaløb afsted, muntert over Stok og Sten – og med Et faldt Sommeraftnen paa –Juninattens Skær tindrede ham dæmpet-fortroligt imøde – et blondt, blegt, yndefuldt Hoved vendte Ansigtet imod ham – saa' ham ind i Øjnene... Edith!

Gerhard trak Vejret dybt. Sangen var tilende. Han bøjede sig hastigt ned og hviskede: Frøken, syng den Sang endnu en Gang – jeg beder Dem!

Han mærkede ikke, at Annette var traadt hen bag ham. Han bøjede sig og fulgte med Øjnene Noderne – saa' langt, langt bort ud over Noder, Klaver, den Spillende, den Syngende... saa rykkede det i hans Arm:

Henrik dog! hvordan er det Du bær' Dig ad!

Han vendte sig.... et spydigt, fortrukket, næsten grimt Ansigt stirrede paa ham. Det var hans Kones.

De undskylder min Mand, Frøken! Han er saa nærsynet! sagde hun til den unge Pige med en Latter, der bragte de Nærmeste til at studse.

Den unge Dame rejste sig, blodrød, ilde tilmode.

Gerhard tog hendes Haand, trykkede den ærbødigt og takkede hende.

Nu gaar det for vidt! raabte Fru Gerhard 339| og rev sin Mands Arm til sig. Kom! Vognen skal ikke blive ved at vente paa Dig !

Man gjorde Plads for Parret... en højst ydmygende Sortie for Gerhard. Han var bleg, mælede ikke et Ord, hjalp sin Kone Overkastet paa, fik hende ind i Vognen.

Der taltes ikke en Stavelse under Kørslen. Han hørte Annette smaahulke; det rørte ham ikke.

De kom hjem, gik ind i Spisestuen sammen; han aabnede Døren til Sovekammeret, pegede og sagde: Gaa ind – gaa iseng!

Hun græd: Henrik!...

Han stillede sig foran hende, med korslagte Arme; hans Læber skælvede:

Dersom Du nogensinde drister Dig til...! fik han akkurat sagt.

Annette havde set ham ind i hans Øjne; og med et Skrig styrtede hun om paa Gulvet.

Pigerne kom ind. Han løftede sin Hustrus ubehjælpsomme Skikkelse op – bar hende ind paa Sengen... hun jamrede: Aa Gud, hvor jeg lider! Tænk, om det var det! Og hun hvinede og raabte: Hent en Læge... jeg dør!

Han gav Pigerne Ordrer, og sprang selv efter en Læge. Den nærmeste var ude; den næste traf sig at være en Studenterkammerat. Gerhard forklarede med faa' Ord Tilfældet. Lægen havde allerede hægtet sin Flip af, lagt sin Kravat og vilde formodenlig iseng. Han smøgede Frakkekraven op om Halsen, stak nogle Sager til sig, kradsede noget op paa et Blad af sin Lommebog og sagde til Gerhard:

340| Ind paa Apotheket og hent dette! Ligeledes noget Is! Jeg gaar lige hjem til Deres Kone! De kommer saasnart De kan! –

Hvad tror De?... spurgte Gerhard urolig.

Lægen trak paa Skuldrene: En fausse couche – antager jeg!

Livsfarligt? spurgte Gerhard.

Vi haaber altid paa Liv ! sagde Lægen. Og de skyndte sig begge afsted.